IX

»DaarligeA Tider!« lød det evig og altid fra de Voksne, saa man til sidst maatte faa den Opfattelse, at Tider overhodet ikke kunde være andet. Men saa med et begyndte alle at anvende et ganske nyt Udtryk: Opadgaaende Tider! »Nu, mens Tiderne er til det,« sagde Mor, naar hun vilde anskaffe et eller andet. Eller: »Lad os nyde det gode, mens vi har det; de daarlige Tider kommer saamænd nok igen.«

Der var ligesom kommet en anden Tone over alting; allerede til Paaske da de ny Konfirmander dukkede op, var den der. Vi Unger løb i Hælene paa dem og skreg: »Konsenant, gi en Skilling!« hvorfor vi gjorde det, vidste ingen; maaske var det et Lævn fra en Guldalder langt tilbage i Tiden. Men nu pludselig skete der det mærkværdige, at de ligefrem tog os paa Ordet og kastede Toører i Grams til os. Og »NTyroler-Ferdinand og hans brunøjede Datter«, som vi ellers maatte løbe ned paa Strandvejen og høre, kom nu ind i selve Boligerne og spillede og sang mellem Husrækkerne. Og de fik Penge smidt ud til sig fra Vinduerne – jo, det var gode Tider! Ingen vidste, hvor de kom fra, men det var ogsaa ligemeget. De var der, det var Hovedsagen; ogsaa jeg lille Menneskefrø kunde gennem Erfaringen fastslaa, at Tilværelsen var ved at forandre sig, blive mindre haard. Aarsagerne til Forandringen kom jeg først efter mange Aar senere. De var af god gammeldags Art: Krig – og Krig igen!

Jeg hade hidtil levet under de skæbnesvangre Virkninger af NKrigen i 64; min Tilværelse hade været den typiske Fattigmands Tilværelse efter en tabt Krig. Alle Byrder falder nedefter, ogsaa i Samfundets Verden; de tungeste har en Tilbøjelighed til at synke helt til Bunds. Jeg hade med mine 5-6 Aar baaret min Part af Nederlaget. Nu satte Dønningerne af en endnu større Katastrofe, NKrigen 70-71, ind i vor lille Verden, og udviskede for en Tid de onde Virkninger af Nederlaget i 64. Det var NKrigsskadeerstatningen, der voldte det, de svimlende fem Milliarder. Det dengang uhyre Beløb, der paa Baggrund af NVersailles-Freden tager sig saa latterlig lille ud, var for stort til, at Tyskland kunde opsuge det. Det virkede som en Oversvømmelse med dens svampede Døgnvegetation; den saakaldte NGründerepoke satte ind. Nye Foretagender skød op af Jorden som Paddehatte. Helt op i Norden ynglede Pengene frodigt og skabte en Foretagsomhedens Æra, der en Overgang fik alting til at blomstre. Der satte en stærk Efterspørgsel efter Arbejdskraft ind, Lønningerne steg, Kvinderne lokkedes ved den større Fortjeneste fra det løse Arbejde over i Fabrikkerne. Betalingen for løst Arbejde steg tilsvarende.

Ogsaa ude paa Stenhuggerierne gik Arbejdslønnen i Vejret. Det gjaldt om at holde paa de Arbejdere man hade; Far kom gentagende hjem og berettede, at Firmaet igen hade lagt paa Daglønnen. »Pøh, det skal godt hjælpe os andre,« mente Mor; men denne Gang fik hun alligevel ikke Ret i sit Sortsyn. Mennesket er et Vanedyr ogsaa i sine Laster, og Arbejderne, der var vant til at svire et bestemt Beløb op og pludselig stod med mere mellem Hænderne, bragte Penge med hjem. Fars store Ruskinds Pengepung med Lynlaasen, som han hade tusket sig til af en Svensker, blev igen mere end en Seværdighed. Der var som Regel noget i den nu, og Mor hade et godt Øje til den. Naar Far af gode Grunde sov som en Sten, listede hun ind og hentede Pungen, og Georg og jeg fik Lov at overvære, at hun tømte den for dens Indhold. »Det manglede bare!« sagde hun, naar vi blev ængstelige fordi hun gik for grundig til Værks. Bagefter, naar Far hade udsovet og stod henne ved Vinduet og ragede i den tomme Pung, med et Udtryk, som anstrængte han sig for at genkalde noget i Erindringen, morede vi os godt i Smug.

Mor lod sig ikke lokke inden for Fabrikkens Mure, men var klog og slog sig paa løst Arbejde.

