162| XVI

Vi var blevet baaret højt af en Dønning, der kom ude fra det store Verdenshav og satte helt ind i vor lille Afkrog; langt ind i det forjættede Land hade vi kigget og faaet Smag paa mange Ting. Nu gik det atter nedad.

Først skete der det, at Far ikke var Formand længer; et Stykke Arbejde sluttede, og der var ikke Brug for ham i den Stilling mere. Mor saa dog ikke noget Varsel om en Strømkæntring i det, men skrev det helt paa Fars Regning. »Jeres Far kan ikke komme ud af det med nogen Overordnet,« sagde hun – »han er altfor stejl.« Noget var der om det, men det rakte alligevel ikke til som Forklaring. Forbavsende hurtig satte de daarlige Tider igen ind, de kom sandelig ikke luskende, som om de skammede sig, saadan som de gode Tider hade gjort; næsten i et Spring var de over én. Virksomhederne, der et Par Aar før skød op af Jorden, fremtryllede af den tyske Kapitalinvasion, kunde ikke holde sig; de brød sammen den ene efter den anden, og Folkene maatte paa Gaden igen. Arbejdsløsheden dukkede atter op, og Kampen om Arbejde for enhver Underpris; Skatterne kom ikke ind, og Kommunen maatte indskrænke Gadearbejdet. Først da Far kom helt ud af Brolæggeriet og igen maatte søge til Stenhuggerierne ved Kalkbrænderihavnen, forstod Mor, hvordan Landet laa.

Men saa tog hun ogsaa fat, med sin gamle Ildvilje. Vi 163| blev igen spændt ind i Arbejdet, min Bror og jeg – Søster Sine var endnu for lille, men klare sig selv kunde hun da. Hjulpet til hade vi jo hele Tiden; men nu maatte vi igen rigtig under Aaget.

Lad mig her sige det for ikke at blive misforstaaet: Jeg har aldrig haft ondt af mig selv for den ofte drøje Vej, min Opvækst og Udvikling har maattet følge – jeg kunde ikke tænke mig at bytte med noget Menneske paa Jorden. Paa den anden Side vilde jeg nødig leve de første otte Aar af mit Liv, mit Københavnerophold, om igen. Men forøvrigt ser jeg mit Liv som en Helhed, og som noget uafvendeligt, som jeg ikke vilde ændre ved selv om jeg kunde. Dette hænger nøje sammen med, at jeg ikke føler mig som et Enkelttilfælde, men som et Udtryk for den større Halvdel af Menneskeheden, der vel bedst kan karakteriseres ved, at man kalder den den udbyttede. Jeg tror, en Klasse, et Lag afsætter Organer lige saa fuldt som en Organisme gør det, Organer til Værn og til Fremstød f. Eks., og jeg føler mig som et saadant Organ for Underklassen. Det var derfor ikke blot rimeligt, men tvingende nødvendigt, at jeg som Individ maatte skrabe Bunden og faa det hele med som egen, dyrekøbt Erfaring.

Det var drøjt at skulle tage fat igen, efter at man hade smagt det frie Liv, og vi blev, tvunget af Forholdene, spændt for haardt for. Men Arbejdet i sig selv var ingen Ulykke for os; jeg har i det hele taget ikke let ved at blive sentimental i Anledning af Spørgsmaalet: Børns Arbejde. Barnet skal lege, javel! Men hvis det har hele sin Dag til fri Raadighed og ingen Plan at indordne Dele af Legen under, flyder det hele ud, og Barnet keder sig, faar ligefrem spleen, Anfald af Livslede. Barnet skal have Pligter, der er dybt begrundede i Menneskehedens Kamp for Tilværelsen 164| (i omfattende Begreb og paa dens forskellige Stadier) og hvis Opfyldelse ligger inden for Barnets Rækkevidde.

Naar jeg nu og da, baade som Barn og senere, har kunnet reagere mod det Maal af Ansvarsfølelse, jeg fra Naturens Haand er udstyret med, og føle den som en Straf, ja, stundom som en Forbandelse, saa er det kun at opfatte som en forbigaaende Reaktion, de svage Skuldres Oprør mod altfor store Byrder. Mennesket i den dybe Betydning af Ordet begynder for mig dér i Udviklingshistorien, hvor det menneskelige Væsen begynder at tage Ansvar paa sig for Ting, der ikke vedkommer det i snævrere Forstand. Kultur er Ansvarsfølelse, voksende Kultur det samme som Inddragen af større og større Omraader under sit Ansvar. Det lavtstaaende Menneske hytter i første Række sig selv, det højtstaaende i første Række de andre; Børnene og de Gamle, de Svage, ja selv de Døde tager han sig af. Det ansvarlige Menneske bærer en stor Oppakning med sig gennem Tilværelsen – for de andre!

