kapitel 9

Otte og fyrretyve Timer havde Kanonerne ikke tiet.

Nu var det over Middag. Klokken sex skulde Regimentet rykke ud.

Stimmelen blev tættere foran Kroen. Der var dem, som fik Feltflaskerne fyldte for anden Gang: den første Ration var gaaet med, mens de fik Munderingen i Orden – det gik lidt langsomt fra Haanden – og en Gang imellem glemte de rent Donten, mens de sad og lyttede efter »Musiken«. Den blev alt haardere, syntes nogle.

Den Krøblede jog rundt – men idag var hans Øl for tyndt: saa raabte han paa Pladsen og saa raabte han i Gyden, uden Rist.

Et Par Officerer gik omkring og talte med Mandskabet. De kom helst der, hvor de kunde vente en Vittighed til Svar.

Fire Lolliker raabte højest – de spillede Kort – liggende plat paa Maven.

Men Lystigheden kom kun som korte Vindstød og saa blev der svært tyst igen paa Pladsen, mens Kanonerne, de rungede saa meget stærkt.

En Officer havde talt lystigt til en Flok, der stod tæt ved Smedens Lod, hvor Kisterne stod i Rad, to og to paa hinanden; saa sagde én af Soldaterne, fast og stille:

– Ja, Hr. Løjtnant, vi véd jo, at vi skal derud.

Og der blev ganske stille i Kredsen, mens Officeren gik.

.... I Skovridergaarden var Officererne som spredte for alle Vinde. I Haven gik de eller ud og ind i Staldene. De skrev og de opgav det igen. De var i Stuerne og ude.

For tyvende Gang spurgte Berg i Køkkenet, om Tine var kommen.

Han havde ikke anden Tanke end denne: hvor hun var, hvad der skete i Skolen.

Hun var ikke kommen.

– Nej, kommen er hun ikke, sagde Sofie, der strax begyndte at klynke:

133|– Saa er 'et vist slemt med Degnen. For det maa man si' om Tine, at hun hænger ellers trofast nok ved dette Hus.

– Ja, sagde Berg.

– Hun har trofast elsket baade Herluf og Fruen fra den første Dag, sagde Sofie.

– Ja, sagde Berg, som slog han sig selv med hvert eneste Ja.

Kvartér efter Kvartér blev han og lod sig martre af Sofies Snak, som led han ikke nok.

– Og det har da forresten hele Degnens Hus, græd Sofie videre.

– Indtil den sidste Dag, sluttede hun.

– Ja, sagde Berg. Det var, som sad der ham en Orm i Sjælen.

Han rejste sig og han gik ud.

Et Kvartér forløb – han spurgte igen, om der var Bud fra Skolen.

Men der var intet.

Saa gik han.

Han vilde se dem, han vilde derhen.

Men atter flakkede han rundt – han var paa Paradisvejen, i Gyden, til han tilsidst slog Følge og gik med Lægen op ad Trappen.

Tine hørte ham først, men hun rejste sig ikke.

– Tine, Tine, raabte Madam Bølling, og hendes Stemme blev hélt høj og lys af Glæden, det er Skovrideren – det er Skovrideren.

– Nej – at vi sér Dem igen, nej, at vi sér Dem, blev hun ved.

– Tine, Tine, kaldte hun atter: Det er Skovrideren.

Tine kom ud Et Øjeblik var det hende som en Lise at se hans Ansigt, der var lidende og furet og blegt.

– Det gør ham dog ondt, tænkte hun.

Berg havde ikke talt. Nu sagde han, som faldt det ham svært at faa Læberne fra hinanden:

– Bølling er jo saa syg.

– Aa ja, Bølling, aa ja, Bølling – det bliver værre og værre ...

Det var, som Berg undgik at sé ind i Stuen, hvor Bølling sad – hans Blik gik kun saa hastigt hen over alting i Køkkenet.

– Men De maa da ind til ham, De maa da ind til ham, sagde Madam Bølling, som førte den ene Haand rastløst over den anden i sin Bevægelse. Det var saa længe, rigtig længe siden, at Skovrideren havde sét her indenfor.

– Ja, jeg maa dog sé til ham, sagde Berg som før.

Tine vidste ikke, hvorfor hun fulgte med, da han gik derind.

134|Berg saá Bølling – lille og affældig sad han ved Sengen; han vilde ikke have kendt ham igen.

– Det er Skovrideren, raabte Madammen, det er Skovrideren, som vil sé til dig.

– Ja, ja, svarte den Syge blot, med tungt Mæle, uden at løfte Hovedet fra de gamle Hefter. Haanden rakte han mekanisk frem.

