Mellem Husmænd
[159]| Dag for Dag har vi siddet, fra Morgen til Aften, paa de høje Toppe, som omgiver den smukke Bjærgby Loja, stirret langt ud i Rummet, hvor Ørne sejlede over fjærne Bjærge, og nydt den soltindrende Luft og Bjærgstilheden, der forsødedes ved Bjældernes dyssende Velklang og dybedes ud af det fjærne Kog fra Vandfaldene i »De to Helveder«. Tinderne har deres egen sprøde Klang naar Solen bryder Nattekulden, og langt nede i den fredfyldte Dal styrter nu og da et Tog sig som en hylende Djævel ind i Tunelens Mørke. Som en Nerves pludselige Dirren jager det gennem Stilheden, strejfer os just med en fjærn Anklage fordi vi intet udretter – og bliver borte i Solglansen. Og vi prøver at stable en Smule Racestolthed paa Benene i Anledning af dette Tog, som vore har opfundet, og at se ned paa dette Folk dernede, som intet har opfundet – ikke engang en Smule Indremission. Men blot vi staar over for en af Bjærgenes Hyrder, ramler det hele sammen. Vi elsker simpelt hen disse Mennesker og misunder dem, og vor eneste Ærgrelse er, at de ikke misunder os igen; vi er dem fuldstændig ligegyldige. Men de skjuler denne Ligegyldighed under en ubegrænset Forekommenhed, for vi er jo deres Gæster.
160| Og nu er vi saa paa Vej til Granada til Fods. Lige under os ligger den store Vega, seks Mil i Tværmaal, helt omringet af Bjærge, og i Slettens modsatte Rand ses Granada som en graa Plet op over Bjærgsiden. Vi følger Bjærgene i deres Bue og beholder Sletten paa højre Haand.
Der er Travlhed overalt, skønt Solen endnu ikke er oppe. Paa Bjærgenes Nordside gaar Mændene med lange Kæppe og slaar de sildige Oliven ned, mens Kvinder og Børn ligger og samler dem op. Paa Sydsiden vokser der Hvede under Oliventrærne, og krumbøjede Mænd er i Færd med at tynde den ud i Totter med et lille Skrabejærn. Ved de smaa Brug ligger hele Familien og arbejder i Jorden, men over de store Godsarealer gaar Arbejderne i lange Rækker, og efter dem følger en Opsynsmand støttet til en tyk Stok. Naar det passer os, forlader vi Bjærgvejene og følger Banelegemet, der bærer Vidne om stærk Færdsel. Det fører os gennem stumpede Tuneler og over en Afgrund, i hvis Bund Floden skummer; oppe for Enden af Dalen ser vi den brede sig ned over Klipperne som et sølvgraat udslagent Haar.
Rundt om vælder Vandet frem af Jorden, undertiden i Gylp saa store som en Bordplade; det er los nacimientos, Lojas berømte Væld. Nogle af dem gylper varmt Vand op, og talrige Almueskvinder staar ude i dem og vasker, nøgne til Hofterne. Og vi passerer andet Vand, der hentes langt borte fra over Bjærgene i lukkede Kanaler eller aabne, brede Løb. Som et fint forgrenet Aarenæt spredes det ud over Bjærgsiderne til hvert Frugttræ, samles atter og løber videre for at bredes ud som et Spejl over en udplaneret Kornmark, en anden dybere nede og en til – en hel Trappe af horisontale Spejlflader nedover. Men det slipper ikke endnu; dernede samles det overskydende Vand atter, driver en 161| Stampe og længere nede en Mølle, føres uden om Bjærget til en dybere Dal og begynder forfra igen. Og overalt, hvor Vandet rinder, skyder der Rigdom frem af Jorden. Den gaar i de store Godsbesidderes Lomme derinde i Byerne, og Menneskene her er lige fattige.
Næsten al Jorden er i Hænderne paa Folk, som lever deres Liv i Madrids, Sevillas eller Granadas Paladser og ofte slet ikke aner, hvor deres Ejendom er beliggende eller hvordan den ser ud. Jorden drives stundom i stor Stil ved Hjælp af Godsforvaltere og Daglejere, hyppigst er den udstykket i Gaarde og Huse, der fæstes bort for en Aarrække ad Gangen. De fleste af disse Fæstere har aldrig set Ejeren men kun hans Opkræver; det paastaaes, at den andalusiske Godsbesidder tager oftere til Paris end ud til sine Ejendomme.
