Zigøjnerne.
[205]| Granada er noget for sig selv, helt ulig enhver anden By, jeg har set. Dette skyldes mange Forhold: de vidunderlige Naturomgivelser, den rene Bjærgluft, hele det mavriske Præg, der endnu er over de stærkt stigende og brat faldende Bydele med deres Trappegader, Buerester, takkede Murlevninger – og endelig den vidunderligste af alle mavriske Efterladenskaber, Trylleslottet Alhambra, der endnu virker paa Tilskueren som en Krystalisering af Rummets lette Farver og lette Stof. Men en stor Del af sin Ejendommelighed skylder Byen til Zigøjnerne.
Hvormange Zigøjnere der er i Spanien, ved ingen, men de maa vistnok tælles i Hundredtusender. Navnlig synes de at foretrække Andalusien, der baade ved Klimaet og Befolkningens særegne Temperament maa være en behageligere Tumleplads end det kolde, mere nøgterne Nordspanien for disse løse og løsagtige Fugle.
Allevegne træffer man paa dette ejendommelige, tørre, vævre Folkefærd med det underfundige Blik og de graadige Træk. Ude i Promenadens brede Strøm af solglade, nydende Lykkebørn krydser de hastigt frem og tilbage, barfodede, Mændene med en lang Stav i Haanden og en stor Kreatur206|saks bag i Skærfet, Kvinderne med en Kurv Blomster paa Armen og én Unge i et Klæde paa Ryggen, en anden springende ved deres Skørter kun iført en stumpet Særk. De flakker hid og did som graadige Flagermus i en dansende Myggesværm, tigger, spaar og falbyder – og farer videre. Men den Fremmede bider de sig fast i som smaa Køtere og slipper ikke Taget, før noget følger med.
De har deres Klippepladser i Storbyernes Smaagader og i hver Landsby, hvor de klipper Æsler og Muldyr i de vidunderligste Mønstre. Andaluseren betragter denne Beskæftigelse som uren, men Zigøjneren har ingen fine Fornemmelser – han nøjes med at tage sig godt betalt. Han hjemsøger Rakkerkulen, hvorfra han bortfører de selvdøde Kreaturers Hud og det bedste af deres Kød; han køber Bøndernes faldefærdige Krikker og sælger dem igen til Tyrefægtningerne. Desuden driver han Kurvemageri, er Kedelflikker – ofte ogsaa fin Kobbersmed – smeder Nøgler, Klokker til Æsler og Okser og driver det undertiden til at lave daarlige falske Penge af Tin. Men lige saa gærne smugler han eller tigger – og han stjæler allerhelst.
En Nat forsvandt et Skibsanker fra Sevillas Brygge – det vejede 3‑4000 Pund! Politiet gik af gammel Vane til Zigøjnerkvarteret Triana og fandt ogsaa Ankeret hos en Nøglesmed, en Zigøjner, der vilde bruge det til at smede Nøgler af!! Det var gravet flere Alen ned under Jorden. – »Hvordan i Alverden har De faaet det tunge Anker slæbt her ud?« spurgte Øvrighedspersonen. – »Jo, ser De, Deres ufejlbarlige Højhed,« sagde Zigøjneren med fortvivlet Martyrmine, »jeg gik jo og spaserede saadan ved Flodbredden og saa paa Maanen. Med ét er der noget, der tager fat i mit Bukseben, og da jeg kommer hjem og skal se efter, er det Ankeret.« – – –
207| Zigøjneren fanger straks Øjet selv i en stor Forsamling ved sin fremmedartede Hovedform og sin sortblandede Hudfarve, der – lige som Negerens – intet Lys udstraaler, men – hastig sét – kun efterlader en mørk Plet paa Øjets Nethinde. Hans anmassende og delvis ejendommelige Væsen sikrer ham Opmærksomhed, selv hvor han er ene blandt hundrede. Han synes at have Jødens store Ævne til paa Overfladen at tilegne sig det Folks Ejendommeligheder, han bor iblandt, og samtidig at bevare sit eget Racepræg uberørt paa Bunden. Han er hurtig i sine Bevægelser og utrættelig, nøjsom til det yderste, stolt, støjende glad og fuld af sprudlende Vid: alle Andaluserens fremtrædende Egenskaber ejer han i forstærket Grad og har derved sikret sig en fremskudt Plads i Befolkningens Bevidsthed. De lystigste Anekdoter handler om ham, Ordsprog og Brandere ender ofte med – »sagde Zigøjneren«.
Hos Andaluseren hviler disse Egenskaber i sig selv, Zigøjneren derimod har lagt sig dem til og har et Formaal med dem, det Formaal rodløse Folkeslag let forfalder til – at skrabe Penge sammen. Han kan være sorgløs og uegennyttig og faa kostbare Nykker saa godt som nogen Andaluser, men det er altsammen billigt Blaar i Øjnene paa de godtroende. Han er nøjsom for at kunne lægge desmere til Side, og fordi et Skær af Fattigdom ægger Godgørenheden. Zigøjnerne nede ved Huelva gaar nøgne den meste Tid af Aaret, kun med et Skærf om Lænden – de er ikke just arme, og Klimaet egner sig ikke helt til Adamskostume. Oppe ved Alhambra kan man i Januar møde velhavende Tiggerkvinder med en helt nøgen Unge ved Haanden, undertiden i Snevejr.
Zigøjneren gør intet omsonst. Naar han agerer stolt som en Spanier, og naar han pludrer sorgløst op ad Vægge, ned 208| ad Stolper – altid har han Profiten in mente. Andaluserne selv siger om ham, at blot han klipper med et Øje, tager han sig det betalt. Men de glemmer det igen i det afgørende Øjeblik.
Som den Ærkegavtyv, han selv er, har han de bedste Anlæg for Menneskekundskab og ved nøjagtig, hvad en Vittighed er værd mellem Andalusere. Han bortødsler ikke sit Vid, men sparer det op til de vanskelige Affærer, lader det eksplodere i det afgørende Øjeblik – og tager under den almindelige Blændethed Fordelen hjem. Befolkningen ved dette – bagefter, men tilgiver ham da for Viddets Skyld; og den tager Oprejsning ved at betragte ham som en lidt foragtelig, men yderst morsom Snylter.