Hun hade i Forbigaaende bemærket faaet Nen Lille, der var død straks efter Daaben, inden den endnu hade faaet Tid til at slaa Rødder i noget Hjærte. Det eneste jeg husker er Skrækken, da den pludselig meldte sig, og min Lettelse, da Far ikke mange Dage efter gik til Kirkegaarden med den lille sorte Kiste under Armen. Mor var lidt træt den første Tid og gik først ud om Eftermiddagen, om Formiddagen blev hun hjemme og tog sig af Sagerne. Jeg skulde ikke mere ud af Fjerene og læsses med Byrder som et Pakæsel, og det var heldigt. Jeg hade det slet ikke godt, hostede meget og plagedes af Ørepine, gik om med hævede Mandler bestandig, laa meget til Sengs. Jeg har ofte siden tænkt paa, hvad der vel var blevet af mig, hvis ikke –? Men mindre end en Jættekrig og fem Milliarders Krigsskat burde ogsaa have kunnet gøre det!

Jeg hade allerede taget et godt Tag dengang, mere end der var heldigt for min skrøbelige Organisme. Jeg fik Skyld for som Barn at have en rynket Pande, tre dybe bølgede Folder, der drog sig tværs over Panden fra Tinding til Tinding; NBølgelinierne i Danmarks Vaaben kaldte Mor dem, naar hun var godt oplagt – hun har ogsaa grædt over min »vrede Pande«. Den stammede fra disse brydsomme første Aar af mit Liv.

Saa slaar det pludselig om – paa straalende Vis! Pludselig er næppe det rette Udtryk; men Erindringen kender ingen jævne Overgange – en skønne Dag er det hele anderledes! Jeg skal ikke mere op før Fanden faar Sko paa, ikke løbe med Aviser eller hente Trækkevogn til Mor, ikke ud paa Tømmerpladserne og Nsanke Hugspaaner. Søster skal fremdeles passes om Eftermiddagen; men hun er efterhaanden blevet saa stor, at hun kan Nkræve sig og trisse om paa egen Haand; hun er ikke saa besværlig mere. Naar bare der saa ikke kommer en ny, er det ikke farligt, Søster er meget kær, naar de først er der, kan man ikke lade være med at holde af dem; men –. Min Bror tror det ikke. »De kommer ikke saadan lige oven paa hinanden,« siger han. »Man jeg skal ta og se efter, naar Mor kommer hjem,« han siger det nok saa sejt.

»Hvordan kan du se det?« spørger jeg, himmelfalden af Beundring.

»Aa, det er ikke noget for Børn!« svarer han affærdigende.

Næ, Georg har paa mystisk Vis stillet Diagnosen: Ingen Børn i Udsigt; og saa er det alt godt og vel.

For bedre end det er, kan det umuligt blive. I Stedet for at blive rusket vaagen til Hovedpine og til en lille genstridig Unge, som skal klædes paa, bliver man simpelthen selv klædt paa! Man er selv blevet Barn og bliver plejet og dægget for – en vidunderlig Forvandling!

Naar jeg om Morgenen vaagner og Forvandlingen frydefuldt gaar op for mig, skynder jeg mig at lukke Øjnene igen, og lader som jeg sover endnu. Saa kommer Mor og vækker mig med et Kys og siger: Sovegris, Snueprins! Hun vasker mig og hjælper mig i Tøjet, der er ingen og intet at bakses med, ikke engang Knapningen af NLivstykket i Ryggen; det er bare at gøre sig lille og ubehjælpsom. Mor opdager det og ler, men det gør ingenting. Jeg staar paa en Stol som var jeg en lille én, rækker Armene i Vejret og gør mig hjælpeløs. Og Mor vandkæmmer mit Haar, for at faa de dumme Krøller væk; i Panden kæmmer hun det op til en Hanekam – som det er Mode for smaa raske Drenge. Jeg har knap nok Tid til at vente, til hun er færdig; hvert Øjeblik siger hun: »Saa staa dog stille, Dreng! – Sesaa,« siger hun og giver mig et blidt Puf i Ryggen, »kom saa afsted med dig da!« Og jeg styrter afsted.

Jeg har faaet mig en Kærest – min første! – og det gør ikke Tilværelsen mindre frydefuld. Langt ovre i Ntredje Række bor hun og hedder NAnna; hun har røde Æblekinder og gule Lokker og er fire Aar. Vi skal snart giftes! Naar jeg har femogtyve Øre til de halvtreds, jeg allerede har i min Sparebøsse, holder vi Bryllup. De halvtreds Øre er ganske vist Resultatet af ihærdig Slid og Sparen fra jeg godt og vel var født; men de femogtyve vil det gaa saa meget lettere med at erhværve. Det er god Fattigmands-Optimisme.

Det er en hel Rejse, de hundrede Meter eller maaske to Hundrede, over til tredje Række. Vejen derover vil ikke tage Ende, den synes det higende Hjærte endeløs. Og Dagen er jo ikke rigtig inde, det hele har ligesom ingen Mening, før man har givet sin Hjærtenskær et Morgenkys. Men endelig sidder vi paa Trappen og har hinanden om Halsen, og Lille Anna spørger: »Har du saa den Femogtyveøre?«

»Jeg faar den snart,« siger jeg – og nikker til Ordene ligesom Far.

»Saa tøver vi mange Bolsjer,« siger Lille Anna, som tror, de mange Penge skal bruges til Slik.