Høje Fæsteafgifter i Forening med Bytolden, som tvinger Produktionsprisen nedad, og trykkende Skatter gør, at Jordbrugerne trods megen Flid sjælden hæver sig ud af de Fattiges Lag. Fattigere er dog de jordløse Arbejdere, der dyrker Godsets Marker. De bor i usle faldefærdige Landsbyer paa 10‑30000 Indbyggere, kun adskilte fra Hungersnøden ved én Dags Fortjeneste. Godsforvalteren kommer hver Morgen ind paa Landsbyens Torv, dèr stiller de sig op, der trænger til Arbejde, og han gør sit Valg for Dagen. Daglønnen er 50 Øre til 1 Krone og en gaspacho: en Læskedrik bestaaende af Vand, Eddike, Olie, Salt og Peber, rørt koldt sammen. Den uddeles Kl. 12 og udgør sammen med det medbragte Brød hele Middagsmaden. Før Arbejderen gik til Markedet, havde han sat en Ret Bønnesuppe til Livs, og om Aftenen naar han kommer hjem, faar han atter Bønnesuppe. – –
En stenet Vej skærer sig under Banelinien, egenlig et udtørret Flodleje. Idet vi passerer Broen, farer en stor Hund 162| ud af den mørke Tunel foran os, og derinde staar nogle høje skumle Mænd om et Baal. Røvere! jager det igennem mig, og vi drejer af og vil stige ned i Flodsengen for at undgaa dem. Men de spærrer ivrigt protesterende Nedgangen for os og tvinger os med ind i Tunelen. Det er Jægere, der er i Færd med at riste en Hare og holde Frokost; de søger Harens Hjærte ud, skærer det i Stykker og byder os det paa Spidsen af en stor andalusisk Mavesprætterkniv; vi spiser og bliver virkelig modigere deraf. Saa drikker vi af Halsen paa deres fælles Vindunk og faar Lov at gaa, med mange elskværdige Ønsker fra deres Side. De er helt oprømte, fordi de har kunnet give os Del i deres Maaltid, og tilbyder at følge os gennem den mørke Tunel.
Saa er vi igen paa Stien, der løber op og ned mellem Skrænten og de vidtstrakte Olivenskove, eller paa en kalkstøvet Vej, hvor tohjulede Oksekærrer slingrer af Sted, overspændte med en Tøndehvælving af Lærred. Okserne passer selv Vejen, og inde paa Vognens Bund, der næsten slæber langs Jorden, ligger Kusken paa Maven og synger Kærlighedssange. Ved hvert Vinhus stanser Okserne af sig selv, Kusken kravler forundret frem, ser spørgende paa Dyrene og Omverdenen og gaar saa ind og faar sig et Glas til fem Øre.
Vi har sat os paa Vejkanten uden for en Rønne for at hvile. En gammel Kone kommer straks efter rokkende ud med et Par Stole til os. Men da den unge Kone kommer og ser det, skænder hun: det ligner ikke noget at byde Folk til Sæde paa den bare Vej! vi maa indenfor. Huset har kun ét Rum; i den ene Halvdel er der aaben Arne og Dagligstue, i den anden Sovested og Stald til en Ged og et Æsel. Mens vi taler med den unge Kone, stirrer den gamle ufravendt paa os og bevæger Læberne.
163| »I kommer langvejs fra?« udbryder hun endelig.
»Aa ja, ikke saa helt kort.«
»Saa har I vel set Havet – kanske ogsaa foret paa det? Det er vel en besynderlig Ting det Hav? Er det sandt, at det gaar rundt om hele Jorden og kan rejse sig lige som en gal Tyr og stange Skibene ned? Pedro Æseldriver har været oppe paa Toppen af Sierra Nevada og set Havet, men han lyver. Han siger, at det er flydende Guld, og at Solen kommer lige op af det. Men jeg siger: det er Løgn, lille Pedrico, for Guld er haardt, og Havet er Vand al den Stund én kan bade sig i det og drukne. Og saa maatte Solen jo da slukkes.«
Hun har haft en Datter, som er druknet i Havet, erfarer vi, oppe ved Nordspaniens Kyst. Derfor beskæftiger Havet hende saa meget. Men der er ingen her i Bjærgene, der kan fortælle hende hvordan det er, andre end Pedro Mulæseldriver, som har set det fra Sierra Nevadas Top – og han lyver. Men vi har jo sejlet paa det, og badet i det oven i Købet, lige som hendes Datter dengang hun druknede – og hvorfor skulde vi vel lyve. Hun indsuger hvert Ord og gør Bevægelserne efter, da jeg fortæller hende om Svømning; og pludselig udbryder hun stærkt: »Ja, hvem der dog kunde se det og kanske stikke sin Haand i det – for det kunde da aldrig skade èn? Sommetider naar det er Uvejr og jeg ikke kan sove, ser jeg op paa Tordenskyerne og tænker: saadan er vist Havet ogsaa – og saa græder jeg for min Datter, som har det saa ondt. Men naar saa Himlen er rolig og blaa igen, tænker jeg, at saadan maa Havet ogsaa være, og bliver glad, saa glad ved Tanken.« Hun nikker fortrøstningsfuldt hen for sig, og vi giver os igen paa Vej.
Som alle Rejsende har vi vor lille Pashistorie. Under almindelige Forhold er et Pas en meningsløs Genstand, det 164| koster Penge og det svækker Spændingen ved at rejse, idet det tilintetgør enhver Mulighed for at opleve noget æventyrligt – alle kedelige Politiaander vaager over èn. Jeg lod da Pas være Pas, dengang vi rejste, og stak i Stedet to Koppeattester i Lommen, som vi alligevel havde liggende fra vi var smaa. Det har dog sin Interesse at se, hvad saadan en Lap Papir virkelig er værd naar det gælder, og jeg maa indrømme, at Attesterne bestod Prøven. Skønt der har været Kopper de fleste af de Steder vi har opholdt os i Andalusien, er vi gaaet fuldstændig fri.
Men nu skulde vi altsaa gaa til Fods, og saa var et Pas uomgængelig nødvendigt, det sagde alle os, Konsulen i en af Havnebyerne ogsaa. Men et Pas turde han ikke udstede. Jeg skrev saa hjem til en Ven, og han gik til Paskontoret og fik det vise Svar, at jeg selv maatte komme hjem og fremstille mig for den høje Øvrighed.