Ældre Tiders Andalusere synes ikke at have været slet saa ligeglade som de nuværende, og da heller ikke de kunde tage det op med Zigøjneren i Kampen for Tilværelsen, indespærrede de ham lige som Jøden i bestemte Kvarterer og beklippede hans Handlefrihed ved strænge Forbud. En saadan Zigøjnerbydel er Sevillas Triana, og det er ikke mange Aar siden, Sevillas Befolkning anrettede Blodbad blandt dens Beboere. Endnu bor Flertallet af Byens Zigøjnere i Triana.
I det flade, sydvestlige Hjørne af Andalusien bor Zigøjneren i Huse lige som andre Mennesker eller rejser sig en snurrig Hytte af gamle Pjalter, rustrøde Jærnplader og Kaktusblade mellem hverandre. Men overalt, hvor der er blot en Antydning af Bjærge, foretrækker han at grave sig ind i deres Side. Langt den overvejende Del af Andalusiens Zigøjnere bor spredt i Huler, og ved Granada er der udstrakte Hulekvarterer med en Befolkning af flere Tusend.
– –
209| Granada har Ord for at være et af de skønneste Steder i Verden.
Byen ligger dèr, hvor Sierra Nevada sender sine Udløbere straaleformigt ud imod Vegaen som vældige overjordiske Rødder. Den nye Bydel breder sig mageligt paa Sletten med rummelige, vandrette Gader og Ælmealleer (Alamèdaer), eller den kiler sig ind mellem Aasene, følger Dale og Flodlejer og ender som spinkle Straaler langt inde i Sierraens Skød. Men den ældre By har ikke kunnet tage Magelighedshensyn. Gamle Tiders Utryghed taler tydelig ud af disse gamle Kvarterer, hvor Husene i tæt pakket Masse klamrer sig til de stejle Bjærgknuder som en Flok opskræmte Bjærggeder og bliver ved at staa der gennem de fredelige Aarhundreder, Bygning taarnet paa Bygning, fremdeles spejdende langt ud efter Fjenden i stivnet Panik.
Stejle Trappegyder fører op gennem Byen, hvor mavriske Lævninger titter frem alle Vegne. Snart er det en stor, hvælvet Cisterne, smykket med glaserede Fliser, snart Lævningerne af en lille Moske eller en Porthvælving, der har skullet besværliggøre fjendtlig Fremrykning. Rundt om i Murene er der Rester af Stukbuer, hvilende paa en eller to Marmorsøjler, og hist og her kigger man ind i en helt arabisk Gaard. Husene her danner det forunderligste Virvar af Tagstumper, trekantede Mure og smaa Haver, der hænger ud over Tagene; Stejlheden faar det til at se ud, som om alt var kastet hulter til bulter mellem hinanden; tredje Stokværk af én Bygning løber lige ind i Nabobygningens Kælder.
Saa bliver Stigningen for brat selv til Trappetrinene, og Vejen maa slynge sig i en langstrakt Siksak. Husene kan kun hænge ved paa den indvendige Side, hvor de benytter Bjærget som Bagmur, udvendig har man et hvidt Brystværn 210| med enkelte ranke Cypresser over og – det blaa Lufthav. Og man stiger videre, ind i et endeløst Virvar af Rønner og smuldrende Murrester, hvori Figentræet gror. Ubeskriveligt Svineri hersker der her, Smøgerne er ufremkommelige af Affald og Ekskrementer, i Rendestenene ligger Kvinderne og holder Storvask, og i Dørene til de faldefærdige Rønner sidder halvblinde Koppepatienter og piller Saarene af sig eller misser besynderligt mod Lyset; deres Ansigter ser ud, som havde det regnet Blod paa dem. Et Sted ligger et lille Barn paa Ryggen i nogle Klude og stirrer op i Luften med sit ene Øje; det andet er ædt bort, og i den buldnende Masse sidder der tykt af Fluer.
Allerede her bor der Zigøjnere. Rygtet om de Fremmede breder sig hurtigt i Kvarteret, og snart er vi omringede af en Skare tiggende Kvinder og Børn. De har lav Pande, bred Næse og et søgende, skarnagtigt Blik; dette og deres vimse Bevægelser og ligefremme Gebærder faar dem til at ligne Aber. De klør sig og kigger søgende under Neglene, mens de tigger; talrige graa Stænk i deres ravnsorte Haar viser, at denne Handling ikke er helt hen i Vejret. Da vi giver til én, bliver de andre endnu mere paatrængende, trækker os i Klæderne og jager Hænderne ned i mine Lommer. Tilsidst maa vi betale en gammel Zigøjner for at jage dem bort og føre os ud af dette Vildrede.
Vi kommer ud paa en Terrasse, hvor der ligger en gammel Kirke. Fra Platformen stirrer man ned i en Afgrund, dannet af Byen selv i et svimlende Fald; det ser ud, som kunde man springe ned over alle Husrækkerne, lige ned paa de Fattiges Promenade ved Darrofloden. Og paa den anden Side Afgrunden stiger Byen igen, op over den Aas, der sætter Alhambras mægtige Udenværker saa skarpt mod Sierraens hvide Snemasser.
211| Vi dukker under den brede mavriske Mur, vandrer over en afsveden Bjærgknude og staar atter paa Bjærgenes sydlige Fald. Den bratte Skraaning er bevokset med Indiansk Figenkaktus, som klamrer sig til Fjældet med brede Haandflader. Nede under os slynger Stierne sig som Baand frem og tilbage langs Bjærgsiden, og oven over dem dukker uregelmæssige Rækker af rygende Skorstene lige op af den røde Bjærgmuld. Hulernes Indgange kan derimod ikke ses her oppe fra, og man kommer til at tænke paa Trolde i Fjældet, der koger Davre. Hist og her er den bratte Fjældside lagt ud i Terrasser, hvor blomstrende Mandel‑ og Færskentrær dyrkes; andre Steder er den sunket ind til et blødt Smilehul, der angiver en sammenstyrtet Hule.
