I Granada
[183]| San Antonio
Vi flyttede ind hos Beppa naturligvis. Hun er nu over tres, men rask og før, som da jeg forlod hende for syv Aar siden efter at have opholdt mig over et halvt Aar under hendes Tag. Hun er akkurat saa fattig som dengang, men alligevel langt fattigere – hun har mistet sin Kryhed. Ikke engang Pensionen efter Manden, som var Kaptejn i Hæren, haaber hun længer paa, hun er knækket; og det er paa en Maade min Skyld.
Sagen er, at det gik altfor godt med mig, og da jeg rejste, opgav hun sin betroede Stilling som Mellemmand mellem Granadas Adel og Assistenshuset og oprettede et Pensionat med elektrisk Lys og 13 Værelser. Hun havde mest Studenter til Pensionærer, og spanske Studenter har den stygge Vane ikke at bo længere et Sted end til de kræves. Det endte med, at hun maatte gaa fra det hele efter fire Aars Forløb – og godt var det, at hun intet havde at tabe af!
Men det havde hun nu alligevel, for det faldt hende ikke ind at genoptage sin gamle Beskæftigelse som Mellemhandler; i Stedet gav hun sig til at hutle sig igennem. Og saadan fandt jeg hende.
184|Hun boede i en snæver Gyde, i en pudsig lille to‑etages Rønne, som lukkede for Gydens ene Ende. Hele Huset bestod af en Stue ovenpaa og et Køkken med et lille mørkt Hul bagved forneden. Vi lejede Stuen ovenpaa af hende og førte selv Husholdning.
Den Dag vi flyttede ind, havde hun hverken at bide eller brænde, og det var øjensynligt, at hun ikke havde faaet meget at spise den sidste Uge. Men det første, hun foretog sig næste Dag var at gaa ud og fæste sig en Tjenestepige – en Kone paa 70, som skulde have Kost og Logi mod at gøre det grove i Huset. Om Dagen, naar Beppa gik og sjovede i Køkkenet, sad det gamle Liv, der knap kunde hænge sammen, i en Halmstol over Kulbækkenet – Natten tilbragte hun paa en Trappegang i Nabolaget. Hun lod sig sige du til af Beppa og nævne ved Fornavn, selv kaldte hun Beppa Frue, paa den Maade skete Forholdet Fyldest. Vi havde altsaa lige fra den første Dag to at forsørge og fik lejlighedsvis flere. Heldigvis mærkede vi det ikke saa stærkt, da Beppa besørgede Indkøbene for os; vi syntes blot i al Almindelighed, at Varerne faldt lovlig dyre.
Beppas ejendommelige Kærlighedshistorie kender Alverden – hvis ikke er det i al Fald ikke min Skyld. Hun er fremdeles Kærest med Don Pedro, skønt det har vist sig, at han er ti Aar ældre end vi alle forrige Gang troede. Da boede de sammen, og Pedro spiste hjemme hos sig selv, hvor fire Døtre og en Svigersøn gik og snyltede paa hans fattige Gage; nu bor han her ikke engang men ligger hjemme hos sine Døtre paa Albaicin og har Slim for Brystet. Sin Gærning i Alhambra kan han ikke passe, men stundom naar Solen skinner rigtig varmt staar han op og stavrer herned. Saa dundrer Beppa i Loftet og raaber: »Don Martìn, nu er lille Pedrico her!« og jeg skynder mig ned. Han sidder 185| sammenkrøben og hostende over Kulbækkenet, med en slukket Cigaretstump i den ene Mundvig; den hænger der for et Syns Skyld, for han har ikke Raad til at ryge. Vissen og skrøbelig er han blevet, snusket i Tøjet og forsømt; men der lyser en egen Finhed af ham. Han fæster sine falmede Øjne kærligt paa mig og begynder altid at tale om det forunderlige i, at vi to skulde ses igen. Engang imellem siger han du til mig, det virker som et Kærtegn.
Og saa bliver han pludselig levende: »Hvordan kunde du skrive til mig fra Sevilla – efter min ny Adresse? Saa langt borte kender da ingen Pedro Rebollo.« Hvergang gør han mig dette Spørgsmaal, og jeg svarer halv spøgende: »Naturligvis kender man Dem i Sevilla – en kgl. Embedsmand, det manglede blot.«
»Nej vist ikke!« siger han vrissende, mens hans rynkede Ansigt misser henrykt, »jeg er en simpel Opsynsmand, ikke andet. Jeg har ganske vist været Guldsmed engang og haft stor Forretning; men det er mange Aar siden, og ingen husker det. Nej, men jeg begriber ikke, hvordan De fik min Adresse.«
»Jeg laante simpelt hen Granadas Vejviser paa et Bibliotek.«
»Dèr staar da kun ansete Folk i, ved jeg!«
»Selvfølgelig gør der kun det, Don Pedro.«
»Jeg forstaar det ikke, nej, nej!« gentager han hovedrystende, men ser uhyre henrykt ud. Saa kan han ikke mere, han kryber ind i det lille Hul bag Trappen, som er Beppas Soveværelse, og gaar i Seng. Lidt efter hører vi dem smaagnave paa hinanden – akkurat som i gamle Dage.