Her er noget, der skiller, opefter og nedefter, og gør den individualistiske Kultur til en lavloftet, fattig Kultur trods mange fremragende Enkeltpræstationer. Saa sent Individualismen falder i Udviklingen, som en Renaissance af Evner og Egenskaber fra den før-menneskelige Tid, maatte den aandeligt betyde et Tilbageskridt for Menneskeheden, som det maa blive en ny Epokes Sag at udligne. Fra Individualisme til Socialisme – et umaadeligt Spring i Ansvarsfølelse, i Menneskelighed!

Det er Ansvarsfølelsen i dens første spirende Begyndelse, der forvandler Dyret til Menneske, og Ansvarsfølelsen i dens kraftige Udfoldelse, der faar Mennesket til at støde Hodet gennem Skabningens lavloftede Verden ind i Himlen. Mennesket tager Ansvaret for det hele, det føler sig som 165| Skaber, alt det skabte som sit; Gudstanken begynder dér, hvor Mennesket begynder at dele Ansvaret med Vorherre. Nu i Dag tager vi det hele paa os. Det nye Menneske sætter ind her!

Ansvarsfølelsen er for mig identisk med Opdriften i Mennesket, er selve den religiøse Kærne i det – hvad det saa siden bekender sig til. De forskellige Religioner og Trossamfund har lidet med dette, som er et Spørgsmaal om indre Lødighed, at skaffe. Ofte er de der endda for at tage Brodden af den menneskelige Solidaritetsfølelse.

Børn hungrer efter Ansvar, endnu inden de er et Par Aar gamle, enhver, der selv har Børn, ved det. Som Planter og Dyr først er rigtig vellykkede, naar deres Former er plastisk udfyldte, saa de strutter af Spænding, er Barnet først rigtig glad og tilfreds, naar dets Gemyt er fyldt, den lille Sjæl spændt. Som Arbejderen »hældte paa Lampen« for at faa Bugt med Følelsen af Underlødighed og Foragtethed, giver Barnet sig til at lyve og fantasere, naar Tilværelsen falder det for slunken.

Mens jeg skriver dette, løber en lille Purk paa 20 Maaneder mig mellem Benene; se ham, naar han faar Lov at hjælpe til, hente Papir eller spidse Fars Blyant! Han strutter af Selvfølelse og af Bevidstheden om at være nyttig. Papiret er ubrugeligt, inden det naar frem; Blyanten bider han Spidsen af. Men han er Tingene helt inde paa Livet. Han bruger sig!

Hans Søster, som er seks Aar, har ikke kunnet faa Dagene til at gaa paa den rette, frugtbringende Maade. Hun var utilfredsstillet, naar hun om Aftenen skulde i Seng, sur og skuffet; Dagen bød hende ikke det, den skulde og burde. Der var Leg nok og ogsaa Legetøj; men Legen hade ikke de fornødne Vitaminer i Form af Ansvar. Den var for rigelig 166| og derfor for opspædt; og den var ligegyldig for Sjælen. Nu skal hun passe sin lille Bror om Formiddagen; og det er en Fornøjelse at se, hvor Eftermiddagen bliver opladet og kommer under Højtryk. Ogsaa Formiddagen har faaet større Værdiindhold. Hun har hurtig vokset sig ind i sine Formiddagspligter og er en kær og paapasselig – en ansvarsfuld – Lillemor. Jeg har maattet ty til Erfaringerne fra min egen Barndom for at hjælpe hende; nu gaar hun gærne og glad i Seng. Før, da hun følte sig skuffet af Dagen, var det en Kamp hver Aften, naar hun skulde i Køjen.