Fjældsiden inden for os er skaaret ned for at gøre Plads for Vejen, udvendig beskytter en Bræm af Aloë de Vejfarende mod Dybet. Nøgne Zigøjnerunger ligger og kravler under Aloëen og hænger helt ud over, og paa dens blaagrønne Horn flagrer Vask i skingrende Farver. Der er Døre i Fjældvæggen, uden for dem staar ildrøde Grise med Tøjr om Benet; og oppe paa Hulerne, i Kaktusens kraftige Bryn, der vælder ud over Fjældvæggen blandet med Brombær og vild Vedbend, sidder sorte, sladrende Kvinder og hjælper hinanden med Morgentoiletet. »Ingleses! Ingleses!« (Englændere) skriger de, saasnart de faar Øje paa os; de kommer pilende og kravlende fra oven og fra neden, hele Skraaningen bliver levende, og i ét Nu har vi atter en Skare tiggende Unger og Kvindfolk paa Halsen. Kvinderne falbyder smaa Messingarbejder til fabelagtige Priser, vil spaa og vil danse; da intet af det hjælper, slaar de sig paa Maven og siger, at de venter Familieforøgelse –: »En 25‑Øre til den Ufødte – aa hvad? den har ingen Far?« og saa griner hele Flokken. Og Ungerne, de smaa Skarn, danser rundt om os 212| og raaber, at vi er de smukkeste Væsner, de nogensinde har set. Nogle af dem har hele Ansigtet i et Saar, og de snapper vor Haand og trykker den til deres Læber. En Dreng paa otte Aar bærer et nøgent ni Maaneders Barn overskrævs paa sine Skuldre; den Lille, hvis sorte, stumpede Særk er krøbet helt op om Nakken, hænger som en vissen Plante over Drengens Skuldre, og denne har en vaad Stribe ned ad Ryggen.
Inde i en Fold i Bjærget ligger Hulerne tæt op ad hverandre, Aabning ved Aabning og i amfiteatralske Rækker opefter; hængende Stier, der halvt bæres af den stærke Kaktus, krydser Bjærget og tager alle Hulerne med. Runkne, røgfarvede Oldinge og Kællinger sidder foran Indgangene og fletter Vidjekurve, en 12‑aars Tøs sidder paa Tærsklen til en Hule og giver et Barn Die – hun stirrer efter os med barnlig Nyfigenhed. Paa en fremspringende Knold staar en Zigøjner, der er i Færd med at farve et gammelt, graasprængt Æsel musegraat.
Nogle 5‑Ører skiller os af med de mest paatrængende, men nye Tiggere tager deres Plads og benytter dem som Hjemmel. Og de, vi en Gang har affundet os med, kravler oven om og tager imod os igen et Stykke fremme med deres: »Mosju, Madame – en 25‑Øre? jeg dør af Sult!« Men vi begynder at kunne kende dem fra hverandre trods Snavset og Koparrene og jager dem bort; og alle de, der intet har faaet, hjælper os ihærdigt.
Efterhaanden falder hele Flokken fra, en efter anden, med Skældsord og Haan over »det gærrige Rak«; et Par rimelige Stene triller hen for vore Fødder som deres sidste Hilsen.
Vi baner os Vej mellem Kaktussen og følger Stierne opover fra Etage til Etage. Overalt stinker der af menneskelige Uhumskheder, men i selve Hulerne ser der nogenlunde 213| ordentligt ud, og nogle af dem bærer Spor af Velstand. Selv de fattigst udstyrede indeholder Samlinger af blankpudset, gammelt Kobber‑ og Messingtøj, der faar éns Hjærte til at banke af Misundelse. De fattigste Huler bestaar kun af ét Rum, og Loft og Vægge dannes af det raa Konglomeratfjæld; men som oftest er der to Værelser, en Dagligstue som faar sit Lys fra Indgangen og – naar det skal være fint – fra et Vindu uden Rude paa hver Side af Døren, og Soveværelset, som man kommer ind til ad en Aabning i Dagligstuens Baggrund. Lofter og Vægge er her pudset ud og hvidtede, og undertiden er der muret Hvælving.
Vi dumper ud paa en nyanlagt Vej, som slynger sig op om Bjærget i lange Slag, og følger denne. Et Stykke foran os gaar en gammel Zigøjnerske med en stor Krukke Vand paa Skulderen; Bjærgboerne har Benmuskler af Staal, og vi beundrer den gamle Kælling, der gaar saa rank og let med sin Byrde, mens vi selv slæber os møjsommeligt opad. Hun har hørt paa vore Stemmer, at vi er Fremmede, vender sig ikke om, men synker helt sammen under Byrden. Hun slæber sig afsted foran os som en dødssyg, stønner og klager sig: »Aa, jeg dør! Jesus, Jesus, jeg dør! Aa, aa!« Hun lukker Øjnene, aabner Munden som en Fugl, der bliver kvalt, og strækker en rystende Haand ud imod os. En Femøre stanser Anfaldet just saa længe, mens hun aabner Øjnene og fastslaar Beløbets Usselhed – saa falder hun hen igen. Men da vi fortsætter vor Vej, opgiver hun al videre Dødskamp for denne Gang og stryger Øjeblikket efter rask forbi os med en let tilgivelig, ondskabsfuld Mumlen.
Saa smukt som disse Pariaer bor vel næppe mange Mennesker paa Guds grønne Jord. Sierraens udstrakte Snemarker blinker som Sølv i Middagssolen, seks Mil borte og dog ikke fjærnere, end at man kan se en Fragtkaravane sno sig 214| ned over dem. Sneen, der faldt sidste Nat, ligger endnu paa Nordsiden af alle Højderne omkring os, og Bjærgene, der omgiver Vegaen, lægger en hvid Krans om den frodige, eviggrønne Slette. Byen styrter sig ned over de bratte Højder, danner en Slukt af Huse og breder sig paa Sletten, hvor den drukner i svulmende Løvmasser, der ruller ind som mægtige Bølger i et grønt Hav. Vegaen selv synes ikke stor trods sin 25 Mils Omkreds, den er flad som en Sø, og Vaaningerne pletter den som hvide Sejl. Dernede grønnes allerede Frugttrærne, men paa alle Højders sydlige Fald og langt ind i de dybe Flodlejer skifter det i blændende hvidt og koralrødt af blomstrende Mandel‑, Aprikos‑, Færsken‑ og Kirsebærtrær. Og den blaa Solluft bølger med varm, vellugtfyldt Aande.
