29|NAnn' Mari's Rejse

31| Sent en Vinteraften kom jeg vandrende til en lille vestjysk Station for at tage Nattoget til København, hvorfra jeg skulde videre Nmod Syden. Det var uhyggeligt Vejr, NJordraag og Bælgmørke. Inde i Ventesalen var der ogsaa skummelt, Hængelampen var skruet ned til NVaagekone – sagtens fordi der skulde spares. Men varmt var der da.

Henne i Krogen ved den rustne Kakkelovn holdt en lille Bondefamilie til: Mand, Kone og en 17-18 Aars Knøs. Det var smaa tætte Folk, saadan som de trives paa de magre Jorder mellem Sandbakkerne, hvor Forholdene ikke tillader overflødig Bagage; Ansigterne var faste og fortættede i Udtrykket, og over de knudrede Skikkelser laa dette dværgagtige Præg – at her var meget pakket sammen indenfor et lille Rumfang.

Kvinden laa tilbage i Hjørnet med lukkede Øjne og et skarpt Drag om Munden som af en voldsom undertrykt Smærte, hun var liggul i Ansigtet; Mændene sad paa hver sin Side af hende, ludende forover med Albuerne paa Knæerne. De kiggede sky op, da jeg kom ind, men uden at røre sig; saa gav de sig til at hviske sammen. Der laa et underligt Præg 32| af Forstemthed over Gruppen, som dukkede den sig under noget.

Jeg gik frem og tilbage i Ventesalen, hen til Billethullet, der endnu var mørkt, og over i det modsatte Hjørne. De to Mænd hviskede sammen hen over Kvindens stive adskilte Knæ og skottede i Smug efter mig. Endelig rejste den ældre sig og kom varsomt hen.

»Med Forlov, skal du til København?« spurgte han stille; Trækkene i hans Ansigt var spændte.

Ja, det skulde jeg jo.

Der kom Liv i hans bekymrede Udtryk: »Da var det et storartet Træf, saa kan vi jo faa dig til at tage vor Mor med – hun skal over paa Kliniken.« Han talte varsomt – sagtens for ikke at vække den sovende, – men jeg hørte Oprømtheden i hans Stemme. Saa nikkede han til Sønnen, at han skulde komme over.

»Den her go' Mand skal til Hovedstaden og vil tage sig af Mor, du Hans. Se saa er den Bakke jo taget!« Han pustede formelig ud i Meddelelsen. At jeg skulde undslaa mig, faldt dem ikke ind; jeg skulde jo samme Vej som Konen – dermed var Svaret givet! Jeg stedfæstede dem paa dette Træk; man maa have kæmpet haardt mod overmægtige Forhold for at tage det som en Selvfølge, at den ene hjælper den anden, hvor han kan.

Det var NBoelsfolk inde fra Heden omkring NVorbasse, rimeligvis fra en af disse triste Smaaejendomme, som er fravristet Lyngen ved endeløst Slid, og som falder i Lyng igen, saa snart Hænderne synker mødigt et Øjeblik. Jo, jeg kendte dem vel, disse 33| Væsner, der ikke ejede andet end de bare Næver og en uudtømmelig Selvopofrelse og derfor blev jaget ud i Ødemarken for at skabe Sandet om til Muld for Fremtidens Godsbesiddere. De var helt ulykkelige over de Par Mil, de var fjærnede fra Hjemmet, saadan var de tusind Pligter gaaet dem i Blodet. Sygdom kunde de bære, blot de havde den hjemme ved; men en Rejse til København maatte taarne sig op for dem til noget skæbnesvangert, der truede med at lægge Aars Paapasselighed øde. Denne Bejse havde grublet sig frem og tilbage gennem deres Sind nogle Gange; det sad i deres Ansigter som et let Skær af Oprømthed ud over den aargamle Bekymring, at nu var her da en Løsning paa noget af det. Nu kunde vor Mor da komme over, uden at der gik alfor meget i Stykker ved det.

Det maatte for Resten være alvorligt med hende, siden de greb til noget saa usædvanligt som at søge Hovedstadslæger. Jeg spurgte.

»Det er Kræft,« svarede Sønnen – »hun skal over og opereres for den.

Doktoren har villet haft hende over i flere Aar, men hun har sat sig imod lige til nu. Hun er meget ringe, og vi vilde gerne beholdt hende hjemme den Tid, der kan være igen; men hun har nu faaet Mod paa at forsøge den sidste Udvej.« Hans Stemme tyknede til og blev borte.

»Vi har jo ikke andre end os selv, vi tre – og det har altid været godt imellem os,« sagde Faderen som for at undskylde Sønnens Bevægelse.