Men naar alt kommer til alt er Øvrigheden ret overflødig – som alt hvad der er af Gud. Jeg gik om Bord til en dansk Kaptejn, der laa i Cadiz' Havn, og laante et russisk Udklareringsbevis af ham. Paa det staar der, at jeg er et Barkskib, laster 530 Tons, hedder »Marianne« og gaar ballastet fra Riga til San Fernando efter Salt. Hvergang vi møder en Gendarm, knapper jeg paa lang Afstand Trøjen op, og da de ikke selv gør Mine til at forlange vore Papirer, paanøder jeg dem Udklareringsbeviset. Saa bevæger de Læberne, som om de læste de russiske Kragetær, og rækker os Papiret tilbage med et beskyttende Nik; og vi morer os godt længe efter.
Det er blevet hen paa Eftermiddagen. Vi kan vel have gaaet Halvvejen og søger fra Bjærgene ned til Vegaens Rand for at tage med Toget Resten af Vejen til Granada. 165| Paa Stationen møder vi en Bekendt fra Sevilla, Don Louis, en af det Revolutionære Partis Ledere i Sydspanien. Den smukke, men altfor soignerede Mand, der straaler af Guld og Diamanter og Velplejethed, skal ind til Bjærgenes Fattige og agitere for Samfundsomvæltningen; og han foreslaar os at tage med op til Landsbyen X, hvor der skal dannes en Aflægger af Føderationen.
Der holder en tohjulet Kærre ved Stationen for at hente ham, og vi gumper op i Bjærgene igen, trukne af et anatomisk Skelet, som Kusken paastaar er et Muldyr. Lidt efter bekræfter Dyret selv dette ved at faa Kuller; midt paa en stejl Skraaning stanser det pludselig, gaar baglæns og forsøger at styrte os ud over Afgrunden. Vi redder os og Dyret ved at kaste os af Vognen og holde igen i Hjulene. Det lader til, at Bjærgboerne er vant til den Slags Afbrydelser, for Øjeblikket efter sidder Kusken og hans Ledsager igen paa Forsmækken og beder os stige op.
Lidt neden for Landsbyen tager to Husmænd imod os. Det er udpræget andalusiske Bjærgbønder, magre og glatragede, iført bredskygget Hat, Skærf og Rebsko, letfodede. Den ældre hedder Pedro R. og er Formand for Jordarbejdernes stedlige Organisation; han er 55 Aar, høj og kraftig og har et stort Ansigt med uforstyrrelig rolige Træk – han ligner en Vestjyde. Den anden, Alfonso M., er Leder af de Revolutionæres Agitationsudvalg. Han er 26 Aar og spinkel, springer mere end han gaar, og har et barnligt Øboansigt med sværmeriske Øjne. Lidt indfaldent ved Tindinger og Kindben tyder paa Fanatisme, og Don Louis hvisker til mig, at han er fanatisk Anarkist.
Der er en tredje ogsaa, en smilende Olding, hvis Krop Slid eller Nød har krøget, saa den fra Hofterne bøjer sig vandret frem over Jorden. Ogsaa han er imidlertid let til 166| Bens og følger os hele Eftermiddagen om i Bjærgene, idet han smilende gentager alt hvad der bliver sagt – som et stort Barn. Han gaar i Barndom, men de andre to viser ham meget Hensyn. Ved vor Ankomst kigger han ned i Vognbunden og ser spørgende rundt paa os. »Og Mauserne?« siger han.
Don Louis ler: »Ved du, at det i Dag er 30 Aar siden, I erklærede Republiken, Josè?«
Oldingen nikker hen for sig: »Skulde jeg kanske glemme det, naar jeg selv var en af Hovedmændene her i Bjærgene.«
»Ja,« siger Alfonso, Anarkisten, leende og gør et Hop, »– og nær var blevet en af de hovedløse ogsaa. De havde ham stillet op mod Fjældvæggen derhenne sammen med en Del andre, som ogsaa skulde skydes, men han slap fra dem ved et Uheld.«
»Ja jeg gjorde saamænd – og sprang i Bjærgene Aar og Dag uden at sove under Tag, lige til Amnestien kom. Det har sat sig her!« Han lægger Haanden op paa sin Lænd.
»Naa, og forberedte I saa Affæren ved at køre rundt med en Vognfuld Mauser‑Geværer ved højlys Dag?« spørger Don Louis plirende.
»Naturligvis gjorde vi ikke det; vi var da ikke dumme heller,« svarer den Gamle stødt.
»Men det er vi heller ikke – altsaa Taalmodighed!«
»Ja vist saa, Don Louis, Taalmodighed – blot man ikke var de firs. Men en skønne Dag saa –«. Han bevæger Hænderne som var de et Legeme, der slog Kolbøtter ned ad Bjærget og endte paa Kirkegaarden dybt nede.
Disse Husmænd bærer Jordens Udtryk som vore egne – dens Ro, dens Soliditet. Men ikke dens Tynge, den klæber dem ikke i Fodsaalerne. Som de gaar der og drøfter Tilstanden med Akademikeren Don Louis, bestaar der kun en 167| rent ydre Forskel; de er lige saa fri, taler samme rene billedrige Sprog, uden Dialekt og uden at famle efter Udtryk.
