© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Tekst efter A:
Veer Vinalder medh gudz naadh erkibiskoper i Þrondheim Øystein i Oslo Olafuer i
Stafwanger Sighurder i Hamre ok Halgeir biskopa Henrik profaster i Oslo. Hakon
Ionsson Gaute Eiriksson Henrik Mikialsϸorp. Ion Marteinsson Alfuer Haraldzson
Benedikt Nikulosson Ogmund Bolt/ Ioon Darre Hakon Stumpe Peter Nikulosson Symon
Þorgeirsson Nikulos Galle ok Finner Gyurdzson rikissens i Noreghe raadhgefuare
kungerom ollum monnum ϸæim sæm ϸetta bref sea æder høyra oc vithnum openbarligha i
ϸænnæ skrift at eftir ϸet veer hafdhum hæidherlighe frwa. frw Margareta medh gudz
naadh Noregs ok Swyia drothneng oc ret ærfuingæ oc fyrstinna
Vi Vinald, af Guds nåde ærkebiskop af Trondhjem, Øystein af Oslo, Olav af Stavanger, Sigurd af Hamar og Halgeir, biskopper, Henrik, provst i Oslo, Håkon Jonsen, Gaute Eriksen, Henrik Mikialstorp, Jon Martensen, Alf Haraldsen, Bent Nielsen, Ogmund Bolt, Jon Darre, Håkon Stumpe, Peder Nielsen, Simon Thorgeirsen, Niels Galle og Find Gjurdsen, Norges riges rådgivere, kundgør for alle mennesker, som ser dette brev eller hører det læse, og bevidner åbenbart med dette skriftstykke, at, efter at vi samdrægtigt havde udvalgt den hæderlige frue fru Margrete, af Guds nåde Norges og Sveriges dronning og ret arving og fyrstinde til Danmarks rige, til kær og ret frue og mægtig fyrstinde for os alle og hele Norges rige, og da vi med god vilje havde antaget hende til at råde og styre og forestå Norges rige i hele hendes levetid, da spurgte fornævnte vor kære frue dronning Margrete os alle og rigets mænd i Norge, hvem der var nærmeste arving til at blive konge over fornævnte Norges rige og arving efter hende, når hun afgik ved døden, og hun havde helst set, at hendes søstersøn hertug Albrecht af Mecklenburg havde kunnet blive konge i fornævnte Norges rige. Da beviste vi med vor lov rimeligt og retmæssigt, at fornævnte hertug Albrecht og hans slægtninge på fædrene side havde været modstandere af fornævnte rige og af dette riges konge, således at hans og hans slægtninge på fædrene side ikke med nogen ret kunde blive arvinger og konger over fornævnte Norges rige. Derimod er kong Olufs moder dronning Margretes ældste søsterdattersøn, som er hertug Vartislav af Pommerns søn, den retmæssigste arving til dette fornævnte rige, og han skal være konge over dette fornævnte Norges rige, og når fornævnte fru dronning Margretes søsterdattersøn afgår ved døden, da (skal) hans rette arving, nemlig hans søn, om han har nogen, (være konge) og hans broder, hvis han ingen søn har, og (derefter) fornævnte dronning Margretes søsterdattersøns fædrene slægtninge, hvis han hverken har søn eller broder. Disse fornævnte, nemlig den ene efter den anden, skal være rette arvinger og konger i det fornævnte Norges rige ifølge det arvetal, der nu er begyndt med denne kong Olufs moder dronning Margretes søsterdattersøn, således som det før er sagt. Hvis fremdeles fornævnte kong Olufs moder dronning Margretes søsterdattersøn og hans venner kunne udvirke og fortjene hos vor fornævnte frue dronning Margrete, at hun vil have sin fornævnte søsterdattersøn til konge i fornævnte Norges rige i hendes levende live, da er det vore alles og hvermand i fornævnte Norges riges gode vilje og fulde samtykke, om det bliver gjort med denne vor frue dronning Margretes råd, vilje og samtykke, dog med den betingelse, at samme vor frue dronning Margrete i hele sin levetid skal være befuldmægtiget på alle måder, som før er sagt, til at råde over, forestå og styre fornævnte Norges rige, idet ingen undtagelse eller udflugt forhindrer dette. Til fast bevis for alt det fornævnte, som vi alle overværede på vore og på alle Norges riges mænds vegne, og som er foretaget med samtykke af os alle som ovenfor er udtrykt, har vi med god vilje og vidende hængt vore segl under dette brev, som er givet og gjort på Akershus 1388 efter vor herre Jesu Kristi fødsel første søndag i den lange faste.
I langæ fastu betyder "i fastetiden før påske”, der begynder askeonsdag, i 1388 12. februar, og slutter påskedags morgen. Første søndag i langæ fastu bliver derfor 16. februar, således også P.A. Munch, l.l., og Sverges Traktater II 649 note 1.