Zigøjnerne har været et uudtømmeligt Æmne for Folkeovertroen og den romantiske Digtning. Deres rastløse Vagabonderen, der drev dem fra Kavkasus til Atlanterhavet, fra Nordkap til Marokkos Sydgrænse, og deres tilsyneladende Foragt for en Levevis, der knyttedes til Jordeje og faste Samfundsformer, deres Mangel paa Respekt for andres Ejendom, det fuglefri og tilsyneladende ubekymrede, der fik dem til at sove i den bare Sne og føde deres Børn paa en nøgen Grøftekant, deres mystiske Dukken op og Forsvinden, deres snilde Kæltringestreger og uforstaaelige Kæltringesprog – alt dette, som Middelalderen selv fremtvang ved at jage dem fra Sted til Sted og nægte dem Eksistensmuligheder, faldt alligevel dens mur‑ og nagelfaste Mennesker for Brystet. Hvordan bjærgede dog disse løse Fugle Føden, medens 215| Hungeren hærgede det velordnede Samfund? Hvordan gik de fri af Røvere og Voldsmænd, naar alle andre klumpede sig sammen i Ly af Borge og Bymure og dog ikke kunde hytte sig? Hvordan kom de over Nætterne i de store Skove, naar andre Mennesker knap kunde trække Vejret i deres egen Alkove for Spøgeri? De maatte staa i Pagt med de onde Magter, som alle Dage har været de eneste, der gav Menneskene Sejren.
Den mørkerædde Almue Evropa rundt drog dem ind i sin barokke Forestillingskreds af Djævle og Hekse og lede Utysker. Den nærede ogsaa Husdyrets instinktmæssige Had til sin vilde Frænde og gjorde alt for at komme dem til Livs. Og gamle affældige Zigøjnerkællinger, der knap kunde hjælpe sig selv i det aller nødtørftigste, blev da til vidunderlige Sandsigersker, eller oftere til Ildeseersker, Giftblandersker, lede Hekse der bolede med Fanden eller forbyttede Fyrstebørn og derved afgjorde Rigers Skæbne. Folkefantasien pegede dem ud, og den beredvillige Inkvisition bragte dem paa Baalet.
Derved skaanedes Stammen for det ubehagelige Arbejde at tage Livet af de Gamle, som dog ikke længer kunde følge med paa den evige Omstrejfen. Og dens Magt over Almuen øgedes fordelagtigt.
Mange Hundrede Zigøjnersker har prydet Kætterbaalene, fordi der var paadigtet disse sølle Kræ en Farlighed og en djævelsk Begavelse, som Stammen selv saa sin Fordel i at opretholde Troen paa. Og de fortvivlede hæse Skrig, der undslap dem, naar Flammerne slikkede deres runkne grimede Skind, lød i det forsamlede Folks Øren som dæmoniske Forbandelser og sælsomme Besværgelser, og øgede yderligere dets Frygt for denne forunderlige Race, som havde vendt op og ned paa alle Begreber om ondt og godt.
216| Hvad Hekseforfølgelsen vragede, skønt den ikke var altfor kræsen, greb Romantiken senere med Begærlighed; og de unge ubetydelige Zigøjnerpiger, hvis Liv er Driften i dens laveste Former, blev under Digtningens forskønnende Fingre til kolde, sjælløse men bedaarende Skønheder, der tjente Statsintrigen som Værktøj og hvis Favntag fralokkede Statsmænd deres Hemmeligheder og fik Fyrster til at glemme deres Pligter. Amuleter og onde Øjne, Elskovsdrikke – hvad har ikke en frivol Fantasi tildigtet Zigøjnerskerne.
Kun Mændene – de eneste maaske der undertiden er noget ved – har spillet en ubetydelig Rolle som de intrigante Kvinders Værktøj eller i tarvelige Tyvehistorier.
Denne underlige Race, der paa Trods af sig selv har givet Fantasien saa stærkt et Skub, virker fra første Færd frastødende ved sin Grimhed, der navnlig for Kvindernes Vedkommende er noget af et Særsyn; og man kommer vanskelig ud over denne Følelse af Modvilje ved nærmere Bekendtskab. Grimhed kan have et Præg af det Indre, af Personen, som gør at den i alt Fald ikke virker frastødende paa en Nordbo; paa denne adlede Grimhed lever vi i Norden og den gør vore Skønhedsidealer mere sjælelige – i Kraft af Nødvendigheden. Men i Zigøjnernes Grimhed er der meget dyrisk der tager Part, og en Del af hvad man med Rette eller Urette kalder selvforskyldt, fordi det stammer fra en eller anden Art Griseri. Tyndt Haar, rindende Øjne, udbulnede Næser og Udslæt er almindelige, og det samlede Udtryk virker med en Graadighed som man næppe træffer den hos noget Dyr. Hertil kommer, at de fleste Ansigter er hullede som et Sold af Kopperne, der hjemsøger Hulerne med faa Aars Mellemrum.
Zigøjnersken fjærner sig da betydeligt fra sit Kontrafej i Literaturen. Som spæd Unge bliver hun gærne lejet ud til 217| Tiggere, og saa snart hun kan staa paa Benene, bliver hun jaget ud for selv at tigge. I sit 15‑16 Aar er hun Moder og slæber fra da til sit 30 Aar bestandig om med en Unge, som hvert Aar kommer i nyt Oplag; saa begynder hendes Kællingealder og varer, til hun er 70‑80 Aar. Sit tynde, sortglinsende Haar plejer hun med Neglene, hun er sjusket og forkuet, sammenfalden af at bære paa Ungen, holdningsløs og krogbenet. Naar en Familie gaar paa Rejse og kun har èt Æsel, rider Manden og Konen vandrer ved Siden af med den mindste i et Klæde paa Ryggen og de andre ved Haanden. Hun er i Mændenes Øjne Hundyret, der skal tvinges med haard Haand selv ind under Kærligheden, hun har ingen til at beundre sig og gør intet for at tage sig ud. I Modsætning til Andaluserinden, der hvor lavt hun saa staar paa Samfundets Stige altid ved sig fejret i sin Ungdom og altid har Raad til en Blomst i Haaret og en Smule Koketteri.