Konen var imidlertid vaagnet, og jeg gik hen og hilste paa hende. »Her skal du se en fin Kavaller, vi har fundet til dig, Ann' Mari – han vil følge dig 34| til Hovedstaden,« sagde Manden skæmtende, idet han hjalp hende til Rette – »kan du nu være lidt mild mod ham. – Det er Mors første Rejse,« sagde han henvendt til mig – »saa hun er jo lidt spændt paa'et!«

Hun smilede til mig, men sagde intet. Øjnene var æventyrlig levende, men ellers saa hun medtaget ud, Sygdommen havde haft Aar til at æde sig igennem hende.

Der blev tændt ved Billethullet, og jeg gik hen for at løse Billet. Men Manden kom hastigt efter mig, gravende i den ene Vestelomme. »Kanske du vilde overtage denher ogsaa,« sagde han og holdt en tredje Klasses Billet hen imod mig – »det er den Billet, vi købte til Hans. Den har kostet os 5 Kr. 30, som du selv kan se, men du kan give mig lige fem Kroner for den. Og saa faar du Mors Billet paa Købet!« tilføjede han med et lunt Smil.

Det undrede mig, at de allerede havde Billetter, men Forklaringen var ganske simpel. De var kørt hjemme fra straks efter Middagssøvnen for at være paa den rigtige Side af Tiden – Togplan havde de jo ingen af, men maatte løbe an paa, at det gav sig af sig selv. Der kom ogsaa rigtig nok et Tog, men det gik den gale Vej. »Saa saa vi og fik Billetter købt for at ha'e det til en Side.«

Det frøs i mig ved Tanken om, at den gamle Kone havde tilbragt sekssyv Timer her i Ventesalen og nu skulde til en Nats Rejse paa tredje Klasse; men hun selv lod til at finde Forholdene bekvemme nok. Hun var udhvilet og ventede utaalmodigt som et Barn paa, at Toget, der var noget forsinket, skulde 35| komme; ved hver Lyd rejste hun sig og greb efter sine Ting; der var noget eksalteret over hendes Væsen, som stod underligt til den alvorlige Bondekone-Skikkelse; var det den ny tilstundende Oplevelse, der gjorde hende saa febrilsk? Hun havde ingen Ro paa sig.

Mændene havde som efter Aftale gemt det tunge af Vejen og omgikkes hende skæmtende, som var det en Morskabsrejse, hun gav sig ud paa, og de halv misundte hende. Lige til vi sad i Toget, saa kunde de ikke mere.

»Lad os nu se, du staar det godt over og kommer hjem til os igen, Mor,« sagde Manden og rakte hende en rystende Haand.

Hun tog hans Haand i begge sine og saa smilende paa ham. »Ja, nu rejser a til Hovedstaden alene,« sagde hun. »Du lovede mig den Lysttur, lige fra vi var unge, og nu gør a den alene – for ellers bliver det jo aldrig!« Kanske gik Øjemedet med Rejsen pludselig op for hende; der gik en graa Skygge over hendes Ansigt. Hun sad en Stund med lukkede Øjne og knugede krampagtig Mandens Haand. »Se nu og kom hjem til Sagerne, at der ikke skal gaa noget til!« sagde hun pludselig og slap Haanden. »Og du, Hans, kan vel komme og give din Mor et Kys.«

Hans skubbede Moderens Madkurv og en Pude ind paa Bænken og bøjede sig genert over hende. »Det vil a sige dig –« hørte jeg hende hviske, idet hun kyssede ham – »hvis der er noget mellem dig og Pigen, skal du gifte dig med hende.«

Saa kørte Toget med os.

36| Jeg tænkte, at den syge Kone maatte trænge til at hvile sig, og redte hende et Leje paa Bænken af mit Rejsetæppe og Hovedpuden. Men hun vilde ikke høre Tale om at lægge sig ned – kanske turde hun ikke. Hun sad ret op og ned paa Sædet uden at læne sig tilbage og gjorde Vognens Vippen med. »Uha, uha, som vi da flyver,« sagde hun hvert Øjeblik og lettede sig halvt; hendes Øjne skinnede unaturligt. Jeg anbragte saa Tæppe og Pude i Kupéhjørnet og fik hende halvt med Magt til at lægge sig tilbage.