Men efterhaanden tager Skænderiet til, Beppa skælder og smælder, Pedro hoster møjsommeligt Ordene ud. Og efter 186| et Par Timers Forløb smækker Beppa Døren i og gaar i Byen. Saa hører jeg Pedro kalde ganske sagte og gaar ned til ham.
»Hvad var det nu for en Bog, De talte om før?« spørger han hviskende. Han fryser, Tænderne klaprer i Munden paa ham.
»Det var Vejviseren for Granada.«
»Og stod jeg virkelig i den Bog?«
»Ja, med Gadens Navn og Nummer og det hele.«
»Det er dog mærkeligt, at de vèd – du laver vel ikke Halløj med mig, Søn?«
Det fugtige Hul har intet Vindu, men foran San Antonio brænder en lille Olievæge med et Blus saa stort som Hovedet paa en Tændstik. Jeg kan lige skimte Pedros skyggeagtige Skikkelse. »Ak, jeg fryser,« hvisker han, »der maa være megen Sne oppe paa Bjærgene. Men gaa nu op til din lille Kone – hvad synes hun om gamle Pedro? har hun sagt noget? Hun synes vist, jeg er uopdragen; men du kender mig jo og ved, jeg er syg. Havde jeg været rask saa – – Sig, at jeg er indtaget i hende og anbringer mig for hendes Fødder! At Pedro ikke er nogen smagløs Tølper, men vilde hade dig, om han var yngre. Og at – – – kæ, kæ – – – preciosa – – – kæ – – – alle Dyder – – – adoraciòn – – –.« Hans gode og galante Hjærte indgiver ham endnu meget mere, men det sluges af Hosten. Jeg kommer friske Gløder i Fyrfadet og skubber det atter ind i Sengen til ham inden jeg gaar.
Næste Formiddag gaar Beppa i Køkkenet og snakker højt med San Antonio og den hellige Jomfru, skiftevis klynkende og skældende – saa er det galt fat. Ved Middagstid kommer hun styrtende op til mig:
187| »Se dog, Don Martìn, nu gaar han sin Vej, og han kan knap staa paa Benene for Sygdom. Jesus, Maria, hvilken Elendighed!« Jeg kigger ud, Don Pedro stavrer ned ad Gaden. »Og han har ikke sagt Farvel – ikke dengang til Dem. Ikke et Ord har han talt til mig hele Dagen, men ligget og vendt Ryggen ud ad. Og ved De hvorfor – bare fordi jeg ikke vil blive liggende i Sengen hos ham. Det er den eneste Tid han ikke fryser, siger han, og jeg har saamænd ligget hele Natten og aandet hans Ryg varm. Og hele Formiddagen har jeg varmet Mursten til ham og Vand til Varmedunken, og jeg har kommet Gløder i Bækkenet, saa mine Lagner er helt brændte. Men lige meget hjælper det. Hvilken Elendighed, hvilken Elendighed! – Siden vi ifjor opdagede, at han var 81 og ikke 71, gaar det da rent til Agters for ham. Men jeg kan da ikke ligge i Sengen om Dagen ogsaa – for hans Skyld – naar jeg selv intet fejler, vel? Hvordan skulde det saa gaa Dem og Huset? Allerede i Gaar begyndte han, saa snart han kom i Seng. Beppa – laa han – Tøs! kommer du ikke snart? jeg fryser! – Men Tøs mig her og Tøs mig dèr; Beppa oppe og Beppa nede; de skriger og galper paa Beppa hvert Minut saa for èt, saa for andet – og saa vil de tilmed have, man skal lægge sig i Seng ved højlys Dag.« Hun er helt opbragt. »Se mig til den gamle Nar!« udbryder hun med ond Latter, »han er lige ved at snuble over sine egne Ben, saa fornærmet er han.« Og pludselig giver hun sig til at græde: »Og saa elsker han mig jo det gamle Liv – som ingen anden vilde elske mig onde Kvindfolk! Aa Madonna, Smærtens Moder, som han dog holder af mig, Ay!«
Saa kommer Pedro ikke en hel Uge, og Beppa gaar og taler højt med San Antonio. Alle Husets Anliggender drøfter hun med ham, men sine almene Sorger betror hun 188| Madonna. Ofte sidder jeg paa Trappen og lytter i Smug, og jeg faar Efterhaanden betydelig Indsigt i San Antonios mange Pligter.