»Nej, for de skal være til Husleje – og til Mad – – og til Lotterisedlen,« siger jeg belærende.

»Sda de ogsaa være til Brændevin?« spørger Anna. »Nej vel, ikke til Brændevin. Men til Bolsjer!« Hun lægger begge sine smaa Grabber paa mine Skuldre og raaber mig Ordet Bolsjer ind i Ansigtet, saa det er som en hel Eksplosion. Men jeg ved det allerede fra Søster og ogsaa fra Mor – Kvindfolk kan ikke faa det sødt nok!

Lille Anna giver ingen Ro, Femogtyveøren maa skaffes til Veje. Bede Mor om den kan ikke nytte; hun spøger nok med mig i Anledning af Lille Anna, men i sit Hjærte er hun imod vor Forbindelse. Og Georg, der undertiden er i Besiddelse af Penge – hvor han nu faar dem fra – haaner mig blot for min Forelskelse. Der er ingen anden Udvej end at erhværve dem selv, men hvordan? Arbejde kan jeg, men tjene Penge har jeg endnu ikke lært. I Tankerne gennemgaar jeg alle Udveje. Jeg finder Pengene, negler dem af Urtekræmmerens Skuffe mens han et Øjeblik vender Ryggen til, tager dem af Fars Pengepung, naar han sover rigtig haardt. Det er ikke frit for, at jeg nu ønsker det, der ellers staar for mig som det forfærdeligste af alt, at Far maa komme døddrukken hjem.

Men Alverdens fantastiske Forestillinger kan ikke fremtrylle en Femogtyveøre, og i min Nød maa jeg igen til Georg. »Du er jo kulret!« siger han, men lover alligevel at hjælpe mig. »Men jeg vil ha Pengene igen, naar du bliver større; og du maa ikke fortælle til nogen, at du har faaet dem af mig. Sig bare, at du har fundet dem.«

Mor blev lidt lang i Ansigtet, da jeg kom med de femogtyve Øre og forlangte Hovedsummen udtaget af Sparebøssen. Først søgte hun at komme uden om selve Sagen ved at krydsforhøre mig, hvor jeg hade Pengene fra; men jeg Nholdt Ørene stive. Maaske styrkede det mig, at Georg stod henne ved Vinduet og truede ad mig i Smug. Til sidst maatte Mor opgive sit Modangreb og vedgaa, at hun hade brugt Pengene allerede for længe siden – i den daarlige Tid – og ikke faaet dem puttet i igen. Og nu hade hun dem ikke.

Der var ikke noget at gøre ved det. De daarlige Tider kunde det ikke nytte noget at gaa i Rette med; de var væk, og kalde dem tilbage for at stille dem til Ansvar, hade nok ingen Lyst til.

Jeg fik forøvrigt heller ikke Brug for Pengene. Anede Lille Anna, at det finansielle ikke var i Orden? Da jeg næste Morgen kom springende, stod hun i Husgangen og kyssede en snottet Dreng, en med rigtig Løbenæse.

Jeg tog mig dette mit første Skibbrud i Forholdet til det andet Køn mere nær, end der egenlig var fornuftig Mening i, og Mor skammede mig ordenlig ud. »Er det noget at brøle for,« sae hun og tog mig ind til sig – »du er da en rigtig god Tosse! Kys du hellere Mor, saa blir du ikke narret; er Mors Næse end lang, løber gør den i al Fald ikke; med Snotnæser har den ingen NMaskepi!« Saa kyssede hun mig og lod, som vi ikke kunde naa frem til hinanden for hendes store Næse.

Hvor var det godt at have Mor hjemme! Jeg har vistnok trængt særlig til hende, for Georg syntes ikke, der var noget Grin ved det. »Man har det meget friere, naar hun er ude,« sagde han. »Men naturligvis, du skal jo have et Skørt at hænge i! Et rigtigt Pattebarn er du!« Det gjorde ikke saa meget, at han kaldte mig Fjols og Pattebarn. Hans Idealer kunde jeg alligevel ikke svare til, og jeg hade – maaske af den Grund – begyndt at frigøre mig i Forholdet til ham. Jeg troede ikke længer blindt paa alt, hvad han sagde. Men faa mig til at gaa i Vandet kunde han fremdeles. Og beundre ham maatte jeg, enten jeg vilde eller ej.

Han var en rask Gut, der ikke gik afvejen for noget; ikke engang Fars Næver var han særlig bange for. »Saa kan du jo bare lade mig tage Tævene,« sagde han, naar han vilde have mig med til noget, og jeg var bange for Far. Han tog dem ogsaa tappert og holdt mig udenfor; men Ulykken var, at Pryglene han fik, gjorde forfærdelig ondt paa mig ogsaa. Den løftede Haand fyldte mig med Gru, jeg maatte krympe mig og skrige for hvert Slag min Bror fik. »Saa skal du min Sandten ogsaa faa noget at skrige for,« sagde Far og lagde mig over Stolen. Han slog ikke just blødt; men naar det var overstaaet, var der alligevel en vis Tilfredsstillelse ved at have taget sin Part.

