27|Den tragiske Jonglør

29| (En Drøm, drømt og derpaa forelæst under en
Turnering mellem tyske Filosoffer Sommeren 1928.)

Jeg drømmer, at jeg befinder mig paa en Eng – – en herlig Eng fuld af græssende Kvæg, Blomster, Sommerfugle og Bier; jeg er et eller andet Overordnet dér, Vogterdreng maaske. Jeg er lykkelig, som det græssende Kvæg, som Sommerfuglene, Blomsterne. Jeg hverken iagttager eller lægger Planer, men hele mit Væsen sanser for mig, tænker for mig. Jeg er en Skabning som alle de andre og dog altings Herre.

En ufattelig stærk Haand tager mig i Nakken, og en Stemme siger: Fra nu af skal du sørge for dig selv! Jeg sér ikke den, der taler, og det falder mig ikke ind at forsøge paa at vende mig om, end sige frigøre mig. For det er jo Far, der har Hold i mig, min og – ét som jeg er med det hele – altings Fader. »Nu skal du til at lære noget,« siger han. »Du maa se at blive Menneske, du gaar her og rangler som en Skabning blandt alle de andre – nu faar det være nok med at lege. Du maa til at lære noget nyttigt; først og fremmest maa du lære at tænke, 30| saa du kan tage Byrden af min Verden fra mig.«

»Og hvordan lærer man at tænke, Fader?« spørger jeg angst.

»Det vil dit sunde Instinkt nok indgive dig. Gaa nu min Dreng!«

Og i det samme sad jeg paa en Skolebænk mellem en Flok andre Drenge; Undervisningen var i fuld Gang. Den bestod i, at Læreren oppe fra Katedret kastede et Ord i Grams ud iblandt os. Den, der hade Held til at opfange det, spillede en Stund Bold med det og sendte det saa videre til en anden. Kunsten bestod i at holde det svævende, saa det ikke faldt; det maatte ikke røre Jorden.

Jeg fandt, at det var en mærkelig Øvelse, og hade da heller ikke i nogen synderlig Grad Heldet med mig.

Vi selv maatte heller ikke for nogen Pris røre Jorden, da det umuliggjorde al Tænken, men skulde holde Fødderne dinglende i Luften. Og for mig, som kom ude fra det Fri og var vant til ved hvert Skridt at føle Moder Jords Kærtegn mod de bare Fødder, faldt dette svært. Hvert Øjeblik skreg Læreren: »Dine Ben rører Jorden!« Og jeg blev helt syg, naar jeg i længere Tid ikke hade fast Grund under Fødderne.

Jeg hade overhodet svært ved at komme med; jeg var for tung i det, led under altfor mange Hæmninger. Naar Læreren sendte Ordet Hjærte ud, og det var min Tur til at opfange det og jonglere med det, lod jeg det falde – angst for at berøre det. Saa 31| rystede han paa Hodet og sagde: »Du blive aldrig til nogen Nytte for Menneskene.«

Og dette gjorde ondt i mig. Det var min Drøm, nu jeg alligevel var jaget ud af Barndommens Paradis, saa at naa til at være noget for Menneskene – helst noget rigtig værdifuldt. Allerhelst vilde jeg lære noget, der satte mig i Stand til at række Menneskene det, der opbygger – Sjælens daglige Brød! Det undrede mig, at Vejen dertil gik gennem vor Jonglørskole – Den sorte Skole som vi Drenge kaldte den os imellem. Men jeg tog det, som man nu engang tager Tingene i Drømme, som noget givet, og gjorde mit bedste.

Det var ikke blot i Timerne, der blev jongleret. Snart blev det til en hel Lidenskab; selv jeg hade svært ved at lade være med at spille Bold med det, naar noget faldt mig i Haanden. Lærerne gned sig i Hænderne. Saadan skulde det være; først naar det tilegnede gik over i Blodet, bar Undervisningen Frugt. Vi spillede med alt, med Mad og Drikke, med Klærne naar vi klædte os af og paa. Ved Bordet maatte Knive og Gafler holde for – og Maden med. Enkelte af os jonglerede saa behændigt med deres Suppetallerken, at Suppen ikke blot ikke spildtes, men tvært imod gik til Vejrs og blev borte i Luften.

Og dette: at faa Ting til at gaa til Vejrs og forsvinde deroppe, var det højeste, der kunde naas, selve Maalet for vor Undervisning. Og hvilket ophøjet Maal! Selv jeg, der til en Begyndelse hade be32|tragtet det hele som noget meningsløst, pjanket Spilfægteri, blev revet med og opdagede efterhaanden den ophøjede Mening bag Øvelserne.

De var simpelthen en Protest mod Jorden og dens Tyngdelove; man vilde give Sindene – og Tingene med – en anden Retning, vilde ophæve Faldvirkningen for dem og faa dem til af sig selv at søge den anden Vej – mod Himlen. Eller i al Fald faa dem til at blive i Luften, naar de engang var der – holde alting svævende! En ophøjet, men ogsaa en uhyre Opgave!

