Tekst og udgave

VII

En Dag ganske kort efter Ferien, da Hellum og Karl netop vilde rejse sig efter Timen oppe hos Dr. Fensmark for at gaa, – sagde denne i en let henkastende Tone: »Aa ja, – de Herrer har ikke Lyst at sidde og ryge en Cigar?«

Det var ganske det samme som at spørge, om Karl ikke havde Lyst at blive ene tilbage, thi Hellum havde altid en Sprogtime hos en anden af sine Manuduktører straks efter denne. Hellum gjorde sin Undskyldning og gik; Karl sagde Tak og satte sig igjen, – ikke just fordi han følte nogen Fornøjelse ved at snakke med Fensmark, men fordi hans stadig vagtsomme Skinsyge gjorde ham pinligt nysgjerrig overfor alt, hvad der angik denne Herre.

Fensmark begyndte med nogle Forespørgsler til Karls Eksamenslæsning, hvilke dog næsten var altfor aabenlyst ligegyldige, baade for Spørgeren og den Spurgte.

»Det er s'gu en meget interessant Pige – foruden at hun er en overordenlig smuk og elegant Dame – den unge Frøken Woltersien, som De førte mig sammen med derude i Pensionatet i Vinter engang.«

»Ja – –«

»Jo, jeg har gjort hendes lidt nærmere Bekjendtskab i Vinter – ja, De og jeg traf jo hinanden deroppe engang – – Og nu i Sommerferien, efter hendes Hjemkomst fra Jylland, var jeg en Udflugt sammen med hende og flere andre, hvor vi talte en Del sammen« –

Karl blev blussende rød, og skjønt han ikke turde see paa Fensmark, syntes han tydeligt, han fornam, at dennes Blik hvilede iagttagende paa ham.

»Hvorhenne?« spurgte Karl i en grødet Tone. Han turde sletikke sige mere med den Stemme.

»Esrom – Fredensborg. – Det er jo saa sjældent, at man hos en ung Dame træffer en saa gjennemført radikal Anskuelse angaaende Forholdet mellem Kjønnene.«

»Saa,« – Karl følte, han blev bleg af Vrede.

288|»Ja, – hun anseer jo Ægteskabet paa Forhaand for en Absurditet. Mødes og skilles er for hende det eneste nødvendige og naturlige og tilstrækkelige, hvor Talen er om Mand og Kvinde.«

»Een Gang for hele Livet, ja,« – sagde Karl – eller næsten raabte det.

»Det sagde Frøken Woltersien ikke noget om.«

»Hvis De troer, at Frøken Woltersiens Anskuelser paa dette Punkt skulde indrømme større Frihed end det livsvarige Ægteskab, saa tager De fejl,« sagde Karl nu i en utvetydig vred Tone.

»Der er intet, jeg nødigere vilde, end at udtale noget, der kunde være fornærmeligt for en saa skjøn og fuldendt Dame. Og jeg vilde være Dem meget forbunden, Hr. Wintrup, hvis De kan og vil forklare mig, hvorledes da Frøken Woltersien tænker sig – –«

»Nej, det har jeg ingen Lyst til. – Det ligger jo ogsaa i, hvad jeg har sagt derom.«

»»Een Gang for hele Livet,« sagde De. He, he, he – men siig mig engang Hr. Wintrup, hvis nu Lykken er saa velvillig, mod alle Bestemmelser, at melde sig to Gange –«

»Saa er det ikke den eneste, – den uforglæmmelige Lykke!«

»Det vilde ikke være den eneste, det er sandt, men man kunde jo tænkes at tage fejl, endogsaa flere Gange, inden man naaede til det uforglæmmelige.«

»Jeg tænker, Frøken Woltersien vilde regne dét for den store, afgjørende Forskjel mellem Mennesker: Forskjellen mellem dem, som kan tage fejl paa dette Punkt, og dem, som ikke kan det.«

»Hvor kan en Fejltagelse dog være saa afgjørende for Karakterens Bedømmelse?«

»Det kan en Fejltagelse vistnok være. Men ellers er der en anden Forskjel, som ene beroer paa Karakteren, og det er Forskjellen mellem dem, som kan forsøge flere Gange, og dem, som regner Livet for vundet eller tabt med det første Forsøg.«

»Jeg kan ikke tro, at Frøken Woltersien – –«

Karl gjorde en heftig Bevægelse.

»Eller jeg vil ikke haabe, at Frøken Woltersien stiller saa rigoristiske Fordringer til Mændene.«

»Hvorfor vil De ikke haabe det?«

»Det skal jeg sige Dem ganske ærligt: Jeg elsker Frøken Woltersien, som jeg aldrig tidligere har elsket nogen Kvinde, og jeg vil regne mit 289| Liv for spildt, hvis hun ikke kommer til at gjengjælde min Kjærlighed.«

Karl saae, at Fensmark iagttog ham meget skarpt, mens han kom med denne Erklæring. Men han svarede ikke.

»Efter de Samtaler, jeg har haft med Frøken Woltersien, særlig paa Turen til Fredensborg, kan jeg dog ikke tro, at De har opfattet hende korrekt –«

»Hvad er det for Samtaler, og hvad er det for en Tur, De taler om?« brusede Karl pludselig op.

»Hvad er det for en Tone, De flere Gange har tilladt Dem under denne Samtale ?«sagde Fensmark rolig.

»Frøken Woltersien er min Forlovede!« raabte Karl, »og jeg har haft det Indtryk, at De meget godt har vidst det, og dog har talt, som De har talt – –«

»Jeg har ikke haft Anelse –«

»Jo, – i hvert Fald netop haft Anelse!«

»Jeg forsikrer: ikke haft Anelse om Deres usigelige Lykke – og min egen bitre Fejltagelse.«

Fensmark saae virkelig meget ulykkelig ud. Han rejste sig og gik hen til Bogreolen, som han stod og saae ind i. Karl fik ondt af ham, men led samtidig under sin Jalousie.

»Jeg forstaar ikke, hvor det har været muligt for Dem, saaledes at tage fejl,« sagde han. »De maatte jo straks kunne mærke –«

»De veed jo ikke, hvad jeg har haft at bygge paa,« sagde Fensmark.

»De kan absolut ikke have haft noget virkeligt at bygge paa!«

»Det siger jeg hellerikke –«

»Er det disse Samtaler og denne Tur til Fredensborg?«

»Aa, Hr. Wintrup, jeg vil saa nødig tale om det nu, – nu, da alt er Skuffelse, – De maa kunne forstaa – –«

Fensmark gik urolig, og som han grundede paa noget, frem og tilbage i Stuen. Karl rejste sig for at gaa.

»Skal vi gjøre en Udflugt sammen – f. Eks. til Roskilde – en Gang i denne Uge?« sagde han, idet han rakte Karl Haanden.

»Det kan vi jo gjerne,« svarede denne. »Farvel!« 290| Næste Dag efter Timen meddelte Fensmark Karl, at han havde bestemt Turen til om Torsdagen, og havde indbudt et Par af sine Bekjendte til at tage med. – Karl saae forbavset paa ham og sagde, at han havde troet, de gjorde Turen for paa den at tale sammen under fire Øjne. »Det kan vi alligevel,« sagde Fensmark.

