Mathias Wiese og Wilhelm v. Herne, borgere i Thorn, meddeler borgmestre og
rådmænd sammesteds, at de har forhandlet med hr. Henning Podebusk om
tilbagegivelse af gods fra et strandet skib, og tilføjer, at de har indskibet en
del af det mod at betale en tiendedel af det strandede gods.
A: Thorn byarkiv. Dok. nr. 97. Papir 29,3 × 41,6. På bagsiden opr. to segl,
nu rester af eet segl af brunt voks påtrykt over den papirstrimmel, der gennem
snit lukkede brevet samt påskriften Honorabilibus. dominis proconsulibus et
consulibus. ciuitatis Thorun dandum. I papiret et vandret gennemstreget
X OX som vandmærke.
Tryk: Hans. UB. IV 248 nr. 607 – Hanserec. VIII 575 nr. 890; D. Kausche,
Putbusser Regesten 123 nr. 448. Dipl. Dan. 4. rk. I nr. 309; DRB. IV:1 nr. 309 (i oversættelse).
Sagen afsluttedes med et forlig 1378 14. april, ndf. nr. 379; endvidere
fremførtes sagen i de preussiske stæders svar til dronning Margrete [1393], trykt
Hansecrec. IV 122 nr. 154 som punkt nr. 3, hvor det udtrykkeligt siges, at
strandingen skete in dem iare 1377 og samstemmende med brevet af 1378 14.
april bi Michaelis.
Tekst efter A:
Vnsen willeghin dinst. ♦ Liben heren ♦ Wissit. das wyr her
czu Helsynckborgh ghekomen synt an sente Katerinen auende ghesundis libis vnde
behaldener habe got habe lof/ ♦ Darnach des anderen taghes redete wyr myd heren
Hennyngh van Pudbusch. vmme das gut das dar gheberghit ist. ♦ Vnde wyr antworten
em vnse bryue vnde baten en das her vns eyne gůtliche antworte ghebe. ♦ Do her
vnse bryue vornomen hatte. do sprach her wy das her altzu grosze moye vnde arbeyd
myd dem gute hette ghehat. vnde wolde nicht myn haben wen dey helfte van alle dem
gute ♦ Des irscrocke wyr vszer maszen sere. vnde maneten. en an dey priuilegia dey
her den steten hette besigeld der her selben eyn hobitman were. vnde her das hůs
czu Helsyncborch. heylde van der stete weghin. vnde baten en das her vns by rechte
lysze. also dey priuilegia. inne hette vnde neme van vns redelich arbeydes lon. ♦
Myd sůlchen worten. vnde der ghelich der vil ghewest ist. das nů czu langh were.
czu scryuen. habe wyr en ghemanyt vnde ghebetin. das her vns by den priuilegia
wolde laszen. ♦ Hir ghynghe wyr myd vmme wol drey taghe. ♦ Do antworte her vns of
dey priuilegia. vnde sprach also.
Ich weys
wol. was dey priuilegia innehalden. vnde ich weys wol das ich mich wol bewarit
habe an den priuilegia. wante ich en orlof gaf arbeydes lůte czu ghewynnen {vo}m
eren phennyngh. des wolden sey nicht tůn. ♦ Des vnderwan ich mich des gutis vnde
lys. das brynghen of myn hůs myd groszer. swerer. arbeyd. ♦ Dennoch bot ich en mer
do das gůt of mynem hus. was das sey sich des gůtis hettin vnderwunnen vnde hetten
das droghen laszen. des wolden sey oc nicht tůn \ ♦ Dese wort gheschaghen alle in
keghenwortigheyt Iohannis Lyfholtis. vnde Claken. ♦ Dey bekanten alle der wort.
also das her Hennyngh meynet her habe sich wol vorwart in allen saken an den
priuilegian. vnde wel das wol vorantworden. ♦ Also doch/ hat her vns das gut
lassen volghen. also ixc vnde lxv lakene. dar xxii lakene von
vorloren synt. der her vns nicht bekennen wil. vnde lxx pipen olyes. vnde iic.xliiii harras. vnde ii vas myd riis vnde mandel ♦ Dis
vorghesprochene gut hat her vns laszen volghen. {vo}me den tzhenden phennyngh vnde
her begherte van vns das wyr em solden gheben eyne quitancie. van alle dem gůte.
