102| X

Det er strængt at være Menneske, hedder det jo; og samtidig med, at jeg saa smaat begyndte at orientere mig i Tilværelsen, voksede ogsaa Erkendelsen af, at det slet ikke var saa lige til, det at være til. Den harske Levertran var svær at faa ned, og det harske amerikanske Fedt og Flæsk ogsaa; men det var en Overgang, som kunde overvindes. Man gjorde dygtig Vold paa sig selv, kløgedes en Gang eller to og fik Vand i Øjnene – og var saa igen fri nogle Timer.

Men der var Vanskeligheder, der aldrig forlod én. Bag det hele laa Utilpasheden paa Lur og rykkede pludselig frem og slog Benene væk under én. Og den egne Følelse af Uformuenhed, der i og for sig var stærk nok, bestyrkedes yderligere af Omgivelsernes evindelige: Det kan han ikke! Det duer han ikke til! At jeg gærne vilde, gjorde det ikke bedre! Der var intet Forhold mellem min Vilje til Livet og min Ævne; jeg var indvendig overbevist om, at jeg kunde; og naar jeg skulde vise det, kom jeg latterligt til kort. Hvad hjælper det, at man – maaske i Forudanelse om kommende Kræfter – har en urokkelig Tro paa sig selv, naar den eneste Virkelighed, Øjeblikket, siger noget helt andet og gør én ynkeligt til Skamme.

Sindets Ensomhed hænger vel nøje sammen med Fremmedheden i Forholdet til Omgivelserne og den deraf flydende Vanskelighed ved at forlige sig med dem, endsige 103| tilpasse sig dem. Jeg var meget ensom allerede som Barn, ensom og fremmed over for saa at sige alt og angst for Menneskene. Angsten var den dominerende Følelse i min Barndom, og en Rest af den har fulgt mig gennem Tilværelsen, og siddet som en uforklarlig Trusel bag alt hvad der hændte mig ogsaa af godt.

Som Barn mødte jeg ingen andre end Mor med absolut Tillid. Hun var det selvfølgelige, algode Væsen; men ellers virkede Menneskene paa mig som uhyggelige Gaader, ladede med det Uventede. Som at tvinges til at tumle med ladede Miner var det mig oftest at have med Mennesker at gøre, og helt er jeg aldrig kommet fri af den Følelse. Det er siden faldet i min Lod at faa Føling med den store Menneskehed, Millioner Hjærter har banket mig i Møde, selv har jeg lært at kende – og holde af – Tusender og atter Tusender af Mennesker. Men naar jeg f. Eks. staar paa en Talerstol og taler til en stor Forsamling, kan – mens mine Ord holder dem fast i hengiven Lytten – Angsten springe panisk frem langt inde paa Sjælens Baggrund og faa mig til at fare sammen af Kulde.

Endnu den Dag i Dag kan Tilværelsen være svær nok at finde sig til Rette i; hvor svært var det ikke dengang, for en lille svagelig, forkommen Gut, som hade vanskeligt ved at faa Føling paa noget Punkt og slet ingen Mulighed for at lægge sig Robusthed til. Et lille Menneskefrø, med Masser af Vilje til at være med – og meget faa Forudsætninger. Det blev ikke bedre af, at man blev kaldt Tøsedreng. Jeg vidste, at Navnet var uretfærdigt, og græmmede mig over det; men hvad nyttede det. Hvad anede de andre om, hvad jeg hade at slaas med i mig selv og uden om mig? hvor vanvittigt alting aagrede i og om mig, saa Farer og Rædsler laa paa Lur allevegne? For at hævde mig og gøre mig gæl104|dende, greb jeg undertiden til at sætte stort mod stort – og blev saa let ud eller skældt ud for en Pralhans.