Det var vanskeligt nok, for jeg vilde gærne være en rask Dreng men hade ondt ved at gøre mig fortrolig med Følgerne. Nu er Begrebet »Gadedreng« forsvundet sammen med saa meget andet uheldigt; men dengang var en rask Dreng det samme som en Dreng, der jævnlig hade Politiet paa Nakken af sig. Og der var mange raske Drenge i Boligerne, jævnlig blev de hjemsøgte af Politiet. Saa snart det dukkede op, gærne to Mand høj, mens to andre holdt NVagt ved Indgangene mod NKongevejen og Strandvejen, gjorde vi os usynlige. Som Regel var det Razziaer Betjentene foretog for at fange Drenge ind og forhøre dem. Saa gæmte Mor os for ikke at faa noget Vrøvl med andre Beboere. Engang en Betjent dukkede op uden for Vinduerne, gæmte Mor os bægge to i Klædeskabet. »Han gik gudskelov ind til NNielsens,« hviskede hun lidt efter og slap os ud. »Lad dem bare staa til Regnskab, de Bøller.«

Gale Streger husker jeg mange af, men jeg mindes ikke, at Politiet nogensinde har haft Ærende til os. Der blev for saa vidt ogsaa passet paa os, som Far pryglede os ubarmhjærtigt, blot han fik at vide, at vi hade det mindste med Liremandens Drenge at skaffe; og paa dette Punkt stod Mor paa hans Side. »De har Nfaaet Georg paa Galejen én Gang, det kan være nok,« sagde hun. »Gud naade jer, hvis I ikke holder jer fra dem.«

Nogle Lømler var det. Der var kun en ukonfirmeret, ellers var det halv- og helvoksne NPrygle, store og kraftige, men nogle rigtige Lemmedaskere, der hang paa Hjemmet, Nslog Fægt og stjal. Ofte tyssede Mor paa os og meddelte hviskende, at nu var Politiet igen derinde; nu og da forsvandt en af Sønnerne for en Tid. Han sad, forklarede Mor. NUdtrykket aagrede mystisk i mig, inden Betydningen gik op for mig. At Georg sagde: »Aa, dit Fjols, han er jo Nkommet paa Potten,« gjorde ikke Spørgsmaalet klarere for mig.

Der var nok at bakses med, ogsaa nu under de gode Tider. Hver Dag stillede sine Problemer, der gik én haardt paa og krævede at blive løste – for saa maaske at dukke op igen i en ny Skikkelse. Der var Spørgsmaal, som hade en egen Fornøjelse af at stille sig forkert, saa man maatte løse dem hver Dag igen, med det Resultat, at de tilsidst gik i Knude, og andre som taarnede sig overvældende op foran én og indbød til en endeløs Kamp. Det var svært nok at være til; éns kendte, selvfølgelige Verden var altfor lille til at kunne bære oppe end sige nære én; det Ukendte, der omgav én til alle Sider blot et lille Stykke henne, var til Gengæld altfor overvældende, uoverkommelig stort. Angst var vel den Følelse, der hade lettest ved at sætte op i mig som lille, undertiden stigende til uforklarlig Gru. Derude fra det Ukendte fløj Brokker af Uformelighed ind i éns Tilværelse, slynget derind i Skikkelse af et Ord eller en Forestilling; de lagde Beslag paa hver Trevl af én og gav sig til at yngle i Barnesindet. Fantasien var altid spændt haardt for, det Ubegribelige laa paa Lur efter én for hvert Skridt man gjorde. Man maatte gaa fra Morgen til Aften og gentage et Ord, som var slynget inden for éns Verden derude fra og ikke var til at støde fra sig igen, gentage det, endevende det, tygge idiotisk paa det. »Saa ti dog stille med din evige Tyggen paa det samme og det samme!« sagde Mor; men hvor var det muligt, naar det fremmede Element blev ved at arbejde og snurre i én som en Spyflue mod en Rude? De kom drønende ind i éns Tilværelse, Ordene, ladede med Uhygge; eller de fik Hjærtet til at banke op i stor Undren.

Mor syntes, det var paa Tide, der kom lidt Mening ind i min Tilværelse; jeg skulde i NAsylet. Det laa ovre til den anden Side, ud mod Østerfælled, og lededes af en NDame som var »faldet igennem«. Mor og de andre Koner kom stadig tilbage til dette, naar de drøftede den forestaaende Indmeldelse, og de to mystiske Ord gav sig til at aagre i mig, Asylfrøknen voksede ud til noget ganske uhyre, et fantastisk uformeligt Væsen, større end noget jeg hade set. Mit Hjærte bankede af Spænding, da jeg ved Moders Haand gik over for at stedes for dette Væsen, der var saa tungt, at Gulvet ikke kunde bære hende. Det var ingen Spøg at lande efter saadan en Flyvetur – for mig altsaa! Ikke at tale om Spotten og Latteren, der ikke helmede, før man laa brølende i en Krog og følte sig som den uhjælpeligste Dumrian paa Guds grønne Jord.