Havde Karl ikke været behersket af sin Skinsyge, som han ikke turde være sig selv, langt mindre Fensmark, bekjendt, saa havde han meldt sig fra denne Roskildetur straks. Nu haabede han paa en eller anden bekvem Lejlighed til Samtale, der mulig kunde byde sig paa Udflugten, og som maaske ellers vilde udeblive. – Han sagde derfor ingen Ting; spurgte ikke engang om, hvem de af Fensmark omtalte Deltagere var.

Torsdagen den 5. September mødtes han da med Fensmark paa Hovedbanegaarden. Denne meddelte, at de andre Deltagere først stødte til paa Frederiksberg Station. – Det vilde sige, det var muligt, at den ene af dem, en cand.jur. Eskildsen, sletikke kom; han vidste igaar ikke, om han kunde.

»Hvem er den anden?« spurgte Karl.

»Ja, der er to. Det er to unge Damer af mit Bekjendtskab,« sagde Fensmark.

»Saa, hvad hedder de?«

»Den ene hedder Ottilie Madsen; hun er en Haandværkerdatter. Jeg logerede hos hendes Forældre for en 3-4 Aar siden – inde i Krystalgade – nej, paa Nørregade.«

»Jeg synes, De sagde engang, at De havde boet i Teglgaardstræde i seks Aar.«

»Saa – ja, men det er ogsaa længere siden – aak, Gud, ja – Tiden gaar. – Den anden unge Pige er Frøken Madsens Veninde, Agnete Hassing hedder hun. Ja, jeg kan ikke sige andet, end at Frøken Madsen bad om, at hun maatte komme med. – Ja – Herregud – De seer saadan paa mig. Men vi lever jo dog i en demokratisk Tid, og Pigerne er s'gu pæne nok.«

Karl følte sin fuldstændige Mangel paa Evne til at bedømme Betydningen eller Rækkevidden af Ord og Situation.

»Tilmed har jeg Sorg, maa De erindre,« sagde Fensmark, »jeg trænger til at – til Selskab.« – –

Toget holdt ved Frederiksberg. Fensmark traadte ud paa Perronen. Et Øjeblik efter vinkede han og raabte: »Halløj – her!« 291| To unge Piger sprang ned fra den forreste Perron, over Skinnerne og op paa den Perron, ved hvilken Toget holdt.

Karl, der var ivrig optaget af at faa dem, saa at sige, bestemte efter deres Væsen, syntes nok, at deres Bevægelser under denne Manøvre var lidt livlige, næsten skoletøseagtige, men de var nu da ogsaa ganske unge, 18-20 Aar vel, og saae for Resten helt pæne ud, syntes han. Deres Dragt var omtrent efter Moden, troede han nok, men den var slet ikke afstikkende, snarere lidt tarvelig.

Fensmark velkomst-konverserede dem paa sin leende, gabende Maade. De to unge Damer pludrede i Munden paa hinanden om, at de et Øjeblik havde været helt sikre paa, at Herrerne ikke var med Toget.

Kandidat Eskildsen var der, mærkværdig nok, sletikke Tale om.

Saasnart Fensmark og de unge Piger var komne ind i Kupeen, og Karl var bleven præsenteret for dem, sagde Fensmark: »Nu mener jeg, at de unge Damer straks bør vælge sig hver sin Kavaler paa Turen, og jeg haaber, at jeg gjætter rigtig, hvordan Valget vil falde ud«

»Saa, hvor kan De nu vide noget om det?« sagde Frøken Madsen, – hun havde en lidt dyb, kjøbenhavnsk-syngende Stemme. Karl tænkte, at hendes Sprog da vist maatte kaldes simpelt kjøbenhavnsk, men han kjendte dog ogsaa en meget pæn Grossererfamilie i Byen, hvor Damernes Udtale havde netop denne Klang. – »Jeg vælger nu Dem, Hr. Doktor, og jeg er ældre end Agnete,« føjede hun til.

»Naa, det vidste jeg s'gu da nok,« sagde Fensmark, »at gammel – æh – Venskab ruster ikke. – Men hvad siger Frøken Hassing?«

»Jo, jeg er meget godt fornøjet.«

Frøken Hassing sad ligeoverfor Karl. Hun saae for Resten morsom ud. Der var lidt dumt eller maaske dovent ved Ansigtsudtrykket, men det var tillige meget polidsk og ingenlunde uelskværdigt. – Hun saae ogsaa forlegen ud, idet hun sagde de nysnævnte Ord; men det var ligesom ikke paa egne Vegne, syntes Karl; næsten som om hun vilde sige: ja, jeg veed ikke, om det kan gaa an. Det maa I andre forstaa.

Karl vilde næsten ønske, at han havde kunnet tage Sagen paa lignende Maade; thi hans Mening om Situationen svingede med betydelig Hastighed imellem meget forskjellige Opfattelser. Men – tænkte han – uanstændige Kvinder kunde Dr. Fensmark da virkelig ikke føre ham sammen med paa en Tur til Roskilde. Og saadan syntes han 292| da heller sletikke de saae ud. Men paa den anden Side vidste han jo ikke, hvor mange Grader i Anstændighed eller det modsatte der kunde være. Han vilde ønske, at han havde kunnet staa ud i Taastrup, som de nu nærmede sig til, og sige Farvel med det samme. Men det var jo da en aabenlys Uforskammethed baade mod Fensmark og Damerne, – desuden dømte han efter disses fordringsløse Udseende og Væsen, at deres selskabelige Pretensioner sletikke vilde hindre ham og Fensmark i at faa den ønskede Enesamtale.

Saasnart de var komne til Roskilde, sagde Fensmark, at nu gik Frøken Madsen og han ud og kjøbte Proviant til Turen, – det var i Kupeen bleven bestemt, at man skulde til Boserup Skov, – saa kunde Karl og Frøken Hassing blive roligt siddende i Verandaen paa Jernbanehotellet, til de kom tilbage.

Fensmark og hans Dame fjernede sig ned ad Torvet under lystig Passiar; de to andre tog Plads ved et Bord ud til Gaden. Frøken Hassing ønskede, paa Forespørgsel, Sodavand, hvad Karl saa ogsaa tog. Hun sagde da hellerikke Nej til en Smule Kognak deri.

Karl skammede sig lidt over sin Ledsagerske, men han generede sig ogsaa overfor hende. Hvad Ret havde han til saadan udenvidere at sammenligne hende med sig selv eller med de Damer, han ellers kjendte. Paa en Maade følte han sig selv i dette Øjeblik grovere end hende, som hun sad dér og nippede til sit Sodavand, halvforlegen men tillige med dette naiv-polidske Udtryk, som om hun vilde sige: »Hvad skal dettehér blive til?«

»Har De været i Roskilde før ?«spurgte han.

»Nej.«

»De tager vel mere nordpaa, til Charlottenlund og Klampenborg, naar De vil i Skoven?«

»Aak nej, det falder dem næsten aldrig ind Saa rejser de meget snarere alene.«

»Hvem?«

»Ja, hvem man saadan kommer sammen med. – Jo, min Søster og jeg vi tager for Resten sommetider i Dyrehaven og seer paa Dyrene.«

»Saa er vel Frøken Madsen med?«

»Næh – hende kjender vi saa grumme lidt.«

»Saa.«

Karl faldt stadig mere i Forundring. Han kom til at tænke paa Rebekka: hvordan vel hun vilde have fundet sig til Rette her i dette 293| Øjeblik? – Formodentlig moret sig udmærket og ganske behersket Situationen. Hun vilde vel endda have gjort disse unge Piger lykkelige ved sin Maade at behandle dem paa. Det var ogsaa jammerligt, kun at kunne hævde sin Moralitet paa en eneste Maade: denne skolemester-skoledrengeagtige Maneer!