»Ja, a skal tages med en Trumf,« sagde hun barnligt, da hun havde faaet Tillid til Vognens Vægge – »for a er stædig. Far og Hans er altfor gode ved mig – dengang de vilde have mig af Sted, vilde a ikke; og nu de vilde, a skulde blive hjemme, maatte a partu afsted. A skal sige dig, a tror ikke paa den Operation – aldrig det Gran. Men nu vilde a hen og se København, inden det bliver for sent. Hvor langt kan der være hen?«

»Aa – en fyrretyve Mil.«

NEndda, endda! Og alt det paa en Nat! Og Husene derovre! – var det sandt, at de var meget Nhøjere end Læborg Kirke, og at man havde begyndt at hejse Folk op i dem? NNEnd de to Vand, som man skulde over for at naa Hovedstaden? var de grumme? Og Fyns Land og Sjælland – fik man dem at se ved Dag?

Hun laa tilbagelænet i Hjørnet og lyttede til Svarene, Oplevelsens Rus havde tændt i Blikket og gydt Rødme over de liggule Kinder. Naar jeg tav, stod Øjnene runde og spørgende og krævede at for37|undres, rigtig forundres. Engang imellem gik der en Skygge over hendes Ansigt og graanede det hele bort, saa lagde hun Armen haardt imod Underlivet og sad forstenet, mens Sveden sprang frem i hendes Ansigt. Men straks efter smilede hun igen og vilde ikke høre Tale om at fejle noget. »Det er bare en Skam, at du skal se mig saadan til Tak for du tager dig af mig,« sagde hun med et rørende Smil, der røbede, hvor smuk den gamle Kone engang havde været.

Hun havde aldrig kørt med Toget før, Lejligheden havde ikke været til det. Lige fra hun som ung Pige blev gift, havde hendes Liv været en Kamp i NUdmarken ved Mandens Side. Somrene igennem havde hun staaet i Mosens kolde Vand og smidt Tørvejorden op, slidt sanseløst med, for at de ikke skulde gaa til Grunde i den Nøde Jord, og født et Barn om Aaret. Vorherre maatte tage sig af de smaa, der havde ikke engang været Tid til at græde over det. Efterhaanden havde det bedret sig lidt for dem, og Hans, den sidste af Børnene, holdt Livet, om end han skrantede lidt som Barn. Syv laa der paa Kirkegaarden, men nu havde de da ham at støtte sig til. To islandske Heste havde de paa Ejendommen og fem Kreaturer; der var taget tredive Tdr. Land Hede under Ploven gennem Aarene, og nu havde de det saadan, at det med stor Paapasselighed kunde gaa rundt. De havde faaet Præmie af Landboforeningen for Mønsterdyrkning, og Bladene havde tilmed skrevet om dem som Brydere af nyt Land – om jeg da ikke havde set det?

Jeg nænnede ikke at fortælle, at jeg ikke havde. »Og nu kommer De tilmed ud at rejse,« sagde jeg.

38| »Ja, og a bestiller ingenting – a maa slet ikke røre mig til noget!« udbrød hun og fejrede sin fattige Triumf ved at læne sig bagover og folde Armene under det indfaldne Bryst. »Doktoren har sagt, de skal passe godt paa mig, ellers kan a let Nblive henne for dem. A maa ikke engang siges imod, men skal ha' min Vilje i alle Dele. Og a kan kun taale lind Mad!« Hun smilede imod mig, henrykt over som hun da var kommet paa den lyse Side. Tilværelsen var gaaet hen over hendes Barnesind uden at sætte Mærke i det og havde lejret sig under de brændende Øjne som dybe Dødsskygger.

Jeg havde nær aldrig faaet hende ombord i NFærgen; hun hang sig stædigt paa min Arm og vilde ikke træde i Skibsplankerne. »Det er levende under mig,« gentog hun klynkende og jog panisk sammen ved hver Lyd fra Maskinen.

Først da vi sad i Toget, blev hun igen tryg. Der var noget ved Rytmen, som animerede hende; denne Rejse havde spøget bagved hele hendes brydsomme Tilværelse som et fagert Blodets Løfte fra de unge Dage, og Togets bløde Lufthop frem over Skinnesammenføjningerne indfriede Flyvedrømmen. »A flyver, a flyver!« hun kom bestandig tilbage til den samme Vending.

Ann' Mari fløj endelig – men alene – bort fra alle Aarets trælsomme Krav og ud ad mod det ubekendte. Fyns Land jog forbi Ruderne i Mørket, Navnet fik en højtidelig Klang paa hendes Læber; nu var der Vand mellem hende og Hjemmet, hun var i det fremmede! Fyns Land! Det var her, Jorden var saa gavmild og Kvinderne saa bløde i Hænderne; 39| bare man stak en tør Pind i Jorden, blev den til et Træ. Herovre plukkede man to NLispund Ribs af en Busk, og der sagdes, at Kvindfolkene ikke havde andet at tage sig til end at være gode mod deres Hjærtenskær.