X

Det er strængt at være Menneske, hedder det jo; og samtidig med, at jeg saa smaat begyndte at orientere mig i Tilværelsen, voksede ogsaa Erkendelsen af, at det slet ikke var saa lige til, det at være til. Den harske NLevertran var svær at faa ned, og Ndet harske amerikanske Fedt og Flæsk ogsaa; men det var en Overgang, som kunde overvindes. Man gjorde dygtig Vold paa sig selv, Nkløgedes en Gang eller to og fik Vand i Øjnene – og var saa igen fri nogle Timer.

Men der var Vanskeligheder, der aldrig forlod én. Bag det hele laa Utilpasheden paa Lur og rykkede pludselig frem og slog Benene væk under én. Og den egne Følelse af Uformuenhed, der i og for sig var stærk nok, bestyrkedes yderligere af Omgivelsernes evindelige: Det kan han ikke! Det duer han ikke til! At jeg gærne vilde, gjorde det ikke bedre! Der var intet Forhold mellem min Vilje til Livet og min Ævne; jeg var indvendig overbevist om, at jeg kunde; og naar jeg skulde vise det, kom jeg latterligt til kort. Hvad hjælper det, at man – maaske i Forudanelse om kommende Kræfter – har en urokkelig Tro paa sig selv, naar den eneste Virkelighed, Øjeblikket, siger noget helt andet og gør én ynkeligt til Skamme.

Sindets Ensomhed hænger vel nøje sammen med Fremmedheden i Forholdet til Omgivelserne og den deraf flydende Vanskelighed ved at forlige sig med dem, endsige tilpasse sig dem. Jeg var meget ensom allerede som Barn, ensom og fremmed over for saa at sige alt og angst for Menneskene. Angsten var den dominerende Følelse i min Barndom, og en Rest af den har fulgt mig gennem Tilværelsen, og siddet som en uforklarlig Trusel bag alt hvad der hændte mig ogsaa af godt.

Som Barn mødte jeg ingen andre end Mor med absolut Tillid. Hun var det selvfølgelige, algode Væsen; men ellers virkede Menneskene paa mig som uhyggelige Gaader, ladede med det Uventede. Som at tvinges til at tumle med Nladede Miner var det mig oftest at have med Mennesker at gøre, og helt er jeg aldrig kommet fri af den Følelse. Det er siden faldet i min Lod at faa Føling med den store Menneskehed, Millioner Hjærter har banket mig i Møde, selv har jeg lært at kende – og holde af – Tusender og atter Tusender af Mennesker. Men naar jeg f. Eks. staar paa en Talerstol og taler til en stor Forsamling, kan – mens mine Ord holder dem fast i hengiven Lytten – Angsten springe panisk frem langt inde paa Sjælens Baggrund og faa mig til at fare sammen af Kulde.

Endnu den Dag i Dag kan Tilværelsen være svær nok at finde sig til Rette i; hvor svært var det ikke dengang, for en lille svagelig, forkommen Gut, som hade vanskeligt ved at faa Føling paa noget Punkt og slet ingen Mulighed for at lægge sig Robusthed til. Et lille Menneskefrø, med Masser af Vilje til at være med – og meget faa Forudsætninger. Det blev ikke bedre af, at man blev kaldt Tøsedreng. Jeg vidste, at Navnet var uretfærdigt, og græmmede mig over det; men hvad nyttede det. Hvad anede de andre om, hvad jeg hade at slaas med i mig selv og uden om mig? hvor vanvittigt Nalting aagrede i og om mig, saa Farer og Rædsler laa paa Lur allevegne? For at hævde mig og gøre mig gældende, greb jeg undertiden til at sætte stort mod stort – og blev saa let ud eller skældt ud for en Pralhans.

Jeg hade en daarlig NHittepaa, og saadan som Verden nu engang er, skulde det jo ikke hjælpe mig. Naar jeg løj noget sammen, var det altfor let gennemskueligt. Og ikke bedre gik det med Udflugterne; alt det Georg masede med mig, jeg blev ved at være en Klodrian til at hitte paa Udflugter. Jeg trode paa Forhaand heller ikke meget paa Værdien af dem – hvad der i og for sig skulde tyde paa ringe Menneskekundskab. Jeg syntes Udflugter var dumme, og synes det den Dag i Dag – irriterende dumme!

Men det forhindrer dem jo ikke i at være virkningsfulde.

Naa, Mor var ikke den, der tvang én til at hitte paa Udflugter. Naar der tages Hensyn til alt det hun hade om Ørerne, var hun Langmodigheden selv, og hun var mere end det; hun kunde gøre den tørreste Brødskorpe til noget i Retning af et Festmaaltid, alene ved det Smil, hvormed hun rakte én den. Mor var det, Mennesker og navnlig Børn trænger mest til af alt: det gode, glade Eksempel. Hun tog Tingene som de faldt – hvis de da ikke kunde være anderledes; satte sig ikke hen og klagede og flæbede, men affærdigede det Uundgaaelige med en frisk Replik, ofte i Form af et Ordsprog. Men var der blot den ringeste Mulighed for at afværge eller gribe forandrende ind, skulde Mor nok være der. Af hende har jeg lært, at der er Udveje saa at sige af enhver Klemme.