Nede for Enden af Torvet kom nu Fensmark og Frøken Madsen frem. Hun lo, kunde han see, han snakkede og gestikulerede. Karl følte sig grebet af et pludseligt Raseri ved at see Fensmark. Han var da ganske sikkert meget simplere end disse to Pigebørn – eller i hvert Fald end Frøken Agnete. Allermest sjofel maaske i den Maade, hvorpaa han saae ned paa dem. –

Fensmark tog nu en Droske, som kjørte dem ud til Kanten af Skoven. Saa gik de ind igjennem Skoven og ned til en Skrænt ved Stranden. Det var et Sted, hvor en smal Tange skjød sig lidt frem med Vand paa begge Sider. Oppe paa den yderste Brink kommanderede Fensmark: Holdt! og sagde, at her var et udmærket passende Sted til at holde Maaltid paa. Begge de to unge Piger fik travlt med at pakke de medbragte Sager ud. Fensmark var ogsaa ivrig paa Færde. Karl derimod sprang ned ad Skrænten og gav sig til at gaa langs Strandkanten. – Han var bleven aldeles led ved at være sammen med Fensmark; de to unge Piger følte han egenlig ingen videre Uvilje imod

Han kom til at see over mod Bakkerne paa Østsiden af Roskildefjorden. De var ganske skovløse og tegnede sig saa skarpt og linieskjønt mod Himlen, som om det kunde været et Bakkelandskab ved Limfjorden. Der laa en enlig Kirke derovre, stærkt belyst af den sene Eftermiddagssol, og i Nærheden af den en Mølle, det gjorde ogsaa saadan et jydsk Indtryk. Og med Jyllandsminderne kom Barndomsminderne, der hos ham saa let blev historisk farvede, – og paa een Gang var det ikke længer nogle Bakker hinsides noget Vand, han stod og saae paa, – det var Isefjorden ved Lejre, det var den Egn og den Fjord, hvor Rolv og hans Kjæmper færdedes.

Det var ham aldeles som en Drøm, at nogle Skridt herfra – henne paa den Skrænt, sad en Doctor philosophiæ og to Damer, hvis Væsen han var saa lidet sikker paa, og ventede ham. Og saa var det endda ikke saa meget de to sidstnævnte, der voldte ham den uhyre Modsætning til den anden Stemning – hvad, de var jo dog danske Piger i hvert Fald, og Lejrekjæmperne var just ikke afholdende, – men det var ham, den udanske, overlegne, fantasi- og hjerteløse – bare sjofle 294| og liderlige Hund, – der regnede Jorden for et Himmerig, blot han kunde rende fra det ene Kvindfolk til det andet. I det samme slog den Tanke som en Brandgranat atter ned i Karls Sind: at nu vilde Fensmark ogsaa forsøge sig overfor Rebekka! Han blev et Øjeblik helt svimmel af Jalousie. Saa følte han Lyst til at løbe hen og prygle ham igjennem og gaa sin Vej.

»Monsieur est servi!« raabte i det samme Fensmark henne fra Skrænten.

Karl stod et Øjeblik og betænkte sig, – men saa syntes han alligevel ikke rigtig, han kunde overskue Følgerne, – og gik ganske spagfærdig hen til de andre. Men han tænkte ved sig selv: hvilken himmelvid, himmelraabende Forskjel dog paa Fritænkere! at Rebekka kaldte sig Fritænker, og Fensmark ligesaa – og Hellum mente om sig selv, at han var den egentlige, moderne Fritænker. Og saa var der ikke mere Lighed imellem deres Livsførelse end – – han maatte opgive at finde en Lignelse, der kunde udtrykke en saadan Forskjel.

Oppe paa Skrænten var der bredt en Dug paa Grønsværet med den sædvanlige Skovtursopdækning af Smørrebrød, nogle Konserves-Sager og Kyllingesteg. – Fensmark og Frøken Madsen var meget overstadige, sloges om nogle Radiser, bed paa een Gang i hver sin Side af et Stykke Julekage o.a. lign. – Karl kunde næsten ingen Ting sige, men søgte Beskjæftigelse ved meget omhyggeligt at opvarte sin Dame med alt, hvad Bordet formaaede. Hendes Ansigt var nærved at miste sit polidske Udtryk; hun smilte og rødmede undseeligt flere Gange ved Karls høfligt kavalermæssige Opmærksomhed overfor hende.

Fensmark havde tømt adskillige Glas Portvin sammen med Frøken Madsen, dog syntes Karl, at han lod mere vinbetynget i sit Væsen, end det var rimeligt efter det Kvantum, han havde nydt. Da Spisningen var endt, lagde Fensmark sig paa Ryggen med Nakken støttet mod Frøken Madsens Knæ, og snakkede døsigt.

Pludselig rejste han sig op og sagde: »Hør, det er sandt, nu kommer s'gu Rejsens clou; nu skal vi have os et forfriskende Bad i Isefjordens Bølger.«

Karl smilede overlegent som ad en daarlig Vittighed, men han var ikke helt sikker paa, at det kun var en uartig Spøg, og følte, uden at sige et Ord, at han ikke rigtig havde Magt over sin Stemme.

295|»Det kan vi jo ikke,« sagde Frøken Madsen leende, »vi har jo ingen Badedragter med.«

»Det gjør ingen Ting, lille Frøken, vi bader hver for sig, uden at noget Menneske seer os.«

»Vi kan saamænd ikke finde fire Smuthuller her ved Stranden, hvor den ene ikke kan see hen til den anden.«

»Jamen det er jo ogsaa ganske unødvendigt, bedste Frøken Ottilie; naar der bare er to veladskilte Smuthuller, hvor man ikke kan kigge fra det ene til det andet, saa er det jo nok, – og dem har vi her lige for Haanden: paa den ene og paa den anden Side af denne Tange.«

»Troer De nu, det er ganske umuligt at kigge over den?« sagde Frøken Madsen og rejste sig, »jeg synes, den er temmelig lav her midt over.«

Fensmark sprang ogsaa op og tog sin Dame under Armen: »Jeg forsikrer Dem, Frøken, der er ikke Tale om, at nogen –«

»Saa skal Herrerne bade derovre, og Damerne her paa denne Side.«

»Nej, Frøken, den Fordeling synes jeg ikke om. Det ene Par paa Nordsiden, og det andet Par paa Sydsiden af Tangen. Og vi to« – han lagde Armen om Frøken Madsens Liv – »vi vil nu drage her mod Nord og lade vore Gjæster bade i Sydens Sol.«

Og virkelig løb de to ned ad den nordlige Skraaning under megen og støjende Latter.

Karl var endnu ikke sikker paa Fensmarks Hensigter; derimod var han ganske vis paa, at hvis han (Karl) nu tog Sagen alvorlig og gav sin Vrede Luft, da vilde Fensmark i samme Øjeblik bryde ud i stormende Latter og falde i yderste Forbavselse, fordi Karl blot et Sekund kunde tro, at han virkelig havde haft i Sinde, at de skulde bade. – -Og desuden rystede Karl af Vrede og Sindsbevægelse, og kunde ikke sige et Ord uden at røbe det.

Han drejede Hovedet og saae, at Fensmark og hans Dame satte sig paa en Grøftevold nedenfor Brinken og snakkede.

