XV

En Dag i mit syvende Aar kom en mild og god Mand ind til os og tog mig ved Haanden. »Jeg kommer fra Samfundet, vores alles kærlige Moder,« sagde han. »Hidtil har du levet et sorgløst Barneliv under dine Forældres beskyttende Vinger, men nu skal du i Skole, saa du kan blive et rigtigt Menneske engang, en Verdensborger. Se, her har vi bygget en Skole, et Slot, som er et helt Genbillede af Livet; alt vil du møde her i formindsket og fortættet Maal, du skal faa Lov at sætte dine Ævner prøvende løs paa det altsammen. Hvad du har, skal vi udvikle, og hvad du mangler, skal vi se at kæle frem, saa du bliver et Menneske helt rundt. For Mennesket er det kosteligste og kostbareste af alt i Verden; derfor maa ikke saa meget som et Fnug af det gaa til Spilde. Og derfor maa vi begynde helt fra Grunden.

Allerførst maa du have et varmt Bad – har du aldrig badet før? da er det sandelig paa Tiden. Det gør godt, ikke? man bliver saa dejlig ren og sulten af det. Er du altid sulten? Her i Skolen skal du nok blive mæt; vort Valgsprog er: Mad og Mad og Mad igen! Saa du troede, du skulde fodres med Lektier? Nej, Lektier har den Lede skabt for at dræbe Barnesindets Vaagenhed og Oplagthed; dem skal vi ikke have noget af her – vi er ikke Lyseslukkere! Vi vil tænde og ikke slukke, vække alt hvad der slumrer i dig og faa det til at blomstre og bære Frugt. Men vi rækker dig ikke aandelig Føde, før vi har sørget for den lille Krop, saa umenneskelige er vi ikke – og heller ikke saa bagvendte. Nu skal du bare spise dig dygtig mæt, saa kommer alt det andet. Saa dejlig mæt har du aldrig været? Drik saa din Mælk, dyp bare Mulen rigtig i den ligesom en Spædekalv, bagefter skal vi gaa ned paa Skolens Eng og se paa Køerne som giver os den dejlige Mælk, og du skal selv faa Lov at prøve at malke. Det er vel nok morsomt selv at fodre Koen og faa Lov at malke den dejlige fede Mælk, som er al Skabnings første Næring. Har du bare faaet Flaske siger du, Nafsiet Grynsuppe? Ja, det var dengang, da hade de fattige Koner Knuder i Brysterne i Stedet for Mælk; det kom af Slidet og alt det kolde Vand de maatte tage i. Men det vil vi ikke tænke tilbage paa, det er et altfor trist og hæsligt Kapitel. Nu skal du nyde din Mælk, drikke, drikke, saa du kan blive buttet og rødkindet. Nej ikke endnu, du skal nok faa Lov at lære noget; meget smukt og stort og nødvendigt skal du faa Lov at lære, saa dine Øjne lyser og dit Hjærte vider sig ud af Glæde. Men nu maa vi først til Skolelægen, han maa undersøge dig og tage en Blodprøve af dig. Brystet er der lidt i Vejen med, men det skal vi nok faa Bugt med; det er Slid og Underernæring, ikke Spor af andet. NKirtler – NTuberkler; triste og onde Kaar – Kiste og Kirkegaard! Men nu er der ingen Fattigdom mere – den har vi Lærere afskaffet. En Dag smed vi Spanskrøret og NKatekismus'en og tog til Mikroskopet og Blodprøven, vi lod Børnene se sig selv og deres Pjalter i Mikroskopet, ja saagar Stumper af deres fedtede Sengeklær maatte de bringe med. Og da de og Forældrene nogle Gange hade set Baciller i Billioner og Sygdomskim af enhver Art myldre paa sig og følt Knokkelmanden pikke i det tynde Blod under Huden, vilde de ikke være med mere og Fattigdommen afskaffede sig selv. Sig saa ikke, at Oplysning ikke kan virke revolutionerende!

