I

Hele Natten hade vi ligget sammenrodet nede paa det skidne Mellemdæk i en tom Kreaturbaas, der udløste de forfærdeligste Lugte, hvergang Skibet satte i en Bølgedal. Det var »Østbornholms Stolthed«, en lille Slingrekasse af en Damper med høj Overbygning, der gav Plads for lukket Mellemdæk over hele Skibslængden. Den hade haft Kreaturer over til Hovedstaden; nu var den nærmest tom og rullede frygteligt i Søen. Hvergang Vinden rigtig fik fat i den høje Overbygning, krængede den over og hade Besvær med at komme paa Retkøl igen.

Mor laa og jamrede sig med den ny Søster, der nu var tre Fjerdingaar, men lykkeligvis stadig kunde kaldes den ny, ved Brystet. For hver ny Overhaling maatte Mor give sig; hun kastede Galde op og krammede angst Haanden ned i min Skulder. »Aa, hjælp mig, jeg dør!« stønnede hun. Jeg kunde ikke hitte paa noget, der kunde hjælpe hende; og Georg, som var saa storartet til at snakke Humør i andre, hade nok med sig selv. Han laa støttet paa den ene Haand og kastede op omkap med Mor; hvergang hun fik et Anfald, maatte han ogsaa til det. Han var helt grøn i Ansigtet.

»Er vi der ikke snart?« spurgte Mor, hvergang hun hade en lille Pavse. Saa kravlede jeg op ad Jærntrappen og kiggede ud. Vandmasserne drønede mod Skibssiden; nu og da slog et Sprøjt ind over Dækket. Det var mørkt, men forude var der en svag Lysstribe.

»Nu sejler vi ind i det yderste Mørke,« meldte jeg, da jeg kom tilbage.

Mor jog sammen. »Hvad gaar der af dig, vil du agere Dommedagsprofet?« sa'e hun frysende. Georg sparkede mig over Benet; ingen af dem var til at være i Nærheden af.

»Naar jeg nu selv har sét, at vi sejler derhen, hvor det er Dag,« sa'e jeg tudende.

Jeg kom saa glad over min Vending; det yderste Mørke, det svarede rigtig til alting, var et helt Fund syntes jeg. Men Mor blev ved at være angst, hvert Øjeblik krøb hun sammen i Uhygge. Og saa sparkede Georg efter mig. Søster Sine laa midt i en Rulle Tov; hun sov fra det hele.

»Hvor er Far henne?« spurgte Mor pludselig, med en hel anden Stemme.

Jeg hade paa en af mine Strejfture set ham sidde sammen med nogen henne under Agterdækket.

»Drikker de?« Mor saa hvast paa mig. Jeg nikkede – for ikke at sladre.

»Ja, de skal nok finde hinanden. Det er ligesom Frimurerne, de behøver bare knibe et Øje i. Og ingenting bider der paa dem.«

»Nej, for de ruller jo selv,« skød min Bror ind, med fortrukkent Ansigt.

»Hør paa ham,« sa'e Mor – »han er vittig.« Og saa var hun leveret. Jeg maatte holde hende paa Panden, den var pjaskvaad. Georg gjorde hende trolig Selskab.

»Ja ja,« sa'e hun og trak Vejret – »der er nogen, der kommer let over alting. Og store Ord er der nok af paa Bunden af Flasken; der er ingen Ende paa alt det, de skal tage sig af. Jo, det er nogle kønne Verdensforbedrere!«

»Aa, Far er jo slet ikke med i det mer,« sa'e Georg. Mor vilde svare; men saa kom der en ny Rulletur, og de fik andet at tænke paa.

Vi mindre hade det godt nok, om det nu var fordi, vi endnu ikke hade faaet Vuggen helt paa Afstand. Sine var gledet fra Tovrullen ned paa Dækket, men sov trygt videre; jeg kunde ogsaa godt ha sovet, om ikke Spændingen hade holdt mig paa Benene. Vi hade sejlet til Klampenborg en enkelt Gang, men det var første Gang, jeg var paa et rigtigt Skib paa rigtigt Vand. Der var nok her af besynderligt til at holde mig vaagen. Og saa var der Georg! For en Gangs Skyld var jeg den stærkeste, og det maatte udnyttes; hvergang jeg saa noget mærkeligt, kom jeg tilbage og berettede ham og Mor det. »Du skulde ta' og komme med,« sa'e jeg til ham og vilde hjælpe ham paa Benene. Men han rystede paa Hodet; han hade ikke engang Raad til at svare, at han ikke gad rende i Hælene paa saadan et Fjols.

»Er vi snart ovre?« stønnede Mor.

Jeg kravlede op ad Jærntrappen til Overdækket og kunde berette, at vi sejlede lige ind mod nogen Huse, der ligesom hang paa en Væg.