Det var godt, tænkte Karl, at han kunde see dem, saa kunde de jo ogsaa stadig iagttage ham, og de to kunde ikke bagefter lave Løgnehistorier om, hvad der var passeret, mens man var hinanden ude af Syne.

»Vil De see, De kan trække Dem tilbage, Hr. Wintrup!« raabte Fensmark dernede fra. »Vi kan s'gu da ikke bade i Deres Paasyn.«

Karl smilte stadig overlegent, men svarede ikke.

296|Frøken Agnete Hassing sad ned paa samme Sted som under Maaltidet. Han kunde fra denne Plads ikke see de to andre. Karl betragtede hendes Ansigt, Hun saae ikke videre forlegen, snarere usikker, spørgende ud.

»Er de ved at klæde sig af dernede?« spurgte hun pludselig.

Karl kunde næsten ikke tro sine egne Øren. Hun saae slet ikke fræk ud, idet hun sagde det, – der kom maaske lidt af dette polidske i hendes Ansigtsudtryk, som saa ofte var der, – saa rødmede hun, vistnok fordi hun saae Karls Forbavselse. For ham var det, som at see et Glimt af en helt fremmed Verden. At Mennesker dog kunde være saa forskjellige!

»Troer De da, at det virkelig var Meningen, at vi skulde bade?« spurgte han, og var instinktmæssig sikker paa, at dette Spørgsmaal sletikke vilde fornærme hende.

»Ja – hvorfor ikke?«

Der var næsten noget rørende i den Maade, hvorpaa hun sagde det.

»Jeg vil sletikke dømme noget om Dem,« sagde Karl. »Men hvis jeg behandlede en ung Pige saadan, da vilde det for mig være at forhaane hende paa den frygteligste Maade. Og jeg vil ikke forhaane Dem. Dertil sætter jeg altfor megen Pris paa Dem.«

Frøken Agnete fik sit Lommetørklæde halvt op af Lommen og tørrede Øjne og Næse, saa præcis paa samme Maade som Pigebørnene hjemme i Holting, naar de blev bevægede over, hvad Onkel Jørgen fortalte, – saa Karl ogsaa fik Vand i Øjnene. –

Nu vidste han altsaa klar Besked. Skulde han nu ogsaa sige Fensmark Besked, eller skulde han lade, som om han vedblivende ansaae noget saadant for ganske utænkeligt, og tvinge Fensmark, den selvfølgelige Gentleman, ind i samme Rolle. – Det var vel egentlig den bedste Hævn.

Han havde maaske alligevel gjort det første, hvis det ikke, allerede i Tanken, havde været ham saa modbydeligt at skulle – i deres Paahør – dadle Fensmark, alene fordi han havde ført ham sammen med disse stakkels Piger, hvis Selskab i Virkeligheden ikke forekom ham nær saa foragteligt som Fensmarks eget. Hans Jalousie virkede paa een Gang tilskyndende og hæmmende, gjorde ham blot vaklende.

Han valgte foreløbig det nemmeste, at lade som ingen Ting.

Han sagde til Frøken Agnete: »Vil De nu ikke tjene mig i sletikke at nævne, at jeg har spurgt Dem om dette med Badningen, eller hvad 297| De svarede derpaa. Det er tydeligt, at Dr. Fensmark har villet have mig i en Fælde, men nu skal han selv blive fanget.«

»Jo, det skal jeg nok,« svarede hun og lo muntert, som ad en ret god og uskyldig Spas.

Karl havde stadig holdt Øje med Dr. Fensmark og hans Ledsagerske, at de ikke foretog sig noget extraordinært, ligesom han var vis paa, at de hele Tiden havde kunnet se ham. Nu rejste han sig og raabte: »Jeg synes, vi skulde begynde paa Hjemturen nu; vil De ikke med?«

Derpaa begav han og Frøken Hassing sig afsted til den Side af Skoven, hvor Vognen holdt.

Undervejs sagde Karl: »Hvis nu Dr. Fensmark og jeg kommer op at skjændes lidt paa Vognen eller i Toget, saa vil De nok holde med mig, ikke sandt?«

»Jo, det skal jeg nok. Men Frøken Madsen og jeg tager for Resten ikke med længere end til Roskilde.«

»Boer De ikke i Kjøbenhavn?«

»Jo, men Dr. Fensmark har sagt, at vi skulde tage med et senere Tog ind«

»Naa. – Men har han for Resten ikke forbudt Dem at sige mig det?«

»Jo, paa Udturen maatte vi sletikke fortælle Dem noget om det altsammen.«

»Den Æsel!« mumlede Karl ved sig selv, »paa Hjemturen har han troet, at det hele vilde være i Orden!« –

Nu kunde de høre Fensmark og Frøken Madsen le og snakke bag dem i Skoven. –

»Det var et farligt Jav, De pludselig fik forat komme af Sted,« sagde Fensmark til Karl, idet de stod op paa Vognen.

»Det var for Damernes Skyld,« sagde Karl.

»For Damernes ?«

»Ja jeg finder, at den Maade, De nu sidst begyndte at spøge paa, var en grov Fornærmelse mod anstændige, unge Piger.«

»Dét tager disse unge Damer sig s'gu ikke nær,« sagde Fensmark. »Det skal De sletikke tage Dem af, Hr. Wintrup, jeg kjender bedre mine smaa Pappenheimere.«

»Vil De øjeblikkelig gjøre de unge Damer en Undskyldning,« raabte Karl i en meget heftig Tone, »baade for Deres simple Opførsel 298| nede i Skoven, men endnu mere for den Fornærmelse, De i dette Øjeblik tilføjer dem!«

»Hvad mener De?«

»De siger om disse Damer, at de ikke tager sig nær, hvad der maa fornærme anstændige, unge Piger. Vil De bede dem om Forladelse?«

»Hvor kan det falde Dem ind, Wintrup, at – –«

»Hvis De ikke gjør Damerne Afbigt, da skal De komme til at staa mig til Regnskab for noget ganske andet!«

»Lad os være fri for alt det – – Jeg gjør Damerne min ærbødigste Undskyldning, – saa haaber jeg, baade De og Hr. Wintrup er tilfredse.«

Karl saae, at Frøken Madsen vilde til at sige noget, – men Fensmark blinkede til hende, og saa tav hun.

Da de naaede Banegaarden i Roskilde, sagde Damerne Farvel.

»De skal ikke med til Kjøbenhavn ?«spurgte Karl højt.

»Nej, vi bliver i Roskilde i Nat,« forklarede Frøken Madsen. –

»Lad os tage en 1ste Classes Kupé,« sagde Karl til Fensmark. »Saa bliver vi ene, og der er noget, jeg vil tale med Dem om.«

Saasnart Toget var sat i Bevægelse, sagde Karl: »Hele Deres Optræden i Dag har været en saadan, at jeg nu maa forlange Deres bestemte og udtrykkelige Erklæring om, at det er to anstændige, unge Damer, De i Dag har ført mig sammen med.«

»Hvad skal de Narrestreger til -?«

»Hvis De ikke vil eller kan give en saadan Erklæring, maa jeg overfor alle og enhver tage Afstand fra Dem som en topmaalt sjofel Personage, – jeg maa ligeledes advare Frøken Woltersien imod en Gjæst af Deres Kaliber, saameget mere som De praler af Samtaler, De skal have haft med hende.«

Fensmark stirrede paa ham med en komisk Blanding af Raseri og Forbavselse: »Jo – – vist kan jeg det!« –

»Frøken Madsen og Frøken Hassing er to fuldkommen anstændige Damer af Deres Bekjendtskabskreds?«

»Ja – selvfølgelig!«

»Godt. Saa forlanger jeg ikke mere. Men jeg gjør Dem helleringen Undskyldning. Thi netop overfor anstændige Damer har Deres Opførsel idag været ganske utilbørlig.«

»De spiller ganske godt Komedie.«

»Synes De?« 299| De sad længe og røg Cigar hver i sit Hjørne uden at sige noget.