Jeg hade en daarlig Hittepaa, og saadan som Verden nu engang er, skulde det jo ikke hjælpe mig. Naar jeg løj noget sammen, var det altfor let gennemskueligt. Og ikke bedre gik det med Udflugterne; alt det Georg masede med mig, jeg blev ved at være en Klodrian til at hitte paa Udflugter. Jeg trode paa Forhaand heller ikke meget paa Værdien af dem – hvad der i og for sig skulde tyde paa ringe Menneskekundskab. Jeg syntes Udflugter var dumme, og synes det den Dag i Dag – irriterende dumme!

Men det forhindrer dem jo ikke i at være virkningsfulde.

Naa, Mor var ikke den, der tvang én til at hitte paa Udflugter. Naar der tages Hensyn til alt det hun hade om Ørerne, var hun Langmodigheden selv, og hun var mere end det; hun kunde gøre den tørreste Brødskorpe til noget i Retning af et Festmaaltid, alene ved det Smil, hvormed hun rakte én den. Mor var det, Mennesker og navnlig Børn trænger mest til af alt: det gode, glade Eksempel. Hun tog Tingene som de faldt – hvis de da ikke kunde være anderledes; satte sig ikke hen og klagede og flæbede, men affærdigede det Uundgaaelige med en frisk Replik, ofte i Form af et Ordsprog. Men var der blot den ringeste Mulighed for at afværge eller gribe forandrende ind, skulde Mor nok være der. Af hende har jeg lært, at der er Udveje saa at sige af enhver Klemme.

Blandt de store Ord, Menneskene gærne betjener sig af, hører Ordet Opdragelse til dem der sættes med de fedeste Typer. Opdragelseslæren er en hel Videnskab med Laboratorier, Lærestole, lærde Værker – og Millioner af Ofre. Komisk er det uhyre Apparat af Forskrifter og Anvisninger, Forældre og andre Opdragere faar om, hvorledes de rettelig 105| skal opdrage Børn, og tragisk alt det, der sættes løs paa Børnene fra de Voksnes Side, set paa Baggrund af den Kendsgærning, at ingen kan opdrage andre, kun Mennesket selv kan opdrage sig.

I Forholdet Forældre-Børn er Opdragelse et altfor stort Ord. Det er et Forhold, der skal leves, man maa igennem det fra Dag til Dag, i Flertallet af Hjem er der ikke noget større Udvalg af Maader at komme om ved hinanden paa, oftest kun én Udvej – Klø; i al Fald Straf! Det er ogsaa mindre væsenligt hvad angaar Følgerne fremefter, blot Børnene mærker, at Forældrene, frem for alt Moderen, holder af dem. Mor behandlede os mange Gange forkert, set fra et pædagogisk Synspunkt; hun maatte selv skyde Genveje for at naa frem, der var ikke altid Tid til at veje Ord og Handlinger paa en Guldvægt. Men der var noget levedygtigt ved ogsaa hvad hun gjorde af forkert; og hun handlede helt igennem uegoistisk. Det gjorde hendes Liv forunderlig frugtbart som Eksempel for os Børn. Og anden Opdragelse, eller bedre sagt Hjælp til Selvopdragelse, end Eksemplet gives der vel ikke.

Far var i mange Henseender mere retskaffen end Mor; han løj ikke, selv om han kunde redde sig derved, og han hadede Bagtalelser! Ordholden var han ogsaa; hade han lovet noget, holdt han det, mens Mor godt kunde falde paa at ville sludre sig fra et Løfte. Men disse Egenskaber manglede noget, saa fortræffelige de i og for sig var, og forblev derfor ufrugtbare. Far har, i stærk Modsætning til Mor, nærmest grebet ind i mit Liv som afskrækkende Eksempel, altsaa ved sine mindre gode Egenskaber.

