IV

Himlen var høj og sommerlys endnu, skønt det var helt ind i September, og langs Søerne skinnede de gullige Blade mellem Løvet som om det var sydlige Frugter i Solen.

Herluf var paa Vejen ud til Gerster efter Prøven, da han saa et Par kendte Rygge foran sig og raabte dem an. Det var Lange med Arnoldsen. Lange havde i den siste Tid slaaet sig paa Arnoldsen, der havde forladt »Bladet« og levede af at give Timer i Skoler for om Aftenen at undervise et Par Haandværkssvende i Arithmetik og Retskrivning.

Lange stak sin Arm ind under Arnoldsens, som slog han en haard Klo i hans sarte Person, naar de mødtes. De talte om social Videnskab op og ned ad Gaderne:

– Han ved s'gu en Del, sagde Lange til Herluf Egenlig en ganske fornuftig Fyr – han blinkede beskyttende – og, som sagt, han har lært en Del. Moderne Videnskab, forklarede han med en egen Snøften paa Ordene.

– Ja sagde Herluf-.

– Og Sagen er, sagde Lange og spilede Fingrene ud: man maa s'gu vide noget, du ... Hvad ved de andre ? At knappe deres egne Bukser ved de, sagde Lange. Men »Ideer« – Tak. Lange gjorde en Haandbevægelse, som berøvede han »de andre« en hver Idé.

– Men Arnold har dog lært en Del, sagde han igen. Og saa gir man ham Synspunkterne – du – forstaar du – »det større« Syn paa Tingene. – Man lærer virkelig en Del... jeg mærker s'gu, man lærer ikke saa lidt: man faar dog Begrebet, forstaar du, sagde Lange.

– Men med Nerverne er det skidt, sluttede han misfornøjet. Det vokser jo nok – og go'e Billeder har man nok af – s'gu brillante Billeder, du ... og man ved, hvordan Lyset skal falde ... men alligevel... Man maa s'gu først lære noget, sagde Lange og holdt Berg i en Knap, mens han nikkede energisk med Hovedet: Imponere dem paa det videnskabelige, sluttede han sin Udvikling.

... Berg kom hen til de to Peripatetikere, der var stanset: Her gaar 184| vi to Invalider sagde Lange og holdt sig paa Hovedet (Arnoldsen var iøvrigt ingenlunde Invalid, men følte sig tvertimod meget friskere siden han var begyndt at forklare Pytagoras for sine Haandværkssvende); skidt, gamle Ven, skidt med Nerverne, sagde Lange.

– Maa stadig være i den friske Luft, sagde han.

– Det er vel Efteraaret, sagde Herluf.

– Ja – ja, nikkede Lange bekymret Naa – man gaar og ser paa Tingene og lærer s'gu en Del, sagde han med et opmuntrende Nik hen til Arnoldsen, der gik ved Siden af ham, stille og blegnæbet.

– Og hvordan gaar det med Deres Haandværkssvende, Arnoldsen? spurgte Herluf.

– Godt, sagde Arnoldsen kort.

– Det er s'gu meget opofrende af ham, sagde Lange og nikkede ... Vi tænker jo ogsaa over, du, at lave en hel Foredragsforening for de Folk, vi, nogle Stykker, der dog véd noget... Det gir et Menneske Øvelse, du, man lærer at udtrykke sig, sagde Lange.

– Og »Vuerne« kommer s'gu bedst, naar man taler, sluttede han glad.

De skiftede Emne og talte om Teatret, mens de gik ned mod Taarnbygningerne.

– Naa, sagde Lange og blinkede fornøjet (Lange var besjælet af en voksende Munterhed overfor andres Smaa-Uheld): Paa Nordmændene gik I nok i Vandet, I Gamle.

– Der var fuldt hver Aften, sagde Herluf.

– Ja, der var nok Folk, som lod sig drive derind mod gode Ord og Fribillet, sagde Lange. De naaede Porten og sagde Farvel. Vi slaar et Slag ned mod Østerbro, sagde Lange og lagde atter Armen energisk ind i Arnoldsens.

– »Vel« du, nikkede han til Berg, der blev staaende lidt i Gersters Port og saa efter de to Rygge. Lange havde saa mange store Haandbevægelser, mens han gik og opløste den moderne Videnskab i Synspunkter.

Oppe hos Gersters ringede han paa. Den unge Herre var ikke hjemme, sagde Stuepigen. Men Fruen –.

– Ja – hvis Fruen var visibel, sagde Herluf, der ikke havde set Professerinden, siden hun var kommen ind fra Landet. Han gik ind at vente i Gangen.

Pigen kom tilbage og lukkede Døren til Dagligstuen op: Hvis Hr. 185| Direktøren vilde vente et Øjeblik herinde, sagde hun, saa kom Fruen strax.

Herluf gik ind i Dagligstuen, hvor de tomme Stole paa »Visitpladserne« nu, da der ingen var, stod saa underlig ubehjælpsomt ligeoverfor hinanden som et Par forlegne Folk, der præsenteres og ikke ved, hvad de i al Verden skal begynde paa. Han ventede en god Stund, mens han hørte Dørene støjende gaa inde i Spisestuen og undrede sig over, at Professoren kunde være hjemme nu paa denne Tid.

Tilsidst kom Professorinden: Aa – man har endnu alle de landlige Vaner og la'r sig overraske højt op paa Dagen, sagde hun og hilste.

Sandheden var, at Professorens allerede havde været inde fra Landet i over fire Uger. Men Professorinden kom i den sidste Tid saa svært videre end til »Skammekrogen«, hvor hun ogsaa efter Frokost, naar Erhard var gaaet, blev siddende med saa meget Arbejde, Linned og Dækketøj, hun saa efter og sorterede og talte. Husjomfruen vidste slet ikke, hvad der gik af Fruen, saa travlt hun nu havde for bare evig at kunne sidde med noget mellem Hænderne.

Berg og Fruen satte sig, og Samtalen gik saa slideligt om Sommerophold og de mange fremmede, der nu kom her Aar for Aar – mens Herluf uvilkaarligt sad og saa' paa Professorindens travle Hæklenaal: han havde aldrig før set Fru Gerster med noget Arbejde, naar der var Besøg.

– Men vi tog lidt tidlig ind, sagde hun. Gerster havde hele Sommeren lamenteret over den evige Jernbanekørsel...

– Og saa var Erhard jo ogsaa saa ganske alene herinde – lagde hun til.

Der blev en Pavse. Herluf havde i Tanker taget en Bog paa det lille Marmorbord med Haandbiblioteket og læste nu paa Ryggen Titlen: Monrad, Fra Bønnens Verden. Han vidste ikke selv, hvorfor han blev forlegen og vilde skubbe Bogen tilbage ind under Hylden, da Professorinden saa' op for at sige noget og blev ligesaa forlegen som han:

– Og Vejret blev ogsaa uheldigt, sagde hun lidt stødvis. Hun begyndte at spørge om Berg – hvor han havde været og sagde saa pludselig, næsten uden at vente paa hans Svar:

– Erhard har ikke haft rigtig godt af i Sommer.

– Nej – han ser lidt daarlig ud, sagde Herluf forvirret. De følte begge, at Isen nu var brudt, og at der nu maatte tales videre om Erhard. Men de ventede og – Herluf stadig med Øjnene i Gulvet.

– Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde saa Professorinden, og idet hun hastigt lagde Hækletøjet bort, tilføjede hun:

– Kunde De ikke – tale med ham?

– Jeg? sagde Herluf... Ja – hvis det kan nytte.

– For det er kun en Vane hos Erhard, sagde hun og hendes Stemme blev pludselig meget bevæget, det er slet ikke andet end en Vane ... at han er saa lidet hjemme.

– Nej, sagde Herluf.

– Det er kun Selskabet – – jeg mener, sagde hun, nogle af dem, der holder ham fast i daarligt Kompagni...

– For selv er han – i Virkeligheden er han, sagde hun, og hendes Stemme blev igen bevæget, saa hun næppe kunde tale, ikke andet end et Barn, – kun et Barn, sagde hun og holdt Hæklenaalen mod sine Læber, der sitrede rebelsk.

Berg mumlede noget som en Bekræftelse, og Professorinden sagde efter en lille Stunds Forløb sagtere:

– Har han ogsaa talt til Dem om »sin Idé« – at han vil flytte herhjemmefra.

– Ja – han har sagt noget om det, sagde Berg og saa' ned.

– Ja, der er saa mange Tvistepunkter mellem de gamle og de unge – i vor Tid, sagde Professorinden og søgte at smile.