Om Eftermiddagen, men især om Aftenen samles Kvarterets Koner i Beppas Køkken, en og anden ældre Mand kommer ogsaa, og Samtalen gaar. Om Lotteri og Helgenmirakler, Kærlighed og Millionarv fra Sydamerika, Drager og onde Væsker.
Dèr var en af Konerne nær blevet syg forleden Nat, fordi hun drak Vand uden at ryste det vaagent først. For Vandet sover om Natten ligesom Mennesket, og naar det vaagner i fremmede Omgivelser, vil det søge ud igen den Vej, det er kommet. – Saa skal heller ingen tage Medicin paa anden Tid end Kl. 12 Midnat, ved Døgnskiftet – for da vender Naturen sig. Men ved Aarsskiftet vender alting sig, og da kan man gøre Ting om igen – om man da ellers forstaar det. For det er meget svært.
Men vil man spille i Lotteriet, skal man først gaa ud paa Landevejen og se efter de Figurer, Lagarto'en (et stort Firben) tegner i Vejstøvet med sin Hale – for det er Sedlens Nummer.
»Sludder,« udbryder en gammel Gasværksarbejder, »dumt Vaas! det er Naturkræfterne som raader, slet og ret. Som nu Guldet i Genìlflodens Banker her oven for Granada, hvorfor ligger det paa Overfladen, da det dog er saa tungt? Fordi Solen drager det! Der er Slægtskab mellem Solen og Guldet, som enhver kan se af deres Glans – alting er Naturkræfter. Derfor er det med Firbenets Hale noget Sludder.« Og han vender sig til mig efter Medhold.
»Du sidder altid og vigter dig med din Gas og dine Naturkræfter, saa én maa holde sig for Næsen, José,« siger en før Kone under almindelig Latter. »Og hvad saa Slangen, 189| er det ogsaa Løgn, at den er til? For det ved vi da nok, at oppe i den store Gaard bag Alhambra boede der for ikke saa forskrækkelig mange Aar siden en Slange, som holdt til øverst oppe i Taarnet og var 5‑6 Alen lang. Den viste sig aldrig, men nu og da gav den sig til Kende ved at kaste en Unge paa en Alens Længde ned i Gaarden. Og en Dag da nogle Mænd, som var modigere end bare Fanden, steg op i Taarnet, var den draget bort, ingen vidste hvorhen. Min egen Søn var imellem dem, saa ingen skal komme og sige mig Løgn paa om dette her. Og dens Unger er der nok af i Granada den Dag i Dag! De bliver aldrig større for os at se til, for saadan nogen bruger 1000 Aar til at vokse sig færdige i. De søger altid efter Mælk siden Moderen er borte, og gaar om Natten op i Sengen til Diekvinder, skubber Barnet væk og lægger sig til ved deres Bryst. For at Barnet ikke skal græde, stikker de Halen i Munden paa det som Sut – for kloge er de; og græder det alligevel, skynder de sig bort. Om Dagen holder de sig skjult, men at de kommer kan man se deraf, at Barnet ikke vil trives og er sort om Munden næste Morgen.«
De snakker videre om Slanger og Snoge, men undgaar stadig at nævne det rette Navn culebra; »Dyret« siger de stadig eller »det store Insekt«. Jeg ved at der er Ord, som ikke maa nævnes, da der saa sker et eller andet frygteligt; maaske er dette et af dem. »Jeg har endnu aldrig set nogen culebra i Granada,« siger jeg uskyldigt. Kvinderne glor paa mig med stive Øjne og aaben Mund og begynder saa at hvine; Beppa jamrer bebrejdende imod mig og tumler op bag Trappen til San Antonio. »Afvend det! afvend det!« raaber hun klynkende og giver sig derpaa hastigt til at gentage en Remse, som de andre Koner istemmer: »Lagarto, lagarto – vedté á comer esparto,« (Firben, Firben, gaa hen 190| og spis Espartogræs); den skal være fortrinlig til at mane Utysket ned igen. Men den gamle Gasværksarbejder mister al Besindelse; han hugger Knoen i Bordet og brøler mig ind i Ansigtet, at hvis jeg nævner det Ord en Gang til, vil han ikke svare for sig selv. »Vil De endelig tale om Dyret, kan De værsgod sige el bicho largo (det store Insekt). Saadan har jeg gjort, siden jeg krøb af min Moders Vom!« Den Aften er jeg ikke længer velset i Selskabet og fortrækker; næste Morgen fortæller Beppa mig, at San Antonio er faldet ned om Natten.
