133| XIII

Skønt jeg med Brask og Bram var blevet indmeldt i Asylet, blev der aldrig noget af min Asylgang; jeg har ikke en eneste Erindring derfra. Mor har sagtens, da det kom til Stykket, alligevel ikke kunnet undvære de 50 Øre om Ugen det kostede.

Der gik ikke noget tabt ved det hverken paa den ene eller anden Maade. Orden og Indordning trængte jeg ikke til at lære, de to Ting hade min arbejdsomme Tilværelse tilstrækkeligt indbanket mig; og Skolebænks-Undervisning har jeg aldrig kunnet tilegne mig – om nu Fejlen maa søges i Undervisningen eller hos mig. Til Gengæld tog jeg maaske bedre ved Lære af Livet omkring mig, end Børn gør, der ikke blot direkte men gennem Slægtled er indstillet paa Bogen og Skolen.

Jeg har siden, paa min Vej gennem Livet, haft rig Lejlighed til at fastslaa, at der er en himmelvid Forskel paa de Mennesker, der er intellektuelt opdragne, og os andre, der har maattet pille os vor Viden og Kunnen sammen ad Erfaringens Vej. Lad mig her sige, at jeg ikke vilde bytte. Det er vel langt lettere at komme til et Resultat ad Bogens og Lærerens end ad Erfaringens Vej, man behøver blot Avtoritetstro og Ævne til at lære udenad. Til Gengæld er der mere Hold i den Undervisning, Livet giver; den er mere alsidig og mere almengyldig. Jeg har ofte staaet 134| over for det Tilfælde, at Mennesker med akademisk Uddannelse meldte Pas over for de simpleste Spørgsmaal ude i Naturen. »Det er ikke mit Fag; det har jeg ikke studeret,« undskyldte de sig gærne med. Den intellektuelt opdragne synes mig i al for høj Grad afhængig af Bogen og det han faar foredraget – for passiv; det gode Resultat afhænger af, at han saa ukritisk – saa passivt – som muligt lader sig proppe. Skal man derimod selv pille sig sin Udvikling til af Livets tusend Foreteelser, maa man være i højeste Grad aktiv.

Der siges, at Høns som er vænnet til at blive fodret inde – med systematisk sammensat Æde, i bestemte Rationer, til bestemte Tider – mister Ævnen til at kunne pikke Føden sammen, naar de kommer ud og overlades til sig selv. Og naar de endelig at faa stablet et Æg sammen, er det gærne løvskallet – Kalken til Skallen er glæmt. De har mistet Instinktet for Stofferne og Ævnen til at samle og sortere. Jeg hade begge Dele og har dem endnu i Behold; det kan nok virke isolerende i en Tid, hvor langt de fleste Aandsarbejdere fremdeles er Akademikere.

Nogen Ævne til at tage en Gang fordøjet Stof ind gennem Hjærnen og opmagasinere det i Hukommelsen hade jeg ikke dengang og har haft vanskelig ved at udvikle senere. Der hører desuden blind Tro til at kunne lære udenad; den Tand man stadig kritisk rokker ved, gror ikke fast. Jeg vilde paa et hvilket som helst Tidspunkt af mit Liv være dumpet til en hvilken som helst Eksamen, der ikke var formet som en Modenhedsprøve men byggede paa Hukommelsesstof. Men jeg hade tidlig en egen Ævne til at opleve; det Oplevede brændte sig ind i Sindet, og Bearbejdelsesævnen var i Orden. Selv Giftstofferne kom 135| min aandelige Organisme til Nytte. Ikke mindst paa min Omstrejfen modtog jeg Indtryk og indsamlede Stof paa Godt og Ondt, der var af afgørende Betydning for min Vækst. I denne Periode, der voldte mine Forældre saa mange Bekymringer, sankede jeg Honning og Voks ind for Livet. Det kan have sin Fare, at alt maa med; Honning kan undertiden være giftig, hvor Bier strejfer for meget. Men aldrig for Bierne selv!