Til Tvistepunkter – Professorinden havde ganske Ret – var i Familien Gerster snart alt blevet mellem Himmel og Jord. Det var som Professoren og Erhard saa' sig hede paa hinanden, blot de kom i Stue sammen; og de talte sig i Brand over Literatur og Politik – over en Række Ligegyldigheder, der kun dækkede over alt det andet, hvorom de ikke talte. Det var Dag ud og Dag ind kun en gold Strid, saasnart de bare saas.

– Og Gerster er ogsaa lidt let irritabel, sagde Professorinden. De tav igen, til Fruen atter sagde den samme Sætning:

– Og jeg er saa bange for hans Sundhed, sagde hun igen med samme skælvende Stemme.

Herluf vilde sige noget og bryde den nye Tavshed, da de hørte Professorens Skridt i Sideværelset, og Professorinden uvilkaarligt rejste sig halvt:

– Der er Gerster – allerede, sagde hun.

– Herluf vilde gaa, men Professoren holdt paa ham, næsten 187| overdreven høflig, mens de igen begyndte at tale om Landophold og Sommer.

– Jeg har netop sagt Hr. Berg, at Jernbanen dog blev Gerster besværlig, sagde Fruen.

– Ja – infam Kørsel, sagde Professoren pludselig i en ganske anden, høj Tone og rejste sig. Han gik op og ned ad Gulvet et Par Gange:

– Har De maaske set vor Hr. Søn fornylig? spurgte han saa med ét.

– Ja, sagde Berg.

– Nu vil han jo flytte, sagde Professoren i samme hede Tone. Han kan ikke mere bo herhjemme – her er blevet ham for snævert, sagde han og slog med Armene ud i Stuen: Ikke Luft nok for et Par moderne Lunger.

Han blev ved at gaa op og ned paa Gulvet i samme Hjørne som en urolig Hund i Lænke og talte med en hidsig, bevæget Stemme: Ikke nye Idéer nok i Atmosfæren, sagde han.

– Ikke Frihed nok, raabte han.

– Gerster, sagde Fruen.

– De véd maaske, om han allerede har lejet Lejlighed, sagde Professoren og vendte sig.

– Ikke det jeg ved, sagde Berg. Ogsaa han talte som Fruen med en tøvende og usikker Stemme.

– Og vi er jo beredt til at gøre alt, hvad han vil, sagde Professoren pludselig standsende, i en høj, skændende Tone – hvis han bliver her, føjede han til og vendte sig.

De tav alle tre, mens Professoren blev ved at gaa frem og tilbage i sin raadløse Hidsighed, og Professorinden sad stille og stirrede ned for sig, bøjet frem mod den lille Boghylde.

– Men han kunde da i alt Fald, synes jeg, spise herhjemme, sagde hun sagte.

Herluf sad og krammede om Stolekanten: Der er jo intet sket endnu – sagde han.

Professoren vilde tale igen, men gik pludselig, virrende med Hovedet, bort over Gulvet. I Døren vendte han sig halvt og sagde barsk for at skjule sin Bevægelse:

– Aa – Drengen er forrykt, raabte han og gik. Professorinden blev siddende ved Boghylden. Taarerne var begyndt at løbe hende ned ad Kinderne, og hun standsede dem ikke.

Hun græd stille, uden at tænke paa, at Berg var en fremmed, der saa hendes Graad.

Og Berg vendte sig om mod Vinduet, raadløs og bevæget ved Synet af denne »Dame«, der græd Saadan sad de længe, mens der ikke blev vekslet et Ord.

Professorinden var hørt op at græde, og da Berg vendte sig, rakte hun ham Haanden til Farvel uden at rejse sig. Hendes Stemme slog over, og hun kunde ikke tale.

Herluf bukkede kun tavs som hun.

Da han kom ud paa Gangen for at gaa, lukkede Professoren sin Dør op, og talte nogle Øjeblikke med ham som sædvanlig, mens han aabnede Entrédøren. Og da Berg allerede var kommen ud paa Trappen, sagde han pludselig:

– Han kan jo faa det ganske som han vil – her hos os. Om De vil sige ham det.

Professoren blev staaende lidt, efter at han havde lukket Døren for Berg, og i en pludselig Forbitrelse drejede han Nøglen to Gange om – bag disse moderne Forførere af hans Søn.

Professorinden havde rejst sig og var stille gaaet tilbage til sin Krog i Spisestuen. Hun tænkte Dag og Nat kun det ene: Hvem det var, der ødelagde hendes Søn. Hun gik om Dagene ind i hans Værelse og hun søgte om et Billede, et Brev, et Tegn fra »hende«. Hun aabnede hans Skrivebord med én af sine Nøgler og hun undersøgte hvert Papir og hver skreven Linje – for at finde et Bud, for at vide, hvem hun var: Det var bedre, hun vidste, hvem hun var.

Men hun fandt intet – for der var ingenting.

Den Allemandslykke, som Erhard nød, satte ikke slige sentimentale Spor, som de, hun søgte. Og hun blev under sin resultatløse Forsken næsten endnu mere urolig og forpint – Dag for Dag overfor denne sin sløve og viljeløse Søn, som hun lidt efter lidt var kommen til at omgaaes med en stille Nænsomhed, som var han en Rekonvalescent, der trængte til Omhu og Pleje.

For Resten var han jo kun saa lidt hjemme hos hende – næsten kun ved Spisetiderne, og ved Middagen havde de saa den evige Strid, som Gerster ikke kunde lade fare.

Erhard havde stadig de to Stuer ved »Volden«. Dér var han rnést. »Benene vilde til Kroen«; og han var kun som en Slags stille Dranker, 189| der, naar det gaar hen mod Aften, af Vane, uden Begejstring og uden nogen Støj berusede sig, ligegyldigt i hvad det var.

Herluf sad en Dag oppe hos ham ved »Volden« i Stuerne, hvor alt var falmet og uhjemligt som i et Passant-Værelse i et Vestervoldhotel, hvor hver Rejsende kun bliver én Nat. Efteraaret trak med sin Fugtighed ind gennem baade Væg og Dør.

– Erhard, sagde Herluf, synes du egenlig her er rart?

– Næ-æ.

– Ja – jeg ikke heller.

– Og hvad saa? sagde Gerster.

– Saa skulde du dog hellere forandre det – og meget andet.

– Hvorfor? sagde Gerster blot. De tav lidt.

– Paa Alfarvej vokser der idetmindste ikke Græs, sagde Erhard og blev liggende længe med Øjnene op i Loftet. De talte ikke mer. Men et par Uger efter sagde Erhard Voldværelserne op.

– – –

Herluf Berg saa' Leverandørernes Vogne og Kærrer udenfor »Victoria-Porten« endnu, og han vendte hastigt tilbage om Hjørnet til Jernbanegade for at vente lidt. Han undgik helst Leverandørernes Morgenkoncert, naar Slagter og Vildthandler og Bager bragte deres Varer til Køkkenet De vilde ikke udlevere dem uden Betaling, og de skreg paa Bagtrappen, med deres Kontrabøger i Hænderne, saa man hørte dem op gennem hele Gaarden.

Idag var man særlig højrøstet. En høj og skrattende Kvindestemme skældte og svor op, saa det lød helt ud i Porten. Det var en Vadskerkone fra Roskilde, der skulde have Betaling for noget Dækketøj. Slagteren og Vildthandlerens Bud, der havde afleveret deres Rationer mod Drikkepenge, blev hængende paa Trappegelænderet og hørte til; Bagerdrengen skreg i med og vilde ikke udlevere Brødet uden mod Kontant.

Spenner var forvirret og løb op ad Trappen, mens Konen blev ved at skænde: Her vil man nok snyde Fattigfolk for deres Penge, skreg hun op efter ham.

Spenner rendte ind gennem Restaurationssalene til Buffetjomfruen, der lige var kommen. Han tog Byttepengene ud af Skuffen og ragede alle Skillingerne sammen i sine Hænder og løb med dem.

Vadskerkonen blev stille, da han kom ud paa Trappen igen og bad hende gaa med over i Kontoret, hvor han talte Pengene op paa Pulten.

Slagteren og Vildthandlerbuddet drev fløjtende afsted ud ad Porten, men Bagerdrengen blev ved at skingre forbitret gennem Gaarden og peb i Fingrene op efter Syerskerne paa Teatrets Skræddersal, der havde faaet Vinduerne op ved Larmen og stak de fnisende Hoveder ud i Gaarden for at høre til.

