Tillæg 1

MorgenvandringN

Hver Morgen ved det første svage Gry vækkes jeg af et øredøvende Kvidder. Det bryder frem saa pludseligt som Spurvenes derhjemme i Træerne uden for Sovekammervinduet, og er lige saa formaalsløst larmende. I Smøgens Bund og op over Husenes Fasader bliver der levende; Madammer og Pigebørn og Unger hænger paa Balkoner og i Glugger, eller dasker om dernede mellem Mælkegederne og de skindklædte Hyrder. De drysser Lyde ud i Luften, meningsløst, i ren Strubeglæde. Og fra Gydens myldrende Bund, der med Snavs, Halvmørke og Stank minder om en Kloak, koger det op i en Naturhymne til den frembrydende Sol.

Dette er min sædvanlige Morgentur: tværs igennem Byen og ud, i en stor Bue over VegaenN til hvor Bjærgenes Udløbere begynder, saa op over disse og bag ned til Byen igen gennem AlhambraN eller Albaicin.N Det hele kan gøres paa 3‑4 Timer.

Jeg har gaaet den mange Gange og kender det hele. Jeg ved, hvor jeg vil møde den Tigger, og den, og den. Jeg ved, paa hvilke Mure der sidder flest Firben, paa hvilke Steder Vandledningen er itu, og hvor hver Lem sidder. Jeg kender hver Gadedreng paa min Vej, og ved nøjagtig, hvad de vil raabe efter mig, og jeg kender alle Væverskerne i Albaicin og ved, hvilke der vil nikke til mig, hvilke ikke. Og Turen er saa fortryllende fuld af Form og Farve og Perspektiv, saa fuld af Liv, at jeg gaar den igen og igen. Og hver Dag møder jeg noget nyt.

Naar det begynder at dæmre, og Don Pedro inde ved Siden af raaber: Beppa! Beppa! springer jeg ud af Sengen. Først en Dukkert i el pilar,N Springvandsbassinet i Gaarden, og dernæst op i Taarnet for at se, hvad Dagen vil bringe. Fra vort Taarn kan jeg se Alhambras tusendaarige røde Mure, jeg kan se tredve runde Kirkekupler (og høre deres billige Klokker), Snetoppene af Sierra NevadaN samt den yderste Del af Vegaen begrænset af Sierra Elvira.N – Don Bonifacio gaar i Køkkenet og rumsterer, og hans Kone ligger i Sengen og giver ham Ordrer. Begge Døre staar aabne til Svalen,N som jeg maa passere, og Konen forstummer midt i en skarp Gnelren,N idet hun ser mig. Et Nik til gamle, gemytlige »Facio« og saa ud.

Lige udenfor Porten tager jeg et langt Skridt hen over en stor død Hund – der laa en anden omtrent paa samme Sted i Gaar Morges – og driver op ad Gaden. Midt i en Stump Tværgade ligger en Affaldsdynge, to slunkne Hunde og en Stodder staar og roder i den efter spiselige Ting. Oppe mellem de brogede Balkoner hænger der hvide Taageflader med Rifter i, Morgensolen falder ind paa langs i den lange Smøge og danner Rosenskær og tinteN Skygger, og Balkonerne kaster lange Skyggestriber skraat ned ad Husenes Sider.

Underste StokværkN af Husene har ingen Balkoner med Blomster og grønne Skodder bag ved. Hist og her er der Porte, der fører til Gaardene og de øvre Stokværk, og mellem dem er der Døre der fører fra Gaden lige ind til etværelses Lejligheder, der faar alt deres Lys gennem Døren eller et lille tilgitret Vindu. Der bor de fattige.

Ved Solens første Straaler kommer de kravlende frem som Snoge paa Sydsiden af et Dige og lunkerN deres klamme Lemmer. Bohave flyttes med ud; Børnene kommer hoppende i stumpede, næsten sorte Skjorter med deres øvrige Klæder i Favnen og klæder sig paa derude. Mændene hænger paa en Stol og ruller sig en Cigaret eller tager den sidste Morgenlur; svømmende fede Kvinder i Skørt og Særk kæmmer og ransager hinandens Haar.N

Dørene staar aabne til Boligerne og jeg kigger i Forbigaaende ind. Der ser skummelt ud, og Stank af altfor beklemret Sovekammerluft slaar én i Møde. I nogle Rum er der flere Etager Senge, i andre ingen – der sover man paa Gulvet. I nogle af disse Kvarterer deler flere Familier samme Rum – saa trækkes der en Snor tværs over Stuen som Skillevæg.

I de bredere Gader bor de bedrestillede. Der er kun Tjenestepigerne oppe og gør rent. Balkonernes Glasdøre aabnes én for én, og man kan høre at der fejes paa første og anden Sal. Der bruges ingen Fejespaan,N Snavset stryges ud over Balkonen og daler ned i Hovedet paa den, der gaar paa Fortovet. Men der gaar ogsaa kun Udlændingen og saa kan det være det samme. Mange endnu værre Ting tømmes forresten ud gennem Vinduer og Balkoner paa denne Tid af Dagen, og man lærer snart at gaa midt paa Gaden. Man bliver forøvrigt behørigt advaret. De der tømmer et vist MøbelN ud, forsømmer aldrig først at raabe: Jesus, Maria og Josef.

I Solskinnet paa Torvet staar Grupper af ørkesløse Spaniere – slanke, drapperede i deres Kapper, rygende, og spinder politisk RendegarnN over den sidste Avis – saa langt som en Solstraale og saa skørt som et raaddent Æg.

Og Tiggerne er ude. Granadas Hundreder af Tiggere. De har sovet under Trapper, i Kroge, under Vogne og overalt, hvor der var lidt Læ. Der er nogle, hvis Pjalter er én Kage af Blaaler og Dynd, de bebor DarroflodensN underjordiske Løb. Nu dukker de frem fra deres hemmelige Kvarter og humper blaafrosne om, holder Morgentoilette i Springvandet eller tigger ind til deres Frokost.

Der er Klokkeklang oppe i Posthusgaden, og en Flok Geder kommer ind fra Torvet, drevet af en Hyrde i Faareskind fra Top til Taa med det lodne udad. Madammer og Tjenestepiger kommer med Glas og Krukker, og Hyrden griber en Ged om Bagbenet og klemmer det bestilte Kvantum ud. Saa løber den, til den næste Køber kommer, og saadan videre, til alle Geder er tomme. Det er Granadas Mælkeforsyning – Mælk fra Fad – Systemet er sikrere end al Verdens Mælkekontrol.

Jeg gaar ud af Byen og kommer over Broen, hvor Toldvæsnet holder Vagt. Langt op ad Vejen holder Bønderne med deres oppakkede Æsler og venter paa at erlægge Afgiften, en Øre for hvert Æg, en FrankN for hver Kalkun o.s.v. og Toldbetjentene gaar omkring med glatte Staalspyd, som de jager gennem Ladningerne og derpaa lugter til for at prøve, om der er Kontrabande.N Bønderne er i Nationaldragt: kort Trøje, Knæbenklæder, der holdes af røde Skærf, hvide Uldstrømper og Rebsandaler.

Og der ligger Vegaen i gennemsigtig Morgenluft!

Op over Bjergsiden er der hvidt og rødt af blomstrende Frugttræer, men her mod Syd, hvor Haverne hænger som Terrasser over hinanden, er Blomstringen allerede forbi – vi er jo midt i Marts. Frugttræerne er helt grønne, og Vinstokken kravler opad, skyder grønne Følehorn ud i Luften og holder spæde, blege Blade frem mod Solen som smaa Barnehænder i Regn. Selv de gamle Elme i Alhambras Lund har travlt med at springe ud; ved deres Fødder titter BoragoensN himmelblaa Stjerneblomst frem, og »Jomfru Marias Taarer«N nikker ud over Stiens rindende Vand, blændende hvid paa sin lange Stængel.

Den flade Vega ligger og glinser i Solen med sit tusendarmede Kanalsystem, der breder sig over den, »for at det kan regne, enten Gud vil eller ej«, som den vittige Bonde siger. »Men Vorherres Regn er dog bedre end Flodens«, skyder hans Kone formildende ind. Vegaens Bund er grønt i grønt, kun afbrudt af de mange kalkede Hytter, der pletter den store Flade som hvide Sejl.

Og Snegrænsen! se hvor den kryber op ad Bjærgsiden, højere og højere fra Dag til Dag. Sneen har været helt nede paa Ryggen af de nærmeste Høje, og en enkelt Nat var der Spor af den helt nede i Dalen. Men Solen har berørt den med sin TryllevaandN og den opløser sig og fylder Kløfterne med Kaskader og faar Floden til at vælte hovedkulds hen over sig selv og af Sted ned i sit underjordiske Løb. Inde under Byens Gader koger og larmer den, men ude paa den anden Side dukker den igen frem, og Bønderne aareladerN den og fører dens Vande i Øst og Vest, saa den bliver helt tynd.