Siger man, at mine Forældre har opdraget mig saadan eller saadan, godt eller daarligt, maa jeg le. Opdraget mig har jeg selv, saadan som jeg nu engang er faldet ud, faar 106| jeg selv tage Ansvaret for mig. Om Opdragelse kan der alene af den Grund ikke være Tale, at Barnet paa de væsenlige Omraader er bedre end den Voksne. Det er oprindeligere, det er aabent og forstiller sig først efterhaanden under Tryk fra de Voksne, den haandgribelige Løgn paatvinges det som Værn. De Voksnes Formaninger og Advarsler afstumper det over for noget i og for sig saa kosteligt som den menneskelige Tale. Kun Handling gør Indtryk paa én i den helt unge, uforfærdede Alder, Eksemplet er det eneste, der har Værdi for éns Udvikling. Al god »Opdragelse« bestaar derfor i, at forkludre saa lidt som muligt i Barnet ved et slet Eksempel, er altsaa for saa vidt af negativ Art, et: Hænderne væk!

Ordet Opdragelse er et Pynteord, et skønt Skalkeskjul for meget mangelfuldt, ligegyldigt eller ligefrem grimt. Det grove Skrub, som skal til før et mangekantet Menneskebarn faar passet sig til, helst vokset sig ind i Tilværelsen, maa det selv tage. Mennesket opdrager sig gennem sin Kamp til alle Sider med Omgivelser og Kaar, ydre og indre, sine haardnakkede Forsøg paa – som det nemmere – at tilpasse Tilværelsen efter sig, en Kamp, der langsomt gaar over i det sværere men ogsaa frugtbarere at gro ind i den, gaa op i Tilværelsen. Det er en smærtelig, ofte blodig Historie paa godt eller ondt, oftest vel paa godt og ondt; og heldig er den, der har gode Eksempler at støtte sig til og kan hente god Næring af de afskrækkende.

– –

Jeg er nu kommet dertil, at jeg maa tage mig sammen, skille Tilværelsen ad i dens enkelte Bestanddele og tage Stilling til Fænomenerne. Det er ikke længer blot Georg, der titulerer mig med »Fjols« eller »Kvajhode«, ogsaa andre synes, jeg er slem til at stille dumme Spørgsmaal og 107| samtidig tage alt for gode Varer; til at undres, hvor der absolut ikke er noget at undres over, og til Gengæld behandle Underet, som hade jeg faaet Forhaandsmeddelelse om dets Komme. Jeg gaar altfor let i Vandet, og de andre benytter sig af det til at bilde mig de taabeligste Ting ind; bagefter griner de og siger, at det er jo totalt umuligt, det de har bundet mig paa Ærmet. Men hvorfor skulle det ikke være lige saa muligt som saa meget andet? Alt er lige muligt i en Verden fuld af Overraskelser, af Umuligheder.

Saa er jeg ved Siden af min Godtroenhed mistroisk. Undertiden vil de selvfølgeligste Ting ikke ind i mit Hode, som selv Mor nu og da maa kalde firkantet.

Det er ikke altid lige let at være til! Træerne kan sagtens, de staar bare og vokser, og Kreaturerne paa Fælleden er tilfredse, bare de finder en grøn Plet. De har hverken Hoste eller Feber, endsige Kirtelsaar; ingen kalder paa dem og sætter dem i Arbejde, naar de helst vil lege. De har nok hverken Pligter eller ond Samvittighed, de! Den lille Kalv flygter bare om bag sin Mor, naar der er Fare paa Færde. Hvad er det for en ubarmhjærtig usynlig Magt, der faar mig vaklende Spædekalv, spinkel og forkommen, til at tage Byrder paa mig frivilligt, til at gaa i Ilden for Mor, ja gaa imellem hende og Far – kaste mine spæde Kræfter i Bresjen med Fare for at knuses?

Man maa sortere og tage Stilling til, det gaar ikke at lade Sindet ligge aabent for Verden at virke paa. Luk dig, og vælg hvad du vil slippe ind til dig! Aabenmundethed gaar slet ikke; man maa ikke sige, hvad man tænker og føler, ikke nævne Tingene ved deres rette Navn. Sig: »Far, hvor kan det være, at du aldrig siger Tak for Mad?« og du faar en paa Kassen. Selv Mor kan ikke taale, at man taler ligeud; man maa gaa Omveje, sommetider sige lige det mod108|satte af det man mener. At omgaas Mennesker er som at skyde til Skive; der hører stor Øvelse i at ramme Pletten. Men saa kommer der til Gengæld en Abekat frem og bukker og takker – man kan se det hver Søndag ude i »Rhinen«, og min Bror og jeg staar timevis og venter, at Aben skal komme frem bag Skiven og tage den høje Hat af, som Tak for at den er ramt i Hjærtet.