Hr. Desgrais ordnede Morgenens Bytte nede i det store Køkken, skiilende og vragende Kødstykker og Vildt. Det var lidt efter lidt blevet Blandingsgods, der af Leverandørerne anbragtes i »Victoria-Etablissementets« Køkken, og Hr. Degrais kasserede rigeligt, undersøgende Høns og Stege med ubevægelig Ro som en Videnskabsmand i sit Laboratorium.

Den store Kok var færdig med at sortere og saa' prøvende ud over det samlede Indkøb, hvoraf han havde sine fem Procent.

Han vendte sig mod Bordet med »Konserverne«. Det var aargamle Daaser med en Del Rust langs Sømmene. Hr. Degrais vejede dem i sine velnærede Hænder... Der kom en Kvindeperson forbi, mens han stod der. Det var Fru Martens, der, hulkindet og bleg, gik gennem Køkkenet til sin Post.

Hr. Degrais bandte paa sin fransk, da hun gik ham forbi. Hilse gjorde de ikke paa hinanden.

... Herluf havde tilbragt Tiden med at læse Koncertplakaterne ved Hovedindgangen i Jernbanegade. Det var Plakaten til om Aftenen, Dyna Beymers første Koncert. Det var den »belgiske Nattergal«, som Hr. Theodor Franz dog havde besluttet sig til at føre til København uden Garanti: Nattergalen sang for den halve Kasse. Plakaterne var meget sindrige, omkransede af Bladenes Udtalelser om Frøkenens Privat-Soirée, hvor hun havde sunget for de musikalske Notabiliteter og Pressen efter »en let Déjeuner«.

Da Herluf havde set Vildhandlerbuddet drive af med den hidsige Bagerdreng i Hælene, gik han tilbage forbi Restauranten og ind ad Porten. Vadskerkonen kom just ud fra Spenners Kontor, hvor Adolf stak Hovedet ud ad den modsatte Dør, da hun var gaaet.

– Naa – er De her begge? sagde Berg.

– Ja – men vi har travlt, sagde Adolf og gav blot flygtigt Haanden, før han gik igen med Spenner, og de fik lukket Døren til den indre Stue efter sig.

Herluf gik rolig ned til Prøven. Han var nu snart vant til Adolfs Hast og hans og Spenners Raadslagninger i alle Kroge. Allevegne, hvor man kom, kunde man træffe dem forhandlende for lukkede Døre.

Det var i det hele noget sært i den sidste Tid med Konsortiets Medlemmer – næsten som var det Vinden, der tog dem, saa de den ene Dag var som hægtede sammen og ikke veg fra hinanden men blev i samme Kontor egentlig ørkesløse tilhobe blot for at sidde her op ad hinanden, mens den tunge Maskine stønnede op gennem Huset som et sværtbelæsset sitrende Dyr.

Og paa andre Dage fløj Kompagnonerne forbi hinanden paa Gangene med et hastigt Haandtryk og urolige Øjne for at komme bort igen; havende travlt med, man vidste ikke hvad; eller lukkende sig inde til de evige »Forhandlinger om Prioriteten«, som Adolf og Spenner drev overalt: i Kontorerne, i de smaa Restaurationskabinetter, saagar i Garderoberne – med Kommissionærer, Agenter og dunkle Projektmagere, der dukkede op i Etablissementet paa Trapper og Gange og blev skjulte og bespiste i alle Kroge otte Dage lang, til de gav Plads for andre.

– Ja, ja, vi har Forhandling, sagde Adolf og løb forbi Herluf ind i et Kabinet til én af disse Herrer Forhandlere, hvoraf der ofte var to eller tre paa samme Tid, gemte hver i sit Rum, for at den ene ikke skulde se den anden.

Det blev efterhaanden alle Slags Folk, med hvilke der forhandledes: en forhenværende Godsejer, der søgte høje Renter for sine disponible Penge, en velhavende Skuespiller, der tænkte at blive Direktør for en billig Skilling; alle Arter af hemmelighedsfulde Mellemmænd, der sagde sig at være Bud for store unavngivne Forretningsfolk eller for anonyme Konsortier, hvis Existens var grundløst Projekt. Alle kom de otte Dage og gik igen, Godsejeren nogle tusind Kroner fattigere, men de allerfleste kun forgæves bespiste tidligt og sildigt, med Hr. Desgrais' dyre Mad, som Kellnerne serverede for de Herrer med diskrete Ansigter, som var det »en Herre med Dame,« de vartede op med de franske Kyllinger.

Der faldt i den sidste Tid rigeligt af med hemmelige Drikkepenge, som »Direktørerne« (Spenner lod sig nu ogsaa kalde Direktør, saa det rent vrimlede med »Styrere«) stak til Opvarteren i al Stilhed i et Hjørne eller ude paa Gangen: »den Herre vilde ikke ses – ikke af nogen«, blev der sagt, og Opvarteren forstod.

Alle havde Hemmeligheder i Victoriaetablissementet med hinanden og for hinanden lige ned til Kellnerne.

Nede i Køkkenet havde Hr. Desgrais saa travlt som i Restaurantens mest glimrende Tid For ogsaa naar de var alene, tog Direktørerne overdaadig godt til sig og bestilte sig smaa separate Maaltider, som de pludselig fandt paa at nyde i Kabinetterne, ene, med megen Slags Vin til, saa de bagefter laa og snuede paa Sofaen hele Timer midt paa Dagen og vaagnede utilpas og rødho'dede. Saa var de sært sky og lidt forlegne for hinanden, naar de netop mødtes, idet de listede ud ad Dørene.

Martens var sjældent at finde fem Minutter paa samme Sted Han drev mest ørkesløs omkring i Gaderne, der begrændsede Victoriaetablissementets Firkant, som Ildspaasætteren om Tomten, hvor det brænder.

... Første Akt af Prøven var forbi – det var Arrangementsprøve paa en Operette, »Den lystige Krig«, som Herluf vilde se at faa op til December for at slaa saa megen Mønt som muligt af den slemme døde Tid – og Herluf vendte tilbage til Spenners Kontor, hvor Adolf tog sin Overfrakke paa:

– Satan – til Svamplugt herinde, sagde han, da han kom ind.

– Ja – ubehagelig, sagde Spenner fra Pulten og begyndte geskæftig at snakke løs om Svamp og Vejr og Prøve.

– Naa – saa gaar du? sagde han midt i det, vendt til Adolf, der gik hen imod Døren.

– Ja, sagde Adolf blot.

– Hvorhen? spurgte Berg.

– Hjem, sagde han i Døren og gik.

Adolf gik ned ad Trappen. Hans Tanker drog sløve alle de kendte Veje for at søge »Udvej«. Men der var ingen mer. Ud til de alleryderste Grænser – for tusinde Gang – af Venskab, Forretningsforbindelser og Bekendtskab gik han for at søge Udvej til Penge. Men der var ingen mer.

Spenner og han havde skændtes, med halvhøje forbitrede 193| Stemmer, hvor hver Sætning skar som en Kniv, mens de stod blege og pludselig fjendtlige overfor hinanden.

– Det skal altsaa være forbi, sagde Spenner. For femhundrede halvtreds Kroner forbi – og i Morgen har vi Leje af Theatergarderoberne.

– Tag du Pengene et Steds, sagde Adolf.

– Din Moder har Penge, sagde Spenner.

Adolf svarede ikke. Ikke en Gang for Spenner tilstod han, at det længst var forbi, som havde heddet »Moders Penge« – stakkels to, tre tusind, som han havde ført i Munden ved Siden af »Faders Formue«, og som gamle Fru Adolf længst havde bragt ham i »Bikubebogen« en Morgen ved Theen, da gamle Adolf laa af Gigt og ikke var ved Bordet.

Angst og bange havde hun stukket Bogen til ham – Konstantin blev saa let hidsig og holdt jo ikke af, at man blandede sig i hans Ting -:

– Jeg mente kun, Konstantin, sagde hun, at hvorfor skal de staa paa et fremmed Sted, naar man selv – naar man selv har Forretning, sluttede hun helt forvirret.

Og Adolf havde taget dem med en Floskel: »skønt det egentlig ikke behøvedes«. Da han havde faaet Tøjet paa for at gaa, vendte han dog pludselig om og gik ind og kyssede den »Gamle«.

Hun var saa glad: maaske det dog kunde lette lidt for Konstantin tænkte hun.

..... Nej, Penge var der ikke mer ... Men hans Tanker søgte om Værdier, Ting at gere i Penge, noget, hvorpaa man kunde faa Penge ...

Sølvtøjet var der.

Han tænkte igen paa Sølvtøjet, som han havde set en Morgen nu fornylig, da Moderen og Pigen pudsede det i Spisestuen. Han var gaaet igennem Værelset og var standset for at se paa det. Moderen snakkede og pudsede, mens han stod og gjorde det i Penge i Tankerne, Stykke for Stykke:

– Det var Penge – ikke saa faa Penge, tænkte han.