Nu staar Hveden knæhøj og busket, saa tæt som Græs og uden Ukrudt. Den har vokset sig stærk paa den fri Opdragelses Princip. En Dag i Efteraaret gik Bonden og rodede møjsommeligt i Jorden med en tilspidset Stang, for hvilken der var spændt to Muler.N Siden gik han hen over samme Stykke og saaede. »Til Gud – til Fuglene – og til mig!« sagde han og smed en Haandfuld Sæd ud for hver Sætning. De letsindige Fugle spiste deres Part paa Stedet, men Vorherre og Bonden lod deres gro. Hele Vinteren græssede Faar og Geder paa den grønne Hvede, men den blev tættere og tættere, og en Dag kom mange Mænd med SkrabejærnN og tyndede den ud og levnede kun en Busk paa hver Kvadratfod. Og nu staar den saa kraftig, at man undres over, om Vegaen har Mænd nok til at slaa den.

Naar den Tid kommer, rykker alt, hvad der gaar paa to og ejer Tommelfingre, i Marken og hugger løs. MejerenN griber med venstre Haand om en Dusk Hvede, den højre med Seglen skærer af, Dusken lægges til Side, og en ny maa holde for. Der kommer den Dag da man er færdig, og Hveden skal tærskes. Hist og her paa Markerne er der brolagte Cirkler, oppe fra Bjærgene ser det ud, som Jordens Ansigt var fuldt af Ringorme;N dér bringes Sæden hen, og Okserne jages rundt i Ringen og tramper Kærnerne af Aksene med deres Hove. Den karrige Bonde binder dem for Munden for at de ikke under Arbejdet skal æde for meget af Sæden; deraf Ordet: Du skal ikke binde Munden paa den Okse, der tærsker.N Eller der trækkes en Rulle hen over Stenbroen; Rullen er forsynet med Jernknoer, der klemmer Aksene, til de afgiver deres Indhold. Det sidste kaldes at tærske paa Maskine. Til Slut renser man Hveden ved en Blæsedag at kaste den til Vejrs og lade de overflødige Bestanddele spredes »som Avner for Vinden«.N Saadan høstede de gamle paa HomersN Tid og Maurerne for 8 Hundrede Aar siden, og saadan høster Vegaens Bonde den Dag i Dag.

Den brede Landevej ligger lige for, men den er støvet og kedelig, og der løber grønne, lokkende Æselstier ud i alle Retninger til Vegaens mange Vaaninger.N Man vælger hvilken man vil, gaar hvor man vil, for Syden kender intet »Adgang forbydes«.

Paa den ene Side har jeg en »sequia«N (Vandledning), vistnok anlagt af Araberne for 7‑800 Aar siden. Paa Siderne har den Spjæld med Stikledninger til at overrisle Markerne med, og her og der driver den en Oliemølle. Til den anden Side er Stien hegnet af Brombærranker. Sorte Svin roder under Rankerne, ildrøde Smaagrise løber om og spiser Græs. Luften er sval endnu og krydret af Duft fra Markernes blomstrende Lupiner. Oppakkede Æsler traver mig forbi, paa Toppen af Oppakningerne sidder Bønder, og pyntede Bønderkoner der skal ind og hilse paa deres Helgen. Vogne er sjældne i denne Egn, alting rider. Langørede, graa Mulæsler traver til Bys med Halm‑ og Brændeladninger saa store, at man ikke begriber, de kan balancere med dem. Frugterne rides ind til Byen, og Gødningen rides i samme Kurve ud, Varer og Mennesker rider over Bjærgene fra Landsdel til Landsdel.

Nu bliver de for Resten sjældnere, disse Muldyrkaravaner, der bringer Ladninger af Varer gennem vilde Bjærge og øde Llanos,N Jernbanerne er i Færd med at afskaffe dem som saa meget andet. Det hænder dog endnu, at jeg møder dem paa mine Ture ind under Sierraen – lange Tog af Muldyr, der kommer bugtende ned ad en Bjærgsti, hvert Dyr belæsset med to Vinankre, og det, som gaar foran, forsynet med et stort Jærnrør med Knebel, der hænger og dingler om dets Hals og gør Gryderabalder. Seletøjet er pyntet med kulørte Duske, den tykmælede Klokke virker behageligt og fordringsløst, her er et Æsel, hist et Muldyr ude af Rækken for at nippe til en Blomst; et velrettet Stenkast bringer dem atter i Række. Og sidst i Rækken los Arrieros,N Driverne, hængende mageligt paa deres Æsler og trallende deres monotone CoplasN om ulykkelig Kærlighed.

Æselstien møder to andre og danner en Trekant i Sammenstødet, midt i Trekanten staar et Kors med den Korsfæstede og ved den ene Side ligger et Vinhus. Der beder Bonden baade naar han rider ud og hjem, Korset byder ham at staa af, og han følger Vinket og tager en Hjertestyrkning. Den samme Vin, han ikke gad drikke hjemme, nyder han her i PægleglasN til ti Øre. Han har selv solgt Værten den for det halve.

Der spiser jeg gærne Frokost, Spejlæg og Skinke, Druer fra i Fjor og god Vin, alt for en Bagatel; mit Bord er dækket under det lysegrønne Vinløv foran Huset, og en madonnalignende Pige varter op. Hun mangler kun to Fortænder og nogen Renlighed for at være himmelsk. Jeg sidder og passer paa mig selv, fordi jeg befinder mig i et Land med tilspidsede Former og blandt Mennesker, der paa Forhaand har Antipati mod alle Fremmede. Hver Mand, der stanser og faar sit Bæger Vin bragt, byder jeg af min Mad og Drikke, og spørger, om de ikke vil spise med. Og de studser over denne Fremmede, der næsten er lige saa høflig som de selv, og bliver mindre stramme i Ansigtet. De svarer, naar jeg taler til dem, synes om at blive kaldt CaballeroN (Gentleman) og kalder mig igen snart excellencia,N snart compagñeroN (Kammerat). Deres Mistro fortager sig, og de praterN med mig om løst og fast, spørger mig om jeg er fra Gammel‑Kastilien,N som er et Land mod Nord, hvor det er meget koldt, forklarer de mig, og ryster paa Hodet, naar jeg fortæller, at jeg er fra et Land, der er endnu koldere. Men de afslaar høfligt mine Indbydelser paa et Glas Vin, og da jeg bliver ved, berører de mit Glas med Læberne og ønsker mig Sundhed. Indbydelsen er et skyldigt Hensyn, men maa ikke benyttes, mindst over for Fremmede. Danmark har ingen af dem hørt nævne, men en og anden ved om Frankrig at sige, og èn indskyder en Bemærkning om, at mellem Araberne er der et Sted, hvor Solen ikke gaar ned et halvt Aar i Træk. Han ser i det samme hen paa mig som den berejste Mand efter Bekræftelse; og jeg nikker, fordi Modsigelse øjeblikkelig vilde forskærtseN alt hos disse Mennesker, der siger, hvad der falder dem ind. Saa peger de én ud imellem sig, der har været i Murcia,N en By ude ved Kysten, og han siger, henvendt til mig, at der er intet der tiltaler ham saa meget som at rejse ud og se hele Jorden. Hele Jorden, hvor er det spansk, hvor det passer til deres baade barnlige og pralende Forestillinger. At se en anden By er at have set hele Jorden, sker noget to Gange, saa sker det over hele Jorden; Spanien er det bedste Land paa hele Jorden, det koldeste Land paa hele Jorden, det varmeste Land paa hele Jorden. Alt, hvad der er spansk, er i Superlativ. Og saa er igen Andalusien den første Provins i hele Spanien, og Vegaen er Kærnen i hele Andalusien. Og hver af dem, jeg taler med, anser i Stilhed sig selv som den første Mand i hele Landet. »Hvis jeg vilde«, er et staaende spansk Udtryk, og det ledsages af store Fagter. Barnlige er de, stortalende Fantaster, men noble er de ogsaa, en underlig Blanding af CidN og Don Quijote.N

Over Kanalen fører smaa Træbroer, bag hver Bro er der en Port med en Niche og i Nichen en Olielampe foran et Madonnabillede. Over Porten staar Stedets Navn: »Urtegaard af den ubesmittede Undfangelse«, »Maria Bebudelses Urtegaard«, »Kristi Lidelse og Døds Urtegaard«. Vegaens Bøndergaarde ligger inde bag ved og bærer disse stærke Navne. Det er hvide Stenhuse uden Vinduer og i to Stokværk, øverste Stokværk er aabent, saa den blaa Himmel ses gennem de hvide Piller, der bærer Taget. Deroppe hænger Majskolber og spansk Peber til Tørre i store Bundter, det guleste Gule og det rødeste Rødt; deres Farver forstærkes i det kraftige Sollys, der giver den hvidkalkede Væg et Anstrøg af Blaat.

Stien skæres midt over af en Vandstrøm. Jeg trækker bare Fødder og vader over. Der kommer en Række Mænd og Kvinder ned mod mig fra Landsbyen, de skal til Morgenmesse i Katedralen. Mens jeg sidder og trækker mine Strømper paa, naar de Vandet. Mændene gaar ned én for én, stiller sig ind under den lave Brink og svajer Ryg, Kvinderne sætter sig over deres Lænder, tar en Haand i Nakken paa dem og rider over til den anden Side.