Og os – de Fremmede – omgiver de fra første Øjeblik med en Velvilje, en forfinet Hensyntagen, som skulde forudsætte mange Slægtled af nedarvet Adel. De leder Samtalen ind paa vore Enemærker for at vi ikke skal kede os, plukker Blomster til min Hustru, udsøger Vejens bedste Steder for os. De paastaar, at vi bestemt maa trænge til noget, inden vi naar op til Byen, og at en af dem skal løbe i Forvejen og hente det; vi veksler indbyrdes et Par Ord om, hvor smukt et blomstrende Mandeltræ oppe paa Klipperne staar til den blaa Himmel, og Alfonso klatrer derop og henter en Gren til os.
Landsbyen X hænger midt paa Sydsiden af Bjærget. Den bestaar af Hytter, der synes klinede til Bjærgsiden, og har 25000 Indb., 5 Præster og ingen Skolelærer. Som de fleste større andalusiske Landsbyer har den elektriske Lys, der frembringes ved Vandkraft. Dette Fremskridt er et Barn af det altfor store Bagstræb, idet en Pot Petroleum som Følge af Spaniens uhyre Told paa alle Nødvendighedsartikler koster en Frank – 4 Gange saa meget som hjemme. Men Elektriciteten er ikke naaet fra Gaden ind i Hjemmene. Dèr sidder man fremdeles og famler ved Skæret af en Olievæge, der møjsommeligt antændes med Fyrstaal og Tønder – fordi Staten skal have 5 Mill. Frank ind aarlig alene i Afgift af Tændstikker. Ganske ejendommeligt virker det at se et Menneske staa et helt Kvarter og hamre Fyrstaalet mod Flintestenen for at faa Ild til sin Cigaret – lige under den selvtændende Glødelampe.
Der er ingen Borgerstand i denne By, som dog i Folketal kommer paa Siden af vore større Provinsbyer; hele Befolk168|ningen lever af Jorden, det store Flertal som Daglejere. Men i Landsbyen findes en Stand, man ikke ellers træffer i Andalusien – jordejende Husmænd. Tre af dem har vi gjort Bekendtskab med, og oppe ved Byen venter flere os og følger os hen til Kroen, hvor der er dækket til os: Svinekød i Tomat, Spejlæg med Spegepølse til.
Mens vi spiser, underholder Husmændene os. En af dem fortæller, hvordan det gik ham, før han fik sit eget: Han arbejdede for en større Fæstebonde nede paa Vegaen og fik 50 Øre om Dagen, med dem skulde han forsørge Kone og seks Børn. Efter Fyraften gik han hver Aften de halvanden Mil ind til Granada og tiggede paa et Hjørne af Strøget til Midnat; derved tjente han andre 50 Øre, og det slog nogenlunde til til Familiens Underhold. Men Søvn blev der ikke meget af, og de tre Mils Gang hver Nat satte sig i Benene. Og en Aften var hans Plads optaget af en anden Tigger, der havde et Dækken viklet om Hovedet for Kulden. Han blev saa rasende, at han fòr løs paa Manden og rev Dækkenet af ham; og saa var det hans egen Husbond, der havde hørt om de 50 Øre og nu vilde tage dem fra ham. Han gik ikke derhen mere for ikke at gaa sin Husbond i Vejen, men sin Afsked fik han alligevel.
»Det er den Slags Ting, der gør Folk til Revolutionære«, siger Don Louis hæftigt og slaar ud med sin hvide, ringprydede Haand. »Jeg var i Madrid forrige Uge, hvilken Rigdom dèr er ophobet paa enkelte Hænder, og til Gengæld hvilken grænseløs Armod hos de mange! Samfundet maa briste under al den himmelraabende Uret – vi har snart Revolutionen«. Han ser overbevisende fra den ene til den anden, og de nikker tillidsfulde og dystre – den maa snart komme! Saa gaar der et lyst Erindringssmil over hans Ansigt. »Det var mig en dyr Tur«, siger han og ser sig om 169| med barnagtig Vigtighed, »den kostede mig over 5000 Frank – blot paa en Uge, og jeg var ikke i Seng nogen Nat. Jeg kan mærke det endnu«. Og han gaber overstadigt som en pralende Konfirmand.
»5000 Frank!« gentager de beundrende mellem sig, medens han bøjer Hovedet med et beskedent Smil. »Saa mange Penge har jeg aldrig set paa én Gang!« siger én, og de ler og ryster paa Hovedet ad en saadan Ødselhed.
Maaltidet er forbi. Don Louis skænker et Glas Vin og rækker en af Mændene det sammen med en Skive Spegepølse; Manden drikker lidt af Glasset, det skænkes fuldt igen og gaar til den næste med en ny Skive Pølse. Ogsaa han nipper lidt, der skænkes atter i o.s.v. Omgangen rundt, til det kommer tilbage til Don Louis, der tømmer denne Kalk uden at blinke. Jeg skyder Hjærtet op i Livet og gør lige som han. Men da Glasset kommer tilbage med sit mindre lystelige Indhold, lader den sidste det i udsøgt Galanteri gaa ikke til mig men til min Hustru. Hun sender mig et bønligt Blik, men hele Turens Udbytte afhænger af, om hun er Stillingen voksen i dette Øjeblik, og jeg ser ubønhørlig ud. Saa tømmer hun Bægeret og gør sig et Ærinde udenfor.