– – –
Mon nogen anden Religion vilde passe for disse Mennesker som Katolicismen? Jeg tvivler om det, og de fremmede Trossamfund, der prøver at bane sig Vej hernede, frister alle en ynkelig Tilværelse. Med al sin Vilkaarlighed i Fantasi og Tanke gaar Andaluseren ikke gærne længer, end at Sanserne kan tænkes bragt i Anvendelse. Han protesterer ikke, hvis man siger, at man kan se en Flue spasere paa Kirketaarnet en halv Mil borte eller høre den summe; men tal til ham om et Væsen, der er usynlig og allestedsnærværende, til fra Evighed til Evighed – om Gud; og han vil trække paa Skulderen om han da ikke kommer med en blasfemisk Bemærkning. Han holder ikke af i Luften frit svævende Begreber og har forlængst fundet Anvendelse for Guddommens Egenskaber i det daglige Liv – som Superlativer. Usynlig bruger han om noget der er meget lille – en Dværg; allestedsnærværende om en der er hurtig i Vendingen; almægtig, alvidende, alvis – om sig selv. Han kan saa udmærket tiltræde Pavens Ufejlbarlighed – ud fra sin egen.
Og Kirken skaber ikke Kløft mellem sig og ham ved haardnakket at ville paanøde ham Gudsbegrebet. Den er 191| gladelig med til at plyndre Gud for hans Egenskaber og anbringe dem paa højst jordiske Ting – paa Pave og Helgenbilleder og gamle Klude og Ben.
Kristus kan man lidt bedre med; han har dog vandret her paa Jorden, og hans Lidelseshistorie kan fremstilles aldeles tydeligt af Voksfigurer eller levende Mennesker. Men hans Betydning overvurderes ikke hverken af Kirken eller Folket, og man tager meget massivt paa ham. Juleaften gik vi hen i Sevillas store Domkirke i den Tro, at der skulde afholdes et eller andet til Minde om Jesu Fødsel. Oppe om Hovedaltret tømrede nogle Folk paa et Stillads, som skulde anvendes ved en Helgenfest i den kommende Uge. Det var sent paa Aftenen, men de »arbejdede over« for at blive færdige; Hammerslagene rungede ud mellem de mørke Hvælvinger. Og nede i Kirken gik en Kirkekarl med to store Vandspande og hældte Vievand paa Kummerne; naar det flød over, tørrede han op med en skiden Gulvklud. Jeg henvendte mig til en Præst, som kom gennem Kirken. »Kristi Fødsel, nej det har vi ikke noget med at gøre her,« svarede han adspredt. »Saa maa De henvende Dem i den og den Kirke.«
Saa ligegyldigt stillede Folket sig nu ikke til Fødselsfesten. »Halløj, i Dag er det Jul, saa drikker hele Verden sig fuld!« raabte mine Bekendte til mig paa Gaden; og da Natten kom, fik vi Syn for Sagn. Gaderne var fulde af berusede, som drev om i Klynger til den sildige Morgen, skreg og hylede, slog Tamburin og sang Salmer med Omkvædet Brændevin.
I Granada gik det endnu mere larmende til Juleaften 1895. Paa Alamèdaen var der Dyrehavsbakke med Gøglertelte, Møllekarruseller og Boder, hvor der solgtes broget Kram og Skrigeinstrumenter. Om Aftenen var hele Befolkningen paa 192| Støvlerne og drev op og ned ad Gaderne som en larmende Flod, hver Mand med sin Zambomba (Brummepotte) eller Chicharra (en Slags Skralde). Ved Midnat samledes de i Katedralen for at overvære Midnatsmessen og – overensstemmende med tidligere Aars Skik og Brug – paa Slaget tolv slaa alle Brummepotterne i Gulvet og snitte Skøderne af hinanden i den opstaaende Forvirring. Der blev imidlertid ikke noget af Optøjerne, da den nye Præfekt havde anbragt et Hundrede Gendarmer rundt om i Kirken.
Andaluseren tillægger Larmen stor Betydning. Han døver sin Sorg med den og anvender den i sin Barselsstue til at dulme Veerne og fremskynde Fødslen; derfra bringer han uden videre Forestillingen i Anvendelse paa Juleaften, uden at skelne smaaligt mellem Fødsel og Fødselsfest.
Naturligvis er Larm ligefrem nødvendig, naar det gælder Opstandelsen. I den stille Uge havde al Støj været banlyst fra Granada, men Paaskemorgen havde Indbyggerne travlt. De fangede de vilde herreløse Hunde ind og bandt Jærnskrammel i Halen paa dem – gamle Blikkasseroller og lignende. Klokken seks, da alle Byens Kirker med et gav sig til at ringe, blev Hundene sluppet løs og fór skramlende og hylende af Sted; rundt om fra Balkonerne løsnedes Skud – en sand Helvedeslarm brød ud over Byen.