Man træffer Zigøjnersker alle Vegne i Granada, syngende og spillende paa Gaden, sælgende paa Markedspladsen, tiggende ved Kirkedøren. De sidder langs Vivarramblas Rendestene og falbyder Honning, idet de synger vovede Viser for at lokke Købere til; og de har deres eget lille Krammarked foran Katedralen, hvor de forhandler billigt Flitter af sorte Glasperler til at lægge paa Gravsteder, skrækkelige tyske Glansbilleder og Blikkenslagerarbejde. Ved Indgangen til Alhambras Lund staar de i Klynge og venter paa Udlændingen, de ligger paa Lur efter ham uden for Fremmedhotelerne, forfølger ham med Blomsterbuketer, griber hans Haand og vil spaa ham, stiller sig foran ham med vuggende Hofter og vil danse.
Zigøjnerdans og ‑Spaaning – hvem faar ikke romantisk Hjærtebanken ved disse koglende Ord. Og saa er der ikke 218| engang en Smule Forblommethed i Spaadommen. »Mosju, Madame længes efter Dem!« er dens evige Ordlyd, og det laller de alle, Børnene saa vel som de gamle Kællinger. Dansen er et plumpt Udtryk for en plump Opfattelse af det erotiske. Mænd og Kvinder sidder i Rundkreds, klapper i Hænderne, slaar sig paa Laarene og synger. Midt i Rundkredsen staar »Danserinden«, hun løfter lidt paa Benene og snor Hænderne dovent over Hovedet, men hele hendes Temperament synes at sidde i Hofterne og Bækkenet, som vugger og vrider sig i hæftig Takt til Sangen og i Bevægelser, der vover sig længer og længer ud ved de iltre Tilraab. Denne Dans, der ikke ejer et eneste Skønhedstræk men nærmest falder ind under Dyrenes ubegrænsede Ytringsfrihed, roses hyppig af de Rejsende og sammenstilles med den yndefulde og indsmigrende andalusiske Dans! Og fornemme Englænder‑ og Amerikanerinder, som har overladt det praktiske til deres Mænd og selv farter Sydevropa rundt paa Jagt efter romantiske Aadsler til at berige deres Hjemlands nøgterne Kultur med – vandrer hver Dag i Flokke og under Eskorte op til Hulerne for at nyde og beundre den vidunderlige Zigøjnerdans.
Mændene ser man sjældnere noget til hernede i Byen, nu og da møder man dem dog som Mandolinspillere paa Gaden, som Modeler eller Førere ved Alhambra. De er gennemgaaende ikke saa ubetydelige som Kvinderne og mindre frastødende, en og anden af dem er høj og velbygget med et dristigt Udtryk – han har andalusisk Blod i Aarerne. Granada tæller sine forvovneste og kløgtigste Smuglere blandt Zigøjnerne, og de ca. 200 Toldsoldater der omgiver Byen Dag og Nat, ved meget at fortælle om de listige Kneb og halsbrækkende Bedrifter, hine har udført for at smugle Varer og 219| da navnlig Alkohol ind i Byen. Afgiften ved Porten er en Frank af hver Pot, saa det er under gunstige Forhold en god Forretning.
Hver Morgen staar der en lang Række Æsler uden for Granadas Port og venter paa at faa deres Ladning af Frugter fortoldede; en Dag snubler et af dem under sin Byrde, og nogle af de dejlige grønne og gule Kæmpemeloner viser sig at være af malet Blik og fyldte med Sprit. I den følgende Tid stikker Toldbetjentene omhyggeligt deres Spyd ind i alle større Frugter, og imens trækker en Studekærre hver Dag i god Ro et Læs opskaarne Brædder ind i Byen; til det en Dag viser sig, at nogle af Brædderne kun tilsyneladende er opskaarne, men i Virkeligheden danner en Kiste – fyldt med Sprit. Eller en vindtør Zigøjnerolding nikker over Broen paa et Æsel, der er saa drægtigt, at Toldbetjenten siger Vittigheder om det; men Dyret har et Dobbeltskind – med Alkohol imellem.
Nu er Vagten blevet saa erfaren og Straf og Angiverløn saa store, at denne Trafik er ved at dø ud. Men om Natten er Zigøjneren fremdeles paa Færde, og med en flad Blikbeholder, der kan rumme 4‑5 Potter, spændt paa Brystet kryber han fra Bjærgene ned mod Byen ad Stier, som kun Gederne har traadt. Lige under ham men mange Fod nede ruller Floden, og nede paa dens anden Bred staar Vagten og lytter. En rullende Sten eller Jordklump er nok til, at der lægges Fælder for ham, og han bliver da fanget og vandrer i Fængsel eller forsøger en dristig Flugt og skydes ned; undertiden redder han sig selv, men maa lade Varerne i Stikken. Men slipper han heldigt fra det, saa har han tjent en efter Granadas Forhold god Dagløn.
220| Om Dagen sover Smugleren i Solen paa Bjærgsiden med Hovedet under en Figenkaktus, eller han begraver sig i sin Hule og spiller Kort. Han er saa lidenskabelig en Spiller som nogen Spanier og bliver let uenig med sine Medspillere. Saa maa »Lysene pudses«, ↄ: Daggerterne drages for at bringe Orden i Spillet igen. Under Pudsningen hænder det, at et Lys gaar ud, men Øvrigheden blander sig nødig i, hvad der foregaar oppe i Hulerne. Og det nytter heller ikke stort, da selv den haardt saarede eller døende tager sin Modstanders Parti og nægter at vide noget.
Zigøjnerne hylder fremdeles Selvtægten og mener, at Gengældelsen ikke alene tilhører den forurettede selv, men ogsaa lever og dør med ham. Paa dette som paa mange andre Punkter kæmper de en haardnakket Kamp mod Øvrighedens Indgriben. Og den ser igennem Fingre med meget heroppe, fordi der intet blev til Rest, om hvert af Rettens Kamre tog sit.
Men hvor Zigøjnerne vil føre deres Leveregler videre ud og bringe dem i Anvendelse paa det større Samfund, løber de Panden mod Væggen, og det sker tidt i Følge Forbryderstatistiken. De skal udgøre henved 30% af Fangerne i Granadas Fængsler og synes at forene Fængselsluften godt med deres knæsatte Frihedstrang. De bryder hyppigere ud end de andre Fanger og med større Held, men de vender ogsaa mere regelmæssigt tilbage.