Intet kan være mere berettiget end den Stolthed, hvormed Husmændene førte os ind i Bjærgene og viste os, hvad de havde udrettet. For tyve Aar siden solgte en Godsejers Arvinger de nøgne Bjærgsider her og beholdt blot den frodige Vega nede i Lavningerne. Kommunen købte Klipperne og udstykkede dem i smaa Arealer, som overlodes Landsbyens Fattige mod et ringe aarligt Afdrag. Mange meldte sig, fordi de vilde føle den sjældne Glæde at være Jordejere, og gik fra igen. Men nogle Hundrede tog det mere alvorligt og gav sig til at slide i Fjældsiderne. Overalt hvor der 170| havde dannet sig lidt Muld plantede de; de sprængte Klippens Overflade, knuste den med Hammere og blandede den med de Antydninger af Jord, som Mos og Smaakravl i Tidernes Løb havde aflejret. Eller de opsamlede ved Hjælp af Dæmninger det forvitrede Stof, Regnvandet fører ned fra de stejle Klipper, og blandede det med Muld hentet langt borte paa Æselryg. Nu svæver her Mark ved Mark 5000 Fod oppe over Havet, indrammet af skarpe, blaarøde Klipper; halvvoksne Figen‑, Oliven‑ og Mandeltrær spætter Bjærget med Grønt og Blomster og synes mange Steder at suge sig Næring af selve Klippen.
»Saa meget koster det endnu at blive besiddende Husmand i Spanien«, siger Don Louis. »Men naar vort Parti nu sejrer, bliver det anderledes, saa indfører vi en Lov som gør alle dem, der arbejder med Jorden, til dens virkelige Ejere. Sandelig, i Øjeblikket har mine Fæstere det langt bedre end I«.
Det fremgaar, at han har arvet en stor Landejendom nede ved Murcia efter sin Fader, og at Fæsterne nu ved Ejerskiftet skal betale større Afgift, da den gamle var altfor lav. Dette Forhold synes imidlertid ikke at gøre noget Skaar i Styrken af hans Teorier eller overhovedet at berøre dem, saa lidt som Tillidsforholdet mellem ham og de andre anfægtes deraf. De er Andalusere.
En tydelig Forskel er der dog paa disse Husmænd og Landsbyens øvrige Beboere, der tror om dem at de har Bøsser gemt inde i Bjærghulerne. De er det bevidst revolutionære Element og søger sammen. Den Fortrolighed hvormed de omgikkes indbyrdes og de lange kolde Blikke, de øvrige Beboere sendte efter dem naar de i Klynge gik ned ad Gaden, tydede paa, at de var en egen Kaste inden for det lille Samfund, at man dels misundte dem, dels holdt sig til171|bage fra dem for ikke at blive rodet op i noget. Tilmed har de saa dannet en Aftenskole, hvor deres Børn og unge kan lære at læse og skrive, mens de andre maa nøjes med Præsternes mundtlige Religionsundervisning; de fleste af de ældre har ogsaa lært sig selv at læse, og de har en Avisklub, som holder anarkistiske og socialistiske Blade. Saa har de mere eller mindre sagt sig løs fra Kirken, og enkelte af dem som Alfonso M. ligger i aaben Krig med den. Dette fredelige Menneske bliver rasende, blot han tænker paa en Præst; al den Uret Præsterne har øvet ved at holde det spanske Folk nede, synes at have bundfældet sig i ham til et Had saa stærkt, at det gør ham konsekvent. Han siger ikke den almindelige spanske Hilsen: Gaa med Gud! men Sundhed! og naar han møder Sakramentet, blotter han ikke Hovedet men tager hellere sin Straf.
Da vi passerer forbi et Trækors, Præsterne har rejst paa en fremspringende Klippe over Landsbyen, sparker han det omkuld. Don Louis opmuntrer ham med Bifald, men den ældre besindige Pedro, Formanden for Jordarbejdernes Organisation, rejser atter Korset og sætter ham alvorligt i Rette. »Husk paa, du er peget ud«, siger han, »ved den mindste Urolighed kan du komme til at stirre ind i en Gendarms Bøsseløb. – Og vi kan daarlig undvære dig«, tilføjer han stille.
Alfonso gør et kaadt Spring. Han har røde Pletter i Tindingerne. Men pludselig bliver han stille. »Tilgiv mig, men jeg kan jo ikke selv gøre ved det«, siger han nedslaaet og omfavner Pedro.
Hvor er de naive, disse Mennesker, tankeløse og uerfarne. De regner – maaske ikke helt med Urette – paa at kunne rejse 50,000 Mand i Provinsen Granada; men de mener at 2000 Geværer er nok til at erobre Provinsen med. Der samles 172| flittig ind til Anskaffelsen af disse Vaaben, og Don Louis fortæller med hemmelighedsfuld Mine, at han allerede har anskaffet 500 Mausere, som findes gemt i en gammel Rønne i Granada. Den Dag det skal gaa løs, indbyder han alle Granadas Garnisonsofficerer til Aften hos sig, laaser Dørene paa det aftalte Klokkeslet og siger: »Mine Herrer, Landet er i de Revolutionæres Hænder, De er mine Fanger!« Husmændene lytter til ham med tindrende Øjne; de gennemskuer ikke hans Fraser, og maaske gør han det ikke engang selv. Og mig, som de ser for første Gang, viser de de vidtstrakte Bjærghuler bag Landsbyen, som rummer deres Vaaben og skal være deres Tilflugtssted, hvis det slaar fejl.
