© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
I oktober 1930 skrev Nexø til K.K. Nicolaisen:
Jeg er i Øjeblikket travlt optaget af at gøre den lille bog »De sorte Fugle« (Noveller) færdig til Udgivelse i Sverrig, Holland og Tyskland; mest kniber det at faa den ordentlig ud paa Dansk, da Aschehoug ligefrem skambyder mig; saa det er muligt, Bogen indtil videre slet ikke udkommer herhjemme. Og saa oversætter jeg tredje Bind af mine samlede Noveller, der skal komme som femte Bind i Langens samlede Udgave af mine Arbejder. Udgaven har dermed naaet frem til at omfatte otte Bind. Saa jeg har nok at gøre (...).
(Brev nr. 445)
Nexø var netop vendt hjem til Danmark efter syv års ophold i det sydlige Tyskland, og han var fra sit faste tyske forlag i årene 1912-33, Albert Langen Verlag i München, blevet vant til langt større forhold end dem, et mellemstort forlag herhjemme kunne tilbyde ham. Men De sorte Fugle udkom alligevel på dansk i november 1930 – og samtidig i Sverige. På hollandsk ses den dog ikke at være udkommet (derimod fremkom et andet udvalg fire år senere). På tysk udkom den heller ikke som selvstændigt værk, men indgår helt eller delvist i andre samlinger, bl.a. Langens Gesammelte Werke, bind V (1931).
»Dødedans« baserer sig på to artikler i Social-Demokraten fra august 1918 og havde som den eneste af samlingens otte fortællinger ikke været trykt tidligere. De øvrige var blevet til mellem 1926 og 1930. For nærmere detaljer, se afsnit V.11.
De enkelte fortællingers første udgivelsesår ligger altså forholdsvis tæt på bogudgivelsen i 1930, hvilket afspejler, at Nexø var inde i en produktiv periode, hvor han ikke – som med sine sidste fire samlinger – havde måttet grave dybt i skufferne for at udfylde et ’nyt’ bind. Et par af fortællingerne tog afsæt i barndoms- og ungdomserindringer, men de fleste havde motiv fra Verdenskrigens, revolutionens, kontrarevolutionens og efterkrigstidens moderne Tyskland.
Blandt disse fortællinger har »Den tragiske Jonglør« den mest velbelyste tilblivelses- og receptionshistorie:
Der opstod i Weimar-republikken en blomstrende folkeoplysningsbevægelse, som – ikke ulig den danske højskolebevægelse i årene efter 1864 – søgte at etablere et nyt åndeligt grundlag efter de gamle værdiers fallit under og efter Verdenskrigen, og Nexø var i 1925-31 en hyppig gæst og foredragsholder i dele af denne bevægelse.
Man kunne forvente, at Nexø især ville orientere sig efter de (ret få) oplysningsforbund og internathøjskoler – f.eks. Heimvolkshochschule Schloss Tinz i Thüringen – der arbejdede på et erklæret socialistisk grundlag. Imidlertid kom han især dér, hvor man virkede på et såkaldt neutralt grundlag, navnlig de højskoler m.v., der bekendte sig til den såkaldte Neue Richtung, som overvejende var tegnet af idealistiske, humanistiske akademikere.
I dagene 17.-25. maj 1928 var Nexø og fru Johanna indbudt til, sammen med 67 ledende folkeopdragelsespraktikere, -teoretikere og ministerielle embedsmænd m.fl. fra hele Tyskland og enkelte fra Østrig og Tjekkoslovakiet, at deltage i et symposium over temaet: Weltanschauung und Erwachsenenbildung. Indbyderen var Hohenrodter Bund, et opinionsdannende debatforum for Neue Richtung. Kredsen udgjorde en højtkvalificeret tænketank, en forsamling af mennesker med stor indsigt i og indflydelse på tysk folkeopdragelse. Dette Hohenrodt-møde (således kaldt efter mødestedet) var det sjette i rækken siden 1923.
Efter et oplæg om kunst og verdensanskuelse blev Nexø inddraget i debatten; her gav han udtryk for nogle ganske firkantede anti-æstetiske synspunkter og blev modsagt af bl.a. den østrigsk-jødiske religionsfilosof Martin Buber (1878-1965). De næste par dage synes Nexø ikke at have blandet sig i diskussionen, men den 22. maj, på en af ugens sidste aftener, læste han »Den tragiske Jonglør« op for forsamlingen. Så vidt vides havde han i forvejen grundforløb og stof til fortællingen, men inspireredes af mødet til at skrive den færdig nu. Herpå tyder også, at slutningen, og kun slutningen, i det ældste af de bevarede manuskripter til fortællingen er formuleret på tysk.
Fortællingen blev straks trykt i juninummeret af Volkshochschulblätter für Thüringen med en redaktionel fodnote, som skulle give anledning til debat blandt deltagerne i det sjette Hohenrodt-møde. Redaktøren skrev, at mødet havde været præget af »ein starker Gegensatz« mellem Nexø og Buber, og at »Den tragiske Jonglør« skulle opfattes som en litterær »Protest« mod Buber og »eine als unfruchtbar empfundene wissenschaftliche Kultur und blosse Geistigkeit«.