Den øvrige Del af Aaret forbeholder Andaluseren sig sin Stilling. Der er alligevel for megen Højtidelighed om Guds Søn, for meget Alvor; man er ikke rigtig fri i hans Nærhed, han vilde ikke forstaa en Spøg. Andaluseren henvender sig aldrig i Bøn til Kristus. Grunden er ikke overvættes Ydmyghed; Guds Søn staar ham ikke for højt, men for fjærnt.
Har han noget paa Hjærte, henvender han sig til Madonna, eller hvis det er Smaating til en eller anden Helgen. 193| Med Madonna begynder egenlig hans Gudeverden og bevæger sig nedad gennem Helgener og mangehaande Relikvier. Over for hende bliver hans Religion til et personligt Tillidsforhold; han udstyrer hende med alle Guds Egenskaber og hengiver sig trygt – for til syvende og sidst er hun et Menneske lige som han selv, kan som Kvinde forstaa alle hans Sorger, og som den Andaluserinde hun er være med til en saftig Spas.
Men idet Madonna underlægger sig Verden, fylder alle Hjærter og kan raade Bod paa alt, bliver hun ham for vag, for udflydende – han maa have noget bestemt at holde sig til. Madonna har gjort dette eller hint Mirakel – men hvilken Madonna? For der er tæt ved tredve. »Er det Druens Madonna eller kanske Den hvide Madonna?« (to Vingudinder), spørger Bonden langt ude fra Bjærgene. »Er det Smærtens Madonna eller Madonna hin Gamle?« (Granadas Favoriter) spørger Beppa og de andre. »I skal se, det er Smærtens Madonna,« føjer Beppa, som har denne til Skytspatron, vigtigt til.
»Nej det er Madonna del Pilar,« siger jeg, der har bragt Nyheden.
»Æv – altid Sevilla!« vrisser de. »Og hvad har hun saa gjort – gaaet igen vel. For andet dur hun jo ikke til«, føjer en foragteligt til. Det maa ikke undre, at Beppa gaar op paa mit Værelse, hvor Smærtens Madonna hænger, og holder et lille Opgør med hende, som dog munder ud i godmodige Trøstegrunde: »ja, ja, du skal ikke være altfor ked af det, næste Gang bliver det nok dig.« Det er hvad enhver Fader eller Moder vilde gøre, hvis Barn er kommet slet fra en Kappestrid.
Naturligvis kan Smærtens Madonna ogsaa vise sig. Konerne nævner mange Eksempler, og jeg erindrer selv et fra mit 194| forrige Ophold her, hvor hun viste sig for en Forsamling på 5000 Mennesker. Det var en sen Foraarsaften, Beppa kom ind og sagde, at der maatte være noget paa Færde, der løb saa mange Folk gennem Gaden. Jeg skyndte mig ned og fulgte Strømmen til en stor Plads, der var helt sort af Mennesker. De stirrede op mod Rygningen af et Hus, hvor Madonna havde vist sig; paa Taget var der en hvid Skorsten, bagved stod Maanen og skinnede. Maaske steg der med Mellemrum Vanddampe op af Skorstenen; Maanelyset brødes i al Fald nu og da og dannede en lys Krans om den hvide Skorsten – Glorien. Næste Dag stod Kendsgærningen i Bladene.
Men dette var kun Indledningen, hun vilde paakalde Folks Opmærksomhed. Og kort Tid efter gjorde hun et positivt Mirakel.
Det var i Cubakrigens Dage, og i Smærtens Madonnas Kirke, som er den mest søgte i Granada, var der en Dag stor Gudstjeneste for nogle Frivillige, som skulde afgaa til Cuba næste Morgen. Der var mange Fakler og Lys i Anvendelse, og oppe ved Højalteret tronede Smærtens Madonna, iført sin kostbareste Kaabe, som er besat med ægte Stene. Dagen efter viste det sig, at der var brændt et stort Hul i Ryggen paa Kaaben. Det var et stort Tab, men Præsterne afgav straks den Erklæring, at Skaden ikke kunde være opstaaet ved Uforsigtighed med en Vokskærte, for en saadan sved Tingene fra neden opad, men dette gik paa tværs. Og en af dem udlagde det i guddommelig Indgivelse saaledes, at Madonna havde været paa Cuba om Natten og kæmpet mod Oprørerne; Ilden fra Oprørernes Kanoner eller maaske en Dynamitbombe – Gud alene vidste det – havde brændt hende det Hul i Ryggen. Naturligvis kunde hun baade beskytte sig selv og sin Kaabe, men hun behøvede det Hul 195| som Tegn – for de Vantros Skyld. I de følgende Dage besøgte efter Sigende over 10,000 Mennesker Kirken; Ofret faldt rigeligt, og Madonna fik sig en ny Kaabe, endnu prægtigere end den forrige.