De tager denne Mulighed saa let i deres Mund som var det hele en Spas; men det er ramme Alvor. Spanien er ikke ukendt med Revolutioner, intet andet evropæisk Land kan opvise blot tilnærmelsesvis saa mange. Nationen er vokset op med denne Løsning for Øje, og det stemmer med dens Temperament at foretrække den pludselige Omvæltning for den langsomme Udvikling som den slet ikke kan fastholde. Navnlig Andaluseren mangler det sammenhængende Udsyn, som giver passiv Udholdenhed; han fatter ikke Nytten af at agitere og stemme og haabe paa den fjærne Dag, da hans Parti kan blive Flertal i Regeringen. Han føler blot det fortvivlede i den nuværende Tilstand og vil have en Ende paa det hurtigst muligt – Revolutionstrangen er ham i Blodet som en bestandig Feber. Der er hver Dag Tumulter saa ét Sted saa et andet, et Par Mand skydes ned, maaske ogsaa nogle Kvinder og Børn, en Gendarm saares eller dræbes. Man kan bo i samme By og ikke ane det før næste Morgen man læser Hovedstadsbladenes Telegramer, saa dagligdags er det. At det ikke blusser op over det hele paa én Gang, skyldes blot manglende Organisation.
173| Men det er sket før og kan ske igen, at Organisationen rækker til en almindelig Rejsning; saa mangler blot alt det, der skal give Revolutionen et heldigt Udfald: Midler, Vaaben, paalidelige Anførere. Don Louis og de andre – mest velstillede Levemænd der har trængt til noget at lege med – melder sig fra, naar det kniber; de mest praktiske blandt dem lader sig købe af Regeringen. Og Folket kan lade sig skyde ned som Faar, med den vidunderlige Dødsforagt der er Spaniere egen. De overlevende vil pønse paa en ny Revolution, men uden at være blevet klogere af Erfaringen. Saadan er det hidtil gaaet, og saadan vil det vel gaa igen. –
Hver Husmand har paataget sig at bringe en Landarbejder med, og om Aftenen samles 2‑300 Mand i Arbejderbygningen – et stort nøgent Rum, paa hvis Loft Aftenskolen holdes. Alfonso M. lægger for med en kort, men kraftig Tale om Ulven (Kapitalen) der har faaet et Ben i Halsen, og Storken (Arbejdet) der trækker det ud for den. Ulvens Svar til Storken, da denne vil have sin Betaling: Havde jeg ikke dit Hoved mellem mine Tænder? Og jeg bed ikke til – altsaa kan du takke mig for dit Liv! virker som Tændstof i Forsamlingen. »Sikken en Røver! han skulde rigtignok halshugges!« udbryder de om Ulven og mumler fra Mand til Mand; de hjælper Taleren med Udlægningen, giver kraftige Stikord, snakker ivrigt med hele Tiden.
Saa springer en 17‑aarig Handelslærling op. For et Aar siden blev han fanget nede i Jerez som Oprørsstifter, mishandlet af Gendarmerne og sat i Fængsel i Rio Frio, hvor han sad flere Maaneder; nu er han paa Færde igen. Han angriber Præsterne, der er grisede, dovne, uvidende, kulturfjendske – og beviser i smældende Sætninger, at alle store Mænd har været Hedninger. Han har Barnets bløde, uudviklede Træk og Former, hans Ansigt straaler af barnlig 174| Glæde, da de tilklapper ham deres stormende Bifald. Han synes at have faaet den svulmende spanske Veltalenhed i Vuggegave, alle Sprogets mest oprørske Fraser glider dette Barn let over Tungen; man har en Fornemmelse af, at han er et Medium og ikke selv aner hvad han siger.
Don Louis lægger ud med et Angreb paa Staten. »Kapital, Kirke, Stat – en nydelig Treenighed!« raaber Alfonso og rækker tre Fingre i Vejret. Udenfor paa Gaden summer det forsamlede Menneskemylder, som tror det allerede skal gaa løs i Aften; henne paa et Gadehjørne blinker nogle Gendarmuniformer i Maanelyset. I det lavloftede Rum, hvor Mændene staar tæt pakkede og hviler mod hinandens Skuldre, vælter Røgen i tætte Skyer; alle ryger, selv Taleren der af og til stanser i et hæftigt Angreb for at holde sin Cigaret vedlige. Nu og da bliver en stor Vanddunk rakt ind og gaar fra Mund til Mund; hidsige Udraab krydser Luften hvert Øjeblik.
I Danmark kender vi ikke meget til Tale‑ og Trykkefrihed ud over Navnet; de to Ting har man i al Fald i Spanien. Hvad vilde man hjemme, hvor de republikanske Ideers Anvendelse paa Regeringsformen ikke engang drøftes af de fremmeligste Politikere, sige om en Forsamling – oven i Købet af Husmænd – der efter en ubunden Kritik af det bestaaende vedtog »ved alle Midler« at styrte Dynastiet og indføre Republiken?