En stærk Krop vil vi først give dig, og lære dig at bruge den rigtigt. Og saa min Dreng, naar Maskineriet er i Orden, begynder Arbejdet og den høje Flugt. Der skal nok blive en Krudtkarl af dig!« – –

Nej, hvad er det dog, min Blyant smører ned? Det er jo Løgn fra Ende til anden, bundløs forfærdelig Løgn! Det eneste, der tjener til min og Blyantens Undskyldning, er, at det kunde og burde have været sandt.

Og sandt er det i alle Tilfælde, at Samfundet hade faaet Kig paa min Bror og mig og var ude efter os. Det sendte ikke nogen mild og god Mand men derimod en blaa Seddel – af den Slags, der let faar Fattigfolk til at ryste – med Besked om at Barn Georg Frederik Andersen var skolepligtig og hade at blive fremført i NFriskolen paa St. Hans Torv den og den Dato.

Skolens Rygte var i al Almindelighed daarligt dengang; og om Friskolen paa St. Hans Torv sagdes der overhodet intet godt. Om den var daarligere end andre Skoler ved jeg ikke; den kastede i al Fald Skygge over Barnesindet, fyldte mig med en Uro, der tiltog eftersom Tiden gik og det fatale Tidspunkt for min egen Optagelse rykkede nærmere og nærmere. Georg var en haardfør Gut, alligevel var han alt andet end glad for at gaa i Skole, hvordan vilde det saa gaa mig. Han »Nstak« ofte, Nskulkede fordi han ikke hade Mod til at vove sig inden for Porten til det Helvede, Skolen dengang var. Jeg var hans Medvider, og vi strejfede saa om til Skoletiden var forbi, for at man ikke hjemme skulde opdage at han skulkede. Saa Nvar der naturligvis til ham bagefter, trods al Forsigtighed; ofte baade Nfra Skolens og vore Forældres Side; og det gjorde det ikke lettere at tænke paa. Var Skolens Ry paa Forhaand daarligt, Georgs Oplevelser egnede sig ikke til at forjage Beklemtheden af mit Sind.

»Saa vil jeg slet ikke gaa i Skole,« sagde jeg efter en af hans haarrejsende Beretninger. »Jeg kan læse!«

»Jamen det nytter ikke, for du har ikke lært det paa den rigtige Maade, saa det er meget værre end slet ikke at kunne. Dem, der kan læse hjemmefra, er Lærerne gal paa! Du læser Komode, men det er forkert; du skal læse K-o = Ko, m-o = mo, Komo, d-e = de, Komode. Ellers faar du bare over Fingrene med den skarpe Kant af Linealen!«

Jeg var fast besluttet paa, at jeg overhodet ikke vilde i Skole; naar Tiden var inde, vilde jeg lade som jeg gik, og saa stikke af og ikke vende hjem mere. Der var ganske vist meget, det gjorde ondt at maatte skilles fra; Tanken om aldrig mere at skulle se Mor eller NSøster Sine, kunde nok gøre én svag om Hjærtet. Men naar man saa tænkte paa den Nny Søster eller Bror, der var i Anmarsj, gik det nogenlunde over. Nogen Angst for hvordan jeg skulde slaa mig igennem hade jeg ikke; jeg var jo vant til at sørge for mig selv.

Paa Nselve Dagen stod min Beslutning fastere end nogensinde; og det skyldtes nærmest en Tilfældighed, at den ikke blev udført. Mor tog sig særlig omhyggeligt af mig den Morgen; hun var alvorlig til Mode, hendes Hænder strøg ned ad mig paa en Maade, der virkede som Kærtegn.

Jeg befandt mig i en Tilstand af længe sammenhobet Rædsel, da jeg slap ud fra Boligerne og over NKongevejen ind paa Fælleden. Kreaturerne var ude, Dyr stangedes eller Nbissede, Heste galoperede vildt omkring og slog bag ud. Glad ved det var jeg ikke, men Skolen var der som den onde Trusel og fik alt andet til at blegne.

