Gregor, biskop, Guds tjeneres tjener, til de ærværdige brødre biskopperne (Filip) af Kammin og (Nicolaus) af Lübeck og (Henrik) af Växjö hilsen og apostolisk velsignelse.

Hvis den offentlige disciplin i sin fulde styrke nøler med at undertrykke overmodet hos dem, der begår overgreb, og med at tøjle de overmodiges overgreb, bliver deres vilje til at synde tilbøjelig til at brede sig, og deres eksempel bliver i sin ustraffethed faretruende til forbillede for andre, hvorfor det hører til den ledendes pligt at sørge for tilbørlig udøvelse af retfærdigheden, således at han straffer de allerede begåede forbrydelser og lyser interdikt over dem, der i fremtiden dumdristigt måtte begå dem. Manges sørgelige klage har da hyppigt gjort vor apostoliske myndighed bestyrtet og forbitret vort sind, fordi nogle ondskabens sønner i staden og stiftet Lund, fra hvis øjne gudsfrygten er veget bort, under påskud af de krige, hvormed samme stad og stift siges at være mangfoldigt hjemsøgt, - og iøvrigt ubesindigt - hidtil har dristet sig til og daglig ikke undser sig for at driste sig til med voldelig håndspålæggelse at tilfangetage klerke og kirkelige personer, verdslige og regelbundne, endog dem, der beklædte digniteter i fornævnte stad og stift, og som ikke blandede sig i krigshandlingerne, holde dem tilbage, sætte dem i fængsel, underkaste dem tortur, piske dem, såre dem, overgive dem til døden og med grusomme pinsler tvinge dem personligt til utilbørlige løskøbelser, trænge ind i, bryde ind i, tage, beslaglægge, holde det beslaglagte tilbage, ødelægge og opbrænde kirker og klostre og hospitaler og andre fromme stiftelser, verdslige og regelbundne, i nævnte stift og plyndre kirker, klostre og disse stiftelser for bøger, kalke, kors, helgenrelikvier, paramenter og andre prydelser, der var bestemt til brug under gudstjenesten og med forbryderisk frækhed ligeledes voldeligt rane, bortrøve og som bytte bortføre eller bortbringe disse bøger, kalke, kors, helgenrelikvier, paramenter og prydelser og desuden frugter, indtægter, ejendele og andet gods tilhørende personer, kirker, klostre, hospitaler og andre stiftelser af denne art, hvilket fandtes såvel i disse kirker som uden for dem, hvorfor klerkene og personerne ved kirkerne, i klostrene, hospitalerne og disse stiftelser, tvunget dertil, forlod og forlader dem, og kirkerne berøves de tilbørlige gudstjenester, og de troende kristne de kirkelige sakramenter og de fattige og syge den fromme gæstfriheds understøttelse, og fordi nogle, som bryster sig, når de gør ondtN, med viden herom har huset og huser dem, der fuldbyrdede disse forbrydelser, og desuden de klerke og kirkelige personer, der er fanget af dem, og desuden de ejendele og dette gods, der er bortført eller bortbragt som bytte af dem, i deres stæder, borge, landsbyer, befæstninger, lande og andre steder. Men nogle lod og befalede ligeledes, at alt det fornævnte eller noget af det skulde ske eller begås, eller godkendte og godkender det, der er sket eller begået i deres navn eller på deres befaling, andre ydede og yder ligeledes personlig og gennem andre samme fuldbyrdere af fornævnte forbrydelser hjælp og støtte til at begå samme forseelser, og alt det, som vides at blive til alvorlig fornærmelse af Guds majestæt, til fare for sjælene, til foragt for den kirkelige frihed og til anstød for de fleste i omtalte stad og stift, er så velkendt, - det offentlige ry udspreder det således, og den skadelige erfaring - 0, ve - viser det så tydeligt, at det ikke kan skjules ved nogen udflugt. Idet vi derfor ønsker at anvende et tjenligt og passende lægemiddel mod denne sygdom, så at ikke en langsommelig handlen ved opsættelse i tid skal gøre brug af lægemidler forgæves, overlader og befaler vi Eder, brødre, ved apostolisk skrivelse, at I alle tre eller to eller blot een af Eder personlig eller ved een eller flere andre med vor myndighed i alle kirker og på de steder, som I finder gavnlige, offentligt forkynder alle, såvel gejstlige som lægfolk, som bandlyst i alminidelighed efter kirkeretten - hvilken stilling, grad eller stand de end indtager, selv om de glimrer ved biskoppelig, kongelig eller enhver anden værdighed, - alle dem, der tilfangetog, tilbageholdt, satte i fængsel, tvang, piskede, sårede og dræbte disse klerke eller kirkelige personer, der som forudskikket ikke blandede sig i krigshandlinger, og desuden dem, der husede disse klerke eller kirkelige personer, der således var tilfangetaget, tilbageholdt eller sat i fængsel, alle dem, der brød ind i kirkerne, og dem, der satte ild på, og dem, der voldeligt ranede, røvede og gjorde ejendele og gods, der fandtes i disse kirker, til bytte, og desuden dem, der befalede eller sørgede for, at dette skete, eller anerkendte og godkendte, at det var sket i deres navn og på deres befaling. Og desuden skal I personlig eller ved andre på vore vegne i almindelighed i kirkerne i nærværelse af menigheden offentligt påminde alle, såvel dem, der således er bandlyst af kirkeretten, som dem, der plyndrede disse kirker, klostre og stiftelser og fornævnte kirkelige personer, dem, der beslaglagde, tilbageholdt, røvede, gjorde til bytte, bortførte, bortbragte bøger, frugter, indtægter og andet fornævnt gods, og desuden dem, som befalede eller lod sådant ske eller begå, eller dem, som godkendte eller godkender, at det skete eller blev begået i deres navn og på deres befaling, og dem, der