Men Ann' Mari fløj videre, forud for Toget, bort fra det frodige Fyn. Hun havde stum hørt paa, at jeg agtede mig til Syden, med et uforstaaende Udtryk; men nu pludselig fløj hun dristigt i Forvejen. Det pinte mig lidt, at hun fløj saa alene, Tankerne dvælede ikke ved dem derhjemme; med dem havde hun aabenbart gjort grundigt op under den lange Sygdom, taget Afsked og ordnet alt, siden ikke engang en lille Pligt kaldte hende tilbage.

Hendes Sind higede blot fremad, underlig flakkende, mod lysere og lysere Egne. Det var, som Øjnene brændte klarere og klarere; trods hendes Livlighed havde jeg en dump Fornemmelse af, at der hvad Øjeblik som helst kunde indtræffe en Katastrofe. Vi var Nene i Kupeen, men ved første Station vilde jeg tilkalde en Konduktør for ikke at være ene med hende, hvis der skete noget. Og i næste Øjeblik slog jeg det hen som taabeligt; jeg havde jo i Virkeligheden ingenting at holde mig til, andet end at hun led af Kræft og skulde over og opereres – hun havde ikke engang vist Tegn til Træthed – mens jeg –

Jeg var selv dygtig træt og lænede mig tilbage med lukkede Øjne for at faa lidt Ro. Hun tav straks stille, og lidt efter mærkede jeg en Haand, der skød Puden ind under Nakken paa mig. »Du er søvnig,« sagde hun, da jeg slog Øjnene op – »Ungdommen 40| skal heller ikke spilde sin Nattesøvn paa et gammelt Kvindfolk.«

Jeg saa i hendes bedrøvede Ansigt, at det var mig, hun gjorde sin store Rejse med, og at jeg havde været ved at lade hende i Stikken. Ak, hun elskede mig jo! Og underligt nok, det stødte mig ikke. Hun havde baaret noget jomfrueligt med gennem alle de byrdefulde Aar, en blid Tro til Rejsens Eventyr, som sad hende i Øjnene og gjorde hende evig skøn. »Skal vi da gøre Turen til Syden sammen, vi to?« sagde jeg spøgende og tog hende om det dødsmærkede Hovede. Og angst for at gøre den Fattiges Rejse ogsaa fattig fortalte jeg om det sollyse Land uden Sorger og gjorde det skønnere end det er – saa skønt, som det kun er i éns Længsel.

Ann' Mari smilede; og naar jeg tav, gjorde hun barnlige Spørgsmaal, som viste, hvor grotesk dét derude arbejdede i hendes Hjærne. »Det maa være skønt saadan at drage mod Nubekendte Strande,« sagde hun tilsidst med en smuk Almuevending. »Dersom a havde været ung – ja saa havde a rejst med dig. Og a skulde nok ha' skænket dig Glæde. – Men du behøver ikke at være ked af det, for Nung og rød har ingen Nød – der er Nbløde Hænder nok, som vil lege i et blødt Haar.«

Det var, som om hun i sit Hjærtes Renhed vilde viske sine egne pinlige Spor ud og sende mig tilbage til Ungdommen, smykket men dens Kærlighed. »A tænker, der venter dig noget skønt ved den anden Ende af Rejsen. – Til Tak, fordi du har fulgt en gammel Kælling det sidste Stykke!« sagde hun og saa med èt skælmsk paa mig; saa skælmsk, som kun 41| et Ansigt kan, naar Hudens Jordslaaethed har lagt Dødens Erfaring over det. De dybe Furer nedover Kinderne uddybede sig, som vilde de være med de ogsaa – de havde været bløde Smilehuller engang.

Saa faldt hun dog sammen tilsidst. Vi havde alt i alt rejst gennem Mørket med godt Udbytte, det havde fyldt det fremmede med Spænding for hende. Nu Solen stod op over Hovedstadens Taarne langt ude, laa hun stille med lukkede Øjne og havde ikke Kræfter til at tage Virkeligheden i Besiddelse. Det var, som Dagslyset brød Fortryllelsen; de maatte bære hende ud i Vognen, der kom for at hente hende til Kliniken, og hun kendte mig ikke.

Hun kom ikke paa Operationsbordet, men fortsatte Rejsen videre ud i det ubekendte, som hun gik og stod. Det undrede mig ikke, da jeg læste en Notits derom i et Blad. Hun havde jo glædet sig gennem mange Aar til denne Rejse; og hvis den blev ved, som den var begyndt, gør det ikke saa meget, at det blev hendes eneste.