– Det var Fødselsdagsgaflerne, sagde gamle Fru Adolf og lagde den sidste Prøvesølvsgaffel hen til de øvrige pudsede sytten. Han gjorde Overslag med Skeer, Gafler og Bakker.

– Gaar du, Konstantin ? sagde hun.

– Ja. Farvel, sagde han aandsfraværende. Han tænkte allerede paa, 194| hvordan man skulde kunne faa det ud af Skabene uden at det mærkedes, og uden at det blev set:

– Kommer du til Middag? spurgte hun.

Man maatte kunne pakke gamle Bøger ind i Lagenerne – og gamle Papirer, saa det just blev de gamle Pakker at se til.

– Nej, sagde han som før og gik.

Fra den Dag havde Adolf stadig haft Sølvskabet i Tanker – sorn en »Udvej«: Hver Dag fordrede jo Udveje. Men han havde ikke haft Mod, skønt han tidt havde været derhjemme om Formiddagen, naar Huset var tomt og alle ude undtagen gamle Marie, som det var saa let at sende bort: Gamle Fru Adolf var sjældent hjemme om Formiddagene nu. Hun gik fra Dør til Dør hos Slægt og hos Bekendte og lovtalte Konstantin – evindelig lovtalte Konstantin, pyntet i den fine Brokades Kaabe, en Gave, som han havde sendt hjem en Dag, og som hun først havde grædt de modige Taarer over: hun blev altid saa beklemt ved Konstantins Presenter. Men siden gik hun omkring og gjorde Stads i Kaaben og lod alle beundre den.

– Ja – Gud ske Lov, sagde hun og følte selv hen ad Ærmet: Konstantin kan jo gøre det.

... Nej-nej – hidtil havde Adolf ikke haft Mod. Men idag maatte det være. Der var ingen anden Udvej:

Idag maatte han tage og pantsætte Sølvtøjet.

Paa Kongens Nytorv tog han et Bybud, der skulde komme orn tre Kvarter: Døren stod aaben, sagde Adolf, saa han kunde gaa lige ind. Bybudet skulde komme, og Adolf gik videre hjem.

Han lukkede Entrédøren saa underlig sagte op uden at gøre mindste Støj med Nøglen i Laasen. I hele Huset var der stille, Dørene til Gangen stod aabne. Han hængte sit Tøj op og gik gennem Stuerne med de store gamle Møbler, som han kendte, fra Barn, hvert et Stykke. Solen faldt ind over Moderens Strikkekurv paa Bordet.

Han gik ud i Køkkenet. Der var ingen og lige stille overalt. Han aabnede Bagtrappedøren for at se efter gamle Marie. Han hørte hendes Stemme nede fra Køkkendøren i Stuen. Hun talte med Pigen dernede, paa Vejen til Byen ...

Han blev staaende lidt, med Døren paa Klem og lyttede. Marie talte om ham, forbedrende én af Fruens lange og lovprisende Historier, som hun bragte videre til alle Køkkendøre.

Adolf trak stille Døren til og gik tilbage. Han aabnede Døren ind 195| til Sovekamret – pludselig angst for, at Moderen dog kunde være derinde. Men Forældrenes to halvsmalle Senge stod kun saa forladte ved Siden af hinanden med de hvide Tæpper, mens Vækkeuhret dikkede.

Saa tog han sig sammen og begyndte at søge Bøger og Papir frem til Pakkerne inde i sin Stue. Skabsnøglerne var i Nøglekurven, som han maatte hente i Forældrenes Sovekammer med sit evigt dikkende Uhr. Kurven stod bag Toilettespejlet: der havde den sin Plads, vidste han fra lille ... Han saa' bort forbi Sengene, mens han tog den.

Skabsnøglerne fandt han ikke, prøvede baade fire og fem, før han fik den rette, som han pludselig lod sidde i det aabne Skab greben af Angst: han havde ikke rullet ned – om nogen saa herind.

Han rullede ned i Spisestuen og inde hos sig selv, og han fik Sølvtøjspakkerne ud af Skabet... en lille Pakke i lyserøde Papirer faldt i Skyndingen ned fra hans Arme paa Gulvet. Han blev saa angst ved Støjen, som maatte der komme nogen ved Larmen i det tomme Hus. Det var hans Daabsbestik og hans lille Bæger, der var gledet ned paa Gulvet....

Han lagde det alt paa Spisestuebordet, forpustet et Nu, som kunde han ikke bære det.

Inde hos sig selv laasede han alle Døre, mens han løste alle Pakkerne én for én og viklede dem ud af Lagenerne; hver enkelt efterlignede han nøje i Fa9on, stoppende de hvide Stykker ud med Papir og bindende dem sammen igen ...

Han hviskede stadig med sig selv, mens han listede frem og tilbage i de to halvmørke Stuer og lagde de nye Pakker ind, vogtende over, at de laa just som før ...

Bægeret og Bestikket havde han nær glemt paa sin Seng. Han stak det ind til en Side i Skabet før han stillede Nøglekurven i en Krog af Spisestue vinduet: han vilde ikke igen ind i det stille Sovekammer med Forældrenes hvide Senge.

– – Bybudet var gaaet med den tunge store Haandkuffert, da Marie Pige tog i Spisestuedøren til Gangen. Den var i Laas endnu, han havde glemt at dreje den om igen.

– Ja, sagde Adolf, der lukkede op, jeg gik her rundt – og – klædte mig paa.

Marie Pige troede, den unge Herre var blevet rent forstyrret, som han saa' ud, bleg og svedig i Ansigtet...

Adolf kom ud i Køkkenet til hende og snakkede op en hel Evighed med hende, løst og fast, lystigt – før han gik. Bybudet skulde træffe ham ovre i en Kafé.

– – –

Da Herluf efter Prøven gik over i Victoria-Restauranten for at spise, hørte han et højt Skænderi slaa op fra Kælderen. Inde ved Buffeten var den forskrækkede Jomfru løbet fra sin Plads, og Kyperen fo'r raabende ned ad Trappen:

– Det er Chefen – det er Chefen, raabte han og løb ned Man hørte Hr. Desgrais' Stemme, brølende som en uvan Tyr og pludselig Madam Martens Røst, der blev ved at skrige det ene Ord:

– Tyv – Tyv.

Herluf løb ind i Buffetrummet og ned ad Trappen forbi Buffetjomfruen, som stod rystende ved Gelænderet:

– Tyv, raabte Madam Martens igen.

– Hun har fundet det fordærvede Kød, sagde Jomfruen, hvis Tænder klaprede i Munden.

Herluf gik ned Midt i Køkkenet stod Hr. Desgrais – Kokkene var sprunget til og holdt ham – foran Fru Martens, der havde slæbt Truget med det fordærvede Kød ind i Køkkenet og væltet det ud paa Gulvet: hun havde fundet Truget i en af Chefens Kroge, fuldt af hans »kasserede« Kød, som han kastede derhen og lod halvraadne ubrugt:

– Tyv, Tyv, raabte hun igen. Hr. Desgrais rev sig løs, og de skreg alle. Pigerne hvinede højt, mens han løb frem mod Madam Martens med den løftede Storsløv. Men pludselig rallede han, gurglende som et tykhalset Dyr og faldt over mod Væggen, som blev han kvalt af sit eget Raseri...

Madam Martens blev ved at staa bleg og ubevægelig med sine knyttede Hænder foran Kokken ... Ingen sandsede mer, alle løb kun hid og did.

Hr. Desgrais havde rejst sig igen og stødte Kokkene til Side, der vilde hjælpe ham. Hele hans fede Ansigt var hvidt som Kalk, mens han slyngede en eneste lang Forbandelse hen over Køkkenet og gik.

Herluf var gaaet ned; han vilde tale med Fru Martens. Men hun vendte sig fra ham og gik uden et Ord.

Oppe fra lød Kellnernes Klokker, der kaldte paa bestilte Portioner. Men nede var alt i Forvirring. Kasserollerne kogte over paa det store Komfur og en tæt Os stod op fra de forladte Spid ... Ud over Gulvfliserne laa Hr. Desgrais' kasserede og halvfordærvede Kød.

Kellnernes hidsige Klokker blev ved at lyde der oppe, mens Spenner foer skrigende ned ad Trappen for at faa at vide, hvad her gik for sig.

Trægt vendte Kokke og Piger tilbage til deres Arbejde, mens Madam Martens gik op ad Bagtrappen – hjem.

Hun satte ikke mere sin Fod i Martens »Bygning«.