Jeg var som sagt bagud for de andre, og Lærerne var bestandig efter mig. »Det kommer af, at du tager for tungt paa Tingene,« sagde de. »Der klæber for megen Muld ved dig, for megen Tyngde. Du er for jordbunden!« Det sidste føjede de til med et medlidende Blik, og jeg følte mig som et usselt Kræ, det usleste Væsen paa Guds grønne Jord.

Afgangsprøven maa jeg dog have bestaaet, for pludselig staar jeg paa en Scene, svedende og anspændt, og spiller med en Mængde Glaskugler. Det vældige Rums Lys og Farver og alle de tusende Tilskuere flyder mellem hinanden i Kuglernes Hinde, idet jeg fanger dem ind og sender dem til Vejrs igen en for en; og saa tynde er de, at det godt kunde være Sæbebobler. I Kulissen staar Cirkusdirektøren, skjult for Tilskuerne, og gør mine Bevægelser med for at støtte min Rytme. Han sitrer 33| af Angst for, at en af de kostbare Kugler skal falde til Jorden og knuses; og jeg forstaar, at de er saa skrøbelig tynde, netop for at jeg skal passe bedre paa. Men det behøvedes ikke, jeg er godt nok holdt i Aande. For se dér, det er jo Direktøren for Den sorte Skole, der staar i Kulissen! Og dette er jo Eksamen, han fører mig selv frem for Offentligheden!

Puh, som jeg maa svede! Han hypnotiserer mig med sit Blik, og jeg sender Kuglerne højere og højere, helt op i Sofitterne. Fra Kulissen opfanger han dem og giver mig dem ud, saa det for Tilskuerne ser ud, som søgte Kuglerne af sig selv tilbage i mine Hænder i et stort ovalt Kredsløb. Og Publikum jubler.

Ak, hvor maa jeg svede! Og Angsten faar alt i mig til at dirre, Skrækken for, at en Kugle skal undgaa mig og falde til Jorden – den fatale Jord. Det var rart at holde op nu, men hvordan afbryde? Den Kunst har de glemt at lære mig.

Der er intet der hedder at holde op, tvært imod! Mere og mere maa til Vejrs, et Bord, en Stol, Vandkaraflen med Glas – alt hvad der befinder sig paa Scenen. Til Vejrs med det hele og hold det svævende deroppe! Ak, jeg arme Artist!

Publikum hidser og pisker paa: mer, mer! Og i Kulissen staar Direktøren og jager med stumme Fagter!

Nej, det er ikke min Skoledirektør, som jeg trods alt dog holdt af, fordi han var saa bekymret for mig og min Fremtid. Det er Djævlen selv, den sorte 34| Kunsts Stormester, komisk udhalet med Doktorhat og Professorbriller – Diabolus Disputax! Ak, jeg arme Gøgler!

I Begyndelsen var Ordet, og Ordet var af Gud, og Ordet var Gud. Men Satan tog det og spillede Bold med det.

Se, han forbytter Tingene, jeg spiller med, opfanger dem fra Kulissen og sender mig andre ud. For Tilskuerne ser det ud, som fandt Forvandlingen Sted deroppe i Luften; lydløse sidder de, i maabende Stirren. Men i mig krymper Sjælen sig under hans Satans Kunster.

Mere og mere raffineret gaar Forvandlingen for sig. Et Hjærte passerer mine skælvende Hænder, et levende, varmt Menneskehjærte! Jeg mærker to dumpe Stød, idet jeg slynger det til Vejrs – nu skal det ha en Ende!

Men min Medspiller har opfanget min Beslutning og griner hvidt; han giver mig en stor Kugle op, et Menneskehode – min Moders! Og igen et, og igen! Lad dem kun falde, om du kan faa dig selv til det, siger hans Grin. Jeg maa sende dem til Vejrs, et for et som de kommer, for at kunne opfange de følgende – – aa, om der kom dem noget til, alle mine Kære! Sorgfulde og forundrede stirrer de kære Hoder paa mig, idet deres Bane rører mine Hænder; og jeg hulker og spiller, sitrende af Angst for, at jeg ikke skal være rettidig nok. Den haarde Jord! Nu har jeg grundig fattet, hvor skæbnesvangert det kan være at lade noget tørne mod den.

Nej hvor er Jorden dog haard!

35| Og samtidig har noget nyt besat mig. Jeg opfanger i et Sideblik, at ogsaa Tilskuerne er blevet besatte af Jonglørdjævlen – jeg har smittet dem. Med fortvivlet Alvor haandterer de Glaskuglerne fra før, hvor de nu har dem fra; somme gør endda min Hulken efter. Saa er jeg altsaa dog paa min Vis blevet noget for mine Medmennesker – Hopla! Jeg gribes af Ophidselse, af fortvivlet Desperation – hej! Nu eksisterer der ingen Hæmninger mere, jeg vender min Medspiller i Kulissen Ryggen og sender for egen Regning mit levende Legetøj, ét for ét som det kommer ned fra Luften, ud over Tilskuerne, der fanger de kære Hoder op og giver sig til at spille med dem.