Der er jo en haandgribelig Forskel paa min Barndom og mine Børns; de to skal ikke være med at skaffe Brødet frem; de skal blot have Tryk paa, komme ind i Livet for fuld Damp. Forholdene dengang forsvarer jeg ikke – og angriber dem heller ikke; de kunde vel ikke være anderledes paa det Stade, Arbejderne og Industrien stod. Det var tvingende nødvendigt, at Børn passede hinanden og forøvrigt tog ved, hvor de kunde; Føden kom ikke paa Bordet ellers, end ikke i sin primitiveste Form. Der er desuden altid noget komisk i at føre Kæremaal mod Fortiden; og Slave er man først, naar man føler sin Lænke som noget generende. Mor plejede at sige: Det, man nødvendigvis skal, er der altid Velsignelse ved at udføre. Og jeg tror, hun hade Ret; Sliddet i min Barndom, saa haardt det ofte var, har i Hovedsagen bragt mig Godt. I Dag er Børnearbejde af denne Art, baade, naar Hensyn tages til den udviklede Teknik og Arbejdernes større menneskelige Indsigt, ikke blot en Uting, men en Forbrydelse.

Men Arbejde, Virke, indrettet efter Barnets Ævner og Kræfter – ikke just efter dets Lystfølelse – er en Velgærning mod det. En Times Hjælpen de Voksne med produktivt Arbejde er af større Værdi for et Barn end tyve 167| Timer paa en hvilken som helst Skolebænk. Derimod tror jeg ikke, man skal lade Barnet bestemme Arbejdets Art. Det fører blot Barnet over i den Tilstand igen, det var i, da det hade Dagen til at lege i og selv skulde hitte paa Legen – i Opløsthed og Utilfredsstillethed. Det Barn, der er overgivet til sig selv, faar hvert Øjeblik Lyst til noget andet, bliver planløst og blaseret. Ethvert Barn har en dybtliggende Trang til Orden, Indordning, til Tilfredsstillelsen ved at overvinde noget i sig selv og opfylde en Pligt – der naturligvis maa være begrundet i almen Nødvendighed. Det er – som ethvert voksent Menneske, der ikke er sygt – glad ved at føle sig som Led i en Kæde, som Del af en Orden. Vor lille Pige er som sagt meget lettere at have med at gøre nu, hun har sin Dag delt i Formiddagspligt og Eftermiddagsfrihed. Og hun er meget gladere.

Jeg selv fik jo ikke noget lagt til Rette, men maatte tage det, som det faldt. Efter en lang og sur Slavetid slog jeg mig løs, da Friheden midlertidigt satte ind, vagabonderede, gik nærmest amok. Bøgerne, Digtningen, rev mig ud af det; og en skønne Dag kom Pligterne og meldte sig igen, haardere og ubønhørligere end nogensinde. I al Fald holdt det haardt igen at gaa under Aaget, efter at man hade smagt Sødmen ved i nogen Grad at være sin egen Herre.

Ved Nytaarstid indfandt den ny Søster sig. Mor hade lovet os hende Juleaften – »et nyt Stykke Legetøj«, som hun skælmsk sagde; men den Lille kom først Lille Nytaarsaften, hvad ingen af vi andre var ked af. Mor derimod nok, hun længtes efter at have et nyfødt Barn mellem Hænder engang igen. Allerede nogle faa Timer efter, at den Lille var født, sad hun overende i Sengen og svøbte hende.

Mor gik ikke ud, da Barselsengen, der for hendes Vedkommende aldrig varede mere end nogle faa Dage, var over168|staaet, men blev hjemme og tog sig af Sagerne. Georg maatte hver Eftermiddag ud paa Stenhuggerierne og arbejde med; han var nu saa kraftig, at han kunde føre en Hammer, og maatte hugge Kilehuller for Far. Med mine Kræfter var det ikke stort bevendt, men jeg kunde løbe Ærender for Urtekræmmeren; hver Middag, naar jeg kom fra Skole, maatte jeg om og høre, om der var noget. Og ellers maatte jeg sørge for Brændsel; det var en kold Vinter, og den nye Søster kunde ikke taale at fryse.

Ud ad Kongevejen kørte Kulvognene med Kul til Fabrikkerne ude ved Kristineberg. De var godt læssede, og man løb bagefter dem med en Sæk og samlede op, hvad der rystede ud over Fjælene under Kørslen. Det kunde godt give noget, især om man var heldig og kom til at løbe bag en Kusk, der undte én det godt og hjalp til med Foden. Saa hændte det, at man maatte slæbe Sækken hjem efter sig og kom trækkende med en Luns af den anden Verden. Mor slog Hænderne sammen og sagde: »Jøsses, Dreng, nu har du igen slidt Bunden ud af Sækken«, og lo højt af Glæde. Men det galdt om at passe paa; vi var mange om Smulerne. Man tog sin Vogn helt inde ved Trianglen, sloges gærne om den, og fulgte den udefter helt til Vibenshus – hvis man da sejrede. Hade man først tilkæmpet sig sin Vogn, blev Kendsgærningen respekteret af de andre Drenge, og man beholdt den for sig selv hele Vejen.