»Ligesom hang paa en Væg,« vrængede Georg. »Det er jo Hasle, dit Fæ.«

»Ja, det ved jeg vel nok.«

»Jamen du sa'e nogen Huse.« Han gjorde en syrlig Grimasse, men kom af gode Grunde ikke til at hegle mig.

»Hvad drikker de?« stønnede Mor ind imellem.

»Aa, det er ikke noget dyrt, bare Snaps og Øl.«

»Spiller de ogsaa Kort?«

»Nej, de vrøvler!« Mor var angst for, at Rejsepengene skulde gaa til.

Saalænge vi laa i Hasle Havn, hade Mor det bedre. Jeg maatte hjælpe hende op at sidde. Hun befølte min Haand, drejede mit Ansigt om mod Koøjet, hvor Dagskæret stod og kiggede ind paa os, og saa mig bekymret ind i Øjnene. »Du har jo Feber igen,« sagde hun forskrækket. »Du er da vel ikke syg?«

Jeg var ikke syg i den Forstand, men Opbruddets Spænding stod og hamrede i Hals og Hode og suste i mine Øren. Jeg var af Forventning, saa jeg dirrede; mine Sanser og Nerver var saa oprevne, at Indtrykkene har holdt sig næsten usvækket. Endnu naar jeg tænker tilbage, giver Gulvet sig til at sætte under mig, Dunster udløses, Mor ligger der med den Mindste hængende ved Brystvorten, der trækkes lang, fordi Mors Arm er træt og Brystet udsuget, mens Søster hænger graadigt ved. Skibslygten svinger frem og tilbage over dem og har en egen Lysstribe til overs for Georg, som ligger paa Albuen, grøn i Ansigtet, skamfuldt skulende til mig frække Knægt, der ikke bliver daarlig, naar han dog er det. Sine sover trygt mellem Vareballerne, hvor en Rulning har sendt hende hen; i en lys Firkant dukker Kokken op og tænder Ild paa Komfuret. Kedler og Kasseroller hænger og vrikker under Loftet.

Og med et faar ogsaa Kasserne og Vareballerne travlt; Mor faar igen sine Anfald, falder helt om paa Siden, som var hun gaaet midt over. Kokken vinker mig hen til Kabyssen og giver mig noget til Mor i et Blikbæger; men inden jeg naar frem med det, har jeg spildt det. Skibet springer i Søen, det er som at staa paa Ryggen af en vild Hest; ofte har jeg gjort det i Drømme, nu er det blevet Virkelighed. Man maa holde sig fast, og Tingene, man griber efter for Støtte, er selv ude at rangle; Kasser og Baller sætter sig i rutsjende Bevægelse, som vilde de hen og knuse os alle; Matroser kommer springende og stuver dem af Vejen. Georg er rullet helt ned i Rendestenen ved Skibsiden; Styrmanden staar bøjet over Mor og prøver at hælde noget i hende. Hun skal dø og kalder paa Far, og jeg giver mig paa Vej for at finde ham, klamrer mig til løst og fast, springer fremad i Opholdene mellem Skibets Anfald, kalder paa ham og brøler.

»Din Far, han sover han!« siger en Stemme. Jeg ser ikke den, der taler, prøver heller ikke paa det, Stemmen er mig alt. »Nu bliver det straks godt,« siger den – »for nu er vi om Nordpynten!« Og virkelig, Skibet bliver træt af at rase og ruller blot dovent og langsomt. »Er du sulten?« siger Stemmen, og en Haand rækker en stor Bolle mod mig. Det er en underlig Haand, stor og tyk som en Pude, opsvulmet og blaablommet. Der er ildrøde Haar paa den og rustbrune Skjolder under Huden; frastødende virker den. Men Bollen tager ikke Smag af det.

»Du sagde vel pænt Tak og gav Haanden?« sa'e Mor, da jeg kom sættende ned for at vise hende Bollen; hun sad over Ende og gav den Lille ren Ble paa. Det hade jeg glemt – som sædvanlig.

»Gaa straks og gør det, men lad din Bror bide, inden du gaar.« Han var nu oplagt til alt andet – heldigvis, for han kunde i en eneste Mundfuld tage Broderparten. Og holdt jeg en Finger for, bed han i den, saa jeg maatte give helt Slip og lade ham løbe med det hele. – Manden kunde jeg ikke finde, vidste overhodet ikke, hvordan han saa ud.

Mor var kommet op paa Overdækket, hun sad i Læ af Skorstenen og stirrede ind mod Land med et forunderligt Udtryk, som var det det forjættede Land, hun saa ind i. »Det er saa paa denne Side, vi skal bo,« sagde hun lyst. »Det kan jeg da finde mig i, deromme paa den anden Side af Øen var det bare Mørke og Storm.«

»Ja, fordi det var Nat og Vinden stod paa,« sagde min Bror.