Blandt de store Ord, Menneskene gærne betjener sig af, hører Ordet Opdragelse til dem der sættes med de fedeste Typer. Opdragelseslæren er en hel Videnskab med Laboratorier, Lærestole, lærde Værker – og Millioner af Ofre. Komisk er det uhyre Apparat af Forskrifter og Anvisninger, Forældre og andre Opdragere faar om, hvorledes de rettelig skal opdrage Børn, og tragisk alt det, der sættes løs paa Børnene fra de Voksnes Side, set paa Baggrund af den Kendsgærning, at ingen kan opdrage andre, kun Mennesket selv kan opdrage sig.

I Forholdet Forældre-Børn er Opdragelse et altfor stort Ord. Det er et Forhold, der skal leves, man maa igennem det fra Dag til Dag, i Flertallet af Hjem er der ikke noget større Udvalg af Maader at komme om ved hinanden paa, oftest kun én Udvej – Klø; i al Fald Straf! Det er ogsaa mindre væsenligt hvad angaar Følgerne fremefter, blot Børnene mærker, at Forældrene, frem for alt Moderen, holder af dem. Mor behandlede os mange Gange forkert, set fra et pædagogisk Synspunkt; hun maatte selv skyde Genveje for at naa frem, der var ikke altid Tid til at veje Ord og Handlinger paa en Guldvægt. Men der var noget levedygtigt ved ogsaa hvad hun gjorde af forkert; og hun handlede helt igennem uegoistisk. Det gjorde hendes Liv forunderlig frugtbart som Eksempel for os Børn. Og anden Opdragelse, eller bedre sagt Hjælp til Selvopdragelse, end Eksemplet gives der vel ikke.

Far var i mange Henseender mere retskaffen end Mor; han løj ikke, selv om han kunde redde sig derved, og han hadede Bagtalelser! Ordholden var han ogsaa; hade han lovet noget, holdt han det, mens Mor godt kunde falde paa at ville sludre sig fra et Løfte. Men disse Egenskaber manglede noget, saa fortræffelige de i og for sig var, og forblev derfor ufrugtbare. Far har, i stærk Modsætning til Mor, nærmest grebet ind i mit Liv som afskrækkende Eksempel, altsaa ved sine mindre gode Egenskaber.

Siger man, at mine Forældre har opdraget mig saadan eller saadan, godt eller daarligt, maa jeg le. Opdraget mig har jeg selv, saadan som jeg nu engang er faldet ud, faar jeg selv tage Ansvaret for mig. Om Opdragelse kan der alene af den Grund ikke være Tale, at Barnet paa de væsenlige Omraader er bedre end den Voksne. Det er oprindeligere, det er aabent og forstiller sig først efterhaanden under Tryk fra de Voksne, den haandgribelige Løgn paatvinges det som Værn. De Voksnes Formaninger og Advarsler afstumper det over for noget i og for sig saa kosteligt som den menneskelige Tale. Kun Handling gør Indtryk paa én i den helt unge, uforfærdede Alder, Eksemplet er det eneste, der har Værdi for éns Udvikling. Al god »Opdragelse« bestaar derfor i, at forkludre saa lidt som muligt i Barnet ved et slet Eksempel, er altsaa for saa vidt af negativ Art, et: Hænderne væk!

Ordet Opdragelse er et Pynteord, et skønt Skalkeskjul for meget mangelfuldt, ligegyldigt eller ligefrem grimt. Det grove Skrub, som skal til før et mangekantet Menneskebarn faar passet sig til, helst vokset sig ind i Tilværelsen, maa det selv tage. Mennesket opdrager sig gennem sin Kamp til alle Sider med Omgivelser og Kaar, ydre og indre, sine haardnakkede Forsøg paa – som det nemmere – at tilpasse Tilværelsen efter sig, en Kamp, der langsomt gaar over i det sværere men ogsaa frugtbarere at gro ind i den, gaa op i Tilværelsen. Det er en smærtelig, ofte blodig Historie paa godt eller ondt, oftest vel paa godt og ondt; og heldig er den, der har gode Eksempler at støtte sig til og kan hente god Næring af de afskrækkende.

– –

Jeg er nu kommet dertil, at jeg maa tage mig sammen, skille Tilværelsen ad i dens enkelte Bestanddele og tage Stilling til Fænomenerne. Det er ikke længer blot Georg, der titulerer mig med »Fjols« eller »Kvajhode«, ogsaa andre synes, jeg er slem til at stille dumme Spørgsmaal og samtidig tage alt for gode Varer; til at undres, hvor der absolut ikke er noget at undres over, og til Gengæld behandle Underet, som hade jeg faaet Forhaandsmeddelelse om dets Komme. Jeg gaar altfor let i Vandet, og de andre benytter sig af det til at bilde mig de taabeligste Ting ind; bagefter griner de og siger, at det er jo totalt umuligt, det de har bundet mig paa Ærmet. Men hvorfor skulle det ikke være lige saa muligt som saa meget andet? Alt er lige muligt i en Verden fuld af Overraskelser, af Umuligheder.

