196| XX

Sommeren gik til Ende uden at det blev til noget med at flytte til Bornholm. Far hade bestemt sig for den lille By Neksø, hvor der boede en Skolekammerat af ham, som han nu og da brevvekslede med. Denne Barndomsven – han var nu Snedkermester – hade set paa Lejlighed til os og ogsaa forhørt sig om Arbejde til Far; alt var for saa vidt i Orden, kun Rejsepengene fra Kommunen hørte vi intet til. Men en Dag hen i September gik det ogsaa i Orden; Mor tog Skilderierne ned og lagde dem mellem to Madrasser, alting blev stuvet sammen, læsset paa en stor Fladvogn og kørt til Dampskibet. Der gik vi saa i de tomme Værelser og kunde ikke faa Tiden til at gaa for Spænding; Far var taget over til Onkel Otterberg et Ærende, og Mor var rundt i Kvarteret for at tage Afsked. Vi Børn tog ikke Afsked med noget; intet stemte os vemodigt, vi længtes blot efter at komme afsted, over til det ny der ventede os. En Vognmand omme paa Olufsvej, hos hvem Mor ofte hade givet en Haand i Huset, hade tilbudt at køre os ned til Damperen i sin Droske, og hen paa Eftermiddagen jumpede vi afsted til Kvæsthusbroen, hvor Bornholmer Damperen laa.

Et Livsafsnit laa bag mig – og jeg var otte Aar!

Jeg har ofte siden maattet tænke paa, saa erfaren jeg dengang var med mine otte Aar – og tillige saa uberørt. 197| Jeg hade været haardt spændt for, hade døjet meget, prøvet meget, maatte tage i meget. Men mit Sind var hverken hærget eller forurenet af det, og ikke blevet gammelt heller. Barnet levede videre i mig og var som det skulde være.

Mon Menneskene var anderledes dengang end nu? Maaske holdt de ikke saa meget af Børn, eller de forstod ikke at give deres Følelser Udtryk – de fleste syntes at have en egen Glæde i at vildlede os Børn, føre os bag Lyset, ja ligefrem pine os. Jeg vilde hellere have været Barn nu; vor Tid ser vist nok mere i Barnet. Det hænger muligvis sammen med, at der er mere Fremtid over Tilværelsen i Dag.

Var min tidlige Barndom lys eller mørk? Mørk vil vel de fleste sige – selv ved jeg det ikke. Men den var ofte drøj nok, det lyse ved den udsprang saa at sige af Mørket. Man kan jo gøre en Baggrund saa mørk, at almindeligt hvidt Papir skærer i Øjnene som var det den stærkeste Lyskilde.

Enten den nu var det ene eller det andet; som den var vilde jeg nødig undvære den. Men lige saa nødig vilde jeg leve den om igen.

Mon man forøvrigt ikke kommer til at se lysere paa Fremtiden, naar man har haft en drøj Barndom? Tilhængerne af en ny Tid er i Hovedsagen Folk, der har henlevet deres Barndom paa Bunden af det hele, uden at de er blevet forbitrede paa Tilværelsen af den Grund. De nøjes gærne med at ville lave den om.

Naar jeg skal gaa disse første otte Aar af mit Liv efter i Sømmene, vil jeg sige, at jeg godt kunde have trængt til lidt mere Lys og Luft, lidt mere Mad, maaske ogsaa lidt varmere Klæder. Men det er alligevel ikke helt væsenligt; 198| der lod sig vokse ogsaa paa den Blanding, jeg fik tildelt. Naturligvis blev Resultatet et andet end om jeg var vokset op efter alle Barneplejens Regler: med dyrlægekontrolleret Jerseymælk, daglige Bade, Sol og Sol og sorgløs Leg. Jeg var blevet mere rødkindet saa, Galdeblæren var skrumpet ind til ingenting og erstattet af et Organ til Udsondring af velvillig Egoisme. Men rent bortset fra, at Egoisme ogsaa kan opstaa af Nød (der skal ganske vist forbandet megen Nød til saa) er jeg ikke vis paa, at en Opvækst i Sol og Sorgløshed er af Værd i Tilværelseskampen, netop som den former sig i Dag. Rent fysisk maaske nok, man bliver legemlig sund, men paa Bekostning af Aandsævner, der vel har lidet med Naturen at skaffe, men er af saa meget større Betydning i vor Menneskeverden. En lys Barndom gør sund og veltilfreds, venlig-egoistisk (asocial) og dum.

Hvad jeg for Alvor savner i min tidlige Barndom, er ikke saa meget Mad og Klæder, Pleje og alt det som Mennesker! – det stærke Indtryk af Mennesker, som ikke var selvfølgelige! Far og Mor og mine Søskende, vor sparsomme Omgangskreds, hele vor kendte Fattigmandsverden, det var altsammen godt nok, men det var saa selvfølgeligt som den Luft man aandede, det Brød man aad. Men der var dog en Verden oven over vor, en anden Verden, hvor man aldrig manglede noget af det vi græd for, hvor der set nede fra vort Stade levedes i Herlighed og Glæde, hvor man ikke kendte til at gaa sulten i Seng eller paa anden Maade savne, hvor Sjælen ikke krøb langt ud af Øjnene paa Menneskene af lutter Savn og Længsel. Men denne Verden lod aldrig høre fra sig, aldrig er en lysende Funke fra den trængt ned i vor med Bud og Hilsen fra Menneske til Menneske. Vi var ikke Mennesker i deres Øjne dér oven for, ingen menneskelige Følelser tog Retning mod os. Denne Under199|ernæring var alvorligere i sine Virkninger end det rent fysiske, den gav Sjælen en Fasthed og Standhaftighed, den maaske ellers næppe hade faaet, i al Fald næppe bibeholdt.