Man kunde ogsaa gaa den lidt længere Vej over Trianglen og om ad Blegdamsvejen. Den var morsommere, paa den indre Side af Blegdamsvejen var der Haver med Plankeværk foran, her og der afbrudt af et Jærnstøberi eller en aaben Oplagsplads, der førte igennem helt ud til Søerne. Mor hade raadet mig til at gaa den Vej. Men midtvejs var der en Skole! For en Dreng med Skolerekvisitter var det at gaa forbi en fremmed Skole nogenlunde det samme som at lade sig sønderrive; fik NBlegdamsskolens Drenge et Glimt af mig, vilde de styrte sig over mig i Flok.

Et ufatteligt Held førte mig frelst gennem alle Farer, men blot for at jeg saa skulde løbe lige lukt i Armene paa min Skæbne. Paa den anden Side Fælleden vilde jeg dreje af ad Fælledvej og gaa ud paa Vesterbro; der var NGartnerhaver hvor nu Tivoli ligger, og jeg vidste, at Gartnerne altid hade Brug for Bydrenge. Og her løb jeg lige i Armene paa min Bror. Hans Skoledag begyndte en Time tidligere end min, han hade netop Frikvarter og vilde løbe mig imøde.

Der var ingen Mulighed for at flygte, ved min Brors beskyttende Haand løb jeg det sidste Stykke og slap lykkeligt gennem Porten – hvad jeg hade betragtet som det sværeste af alting. Undervejs instruerede han mig:

»Du skal bare sidde stille som en Mus paa din Plads, saa faar Læreren maaske slet ikke Øje paa dig. Men hos »NTykke Madsen« nytter ingenting noget, for han kan ikke fordrage dovne Drenge, men han blir ogsaa ond i Sulet, naar man gør sig Umage. Hvis han siger til dig om at komme op og fange en Lus i hans Skæg, skal du bare pille ham i Skægget som du ledte rigtig for Alvor – det kan han bedst lide. Men hvis NSkal-jeg-nasse-dit-Sul-Fatter-Brask løfter dig i Kinderne, maa du ikke tude, for saa blir han bare mere ondskabsfuld!«

Det var altsammen meget lovende. Hjærtet slog mig helt op i Halsen; men jeg skulde nok vogte mig for at tude!

Jeg hade faaet en splinterny Hue i Dagens Anledning. Mor hade selv syet den af blaa Tøjrester, og jeg var meget stolt af den, ikke mindst fordi Foret mindede om Pebermyntestænger i Tegning og Farve. Den hade NDrageform med to flagrende Baand bagud. Jeg satte den til paa denne skæbnesvangre Dag og skal aldrig glæmme Mors Fortvivlelse; hun græd over den skønne Hue.

Jeg var kommet lykkelig igennem til det store Frikvarter. Nede paa Legepladsen hvirvlede Drengene mellem hinanden; det gik haardt til, og jeg holdt mig klogeligt til en Side. Jeg stod ved Plankeværket og spiste min Skolemad, som Mor hade gjort særlig lækker for at understrege det festlige ved Dagen – en Skive koldt Flæsk mellem to Stykker Rugbrød. Kan der tænkes noget lækrere paa denne Jord? Jeg elsker det den Dag i Dag!

Pludselig rakte en Haand ud af Hvirvlen og snuppede min lækre Mad væk; jeg gav mig til at tudbrøle!

Oppe paa den høje Skoletrappe stod den pluskæbede Lærer »Fatter Brask« og hade Inspektion. Han holdt en Spanskrørsstok i Haanden og var omgivet af en Hird af store Drenge, der vogtede paa hans Ansigt ligesom Hunde. Paa et Vink fra ham fløj de ud over Pladsen og bragte en eller anden lille Synder med tilbage. Det hed sig blandt Drengene, at man ikke maatte ytre altfor stor Glæde, for saa blev man hentet op.

Pludselig faldt min Brors Advarsel mig ind; »Fatter Brask« kunde jo heller ikke udstaa, at man brølede. Jeg skyndte mig at tørre Øjnene, men det var allerede for sent. To store Drenge styrtede løs paa mig, tog mig i Kraven og slæbte afsted med mig tværs gennem Hvirvlen, op til den store Trappe. Min skønne nye Hue blev slaaet af mig undervejs, og jeg saa den som sagt ikke igen.

