[157]|Min ven Maleren
NEn Improvisation

159| Vi var meget gode Venner, saa gode, at vi sae Du til og laante Penge af hinanden; men vore Anskuelser var meget forskellige. »Du er jo bare et Kollektiv«, kunde han spottende sige – »et Hordemenneske slet og ret. Men jeg er noget helt for mig selv – en Ener! Et Menneske som jeg har aldrig eksisteret paa Jorden før og vil heller aldrig komme igen. Jeg maa gaa mine egne Veje!«

Og saa gik han den Vej, saa mange Hundrede Malere er gaaet før ham, malte NAkter tidlig og silde, som var der ikke andet til i Verden end nøgne Kvindekroppe, sled med Kvindelegemet for at gøre det til en lysende Sol, til Livets Kilde. »Det er jo altings Ophav,« sae han haardnakket. »Al Glans udgaar fra Kvinden.«

Men glad og tilfreds var han ikke, bestandig kom han og beklagede sig over, at hans Arbejde lignede alle de andres, hvordan han saa bar sig ad.

»Jeg er dog en Ener,« sae han, »saa jeg forstaar det ikke. Men jeg maa jo være impotent, eller hvad der nu er i Vejen med mig. For Kvindens Legeme skulde jo være Potensen af alt det skabte; men jeg tilstaar ærligt, at alle disse Venusser og NSusanner, 160| før og efter og midt i det hele, skrupkeder mig. Den menneskelige Hud er nu ikke lige appetitvækkende til enhver Tid, hverken i vaad eller tør Tilstand.«

»Og Linjerne?« indskød jeg, maaske en lille Smule spottende.

»Aa ved du, dette her med Frodighed og Sving i Hofterne og den Slags – i en Tid, hvor der er altfor mange Mennesker, saa man maa slagte væk af dem! Det er kanske derfor, Kvindeskikkelsen ikke dufter og gløder mere.«

»Saa mal den som en Organisme, der frembringer Slagtekvæg, for Pokker!«

»Naa ved du nu hva – det drejer sig dog om Mennesker!«

»Du har det altsaa dog en lille Kende med »Sjæl« – trods alt!«

»Jeg er Maler og holder mig til Tingenes Overflade-Virkning,« svarede han ærgerlig. »Søger jeg noget, er det Skønheden ved Tingene.«

»Og hvad er saa skønt? – i dine Øjne mener jeg naturligvis.«

»Det er det maleriske, min Far. Gaa du bare hjem og læg dig med din Seen Tingene indefra og alt dette her; der er sku ikke andet end Overflade!«

En Dag kom han og var i rigtig skidt Humør. »Se saa, nu kan det være nok med alt det forløjede,« sae han. »Jeg gier dig fuldstændig Ret, en Kvindes Bryster skal man kysse og ikke male. Og Hjærtet som banker bagved lar sig jo af gode Grunde ikke indfange paa Lærredet.«

»Forsøg det alligevel,« foreslog jeg.

161| »Nej, jeg maa som Maler holde mig til Legemet og gøre Revolutionen dér. Men fra nu af vil jeg sige Sandheden.«

Og han gav sig til at male Kvindelegemet graat og raat, som det virker paa den mætte. For at undgaa al Forskønnelse drejede han Penslen om og malede med Skaftet.

Men glad ved sig og sin Kunst var han stadig ikke. »Det der ligger for interesserer mig ikke, og hvad jeg søger lar sig ikke indfange med Pensel og Farve. Saa har du det morsommere, som kan beskæftige dig med det, der ligger bagved!«

Han gav sig til at eksperimentere for at komme bagved det ydre, rejste sine kvindelige Modeller over Ende og gav dem Tøj paa. Til at begynde med lignede hans Skikkelser Dukker, men efterhaanden blev det til repræsentative Mennesketyper, der lod sig indramme og hænge op paa Vægge, ja paa Musæer. Kritiken roste ham, men tilfreds var han ikke. »Spidsborgere«, sae han om sine Portrætter og lo ynkeligt – »Kræmmere uden Sjæl. Enten har vor Tids Menneske ingen Sjæl, eller vi Malere formaar ikke at indfange den.«

»Vor Tids Menneske er en Partisan, der slaas barfodet og gaar klædt i Pjalter. Men I Malere kender kun nøgne Kvinder og velklædte Mænd, der aldrig vilde falde paa at sprænge Rammerne.«

Han løftede Hodet, lyttende; saa sprang han op og huggede Næven i Bordet: »Sprænge Rammerne, ja Død og Salte – det er lige Ordet!« raabte han, og gik saa hjem og malede sit Selvportræt. Han an162|bragte sig i den øverste Halvdel af Billedfladen og lod den underste Halvdel forsvinde i Taa­ge, koncentrerede alt Lys om Ansigtet og lod Hodet støde haardt mod den øvre Rammekant. »Nu er jeg Mennesket, der sprænger sine Rammer,« sae han stolt.

Lang Tid anbragte han sine Skikkelser saadan; alt i Billedet skulde foregaa paa den øverste Halvdel af Lærredet – for at symbolisere den menneskelige Opadstræben. Og Kritiken skrev for anden Gang om en Revolution inden for Malerkunsten. Den første Gang var, da han gav sig til at male med Skaftet.

Men selv var han mindre glad end nogensinde. »Farverne ækler mig, de har jo ikke noget paa Hjærte,« sae han desperat; – »der er ligesom ingen Mening i nogen Verdens Ting! Du aner ikke, hvor jeg misunder dig.«

»Du som staar i selve Skønhedens Sold! Jeg slaas jo bare for en Smule menneskelig Sandhed – lige nok til at belyse det næste Stykke Vej fremad.«

Han tog min Haand. »I den Kamp maa der vel være Plads for en Maler ogsaa,« sae han stille. »Nu kommer jeg til Jer!«.