Og med alt dette er man i Andalusien uden at vide eller ville det naaet et stort Skridt frem i Løsningen af det vanskelige Spørgsmaal: Zigøjnernes Akklimatisering. Selve Naturen synes her at ville udrette, hvad flere Regeringer, bl.a. den norske, har maattet opgive som haabløst: at knytte Zigøjnerne til en bestemt Egn og gennem den til et mere regelmæssigt Liv. Mange selv af de ældre er født her og 221| har levet deres Liv i og omkring Hulerne, eller disse har været det faste Punkt, hvortil de vendte tilbage fra alle deres Vandringer. I deres Børn er Stedfølelsen endnu stærkere, og Rodløsheden bor i dem kun som en Ustadighed i Arbejdet. Mange ejer selv den Skraaning, hvori Hulen ligger; de dyrker Chumbo (indiansk Figen) og holder Geder, hvis Mælk de sælger nede i Byen. En Del lejer sig ogsaa ud som Markarbejdere, og enkelte flytter ned i selve Byen og bliver Haandværkere. Jeg kender personlig en Beslagsmed, som holder flere Svende, er Medlem af Borgerrepræsentationen og en anset Mand. Han har ikke mange Lovord for sin egen Race, men tager dog fortrinsvis Zigøjnere i Arbejde – for at vænne dem til det ordnede.
Og Andalusiens Zigøjnere befinder sig paa Overgangen til det ordnede. Den har været dem lettere her, hvor Samfundet ikke stiller de Fordringer til sine Medlemmer som i Norden, idet selve Begrebet Orden er saa vagt og Livet kræver saa lidt for at kunne leves nogenlunde. Og den lettes dem yderligere ved Nutids‑Andaluserens store Taalsomhed og hans bunddemokratiske Sindelag. I Granada stiller Befolkningen sig mere afvisende til Zigøjnerne end i Sevillaegnen, men alt i alt bliver disse forhutlede Pariaer bedre behandlede i Andalusien end noget andet Sted i Evropa. Og de skønner paa det.
Hulerne er et Overgangsled mellem Landstrygerens Telt og Samfundets grundmurede Boliger, og Hundreder af deres Beboere kan allerede anses for faste Borgere – de betaler Skat, har Valgret og aftjener den treaarige Værnepligt. Og den fuglefri, vagabonderelystne Zigøjner roses som Soldat for sin Lydighed og Disciplin. – Saaledes forgaar al Verdens Herlighed!
222| Det er en kold Morgen sidst i Januar – Fredag, Zigøjnernes Markedsdag. Sierraens Sne er i Løbet af Natten krøbet helt ned til den øverste Bygrænse, Springvandskummen i Alhambras Løvegaard bærer tynd Is. Det brede Vivarrambla der engang var Scenen for Mavrernes glimrende Ridderspil ligger øde hen.
Men oppe ved Pladsens ene Hjørne, paa det lille Torv, er der Liv. Zigøjnerkællingerne sidder der med deres Honning og Flitter og Bliktøj, de varmer deres blaa Fingre over et Kulbækken, som de holder i Skødet, og slynger nu og da et skingrende Omkvæd ud. Idet jeg gaar forbi, trækker de mig i Ulsteren og opfordrer mig til at købe. Jeg afslaar det med et velvilligt Smil, men alligevel falder der en Regn af Skældsord ned over mig: »Huy, Mosju, que feo es! Hvor han er grim, føj!« Grimme skidne Ansigter griner frem over Varerne og kaster sjofle Bemærkninger i Ryggen paa mig.
I min Iver for at komme hurtigt om Hjørnet er jeg lige ved at snuble over en Zigøjnerkrøblings nøgne, sammenrynkede Benstump, som han sidder og holder lige ud i Luften for at vække Medlidenhed.
»Hermano – Bror! giv mig en Skilling for Guds Barmhjærtigheds Skyld.«
»Jeg vil give dig to, hvis du vil stikke den forkomne Benstump i et Strømpeskaft og ikke sidde og blotte den. Du paadrager dig selv en Lungebetændelse og andre en blandet Nydelse.«
»Hombre que sì – det er sandt nok Mand! Men saa fik jeg bare ingenting.«
»Jeg tænker du fik meget mere.«
»Nej, for saa saà de jo ingenting. Og Folk vil se noget for deres Penge – vil man ikke ogsaa det dèr hvor du er fra? De ser allesammen paa det, og saa er der altid en og 223| anden, som imens faar Haanden i Lommen. Damerne ser ogsaa, men de gør det fra Siden, for de vil helst ikke give noget.«
»Ser du det, du er dem for brutal!«
»Nej, men de er gærrige – det er alle Kvinder. Men saa stikker jeg blot Benstumpen saa langt frem, at de stryger imod den med Kjolen; det bliver de ækle ved, for de tror, der er Materie paa. Og saa smider de lidt til mig for at jeg ikke skal gøre det oftere. – Maa jeg saa ikke faa den ene Skilling og beholde Benet ude – Bror, Adelsmand?«
»Det maa du. Farvel, Ven.«
»Gaa med Gud, Señorito.«
Midt for Domkirkens Trappe ligger der et Æsel med alle fire Ben ud fra sig, Halsen strakt hen ad Stenbroen og lukkede Øjne. Det er segnet under for stor en Byrde Trækul. Driveren løser ikke Byrden af Dyret, men han sparker det ind i Lysken med sin tunge Støvle og raaber: »Op med sig, Æsel, Bæst, Skabhals!« Men Æslet rører sig ikke, og han giver sig til at græde.
To Zigøjnere kommer til. De hjælper ikke Bonden, men giver sig til at nedsætte hans Dyr, de vil benytte sig af hans Fortvivlelse til at erhværve sig det for en Slik. Handelen er allerede ved at gaa i Orden, da en Præst kommer ned ad Katedralens Trappe og befaler Bonden at løse Byrden af Æslet. Det rejser sig med Møje, det har Saar paa Knær og Bringe af Faldet og over Ryggen af Byrdens evindelige Gniden. I de Saar behøver man blot at pirre det med en spids Kæp, saa jager det paa, lige til det styrter. Det er saa villigt, et rigtig flinkt lille Æsel, og Bonden vil ikke høre tale om at sælge det, nu da det er paa Benene igen. Derimod sælger han Trækullene til de 224| to Zigøjnere for en Ubetydelighed – for at være fri for at læsse dem igen.