– Aa, Herre Gud, – aa Herre Gud, han gi'er Dem dog Haanden, sagde Madam Bølling og blev ganske rørt paany.

Berg maatte tage den kolde og ligesom svampede Haand og han maatte holde den i sin – et Nu.

– Ja, ja, sagde den Syge kun og vendte Bladet.

Berg fik intet Ord over sine Læber. Det var som alting hos ham led og pintes: Øjnene, der saa det kendte Rum, Ørene, der hørte deres Stemmer, hans Haand, der havde maattet tage om hans.

– Men Tine – sagde Madam Bølling, der rastløs gik ud og ind – Skovrideren skal da vel ha'e en Bid .... De skal vel ikke saadan gaa?

Hun fik Bordet slaaet op paa den anden Side af Sengen, og Tine maatte lægge Dug paa og Berg vægrede sig ikke. Han fandt endogsaa Svar og vidste selv ikke hvilke; han sad kun Tine, der gik hid og did og dækkede, bleg som en Død og med langsomme Bevægelser, som om hver Muskel, smertende, nægtede sin Tjeneste.

– Herre Gud, man har knap den Plads man ka' sidde – Madam Bølling kom ikke frem mellem Bordet og Sengen – : Og hvad kan man lave? hvad har man Tid til at lave? – Men en Bid maa De dog ha'e, en Bid maa De ha'e, som i gamle Dage.

Berg kom tilbords og han maatte tage af Maden.

– Det var dog Deres Livret – det var dog Deres Livret, sagde Madam Bølling og lagde mer paa hans Tallerken. Hun satte sig hen paa Stolen ved Kommoden – det gamle Ansigt var helt lyst af Glæde, og hun talte om Herluf og Fruen.

– Men, Tine, saa find dig dog en Plads, sagde hun, saa find dig dog en Plads.

Tine blev ved at gaa omkring som en Støtte, der bevægede sig, mens Berg sad – med hver Bid usvælgelig i sin Mund – og maatte spise foran Madam Bøllings Øjne.

– Men saa byd ham, men saa byd ham Tine, sagde Moderen og rejste sig i sin Iver.

135|Tine bød ham; han syntes, at hendes Hænder, der bød ham, var blege; og han tog paany.

– Hun skriver godt, hun skriver godt, sagde den Gamle igen fra den anden Side af Sengen.

– Ja, Bølling, ja.

– Ja – Herre Gud, – aa Herre Gud, det er nu hans Glæde, forklarede Madam Bølling. Jeg har jo gemt de gamle Bøger .... Bølling har jo lært hende det.... han har jo selv lært hende det.... og Tine har altid haft rigtig en køn Skrift .... det har hun .... Og nu sidder han jo og sér i de gamle Bøger – han er jo ikke til mere – han er ikke til mere, Skovrider.

Madam Bølling blev ved at byde:

– Tine, du skulde selv ta' dig en Bid, sagde hun, – hun smager ikke Mad, Skovrider, hun smager ikke Mad.

Berg vidste ikke, hvorfor han næsten tvang hende til at spise, hvorfor han vilde, at hun skulde spise ligesom han. Men hun gjorde det, og de sad ligeoverfor hinanden foran Madam Bølling.

– At man en Gang er samlet – at man er samlet, sagde hun, men pludselig saa hun fra det ene til det andet af de to blege og stirrende Ansigter og hun holdt inde, paa én Gang greben af den samme uforklarlige og uvisse Angst som om Natten, og sagde i en hélt anden Tone, mens hun satte sig:

– Ja, ja, hvor Tiderne har forandret sig. Saa svært det er blevet for os alle....

I nogle Øjeblikke blev der ikke talt: Tine og Berg var det, som skulde de høre op at aande.

Berg forstod ikke, hvordan han saa pludselig rev sig løs og kom op og kom ud – Madam Bølling stod paa Trappen og vinkede, og han vendte sig endnu en Gang.

Tine var bleven siddende; hun rejste sig ikke og flyttede ikke det opdækkede Bord. Hun saa ikke Moderen, der var kommen tilbage, og hun hørte ikke Faderen, der læste op af de gamle Bøger.

Kanonerne lød som det mægtige Brus af en bortrullende Flod; paa Pladsen hørte man Raab og Signalerne, som kaldte til Samling.

Støjen tog til, og Tine hørte Kommandoraabene gennem Larmen – hver enkelt Stemme syntes hun, at hun kendte igen.

Og atter lød Signaler og igen Kommando og saa Skridtene .... af dem, der drog bort.

136|Madam Bølling stod igen paa Trappen og gik atter ind.