»Du skal nu altid være saa klog,« bed Mor ham af. »Nu er vi da helt omme paa den anden Side ved jeg. Men man kan mærke, at du begynder at komme dig.«

Ogsaa jeg ventede mig meget – ja vel alt – af vort ny Opholdssted. Og jeg hade samme Følelse som Mor, at nu var vi helt omme paa den anden Side, borte fra København og vor tidligere Tilværelse, omme i en helt ny. Det var jo det, jeg hade villet udtrykke med »det yderste Mørke«, at der var saa lyst forude. Opbruddet er Fattigmands store Udvej; naar det slet ikke gaar længer, pakker han alt Mørket bag sig og flytter. Mor var sagtens brudt op nogle Gange i sit Liv allerede dengang. Men det var ikke at se paa hende, som hun sad sammenkrøben og varmede sig ved Skibsskorstenen og stirrede indover, henført og drømmende. Ukuelig var hun – og blev ved at være det til sin høje Alderdom; ingen Skuffelse bed paa hende. Hun kunde knuges ned for en Stund; men altid rettede hun sig igen og syntes da rankere end før. Ofte har jeg haft det Indtryk, at Skuffelserne blot styrkede hendes Lyssyn; og i saadanne Stunder har jeg altid haft Trang til at være hende saa nær som mulig og faa Del i hendes Overskud.

Ogsaa nu trykkede jeg mig ind til hende og lod mig bære med paa hendes lyse Fart ind over vor ny Verden. Jeg saa lige saa meget lovende derinde som hun, forbandt det blot ikke med de enkelte Ting. Mor kunde se, at her var frugtbarere end andre Steder og ogsaa mildere, »saadanne Kæmpetrær voksede der ikke engang i Dyrehaven i min Barndom,« sa'e hun og pegede op over Kystklipperne. »Og vil du se, de har rigtige Morbærtrær derinde i Haverne! Dem kunde ikke engang Kammerraaden faa til at vokse – alt det han masede.«

Jeg kendte godt Kammerraadens, som Mor hade tjent hos i sin Ungdom. Alt stort og usædvanligt blev maalt med noget tilsvarende hos Kammerraadens; overgik det tilmed, saa var man ude i det helt vidunderlige. Jeg hang ved hendes lyse Blik og hendes lyse Stemme og fulgte hendes Pegen. Og lyst var der derinde over det ny Land. Enkelthederne kunde jeg ikke faa fat i, kunde slet ikke magte den aabne Horisont. Alt derinde laa i en Lystaage, som det gjorde ondt i Øjnene at stirre ud i. Men fuld af Forjættelse var den for mig ogsaa. – –

Efter næsten et Døgns Sejlads var vi fremme. Ankomsten til Neksø, hvor vi skulde bo, staar lyslevende for mig. En rund Mole skød sig krumt ud om os, den lignede Halvdelen af en Pølse, der er flækket paa langs. Paa dens Runding løb en Mand og fægtede med Armene; Styrmanden hev en Trosse med en Løkke i over efter ham, som vilde han fange ham med Lasso. Saa kom selve Havnen til den anden Side med Kullagre og Pakhuse; Solen skinnede, og der stod mange Mennesker og gloede. Nogle af dem raabte op til os paa et uforstaaeligt Sprog og tumlede med Løbebroer. En Dreng laa paa Maven paa en Fortøjningspæl og snurrede rundt; hvergang hans Ansigt vendte mod Skibet, rakte han Tunge ad mig. Saa satte jeg den knyttede Næve forjættende op mod Øjet; men Georg slog til Haanden og sa'e: »Lad vær med det, han er jo meget større end dig! Ham skal jeg nok klare.« Nu vi var ved Vejs Ende, var han helt den gamle igen.

Mor græd, da vi betraadte den nye Jord; hun stod og vendte Ryggen til alting og pudsede Næse, mens Folk gloede paa os og snakkede indbyrdes. En Mand kom hen og gav Far Haanden; han var dødbleg og hade tyndt sort Fuldskæg. Med ham fulgtes vi op i Byen. Han talte sagte, næsten hviskende, saa man var nødt til at lytte efter, hvad han sagde. Undervejs spurgte han Far, om han hade fundet Jesus. Spørgsmaalet fangede mig; det var saa forskelligt fra alle andre Spørgsmaal, jeg hade opfanget – og Manden lignede tilmed selv Jesus, som jeg kendte ham fra Billederne i Skolen.

Manden var jo Snedker og Fars Skolekammerat, det vidste jeg godt; det var ham, der hade faaet os herover og set efter Lejlighed til os. Men hans Spørgsmaal gjorde mig bange; det varede længe, inden jeg vænnede mig til at se paa ham som et almindeligt Menneske.