Man kan skyde Genvej gennem den store Katedral, det gør de fleste, og Gulvet er helt slidt her paa den ene Side. Præsterne, der knæler for Altret, maa hvert Øjeblik dreje Hovedet efter Lyden af de raslende Skørter.
Saa en lang snæver Gade, overludet af tunge Balkoner – Skrivergaden. Gadeskriverne sidder ved deres Pulte og blæser paa de valne Fingre, der er ingen Søgning. Kun ved en Pult staar en ung Pige, hun dikterer: mil besos y mil cariños, tusend Kys og tusend Kærtegn; al denne Overflod skal i én Konvolut.
Midten af Gaden ligger i ufremkommeligt Ælte, og paa Fortovet har Skomagere, Skræddere, Snedkere og mange andre deres Værksted. En Murer rører Kalk sammen paa det bare Fortov; man maa plante en Fod midt i det for at komme over, og det gør de den ene efter den anden uden at kny. Hist sidder en Skomager og tager Maal af en ung Pige med hendes Fod oppe i sit Skød; her sidder en Familie og spiser Frokost med Fødderne i Rendestenen og Opdækningen paa Fortovet; derovre op ad Muren skifter en Mand Skjorte, mens en Kvinde staar foran og holder Skørterne ud – i et fortvivlet Forsøg paa at dække ham.
Gaden kniber sig sammen og forsvinder under den gamle mavriske Port Elviras Hesteskohvælving. Der udenfor ligger Zigøjnernes Markedsplads, en lang Strimmel Sandjord, der piner sig ud i en Spids til den støder mod Tyrearenaens Porte. Til den ene Side ligger talrige Vinknejper, til den anden hæver Bjærget sig, med Væverskernes By Albaicin og Zigøjnernes Huler højere oppe.
Forkuede Bønder staar ud over Pladsen, sammenkrøbne, blaafrosne, med en Dryp under Næsen – og holder ved 225| Hovedet af deres Kreaturer, som skal sælges for enhver Pris. Bevidstheden herom samt Kulden der endnu ikke er gaaet af Luften faar dem til at se sølle ud, helt sjælelig forkomne. Surøjede Zigøjnere lusker fra Gruppe til Gruppe, belurer Dyrenes Svagheder og vurderer Mændenes Armod for siden at benytte begge Dele.
Der gaar ogsaa Opkøbere om, naive Spaniere i lange Kapper; de er kommet hertil med Morgentoget fra Havnestæderne og bestræber sig for at se ud som drevne Handelsmænd. Bønderne kaster længselsfulde Blikke efter dem og gør Tegn til dem, at de skal komme og købe. »Køb af mig, bitte Ven,« siger en lille Bonde til en lang Opkøber, »saa bliver ingen af os snydt af dem dér.« Og han peger over mod Zigøjnerne.
Men hans usle, langhaarede Kreaturer, der har levet paa Majsstraa og tørre Bjærgtidsler hele Vinteren, fanger vanskelig Opkøberens Blik, for derhenne holder Zigøjnerne med Grupper af sirlige smaa Æsler, der er klippede i fine Mønstre, og lækre Muldyr med rød Dusk i Panden. Ingen Spanier kan staa for det Syn, har han saa Snese Gange erfaret, at Skinnet bedrager.
Og dog véd ethvert Barn at fortælle om, hvilke Øjenforblændelser Zigøjneren kan paaføre et Menneske, naar det gælder om at afsætte et uafsætteligt Dyr til ham. Folk har købt de nydeligste Æsler og Muldyr herude, som saa bagefter viste sig at være flikkede sammen og kunde tages adskilt næsten som en Symaskine. Ved Arsenik og hemmelige Urter pustes Dyrene op, saa de ser velnærede ud og knejser og gaar paa for Køberens Øjne. Men Dagen efter er de som Klude, deres dejlige musegraa Farve smitter af og efterlader en falmet graasprængt Pels, hvoraf store Stykker falder ud, som er klistret over de afgnavede og saarede 226| Steder. Ja, og Halen den kan man da gærne tage af og sætte paa igen efter Behag.
Zigøjnerne vil, naar de engang gaar helt op i den andalusiske Befolkning, give et ejendommeligt Bidrag til dens Karakter som de nu giver det til dens Folkeliv – ved deres udprægede Handelstalent.
Andaluseren selv har ingen Ævner i den Retning, han kan trække det korteste Straa tyve Gange uden at blive klogere deraf. Sine Nederlag tilskriver han Trolddomsmidler hos Zigøjneren, og dem kan jo ingen Djævel staa for, var han aldrig saa klog. Han er fuldstændig blottet for almén Vurderingsævne, alting farves af hans personlige Følelser; han vurderer, vejer og handler efter uvedkommende Bevæggrunde, efter sit eget Jegs for eller imod. »Det Ansigt tiltaler mig, han skal have Varen for den Pris!« er en Sætning, man ofte hører. Men afhænger en Handel ofte af, om et Ansigt er tiltalende eller ej, saa er den uadskillelig fra Modpartens Tungefærdighed. Et Dyr vil i en Spaniers Øjne faa netop de Egenskaber, en veltalende Zigøjner tillægger det – gode eller daarlige alt efter Tilfældets Natur. Thi i dette dejlige Land er hvert stort og rundt Ord af Guld, og de fleste Ord leverer det bedste Bevis.
Og Zigøjneren har mindre Samvittighed og mere Overtalelsesævne end en vestjysk Pranger. Han driver om i overlegen Ro med Hænderne i Lommen, snart er han henne og sælger et af sine Dyr til Opkøberne, snart slaar han et Slag ud over Pladsen for at spørge paa Priserne. Af den haanlige Latter skulde man tro, at Bønderne var ublu i deres Forlangender; her kræver én 10 Duros (ca. 36 Kr.) for et godt lille Æsel; histhenne staar den dejligste andalusiske Plag til 150 Kroner. Og de magre daarlige Dyr kan man købe for nogle faa Kroner.