das in dem cogghen ist ghewest. des en wolde wyr nicht tůn. vnde vůghit vns nicht
czu tůne. ♦ Also scheydete wyr vns sunder eynde. ♦ Do sprach her ♦ Wol henne das
dey schuld nicht myn sii \ ich wil noch hůten czu dem Sůnde wart tzhyen. ♦ Wes
mich dey stete vnderwysen dar ich ane bewarit sii. vnde ir oc des wel ich gherne
volghen. ♦ Also
bescheydelichen sprechen oc dey stete. das ich mer sůlle habin wenne den czhenden phennyngh
van dem vorghenanten gůte so sůllit ir myr mer gheben ♦ Vnde das en moghte andirs
nicht ghesyn wenne also. ♦ Do wůrde wyr des czu rate vnde volgheten em des vnde
lyszen heren Hardwyk Půl myd em tzhyen tzu dem Sůnde. ♦ Vnde wyr hoffen das wyr hy
wol by blyuen sůllen vnde magh is bessir werden das neme wyr gherne. ♦ Vort wissit
das wyr heren Hennyngh vyl angheredit habin also {vo}me das nagheberghede gůt/ dar
wel her noch syne voghete noch nymand van wissen. vnde das wyr. czwyuelen vnde
vrochten. das van dem gůte leyder nicht werden sůlle ♦ Dar{vo}me sii wyr
myd den saken. vnde oc myd. villen anderen saken. der wyr vch alle nicht
scryuen. kunnen. swerlichen bekummert vnde ghemogyt. ♦ Got helfe vns myd ghenaden
dar van. ♦ Vort wissit das wyr hůte of desen tagh. schyffen. in
Deghenardisschyf. lx. pipen olyes van manygherleyghe ghemerke. vnde nach den ghemerken.
moghit ir sey laszen volghen den lůten. vnde nemyt ghewisheyt
van en. ♦ Vortmer wissit das wyr hy synt of dem hůse vnde en t{oe}ren nicht
ligghen in der b{wo}. vor bosen lůten der hy alczu vil ist got behůte vns vor en.
♦ Vnde wissit das wyr den czhenden gheben haben van dem olye. vnde oc van dem
ghewande. ♦ Vnde wyr berichten alle taghe das selbe ghewand vnde packen is also
wyr beste moghen. ♦ Vnde wissit das wyr ghetruwelichen ghewarnit synt. van heren
Hennyngh. vnde van allen den dey vns hy gůtis ghůnnen. das wyr vns wol vorseen wy
wir das gut van hennen brynghen wante man ghewyslich darof hůtit also wyr vornomen
habin. ♦ Dar{vo}me můsze wyr beyten. eyner antworte van heren Hennyngh. vnde van
heren Hardwik Půl vnde das vns hůlfe vnde rat. kome van den steden. wy wyr moghen
van henne komen. ♦ Vortmer wissit das dey heren van dem Sunde vns ghetruwelichen
gheholfen vnde gheraten habin. tzu vnsen saken. vnde en hette ir hůlfe vnde ir rat
ghetan. wyr hetten vnse sake ny so verne ghebrocht. ♦ Des so bitte wyr oůch. of ir
eynyghe breyue odir
b<oten> tzu dem Sůnde seynden w{ou}rdit. das ir den heren van dem Sunde
ghetruwelichen
dankit wante sey sich wol keghen vns bewysit habin also wyr oůch of got wil
hirnach bas berichten wyllen ♦ Vortmer so. bitte wyr ouch das ir wol tůt. vnde
entrichtet heren Alberto van Baluen xxv. marcas Lůbisch. czu des schifheren
behouf/ vor dey vrucht van dem olye dey anderen vrucht habe wir em hy vntrichtit.
♦ Oc wissit das her Hennyngh vnde her Hardwik. ouer vouren czu dem Sunde wart an
dem suntaghe also an dem auende sente Andree. ♦ Vart wol in got. vnde gebitet czu
vns. ♦ Datum in castro Helsyncborch. in uigilia sancte Barbare uirginis. ♦ Oc
wissit das wir schuldich synt Iohanni Schaffenrode. xxiiii mark Lubisch. ♦ Dar
sult ir em vor gheben. also vile gheldis also xxiiii Lubisch
mark werd synt tzu Danczke ♦
Per Mathyam Wysen. et Wilhelmum de Herne.
