Indledning
Mod Lyset

Tilblivelse

Efter godt 15 år med Aschehoug som sit faste danske forlag vendte Nexø i 1932 tilbage til Gyldendal og udgav her sine fire bind Erindringer (1932-39), som både blev en salgssucces og en kunstnerisk triumf for den aldrende Nexø. Imidlertid udkom hans næste novellesamling, Mod Lyset, ikke hos Gyldendal, men på det venstreradikale Mondes Forlag. Forlaget var stiftet i 1930 og blev, især efter 1934 hvor Børge Houmann overtog ledelsen, i praksis et kommunistisk forlag, og Houmann knyttede bl.a. Otto Gelsted, Kjeld Abell og Nexø til det (Houmann var i forvejen forretningsfører for både DKP’s dagblad Arbejderbladet og partiets forlag Arbejderforlaget). Men det er nu også tvivlsomt, om Gyldendal overhovedet ville have haft lyst til at udgive Mod Lyset, hvis forlaget havde fået buddet. Samlingen indeholdt, foruden optryk af tretten gamle fortællinger, kun fire nye, som havde det tilfælles, at de var politisk-allegoriske. Alle fire havde været trykt tidligere i forskellige sammenhænge i ind- og udland og var blevet til i perioden 193537. For nærmere detaljer, se afsnit V.12.

Foruden disse fire fortællinger indeholdt samlingen genoptryk af »Lønningsdag« med den ny undertitel »(En Fortids-Idyl)«, »Idioten«, »Ulven og Faarene« med den ny undertitel »(En Fabel)«, »Frihedens Fe!« (II), »Ravnene«, »Brodermorderen«, »Den evige Jøde«, »Guden for det tomme Ceremoniel«, »Murene«, »Afløsningens Time«, »De tomme Pladsers Passagerer«, »Guds Søn og Fandens Kælebarn!« med den ny undertitel »(Efter en gammel Legende)« samt »Konge for en Dag« med den ny undertitel »(Et Intermezzo)«.

»Min Ven Maleren« var, som undertitlen angav, »En Improvisation« og har en tilblivelseshistorie, der kan minde om »Den tragiske Jonglør«s derved, at den i allegorisk form skulle understrege Nexøs synspunkter under et bestemt møde:

Den 21.-25. juni 1935 deltog Nexø sammen med ca. 250 andre forfattere fra 38 forskellige lande – og godt 3.000 menige deltagere – i Den internationale Forfatterkongres til Forsvar for Kulturen i Paris; Nexø sad i kongressens præsidium sammen med bl.a. Heinrich Mann.

Den 22. juni talte Nexø om forfatterens rolle i samfundet og udtrykte i sin tale synspunkter, der lå adskillige streger til venstre for den brede, antifascistiske folkefrontsstrategi, som Komintern vedtog på sin 7. verdenskongres et par måneder senere. Talen blev ifølge samtidige kilder hilst med begejstring, skønt kun få i forsamlingen kan have været enige i dens indhold, der satte lighedstegn mellem anti-fascisme og socialisme. To dage senere, den 24. juni, improviserede Nexø så – u-annonceret – sin allegori om en maler, hvis synspunkter på enhver måde lå fjernt fra forfatterens, men som til sidst alligevel tilslutter sig den socialistiske bevægelse. Se nærmere herom i Børge Houmann: Martin Andersen Nexø og hans samtid, bind III, s. 129 ff.

Modtagelse

I modsætning til Erindringer, som var blevet stormende modtaget og omfattende anmeldt, omtalte kun få blade Mod Lyset. I Aalborg Amtstidende lovede Nexøs ven og biograf K.K. Nicolaisen den 24. december 1938 velvilligt læserne:

Vidste man ikke i Forvejen, hvor stor en Digter, hvor betydelig en Kunstner, hvor fremragende en Menneskeskildrer, Martin Andersen Nexø er, vilde man overbevises om det ved Læsningen af [Mod Lyset]. Er det end Agitatoren, der fortrinsvis har Ordet (...), saa er Digteren ogsaa til Stede og forlener Skildringen med en Menneskelighed, en Varme og Inderlighed, en Forstaaelse af menneskelige Kaar i godt og ondt, der ikke kan undlade at gøre Indtryk paa Læseren.

Særligt fremhæver Nicolaisen »De tomme Pladsers Passagerer«, »Brodermorderen«, »Frihedens Fe« (II) og »Mustafa« som vidnesbyrd om »Digterens Menneskeforstaaelse, hans dybe Medviden, der taler til vort Hjerte«.

Mere tempereret var Hans K.[irk] den 29. november 1938 i det kommunistiske Arbejderbladet:

Her er Lignelser (...), hvor Nexø satiriserer over Kapitalismen og det borgerlige Samfund, og der er rent realistiske Noveller, hvor efter min Mening Andersen Nexøs Evner rigest folder sig ud. (...) Den politiske Fabel har vel sin Berettigelse, men stærkest taler den klare, simple Oplevelse, naar den berettes af en Fortæller, der, som Martin Andersen Nexø, i sin Udvikling har været saa nær knyttet til Arbejderklassen, at dens Problemer er hans Problemer.

I Social-Demokraten mente Jul.[ius] B.[omholt] kort og generelt:

»Det er en Bog, der maa læses af hver ny Generation. Den indeholder Værdier, der altid vil være centrale i den danske og europæiske Arbejderdigtning« (Social-Demokraten, 14. december 1938).

Heri var Berlingske Aftenavis' anmelder K.E. ikke ganske enig. Indledningsvis præsenteredes forlaget således:

I en stort opsat anmeldelse i Politiken skrev Tom Kristensen:

Naar Martin Andersen Nexø udsender en Haandfuld Eventyr og Lignelser, (...) saa ved vi alle sammen, hvordan de skal udlægges. Der skal ikke mange Fortolkningskunster til for at forklare hans direkte og aktive Livsanskuelse. Det sørgelige er imidlertid, at vi kender mange af disse Lignelser fra hans tidligere Samlinger. (...) Han har skudt nogle Beretninger fra Spanien ud og erstattet dem med Eventyret (...) om Vagabonddrengen Mustafa, (...) og den Erstatning er man glad for. Drengen (...) fortjente min Sandten en hel Roman.

Men skønt der efter anmelderens mening var for få nye fortællinger, så »er der nogle imellem dem, som ikke kan læses og heller ikke anmeldes for tit.« »Guden for det tomme Ceremoniel« f.eks. »er saa sand og egentlig saa tragisk, at den burde have skaffet sin Forfatter en Dom paa Halsen for Majestætsfornærmelse. Det er republikansk Propaganda, der har faaet fast artistisk form.«

Også »Frihedens Fe« og »Murene« fremhæves.

Men navnlig var Kristensen begejstret for »De tomme Pladsers Passagerer«, som han uden forbehold jævnførte med H.C. Andersens »Skyggen«; fortællingen er:

Tom Kristensen fik i øvrigt ret i denne spådom, men nåede lige akkurat ikke selv at se det af Klaus Rödel udsendte privattryk af »De tomme Pladsers Passagerer«, illustreret af Birthe Kronkvist med fire barske zinkætsninger; det udkom et halvt år efter Kristensens død i sommeren 1974.