227| Rundt om har der dannet sig smaa Grupper, hvor nogle Zigøjnere er i Færd med at gøre en Bonde mør. De staar i Kreds omkring Bonden og hans Kreatur med lange Piske i Hænderne, en og anden har en Kreatursaks bag i Skærfet. Naar alt det usle er sagt der kan siges om Dyret, gør Køberen et Bud, og samtidig søger han under allehaande Paaskud at prakke Bonden en Duro paa; det er Haandpenge, og kan han faa Bonden til at tage Mønten i sin Haand, er Handelen afsluttet. Men Bonden gør sig slatten; hvergang de trykker ham Mønten i Haanden, falder den plat til Jorden. Saa træder to lange Gavtyve til, to Zigøjnere; den ene stiller sig paa sin Stammefrændes, den anden paa Bondens Parti. De vekselvis skubber de to Handelsmænd over i hinandens Arme, eller rakker med frygtelig Larm Modparten og hans Klient ned, eller Sælgerens Advokat tager Køber og Sælger om Halsen og trækker dem afsides, mens den anden Advokat løber bagefter og haler dem alle tre i Kapperne. Det er et kosteligt Syn for en Udenforstaaende; men Bonden ligner en Døende, der ser Aadselgribbene kredse ventende over sig.
Endnu er der Modstandskraft i ham, og Flokken gaar. Senere kommer den tilbage, og Bonden staar der endnu og holder ved Hovedet af sine Kreaturer, helt sjælelig forkommen, saa langt borte i Tanken om Skatter og Afgifter, at man kan prikke ham paa Øjnene uden han mærker det. Hans Priser er gaaet endnu længer ned, og inden Aften køber Zigøjnerne hans Dyr for en Tredjedel af Værdien.
Næste Fredag kan han om han vil gaa herud og se sine Kreaturer, nu vel pudsede og klippede og med en lille Humørdjævel i Kroppen, vandre over paa de spanske Opkøberes Hænder til høje Priser. Saa udstøder han et caramba! samler en fortygget Cigarstump op og laver sig en 228| Cigaret af den – og Handelen er glemt. Og næste Gang gaar det ham ligedan.
Midt imellem Grupper af Æsler og Muldyr sidder en Zigøjnerkælling uden Næse med Skørtet fuldt af smaa røde Pattegrise. Handelen gaar strygende, og hvert Øjeblik fjærnes en Gris under høje Hvin, der faar Æslerne til at skryde som sprukkent Metal, og de smækre andalusiske Heste til at fare nervøst sammen. Med Ryggen mod hende sidder en Zigøjner fra Sierraen med bare Fødder og et Hestedækken viklet om Halsen, han falbyder smaa spidssnudede Ulveunger. Opkøberne render om med flagrende Kapper, Zigøjnerne misser smilende med deres vippeløse Øjne, og Vandsælgerne – næst efter Tiggerne Granadas uundværligste Væsner – krydser Pladsen i alle Retninger som Svaler, med Glas i Haanden og Korkbeholdere paa Ryggen. »Aqua! se her er Aqua! Frisk og godt Vand, Snevand, Isvand!« Kun Bønderne staar ubevægelige med en Dryp under Næsen og holder ved Hovedet af deres forhutlede Dyr; de har søgt Tilflugt bag en stum og stædig Obstruktion, som redder dem – indtil videre.
Op og ned ad Landevejen kører et stort Jærnmonster, der ligner Lokomobilet til et Damptærskeværk. Det er forspændt med fem smaa Æsler i en lang Række, øverst paa det sidder en Zigøjner og driver Æslerne frem med høje Raab og rører i en Kedel, nede bag gaar en Kælling og rager op i Ilden og synger sit caliente! caliente! langt ud i Luften. Dèr kan man faa varm Frokost for 5 Øre: Blækspruttearme saa lyserøde som nyfødte Museunger og Flæskesvær med Børsterne paa – en hel Haandfuld af hvert, dryppende af den lækreste hede Olie og lige til at sluge.
Oppe fra Albaicin klaprer Vævene ustanseligt, og endnu højere oppe, ved Jordhulerne, gaar en Zigøjnerkælling og 229| hænger røde Pjalter til Tørre paa Kaktusen. Farven staar som en klangfuld Fanfare til det letgrønne Fjæld og den blaa Himmel.
Jeg driver ind i Anlæget paa den anden Side Landevejen, sætter mig paa en Bænk og ser ud over Markedspladsens Mylder. Det er over Middag, Solen skinner saa varmt, at den lokker Tigger efter Tigger ud af de fugtige Gyder. De gør et Par Slag ud over Pladsen, styrer saa løs paa mig og falder endelig til Ro i Plænens Græs med Dækkenet viklet om Hovedet; dèr ligger de som snorkende Pjaltebylter – Armodens Overflod. Granada har saa mange af dem, at de tigger af hinanden, og de er saa stolte, at de ønsker én Guds Velsignelse, enten man giver dem noget eller ej. Solen kæler for dem og slikker deres halvnøgne Lemmer varme; Menneskene ser paa dem med milde Øjne, og den der har noget, giver dem enten de beder om det eller ej.
Der gaar en fin Dame forbi med et Barn ved Haanden; Barnet peger og siger: »Se Mor, dèr ligger en Tigger.« – »Nej, mit Barn,« svarer Moderen, »det er en Bror – en fattig Bror.« Opsynsmanden jager dem ikke engang ud, skønt de ligger midt i Plænerne med Hovedet mod Blomsterrabaterne.
Dagen hælder, Bønderne har endelig givet Køb og laver sig til at tage hjem eller forsvinder i de talrige Vinknejper. Zigøjnerne trækker af med de forhutlede Dyr, op til Hulerne i Barmhjærtighedens Bjærg, hvor den store Forvandling skal foregaa fra afrakket og styrtefærdig til fyrig og ubændig – altsammen inden næste Fredag.
Paa Pladsen begynder nogle Rekruter at eksercere og jager de sidste Markedsfolk bort, hist og her staar en Stodder eller en Hund og snager i en Affaldsdynge.
230| Paa Grøftevolden ved Landevejen har nogle Zigøjnerpiger slaaet sig ned. De pludrer i Munden paa hinanden og krænger de udviskede Træk ud til brede Grin, sære abeagtige Grimasser. De lægger Hovedet i hinandens Skød og faar det afsøgt, kigger nysgærrigt frem mellem Venindernes travle Negle for at se den Forbigaaende, gnasker Pinjekærner og pludrer – kælne og med et Udtryk af dyrisk Velvære.
Som Aberne i Zoologisk Have.