Da Ligaen skal dannes, forefalder en for en Nordevropæer ret ejendommelig Scene. Alfonso M. beder dem, der ikke selv kan skrive deres Navn, om at raabe det op, og fra alle Sider melder de sig, gamle Mænd og helt unge Knøse, Fattige og andre, der synes at have deres nogenlunde paa det tørre. Af en Liste med 123 Underskrifter tæller jeg bagefter 57, hvis Ophavsmænd ikke selv har kunnet skrive 175| under, og blandt dem enkelte af de mest radikale. Den radikale Tankegang er ikke noget, der møjsommeligt skal indpodes disse Mennesker gennem et træls Arbejde i Literatur og Blade; de har den som Instinkt.
Ogsaa morsomme Scener forefalder. »Skal du ikke skrive under, Antonio Lopez?« raabes der til en gammel Mand. »Jeg kan jo ikke se at sigte længer – og heller ikke springe i Bjærgene paa Jagt efter Gendarmerne,« svarer han nedslaaet. – »Men du kan blive hjemme og forsvare vore Koner og Børn!« – »Det kan jeg!« svarer han knejsende og skriver under. Nogle har forstukket sig i Krogene, da de skulde staa inde med deres Underskrift; de hales spøgende frem for Forsamlingen og forestilles som Revolutionens Avantgarde.
Stedets Kvinder har ikke overværet Mødet, men ved dets Slutning kommer en Deputation af Husmandskoner for at hilse paa min Hustru og bede os udvælge, hvad vi ønsker i Landsbyen og tage det med os. Disse jævne Koner følte sig i Øjeblikket som Repræsentanter for hele Nationen; de haabede, at ingen havde fortrædiget os paa vor Rejse, at vi maatte komme hjem med et godt Indtryk af Spanien, og at Turen herud til X ikke vilde gøre noget Skaar i dette Indtryk. – – –
Don Louis tager med Nattoget til Granada; men vi vil gaa til Fods derind næste Morgen for at faa Vegaen at se og indlogerer os i Gæstgivergaarden. Vi kommer gennem et andet Værelse ind til vort, der er ingen Dør imellem men kun et Tæppe for Døraabningen. Vi var lige faldet til Ro, da en Handelsrejsende tog Forværelset i Besiddelse og begyndte at gaa i Seng dèr. Under Afklædningen løftede han nu og da Forhænget lidt til Side og spejdede nysgærrigt ind i Mørket til os. Gæstgiveriet havde elektrisk Lys indlagt i Værelserne, og som for at udligne dette altfor 176| store Fremskridt var der – lige som i alle Landsbyens andre Huse – ikke Glasruder i Vinduerne, men Luger til at lukke for. Paa Væggen i vort Værelse hang en morsom Tavle, der hensatte én til Sydhavsøerne. Det var en Indholdsfortegnelse over Hotelets Linned; nedad langs Tavlens forreste Kant var Omridsene draget af de forskellige Slags Linned, og bag hvert Omrids løb en Række Huller tværs over Tavlen. I nogle af Hullerne i hver Række sad der Pinde, aabenbart svarende til Antallet af Stykker Linned.
Da vi næste Morgen med Skoene i Haanden listede os gennem den Rejsendes Værelse, stod Alfonso, Jordarbejderformanden Pedro og et Par Husmænd til ude i Hallen og ventede os. De hindrede os haardnakket i at betale for vort Ophold paa Gæstgivergaarden, og da Værten holdt med dem, var der intet for os at stille op. Mens vi drak vor Morgendrik, yvervarm Gedemælk, bryggede Alfonso paa et eller andet; endelig kom han frem med det. Han skulde da et Ærinde til Granada med to Lastdyr, og hvis vi ikke havde noget imod det, kunde vi slaa Følge og skiftes til at ride. Jeg havde en Mistanke om, at Gæstfriheden atter var paa Spil; og da jeg ikke vilde, at vore Magelighedshensyn skulde koste ham en Arbejdsdag, forhørte jeg mig i Stilhed hos de andre, om han virkelig havde Ærinde i Granada, idet jeg meddelte dem mine Betænkeligheder. De saa meget grundende ud, snakkede indbyrdes frem og tilbage om den lange daarlige Vej og erklærede endelig enstemmig, at han i al Fald havde Ærinde i Pinos‑Puente, en By, der laa midtvejs. Det var den travleste Foraarstid, og de vilde dele ligelig mellem ham og os.
Saa tog vi Afsked og begav os paa Vej. Alfonso havde sin lille 8‑aars Søn foran sig paa Æslet, vi andre foretrak at gaa til Fods ned gennem den bratte By. Det var tidlig Mor177|gen, og paa Torvet stod Skarer af Arbejdere opstillede, nogle Mænd i Kapper gik omkring og besaa dem. »Det er Slavemarkedet,« knurrede Alfonso. »Se, de er lige ved at beføle dem, som kunde det være Dyr.« Længe var han mut, næsten umedgørlig, men saa kom Solen op over Sierraen hinsides Vegaen, og han blev atter livlig og snaksom.