– Aa Gud – aa Gud, sagde hun og sank sammen i sin Stol; at de skal derud og dø.

Tine hørte kun Skridtene – de blev svagere, svagere.

Han var borte nu.

Og et Øjeblik var det, som al Bedøvelsen veg fra hende. Hun talte til sin Moder med hastig Stemme; hun sagde: Det er vel bedst, jeg gaar derned. Sofie gør ingenting.

Og ilfærdigt gik hun ud og løb ned gennem Gyden – hvor hastigt den jog, hendes ilende Skygge – ned over Marken. Dér mødte hun Tinka.

– Hvor skal du hen? spurgte Tinka.

– Derned.

Tine stansede ikke, men løb kun.

Længe stod Tinka og saa efter hende, til hun forsvandt, over Gærdet, ved Dammen.

Hun løb ind gennem Haven, i Stuerne: hun maatte sé dem igen. Hun vilde være der.

– Og saa drog de da bort! – det var Sofie, som flæbende løb hende i Hælene, varierende samme Ord uafladelig.

Tine slog sig ned paa hans Plads ved Skrivebordet med Lampen.

– Nu er de derud', græd Sofie, som sad i Sofaen ligeoverfor. Aa, Jesus, nu er de derud'....

Der laa et Brev i den opslagne Mappe. Tine læste Datoen den 16. April.

– Og hvem véd, hvem der om en Tim' drages med Døden, sagde Sofie.

Tine vendte det første Blad. Hun vidste vel knap, at hun blev ved at læse: Det Brev kendte hun; det var alle Ordene fra de gamle Breve – dem, Fru Berg havde læst saa tidt. Her havde hver Sætning samme Klang, her stod i hver Linje alle de gamle Navne – til Fruen.

Og mens Sofie blev ved at klynke, faldt Tine Bøllings Hoved tungt ned mod Skovriderens Bord.

Han havde kun taget hende – taget hende for ét Nu.

.... Skumringen sank over Stuen. Sofie var falden i Søvn i sin Krog.

Kanonerne lød med Helvedslarm som ingensinde før. Fra Staldene 137| brølte det skræmte Kvæg med tudende angstfulde Brøl som paa en Sommermark, hvor Lyn slaar ned i Hjorden.

Tine laa ned paa Knæ – med Hovedet mod Fruens Brev. Hun mærkede noget varmt mod sine Hænder: det var Ajax og Hektor, som havde lagt sig paa Tæppet.

De slikkede hendes Haand

– – –

Det var Hans Højærværdighed Biskoppens Vogn, som kom frem for Skolen. Han vilde blot sé til gamle Bølling.

Han kom tilbage, forbi den nejende Madam Bølling, og vilde igen staa op i sin Kaleche, da en højtstaaende Stabsofficér red med et Par Ledsagere over Pladsen.

Stabsofficeren stod af Hesten, og efter at have vexlet Hilsener, gik de ind paa Kirkegaarden – han og Bispen.

Fra Højen over Paradisvejen saa de over mod Vest.

– Skal der rømmes? spurgte Bispen.

– Nej, vi bliver. – Man vil, vi skal blive.

Officerens Stemme var sært tydelig og han saa frem for sig, mod Skanserne.

Bispen taug lidt; hans Mund skælvede en Smule. Saa sagde han:

– Ja, de Mænd er sig i Sandhed deres Ansvar bevidste.

Nogen Tid stod de tause. Solen var sin Nedgang nær. Den sank i et luende Rødt, som havde den kolde Himmel opsuget alt Jordens Blod.

Saa vendte de sig og uden flere Ord gik de hen mellem Gravene.

Biskoppen stod op i sin Vogn, men Officeren slap ikke hans Haand Saa mumlede Bispen et »Lev vel« og kørte bort.

Paa Pladsen drog en Time efter de Næste ind En Stund var Kroen belejret. Soldaterne havde megen Tørst. Saa blev der hurtig stille.

Kun fra Kroen skingrede Madam Henrichsens Stemme ud fra Gæstestuen, gennem Døren mellem Søjlerne. Hendes Piger kom ikke og man hørte hendes Raab ude i Gaarden.

.... Kanonerne lød uforstyrrelig gennem Natten.

Det bankede paa Skolens Dør, der allerede var i Laas.

– Det er mig, sagde Tine.

138|Madam Bølling lukkede op. Hun saá kun sin Datter som en Skygge imod Mørket.

......

Natten gik, og Dagen lysnede.

Det var nær ved Middag næsten, før man paa Pladsen vidste, at nu stormedes Dybbøl.

132|IX.