Da Spenner havde skaffet Ro i Køkkenet, og han og Herluf kom op i Restaurationen, traf de Adolf:

– Det varede, sagde Spenner, da han saa' ham.

– Ellevehundrede, svarede Adolf blot.

– Brillant – brillant, sagde Spenner. Herluf var vant til deres Frimurervæsen: de saa' aldrig hinanden uden strax at signalisere med en Talstørrelse eller et Firma.

– Skal vi saa spise, raabte Adolf, der var febrilsk og med skinnende Øjne som En, der har drukket, og slog i Bordet med sin Stok.

– Ja – hvis vi faar noget, sagde Berg.

Spenner og han vilde til at fortælle Optrinet i Køkkenet mellem Chefen og Madam Martens. Men da de vilde begynde, kom de til at le begge to, rent ustyrligt, saa det klukkede i dem, og man forstod ikke andet end Navnene, som de blev ved at sige, afbrudte af Latteren:

– Men hvad er det – hvad er det med Desgrais? sagde Adolf, der selv begyndte at le ligesom de to andre, uden at vide hvoraf, med sin høje generende Latter (alle lo de ligesom i Anfald, der pludselig holdt op, som glemte de at le med ét): hvad er det med Desgrais? raabte Adolf igen.

– Kokken – Kokken, sagde Berg, der aldrig kom videre. Spenner bare lo; det var ét Kor af deres larmende Latter, mens Adolf kaldte Kellneren til for at faa Forklaringen .....

Endelig havde han faaet Historien, men de blev endnu længe ved at le, mens de drak, som om de vilde skylle Latteren ned med Vin, indtil de lidt efter lidt kom til Ro og sad forpustede af al den krampagtige Lystighed.

– At Desgrais var gaaet – var bare godt. Man fik andre – billigere, ti for én, sagde Adolf.

– Ti for én, bekræftede Spenner.

– Men, sagde Adolf, det er dog paa høje Tid, man sætter Martens ud.

– Ja, sagde Spenner, der er sket Ulykker nok.

At »sætte hinanden ud« var et Yndlingsthema blandt Direktørerne nu. Hver af dem byggede Luftkasteller og lagde Planer om at blive ene og fri for den anden, »saa det endelig kunde gaa og man blev sin egen Herre«. Adolf og Spenner vilde købe Martens ud samme Dag »den Prioritet blev ordnet«, og Martens løb Gade op og Gade ned og fortalte, at »han købte Historien kvit igen«, som han sagde – til hvem, der vilde høre det.

De blev ved at spise og drikke. Herluf talte igen om Madam Martens, og de lo paa ny, mens Adolf frittede Kellneren ud, som krammede snakkesalig frem med sine Køkkenmemoirer for Direktørerne, der sad omgivne af Vinkølere og Fade, de havde sat fra sig paa Stole, som af en hel Vold.

Ved Desserten blev der banket paa Døren. Det var Billetkasserer Jespersen, der vilde afgive Rapport om Salget: der var kun solgt daarligt, rent daarligt til Koncerten.

– For tohundrede og syv Kroner, sagde Hr. Jespersen.

Tohundrede og syv Kroner, raabte Adolf Ved alle tre Salg? sagde han med løftet Glas og efterlignede Hr. Theodor Franz' Stemme, der altid lød som en halv Torden.

– Ja, sagde Hr. Jespersen, der bestandig betragtede det som en rent personlig Skændsel, naar der var daarligt solgt ved »Hullet« og som ikke forstod al den Lystighed hos Direktørerne, der blev ved at le ad hans to hundrede og syv:

– Ved alle tre Salg, tilstod han forknyt.

– Det er ikke til Laurbærkransene, raabte Spenner.

– Nej, sagde Hr. Jespersen, det er ikke til Udgifterne. Og da de andre stadig lo, sagde han ligesom undskyldende i en bekymret Tone:

– Men der er ingen »Træk« mer, Hr. Direktør.

– N-ej, sagde Berg.

Adolf kom slet ikke ud af sin høje, kighostelignende Latter: Jespersen maatte have et Glas, sagde han, Jespersen fortjente et Glas. Men 199| Hr. Jespersen vægrede sig, helt skræmt af denne lydelige Lystighed, han ikke begreb – tilsidst fik han dog et Glas i Haanden:

– Paa en god Indgang da, sagde han og drak.

Selskabet lo igen, da det bankede paany. Det var Hr. Theodor Franz i Rejsetøj; han kom lige fra Malmøbaaden (efter Præsentationen havde han arbejdet i to Dage i Sydsverig), men han kendte Ulykken: Hr. Franz' første Gang var bestandig til Kassen.

Han blev staaende indigneret foran det dækkede Bord og sagde til Jespersen, der stod fuldstændig ulykkelig, med Glasset i Haanden:

– Jeg søgte Dern, min Herre, sagde han værdigt.

Berg, der blev ved at være meget munter, sagde: Ja – Hr. Jespersen var her just for at spørge, hvordan der skulde forholdes med Fribilletter ...

– Ja – sagde Hr. Theodor Franz ophidset, for Bænkene skal vi vel ikke synge.

– Ja, Jespersen, sagde Berg og blev pludselig mismodig ved at udtale denne Sætning, han havde sagt saa tidt: Saa fylder De Huset.

– Vel, sagde Jespersen og gik til Døren. Men pludselig vendte Hr. Theodor Franz sig om og udstrakte Haanden med en stor Bevægelse:

– Nej, sagde han, der sendes ingen ud.

– Ikke én sendes ud, sagde han: Vi ta'er Salen som den er, mine Herrer. Publikum er træt af Humbug – her har været for mange udsolgte Huse:

Ingen af Direktørerne sagde noget. De sad paa én Gang sløve og mismodige foran Impresarioen, som angik det hele dem slet ikke. Men Hr. Franz blev ved at begejstres for sin egen Plan, ordnende alt, gestikulerende heftigt i sin store Kavaj, der lignede en Sæk: med Chefen for Klaken maatte han tale selv. Kunstnerinden turde ikke »modtages«.

Hun skal erobre Publikum – Publikum skal dømme selv, sagde han. Klaken tør først applaudere efter det tredje Numer.

Hr. Theodor Franz gik selv for at afbestille Buketter og Lavrbærkranse; de passede ikke til det nye Arrangement. Jespersen og Spenner fulgte efter.

Da Døren lukkede sig, lo Adolf og Berg igen højt og længe, til de pludselig holdt op paa én Gang som paa Kommando, generede af deres egen tomme Latter, der døde hen. De sad længe tavse, mens der blev ganske mørkt i Stuen:

– Ja, saa gaar vel ogsaa vi derover, sagde Adolf og rejste sig tungt fra Sædet.

– Ja – det gør vi vel, sagde Berg.

Ovre i Foyeren var de to Herrer af »Buketten« allerede kommen og gik forfrosne og urolige omkring, bandende det Hele, nervøse og irriterede ved at skulle ud og spille løs for den tomme Sal. Selv Maskinfolkene slæbte trægere og mismodigt paa Fødderne, mens de stillede Lavrbærtræerne op i Hjørnerne paa Scenen, og ude i Salen et Par Sæder blev slaaet ned med dumpe Smæk i det store Hus.

Et Par Skuespillere kiggede, frysende, ud gennem Hullerne:

– Nej – jeg gaar s'gu hellere hjem, sagde den ene og vendte sig.

Der blev stor Støj ude i Kulissen. Det var Hr. Theodor Franz, der smækkede Jerndøren op for Primadonnaen, som bruste ind i Foyeren fulgt af de tre Direktører, der skulde underholde hende i Ernbeds Medfør, men snart faldt slappe hen, én efter én, siddende ved Siden af hinanden langs Væggen som Folk, der længst har opgivet Spillet Sangerinden, der var svær og kortbenet som en japansk Høne, begyndte at fæste Diamantaigretter rundt i sit Titushoved, mens hun trippede uroligt mellem de to Spejle:

– Er der saa faa! sagde hun ængstelig.

– Ikke et Menneske, erklærede Pianisten.

Hun begyndte at smøre sine nøgne Arme ind med Pudder ved Hjælp af et Stykke Vat, endnu mere nervøs foran disse tre tavse Herrer, der sad ubevægelige, ret op og ned, langs Væggen, som sov de medaabne Øjne:

– At der er saa faa, sagde hun igen, vendt mod Væggen.

– Der er ikke mange, sagde Herluf; og spurgte saa, om man var færdig, og der kunde begyndes.

– Strax, strax, sagde Damen, der blev ved at hænge uægte Perlestads, hun tog af en Safianspose, i tætte Rader om Halsen.