Som et Sideprodukt af Omstrejfningen – jeg lærte at læse, rent i Forbigaaende. Det kom helt af sig selv, hang ved saa at sige, som Blomsterstøvet hænger ved Bien paa dens Strejftog fra Blomst til Blomst. Over Butiken, hvor man – naar Tarmene skreg for højt af Sult – løb ind og spurgte, om man ikke skulde gaa et Ærende, stod der Bager; det var saa lige til. Ordene: »I Dag Slagtemad« paa Værtshusholderens udhængte Tavle var heller ikke til at tage fejl af; naar det stod der, kunde man gaa ind og faa en Tallerken varm Suppe gratis. Et Ord som »Politistation« var man nærmest født med at kunne tyde, og Sætninger som »Adgang forbudt« eller »Hundene er løse« skulde man snart lære at fatte Indholdet af. Det ene tog det andet med sig! Fra Butikernes Skilte til Gadenavnene var Springet ikke stort; naar jeg strejfede om i Byen, læste jeg mig frem.

Med Læsning i mere opfattende Forstand hade min ny Færdighed endnu intet at skaffe. Men en Dag bragte min Bror en lille Børnebog med hjem fra Skolen; han hade laant den i Skolebiblioteket for to Øre og var meget optaget af den. Hele Tiden, mens han læste, med Fingrene i Ørerne, sad han og gassede sig og lo. Det var ikke til at holde ud; man gik simpelt hen ud af sit gode Skind!

Udvendig saa Bogen ikke ud efter ret meget med sit 136| snavsede Papirsomslag; men indeni handlede den om det mest spændende af alt, en Dreng og en Pige. Og den hade ogsaa Billeder; paa et af dem saa man Drengen og Pigen lege ved en Aa. I Vandkanten stod en Balje, og paa det næste Billede hade Drengen lokket den lille Pige op i Baljen og skubbet hende ud i Aaen. Hun drev grædende ned ad Strømmen ud i en uvis Verden, og inde paa Bredden løb Drengen skrigende med.

Det var spændende, saa det kunde forslaa! Men Georg vilde ikke læse Fortællingen højt for mig; og laane Bogen maatte jeg heller ikke. Vi kom op at slaas om det, og Mor afgjorde Sagen til hans Fordel. »Hvad skal du med Bogen? du kan jo alligevel ikke læse i den,« sagde hun.

»Han tror, han kan,« sagde Georg grinende. »Han bilder sig noget ind.«

»Det kan vi jo snart faa at vide,« mente Mor, og saa valgte de et rigtig langt Ord, jeg skulde tyde; »Postelinskopper« fik jeg det med stor Møje til, Mor saa forbløffet paa mig.

»Han snyder,« raabte min Bror, – »han staver ikke til det!« Men Mor afgjorde, at jeg skulde have Lov at læse Bogen, naar Georg var ude.

Det fik jeg ikke meget ud af ud over det, at de andre troede jeg kunde læse; nogen Mening vilde der ikke ret komme ud af det, endsige en Historie. Men Georg, der var Godmodigheden selv, naar det kom til Stykket, hjalp mig – under rigelig Udfoldelse af sine Kraftudtryk – og i Løbet af kort Tid kunde jeg faa Samling paa Ordene.

Saa kom Turen til Far at blive overrasket. Men da jeg hade ydet sort paa hvidt, paastod han, at det hade han altid sagt, mig blev der noget ud af. Hvor lød det nyt i mit Øre! Men dejligt klang det – efter de ideligt gentagne »Pjok« 137| og »Tøsedreng«; og i mit Hovmod vendte jeg Bogen paa Hodet og vilde vise ham, at jeg kunde læse alligevel. Men det kunde Far ikke lide. »Saadan læste Fanden Biblen,« sagde han og nikkede alvorligt. »Man skal passe paa, at man ikke bliver for klog.«

Der skete nu det, at Læsningen tog mig. Maaske var det Bekvemmelighed, der fik mig til at skyde Genvej til Spændingen; det svarede i al Fald bedre til min spinkle Fysik at møde Oplevelserne hjemme end at skulle jage dem op paa Strejftog; jeg tabte Lysten til at vagabondere. Maaske bidrog det ogsaa noget, at Sommeren var forbi. Mor kunde godt lide at have mig hjemme; naar ingen af os hade noget vigtigere for, maatte jeg læse højt for hende. Som Regel gik det hende for langsomt, og hun kom og læste højt med. Det var en god Støtte for mig.

Vi Børn ejede en from Billedbog paa Vers, som en gammel Velgørenhedsdame hade bragt os engang til Jul sammen med en Pose Knas. Den var helt laset, saadan hade Billederne maattet holde for. Nu stod Teksten for Tur; jeg læste den højt for Mor, saa grundigt at Versene sidder mig i Hodet endnu. Det var daarlige Vers, Indholdet middelmaadigt, Billederne banale: »Lammet er min Kilde, Jesus er min Fold,« stod der i et af Digtene. Alligevel satte de Sjæl og Sind i Bevægelse, Fantasien rakte paa sig; det groede i én efter dem. Det er Fattigmands Forret at faa meget ud af lidt.