Var jeg bange? Ordet er vist ikke tilstrækkeligt til at udtrykke den Tilstand, jeg var i. Fatter Brask gloede paa mig med Øjne, der ligefrem svømmede mig i Møde fra det store fladfede Ansigt. Jeg hade engang paa mine Strejftog været ude ved NStudemarken og soppet, og der saa jeg store Vandmænd, som gjorde et uhyggeligt Indtryk paa mig. Nu svømmede et saadant Uhyre i den tykke Luft for mine rædde Øjne og flød mig nærmere og nærmere. Og med ét greb de fede Fangarme efter mig, som Tænger bed de sig fast i mine Kinder. »Skal jeg nasse dit Sul,« hvæsede Udyret hæst ind i Ansigtet paa mig som var han ved at faa Afløb for en styg Lidenskab – og løftede mig i Kinderne, op i Højde med sit svømmende Fjæs. Forfærdelig ondt gjorde det, og hans Aande stank ubeskriveligt. Og Øjnene gloede paa mig som Fiskeøjne – som Havets Uhyrer gloede paa Dykkeren i Fars illustrerede Bog derhjemme. Jeg skreg vanvittigt, sprællede og sparkede, saa jeg gled ud af hans Greb og faldt ned paa Trappen.

Lykkeligvis hade vi NSmaapoge Lærerinde; det var kun i Frikvartererne, vi kom ud for »Tykke Madsen« og »Fatter Brask«. NVor Frøken var en lille mørk Kvinde med et alvorligt, nærmest sørgmodigt Ansigt. Tydeligt staar for mig hendes store krumme Næse, som der let dannede sig en Draabe under, det fortænkte Blik og den skuttede Ryg. Ungerne sagde om hende, at hun græd med Næsen. Naar hun hjalp mig med at skrive Bogstaver eller Tal, tog hun om min Haand paa en egen nænsom Maade, og jeg kom hurtig til at holde af hende.

Undervisningen i sig selv var ikke for morsom. Vi sad indeklemte paa Bænke med en Pult foran og brægede i Kor, Stavelser eller Rim; Hænderne skulde vi have foran os paa Pulten og maatte ikke engang dingle med Benene. Hvor har jeg misundt de moderne Skolebørn, som faar deres teoretiske Undervisning ved smaa Borde, i Grupper paa fire til seks og ellers færdes med Pincet, Hammer og Sav – i Laboratorier, paa Værksteder eller i det Frie. Hvor maa det være en lykkelig Følelse for Barnet at faa Hold i Tingene og Herredømme over Tilværelsen ad den praktiske Undervisnings Vej, som jo nu er indført overalt – N½i Sovjetrusland.

Frøkenen opvejede det alt. Hun maa have mærket min Skræk for at komme ned i Frikvarteret, for hun magede det saadan, at jeg blev oppe og hjalp hende med at rydde op efter Timen. Jeg blev snart hendes Foretrukne, og min Hengivenhed for hende voksede ud over alle rimelige Grænser, saa jeg glæmte min Angst for Skolen og imødesaa hver ny Dag med Spænding.

Og alligevel blev det hende, der mere end nogen anden i min Barndom skulde komme til at rykke Grunden bort under Fødderne paa mig og faa mig til at føle Tilværelsen som en Afgrund jeg hvirvledes ned i.

Hun plejede at lade mig besørge smaa Ærender for sig, og jeg var glad og stolt over den Tillid hun viste mig. Jeg var i den dejlige Alder, hvor Klap paa Skulderen kan faa én til at springe til man styrter.

En Dag, vi skulde gaa hjem, gav hun mig en Cigarkasse der var bundet til med Sejlgarn, og bad mig aflevere den til en Lærerinde i NSkolen paa Blegdamsvejen. Jeg maatte gentage Lærerindens Navn og Klassenumret flere Gange, før hun – med et fortryllende Blik og et Klap paa Skulderen – lod mig løbe. Jeg var helt beruset af Lykke; som en ør Fugleunge flagrede jeg afsted ned ad Blegdamsvejen.