De spredte Huse afløses af Landsbyer, og Bjærgene, der begrænser Vegaens ene Side, bliver tydeligere. Man kan se Stier, der snor sig op ad deres Sider som lyse Baand, en sort Streg bugter sig op ad en af dem – maaske en Karavane.

Inde over Markerne gaar en Mand og skyder Sangfugle, der er paa Vej Nord over. Jeg raaber »Goddag, Ven!« ind til ham, og han kommer hen imod mig, trækker et sammenrullet Lommetørklæde op af Bukselommen og pakker ud. Det er en lille, halvkvalt Sangfugl, som han har fanget i en Done,N den har endnu Løkken snæret om Benene. – Om jeg ikke vil købe den? Jeg giver ham 25 Øre, skærer Traaden over og kaster Fuglen op i Luften. Den skyder bort med en Trille. »Hvorfor gør De det?« spørger han. »Maaske flyver den hjem og synger for dem derhjemme,« svarer jeg. »Aa,« siger han leende, »det er jo ingen Kanarifugl!« Og han gaar for at forsøge at fange den igen – maaske kan han sælge mig den en Gang til, naar jeg kommer tilbage.

En Række nøgne Pil, i hvis Grene Hundreder af Krager kævles, angiver det Sted, hvor Darrofloden bryder frem af sit underjordiske Løb. Den ligger midt i den frugtbare Vega som et Stykke Ødemark; i den ene Side af dens kilometerbrede, stenede Seng, har Strømmen skaaret sig et dybt Leje.

Alt hvad Byen udrangerer, alt Affald, alle Uhumskheder, bliver gennem Lemme styrtet ned i den underjordiske Flod, flyder her ud og danner en uhyre Rakkerkule.N En Stank af Aadsler slaar én i Møde, her og der hvirvler Strømmen om Skelettet af en Hest eller et Æsel, og de afpillede Ribben stikker i Vejret som SpanterN af et Vrag i Havstokken. Døde Hunde og Katte ligger opskyllede i en blandet Masse med Grene og Siv, hvor en fremspringende Sten har ydet lidt Fæste; halvtomstyrtede Piletrær hænger ud over Floden og afspejler deres tørre Træskeletter i Vandet, hvor det rinder bredt og roligt; Ravne og vilde Hunde slaas og rives om det friske blodige Aadsel af en Hest.

Man maa være her endnu tidligere for at se Begyndelsen. Endnu før den første Lysstraale har faaet Tid til at tænde BavnenN paa Nevadas Gletschere og melde Vegaen, at Solen er staaet op over Middelhavet 50 MilN borte, trækker Bønderne deres syge Kreaturer ned til Floden, skyder dem en Kugle for Panden og gaar hjem. Ravnene er vaagne i Trætoppene, og Hundene kommer luskende inde fra Byen med slunkne Sider. Men RakkerenN kommer ud af Krattet, spejder op og ned langs Floden og lader sig glide ned ad Brinken. I et Øjeblik har han skilt Dyret ved de sidste Rester af Liv, han vælter det døde Skrog fra Side til Side og afflaar den dampende Hud, medens sultne Øjne stirrer paa ham fra Krattet og Trætoppene. Et sidste Snit, og han slænger Huden over Skulderen, sparker Liget om paa Siden og forsvinder. Der begynder et Væddeløb gennem Luften og langs Jorden, og i et Øjeblik er Aadslet dækket af slunkne Hunde og graadige Ravne. Men en Zigøjnerkælling kommer op langs Floden. Med Stenkast jager hun Dyrene bort og giver sig til at udskære de fedeste Stykker af Aadslets Bringe og Laar. Hun skærer Kødet i Skiver, lægger det omkring paa sit nøgne Legeme og knapper Klæderne til over det. Saadan bliver det smuglet gennem Porten; siden er det ingen Sag at afsætte det paa Torvet som Bøf eller Bankekød. Saa begynder Ravnenes og Hundenes Frokost, og naar Solen kigger over Sierraen, er der kun Skelettet tilbage.

Saa løber Hundene halvmætte om og snuser nysgerrigt til de blaaglinsende oppustede Legemer af deres døde Kammerater, der ligger med Snuden i Vandet og krængede Mundvige. Og næste Morgen ligger de maaske selv paa samme Sted og i samme Tilstand af begyndende Forraadnelse.

Der er Masser af herreløse, gennem flere Slægtled forvildede Hunde i Granada, og de er en sand Plage for By og Omegn. Men den nationale Træghed er svær at overvinde, og Hundene faar Lov at løbe som de vil, til der indtræffer varme Dage som nu i Marts, med Hundegalskab og deraf følgende, dødbringende Bid. En Dag blev seks Mennesker bidt af gale Hunde, saa tog endelig MunicipietN fat og lagde forgiftet Kød ud paa Gadehjørnerne. Man kunde se store Hunde løbe sløve ned ad Gaden, pludselig falde, strække Benene fra sig og dø. Man gik og snublede over deres Kroppe om Aftenen, og stødte paa dem ved alle Omdrejninger om Dagen, indtil de en Dag blev kastet gennem en Lem i Gaden ned i Floden og skyllede ud i Rakkerkuler. Men mange løb ud af Byen og lagde sig til at dø i Grøfter langs Promenaderne; de blev liggende og fyldte Luften med Stank. Regn‑ og Flodvand opløser efterhaanden Legemerne og fører de giftige Bestanddele med sig ud i Fontæner og Brønde; og naar KoleraenN kommer Syd fra over Gibraltarstrædet, finder den en taknemlig Jordbund.

– – –

Op langs Strømmen til Bjærgene skyder sig ud og indfanger Vegaen og kun levner den Kløft, hvor Floden løber! I gamle forladte Flodsenge ligger fattige Eventyrere og vasker Guld. Disse Mænd, der nødig vilde bekvemme sig til et fast Arbejde med en sikker Indtægt, slider her atten Timer i Døgnet, saa Sveden triller. Men de arbejder for Lykken, som altid bor i det uvisse. Arbejdet gir kun lidt til daglig, men en og anden Gang i tyve Aar har en Vasker uddraget for et Hundrede Kroner Guld af Sandet, og det gir Inspiration gennem et helt Slægtled.

Paa Flodbredden vajer det høje Spanskrør, og op ad Bjærgenes Sider klatrer den bredbladede Figenkaktus og bærer sine Blomster som et Fakkeltog hen over Klipperne. Over, under og ved Siden af hinanden aabner sig Hundreder af Huller i Bjærgvæggene, hvert Hul er Indgangen til en underjordisk Hule. Her bor de snavsede, grimme, tyvagtige Zigøjnere og har dannet et Samfund, der vel nu regnes under Granadas Jurisdiktion,N men i Virkeligheden lever og trives i Kraft af denne underlige Races tvivlsomme Moral.

Og saa er jeg paa Alhambras Grund!

Læg Øret til Jorden! Til alle Sider klukker det og ler, kolde, tindrende Strømme dukker frem og bliver borte igen; over en stejl, frønnet Mur, der staar som en ældet Bjærgvæg i Løvmasserne, vælter det ned i et mægtigt Fald og splintres i et solglitrende Fog. Fugle flyver kaade og larmende ud og ind i Krystalregnen, to pjaltede Knægte prøver at klemme sig mellem Faldet og Muren, de jager Hodet frem i Vandmassen og raaber i ør Glæde. En Zigøjnerske sætter sit sorte, koparrede Ansigt ind i den funklende Draaberegn – just hvor den holder en Stump Regnbue svævende, »Jesus, hvor henrivende!« siger hun og skutter sig af Vellyst. Ud i Sollyset mellem Stammerne driver Vandet som en Sky af Diamantstøv; og under mægtige, væltede Murrester, som et Væld af Slyngplanter skaber om til fugtige mørke Grotter, siver og drypper det uendeligt, ned over dirrende Venushaar.N – Vandet synger sin østerlandske Sang.

Og Alhambras Mure rejser sig foran èn, vældige i deres Masse, som Babylons Mure.

Jeg drejer om en Udløber af Muren – Karl VN har klasket et Springvand i Konditorstil op dér – og bøjer ind under Hesteskohvælvingen til et pompøst, firkantet Taarn – Retfærdighedens Port.N Her steg Kongen to Gange om Ugen ned og afgjorde GrenadinernesN Tvistemaal – som Østens Konger gjorde det i Følge Biblen. Og her, over Hvælvingen er Haanden fra femte MosebogN afbildet (VI,8), det Symbol, Moses gav Jøderne, for at de altid kunde have for Øje, at – Der er kun én Gud. Paa Kapitælerne,N der bærer Hvælvingen, staar det samme med arabiske Skrifttegn: Der er kun én Gud. Allah. Og Muhamed er hans Profet.N Hvor beskeden Moses har været, sammenlignet med den anden!

