Niels, af Guds miskundhed ærkebiskop af Lund, Sveriges primas og det apostoliske sædes legat, til alle troende kristne, til hvem dette brev når, hilsen med alles frelser.

Vi udøver jo med omhu vort embede, når vi, såvidt det forundes os af Gud, med omsorgsfuld iver giver agt på vore undergivnes vel, ved hvis vedvarende trivsel vi selv stadig har fremgang. Skønt der derfor til disses fordel og ro ved lovgivere og de hellige fædre og især ved vor forgænger Peder, fordum ærkebiskop over kirken i Lund - from ihukommelse - på det af ham i Helsingborg i det Herrens år 1345 den 9. majN højtideligt afholdte kirkemøde for kirkeprovinsen med deltagelse af alle hans lydbiskopper og gejstlige er udstedt mange frelsebringende bestemmelser, som yder rige frugter i Guds kirker i vor kirkeprovins og afgiver en norm for behandling af sagerne og en rettesnor for sæderne og et såre ypperligt værn for de undertrykte kirker og gejstlige, har vi dog i vort hjerte opmærksomt overvejet, at alle disse bestemmelser bærer ringe eller ingen frugt, hvis de unddrages støtte fra en tilbørlig fuldbyrdelse, og at de, der flakker om på grund af den mangelfulde fuldbyrdelse med hensyn til de kristnes livsførelse og tugten i det kirkelige liv, ikke undser sig for at udstrække sig til ulovlige handlinger, der er forbudt i nævnte bestemmelser, og at samme mangel bringer gejstlighedens selvtugt på afveje og sædvanligvis giver næring til megen fordærv i de gejstliges livsførelse, hvorover vi ikke med urette til stadighed bittert pines i hjertet og sukkende tynges. Idet vi derfor ønsker, at disse på nævnte kirkemøde fastsatte bestemmelser bringes til tilbørlig fuldbyrdelse, godkender, antager og anerkender vi alle disse på råd af de ærværdige mænd, herrerne i vort kapitel, idet vi i denne henseende følger vore forgængeres fodspor, og idet vi påbyder, at de ubrydeligt skal overholdes af vore undergivne og i vort stift under trusel om de straffe, som er føjet til disse fastsatte bestemmelser. Men klage fra mange sider bringer det til vor kundskab, at nogle nedrige sønner - således som vi beretter med smerte - forført af deres tøjleløse begærlighed, undlader at have Gud for øje, fængsler kanniker, der ligeledes beklæder en dignitet, præster og forskellige gejstlige med ugudelig hånd, holder dem fangne, sårer, dræber og krænker dem på forbryderisk vis, tilegner sig, plyndrer og beslaglægger og med røverisk hånd tilriver sig kirkernes og samme gejstliges gods, indtægter og tiender og forskellige ejendele, voldeligt pålægger disse, deres landboer og svende skatter, afgifter og byrder og (eller)N befaler, at dette skal finde sted og anerkender og godkender, hvad der er sket i deres navn, begunstiger og tager sig af gerningsmændene, og hjemsøger disse og deres og deres gods og mænd med forskellige andre byrder og vides at tynge dem med en større undertrykkelsens byrde end Farao i sin hårdhed gjorde, over for hvilke de ikke kan vise nogen retfærdighed undtagen ved tilbørlig fuldbyrdelse af disse fastsatte bestemmelser. Thi som en from fader nærer vi i vort hjertes inderste medfølelse med de fornævnte undertrykte og dem, der måtte blive undertrykte, vore undergivne, idet vi betænker, at de alene har det åndelige sværdN til deres værn, og idet de mangler verdslige våben, er tårer og bønner deres værn, og under de dem tilføjede krænkelser har de i deres ydmyghed alene Gud som deres forsvarer og må tålmodigt afvente, når det måtte behage ham at ynkes over dem, og af den grund nødes vi til - som det er vor pligt - at bringe hjælp og bistand, såvidt det er os muligt, med dette åndelige sværd, det vil sige med kirkens straf og dens fuldbyrdelse. Da de i så henseende undertrykte, såvel på grund af de farefulde veje og de store afstande som på grund af forfølgelserne og den frygt, som kan påkomme en modig mand, og forskellige andre farer, som erfaringen lærer om, derfor på ingen måde let kan komme til os personlig med henblik på denne fuldbyrdelse og føre et fuldstændigt bevis, anordner og fastsætter vi som evig bestemmelse, idet vi med hensyn til dette kommer til hjælp med vor og ligeledes rettens billighed, at når en af vore undergivne, der viser os den skyldige lydighed, bliver overfaldet med sådanne voldshandlinger, hvis det er en præst eller diakon, og han ikke på anden måde kan føre bevis for dem, da skal han efter at have lagt sin hellige stola over sine skuldre gå til vort kapitel og nedlægge påstand om og fremføre, at han har været genstand for sådan uret og vold, og med højre hånd for brystet sværge, at hans udsagn og udtalelser var og er sande, og samtidig udtrykkeligt afgive erklæring om, hvilke og hvor store tab og hvilke krænkelser han har lidt. Men hvis det er en subdiakon eller en gejstlig af de lavere grader, skal han, iført sin gejstlige dragt, på lignende måde fremføre og afgive erklæring på Guds hellige evangelier; derefter skal samme overfaldne uden yderligere pålæg fra nogen som helst side i kraft af sin egen myndighed kunne opfordre vort kapitel, kanniker, sognepræster, dem, der har beneficier, deres stedfortrædere, præster, præsteviede og klerke til at gå frem efter disse bestemmelser og det, der er indeholdt i dem, så at kapitlet, kannikerne og de andre fornævnte ubrydeligt og trofast overholder disse bestemmelser med hensyn til denne overfaldnes person, der blot nedlægger påstand om, at det fornævnte er beediget på denne måde, omend han intet derudover kan bevise, under trusel om den irregularitetsstraf, som rammer dem i medfør af retten, og vore og de i nævnte bestemmelser indeholdte straffe, som strengt skal fuldbyrdes imod dem, hvis de er ulydige. Dog skal de nævnte overfaldne se til, at de ikke fremfører og nedlægger påstand om noget andet end sandheden. Men hvis de bliver grebet heri, erklærer vi, at de som menedere evindeligt skal fjernes fra beneficium og embede, for at ikke det, som bevilges dem som nådesbevisning, skal vende sig til skade for dem. Til vidnesbyrd om alt dette er vort segl og vort elskede kapitels segl hængt under dette brev. Givet i det Herrens år 1376 på evangelisten sankt Marcus' dag.