Tilsidst skjød Lystigheden op i Karl, og han kunde ikke dy sig for at sige: »Det maa alligevel være kjedeligt for Dem, Dr. Fensmark, at have gjort en saa ganske unyttig Rejse – helt til Roskilde« – – men han blev ganske forbavset ved at see den Forandring, Vreden havde frembragt i Fensmarks Ansigt, – denne var bleven helt bleg, og Øjnene havde faaet en forunderlig Dybde og Glans. Men han sagde ikke et Ord mere – – hellerikke Farvel. –

Næste Dags Aften modtog Karl en Billet, paa hvilken han første Gang læste sit Navn, skrevet med Rebekka Woltersiens Haand. Der stod:

Kjære Karl!

Skal vi to tage i Skoven i Morgen, hvis Vejret bliver ligesaa godt som i Dag? Saa mødes vi paa Klampenborg Banegaarden Kl. 11. Hvis ikke, saa send Afbud.

Din
Rebekka W.

Kronprinsesse g. 6. Septbr.

Det var ogsaa første Gang, at hun havde opfordret ham til at gjøre Skovtur. – Han gik straks ind til Kronprinsessegade, forat intet skulde være forsømt.

»Hvordan fandt Du dog paa det, Rebekka?«

»Aa, Vejret er jo saa dejligt i denne Tid. Og saa sad jeg og blev trist i Eftermiddags ved at see, at min Fødselsdag nærmede sig saa stærkt, – min toogtyve Aars Fødselsdag.«

»Paa hvad Maade seer Du det?«

»Naar de to store Ahorntræer derude faar deres første gule Blade, saa veed jeg, der er ikke længe til den 15. September.«

»Kan det gjøre Dig trist?«

»Ja. – Men det er bedst, vi træffer Bestemmelse for i Morgen. Jeg synes, vi skal indtage en déjeuner dînatoire paa Eremitagen Kl. 12 – og saa derefter spadsere rundt i Dyrehaven.«

»Jo – men vi skal ogsaa have noget senere hen. – Maa jeg saa ikke faa Fru Dalsgaard til at lave noget Smørrebrød til os, – jeg kan ikke 300| for min Død fordrage dette Restaurationssmørrebrød, – og jeg havde saadan en Lyst til at see Dig spise en rigtig god, jydsk Mellemmad.«

»Til at see mig spise den!«

»Ja – og spise den sammen med Dig. Du kan tro, saadan en forhenværende Præstegaardsforpagters Kone, som Fru Dalsgaard, hun forstaar at gjøre den i Stand!«

»Aa, hvor vi er forskjellige, Karl!« – sagde Rebekka i en lystig Tone, men med ganske alvorligt Ansigt, – bøjede sig hen mod ham og kyssede ham paa Kinden.

»Kan Du ikke lide saadant landligt Smørrebrød?« spurgte Karl.

»Vi maa have en helt forskjellig Maade at finde vor Poesi paa –«

»Ja, det er jo slemt. For det er Du vel kjed af?«

»Aa – nu vil vi snakke i Morgen – om det og mange andre Ting. Jeg synes, jeg har Lyst til det.«

»Da gid det ret maa lykkes os!« – – –

Da han gik hjem, blev det med eet saa soleklart for ham: at det var en Tur som den i Morgen, det havde været Fensmarks Hensigt at berøve ham, umuliggjøre den for bestandig. Han priste sin Lykke og takkede Gud, fordi han da ikke havde ladet sig friste eller fange, men kunde tage i Skoven med Rebekka Woltersien med aabent Hjerte og den klareste Samvittighed. – Ja, hvilket vidunderligt Navn ogsaa: Rebekka Woltersien! – og han behøvede ikke at skamme sig for det! –

Det var af den Slags Vejr – da de mødtes næste Formiddag paa Banegaarden – som bragte Karl til at tænke paa gamle Pastor Grabows Ord om Florents: alt dér er lyst og fast og tørt. Den Slags solide Sommervejr, som vi aldrig faar, før i den sidste Maaned af Somren. – Og det blæste tillige. Karl vidste saa tydeligt, hvordan det vilde være ude i Dyrehaven. Den Blæst gjør, at man aander let, og man bliver tillige tørstig af den. Og Sundet vilde være saa mørkeblaat. – – Han gik og nynnede sagte:

Vildt flyver Høg over Land, over Vove,
Tavs sidder Gjøg i de brogede Skove
- – – – – – – – – – –
Her kan jeg frit aande Luft i min Lunge,
301|
Alt her er mit, og om alt kan jeg sjunge;
Vandre i Drømme,
Stærke og ømme,
Høre, hvor Bølgerne runge – – –

Allerede mellem Hellerup og Charlottenlund mærkede de Skoven. Bøgegrenene viftede saa nær ved Kupévinduerne. Og da de holdt i den store Skovkjedel paa Klampenborg Station, sydede Vinden i de høje Trætoppe, som danner dens Rand, og ind over denne kom sejlende de hvide Septemberskyer saa højt, højt oppe. – – Hvor hun dog gik dejligt, Rebekka, – og det var saamænd ogsaa en Bund, som var værd for en Jomfru at træde paa: saa renvadsket af Høstbygerne og saa sommertør – og henover Vejen løb enkelte visne Blade, der var helt krøllede sammen i den stærke Solvarme.

Under lyse Bøg den danske Bejler
med sin herligt voksne Pige gaar –

ja, lys var Bøgen rigtignok ikke paa denne Aarstid, men der var jo ingen, der hørte, hvad han tænkte, for dette turde han ikke engang nynne, – – og det andet, det passede vist godt nok, for Fanden kunde sikkerligen gale ham, om der var nogen i hele Verden, der havde flottere Kjærest end han. – – Vinden kom af og til løbende bagfra og løftede paa alle de vandret udbredte Bøgegrene nede paa Træernes Stammer og løb derfra hvislende op i Kronerne, hvor der blev en myldrende Skiften af Lys og Skygger. – Vinden var sletikke kold, kun frisk. – Sommetider fejede den bagfra Sømmen paa Rebekkas Kjole sidelæns frem foran hende, saa det saae akkurat ud, som om hun dansede.