Det gamle Testamente og Koranen, Moses og Muhamed. Og paa Murtinden højt over det hele to fregnede Amerikanere, der diskuterer Aktierne i Rio Tintos Kobberværker.N

Heroppe vider Alhambra‑Bjærget sig ud til et helt Plateau, paa alle Sider indrammet af Murmasser med solide Taarne. Inde i Bjærgets Mave ligger den store hvælvede Cisterne,N der ved milelange Kanaler staar i Forbindelse med Sierra Nevadas Gletsjere. En dyb Skakt fører ned til Vandet; der midt i den hedeste Sommer er koldt som Is.

Ogsaa her oppe klukker Vandet i alle Mure, synger og rinder frem af smaa Rør eller hopper muntert to AlenN i Luften, stigende og faldende som en Jonglørs Kugler. Og nede over Vegaen skimter jeg det vidt forgrenede Kanalnæt, der gør denne store Slette til selve »Paradisets Have«, som alle Mavriske Sangere maatte besynge.

Og Alhambra‑Bjærget her, der byder en Udsigt som faa Steder paa Jorden, omslynges af en Romancekrans, som ingen jordisk Plet har rigere og skønnere. Hvert Taarn er hyllet i Sagn om Troldmænd og Krigere, skønne Kvinder og indespærrede Fyrstesønner. Her sprang Kærligheden ud i Bloddaad – en for hver Valmue, der nu brænder paa Bjærgets stejle Sider; og Hadet aad sig tværs igennem alt.

Orienten satte sin Blomst her saa langt mod Vest – i Haremsintriger, Paladsrevolutioner og Massemord, i Had saa grønt og giftigt som Ir, i flammende Elskov. Zegrier og AbencerajerN myrder hinanden aabenlyst og i Smug – Slægt efterstræber Slægt. Og en Dag staar der en Yngling af den ene fejdende Slægt og en ung Pige af den anden. Deres Hjerter slaar tværs igennem Had og Mord og Blodhævn, og de finder hinanden om Natten i en af de smaa, blomsterfyldte Haver, der endnu hænger hist og her oppe mellem Murene som Svalereder over Afgrunden. Deres unge Kærlighed bærer – baade de hvide Blomster og de røde Bær. En Nat finder han hende myrdet i Haven, og klagende løfter han hendes lyse Legem paa sine Hænder og fæster det som en Stjerne paa Himlen.

Endnu staar Celinda og Zorayda, Adalifa og LindarajaN som lysende Legemer mod Nattehimlen hernede – saa mægtig har den mavriske Romance været.

Som Mavrerne med deres Hjerte maa have hængt ved dette Sted! »Paradisets Have« kaldte de Vegaen, og mente, at de Troendes Himmel maatte ligge lige over. Den, der døde her, kunde da ikke undgaa at komme i Himlen – her maatte Krigeren tilbage for at dø. Og de græd Mavrerne – græd som Kvinder, siger Romancen – da de blev jagede bort herfra af Isabella den Katolske.N

Mange Egne omkring Middelhavet bærer lysende Vidnesbyrd om dette begavede, mildtdømmende Folk; men deres bedste har de nedlagt her – i Bygningskunst og Poesi, Agerbrug, Vandkunst, i Kultur. Saa højt har de elsket Granada.

Granada er anlagt af de gamle IbererN og omtales allerede 500 Aar f.Kr. Men Byen fik ingen Betydning før 1200 Aar senere, Aar 711, da Mavrerne med Tarek den EnøjedeN i Spidsen kom over Strædet og erobrede Sydspanien. Samme Aar blev Granada erobret, og dens Blomstringstid begyndte og steg jævnt i omtrent 800 Aar – for pludselig at knække sammen.

Det var en Lysbølge, der gik over Europa med Mavrernes Indtrængen – noget af Orientens Dagskær faldt ind i vort skumle Middelaldermørke. Indvandringen skete over Afrika, men Folkene selv kom for største Delen østerfra – fra MekkasN og Medinas,N BagdasN og Damaskus'N Egne.

Folkene fra Damaskus valgte sig Granada til Opholdssted, fordi denne By med Bjærgene i Ryggen og den store Vega foran sig mindede dem saa stærkt om Staden derhjemme ved Foden af Antilibanon,N med den lige saa store og frodige Slette El GhutaN foran sig. Det var ogsaa oprindelig Damaskus og El Ghuta der hed Det jordiske Paradis, men nu flyttede de Navnet over. Og med Navnet fulgte Nænsomheden, hele den Stolthed og ømme Kærlighed, som Oldtidens og Middelalderens Storbyer var Genstand for af deres Beboere. Som BaradaN derhjemme vandede Ghuta‑Sletten, maatte GenilN og DarroN sprede sig ud over Vegaen. For Vandet er Jordens Blod, og som Blodet omskyller hver Celle i et Legeme, skal Vandet risle om hver Plante.

Sevilla var Handelsstaden og Cordoba Lærdommens Sæde. Men Granada, som ikke laa ved Alfarvej, drog ved sin Skønhed og sit fortryllende Klima alt det fine og forædlende til sig – og de store, ørkesløse Rigdomme. 60,000 Riddere havde Granada dengang, den ene taprere end den anden. Dagen lang bar de deres Dames Farve højt paa Hjælmen i flagrende Baand og løb Dystløb om et Smil fra hende; paa det brede Vivarrambla,N hvor senere Inkvisitionen tændte sine Baal, kæmpede de med Tyren, til Hest, kun bevæbnede med en Lanse. Fra dem stammer Europas Riddervæsen. Grundstenen til Don Quijote blev egentlig lagt her.

Den Gang blev ogsaa Alhambra til. Rundt i Byen skød der straalende Bygninger frem, rigere og rigere, til en Dag Alhambra stod der, mer straalende end de andre – end noget andet Bygværk, Maurerne har rejstA i Spanien. Og Generalife,N Sommerslottet, blev til den Gang.

Det hænger paa et andet Bjærg, endnu højere oppe end Alhambra, men ikke længer borte i horizontal Retning, end at man oppe fra Generalife kan smide Sten ned paa Alhambras Taarne. Under Paladsrevolutioner i Alhambra flygtede Kongerne herop – og de tilbragte Hvedebrødsdagene heroppe, hver Gang de havde taget sig en ny Hustru.

Man kan vandre længe inden for Alhambras stærke Mure uden at støde paa Slottet. En hel By breder sig heroppe med Vinknejper, Kirker, Almue, Fotografer og Fremmedfangere. Og pludselig staar man ved en Sænkning i Terrænet, en Vej fører skraat ned ad til en Samling Hytter med glacerede Tage. Det er Slottet – set udvendig fra!

En frønnet Port aabner sig, man staar i en lang, skummel Gang, hvor Opsynsmænd sidder og nikker over et Kulbækken. En af dem aabner en Dør og –

Hvem kan beskrive disse Sale med deres Buer og Hvælvinger, Søjler og Bassiner? Den vidunderlige Stuk, Marmoret, de fine Linier og spændte Former; de store, grønne Vandflader, spættede af Guldfisk, indrammede af MarmortavlN og store Myrtehække og buttede Orangetræer. De Former der danner Livet og Sundheden og Symbolerne, de Farver der løfter og giver Spænding, det lange Perspektiv, Rummets Højde, det vide Overblik og de nære Detaljer – alt, hvad der er det livgivende og livbærende i Verden derude, gaar igen herinde!

Organisk gaar det igen, atter bygget sammen til en Verden, fortættet. Planteverdenens Mystik er her opløst i sine hemmeligste Linjer og slynget sammen igen med Jordens Struktur og Himlens Hvælving. Bag det sindrigste Fletværk af Linjer banker Blodets Purpurfarve; det træffer Øjet fra tusend Steder, som en Antydning fra hvert, og man sanser det som en rig Understrøm gennem det hele. Dér er Livets hemmelige Længsler opad og ud; i de forunderligste Linjer og rent blaat – Daghimlens Blaa – løfter det sig ud af den dunkle Blodpuls. Dér er Nattens dybe Indigo,N indspundet i Linjer og Former, der gør Mandens Øje mildt og hans Hænder kærtegnende. Guldet er der, i sin paagaaende Glans. Og højt over en Sal kupler Loftet sig til en Stjærnehimmel, hvis sindrige Mosaik spejler den dybsindigste Meningsløshed – den menneskelige Tankes Abstraktion.

Alt hvad Livet rummer af lyst og løftende findes i dette Trylleslot, der saa hemmelighedsfuldt formaar at knytte Tilskueren til den store Verden derude, faa ham til at føle sig midt i Helheden, et Led af den. Alhambra er som en lutret Verden, hvor alle Slagger er bortbrændte og man kun er Ansigt til Ansigt med det største i Livet – det evige.

Saa rigt er Slottet, saa rig den Kultur, hvoraf det er udsprunget.

Det kan blot ikke beskrives.

TyrefægtningN

Det var i Foraaret.N

Der havde ikke været Tyrefægtning i Granada længe, ikke en eneste Gang i seks Maaneder. For en Tyrefægtning er kostbar at sætte i Gang, og GranadinerneN er fattige.