De sværere af Livets Foreteelser har heldigvis to Løsninger. Man kan ikke til enhver Tid være glad, men man kan vænne sig til at se glad ud paa Kommando; og man behøver ikke at være from, det er nok man folder Hænderne. Det lykkedes mig virkelig at se glad ud, naar jeg hade Hjærtet fuldt af Angst, ja, selv naar Spanskrøret kom frem. Og – ret sent – har jeg lært godvillig at iføre mig en glad Optimisme. Det er noget, Menneskene har Brug for og derfor gærne vil have for Øje!

Er det i og for sig underligt, at man husker alt fra Barneaarene saa grant som var det hændt én i Gaar? Alle Hændelser indtraf under Højtryk dengang, blev optagne af et Sind, der var skinnende blankt og uberørt, saa al Berøring satte Spor – ofte uudslettelige.

Naturligvis er det kun det væsenlige, der er blevet bevaret i Sindet; vel at mærke det, der var det væsenlige dengang. Nu kan det man erindrer godt synes én Bagateller, og dog dengang have været af skæbnesvanger Betydning. Barnesindet har sine egne Ernæringslove, vidt forskellige fra den Voksnes.

Jeg er nu saa stor, at jeg mærker den saakaldte Opdragelse: de Voksnes Trang til – af Vane- eller Be109|kvemmelighedsgrunde – at faa det og det ud af én. Formaningerne vækker bare Lede; man lukker sig af mod dem, døver sig, saa det er som at slaa Vand paa en Gaas. Vanskeligere er det at affinde sig med den mere positive Opdragelse, der legemliggør sig i Spanskrøret – ogsaa fordi de fleste Voksne og da navnlig Fædre tror paa en egen Maade at repræsentere Himlen, naar de straffer (prygler) Børn. Opdrageren gør altid en rørstrømsk Figur, og om Fædre især gælder det, at en stor Del af deres Omsorg for Barnets Fremtid, dets senere Handel og Vandel som Voksen, er Hykleri, et Forsøg paa at putte Omgivelserne – og vel ogsaa højere Magter – Blaar i Øjnene med Hensyn til dem selv.

Far brugte Ordet Opdragelse flittigt, som de fleste Fædre fortrinsvis naar hans egen Vandel var alt andet end uangribelig. »Kan en ikke give sine Børn andet – en god Opdragelse skal de have; det skal det ikke mankere paa!« holdt han af at gentage. Det lød af mangehaande; paa Baggrund af den Tilstand han gærne var i, naar Opdrageren kom op i ham, var det baade til at le og græde over.

Ved Opdragelse forstod han Prygl, koldt afvejede Slag af et Spanskrør ledsagede af Formaninger og Advarsler. Naar han var opbragt over et eller andet, slog han haandløst, i Hodet og hvor det traf sig. Det gjorde ondt, alligevel bar vi ikke Nag til ham for det. Man bliver hidsig og langer én ud; det kan hænde enhver, vi tilgav ham det gærne. Men den med kold Beregning tilmaalte Straf fremkaldte Had og Hævnlyst i os.

Naar han var i en vis Tilstand – »vrøvlet« som Mor kaldte det – kom Familiefaderen og Forsørgeren som sagt gærne op i ham og han satte sig hen i Sofaen og holdt Dommedag. Det indlededes med, at han i al Almindelighed 110| sad og snakkede om Ansvar og Pligt; derved kom han til at rippe op i gamle Historier, som vi mente forlængst var afregnede. Det hade han maaske glæmt; og vi følte denne Genoptagelse som den blodigste Uret. Eller han gravede Nyt frem, sad og ævlede saa længe, til han slumpede til at faa fat i Traaden til et eller andet. Saa gik Krydsforhøret løs; i enhver Fader stikker der en Forhørsdommer i Lommeformat – ofte ogsaa noget af en Inkvisitor; og Spanskrøret kom frem. Alene den Vridning af Haanden, hvormed Far afvejede Slagene, fyldte os med Had og Oprørstrang; der var Tider, hvor vi ikke hade noget imod, om der skete ham en Ulykke.