Men en Kakkelovn lever ikke af Kul alene, og Komfuret skulde ogsaa have noget at spise, helst i Form af Hugspaaner og Træklodser; ud over mit Byrend for Urtekræmmeren havde jeg nok at gøre med at mætte de to graadige Væsner. Paa Tømmerpladsen, hvor der sjælden arbejdedes nu ved Vintertid, laa Hugspaanerne i et tykt Lag over det hele; men de var vaade og halvraadne, paa Vej til at blive til Muld 169| igen. Og de faa Steder, hvor der arbejdedes, blev man jaget bort af Svendene, hvis man da ikke hørte til Slægt eller Bekendte. Vi hørte ikke til dem, der hade Forbindelser af nogen Art; og den eneste Udvej til at skaffe Mor Hugspaaner var at liste sig ud paa Huggepladsen, naar det blev mørkt og Arbejderne var gaaet hjem. Det var altid en vovelig Sag; man maatte over høje Plankeværk med sin Sæk og risikerede at komme ud for enten en Pladshund eller en Nattevagt.

Nattevagten var det værst at komme ud for; blev man fanget, var det Politi, Trusler om Ris og Advarsler til Forældrene. Pladshunden nøjedes gærne med at rive ens Bukser i Stykker. Saa var den ogsaa meget lettere at narre; sad man og red paa Plankeværket og smed Sten ind paa Tømmerpladsen for at prøve, om der var fri Bane, skulde det ikke slaa fejl, at Pladshunden gav sig til at gø, om der var nogen. Var der derimod Nattevagt, forholdt han sig musestille, for at man skulde tro, der slet ingen Vagt var, og gaa i Fælden.

En Aften hjemsøgte jeg en Tømmerplads ude et Sted i Krydset Jagtvejen-Tagensvej, der gik et Rygte blandt Boligernes Drenge om, at det skulde være saadan et godt Sted. Porten til Pladsen stod aaben, saa den var fin; men jeg var knap kommet inden for, da en Næve hade mig i Nakken og en hæs Stemme sagde: »Saa fik jeg dig endelig, din Tyveknægt!« Jeg tabte Sækken af Skræk og stak i at brøle.

Maaske saa Vagten slet ikke, at jeg hade nogen Sæk, han slæbte mig ind i et lille Skur og aabnede for en Blændlygte; det mindede uhyggeligt om Røverromanen derhjemme. Situationen var den samme, blot at Drengen i Romanen skulde smugle et hemmeligt Brev gennem Ban170|ditternes Linje og blev fanget af Vagten. Men det var en rigtig Dreng, som han forstod at spille Komedie! Han satte et Par troskyldige blaa Øjne paa den fæle Vagtmand og hviskede: »Jeg skulde hilse og sige, om De vilde skynde Dem hjem. Deres Kone –« mere fik han ikke sagt, for Vagtmanden satte i Løb over Marken og forsvandt i Mørket – »med Syvmileskridt« stod der, og navnlig det hade gjort et stærkt Indtryk paa mig. Det uskyldige blaa Blik kunde jeg ikke præstere, mine Øjne var dygtig forbrølede, men jeg hulkede frem: »De skulde skynde Dem at komme hjem! De skulde – –« »Hvad S – – er det galt derhjemme?« sagde Vagten og slap mig bestyrtet, »er du vis paa det?« Jeg nikkede energisk. Han tumled ud af Skuret. »Og jeg, som mente – – Her, det skal du ha en Femøre for!« Den grumme Vagt forsvandt i Mørket, ganske rigtig med Syvmileskridt.

Hugspaaner fik jeg ingen af den Aften, men jeg viste triumferende min Bror Femøren og fortalte, hvordan Romanen hade reddet mig. »Du er et Kvaj,« sagde han blot. »Du skulde jo have fyldt din Sæk!« Der stod jeg, mig var der overhodet intet Udkomme med. Jeg hade selv en nedslaaende Følelse af, at der aldrig blev noget ud af mig.