De forskellige Madonnaer har intet med hinanden at skaffe. For hundrede Aar siden leverede deres Tilhængere hinanden Gadekampe, og den Dag i Dag hersker der skarpt Nid mellem dem selv. At skifte Madonna eller Helgen betragtes som rent og skært Frafald, og sjælden har jeg set Beppa saa opbragt som en Dag, da en Slægtning fra Sevilla vilde have hende til at prøve San Espiritu, der indtager en lignende Stilling i Sevilla som San Antonio i Granada. Man kunde lige saa godt have foreslaaet hende at gaa over til Muhamedanismen.
Men Smærtens Madonna har mange Kirker foruden den i Granada, rundt om i Landet er der mange Altre med hendes Billede i Træ, mer eller mindre rigt paaklædt. Alle disse har heller intet med hinanden at skaffe; hun i Malaga var ikke med paa Cuba, lige saa lidt som Smærtens Madonna i Cadiz eller hun i Còrdoba – den sidste er der i det hele ikke meget ved. Det var hende i Granada, Træbilledet med Kaabe og det hele, der kæmpede med Oprørerne den Nat; og Vegaens Bønder, som selv har Smærtens Madonna i deres Landsby, kommer ind for at tilbede denne – fordi hun er langt den bedste.
Indsnævringen arbejder videre, Træbilledet bliver den virkelige Bærer af de guddommelige Egenskaber; bag det er der Taage, aller højst nogle vagt udflydende Omrids. Dette bliver endnu tydeligere over for Helgenerne.
Der er nok af Helgener i Andalusien, en for hver Elendighed. De er Folkets Tilflugt i svære Tider, under Sygdom, Misvækst, Jordskælv o.s.v., saa bæres de om i Pro196|cession, og Sagen lægges i deres Hænder. Det medfører store Besparelser i Retning af Hospitaler, Desinfektion, Læger, Gaderenhold – i hele det moderne og kostbare hygiejniske Apparat. Oppe i Albaicins stejle Gader traf jeg en Dag la tia Lorenza, Beppas 90‑aarige Faster, der humpede møjsommeligt opad Bjærget. Hun havde skaaret sig slemt i Foden, da hun skulde skære sine Negle, og var nu paa Vej op til San Nicolà højt oppe for at blive helbredet.
Helgenerne er nemlig ikke Kvaksalvere, der kurerer for alt muligt; de har i høj Grad fulgt Udviklingen i Retning af Fagdeling. Lige som San Nicolà har Ligtorne, Knyster og Benskade under sig, helbreder Sta. Lucia bendita syge Øjne og Bryster; rundt om hendes Altre hænger der mange Par Øjne og Bryster i Gibs og Metal til Minde om hendes Kure; mange betrængte Diemødre knæler for hendes Billede hver Dag. Madonna hin Gamle har sin egen Messe i Katedralen hver Lørdag Morgen Kl. 8. Da møder de frugtsommelige Kvinder og beder om en hurtig og lind Forløsning, eller de sender en anden i deres Sted. Saa længe Messen varer vil Veerne ogsaa vare, og der er da al Anledning for Præsterne til at gøre det af i en Fart. San José (Josef, Marias Mand) har intet med Helbreden at skaffe; men han kan sige daarlige Lejere ud, der ikke vil betale eller har for mange Unger. Politiet gør det samme, men tager 20 Frank for det; hos San José slipper man med et Vokslys. San Medardus afvender Tørke, og Sta. Barbara, den skønne Jomfru fra Nikomedia, afleder Lynet og dæmper den rullende Torden. Hun er Artilleriets Skytshelgen, og paa hendes Dag afskyder man Fyrværkeri. Dette er kun en Mundsmag, hele Aaret er én stor Allehelgensdag i Andalusien.