Far hade én Gang for alle sat sig i Hodet, at min Bror og jeg var usædvanlig vanartede, og at det var »hans tunge Faderpligt« at bringe os paa rette Vej. Den Værdighed der besatte ham, naar han – med en Bedrøvelse indtil Døden, som ogsaa mere ædruelige Fædre plejer at bære til Skue, naar de svinger Spanskrøret – fuldbyrdede sin haarde Faderpligt, fyldte én med en Foragt, der næsten tog Smærterne. Han gik gærne lige fra Afstraffelsen ind og i Seng; og en Aften efter en Afstraffelse spyttede Georg paa Kakkelovnen og sagde: »Dit Svin!« Far hade knap nok faaet Døren til; det var sikkert min Brors Mening, at han skulde høre Udraabet. Georg var i en saadan Tilstand af Trods og Oprør, at han var ganske ligeglad med, hvad der kom efter, blot han fik Ram paa Far. Hørte Far Udraabet? – Han dvælede lidt med Døren halv lukket. Saa lukkede han den helt, og Mor trak Vejret dybt af Lettelse. Hun satte ikke min Bror i Rette; og jeg kan lide hende for, at hun ikke ud fra en falsk Lære om, hvad Børn skylder deres Forældre, gav sig til at formane os.

111| Der fór en Oprørets Aand i mig lille Kræ ogsaa. »Hvorfor slaar du mig?« spurgte jeg engang under en efter min Opfattelse uretfærdig Afstraffelse – brølende.

Far sænkede Armen, han var helt forbløffet over min Frækhed. »Hvorfor jeg slaar dig, siger du? Du spørger, hvorfor jeg slaar dig?« Spørgsmaalet var kommet fuldstændig bag paa ham. Saa gav han sig til at nikke sagligt, han hade fundet Grunden. »Jeg fik Prygl af mine Forældre, da jeg var Dreng, og I skal ogsaa have Prygl. Uden Opdragelse gaar det ikke; det kan da enhver forstaa!« Han nikkede og vippede med Spanskrøret.

Han var alligevel blevet usikker; han stod og kunde ikke komme i Gang igen. Jeg hade en Følelse af det og forfulgte min Sejr, stadig liggende over Stolen. »Jeg har jo slet ingenting gjort,« sagde jeg – med den dybt rystede Stemme Børn faar naar der sker dem Uret.

»Ingenting gjort – ingenting gjort – – hæ! Saa kan det vel gaa af paa alle de Gange, du har lavet noget og ingen Straf faaet. Prygl kan én vel ikke faa for mange af!«

»Da er der vist nogen, som synes det er saligere at give hellere end at tage,« indvendte Mor henne fra Vinduet, hvor hun stod og pillede ved sine Geranier. Hendes Stemme dirrede.

Far løftede mig op fra Stolen og satte mig af paa Gulvet. »Mor mener, at en anden ogsaa kunde trænge til en Gang Spanskrør en Gang imellem,« sagde han smilende. »Men naar der nu ingen er, der kan give én den, hvad saa?« Mit Hjærte gjorde uvilkaarlig et Hop – var Far virkelig saa stærk?

Men saa kom Trods og Bitterhed op i mig igen; jeg følte Trang til at dukke ham, maaske til at true ham. »Det kan 112| Vorherre,« sagde jeg. »Han er meget stærkere end som dig.«

Far stod og tyggede lidt paa det; det kom og gik i hans Ansigt. Saa lo han og nikkede: »Det var godt sagt; det skal du ha en Femøre for.« Han tog den store svenske Rulæders Pengepung med Lynlaasen frem.