En god Barndom har jeg – naar alt tages i Betragtning – haft, hvad altsaa ikke er helt det samme som en lys Barndom. Denne kan maaske være en Kilde til stor ydre Styrke, jeg ved det ikke. Men en Opvækst i al Slags Vejr er en Kilde til indre Styrke; man kan øse af den hele sit Liv.

Som Barn af Underklassen lærer man – for saa vidt man er akklimatiseret dernede – to Ting, der vidunderligt supplerer hinanden: en stoisk Tilfredshed og en ubændig Utilfredshed. Utilfredsheden er vel Moder til alle Fremskridt, men den maa være tilsat en vis indre Tilfredshed eller Optimisme; det var aldrig de Sure, der lavede Verden om. Det er en stor Ævne at kunne tage det som det falder; uden den var Proletariatet forlængst gaaet menneskeligt til Grunde. Og det er navnlig en stor Kunst at kunne forsone sig med det, der ikke kan være anderledes, og samtidig sætte løs paa Tilværelsen – som navnlig Mor kunde det. Lave om paa den saa langt det er muligt, og tage Resten som noget der skal være, med glad Sind.

Jeg tror jeg ejer noget af denne Balance, som der i Parentes bemærket er ikke saa lidt Natur i. Og jeg tror, den paa en egen inderlig Vis hænger sammen med den Maade, min Barndom formede sig paa. Hvis de ydre Kaar hade været ret meget gunstigere for mig, ved jeg ikke, hvordan det vilde være gaaet mig – maaske var jeg paa en eller anden Maade bukket under. Saa langt tilbage jeg kan huske, rugede der Mørke paa Bunden af mit Væsen, en Barndom fuld af Sol og Sorgløshed og ørkesløs Leg vilde maaske have gjort Plads for Mørket og sluppet det løs paa mig. 200| Nu trængte Opgaver, der ofte var strænge nok, det til Side; og selv de strængeste Opgaver blev lettere og lysere under den dunkle Følelse af, at der laa noget paa Lur og holdtes nede, som var endnu meget tungere at have med at gøre.

Heller ikke Sygdommen fik Lov at være lutter ondt, skønt den plagede mig meget. Paa den ene Side kom den og tog én bort fra Arbejdet, som ofte var haardt nok, og lagde én til Sengs. Man blev kælet for, en egen Lykke kunde der være ved disse Afbrydelser, hvor alting drejede sig om én og selv Far maatte vende Pengepungen for Penge til Medicin eller en Toøre til Bolsjer. Et eget Perspektiv skænkede Sygesengen éns Tilværelse: man laa og stirrede tilbage og fik lært at mindes, eller man drømte sig fremefter.

Og frem for alt, der groede en egen Vilje rent organisk frem af Sygdommen, med sine Rødder dybt i den –: sej Stædighed, Hæmning og Fremning! Man fik Lod og Del i meget, man som et sundt Væsen vilde være gaaet Glip af; og man blev holdt tilbage rent fysisk. Bleg og sart har jeg efter alt at dømme været som Dreng; da jeg var atten Aar, saa jeg ud som jeg kun var femten; og endnu da jeg var nogle og tyve, kunde Kvinder – til min store Ærgrelse – behandle mig som en Halvvoksen. Til Gengæld synes de, at jeg endnu i Dag er værd at tage ind til sig. Sygdom har sit eget for med Mennesket!

Jeg vil ikke hermed have sagt, at Sygdom nødtvungent hører med til en god Barndom, men blot endnu en Gang gøre opmærksom paa, hvilke Værdier den har tilført Mennesket.

Derimod betragter jeg Spænding som absolut uundværlig for Opvæksten, ikke saa meget den Spænding, der gror 201| ud af Æventyrbogen og af Læsning i det hele taget, som den der knytter sig til alt det for Livet og dets Opretholdelse vigtige Arbejde og begynder ved Fremskaffelsen af selve Brødet. Den alene formaar at fylde Barnesindet med Skaberglæde.

Der er for Sindets Tilfredsstillelse stor Forskel paa, om man frembringer noget nyttigt eller noget værdiløst. Og navnlig er det af stor Betydning for Barnets Udvikling til Samfundsmenneske, at det gennem Legen drages med ind i Samfundsprocessen; ørkesløs Leg gør udflydende og aandelig brusket – gør asocial. Jeg maatte tidlig bære min Andel af Byrden ved Opretholdelsen af Hjemmet og fik Samfundssind af det.

Og Samfundssind er i Dag den frugtbareste og derfor den mest værdifulde Ævne af alle. Jeg har derfor al god Grund til at være tilfreds med min tidlige Barndom.