Vor villige tjeneste. Kære herrer. I skal vide, at vi er
kommet her til Helsingborg dagen før sankt Katharinas dag med
sundt legeme og velbeholdent gods, Gud ske tak og lov. Dagen efter talte vi med
herr Henning Podebusk om det gods, der er bjerget der. Og vi overgav ham vore
breve og bad ham om, at han vilde give os et venligt svar. Da han havde læst vore
breve, da sagde han, hvorledes han havde haft alt for stor møje og besvær med
godset, og vilde have ikke mindre end halvdelen af alt godset. Det blev vi ud over
al måde meget forskrækket over og mindede ham om de privilegier, som han havde
beseglet for stæderne, og som han selv var hovedophavsmand til, og at han holdt
borgen Helsingborg på stædernes vegne, og bad ham om, at han lod os forblive ved
vor ret, som privilegierne indeholdt, og af os (kun) tog rimelig arbejdsløn. Med
sådanne ord og deslige, som der var meget af, som det nu vilde være for langt at
skrive om, har vi manet og bedt ham om, at han vilde lade os forblive ved
privilegierne. Herom forhandlede vi fulde tre dage. Da svarede han os om
privilegierne og sagde således: Jeg ved vel, hvad privilegierne indeholder, og jeg
ved vel, at jeg har
holdt mig nøje til privilegierne,
eftersom jeg gav dem tilladelse til at skaffe arbejdsfolk for deres egne penge,
det vilde de ikke gøre. Derfor bemægtigede jeg mig godset og lod det bringe til
min borg med stor, svær anstrengelse. Dog bød jeg dem yderligere, da godset var på
min borg, at de kunde bemægtige sig godset og lade det tørre, det vilde de heller
ikke gøre. Disse ord faldt alle i nærværelse af Johan Lifholt og Klak. De hørte
alle de ord, nemlig at herr Henning mener, at han i alle sager har holdt sig nøje
til privilegierne og vil forsvare det vel. Alligevel har han udleveret os godset,
nemlig 965 '1aken', hvoraf 22 'laken' er tabt, som han ikke
vil anerkende over for os, og 70 piber olie og 244 stykker
klæde fra Arras og 2 fade med ris og mandler. Dette fornævnte gods har han
udleveret til os for hver tiende penning, og han forlangte af os, at vi skulde
give ham en kvittering på alt det gods, som har været i koggen, det vilde vi ikke
gøre, og det passer sig ikke for os at gøre det. Således skiltes vi uden resultat.
Da sagde han: Selv om skylden ikke er min, jeg vil endnu i dag drage til
Stralsund. Hvad stæderne påbyder mig, forudsat at jeg er vel sikret deri og I
også, det vil jeg gerne efterkomme. Med den bestemmelse, at hvis stæderne også
siger, at jeg skal have mere end hver tiende penning af det fornævnte gods, så
skal I give mig mere. Og det kunde ikke være anderledes end som så. Da blev vi
enige om det og samtykkede med ham deri og lod herr Hartvig Pul drage med ham til
Stralsund. Og vi håber, at vi vel skal forblive herved, og kan det blive bedre, så
tager vi det gerne. Fremdeles skal I vide, at vi har talt meget med herr Henning,
nemlig om det bagefter bjergede gods, det vil hverken han eller hans fogeder eller
nogen vide af - og at vi tvivler om og frygter for, at der desværre ikke skal
blive noget af det med det gods. Derfor er vi alvorligt bekymrede og besværede
angående de sager og også angående mange andre sager, som vi ikke alle kan skrive
om til Eder. Gud hjælpe os herfra med nåde. Fremdeles skal I vide, at vi dagen i
dag indskiber 60 piber olie med mangfoldige mærker, i Degenhards ..... skib, og i henhold til mærkerne kan I udlevere dem til mændene
og tage sikkerhed af dem. Fremdeles skal I vide, at vi er her på borgen og ikke
tør ligge i byen for slette menneskers skyld, som der er alt for mange af her, Gud
bevare os for dem. Og I skal vide, at vi har givet tiendedelen af olien og også af
klædet. Og vi kontrollerer hver dag samme klæde og pakker det, som vi bedst kan.
Og I skal vide, at vi i troskab er advaret af herr Henning og af alle dem, der
under os det godt her, om, at vi ser os godt for, hvorledes vi kan bringe godset
herfra, eftersom man sikkert og vist vogter på det, efter hvad vi har hørt. Derfor
må vi afvente et svar
fra herr Henning og fra herr Hartvig
Pul og vente på, at der kommer hjælp og bistand til os fra stæderne, hvorledes vi
kan komme herfra. Fremdeles skal I vide, at herrerne fra Stralsund i troskab har
hjulpet og bistået os i vore sager, og havde deres hjælp og deres bistand ikke
været, så havde vi aldrig bragt vor sag så vidt. Derfor beder vi Eder også, om I
vilde sende nogle breve eller bud til Stralsund om, at I i troskab takker herrerne
i Stralsund, fordi de har vist sig gode mod os, således som vi, om Gud vil, også
senere yderligere vil berette for Eder om. Fremdeles beder vi Eder også om, at I
er så venlige at betale herr Albrecht v. Balven 25 mark lybsk til skipperens behov
for fragten af olien, den anden fragt har vi betalt ham her. Desuden skal I vide,
at herr Henning og herr Hartvig sejlede over til Stralsund om søndagen, nemlig
dagen før sankt Andreas' dag. Far vel i Gud og byd over os. Givet på borgen
Helsingborg dagen før den hellige jomfru Barbaras dag. Desuden skal I vide, at vi
skylder Johan Schaffenrode 24 mark lybsk. For dem skal I give ham lige så mange
penge, som 24 lybske mark er værd i Danzig.
Sagen afsluttedes med et forlig 1378 14. april, ndf. nr. 379; endvidere fremførtes sagen i de preussiske stæders svar til dronning Margrete [1393], trykt Hansecrec. IV 122 nr. 154 som punkt nr. 3, hvor det udtrykkeligt siges, at strandingen skete in dem iare 1377 og samstemmende med brevet af 1378 14. april bi Michaelis.