Saa er jeg ved Siden af min Godtroenhed mistroisk. Undertiden vil de selvfølgeligste Ting ikke ind i mit Hode, som selv Mor nu og da maa kalde firkantet.

Det er ikke altid lige let at være til! Træerne kan sagtens, de staar bare og vokser, og Kreaturerne paa Fælleden er tilfredse, bare de finder en grøn Plet. De har hverken Hoste eller Feber, endsige Kirtelsaar; ingen kalder paa dem og sætter dem i Arbejde, naar de helst vil lege. De har nok hverken Pligter eller ond Samvittighed, de! Den lille Kalv flygter bare om bag sin Mor, naar der er Fare paa Færde. Hvad er det for en ubarmhjærtig usynlig Magt, der faar mig vaklende Spædekalv, spinkel og forkommen, til at tage Byrder paa mig frivilligt, til at gaa i Ilden for Mor, ja gaa imellem hende og Far – Nkaste mine spæde Kræfter i Bresjen med Fare for at knuses?

Man maa sortere og tage Stilling til, det gaar ikke at lade Sindet ligge aabent for Verden at virke paa. Luk dig, og vælg hvad du vil slippe ind til dig! Aabenmundethed gaar slet ikke; man maa ikke sige, hvad man tænker og føler, ikke nævne Tingene ved deres rette Navn. Sig: »Far, hvor kan det være, at du aldrig siger Tak for Mad?« og du faar en paa Kassen. Selv Mor kan ikke taale, at man taler ligeud; man maa gaa Omveje, sommetider sige lige det modsatte af det man mener. At omgaas Mennesker er som at skyde til Skive; der hører stor Øvelse i at ramme Pletten. Men saa kommer der til Gengæld en Abekat frem og bukker og takker – man kan se det hver Søndag ude i »NRhinen«, og min Bror og jeg staar timevis og venter, at Aben skal komme frem bag Skiven og tage den høje Hat af, som Tak for at den er ramt i Hjærtet.

De sværere af Livets Foreteelser har heldigvis to Løsninger. Man kan ikke til enhver Tid være glad, men man kan vænne sig til at se glad ud paa Kommando; og man behøver ikke at være from, det er nok man folder Hænderne. Det lykkedes mig virkelig at se glad ud, naar jeg hade Hjærtet fuldt af Angst, ja, selv naar Spanskrøret kom frem. Og – ret sent – har jeg lært godvillig at iføre mig en glad Optimisme. Det er noget, Menneskene har Brug for og derfor gærne vil have for Øje!

Er det i og for sig underligt, at man husker alt fra Barneaarene saa Ngrant som var det hændt én i Gaar? Alle Hændelser indtraf under Højtryk dengang, blev optagne af et Sind, der var skinnende blankt og uberørt, saa al Berøring satte Spor – ofte uudslettelige.

Naturligvis er det kun det væsenlige, der er blevet bevaret i Sindet; vel at mærke det, der var det væsenlige dengang. Nu kan det man erindrer godt synes én Bagateller, og dog dengang have været af skæbnesvanger Betydning. Barnesindet har sine egne Ernæringslove, vidt forskellige fra den Voksnes.

Jeg er nu saa stor, at jeg mærker den saakaldte Opdragelse: de Voksnes Trang til – af Vane- eller Bekvemmelighedsgrunde – at faa det og det ud af én. Formaningerne vækker bare Lede; man lukker sig af mod dem, døver sig, saa det er som at slaa Vand paa en Gaas. Vanskeligere er det at affinde sig med den mere positive Opdragelse, der legemliggør sig i Spanskrøret – ogsaa fordi de fleste Voksne og da navnlig Fædre tror paa en egen Maade at repræsentere Himlen, naar de straffer (prygler) Børn. Opdrageren gør altid en Nrørstrømsk Figur, og om Fædre især gælder det, at en stor Del af deres Omsorg for Barnets Fremtid, dets senere Handel og NVandel som Voksen, er Hykleri, et Forsøg paa at putte Omgivelserne – og vel ogsaa højere Magter – Blaar i Øjnene med Hensyn til dem selv.

Far brugte Ordet Opdragelse flittigt, som de fleste Fædre fortrinsvis naar hans egen Vandel var alt andet end uangribelig. »Kan en ikke give sine Børn andet – en god Opdragelse skal de have; det skal det ikke Nmankere paa!« holdt han af at gentage. Det lød af mangehaande; paa Baggrund af den Tilstand han gærne var i, naar Opdrageren kom op i ham, var det baade til at le og græde over.