Fattige – hvad kommer det den Sag ved? Er der maaske Stodder eller Kælling, Tigger eller Krøbling i Granada, som ikke ved Udvej for to Kroner, naar det gælder en Tyrefægtning?

Nej, ganske vist, men Granada er kun en tredje Rangs By, hvorhen Genierne – de gudbenaadede Fægtere med det aldrig svigtende Blik og den aldrig fejlende Haand – ikke finder det Ulejligheden værd at komme.

Og hvad saa! Møder vi kanske op med utidige Krav om første Rangs Kunst? Har vi ikke én Gang fundet os i, at en Tyr, der efter Programmet skulde være sort, havde en hvid Blis i Panden! – eller at en Fægter traf Tyren i Øjet i Stedet for mellem Skuldrene! Og har vi maaske stukket Ild paa Arenaen i den Anledning, saadan som de har gjort i ValenciaN og Barcelona?N

Var det da ikke jer, der en Gang bombarderede PræfektenN med raadne Æg, jagede baade Tyr og Fægter ud af Arenaen med jeres Stokke, brækkede Cirkus op og tilsidst stormede Kassen for at faa jeres Skillinger igen?

Jo, det er ganske sandt, – men hvad bød man os ikke ogsaa? Tyre der stak Halen mellem Benene, og en Fægter der løb og stak til dem bagfra – en Skamplet paa Nationen var det! – Men hvorfor faar vi ingen Tyrefægtning?

Længe har de spurgt hinanden; paa Kaféer og Torve – overalt hvor to mødtes, meldte Spørgsmaalet sig, blidt, resigneret. Men ogsaa Andaluserens Taalmodighed har en Grænse; Spørgsmaalet blev bittert, blev til den offentlige Menings ildevarslende Knurren.

Og Bitterheden vender sig mod Præfekten, Byens Borgmester og Politidirektør i samme Person, Manden der raaderN for Tyrefægtninger – for den hele Velfærd. Han er ikke Folkets Yndling længer, de hilser ham ikke, naar han kommer ned ad Gaden men vender Ansigtet bort; de vil ikke en Gang tigge af ham. Men Præfekten er stædig – eller har sine Formaal med at vente.

Han er en daarlig Styrer, siger de saa. Det er hans Skyld at Byen vantrives; hans Skyld at Darrofloden brød frem af sit underjordiske Løb og oversvømmede en hel Bydel; Vinlusen er hans Skyld – og Græshoppesværmene! Og nu vil han nægte dem en stakkels Tyrefægtning oven i Købet. Han faar Ukvemsord af de Forbigaaende, faar Stene efter sig om Dagen og ind ad sine Vinduer om Aftenen. Men Præfekten er stædig – eller snu.

Alle Elændigheder stammer nu fra ham, og de fordobles, tredobles i det krænkede Folks Bevidsthed. Og de Forurettede slutter sig sammen, Sultne med Sultne, Syge med Syge, Arbejdsløse med Arbejdsløse. De gaar i Optog til Præfektens Bolig, raaber Ned med ham, forlanger Mad, Sundhed, Arbejde, lægger sig paa alle fire og piller ved Brostenene. Saa endelig giver han sig, han træder ud paa Balkonen og slaar ud med Haanden. Masserne lytter aandeløst:

I Løbet af en Maaned vil der blive afholdt Tyrefægtning!

De rører paa sig, hvisker, jubler op! Det er hverken Sultne, Syge eller Arbejdsløse, men et lykkeligt Folk, der i leende Passiar spreder sig ud over Byen. – Dagene gaar, og Folket ængstes atter og bliver uroligt. Hvorfor blev Dagen ikke bestemt, saa man kunde have noget at holde sig til? Er det Meningen, at det hele skal dø hen?

Endelig! Dèr skinner den første gule Plakat, kæmpestor, paa selve Raadhusets Mur; den raaber med vældige Typer ud over Torvet: Corridas! Corridas!N – endelig! Nogle trænges allerede om Plakaten, og Torvet suger Mennesker til sig gennem alle tilstødende Gader; de kommer løbende, raaber og peger i lang Afstand – hvornaar? hvornaar er det – »Valgdagen!« raaber man henne fra Plakaten.

Der er tre Fægtere afbildede i naturlig Størrelse og bag dem en mægtig bloddryppende Tyr. Ude i Hjørnerne er der mindre Interiører fra Arenaen: en styrtet Hest, Tvekamp mellem Tyr og Fægter o.s.v. Man genkender Ansigterne paa det store Billede og kappes om at raabe dem op, Børn løftes op for at se, gamle Koner staar paa Tæerne og gumler. – – –

Tyrefægtningen har det Absolutes uafvendelige Magt over Spanieren; hverken Pavebuller,N tiltagende Kultur eller skiftende Moder har formaaet at svække den, og den er – i al Fald tilsyneladende – i Tiltagende. Arenakampene har dybe Rødder i Nationens historiske Bevidsthed og er groet sammen med dens snævreste Forestillinger. Det spanske Folk opammes saa at sige med Tyrefægtning: den frugtsommelige, den diegivende Moder overværer det blodige Skuespil; Billedet af en eller anden berømt Tyrefægter foresvæver de Nygifte, der sammen drømmer om deres ufødte Sønners Fremtid; den store Fægter har sit eget Alter i hver enkelts Bevidsthed, hvor Offerilden brænder altid. Saa snart Børnene kan gaa, ser man dem lege Tyrefægtning paa Gaden. En Dreng har et Bræt, hvorpaa der er fastgjort et Par Horn, spændt paa Panden, de andre hidser ham med deres Trøjer og fælder ham med en Trækaarde. Legen holdes saa nær op ad Virkeligheden som muligt – undertiden for nær; de strænge Krav, den voksne Spanier stiller til en Tyrefægtning, gaar igen hos de SmaaA.

Mens jeg var i Granada, passerede følgende: En Flok Drenge legede Tyrefægtning, og den Dreng der var EspadaN (Fægter), smed pludselig sin Træsabel og ikke vilde legeN med længer – »for Tyren skal stikkes rigtig i Nakken saa den dør, ellers er der ikke noget ved det«. Det var den Dreng, som agerede Tyr, fuldstændig enig med ham i, og Fægteren hentede sin Faders Dolk, hidsede Tyren til Udfald og dræbte ham paa Stedet. Saa forbød Politiet Legen. Men Drengene leger den ligefuldt, for intet i Verden er saa magtesløst som et Politiforbud i Andalusien. Ogsaa de Voksne leger Tyrefægtning om Søndagen ude paa Engen, og naar de fra Togvinduet ser et Stykke Hornkvæg græsse langt borte, hysser de og vifter ivrigt med deres røde Lommeklud.

Manges Vej gaar til Laanekontoret nu. Dagen er bestemt; man regner og tæller, sulter sammen, tigger sammen, til der bliver en Billet ud af det. Og Valgene,N Oprøret i Nordspanien,N hvor Gendarmerne har skudt værgeløse Børn og Kvinder ned – alt trænges ud af Folkets Bevidsthed.

»Naar ankommer Tyrene?« spørges der, og den Dag Toget bringer de seks hornede Kæmper fra Stutterierne ved Sevilla, møder Almuen ved Stationen for at tage imod dem og føre dem den ydmygende Gang til Arenaen, hvor de skal lukkes inde i mørke Baase. Langs Grøfter og Hegn staar mange Mennesker opstillede, de stikker efter Tyrene med spidse Kæppe, skælder dem ud og spytter paa dem. Det spanske Folk lader Nationalfjenden løbe en forsmædelig Spidsrod, før han tilintetgøres.

Hver større By har sin Arena, der rummer fra 10‑20,000 Tilskuere. I Madrid, Sevilla og Barcelona opføres der Kampe hver Søndag, saa længe Sæsonen (Sommeren) varer; om Vinteren bryder Spanieren sig ikke om Tyrefægtning, da Tyren ikke er fyrig nok i Kulde. I de mindre Storbyer afholdes der Løb én til to Gange om Maaneden, og i Byer som Granada kun paa Aarets store Festdage – til Ære for Kristi Opstandelse, Himmelfart eller lignende.

Men langt ude paa Landet findes der ingen Arenaer, og dèr, med maaske 50 Mil til den nærmeste Skueplads, gaar Menneskene om og sætter Aars Slid og Afsavn og Glæde i en Rejse til Storbyen for at se Skuespillet. Nogle opnaar det én Gang i deres Liv, andre aldrig. Men Rygtet om Løbene siver derud paa mangehaande Maader og gør Befolkningen nervøs. Og naar Paasken kommer med de verdensberømte Løb i Sevilla,NN trækker Bønderne derude deres kraftigste Tyr ind paa Landsbyens Torv, spærrer alle udmundende Gader med Barrikader og holder Tyrefægtning. Tyren har Dupper paa Hornene og undertiden et langt Tov om Hodet, i hvis yderste Ende nogle Mænd holder. Saa springer Landsbyens Karle – og ofte Kvinderne med – løs paa dem, hidser dem med røde Klude og smutter til Side – eller bliver kylet hid og did; det gaar sjælden af uden knækkede Arme og Ben. Paa Tage og Balkoner og Gademundingernes Barrikader sidder Tilskuerne, de raaber, klapper og bliver hidsige som ved de rigtige Løb. Tyren er smykket med Blomsterkæder fra Hodet til Hale, den faar mange Ukvemsord og Slag og Stik af Studekørernes lange Pigkæppe. Men den bliver ikke dræbt – der er ikke Raad til det.