Far hade en stor Bog liggende i sin egen Skuffe, en indbunden Aargang af et eller andet illustreret Ugeblad. Den maatte ikke røres; ingen af os hade nogensinde med en Tanke tænkt, at den overhodet kunde tages op af Skuffen. Men nu var der faret en Læsedjævel i os, og vi vovede det. Mor var baade den ængsteligste og den ivrigste; 138| og se, Bogen var fuld af Fortællinger og Rejsebeskrivelser, illustrerede med Træsnit, og de fleste saa lange, at de begyndte igen, ligesom man skulde til at være ked af, at det hele var forbi. »Fortsættes« stod der, et vidunderligt Ord! Georg kom aandeløs hjem fra Skole: »I har da vel ikke læst videre?« Nej, det hade ingen af os, og hade vi gjort det, sagde vi det ikke. Det var Sager, der nok kunde taale at læses to Gange – ti Gange, om det skulde være! Ak, hvad er vel ti Gange? en saadan Overdaadighed bliver man overhodet ikke træt af at kaste sig paa Hodet ud i. »Slut« var et kedeligt Ord, lige saa kedeligt som »fortsættes« var kvægende. Men der var den Udvej at begynde forfra, helst efter at Bogen hade været laaset nede en Overgang. Det friskede svært op paa den! Men i Mellemtiden – –

Ja, nede paa Bunden af Klædeskabet laa en mægtig Stabel uopskaarne Hefter, forsvarligt bundet sammen med Sejlgarn. Det var en Kolportageroman paa flere Tusend Sider: Leonia, eller en Nat i Minerne hed den. Mor hade som Tjenestepige subskriberet paa den for at faa to Skilderier, til hun skulde giftes. Skilderierne hang godt nok over Kommoden, paa hver sin Side af et lille men farveglad Tryk af Madonna med gennemstunget Hjærte. Det ene forestillede en Kilde i en fremmed Skov, med et rygende Bjærg i Baggrunden. Det andet en Dronning eller en Gudinde der kørte frem i sin Stridsvogn, mens en nøgen sort Mand kastede sig imod det jagende Firspand. Der var nok til at skabe Kløe i Fantasien. At Billederne ikke hade noget med Romanens Indhold at gøre, vidste vi ikke; Mor hade aldrig læst den. Far hadede Røverhistorier, og det var med Nød og næppe hun i sin Tid afholdt ham fra 139| at brænde den. Gud trøste den, der dristede sig til at løse Sejlgarnssnoren!

Men der var ikke noget udenom, om saa Grunden skulde aabne sig under os og opsluge os, Pakken maatte frem. Skære Hefterne op vovede vi ikke, vi kiggede op mellem de falsede Blade og snød os møjsommeligt Indholdet til – som Boghandlerens Snyltelæsere gør det. Anstrængende var det men ogsaa lønnende, her var da endelig Oplevelser; alle Jordens spændende Begivenheder syntes at have sat hinanden Stævne i de gule Hefter med Revolveromslaget. Nu behøvede man ikke at strejfe om efter tynde kedelige Oplevelser mere; Sindet mættedes med Overraskelser: Mord, Vold, bloddryppende Begivenheder, Røvere og Helte, Patere og rene Jomfruer – som jeg troede var rene fordi de vaskede sig bestandig – Borge og Klostre med underjordiske Gange. Det var der, alt det der gør Tilværelsen spændende og værd at leve. Vi læste højt for hinanden; Mor, der hade været den mest ængstelige af os, da Hefterne første Gang maatte frem, var nu blevet helt forvoven af al den Omgang med Røvere og Helte. »Vi kan saamænd godt skære et enkelt Blad op,« sagde hun, naar det gik for langsomt med at kigge. Det endte med, at vi skar den lange Led af hvert Ark op – den Del, der var vanskeligst at komme til at læse – for at komme hurtigere fremad. Man blev helt aandeløs blot af at lytte, og naar vi maatte holde op for ikke at blive overraskede af Far, turde vi knap røre os, saadan spøgede det i hver en Krog. I denne Tid kom der noget nyt op i mig, jeg ikke før hade kendt til, jeg blev mørkeræd.