Ved Opdragelse forstod han Prygl, koldt afvejede Slag af et Spanskrør ledsagede af Formaninger og Advarsler. Naar han var opbragt over et eller andet, Nslog han haandløst, i Hodet og hvor det traf sig. Det gjorde ondt, alligevel bar vi ikke Nag til ham for det. Man bliver hidsig og langer én ud; det kan hænde enhver, vi tilgav ham det gærne. Men den med kold Beregning tilmaalte Straf fremkaldte Had og Hævnlyst i os.

Naar han var i en vis Tilstand – »vrøvlet« som Mor kaldte det – kom Familiefaderen og Forsørgeren som sagt gærne op i ham og han satte sig hen i Sofaen og holdt Dommedag. Det indlededes med, at han i al Almindelighed sad og snakkede om Ansvar og Pligt; derved kom han til at rippe op i gamle Historier, som vi mente forlængst var afregnede. Det hade han maaske glæmt; og vi følte denne Genoptagelse som den blodigste Uret. Eller han gravede Nyt frem, sad og ævlede saa længe, til han slumpede til at faa fat i Traaden til et eller andet. Saa gik Krydsforhøret løs; i enhver Fader stikker der en Forhørsdommer i Lommeformat – ofte ogsaa noget af en NInkvisitor; og Spanskrøret kom frem. Alene den Vridning af Haanden, hvormed Far afvejede Slagene, fyldte os med Had og Oprørstrang; der var Tider, hvor vi ikke hade noget imod, om der skete ham en Ulykke.

Far hade én Gang for alle sat sig i Hodet, at min Bror og jeg var usædvanlig vanartede, og at det var »hans tunge Faderpligt« at bringe os paa rette Vej. Den Værdighed der besatte ham, naar han – med en Bedrøvelse indtil Døden, som ogsaa mere ædruelige Fædre plejer at bære til Skue, naar de svinger Spanskrøret – fuldbyrdede sin haarde Faderpligt, fyldte én med en Foragt, der næsten tog Smærterne. Han gik gærne lige fra Afstraffelsen ind og i Seng; og en Aften efter en Afstraffelse spyttede Georg paa Kakkelovnen og sagde: »Dit Svin!« Far hade knap nok faaet Døren til; det var sikkert min Brors Mening, at han skulde høre Udraabet. Georg var i en saadan Tilstand af Trods og Oprør, at han var ganske ligeglad med, hvad der kom efter, blot han fik Ram paa Far. Hørte Far Udraabet? – Han dvælede lidt med Døren halv lukket. Saa lukkede han den helt, og Mor trak Vejret dybt af Lettelse. Hun satte ikke min Bror i Rette; og jeg kan lide hende for, at hun ikke ud fra en falsk Lære om, hvad Børn skylder deres Forældre, gav sig til at formane os.

Der fór en Oprørets Aand i mig lille Kræ ogsaa. »Hvorfor slaar du mig?« spurgte jeg engang under en efter min Opfattelse uretfærdig Afstraffelse – brølende.

Far sænkede Armen, han var helt forbløffet over min Frækhed. »Hvorfor jeg slaar dig, siger du? Du spørger, hvorfor jeg slaar dig?« Spørgsmaalet var kommet fuldstændig bag paa ham. Saa gav han sig til at nikke sagligt, han hade fundet Grunden. »Jeg fik Prygl af mine Forældre, da jeg var Dreng, og I skal ogsaa have Prygl. Uden Opdragelse gaar det ikke; det kan da enhver forstaa!« Han nikkede og vippede med Spanskrøret.

Han var alligevel blevet usikker; han stod og kunde ikke komme i Gang igen. Jeg hade en Følelse af det og forfulgte min Sejr, stadig liggende over Stolen. »Jeg har jo slet ingenting gjort,« sagde jeg – med den dybt rystede Stemme Børn faar naar der sker dem Uret.

»Ingenting gjort – ingenting gjort – – hæ! Saa kan det vel gaa af paa alle de Gange, du har lavet noget og ingen Straf faaet. Prygl kan én vel ikke faa for mange af!«

»Da er der vist nogen, som synes Ndet er saligere at give hellere end at tage,« indvendte Mor henne fra Vinduet, hvor hun stod og pillede ved sine NGeranier. Hendes Stemme dirrede.

Far løftede mig op fra Stolen og satte mig af paa Gulvet. »Mor mener, at en anden ogsaa kunde trænge til en Gang Spanskrør en Gang imellem,« sagde han smilende. »Men naar der nu ingen er, der kan give én den, hvad saa?« Mit Hjærte gjorde uvilkaarlig et Hop – var Far virkelig saa stærk?

Men saa kom Trods og Bitterhed op i mig igen; jeg følte Trang til at dukke ham, maaske til at true ham. »Det kan Vorherre,« sagde jeg. »Han er meget stærkere end som dig.«

Far stod og tyggede lidt paa det; det kom og gik i hans Ansigt. Saa lo han og nikkede: »Det var godt sagt; det skal du ha en Femøre for.« Han tog den store svenske Rulæders Pengepung med Lynlaasen frem.