»Det er for Resten ikke mere end et Par Uger siden, at jeg sidst var paa Skovtur,« sagde Rebekka. »Vi var en halv Snes Mennesker i Fredensborg, spiste stor Middag i Esrom Kro.«

»Ja, Dr. Fensmark har fortalt mig lidt derom; han var jo med.«

»Han gjorde mig den Ære at holde et helt Foredrag for mig efter Bordet. Det er forunderligt, at han ikke mærker, hvor docerende han bliver.«

»Han havde maaske drukket en Del Vin.«

»Ja, og hans Fader var Slagtermester, fortalte min Fætter mig.«

302|»Hvad talte han om?«

»Aa, det var denne fortærskede Snak om, at Livet er ganske, som man tager det. Naar man tog rigtig paa det, og saae stort og fuldkomment paa det, saa var det fuldkomment og guddommeligt –«

»Naa.«

»Derfor var der ikke een Slags Fritænkere, men tusinde Slags. For enhver Fritænker var ikke blot sin egen Gud, men skabte sin egen Verden o.s.v. o.s.v. –«

»Hvad svarede Du?«

»At jeg var konfirmeret og kunde min Børnelærdom. – – Ja, det er rigtig nok en uheldig Maade, han har at lufte sin Forelskelse paa.«

»Jeg kan ikke udstaa ham!«

»Aa, – han kan være ulykkelig. Det er dog altid noget. – Men hans Fader var aldeles afgjort Slagtermester.«

»Jeg har nu ogsaa været jaloux paa ham,« sagde Karl i en spøgende Tone.

»Ja, det burde Du lade være med. Men Du burde ogsaa lade være at sige mig det. Det er mig ubehageligt.« –

De var komne op ved Eremitagen. – Sundet saae akkurat ud, som Karl havde tænkt sig det.

Kun var der Dis i det Fjærne – saa stærk Sommervarme var det endnu, – man kunde kun ganske utydeligt see Sverig. Men under Sællands Kyst var Sundet dybt blaat og gik mod Nord med mange hvide Skumpletter.

Karl havde altid været saa stemningsindtaget i denne solaabne, høje, tørre Skovslette. Og i denne skarptskaarne, elegante Brikke af et Jagtslot, som thronede dér paa Bakkekammen, saa ugudelig sorgløst, skjønt opført af en Pietist, – saa letfærdig sorgløst overfor hine Tiders Fattigdom og Nød og Undertrykkelse, – omgivet af liggende Dyreflokke, der nikkede med Hovederne og klippede med Ørerne i Solheden. – Ned ad mod Sundet – det var altsammen det syttende Aarhundrede: Opdams Flaade, Kjøbenhavns Belejring med svenske Farver i Nordsælland; senere: store, festlige, enevældige Optog mellem Kjøbenhavn og Frederiksborg. Det kunde ogsaa stryge de mange Mennesker tilside, og saa kom Marie Grubbe og Ulrik Frederik ridende henover Sletten under hint uforglæmmelige Hagelvejr. – Men vendte man sig mod Vest, mod Sletten bag Slottet, da saae man ud over det attende Aarhundredes lange, fredelig-støvede Sommerdag, 303| hvor Bønderne led og sled og stønnede i Varmen, uden at dét forstyrrede nogen, medens tyndbenede Oldenborgere med store Guldsmede-Øjne, lange Næser og røde, strittende Frakkeskjøder morede sig majestætisk sammen med deres guldgallonerede Hofétater. –

»Kommer Du nu aldrig til at tænke paa Danmarks Historie, naar Du er paa saadant et Sted?« spurgte han Rebekka. – De sad paa en Bænk paa Østsiden af Slottet. –

»Danmarks Historie!« lo hun. »Jeg kunde da ikke tænke paa noget rædsommere, synes jeg. Det var det værste af alle Fagene i Skolen!«

»Det var dog mærkeligt. Ja, hvad tænker Du da paa?«

»Men, – jeg tænker naturligvis paa det, jeg seer. Disse dejlige Farver, der alle staar saa vidunderlig til hinanden, fordi de alle, alle minder om Sommerens – – om Begyndelsen af September. Og Luften – man bliver jo saa frisk, og saa glad og saa tørstig af den. – – Hør Du, lad os nu gaa ind paa Slottet og spise Frokost. – Lad mig lige gaa i Forvejen og faa det i Orden. Du kan godt blive herude saa længe.«

Dér var han da alligevel paa en Maade bleven den overlegne, tænkte Karl. For han var vis paa, at han nød Naturen lige saa fuldt som Rebekka. Nej, Onkel Jørgen og Rebekka – de stod egentlig lige dér: han havde kun Historien, og hun havde kun Naturen. Og de drev saamænd ogsaa Afgudsdyrkelse hver med sit. – –

»Værs'god?« kaldte Rebekka lidt efter fra et af Slottets Vinduer. – – –

Efter Frokosten gik de en meget lang Tur ud over Sletten mod Vest. Og derfra ned til Strandmøllen, hvor de opholdt sig en Tid ved Stranden. Saa vendte de tilbage gjennem Jægersborg Hegn – – og slog sig endelig ned paa Slettens Affald nordøst for Eremitagen, omtrent midt imellem Slottet og Hegnet. De kunde over Trætoppene mod nordøst see Hveens Skrænter, ogsaa noget af Sundet mellem Hveen og Sælland. Ligeud for dem lukkede derimod Træer og Terræn for Sundet. – Der var Ly for Blæsten, og der var ikke et Menneske at see til nogen Side. I en hundrede Alens Afstand havde de en Række af mægtige Ege, og foran disse enkelte Hvidtjørn med Kroner af Form næsten som Fyrrens, lagbredte og tætte, – og med mange røde Bær.

Kl. var 5; de havde gaaet siden noget før 1. Og her var Græsset busket og gammelt og fuldkommen tørt. Her kom da Fru Dalsgaards 304| Mellemmadder frem, dertil en meget fin Flaske Sherry, som Karl havde anskaffet til Turen og slæbt med fra Kjøbenhavn.

»Smager de saa ikke extra?« spurgte Karl.

Hun lo ad ham.

De var dog virkelig ellers gode, tænkte han ved sig selv. Der var Rugbrød med Rødspætte, med Lammesteg, med Æg og Anchiovis, med røget Sild, med Kaviar og med Roquefort-Ost; og der var hjemmebagt Sigtebrød med den dejlige, jydske Gammelost, som Fru Dalsgaard endnu fik fra Vorbjerg Præstegaard, og der var Kalvesteg med Sky. – – Det var mærkværdigt med Rebekka: glad kunde hun blive, men aldrig gemytlig! – Hun kunde blive som Vin med Sydfrugter, men aldrig som Øl med passende Tilkost. Men det kunde hun jo ikke selv gjøre for. Enhver maatte jo være, som den var skabt.

Og hvor var hun ikke skabt! – Det var, ligesom han fik Solen i Øjnene, naar han saae hen paa hende, som hun sad der med Ryggen mod en høj Græstue – og spiste og drak Sherry til.

Karl blev overgiven og lystig, saadan som han hjemme plejede at blive, naar han var ude paa Langtur i godt Vejr, og var kommen i Lag med Provianten, – og hans Velbefindende gav sig Udtryk i drengekaade, men ganske uskyldige Vittigheder, i barokke Lignelser, hentede fra Omgivelserne, og i Fortællinger fra hans Barndom, Fortællinger, der for ham rummede megen Stemning. Han snakkede i det hele til Rebekka i dette Øjeblik, som til en Kammerat. – Denne Lystighed varede dog ikke længe; han opdagede pludselig, at hun sletikke svarede ham paa hans gemytlig-kammeratlige Passiar. Han troede ligestraks, at hun var fornærmet. Men det kunde han dog forstaa, af en ligegyldig Ytring, hun kom med, om Sherryen, at det var hun ikke. Det maatte simpelthen være, at hun sletikke forstod den Slags Væsen, at det helt prellede af paa hende. – Hm. – Men naar han tænkte sig om, saa havde han vel egentlig heller aldrig seet hende munter, uden at hendes Lystighed havde haft en vis selskabelig Façon, – f. Eks. hos Pastor Grabows, eller paa Holtinggaard, eller den Gang i Kronprinsessegade overfor hendes Veninder og hendes Fætter, – ja, selskabelig Façon, – og saa havde hun jo ogsaa altid været Damen i sin Spøg. – Det var dog mærkeligt, saadan noget. – –

Han var bleven tavs og stille. – Hun røg aldrig Cigaret, og saa røg han hellerikke, naar han var sammen med hende. – Han havde en Stund ligget med Ansigtet vendt fra hende, – seende mod 305| Eremitagen oppe paa Bakkekammen og mod Solen, som nu var ved at gaa ned bag Slottet.