197| En morsom Stilling indtager San Antonio. Han hører særlig Granada til og er en Blanding af Husgud og Husnisse; hvert Hjem har sin San Antonio af brændt Ler med et Barn paa Armen. Han er Genstand for en underlig Dobbeltbehandling, til Tider vises der ham stor Ærefrygt, til andre Tider maa han være Genstand for Almuens Vittigheder og Spot. Alle kedelige Ting i Hjemmet læsses over paa ham, han skal afværge Rotter og Mus, holde Tyve ude, sørge for at man husker at laase Dørene. Sker noget galt, loves der ham Olie til hans Lampe for nogle Øre – tres cuartos – om han retter det. Men gør han det ikke, bliver han straffet. Mildere Mennesker nøjes med at sætte ham under Sengen eller i en mørk Krog, og jeg har ofte set La Conchas Helgen staa i Skammekrog bag den mørke Port, naar der var rigtig Smalhans hos hende. Men de skrappe slaar en Strikke om ham og firer ham ned i den kolde Brønd; der maa han saa hænge i Vand til Halsen, til han falder til Føje. Barnet San Antonio har paa Armen, er løst forbundet med Helgenbilledet ved en Tap; og betegnende saavel for Andaluserens Kærlighed til Børn som for den Alvor han lægger i Straffen er det, at Barnet altid fjærnes før Straffen finder Sted. Billedet er en levende Virkelighed og kan følgelig lide; der skal endogsaa i Granadas bedre Kredse være Damer, som ikke tør forære deres Fotografi bort, fordi de tror, at hvad ondt der mulig overgaar Billedet ogsaa vil ske med dem selv.
En Dag var nogle Papirer blevet borte for mig; jeg henvendte mig til Beppa, som lige havde gjort i Stand paa mit Værelse. Hun gav sig slet ikke til at søge efter dem, men røg straks i Haarene paa San Antonio og skældte ham Huden fuld: »San Antonio, saadan noget kan vi ikke ha'! Du maa behandle vore Logerende ordenligt, hører du! 198| Ved du hvad, du har et Ansigt som en Drukkenbolt, har du!« Hun var smækvred, og Papirerne kom til Veje. Jeg havde selv forlagt dem og maatte gøre ham Afbigt i Form af en Pægl Olie – »for ellers hjælper han os ikke en anden Gang.«
Det maa være haardt nok for en Helgen at blive udskældt for en Drukkenbolt og lignende, men San Antonio finder sig i det med beundringsværdig Ydmyghed. Men Sandheden er – hvis da det enstemmige Udsagn fra alle Kvarterets Koner vejer noget –, at han ikke altid har rent Brød i Posen. Hans Moral er mere menneskelig end egenlig ophøjet, og undertiden naar han længe har savnet Olie paa sin Lampe, lader han Ting blive borte for at have Fortjenesten af at skaffe dem til Veje igen.
For Resten er San Antonio ikke ene om at blive revset; Andaluseren regner med menneskelige Skrøbeligheder, ogsaa hvor det gælder Guderne. I Foraaret 1896 blev ved en vis Lejlighed Jomfru Maria taget fra Josefs Side og sat op til San Christobal oppe bag Albaicin – for at gøre Josef skinsyg og derigennem tvinge ham til at gøre sin Pligt; saadan opfattedes denne besynderlige Handling i al Fald af Folket. – Paa den ene Side af Los Campos, et Torv i Granada, ligger et Hospital; ude paa Torvet foran Hospitalet staar der et Stenkors med den korsfæstede Kristus paa. Hospitalet er stillet under hans særlige Beskyttelse, og tidligere vendte han Ansigtet til det, som sig hør og bør. Men under den store Kolera 1885 døde alle Patienterne, og til Straf, fordi Kristus røgtede sin Dont saa slet, vendte man ham om. Den Dag i Dag hænger han med Bagen til Hospitalet. – –
San Antonio skal helst stjæles for at du noget. Beppa fik sin stjaalet for fire Aar siden, og fra den Dag var det, det 199| begyndte at gaa skidt med Pensionatet; men de, der stjal ham fra hende, har nu Bunker af Sedler. Han gik saa meget igennem her paa Jorden, derfor blev han en Helgen; han var bedst og kærligst mod dem, der var værst mod ham, derfor bringer han mest Lykke til dem, der stjæler ham og behandler ham ondt. La Incarnacion puttede ham i Ovnen og sved ham – og hun vandt i Lotteriet. Men det kan Beppa ikke faa over sit Hjærte, saa vil hun hellere være fattig.
Det kan dog ogsaa gaa an at faa sin San Antonio til Foræring – af en Mand, hvis man er Kvinde, og omvendt. Og her staar vi overfor hans indgribende Betydning for Forholdet mellem de to Køn.