Men meget snart sagtnede min Fart, Fortryllelsen veg og den ubarmhjærtigste Kendsgærning traadte i Stedet. Det var jo selve Skolen med de glubske Drenge, alle vi Østerbro-Smaafyres Rædsel og Skræk, jeg skulde vove mig ind i. Nu hade jeg endelig gjort mig fortrolig med de forskellige Farer ved at krydse Fælleden, hade møjsommeligt tilkæmpet mig Ro over for Hestenes og Køernes Indfald – som det at komme hen og snuse indgaaende til mig, og saa pludselig sætte væk, som gjorde Lugten dem ovenud bange! Og nu skulde jeg begynde forfra her, skulde saa at sige kastes for de vilde Dyr.

Vende tilbage og betro Frøkenen, hvordan det forholdt sig, kunde ikke nytte noget; jeg hade tilstrækkelig Erfaring for, hvor lidt de Voksne regnede de Farer, der lurede i min Verden. Det var desuden noget af en Æressag dette; Frøkenen hade betroet mig Opgaven, og jeg følte mig paa en Maade som hendes Udkaarne, hendes Ridder. ÆskenA maatte afleveres, om jeg saa skulde gaa til Grunde ved det!

Men hvor hænger man ikke ved Livet, selv i den helt grønne Alder, hvor man dog ellers har Raad til en hel Del! Jeg blev snedig som en Indianer af Selvopholdelsesdrift, sneg mig frem ad Blegdamsvejen fra Træ til Træ og holdt skarpt Udkig med Skolen. Uden for Skolen var der fri Bane; Børnene var nok allerede gaaet hjem! Jeg aabnede den lille Dør i Porten, let om Hjærtet og allerede stolt over fuldbragt Daad. Men i det samme rejste der sig et mangestemmigt Skraal inde fra Gaarden, fra selve det berømte Pæretræ, der fik alle andre Skoledrenge til at misunde Drengene fra Blegdamsvejens Skole. Træet hang fuldt af store Drenge, der alle vendte fraadende Ansigter imod mig; Synet lammede mig, saa jeg ikke kunde røre mig af Stedet. En af Drengene lod sig med et skrækindjagende Indianerhyl dratte lige ned paa Jorden. Hans af Smærte fortrukne Ansigt, idet han tørnede imod og vaklede paa Fode igen for at sætte løs paa mig, rev mig ud af min Lammelse; jeg fik Fødderne løsnet fra Grunden i en Fart og stansede ikke, før jeg var inden for Boligernes Omraade. Her skulde han nok vogte sig for at trænge ind. Det var forøvrigt kun min Fantasi, der foregøglede mig, at han forfulgte mig – han var lovlig undskyldt. Af de store Drenge fik jeg at vide, at han hade brækket Benet i Springet. De var ikke fri for at notere det som en personlig Sejr for mig og gøre lidt Stads af mig i den Anledning. Og jeg var taknemmelig for den lille letkøbte Triumf – jeg trængte til den.

Den viste sig forresten ikke at være saa helt letkøbt; min Bror fortalte mig, at Drengene fra Blegdammen hade svoret min Undergang. Og der stod jeg med min Æske, som skulde bringes hen for enhver Pris. »Lad mig bringe den over for dig,« sagde min Bror, »jeg skal nok klare den.« Han var igen kommet dertil, at han ikke var bange for noget som helst, mens jeg virkelig var blevet hvad han kaldte »et rigtigt Skvat«. Men det vilde jeg dog ikke tage imod; jeg hade en stædig Følelse af, at jeg selv maatte kæmpe mig igennem dette her.

Æsken hade jeg intet Øjeblik givet Slip paa. Jeg holdt den trykket ind til mig, mens jeg spiste, og Mor lo godt ad mig, hvad jeg slet ikke kunde begribe. Om Eftermiddagen skar jeg i Løb over et Hjørne af Fælleden ned mod Blegdamsvejen; jeg regnede med, at der ingen Skolegang var paa den Tid, og vilde saa aflevere Æsken – den fatale Æske – til Portneren. Men allerede paa lang Afstand hørte jeg Larm inde fra Legepladsen. Maaske var det min rædde Fantasi der narrede mig; jeg gjorde omkring og styrtede hjem – lige i Armene paa Georg som grinede godt ad mig. »Du er et rigtigt NDoss!« sae han. »Der er jo slet ingen paa denne Tid af Dagen.« Han vendte mig foragteligt Ryggen og overlod mig til min haarde Skæbne.