– Strax, sagde hun og sendte et Par forfjamskede Triller ud i Rummet for at rense Halsen.

De to Herrer gik ned for at begynde, og man hørte op fra Scenen Sonaten for Piano og Violin, daddelløs og livlig som en lang Vuggevise. De tre Direktører rejste sig, irriterede ved at se paa dette korte Fruentimmer, der trippede sansesløst rundt foran Spejlene, og de vendte tilbage til Kontoret tavse, siddende hver i sin Krog uden at tale med hinanden.

Hr. Jespersen kom ind med Kassen. Den var tohundrede tre og fyretyve Kroner med Indgangen. Adolf talte dem træt og ligegyldig og vendte tilbage til sin Plads. Og Hr. Jespersen, der stadig var saa underlig uhyggelig tilmode i Aften og ikke forstod Direktørerne, sagde for dog at sige noget, før han gik.

– Nej – hun har jo ikke trukket, sagde han.

– Godnat.

De tre foresatte nikkede kun. Ude paa Scenen havde Sangerinden begyndt paa sin Arie og sendte nogle tynde og magtløse Triller ud i den hule Sal. Da Arien var forbi, lød der nogle magre Haandtjat i Huset, og Hr. Theodor Franz rev Kontordøren op:

– Publikum tøer op, raabte han. Publikum tøer op.

Men da ingen svarede, og han mærkede, at her ikke var synderlig Bund for Begejstring, løb han igen og vendte tilbage til Foyeren for at udskælde Nattergalen for lukket Dør.

Første Afdeling var forbi, og de drev alle rundt paa Scenen. De saa' ud ad Hullerne. Kritikerne frøs gudhengivent paa Flankerne af de lange Bænke, hvor de opslagne Sæder gloede dumt op mod Rampen. Balkonen stod ganske tom. Frisens dansende Engle saa' ud, som rakte de Næse ad det tomme Parket.

Man var begyndt igen, og Direktoratet var vandret tilbage til Foyeren ... Nede paa Scenen gik man løs paa Aftenens afgørende Numer, en Arie med Piano og Violin, Programmets piéce de résistance. Klaken faldt tjenstvillig ind efter den første Sats, men de faa Betalere blev siddende uimodtagelige og sløve; et Par enkelte hyssede, saa Hr. Theodor Franz løb fra Kulissen op i Foyeren, ude afsig selv, mens han raabte:

– Hvad vil de Folk, sagde han. Vil De sige mig, hvad de vil – de Folk?

Han plantede sig foran Herluf, der intet svarede og kun rystede paa Hovedet. Men Hr. Theodor Franz blev ved at rase – holdende inde mellem Vredesudbrudene, lyttende, haabende endnu, at Stemningen kunde vende sig: Hun har fyldt Trocadéros store Sal, sagde han, trippende paa Benene. Mine Herrer, hun har fyldt Trocadéro.

Men Arien var forbi, og man hørte ikke andet end Klakens dumpe Næver i Salen.

– Ind, ind, raabte Hr. Theodor Franz ned til Sangerinden, som havde mistet al Besindelse og tumlede som et drejesygt Faar i Kulissen.

Og han vendte sig atter mod de tre Direktører, skændende endnu voldsommere, saa Herluf lukkede Døren til, for at man ikke skulde høre ham ned paa Scenen. Han talte højere og højere, udskældte Publikum, Salen, Akustiken, Byen, blandende to, tre Sprog – ude af sig selv, mens han løb op og ned.

Adolf vilde gaa, men paa Vejen hen mod Døren tabte han Taalmodigheden, og han begyndte at raabe ligesom Hr. Franz, skældende Sangerinden ud, kaldende hende et gammelt Cirkusdyr – en Dragon – en forældet Humbug er hun, raabte han, hvis De vil vide det.

– Man maa vel ogsaa kende, hvad det var, man sendte til en By som København, sluttede Adolf tilsidst.

– En By som København, skreg Hr. Theodor Franz i det yderste Raseri, mine Herrer, en By som København ... Skal jeg sige Dem, hvad den er – Deres By København? En tom Blære, min Herre – en tom Blære er den, skal jeg sige Dem ...

– Dumme Gaas, raabte han, pludseligt afbrydende, og fløj hen mod Nattergalen, der frygtsomt aabnede Døren, som hun i samme Nu fik slaaet i lige paa sin Næse.

Hr. Theodor Franz pustede, seende sig rundt efter en ny Genstand for sit Raseri. Men han fandt ingen og gentog kun endnu en Gang sit skingrende:

– En tom Blære, mine Herrer, idet han greb sin Hat og Stok.

– Adieu, sagde han, mens han svingede arrigt med sine Ben, som vilde han ryste Stedets Støv af sine Saaler:

– Prosit – Deres København, sagde han og slog Jerndøren i, saa det rungede.

Nede paa Scenen spillede Violinisten en fransk »Berceuse«.

Herluf Berg rejste sig: Jeg gaar ned paa »Bladet«, sagde han. Han vilde forsøge at mildne Nederlaget, saa vidt det stod i hans Magt. Helt ned i Gaarden hørte han Primadonnaens evneløse og forskrækkede Kvidder. Da han kom gennem Porten, var han nær falden over en Karre, hvorpaa der var opstablet en stor Trækuffert. Det var Hr. Desgrais', der ikke vilde blive saa længe som Natten over i Etablissementet; og da Herluf kom forbi Glasdøren til Hovedtrappen, saa' han Chefen, bred og stormægtig, skride rejsefærdig ned ad Trinene til Forstuen.

Nede paa »Bladet« var der halv Belysning i alle Stuerne, hvor Medarbejderne sad bøjede over Bordene. Herluf fik en hastig og 203| distræt Haand rakt frem til Tryk, og der blev skrevet videre. Musikanmelderen gik ham forbi med et »God Aften« for at lukke sig inde og skrive sin Notits.

Redaktøren alene havde fuldt Lys i sit Kontor, hvor han sad ved sit Bord ligeoverfor Kaptajn Petersen, der var i Kjole varm og ophidset efter en første Debut som Foredragsholder. Han havde i Frederiksberg Vaabenbrødreforening talt om Betydningen af at fejre de nationale Mindedage som Fester.

– Der var Løftelse, sagde han med sin bevægede og brede Stemme, der var virkelig Løftelse over Forsamlingen... Og tusind Mennesker, omtrent tusind Mennesker, anslog Formanden, sluttede Kaptajnen.

Redaktøren sad lidt, til han vendte sig om mod Herluf:

– Ja – der ser De, Hr. Berg, sagde han, det er de billige Fornøjelser, som Folk vil ha'e.

Det gav et Sæt i Kaptajnen, og han rejste sig. Undertiden forstod han ikke ret Redaktørens Udtryksmaade. Han gik ind til Gravesen, der hørte paa ham med nogle smaa Grynt uden at afbryde sit Arbejde: Hr. Gravesen arbejdede tungt i sine Oversættelser det sidste Aar. Ballet havde trukket saa meget efter sig af Invitationer og ny Omgang.

Fru Petersen kom tilsidst frem i Døren til Konversationsværelset for at afbryde Kaptejnens noget overflødige Veltalenhed; hun var i den skotske Galla, hun havde overværet Foredraget paa en Hædersplads ved Siden af Tribunen.

– Petersen, kaldte hun. Kaptajnen brød op.

– Det var vel nyttigere, om du ogsaa tog til de andre Aviser, sagde Fru Petersen.

– Naturlig – min Engel – naturlig, sagde Kaptajnen noget ør. Ægteparret drog videre i Droske for at forkynde Kaptajnens patriotiske Sukcés i de øvrige velsindede Redaktioner.

Berg brød med en rask Beslutning ind til Musikanmelderen, der i Notitsen i høflige Ord talte om »en let Indisposition, der i øvrigt næsten havde fortaget sig i Løbet af Aftenen.«

– Hun synger vel ikke oftere! sagde han, da han havde læst Notitsen højt.

... Hr. Theodor Franz havde stoppet hele sin Kunstnerbuket i én Droske, og de rullede hjemad. Impresarioens første Ophidselse 204| havde sat sig, og hans Stemning var nærmest vemodig. Han lodsede Nattergalen, der endnu ikke var kommen til rigtig Besindelse igen, men bare krampagtig holdt om sin Safianspose med Stadsen, ud foran »Hotel d'Angleterre« tilligemed de to Herrer. Han selv blev staaende nogle Øjeblikke paa Fortoget og saa sørgmodig ud over det store Torv, der laa mørkt og forladt i Oktoberaftenen:

– Skade – Skade sagde den store Impresario i en trist Tone: det var et saa smukt »Terrain«.