Skidt med det hele, – blot videre, videre! Jeg river det blødende Hjærte ud af mit Bryst, springer højt af Kaadhed og slynger det til Vejrs – hi-hop! – opfanger det og sætter det rigtig højt; det hænger deroppe som en Projektør og sender rødt Lys ned over de tusend Mennesker. Men se, drypper der ikke Blod fra det? en hel Blodregn er undervejs mod mit opadvendte Ansigt. Til Hjælp her! til Hjælp! Draaberne maa for Guds Skyld ikke ramme Jorden – den forbandede Jord! Hvor er han nu. Troldmanden i Kulissen? Han er forduftet, og jeg maa selv se at klare mig; som en besat springer jeg for at opfange Blodddraaberne, græder og kæmper, fortvivlet over min Uformuenhed. Tilskuerne har kastet alting fra sig og sidder i bragende Latter over min desperate Rasen omkring paa Scenen – tror det er et Klovnnummer. Der falder dog nogle 36| Draaber til Jorden trods mine Anstrengelser – og se! Hvor de faldt, skyder der røde Roser op!

Forstenet hører jeg op midt i et Spring og stirrer fortabt mod Jorden – under endeløs Jubel fra Publikum. Jorden den forbandede, Jorden som skulde overvindes – af den gror der røde Roser! Af en Fiasko i mit Spil – den eneste – kommer Livet mig barmhjærtigt i Møde! Nu er det hele spildt – – ak jeg Spedalske, jeg Gøgler!

Et koldt, indbidt Had til alt og alle bemægtiger sig mig – og en stille Vrede. Indtil nu var det hele ingenting – bare Leg, selv Spillet med mine Kære og mit eget Hjærte. Men nu er jeg ond, jeg vil hævne mig med koldt Blod; jonglere vil jeg, saa Verden én Gang for alle skal faa nok.

Og i samme Nu har jeg Jordkloden mellem Hænderne, Jorden selv med sine grusomme Menneskebørn, med Bjærg og Dal og Aarstider, med Drømme og Længsler, Afgrunde og Hvælv. Jeg leger med den som man leger med en Bold – ej, hvor er alting dog let, naar man først har overvundet Tyngdekraften! Der gives intet Op og Ned mere, Midtpunkt og Periferi heller ikke; alle Retninger er lige gode – blot lade hvirvle, hvirvle! At Menneskeheden raver af Svimmelhed, hvad rager det mig!

Og Jorden vokser, mere og mere drages med ind i Hvirvlen. Er det ikke Verdensaltet, jeg holder svævende i Sofitterne, de syv Himle, det tomme uendelige Verdensrum, hvis Ørkenhyl vi fornemmer, naar vi omstiller Radioen? Blot ved Hjælp af en Vifte holder jeg det svævende deroppe – for en 37| let Drejning af mit Haandled danser og roterer det aved om.

Alt er naaet, og i samme Nu føler jeg mig træt til Døden. Det kunde være skønt at hvile nu, at strække det mødige Jeg mellem fire Fjæle og sove sig bag om Tiden, langt ind i Evigheden. Men der gives intet Ophør, Spillet maa holdes gaaende, videre, videre! Og der gives intet videre heller, den yderste Grænse er jo naaet, alting svæver. Intet, slet intet har været Jongløren helligt.

Raadløs stirrer jeg op mod det roterende Verdensalt, og ser da, at det er Guds Ansigt jeg jonglerer med – Gud Herrens bedrøvede Aasyn.

Jeg prøver at kaste mig ned paa mit Ansigt, haabende paa, at den Vældige skal knuse mig og saaledes udfri mig af Forbandelsen. Men jeg kan ikke, ikke engang knæle kan jeg! Den Tyngde, der skal til, for at Mennesket kan synke i Knæ, har jeg sat overstyr – har selv ophævet den!

Aa, jeg Ahasverus! Jeg forsmaaede Jorden, og nu kaster Gud Vrag paa mig!

Maaske vil Vandet kendes ved mig, tænker jeg sofistisk. Og pludselig – som det kun sker i Drømme – er jeg paa Stranden ved Bodensjøen, i Færd med at klæde mig af. Men selv Ansigt til Ansigt med den store Afregner Døden maa jeg jonglere; for at tage Tyngden af denne sidste fortvivlede Handling lægger jeg oven paa mine omhyggelig ordnede Klæder en Seddel med Paaskriften; Jeg vilde kun bade! Saa svømmer jeg, forunderlig beroliget, udad.

38| Idet Bølgerne lukker sig over mig, vaagner jeg op – ikke i min Seng men her i Foredragssalen, i en af vore sjældent bløde Kurvestole. Sovet hade jeg dog ikke – jeg maa bestemt afvise enhver Formodning af den Art. Jeg var blot faldet i filosofisk Trance!