husede dem, der fuldbyrdede det og bortbragte disse ejendele og dette gods, om, at de inden en passende frist, som I måtte fastsætte for dem, skal give disse fangne og det ranede, røvede, bortførte og bortbragte tilbage eller yde tilbørlig fyldestgørelse for dette og andet af denne art, der er begået af dem, og hvis de ikke opfylder det inden nævnte frist, skal I fælde almindelig bandlysningsdom mod dem, som i øvrigt ikke er bandlyst af retten på grund af denne sag, og underlægge de lande, byer, borge, landsbyer og steder tilhørende alle disse, der ikke opfylder disse påmindelser, kirkens interdikt. Desuden skal I i almindelighed og offentligt på samme myndighed sørge for at påminde såvel fornævnte som alle andre klerke, verdslige og regelbundne kirkelige personer, højtstående grever, velbyrdige stormænd, riddere og lægfolk og også alle borgersamfundene i stæderne, borgene, landsbyerne og alle andre steder om, at de overhovedet derefter skal afholde sig fra sådant. I modsat fald skal I derefter fælde almindelige interdiktdomme mod alle, som drister sig til at begå dette eller prøve derpå, nemlig mod enkelte personer angående det, nemlig i de tilfælde blandt de fornævnte, i hvilke de ikke gik ind under bandlysningen ved de allerede udstedte bestemmelser om bandlysning, og mod alle borgersamfund og mod stæder, byer, borge og desuden landsbyer og steder tilhørende alle, der begår disse ting, og lige så vel alle, der med navns nævnelse er bandlyst med tændte lys, hvem I enkelt og ligefremt uden offentlighed og formelig rettergang efter at have anvendt dygtig og trofast omhu finder har begået disse ting eller har ladet og befalet, at de skulde finde sted eller begås, eller har anerkendt og godkendt, at det er sket eller begået i deres navn eller på deres befaling eller i fremtiden begår eller lader eller befaler, at det skulde finde sted, eller anerkender og godkender, at det er sket eller begået i deres navn eller på deres befaling, hvis de enkelte personer enten er bandlyst ud fra samme bestemmelse eller i kraft af disse påmindelser. Men hvis der findes borgere og bysamfund, som ikke adlyder disse påmindelser, skal I på søn- og helligdage i kirkerne og på de steder, som I finder gavnlige, når der er en stor mængde af, gejstlighed og menighed i dem, offentligt forkynde og lade forkynde af andre, at de ligeledes med navns nævnelse og de stæder, byer, borge, lande, landsbyer og steder, der tilhører alle disse enkelte personer, de borgere og bysamfund, der ikke adlyder samme påmindelser, er belagt med interdikt så længe, og at disse bandlyste strengt bør undgås af alle, indtil de på passende måde gør bod angående dette og kommer til det apostoliske sæde med Eders brev, der indeholder sandheden i sagen, for at opnå befordrende frigørelse for fornævnte bandlysning og befordrende eftergivelse af dette interdikt. Thi vi forbeholder os eller vore efterfølgere de romerske pa ver blot frigørelsen for bandlysningsdommene og eftergivelsen eller suspensionen af dette interdikt, for at der ikke muligvis skal frembyde sig en opmuntring for nogle til at forse sig under håbet om let at opnå tilgivelse, nemlig således at ingen, undtagen når døden truer, kan frigøre nogen fra disse bandlysningsdomme. Men hvis man muligvis ikke sikkert eller bekvemt kunde opnå tilstedeværelse af fornævnte fuldbyrdere af disse forbrydelser og af dem, der husede dem, og af dem, der befalede, at det skulde ske, og af dem, der - personlig eller ved een eller flere andre - direkte eller indirekte, offentligt eller skjult gav disse hjælp, råd eller støtte til dette, med henblik på at foretage denne påmindelse og opfordring eller stævning af dem, tilstår vi Eder fuldmagt med dette brev til at foretage denne påmindelse og opfordring og alle stævninger gennem offentlige indkaldelser, der skal opslås på de offentlige steder, hvor der er sandsynlig formodning om, at de kan komme til disse stævnedes og påmindedes kundskab, og vi vil, at de som forudskikket som følge heraf tvinger disse stævnede, opfordrede og påmindede, som om de faktisk og velbekendt havde været til stede i egen person, uanset bestemmelserne, udstedt såvel af vor forgænger pave Bonifacius 8. - lyksalig ihukommelse - i følge hvilken ingen må stævnes for en domstol uden for sin stad eller sit stift undtagen i visse tilfældeN og i dem ikke ud over en dagsrejse fra sit stifts grænse, eller at de dommere, der er udpeget hertil af fornævnte sæde, ikke må driste sig til at forfølge nogen retsligt uden for den stad eller det stift, i hvilke de er udpeget, eller betro deres myndighed til en eller flere andre eller drage nogen for retten ud over en dagsrejse fra deres stifts grænse, eller bestemmelsen om de to dagsrejser, der er udstedt på generalkoncilietN såvel som alle andre bestemmelser, som er udstedt af vore forgængere de romerske paver såvel om delegerede dommere som om, at der ikke må stævnes ud over et vist antal personer for retten, eller uanset andre edikter, som på nogen måde kunde hindre Eders jurisdiktion eller myndighed i denne sag og dens frie udøvelse, eller uanset om nogle i fællesskab eller hver for sig har fået bevilget af fornævnte sæde, at de ikke kan rammes af interdikt, suspension eller bandlysning ved et apostolisk brev, om ikke fuldt ud og udtrykkeligt og ord til andet omtaler denne bevilling. Givet ved S. Pietro i Rom den 10. april i vort syvende pontifikatsår.