Han bøjede om ad Hovedvagtsgade for at gaa til Telegrafstationen: han meldte til Gøteborg et »velbesat Hus og fuldstændig kunstnerisk Sejr«.

.... Adolf havde fundet Gerster ude i »Victoria« efter Koncerten, og havde hægtet sig til ham, saa de havde spist til Aften sammen, skønt de egenlig ikke kunde udstaa hinanden. Men det var dog Selskab og bedre end at sidde ene – for begge Parter.

Nu gik de hjem over Kongens Nytorv. Erhard fulgte saa sløvt med lige til Adolfs Dør, hvor de sagde Farvel, og Gerster gik tilbage hostende, saa det lød hen gennem den hele Gade.

Det var Adolfs værste Øjeblik paa hele Døgnet, naar han skulde have denne Gadedør op om Natten for at naa op ad Trappen og gaa ind gennem Forældrenes stille, forladte Stuer. Al hans Angst brød frem paa én Gang, al den Angst, der lod ham gaa som en fremmed gennem alle Dagenes Begivenheder – Angsten for Mørket, for Natten, og endnu mer for Dagen imorgen end for Natten.

I Spisestuen gik Voxsvovlstiken ud, og det varede noget, før han havde fundet Lys og tændt...

Han var allerede halv klædt af og sad paa sin Seng, da han atter drejede Nøglen om paa sin Dør og listede sagte ind i Spisestuen igen. Nøglekurven stod endnu i Vinduskarmen der, hvor han havde sat den.

Han blev staaende og lyttede noget, men alt forblev stille i Huset.

Saa tog han Skabsnøglen og sneg sig frem til Skabet, som han fik lukket op. Pakkerne laa der ganske, som han havde lagt dem; han følte et Par Gange hen derover med sine Hænder, før han lukkede igen...

Sagte trak han Sovekammerdøren til ... I Stagen brændte Lyset ned ved Siden af den blundendes Seng.

Inde i Forældrenes Sovekammer vendte man sig i Sengene. Adolf 205| – hvorfor sover du ikke, hvidskede gamle Fru Adolf Men gamle Adolf svarede ikke og laa stille som en Mus. Og atter laa de to Gamle uden at røre sig – søvnløse i det tavse Hus, hvor kun Vandet rundt i Rørene sagte sukkede.

– – –

Det var en Eftermiddag først i December, da Herluf kom hjem og fandt et Brev paa sit Bord. Udskriften var Gersters Haand, skønt den var saa flygtig og ulæselig, at han næppe kunde kende den, og Brevet selv var skrevet ulæseligere endnu.

Der stod:

Herluf sad ganske lamslaaet med Brevet i Haanden: at Erhard var saa syg, alvorlig syg – skulde mod syd, og han havde slet ikke vidst det... Han syntes dog, han havde nylig set ham og talt med ham paa Gaden ... Men det kunde ogsaa gerne være, det var en hel Maaned siden. Tiden gik saadan nu, bare optagen af det ene: at holde sig oppe, oven Vande; af Krigen paa Kniven for at naa fra Dag til Dag til nu i Terminen, hvor Spenner og Adolf sagde, de havde Hjælpen sikker, og der skulde blive Ende, Slut paa alle Forlegenhederne en Gang -

Ja – det kunde godt være en Maaned siden, han havde talt med ham, og da havde han set elendig ud, elendig ...

Herluf vilde strax gaa derud, og mens han gik et Par Huse ned ad Frederiksborggade, blev han mer og mer urolig. Strax da Pigen lukkede op i Entréen, var det som Sygelugts-Stemningen, hvor den lægger sig som usynlige Filter om alting, slog imod ham, saa han uvilkaarlig hviskede:

– Hvordan er det? sagde han.

– Ikke godt, sagde hun. Blodspytningen kom jo igen i Nat...

– Den unge Herre venter Dem, sagde hun og aabnede Spisestudøren. Men han maa ikke tale længe.

Herluf gik gennem Spisestuen varsomt, som galdt det ikke at vække en sovende.

– Er det dig, spurgte Erhards Stemme, da han kom paa Tærskelen.

– Ja, sagde Herluf.

– Luk Døren og tænd saa Lampen, sagde Erhard: her er jo ganske mørkt.

– Ja, sagde Herluf, som rystede paa Hænderne af Bevægelse ved Lyden af Erhards Stemme, der var saa mat, og dog var blevet saa underlig melodisk, syntes han.

– Stil den bag Hovedgærdet.

– Ja, sagde Herluf og gjorde det, før han satte sig ved Sengen.

– Ja – her liggerjeg, du, sagde Erhard og lod de hvide Hænder falde ned paa Dynen.

Herluf var blevet ganske forskrækket ved at se hans Ansigt, der var blevet saa magert, saa ganske lille og magert: Hvor er det muligt? tænkte han. I saa kort Tid – saa kort Tid – og han er kun fem og tyve Aar, knap fem og tyve Aar... Yngre end vi andre, blev han ved at tænke. Og forvirret sagde han fuldstændig dumt:

– Og du var dog nylig ude, sagde han. Han var endnu helt som bedøvet; pludselig revet ud som han var blevet af denne Dagkamp paa Livet, hen til en Kammerat, der imens havde lagt sig hen for at dø--

Erhard laa og saa paa ham med de syges store og vogtende Øjne:

– Ja det kom jo pludselig, sagde han. Det vil sige – nu det sidste kom jo pludseligt.

De tav lidt. Herluf var stadig forvirret og vidste ikke, hvad han skulde sige: Men naar det nu bliver taget i Tide, sagde han, og du kommer til Syden...

Erhard rystede paa Hovedet og lukkede Øjnene, som vilde han ikke i Herlufs Ansigt læse Bekræftelsen paa sin Opgivelse.

– Mo'r er allerede begyndt at gaa i Kirke, sagde han med lidt af et Smil. Hvor saadan en Fruentimmerhjerne er underlig, du, sagde han og holdt sig paa Hovedet. Os opdrager de til at blive ganske ligegyldige, og saa naar vi – naar vi skal til at sige Adieu, bliver de troende.

– Men – Erhard – fordi man bliver syg – -

– Ja – ja, sagde han træt, lad nu det være godt... Han laa og stirrede frem mod Væggen: Er der ogsaa saa stort tabt? sagde han. Hvad var man vel blevet til, du? Skrive som de bedste i dette Land eller snakke som de øvrige – ved du, det var knap Umagen værd.

Han tav. Herluf saa' kun op paa den stille Plet af Lampen.

– Herluf, sagde Erhard saa igen sagtere – men jeg er – jeg er Fa'r, du, sagde han.

Det gav et formeligt Sæt i Herluf, og han kom til at le sagte, mod sin Vilje: han saa' paa det lille pillede Drengeansigt paa Puden:

– Fa'r?sagde han.

Erhard gjorde en lille Bevægelse i Sengen, som følte han en Smerte et Steds, og lagde Hovedet dybere ned i Skyggen: Ja, sagde han.

– Husker du en Aften jeg kom op til dig – eller en Nat – og du kastede Nøglerne ned paa Gaden fra dit Vindue ... og jeg kom op – fra hende...

– Det varede over et Aar – halvandet Aar, sagde han og udtalte halvandet uendelig dvælende-blødt... Du vidste det vel forresten? sagde han og saa op ...

Herluf nikkede lidt ubestemt uden at se paa ham.

– Jeg var meget – meget (og han tøvede paany foran dette Ord »elske«, som han, der nu skulde dø paa Grund af sin Mangel paa Respekt for Kjærlighedens Gjerninger, havde haft saa besynderlig en Sky for at udtale hele sit Liv) forelsket en Tid, sagde han saa... Indtil det kom ... og hun brød ...

– Brød, gentog han; og i en anden Tone, et Forsøg paa Ironi, der ikke lykkedes, sagde han:

– Hun vilde ikke godkende mig som Fa'r.

Der var stille i Stuen; man hørte kun Erhards hastige, syge Aande. Herluf havde dækket Øjnene med sin Haand. Det var ham i disse Øjeblikke, der samlede de tusinde Erindringer, som sad han ved Dødslejet af deres hele Ungdom – deres afmægtige, resultatløse Ungdom ...

– Nej, sagde Erhard, vi voxer ikke ud til at blive Fædre, du.

De tav længe, hver fortabt i sine Tanker, til Erhard begyndte at spørge om Kammeraterne, om Lange og Arnoldsen – især om Arnoldsen, hvad de tog sig til, og hvad de vilde.