Alt var blevet saa stille; og da han – som det saa ofte hænder med Tilstande – pludselig blev dette vaer, vendte han Ansigtet til hendes Side.

Hun sad med Hænderne om sit ene Knæ, Hovedet strakt frem, saa hun hvilede Hagen paa Hænderne, – og saae paa Maanen, der lige hævede sig over Hveen og Sundet, – stor, dunkelrød og tung som en glødende Draabe, der vil falde.

Der var saa mørkt under hendes højt buede Øjenbryn; der faldt kun Glans et enkelt Sted paa Øjeæblets Runding. Men medens den Side af hendes Ansigt, som vendte mod Karl, havde dyb Skygge, var hendes krumme Næses og Hagens Profil skarpt tegnet af Lysskjæret.

Han blev til Mode, som om han kunde hørt en underskjøn, vemodig og stolt Melodie, – og han skammede sig over sit eget Væsen fra før, saa tarveligt, lavkomisk forekom det ham.

Hun hævede Hovedet og saae et Øjeblik hen paa ham, men sad saa atter i samme Stilling: »Der er dog vist ingen menneskelig Henrykkelse saa dyb og inderlig som Havets, naar det tager imod Maanen,« sagde hun. --- »Og Havet glæmmer alt andet; det er hver Gang, som var det baade første og sidste Gang.«

Han havde aldrig før hørt hende sige noget saadant. Men Stemmens Klang kjendte han, for det var helt den samme som hin Nat paa Glenstrupgaard. – Han havde rejst sig, men kunde for Bevægelse intet sige, – Øjeblikket var saa saligt, ligesom svimmelt nedtyngende, men tillige saa frygtelig afgjørende, saa fuldt af Angst – – – Pludselig kastede han sig ned paa Knæ hos hende, lagde Hovedet i hendes Skjød og brast i Graad.

»Hvorfor græder Du, Karl? Det er jo kun noget, man skulde være lykkelig over.« – Hun sad og strøg ham et Øjeblik gjennem Haaret.

»Jeg er Din, jeg er Din, Rebekka! – Aa, jeg vil jo kun, som Du vil!« – – Han hørte i nogle Sekunder kun sit eget Hjertes Banken – –

»Saa vil jeg bede Dig følge mig til Toget,« sagde hun dæmpet men fast, og ligesom strøg hans Hoved bort af sit Skjød med en let og sagte Haandbevægelse.

»Aa, Rebekka, Du maa ikke forskyde mig, – hører Du: Du maa ikke forskyde mig!«

»Desværre, det kan jeg ikke. Aa, det harmer mig, at jeg ikke kan det 306| - – – Troer Du, jeg vil hengive mig til en Mand, der tænker paa allehaande andre Ting end mig – paa Farer og Fremtid og Synd og Samvittighed – – hvor Du er ussel, Karl, – en jammerlig, jammerlig Stakkel! -- aa, hvorfor har jeg dog sletikke Magt over min Kjærlighed – –«

»Det var ikke Synd og Samvittighed, jeg tænkte paa, og heller ikke andre Farer end – – ja, at Du skulde blive foragtet af Mennesker, – for det kunde jeg ikke bære, lille, søde Rebekka!«

»Nej, Karl! – Kald mig, hvad Du vil, men sød er jeg virkelig ikke! – –«

De rejste sig og begyndte at gaa op ad Eremitagen til.

»Troer Du, noget Menneske kan gjøre mig større Skam end den, Du voldte mig før?« sagde Rebekka.

»Fordi jeg – –«

»Fordi Du troede, at naar jeg blot kunde faa Dig i min Favn, saa var det den Lykke jeg attraaede. – Aa, hvor jeg trænger til at foragte Dig, Karl, til at haane Dig – –«

»Rebekka, jeg forlanger, at Du skal gifte Dig med mig. Jeg vil ikke foragtes af Dig, men jeg vil hellerikke, at Du skal foragtes af Andre. – Jeg har Ret til at fordre det.«

»Det kan ikke nytte, Karl, Du bliver aldrig anderledes. Den Lykke, Du ønsker Dig, det er saadan en Smørrebrødslykke – bredt ud som tyndt Smør baade over Tid og Evighed –«

»Aa, Du dejlige!« raabte Karl og lo. »Men dét er Løgn i Din Hals, Rebekka! det er virkelig ikke den Lykke, jeg ønsker mig. – Vil Du gifte Dig med mig, Rebekka?«

»Vi kan jo sagtens lade os vie og bo i samme Lejlighed.«

»Aa, vil Du, Rebekka! – – Det er saa forfærdeligt, at jeg ikke maa kysse Dig til Tak – –«

»Der er saamænd ikke noget at takke for, Karl.«

»Jo, det veed jeg med Sikkerhed. For jeg veed, at det er den eneste Hindring for vor Lykke.«

»Ja, gid det havde været saa vel. – – Hvor Kjærlighed dog er ubegribelig! Ligesaa umuligt det var for mig at blive forelsket i Dr. Fensmark, ligesaa uforstaaeligt er det ogsaa, at jeg ikke snarere bliver det i ham end i Dig. Han er resolut, voldsom, hensynsløs – – men jeg kan ikke fordrage ham!« 307| »Ja, det er jo ubegribeligt. Jeg maa dog i al Beskedenhed tilstaa, at jeg sætter mig selv ikke saa lidt over det – Stykke Mandfolk!« –

De gik længe i Tavshed. Hos Karl var det Skinsygen, der foraarsagede denne; og Skinsygen forøgedes, fordi Rebekka tav saalænge efter sin sidste Replik; det var jo muligt, at hun gik og tænkte videre paa det samme – –

»Og skal vi ikke gifte os snart?« sagde han pludselig. »Netop fordi vi er saa forskjellige, og der er saa meget hos Dig, som er mig fremmed, – lider jeg saadan ved at være borte fra Dig.«

»For min Skyld kan vi gjerne –«

»Maa jeg gjøre vor Forlovelse offentlig i Morgen?«

»Men Du skal dog betænke, om Du kan være tjent dermed. Du maa opgive Din Eksamen. Jeg kan umuligt gaa og være gift med en Student.«

»Fader vil jo nok synes ilde om, at jeg forsømmer – min Fremtid.«

»Aa, Du gifter Dig jo en Formue til.«

»Saa, – er Du saa rig, Rebekka?«

»Ja, jeg er vist meget rig.«

»Hvad troer Du, Din Onkel vil sige ?«

»Han vil sikkert ikke have noget imod det. Han er blot kjed af, som det for Øjeblikket staar. Jeg troer ikke engang, han vil tage sig det nær, naar vi senere skilles.«

»Naar vi skilles!« raabte Karl forskrækket. »Men, Rebekka, Du –«

»Ja, det maa Du jo ogsaa betænke. Jeg troer ikke ret meget paa, at vort Forhold i nogen Maade vil blive anderledes, fordi vi boer i samme Lejlighed, og Muligheden for Skandale er udelukket. Og saa synes jeg da virkelig, at det vilde være taabeligt, og i Længden meget ubehageligt, at blive boende sammen. Og jeg troer tillige om Dig, at naar Forholdet til mig er endelig strandet, – da vil Du kunne finde Din Lykke anden Steds.«

De var naaede til Klampenborg Station, var komne i Toget og havde kjørt det meste af Vejen til Kjøbenhavn uden at sige nogen Ting.