Ellers var der nok, der vilde og kunde. Foruden de egentlige Fægtere er der i Tusendvis af Mænd i Spanien og ikke faa Kvinder, der kan nedlægge en Tyr med Kaarde. Og der er adskillige Amatører – Adelsmænd, Bankmænd o.lign. – der kommer op mod de bedre Professionals.

Tyrefægtningen, der hos Maurerne var et Ridderspil, en Turnering, er nu blevet til et Haandværk, hvis Udøvere i Trupper (Bandas)N drager fra Arena til Arena og stundom gaar paa Turné – til Sydfrankrig, Portugal, Sydamerika. En saadan Trup eller KvadrilleN tæller 10‑12 Mand og bestaar af 4 Elementer: PicadorerN (Lansedragere), ChulosN (Kappedragere), BandarillerosN (Pildragere) og EspadaenN (Kaarden). Det er ham, der samler Kvadrillen og lønner den, og det er ham, der ved en eneste Vridning af Haandleddet kan kaste Skam eller Berømmelse over dem alle.

Picadorerne – den mauriske Ridders Arvtagere – rider paa elændige Krikker til 50 Kr. Stykket. De har en lang, duppet Lanse, den støder de i Tyrens Bringe for at gøre den rasende; dertil har de Jærnskinner om Benene til Beskyttelse mod Tyrens Horn. De skal kun sørge for, at Tyren dræber Hesten paa den mest effektfulde Maade. Deres Haandtering kræver ingen Kunst, men kun brutal Styrke, Dødsforagt, KnoklerN af Jærn – de skal kunne taale at blive kastet til Jorden med uhyggelig Kraft. Den grænseløse Beundring for dem naar ikke højere end til Middelstanden. Men de faar indtil 300 Kr. for en Forestilling.

Saa er der Bandarillererne og Kappedragerne – de lynsnare og rapfodede. De skal komme og gaa for Tyrens Øjne som Skygger, gække og tirre den med deres røde Kapper, plante den deres brogede Pile i Nakken. Paa deres Hurtighed og Snarraadighed beror ofte Picadorens og Espadaens Liv. De er udannede, men trænede og afholdende Mænd. De faar mindre i Løn end Picadorerne (2‑300 Kr. for en Forestilling), men er mere ansete – den yngre Adel omgaas dem aabenlyst. Men det er ogsaa af deres Midte, Espadaen som oftest udgaar.

Espadaen! Han kan være Præst og pludselig smide Kjolen og bryde med hele den mægtige Kirke for at begynde som simpel Lærling ved en Landsbytrup – eller Studerende med formaaende Slægt og Udsigt til en glimrende Løbebane. Maaske er han slet og ret Slagterlærling og øver sig da i at støde Kalvene ned med Dolk, idet en Kammerat jager dem imod ham. Men Kaldelsen er over dem alle. Denne den vidunderligste og mest ophøjede af alle Kunstarter besætter dem, Udødeligheden vinker – 22 Millioner Menneskers grænseløse Beundring marerider spansk Ungdom! – Hundreder af Unge følger Kaldet hvert Aar. Enkelte af dem slipper ind, bliver jævngode Fægtere og falder før eller senere som Offer for deres Haandtering. Men én maaske tilegner sig Kunsten i alle dens fine Enkeltheder, tager en eller anden gammel Mester til Forbillede og praktiserer hans Læresætninger. Og en Gang i hvert Aarhundrede fremstaar der en Espada, som udvikler et helt nyt System og danner Skole. Hans Navn glæmmes aldrig, det ligger yderst paa Folkets Tunge og staar som en lysende Stjærne i Historien; hans Biografi bliver skrevet atter og atter, hans æstetiske Betydning drøftet i Blade og Tidsskrifter. Pepe Illo,N Montes,N LagartijoN er saadanne lysende Ryets Stjærner; i deres Selskab blegner selve den guddommelige Cervantes,N Don Quijotes Forfatter.

Det hænder, at de hverken kan læse eller skrive, og tror at KatalonienN ligger ved Nordpolen. Men de omgaas Landets første Personer, unge Grever og Marki'er flyder i deres Kølvand. De holder Livlæge og Privatsekretær, lejer Ekstratog, lader sig stundom vække af et Orkester om Morgenen. Højtstaaende Damer belejrer dem med duftende BilletterN og Bønner om Stævnemøde.

Disse Fyrster har en Gage af 8‑10,000 Frank for hver Forestilling; inden deres 40 Aar er de Millionærer – om de lever saa længe; naar de optræder, er de behængt med Guld og Juveler til store Værdier. Men de samler omhyggeligt de slette Cigarer op, Publikum i sin Begejstring kaster ned til dem, og gør sig et lille Bierhværv af at sælge dem. Og den Maade, de som Regel kommer til deres Smykker paa, røber ikke stor Finfølelse.

Inden Espadaen nedlægger Tyren, tilegner han gærne Fædrelandet den, og den højeste tilstedeværende Embedsmand – lejlighedsvis Kongen selv – modtager Tilegnelsen paa Nationens Vegne og skal gengælde den med en Gave. Disse Tvangsgaver bliver fra Aar til Aar mindre, og Espadaen har da fundet paa desuden at tilegne en tilstedeværende Rigmand Dyret – en højst ubehagelig Opmærksomhed, der, – som Spanierne nu en Gang er indrettede – ikke kan gengældes med noget ringere end et Guldur, en Diamantnaal eller en større Pengesum. Ogsaa Udlændinge er ofte Genstand for dette slet dulgte Prelleri.N En Franskmand fik ved en Tyrefægtning i Madrid Tyren tilegnet med følgende Ord, udtalte af den berømte Fægter i ren Gadejargon: »Til Mu (Monsieur), Mu's Kone og alle de smaa Mu'er!« Den velopdragne Franskmand smed paa egne, Hustrus og Børns Vegne sin Pung ned til Berømtheden, der stak den til sig uden at blinke.

Det spanske Folkeliv fra Gader og Torve faar sit kraftigste Udtryk her ved den mest nationale af alle Folkefester; alt Folkets medfødte Letsind, Lidenskab og Vilkaarlighed ytrer sig skarpt under Arenaens Overfaldslys og prentes uudslettelig i èns Bevidsthed.

Den spanske Nation er saa rig paa Frihedsidealer som nogen anden, men saa bestikkelig, saa let at føre bag Lyset. I Dag f.Eks. er der Valg, og Valgene drejer sig om Frihed eller Tvang, siger Førerne. Men er de da ikke fri, Spanierne? Det er dog paa Folkets Forlangende Tyrefægtningen afholdes; over Arenaen er Folket Enehersker; Fægterne maa adlyde det, Gendarmerne vover ikke at mukke, Præfekten selv er ærbødig Tjener og maa finde sig i alt. Her er da den politiske Drøm om Selvstyre virkeliggjort, her – paa det vigtigste af alle Punkter. Saa er det dog en Bagatel, at Valgresultaterne fra forrige Søndag i den forløbne Uge er blevet stærkt bearbejdede til Fordel for Reaktionen, og at Valgene i Dag unddrages nogle Tusend Stemmer som Følge af Tyrefægtningen. Men ganske vist en Bagatel, som kan blive skæbnesvanger, i Fald Tyrefægtningen mislykkes. For da vil Folket søge en Genstand for sin Harme, og saa vil det huske.

Og en Tyrefægtning kan meget let mislykkes. Fægteren kan være tarvelig – saa tarvelig, at Lægmænd smider Kappen og springer fra Tilskuerpladsen ned paa Arenaen for at vise ham, hvordan et Stød skal udføres. Eller Tyrene kan være fejge, slet opdrættede. Opdrætningen af Kamptyre er en stor Kunst, og paa dette ene Punkt har Spanien virkelig en Landbrugsvidenskab.