Herluf fortalte, og Erhard hørte til, liggende stille paa Puden og séende paa ham med et Par vagtsomme Øjne:

– Ja, sagde han kun et Par Gange: naar det blot blir til noget – naar det blot blir til noget.

De tav igen, og Herluf rejste sig: Du maa ikke tale mer nu, sagde han; Erhard holdt ham ikke tilbage.

– Saa ser jeg dig maaske ikke mer, sagde han og saa ham ind i hans Ansigt – før jeg rejser.

– Farvel – du, hviskede Herluf.

– Farvel – og hils de andre, sagde Erhard ganske sagte.

– Ja – naturligvis – jeg skriver, sagde Herluf.

– Ja-Tak.

De saa ikke mer paa hinanden, og Herluf gik.

Ude i Spisestuen ventede Pigen, og han spurgte om Fruen: hun var i Dagligstuen. Herluf saa' hende kun dunkelt, da han kom derind. Der var Skærm over Lampen, som stod i et andet Hjørne. Men hendes Stemme var meget kold og formel, som var han en ganske fremmed.

– Ja – de rejste til Montreux, saa snart som muligt... men Rejsen var jo besværlig.

– Den værste Rejsetid, sagde Herluf.

Samtalen slæbte sig hen, og han fik sig ikke rejst, før de hørte Skridt i den næste Stue, og Professoren stod i Døren i Galla – fra Onsdagstaflet kom han:

– Er du dér? sagde han.

– Ja, sagde Fruen...

I samme Øjeblik saa' Professoren Herluf og stansede et Nu, før han gik et Par Skridt frem og sagde lige foran Berg, med en Stemme, der dirrede, saa den blev ganske hæs:

– Har De dog ikke i Sinde at lade ham dø i Fred?

Herluf vilde svare, men Professoren blev kun staaende tavs og séende paa ham tre Skridt fra Døren; og Herluf gik hen over Gulvet, uden at sige noget, uden en Lyd – ud ad Døren, med Professoren i Hælene, tavs, lige til Gangdøren, som blev aabnet og atter lukket. Berg blev staaende paa Trappen.

– Vist ud, sagde han lakonisk og saa' uvilkaarligt op og ned ad den kønne imiterede Egetræsdør med »Gerster-Professor« paa Pladen – før han gik ned ad Trappen.

Professoren gik ind igen, bleg og dirrende:

– Gerster, sagde Fruen blot.

– Nu tør man vel rense sit Hus, sagde han med sin høje Stemme. Eller er det dig maaske ikke nok, at vi har udleveret dem vor Søn?

– Ja – udleveret, raabte han, udleveret... Vi har slæbt dem herind – 209| vi har taalt dem ved vort Bord – disse Folk – disse gudløse Folk, sagde han og knyttede Hænderne.

Og hele hans Kaseri, opsamlet i Aar, hele hans Fortvivlelse gød sig ud i en Strøm af hæse Ord, Skældsnavne, hans Dagblads banale Beskyldninger, Ukvemsord, Forbandelser af »disse Apostle«:

– Forbrydere, raabte han, Forbrydere ... Falsknere af Moralen – Falsknere af Moralen, gentog han, bidende sig fast i hvert Skældsord, der kom ham paa Tungen overfor disse Mennesker – hvis Bøger vi læser, hvis Aviser vi faar ind ad vore Døre, hvis Liv vi lever ... Liv vi lever, gentog han: Deres var denne By – de havde bygget den... disse Mennesker, disse »Frihedens« Folk, bygget den med deres frie Kærlighed, bygget den med deres frie Tanke – med deres »Abetro«.

– Hvor har de gjort af Gud, raabte han pludselig, hvor har de gjort af Gud? raabte han, som først havde fundet Navnet Gud igen i dette sidste Halvaars Karnpe med Erhard.

Og han talte atter om Byen, skændende den, forbandende den, givende den Navn af baade Sodoma og Babel – Tyven af hans Søn:

– Til hvad har de gjort den? raabte han. Hvad har de gjort den til? – en Gøglerby – et Paradis for Gøglere ...

Stemmen forsagede ham og han næsten rallede, han kunde ikke tale mer. Baandet om hans Hals var sprunget op, og Kommandørkorset laa midt paa Tæppet.

Fru Gerster svarede ikke, da han tav. Hun sad kun længe, som bedøvet, og saa' paa den Mand, hun havde skabt, Tomme for Tomme, og givet al sin Stilling i den By, han skændede.

Hun havde ingen Tanker. Hun sad kun forbavset, forvirret, længe; til hun rejste sig tungt og gik tilbage til Spisestuen til sin Krog, hvor hun satte sig som lammet, bestandig uden Tanker og – begyndte at bede.

– – –

Herluf drev om i Gaderne længe, et Par Timer, saa da han kom til »Victoria-Etablissementet«, var Forestillingen forbi. Men Kelneren i Restauranten sagde, at Hr. Adolf ventede Hr. Berg i »National«.

– Og Hr. Spenner? sagde Berg halvt tankeløst.

– Ja – Hr. Spenner har jo ikke været her idag, sagde Kelneren.

Spenner var stadig sygemeldt i den sidste Tid og blev dagvis borte fra »Victoria«.

Da Herluf kom over Gaden, saa' han Adolf gaa op og ned udenfor Indgangen, frem og tilbage paa Fortovet, uden Hat:

– Men, Adolf, sagde han.

– Jeg frisker mig lidt, sagde Adolf febrilsk og blev ved at gaa. Jeg kommer strax.

– Men – uden Hat, sagde Berg.

– Den er derinde, sagde Adolf blot i samme Tone. Jeg kommer strax.

Berg gik ind ganske urolig ved Adolfs underlig forstyrrede Ansigt. Oppe i Logen sad Blom og Brodersen med en Hvid-Vins-Flaske i Køler. Lidt efter kom ogsaa Adolf tilbage, men Stemningen var trykket. Først talte man om Gerster og saa om blonde Krause: »han havde maattet kvittere«, som Brodersen sagde. »Hollandsk Soldat, Gamle«... Herluf talte kun lidt, og Adolf stirrede blot ud i Rummet, farende pludselig med Haanden til Hovedet hvert Øjeblik – som jog han en usynlig Flue bort.

Brodersen sad med begge Armene paa Bordet: Ja, sagde han med sin fede Stemme: nogen maa jo være Bukkene, der sendes ud i Ørkenen.

Adolf vendte sig og lo længe, overstadig ad Brodersens bibelske Vittighed:

– Ja, Skaal for Bukkene, sagde han og stødte sit Glas mod de andres, mens han blev ved at le. Saa rejste han sig og gik et Par Gange rundt i Salen og kom tilbage og satte sig igen og rev sig saa løs.

– Jeg vil tale med dig, sagde han til Herluf, som blev forundret over dette »Du«. De gik hen til Døren og stod lidt, før Adolf sagde helt aandsfraværende:

– Ja – naar kan vi ses imorgen?

– Imorgen tidlig, sagde Berg forbavset. Til Generalprøven.

– Ja – ja – imorgen tidlig ...

– Og naar er det? spurgte han i den samme sært opfarende Tone.

– Klokken ti, sagde Berg.

– Adieu, sagde Adolf og vendte sig. Men han kom strax tilbage igen og tog hans Haand paany, klemmende den i sin:

– Saa imorgen, sagde han og gik.

Herluf vilde raabe efter ham, men Døren slog allerede i, og Adolf var ude ... Berg vilde blot hente sit Tøj i Logen, han vilde hjem.

Brodersen og Blom sad alene tilbage. De var matte i Humøret i Aften.

– Du, sagde Blom og saa ud over Gulvet, stuvende fuldt af det leende, »brunhatte'de« Ung-København, vi kunde s'gu gerne trække os tilbage nu – der er Efterfølgere ...

– Ja, sagde Brodersen, der er »opdraget« et net lille Kuld – et nydeligt Kuld ... Man har jo lært dem, hvordan et Slips skal bindes, sagde han tilfreds.

– Ja, vel, sagde Blom, men hvad saa – Gamle?

– Man bli'r Ægtemænd, sagde Brodersen og snøftede, og, vendende tilbage til sine Citaters bestandige Kilde, sagde han:

– Og opfylder Budene, du, og gør sig Jorden underdanig...

... Herluf kom ud paa Gaden. Fra Tunnelen, fra Cirkusbygningen, fra National lød »Fahrbacherne«s Støj, Violiner, Trommer og Triangel i én Tummel, som for at holde Gæsterne sammen til et allersidste Glas...

Og midt i den glade og hidsige Larm, laa Victoriateatrets korte Facade tavs og mørk lig et underligt Gravmæle.