Imod denne fortolkning protesterede straks ingen ringere end Robert von Erdberg (1866-1929), Hohenrodter Bunds uofficielle leder og det moderne Tysklands »Vater des freien Volksbildungswesens«. Han opfattede (Freie Volksbildung, 6. hefte, 1928) tværtimod fortællingen som en kostelig, indforstået »Persiflage« af mødet og gjorde opmærksom på, at forsamlingen ikke manglede humoristisk sans og havde modtaget fortællingen med begejstring. Meningen med dette og andre Hohenrodt-møder var i øvrigt ikke mindst at danne ramme om frugtbare meningsudvekslinger som den mellem Nexø og Buber; blandt alle ugens indslag var særligt Nexøs og Bubers da også blevet modtaget med taknemlighed af alle mødedeltagere; og da Nexø i sin afskedshilsen desuden havde erklæret, at dette havde været den skønneste uge, han havde tilbragt i Tyskland, burde han vel heller ikke opfattes som en modstander eller udenforstående kritiker, men snarere som en kritisk, men solidarisk ven, mente von Erdberg.
Om Hohenrodt-mødet, den samtidige tyske debat om »Den tragiske Jonglør« og den senere forskning vedrørende alt dette, se nærmere i H. Yde: Det grundtvigske i Martin Andersen Nexøs liv, bind II, s. 521 ff. og 687 ff., eller »Gesandt for Grundtvig – Martin Andersen Nexø og Weimar-republikkens højskolebevægelse« i E.-M. Boyhus (red.): Midt i højskolen, s. 31 ff.
Den hjemlige modtagelse var blandet og i nogen grad ideologisk betinget.
Således var Kristelig Dagblads anmelder Paul Holt pikeret over, at Nexø i humoresken »Det daglige Brød« tog en teologistuderende under munter behandling. Anmeldelsen lyder i sin helhed:
En Række Smaafortællinger, skrevne med en Kommunists Proletarpen, ensidigt og agitatorisk og med den Frivolitet, som den gudsfornægtende Kommunisme aldrig synes at kunne faa nok af. Hans Skildring af den nærsynede, unge teologiske Student er ført ud i den rene Karikatur og maa være Udslag af ond Vilje, da man næppe kan mene, at den ellers ret intelligente Forfatter kan tro, at han hermed er paa Virkelighedens Grund. Derimod er hans Skildring af »De sorte Fugle« – de giftelystne tyske Kvinder, der ikke kan faa nogen Mand – maaske nok rigtig, men uden nogen som helst højere Værdi. Bogen vil sikkert hurtigt blive glemt, og derved sker der ingen Skade.
(Kristelig Dagblad, 9. december 1930)
Hertil sluttede sig den 29. november 1930 Berlingske Aftenavis’ »H. K.«, alias Henning Kehler, der tidligere havde givet Ditte Menneskebarn og De tomme Pladsers Passagerer så hård en medfart. Efter referat af »Frihedens Fe« (II) spørger han, om Nexø da ikke har »noget bedre at tage sig til end at skrive Noveller over den Slags Filmsidéer?«, og konkluderer i al korthed: »De andre Historier i Samlingen er hverken værre eller bedre.«
Her over for stod bl.a. den senere undervisningsminister Hartvig Frisch i en stor anmeldelse i Social-Demokraten:
Nexø ejer i sit Sprog en særlig Skarphed, og hans Spøg, der ligger nærmere ved Haan end ved Humor, river op i Sindet som en skarp Negl paa en kalket Væg. (...) Ganske for sig i Samlingen staar den Novelle, der hedder »Madonna«, som Social-Demokratens Læsere vil huske fra sidste Aars Julenummer. (...) Nexø har i denne Fortælling skudt en Flig til Side af det konventionelle Dække, som Aarhundrederne har lagt over vore Drifter. Man ser den kvindelige Psyke i et Lys, der er afslørende.
»Det daglige Brød« fandt Frisch kostelig, titelnovellen refereredes udførligt, og alt i alt mente han velvilligt:
Det gaar med disse Noveller som med næsten alt, hvad Andersen Nexø skriver, de forstyrrer den sløve Ligevægt, som det mætte Menneske ellers for det meste befinder sig i. Forfatterens kloge og meget seende Øjne lyser bag Bladene og rejser selv i Smilet en Anklage.
(Social-Demokraten, 28. november 1930)
I en tilsvarende (og tilsvarende stort opsat) anmeldelse i Politiken fandt Chr. R.[imestad] »Tro indtil Døden« »værdifuld«; og titelnovellen var »en skælmsk Blanding af Virkelighed og Symbolik« med:
(...) et indtagende, næsten ungdommeligt Smil, som man ikke finder det i de andre Historier, der har Krigen eller Krigstiden til Emne, og hvor Grundstemningen er næsten ublandet tragisk. Nexø kan sætte Fortællingen lovlig grelt op, som i Brodermorderen, eller understrege saa stærkt, at man for tydeligt mærker Tendensen, men en fremragende Skildrer er han (...).
»Dødedans« var »henrivende«, »Det daglige Brød« »pudsig« og »overraskende«. »Madonna«:
(...) er efter vor Mening Bogens værdifuldeste Stykke, ja et af de mærkeligste og mest sandfærdige Bidrag til Overgangsalderens Psykologi, der findes i vor moderne Litteratur. Dette er en af de mest fængslende Historier, Nexø har skrevet. (...) De sorte Fugle er en mærkelig og mangesidig Samling, et rigt Udtryk for dens Forfatters Erfaring og Temperament.
(Politiken, 30. november 1930)