Det vilde være Synd at sige, at jeg var glad ved mig selv og Tilværelsen; Kinder og Øren brændte paa mig, maaske af Skamfølelse, men Frygten var alligevel stærkere. Om Natten græd jeg i Søvne og hade Feber. Mor vilde holde mig hjemme fra Skole næste Dag og gav min Bror en Seddel med til Inspektøren; men mens hun gik et Ærende, kom jeg i en Fart i Tøjet og stak af med min Æske. Nu skulde den afleveres, hvad det saa skulde koste; jeg maatte have dette til Side, saa Frøkenen kunde klappe mig paa Kinden og sige: Du er en dygtig Dreng!

Men nu var det blevet helt umuligt, Spørgsmaalet var gaaet i Knude for mig. Jeg drev om paa Fælleden og Trianglen og turde slet ikke nærme mig Blegdamsvejens Skole; allerede paa lang Afstand kunde jeg høre NVraalet fra Drengene. Det gik saa vidt, at jeg hørte dem huje allevegne omkring mig og maatte gæmme mig for ikke at gaa til. Jeg drev om hele Dagen, og henad Aften gæmte jeg Æsken under noget Græs i Grøften ud til Boligerne og listed hjem; underligt nok, blev min Skulken ikke opdaget. Derhjemme sagde jeg, at jeg hade afleveret den paa Skolen til Frøkenen selv.

Efter at det var blevet mørkt, sendte Mor mig et Ærende om til Urtekræmmeren paa Olufsvej. For en Gangs Skyld var jeg ikke mørkeræd, jeg fandt Æsken frem og pilede tværs over Fælleden ned til Skolen; imod Sædvane forunderlig tryg og glad i Mørket, som gav mig Ly mod Alverdens store Drenge. Jeg kimede længe paa Portklokken, mit Hjærte bankede mig helt op i Halsen ved Tanken om, hvor kært Frøkenen vilde se paa mig næste Dag, naar jeg kom og kunde meddele, at alt var i Orden.

Men der var ingen der lukkede op, alt det jeg ringede. Og mens jeg ventede, sank min Glæde i Jorden og Virkeligheden groede uhyggelig grum ud af Mørket. Der var Nintet udenom for mig stakkels Væsen, intetsteds i hele Verden, hvor jeg kunde søge Dækning endsige Støtte; jeg var redningsløst prisgivet noget, der blev grummere, ubarmhjærtigere fra Stund til Stund. Der var hverken noget fremad eller noget tilbage, jeg var naglet til dette Uoverkommelige. Skulde jeg bære Æsken hjem igen? jeg kunde simpelt hen ikke tage alt dette op forfra. Æsken var ikke til at have i Hænderne, den brændte mig, den bød mig imod, saa jeg blev søvnig og fik Kvalme; den maatte væk, væk! ud af min Tilværelse! Jeg slyngede den bort, smed den ind over et Plankeværk. Nej, hvor gjorde det godt at se den flyve sin Vej, blive den kvit!

Helt i Orden var Sagen jo ikke, men jeg var træt nok til at kunne skyde det fra mig. »Hvor blev du dog af saa længe?« spurgte Mor, ikke særlig venligt; men jeg segnede ind til hendes Skød og faldt i Søvn; hun maatte klæde mig af og lægge mig i Seng. De sidste Dage hade taget haardt paa mig.

Jeg vaagnede i en Døs og gik i Skole. Til Frøknen sagde jeg, at jeg hade været syg Dagen før. »Naa, fik du saa Æsken rigtig afleveret?« spurgte hun venligt. Jeg nikkede og luskede hen paa min Plads uden at se paa hende; et rosende Ord eller Kærtegn fra hende vilde i dette Øjeblik have gjort mig syg. Men hun lod mig gaa hen paa min Plads og begyndte Undervisningen.