Han vilde ikke ride men gik ved Siden af mit Æsel, støttet til min Stok, og talte om den skønne Tid, da der ingen Herrer skulde være og ingen Lejetjenere af nogen Art, ingen Armod og ingen Kapitalister – hans Kinder havde igen de røde Pletter fra i Gaar. Han trak en fedtet Bog op af Lommen. »Den fører jeg altid med mig i Marken og paa Ture,« sagde han, »den holder én saa rart til Ilden, hvis man begynder at blive lunken.« Det var Anarkisternes Almanak, den indeholdt Billeder af Tolstoy, Krapotkin og de senere Aars Konge‑ og Præsidentmordere, og en kortfattet fyndig Tekst, der svarede fortræffeligt til sit agitatoriske Formaal.
Min Stok forekom ham lovlig tung, og han spurgte, om der var en Kaarde inden i den. »Nej men Hovedet er af Bly, den er god at slaa fra sig med.« Han saa alvorligt paa mig: »Jeg har endnu aldrig været i nogen Situation, hvor jeg behøvede at forsvare mig mod mine Medmennesker eller de imod mig.« – »Men De er jo netop paa Krigsfod med Samfundet,« indvendte jeg. – »Med Magtranerne ja, men ikke med mine Medmennesker; de fortrædiger mig ikke, og jeg tror nok hellere jeg vilde dø end fortrædige nogen af dem. Alle Mennesker, som ikke er kommet for nær ved Magten, er jo gode; ude i Bjærgene kender jeg dem alle og ved, de er det; Don Louis, som er helt inde fra Middelhavskanten, er det ogsaa, og nu kommer De, som er langt 178| oppe fra det høje Nord, og er lige som en Broder mod mig.«
At han har laant et Æsel foruden sit eget for at ride os til Granada, selv gaar hele Tiden, for at vi kan ride, og overhovedet ikke ved alt det gode, han vil gøre os – det kalder han, at jeg er som en Broder mod ham. Naar jeg staar af og vil tvinge ham til at sidde op, siger han, at han fryser, at Lægen har beordret ham at gaa saa meget som bare muligt – hvad han kan finde paa blot for at faa mig til at sidde op igen. »Jeg kan ride hele Vejen hjem fra Pinos‑Puente,« siger han, »og saa skal De jo til at gaa.« Men da vi kommer til Pinos‑Puente, ligger hans Ærinde ude paa den anden Side Byen, og da vi kommer der, vil han følge os endnu et Stykke.
Endelig stanser han en halv Mil forbi Byen, vi faar noget at spise i en Kro, og han tager Afsked. »Nej dette her er for grimt,« siger han i sidste Øjeblik og vender med sine Dyr, »I faar sidde op Venner. Der er langt endnu til Granada, altfor langt for jer at gaa, og jeg har en Tante derinde, som jeg skylder et Besøg.« Jeg minder ham om Arbejdet derhjemme, Natten vil gaa for ham med at vende tilbage og Morgendagen være spildt. Han overgiver sig, siger et sidste Farvel og sætter sig i Bevægelse. Men saa giver det et Ryk i ham. »Drengen skal afgøre det,« siger han og vender, »hvad vil du helst, ind til Tante eller hjem?« »Ind til Tante,« svarer Drengen alvorligt, og Alfonso smiler triumferende. »Saa bliver vi der i Nat og tager hjem i Morgen,« siger han afgørende.
Og vi rider. Gang paa Gang iagttager jeg en Egenskab hos ham, som er sjælden i Spanien – han er god mod Dyrene. Og endnu mere fremmed virker det næsten, at han ikke ryger. »Jeg holder ikke af at være Slave af noget,« 179| siger han, »og vi Spaniere kan ikke ryge uden at blive Slaver af Tobaken.« Men hans Afholdenhed gælder kun ham selv. »Vil du have den?« spørger han sin Søn, da jeg byder ham selv en Cigaret. Drengen ryster paa Hovedet med komisk Alvor. De to behandler i det hele hinanden som Voksne.
Vi har fulgt Bjærgenes Rand hele Tiden, da Vejene skal være oversvømmede ude paa Vegaen, og det er næsten Aften, da vi nærmer os Granada; højt oppe bag Byen ligger Alhambra gylden mod Solfaldet. Vi tager Afsked med Alfonso, der skal ind til den anden Side bag Albaicin, og stiger op gennem denne stejle Bydel. Da vi vender os paa den øverste Terrasse og ser ud over den frodige Vega og Sierra Elviras lila Silhuet midt i den flammende Solnedgang, opdager vi langt nede paa Vejen Alfonso og hans Søn, ridende i flinkt Trip ud mod Bjærgene. De vil hjem i Nat, de smaa Marker derhjemme i Bjærget kan ikke undvære dem i Morgen ogsaa.
Anarkisten Alfonso! Han har sat alle personlige Hensyn til Side for vor Skyld, og nu rider han hjem til sin Husmandslod lykkelig over sin Handling, talende fortroligt med sin lille Søn som med en Broder, i Fred med alle Mennesker. Og en Dag lyder Signalet til den store Omvæltning, han springer op i hæftig Glæde, rede til at ofre sit Liv for den nye Lykketid – og falder igen, strakt til Jorden af en Gendarms Kugle. Og den gamle Tid lunter videre hen over hans Lig. Saadan vil det gaa ham.
Og alligevel! Naar jeg nu og da famler efter et Forbillede, søger et helt Menneske, en der var værd at efterligne eller i al Fald misunde – kommer jeg altid til at tænke paa Anarkisten Alfonso.