San Antonio har under sig den vigtigste og vanskeligste af alle Livets Foreteelser – Kærligheden. I Andalusien, hvor de unge Piger er saa skarpt sondrede fra det andet Køn, er en Midler uundgaaelig nødvendig, og Helgenen optræder som saadan efter en større Maalestok; han er en skinbarlig Kirsten Giftekniv. Han har sin egen Kirke i Granada med Messe hver Tirsdag Kl. 12 Middag. Ligefrem er han maaske ikke noget for Mændene, de kommer i al Fald ikke til hans Messe; men Resultatet maa blive det samme, da der kommer des flere Kvinder, i alle Aldre og Stillinger. Der kommer bedagede Enker som søger en Forsørger for deres gamle Dage, og yngre Enker som ikke har noget imod at leve Ægteskabets Genvordigheder om igen for disses egen Skyld; gifte Koner, som anraaber Helgenen om lidt mere Troskab fra deres Mands Side og nedkalder hans Fortørnelse over de lykkeligere Rivalinder. Unge Piger kommer der, som fra Balkonen har kastet deres Øjne paa en eller anden Yngling og beder Helgenen vende hans Sind mod dem igen – blot lige gøre ham opmærksom paa dem, saa skal de nok selv 200| klare Resten; og pur unge, som endnu ingen Genstand har fundet, men staar for Oprykning. Og dèr staar San Antonio i overnaturlig Størrelse og lytter til deres Bønner – med Barnet som et sødt lille Symbol paa Armen. Barnet har rigtigt, hvidt Tøj paa; og de helt unge, de for hvem Kærligheden endnu dæmrer som en sød Anelse, overtaler Præsterne til at give dem Barnets hvide Kniplingsdragt til Vask og Strygning. De kappes om, hvem der kan gøre det finest, for ogsaa om San Antonio maa det jo gælde, at Vejen til den Voksnes Hjærte gaar gennem Børnene.
Man kan gaa i San Antonios Kirke – skønt man ikke er velsét dèr – og finde den fuld af bedende Kvinder Tirsdag efter Tirsdag. Og man hører uformodede Udraab, smaa, bristende Udbrud –: »San Antonio, skynd dig!« – »Lidt færre Børn, San Antonio!« – »Lille San Antonio, mit Hjærte bløder!« – Eller hør en forlovet Pige, hvis Kærest rimeligvis er draget over Vandet: »San Antonio, hvis der er Brev fra Juan, saa pas endelig paa, det ikke bliver borte!« Thi han, der tilpasser Børnenes Antal for de gifte, er postillon de amour for de adskilte Elskende.
Naar San Antonio alligevel skal gaa Vejen, kan han lige saa godt tage flere Bud med! Og saa faar han da paa sin Samvittighed alle de Breve Kvinder afsender, enten de handler om Kærlighed eller ikke.
Den, der har saa mange Jærn i Ilden som San Antonio, brænder altid nogle. Oversidderne og de Bedragne hejser ham uden Skaansel i Brønden.
Han er da den lovhjemlede Kærligheds Tilflugt. Men ogsaa for de Kvinder, der lever af deres Legemer, er han den store Forsørger. De kommer ikke gærne i hans Kirke, men hjemme har hver af dem et lille Alter, hvor Lampen brænder foran hans Billede Dag og Nat. Forrige Gang boede 201| Beppa paa Hjørnet af en berygtet Gade, og naar vi om Aftenen sad paa Balkonen, kunde vi se Gadens Piger knæle for Helgenen i Genbohusene og stundom høre dem anraabe ham i følgende Udtryk: »San Antonio, que vengan cabrones!« (San Antonio, lad der komme Bukke). Skete det saa, at der sneg sig en Præst frem nede langs Murene og bankede paa Porten derovre, saa slog Beppa Hænderne sammen og udbrød med virkelig Beundring i Stemmen: »Nej, det er da en Helgen den San Antonio! Han sender en Præst, en rigtig Præst!«
Ingen kan være nærmere til at gaa Kirkens Ærinde end dens egne Tjenere, og hvem hænger sig vel smaaligt i Cølibatet. Af Granadas Hundreder Præster kan Befolkningen ikke pege paa én, som ingen Børn har, men vel paa en, som har ni. Og Folket lægger spøgende Præsten følgende Suk i Munden:
Guder, Helgener og Præster – de er i Andaluserens Øjne store Børn. Og som Børnene kan de blive uvorne nu og da, men er i Grunden gode; man maa blot ikke kræve for meget af dem, men forstaa at tage dem med Humør. Saa bliver de ligesom de velsignede Børn, som alle kysser, fordi de er Legemliggørelsen af Andaluserens frodige Livsglæde.
En from Andaluser sparede i flere Aar sammen til en Pilgrimsfærd. Han rejste ikke til den hellige Grav, men til Laterankirken i Rom for at se Kristi Forhud, som skal opbevares dér. Saa livsglad er Andaluserens Religion.
Dette er blot en Mundsmag. Jeg kunde blive ved længe endnu, og jeg kunde staa paa ét Ben og gale og blunde 202| med begge Øjne i moralsk Harme over dette gudsforgaaene Folk. Men det vilde aldrig gavne en Kæft andre end mig selv – og saa gider jeg ikke.
Nu banker desuden Beppa i Loftet, og saa er Pedro kommet igen – rimeligvis for at spørge mig, om han virkelig stod nævnt i den Bog.
Og det gjorde han virkelig.