Men stundom vanarter selv den vildeste Tyr og bliver fejg, naar den staar overfor det titusendhodede Uhyre – Publikum. Saa anbringer man Sprængstof i Bandarillèroens Pile, saa de eksploderer inde i Tyrens Nakke og gør den rasende af Smerte. Bliver den ved at flygte, raaber man paa Halvmaanen – en Segl paa Enden af en lang Stang – og Tyrens Haser bliver skaaret over. Ingen Fægter vil have med det forsmædelige Dyr at gøre, og det bliver stødt ned bagfra af en Staldkarl – under det tapre Publikums mest udsøgte Foragt. – Viser en anden Tyr sig ogsaa daarlig, og en tredje, saa kan Præfekten være forberedt på alt. – – –

Saa er Dagen der, og Folk strømmer ud til »Pladsen« eller Cirkus – et stort, kredsrundt Amfiteater,N der rummer 11,000 Mennesker. I Midten en stor, rund Plads, bestrøet med Sand og omgivet af et to AlenN højt Plankeværk. – Udenom dette en smal Gang og saa igen et Plankeværk – lidt højere end det inderste – hvorfra Sæderne udgaar og (i videre og videre Ringe) stiger til Ydermurens øverste Rand. Foroven er den blaa Himmel. Halvdelen af Sæderne ligger i Skygge af Ringmuren, den anden Halvdel i Sol – det er henholdsvis de Riges og de Fattiges Plads. For en Gangs Skyld er de Fattige altsaa paa Solsiden af Livet. Men de har ogsaa ofret meget for at komme der og møder allerede ved Et‑Tiden for at faa saa meget som muligt for deres Penge. Forestillingen begynder Klokken tre.

Og hvor er den ikke henrykt, ellevild, hele den Sværm, der allerede basker rundt derovre paa de hvide, solbeskinnede Kæmpetrin – i folderige Kapper, i afskaarne Jakker, i røde Skærf og Skjorteærmer; barfodede eller med Rebsandaler paa eller altfor snævre Lakstøvler; barhodede eller med Lommetørklædet bundet om Panden som Turban, eller med fiks, bredskygget spansk Hat. Alt dette, som det bedst kan falde, men frit, utvungent ytrende sig af fuldt Hjærte og paa den første den bedste Impuls.

Toros! Toros!N (Tyre) skriger de pludselig enstemmigt, skønt der endnu er en Time til Skuespillets Begyndelse; de piber over mod Præfektens tomme Loge og tiljubler en Hund, der løber tværs over Arenaen – hvorfor? – for Grin! De nyder deres Magt som en Nero,N og dikterer Love og holder Dom ved at stikke ti Fingre i Munden og pibe. De hvidkalkede Sæderækker blinker i Solen, og over dem gaar et uendeligt, levende Mylr: Soldater, Bønder, Kvinder der ugenert sidder og giver deres Børn Die; el majoN – den spanske LøveN – med indfaldne Kinder, flammende Feberøjne og en gnistrende sort Haartot i Panden; Glædespiger med kostbare Vifter. Der er Tiggere af de stolte spanske, i brune Dækkener; Haandværkssvende, hvis Stolthed sidder i Hattens Stilling; Gadedrenge der har snydt sig ind – og mange andre. Paa Arenaen, hvor Tyrene om lidt skal dræbe og dræbes, gaar Kagesælgerne om med store Kurve og raaber: Boller! Boller! Deroppe over Rækkerne gaar store Skindsække med Vin rundt; Folk skal have noget at bide i. De hyler og støder en Arm i Vejret; Kagesælgerne dernede springer som Knallerter, springer og kaster, Bollerne flyver straaleformigt ud i alle Retninger fra deres Hænder, helt op til de øverste Rækker, hvor de gribes af Køberen. Pengene kastes ned og gribes i Flugten af Kagesælgeren, der arbejder som en Gummibold: springer og kaster og griber med Bevægelser, der falder Slag i Slag som fra en Fægtemester.

Toros! Toros! Larmen stiger pludselig til det mangedobbelte, Folket faar et Tilfælde med Piben, Trampen og Hyssen. Man bider af Bollerne og smider dem tilbage uden at betale, Musikkorpset falder ind for at dæmpe, man drukner Musiken i Larm, tramper Takt og tvinger Orkestret over i Toreadorsangen af »Carmen«.N Saa bliver der med èt stille, helt stille: Præfekten har slaaet Fløjlsgardinerne til Side i sin Loge. Han gør et Tegn, der gaar nogle aandeløse Sekunder. Saa flyver Portene op paa vid Gab, Musiken hvirvler en Fanfare.

Ind paa Arenaen sprængerN to HerolderN i gammelspansk Ridderdragt af sort Fløjl; de rider rundt til hver sin Side, mødes under Præfektens Loge og hilser dybt. Præfekten kaster Tyrebaasens Nøgler ned til dem, de sprænger ud igen. Toros! Toros! vælter det ud i et Brøl af 10‑12,000 Struber.

Musiken spiller en dæmpet Marsj, og et pragtfuldt Optog skrider ind paa Arenaen. To og to vandrer Fægterne ind i deres guldbroderede Silkeklæder, Rækkerne skilles og gaar rundt hver til sin Side som i Skjolddans.N Det første Par i Optoget er Espadaerne, der skiftevis skal nedlægge Tyrene; de følgende seks Par er Bandarillèrer og Chulos, saa kommer Picadorerne til Hest og tilsidst to smykkede Firspand af Muldyr, som skal trække den fældede Tyr ud.

Sejrssikre og glade smiler de ud til Publikum, som galdt det hele en festlig Leg. Men de kommer lige fra det lille Kapel under Cirkus, hvor en Præst har givet dem Alterets Sakramente, skjult nede i Gangen holder en Baare og et Par Bærere, inde paa Lazarettet ved Siden af Kapellet staar to Læger med udkrammede Forbindtasker.

Optoget har hilst Præfekten og Folket, Firspandene og Espadaerne har trukket sig tilbage, de øvrige Fægtere staar i Gruppe og passiarer sorgløst. Og Kagesælgerne har endnu ikke alle forladt Arenaen, de sidste er i Færd med at pakke sammen – alle mener, der er god Tid. Da lyder pludselig et Horn, en Lem gaar i Vejret, Tyren kommer farende ind paa Pladsen. De rapfodede Chulos faar lige Tid til at springe til Side og gribe deres røde Kapper, hist og her paa Plankeværket hænger Sælgere og spræller for at komme over. Den sidste af dem maa lade sin Kurv i Stikken, han forsøger Barrièren, men triller ned i Befippelse, Tyren snuser lidt til hans Kurv, planter saa et Horn under Sædet paa ham og vipper ham over under endeløst Bifald. Præfekten har spillet sine Kort godt, Fægterne er opbragte, men Folket henrykt over Overrumplingen.

»Kapperne« er for længst i Orden. De har slynget deres GuldmorskaaberN op til det finere Publikum, der ivrigt strides om den Ære at holde dem, og staar nu med deres dunkelrøde Duge og vogter paa Tyren. Men han ser dem ikke, han er fortumlet af Dagslyset og de uvante Omgivelser og løber hid og did som en Mus, der søger sig et Hul, skræmmet af Raabene og Mylret der rejser sig om ham til alle Sider. – En Chulo danser frem og holder udfordrende det røde Klæde udbredt for Tyrens Næse. Den staar lidt, forundret over hans Dristighed, styrter saa løs paa ham og jager Hornene i Klædet. Den stanser og gør en Bevægelse som for at kaste noget tungt mange Fod i Vejret, forundret ryster den sine Horn – der var intet. En ny Chulo – et nyt Udfald med samme Resultat. Tyren støder skuffet sine Horn i Jorden og brækker den op, den trænger til at faa Tag i noget haandgribeligt. Igen holder den Klapjagt paa dem og bliver skuffet. Hver Gang den tror at have fanget en af dem paa sine Horn og gør et Kast for at sende ham i Luften, er han der ikke. Hvad nytter det, man har en Hals der kan bære en Møllesten uden at bøjes, og lange Horn der maaler to AlenN fra Spids til Spids, naar man kæmper mod Skygger. Tyren er ked af Legen og vil gaa sin Vej, den løber langs Barrièren og søger en Udgang. Der er ingen; saa lægger den Hagen op paa Kanten, sætter af og arbejder sig over Plankeværket. Tilskuerne trænger paa fra alle Sider, hysser, skælder og prygler løs paa den med deres Stokke og Hovedtøj. De 20‑30 Gendarmer der har Vagt i Gangen, glæmmer deres Værdighed og slaar Kolbøtter over Plankeværket ind paa Arenaen. De løber sanseløse af Skræk hid og hid, en og anden Chulo vifter dem for Næsen med sin røde Dug, som tog han dem for Tyre, medens Publikum raaber: Nu kommer den! Nu kommer den! for at skræmme dem endnu mere. Her og dèr paa Barrièren er der Døre, som spærrer for Gangen, idet de aabner for Arenaen. Gennem en af dem styrter Tyren igen ind paa sine Enemærker, og Politiet gør sin beskæmmende Manøvre tilbage igen under ustanselig Jubel.

Inde paa Arenaen holder en Picador og venter utaalmodigt paa den forfløjne Tyr. Tyren styrter lige løs paa ham, og før han faar Tid til at sætte sig i Forsvarsstilling, flyver Mand og Hest nogle FavneN gennem Luften og styrter til Jorden som et fældet Træ. Chuloerne lokker Tyren bort, Staldkarlene kommer springende over Barrièren og trækker Picadoren frem under Dyret. Hesten rejses op, men styrter igen, Picadoren føres vaklende ud.