Nej, jeg var ikke blevet Æsken kvit – saa langt fra. Jeg følte den tydeligt under Armen, mens jeg sad og skrev paa min Tavle, samtidig hang den i Luften for mine Øjne, sad uforglæmmeligt inde paa Nethinden efter det Snapshot, jeg tog af den idet den fløj over Plankeværket (og sidder der endnu). Og i min Hjærne og mit Hjærte var den ogsaa, spøgede og huserede, fyldte mig med Sorg og Skam og Fortvivlelse.

Der gik nogle Dage, og jeg begyndte at aande op. Men en Morgen tog Frøkenen mig hen til sig og gav sig til at spørge mig ud med et besynderligt Udtryk, som sad der Graad og vilde frem langt inde i hendes Øjne, bag ved alting andet. Og under hendes Blik, der ligesom snørede mit Hjærte sammen, kæmpede jeg en sidste Gang for Livet – jeg løj! Slemt saa det ud inden i mig, men jeg tvang mig til at se hende ind i Øjnene, mens jeg udførligt beskrev, hvordan jeg var kommet ind i Skolen, hade spurgt mig frem til Klasseværelset og afleveret Æsken til den fremmede Lærerinde selv. Frøknen lyttede med et forundret Udtryk; hun kunde aabenbart ikke faa sig til at tro, at jeg stod og løj hende lige op i Ansigtet. Og det var baade godt og ondt at tænke paa.

Nede paa min Plads sad jeg og halvsov. Da Skolen var forbi og Frøkenen tog mig ved Haanden og sagde: »Nu følges vi ad til Blegdamsvejens Skole, saa kan du vise mig, hvem du afleverede Æsken til,« følte jeg vel, at det var ude med mig, men traskede modstandsløst med. Jeg var som død indvendig, den forestaaende Henrettelse gjorde intet som helst Indtryk paa mig.

Først da vi naaede Skolen, vaagnede jeg til Bevidsthed. Larmen fra de store Drenge slog mig i Ansigtet, idet vi aabnede Porten; jeg skreg desperat og spændte mig fri. Jeg vilde flygte, men faldt i Stedet om og laa og sparkede vildt om mig i et Anfald af Krampe.

Frøkenen bragte mig hjem. Det var første Gang i mit Liv, jeg kørte i Droske, og maaske første Gang en Droske kørte op foran B Nr. 28, Lægeforeningens Boliger; vi samlede stort Opløb. Men jeg hade ingen Glæde af det; jeg blev baaret bevidstløs ind og lagt i Seng.

Der paafulgte et længere Sygeleje, hvoraf jeg kun har Erindringen om Mor, som smurte mine tørre, brændende Læber med Oksemarv og lagde vaade Klude paa min Pande – og om Æsken. Den var med mig Dag og Nat, dansede for mit Syn, naar jeg var vaagen, og fulgte mig gennem alle Nætters Feberfantasier. Frøkenen kom jævnlig og saa til mig; og da jeg første Gang genkendte hende og hun læste den vaagnende Angst i mine Øjne, fortalte hun mig straalende, at Æsken var kommet velbeholden til Veje.

Siden erfarede jeg, at hun blot hade sagt det for at berolige mig.

Hun var altid god og kærlig mod mig siden ogsaa, men et eller andet i Forholdet os imellem var gaaet i Stykker og stod ikke til at hele. Jeg tror forøvrigt, det mere beroede paa mig end paa hende, naar alt ikke blev som før; jeg var som en Fugleunge, der er faldet gennem Ild og har faaet Flugten i sig stækket. Nogle har sværere ved at sætte Fjer igen end andre; endnu den Dag i Dag kan det hænde mig, at jeg maa ligge under for Følelsen af at have svigtet i det afgørende dengang.

Men det hænder ogsaa, at jeg spørger mig selv, om der nu ogsaa var noget i den Æske. Eller det blot var en tom, ligegyldig Cigarkasse, min lille skrutryggede Gud betroede mig for at prøve, om jeg var rede til at gaa i Ilden for hende.