Det er lykkedes den næste Rytter at bringe sin Krikke Front mod Tyren, og han sidder i Forsvarsstilling med Lansen fældet under den højre Arm. Tyren rykker langsomt frem med sænket Hode, stanser nu og da og sparker en Sandsky i Vejret med sine Klove. Saa gaar den frem og støder et Horn i Hestens Bringe, i samme Øjeblik som Picadoren støder sin Lanse i dens ene Bov. Hesten sitrer, en tyk Blodstraale staar ud af dens Bringe som Straalen af en Vandpost – den styrter.

Den tredje Picador holder og venter, længselsfuld efter at ofre sit Dyr. Dette, der er bundet for Øjnene ligesom de foregaaende, kan lugte Faren, det snøfter og springer sky til Siden. Men Tyren er ikke træg længer, den hugger Hodet ind under Hestens Bug, trækker sig langsomt tilbage med Hestens Indvolde om sine Horn og spinder dem ud over Arenaen, til de brister. Et Hornsignal lyder, første Akt er forbi.

Og Dansen gaar atter fejende over Arenaen; de rapfodede Chulos og Banderilleros omsværmer Tyren som brogede Sommerfugle. Dér danser en frem; han har intet Klæde at dække sig bag, i Hænderne holder han to alenlange, røde Pile. Han glider frem over Arenaen og svinger sine Pile som to Taktstokke – en i hver Haand. Tyren styrter løs paa ham – han staar stille. Og idet den synes at gribe ham paa sine Horn, planter han de to Pile i dens Nakke – én ved hvert Skulderblad – og glider til Side. Tyren fnyser og ryster sin Manke for at blive den smærtefulde Pryd kvit, den hvirvler Arenaens Sand op til en hel Sky og brøler langtrukkent. Men Pilene er forsynede med skarpe Modhager ligesom Harpuner, og de stritter ud fra dens Nakke, ranke som to Kirkelys.

Tyren har besluttet at rydde Pladsen for alle onde Aander; men det er et forfængeligt Arbejde,N de hytter sig bag deres Duge. Og piller den sig en Mand ud og forfølger ham ihærdigt for at løbe ham træt, saa springer han blot over Barriéren, mens Tyren støder sine Horn i Plankerne. Inde ved Barriéren ligger en Hest og trækkes med Døden. Tyren løfter den paa Hornene, gaar et Par Skridt med den og anbringer den paa fire strittende Ben. Hesten vakler en halv Snes Skridt, falder, og triller død om paa Ryggen.

En ny Banderillero træder frem med to grønne Pile i Hænderne og stiller sig udfordrende op. Tyren ved nu, at der stikker en Djævel i hver Pil, og styrter fraadende løs paa ham; Pilene plantes, én paa hver Side, nogle Tommer foran de forrige. Og den tredje kommer og planter sine. De arbejder saa roligt og sikkert, som var de selve Skæbnen – men Tyren har mistet sin Koldblodighed. Den styrter blindt om og raser i Smærte, mens Pilene svajer fra dens Nakke som Skibsmaster i Storm, og Folket jubler. Et nyt Hornsignal – tredje Akt skal begynde.

Men vi gør et lille Spring – fra Foraaret i Granadas Cirkus til et andet Foraar i Madrids Arena.N

Tilsyneladende kunde vi lige saa godt blevet hvor vi var; det er samme Cirkus, samme farvebrogede Menneskemylr – der set i ét ligner en uhyre Krans af Stedmoderblomster, lagt i en stor Æske.

Det er ved tredje Akt, og 14,000 Ansigter er spændt rettede mod et og samme Punkt. Og dernede, i alle Blikkes Brændpunkt, staar en ung smækker PageN og leger med en Klinge. Han er i Silkesko og Silkestrømper, hans Knæbenklæder og snævre Trøje er guldbaldyrede, ud fra hans Nakke stikker en lille stridig Haarpisk. Over for ham staar en stor, sort Tyr med sænket Hode og sparker i Arenaens Sand. Den sigter paa ham med sine Horn og han paa den med sin Kaardespids, og saadan staar de længe ubevægelige. Det hele er stille og fredeligt som et Tableau – blot ikke de døde Krikker laa derhenne til Siden med gennemboret Bringe og opreven Bug.

Pludselig falder Tyren ud. Som et Lyn foregaar det, og Pagens Klinge flyver gennem Luften og havner oppe blandt Publikum, han selv løber let hen over Arenaens Sand; Tilskuerne piber og hysser. Da Pagen har løbet nogle Skridt, kaster han sig plat ned paa sit Ansigt og græder; men Tyren løber over til en død Hest og væder sine Horn i dens Indvolde. Med blodigt Hode gir den sig til at holde Jagt paa de rappe Chulos; men Pagen ligger fremdeles paa sit Ansigt og græder – til Publikum holder op med at hysse og en og anden raaber et forsonende Ord ned til ham. Saa springer han op som en Bold, faar en ny Klinge, og atter staar Tyr og Fægter over for hinanden med fældede Vaaben.

Denne Gang falder Fægteren ud – i en Bevægelse saa kort og hastig som et Lysblink. Har han overhodet flyttet sig? Han staar fire AlenN fra Tyren, Ansigt til Ansigt med den; men hans Klinge sidder begravet mellem dens Skuldre, saa kun Hæftet ses. Han ligner netop en let og sirlig Page, der har gjort den fyldige Dronning sin Opvartning og nu venter ærbødigt med Blikket rettet paa hende. Og Tyren ser paa ham igen, langt og dvælende, som sendte den et sidste Suk efter hans unge Former og vilde indprente sig dem uforglæmmeligt. Et Par aandeløse Minutter staar den saadan, saa falder den pludselig død om og farver Sandet under sig rødt. Og den unge Fægter hopper ud under sparsomt Bifald, idet han undervejs samler de Cigarer op, en og anden kaster ned til ham.

En ny Tyr er kommet ind, og mens den arbejder sig igennem de to første Akter, vil vi se lidt paa den unge Page.

Han er kun atten Aar, og allerede Provinsernes Helt. Slagtersøn er han og studerede Teologi, da Kaldet kom uimodstaaeligt over ham for to Aar siden. Nationen har allerede lagt en tung Arv paa ham ved at døbe ham »Det lillebitte Firben«; thi »Det lille Firben«,N hans Onkel, er en af Tidens betydeligste Fægtere, og selve »Firbenet« var en af Spaniens allerstørste og hører til blandt de udødelige: Frascuelo,N Pepe IlloN o.s.v.

De er døde og borte nu, alle de Store; og saa meget større er det Haab og den Spænding, hvormed Nationen følger denne lovende Ynglings Fjed. Kun Madrid har endnu ikke sagt sit Ord; han er just kommet for at indtage Hovedstaden; i Dag er det første Gang, »Det lillebitte Firben« optræder her og æsker den afgørende Dom. Falder den gunstig ud, – ejer han virkelig de rige Muligheder, Rygtet har tillagt ham – saa er al Verdens Herlighed ham som en aaben Favn, og hans Navn vil blive en Fanfare for denne og de kommende Slægter. Men svigter han! Allerede nu er Stemningen kølig, Provinsernes stærke Ros har gjort Hovedstaden forbeholden, og han var kejtet i første Omgang. Næste Gang vil ingen Taarer kunne redde ham fra Forsmædelsen.

Men der er han igen. Hans barnlige Ansigt lyser tillidsfuldt, idet han hilser Præfekten og Folket og tilegner dem Tyren; som en sorgløs Page danser han over Arenaen med den blanke Klinge koket skjult under den lille røde Dug, han har i venstre Haand. Og atter staar han over for Tyrens sænkede Horn, med sænket Klinge og den lille Haarpisk strittende ud fra Nakken. Han leger med det store Dyr, faar det til at falde ud, falder selv ud paa Skrømt og manøvrerer det efter sin Vilje Arenaen rundt. Det hele er som en Leg at se til, saa let gaar det. Kun paa Pagens sitrende Lægge ser man, hvad det gælder – og paa de døde Heste, der ligger her og dèr i Sandet.

»Det lillebitte Firben« spiller i Solen, i Guldfrynser og Silke og vibrerende Ungdom – Bifaldet faar ham til at springe som en Bold. Hovedstadens Hjærter bøjer sig imod ham, og nu vil han tage dem med Storm. Han udæsker Tyren, voldsomt; og idet den styrter løs paa ham, planter han sin Klinge dybt mellem dens Skulderblade og ender Stødet med en Pirouette.N Tilskuerne har foregrebet hans geniale Handling, og Bifaldet larmer allerede, da han hænger dirrende oppe i Luften, spiddet paa Tyrens ene Horn, der er trængt dybt ind i hans venstre Lunge. Saa stærkt er Livet oppe i ham i Øjeblikket, og saa stærkt beherskes han af Viljen til Sukces, at han selv løfter sig af Tyrens Horn, hopper ned paa Arenaen og løber nogle Ballet‑Skridt – med et undskyldende Smil op til Publikum. Men saa falder han ned paa den venstre Arm, og store Blodroser springer ud i Sandet under ham. De staar saa sært til Pagens snehvide Pande. Og han bæres ud under dyb Tavshed – Hovedstaden har set for lidt af ham til at kunne udtale sig.