»Er Du nu sletikke glad, Rebekka?« spurgte Karl endelig sagte.

»Aa jo,« svarede hun, »for jeg holder jo alligevel meget af Dig, og 308| vil gjerne lære Dig at kjende. Men jeg er dog mere bedrøvet, for jeg har faaet saa ringe Tro paa, at jeg nogensinde naaer det, som jeg kalder Lykke.« – – –

Da Karl og Rebekka kom gaaende ad Kronprinsessegade og kun havde ganske kort til Nr. 37, mødte de Dr. Fensmark.

»Det var da et mærkeligt Træf,« sagde Rebekka, efterat de havde hilst.

»Det er ikke noget Tilfælde, Frøken Woltersien, – jeg har været oppe hos Geheimeraaden forat træffe Dem, – han fortalte mig saa, at De var taget i Skoven sammen med Hr. Wintrup –«

»Kommer De lige deroppe fra?« spurgte Rebekka.

»Ja, – nej, jeg har for Resten ventet lidt – – – Jeg vilde meget gjerne udbede mig en Samtale med Dem, Frøken –«

»Med mig? saa? – – Men det er vel ikke værdt at blive staaende her paa Gaden. Vil Herrerne ikke gaa med op?«

»Jeg vilde gjerne tale ene med Dem, Frøken Woltersien?«

»Det kan De ikke komme til, for jeg vil ikke tale ene med Dem.«

»De vil ikke?« – –

»Nej, jeg har paa Fornemmelsen, at De kunde sige Ting, som det vilde være mig ubehageligt at høre paa.«

»Er De forlovet med Hr. Wintrup, Frøken Woltersien?« sagde Fensmark dæmpet, men i en meget lidenskabelig Tone.

»Farvel, Dr. Fensmark! De glemmer Dem selv –« sagde Rebekka og begyndte at gaa.

»De maa ikke gaa, Frøken – vil De ikke begge følge med mig over i Kongens Have – jeg maa have talt med Dem –«

Hvis ikke Rebekka og Karl med Rette havde frygtet, at Fensmarks Væsen skulde vække Opsigt, hvor de stod, havde de maaske ikke føjet ham. Nu gik de ind i Haven og spadserede henimod Gartnerierne.

»Hr. Wintrup har sagt, at han var forlovet med Dem, Frøken Woltersien!«

»Men! – hvorfor spørger De saa dog mig derom?«

»Er det sandt?« hviskede Fensmark med en Stemme, der syntes at dirre af Raseri – i hvert Fald af Sindsbevægelse.

»Hr. Fensmark!« sagde Rebekka strængt og veg uvilkaarligt et Skridt tilbage.

Karl traadte imellem og sagde: »Vil De fornærme baade min Forlovede og mig?«

309|»Undskyld! – jeg beder Dem om Forladelse. – – Saa har jeg kun eet at bede om: jeg maa have en uforstyrret Samtale med Dem begge. – Maa jeg møde her med en Vogn i Morgen Eftermiddag Kl. 3. Vil De kjøre en Tur sammen med mig?«

»Jeg har meget ringe Lyst,« sagde Rebekka.

»De vil fortryde det,« sagde Fensmark, atter meget heftig, »hvis De siger Nej dertil.«

»De skyder Dem formodenlig en Kugle for Panden i saa Tilfælde.«

»De vil komme til at fortryde det, Frøken Woltersien!«

»Men, bedste Hr. Fensmark, hvor kan De dog tro, at jeg skulde tage Spor af Hensyn til Deres Trusler.«

»De er, uden Deres Vilje, bleven Aarsag til, at mit Liv er forspildt, Frøken Woltersien, – er tre Timer af Deres Tid da for stort et Offer fra Deres Side?«

»Jeg troer, at den Ytring heldigvis er meget overdreven, Hr. Doktor – – – Men – vil Du tage med, Karl ?«

»Det maa bero ganske paa Dig, men jeg synes rigtignok, Turen er meget unyttig.«

»De skal love mig, Dr. Fensmark, at jeg efter den Kjøretur skal være ganske fri for Deres Paatrængenhed. For jeg maa sige Dem, at det hovedsagenlig er Deres Paatrængenhed, og kun i ringe Grad Medlidenhed med Dem, som bringer mig til at sige Ja.«

»Frøken Woltersien, maa jeg – –«

»Altsaa: i Morgen Kl. 3. Godnat Dr. Fensmark!«

Med stor Nøjagtighed mødte Dr. Fensmark paa det aftalte Klokkeslet. Karl var kommen, saa man kunde kjøre ligestraks.

Det var en flot Landauer med to Heste, Dr. Fensmark havde lejet. Den forreste Halvdel af Kaleschen var slaaet op, forat man ikke skulde forstyrres af Kudsken.

»Har De noget imod, at jeg lader Kudsken kjøre os ud ad Lyngby-Landevejen?« spurgte Fensmark.

»Mig er det ganske ligegyldigt,« sagde Frøken Woltersien; »men jeg ønskede gjerne at være hjemme igjen senest Kl. 6.«

Derefter talte Fensmark om ligegyldige Ting med stor Færdighed, medens de kjørte igjennem Byen; men skjønt Karl i det hele forstod 310| sig meget lidt paa den Slags Konversation, hvor Emnet i sig selv sletingen Impuls giver, syntes han dog bestemt, at Fensmarks Kjøren paa med Bemærkninger om de nye Parkanlæg, Dronning Louises Bro, Politiet, Vejret, Drachmann – vidnede mere om Frækhed end om selskabelig Øvelse. Rebekka trak blot fra saa meget, som det var nødvendigt for ikke at synes ligefrem uhøflig.

Fensmark blev imidlertid ved at snakke ligegyldigt, ogsaa efterat de var naaet ud paa Landevejen, hvor Omgivelserne ikke længer var til Hinder for en Samtale af mere Betydning.

Da de var komne ud i Nærheden af Lersøen, og der var en lille Pavse i Fensmarks Veltalenhed, sagde Rebekka: »Det kan jo ikke være for den Samtales Skyld, som hidtil er bleven ført, at De har ønsket denne Udflugt, Dr. Fensmark. Maa jeg saa ikke bede Dem, saa kort som muligt, komme frem med det, De egentlig har paa Hjerte, for – jeg vil, som sagt, helst være hjemme Kl. 6.«

»Ja – hvad skal jeg sige ? – Man har jo intet Valg. Jeg – griber det, der ligger nærmest,« sagde Fensmark med en lidet tiltalende Blanding af Flothed og Ophidselse. »Jeg kan selvfølgelig ikke mere komme i Deres Hjem om Onsdagen, Frøken Woltersien ?«

»Jeg vil helst have, De ikke kommer. For Deres Optræden i Aftes behagede mig ikke. – Men hvis De ikke har noget bestemt at sige, for hvis Skyld De har ønsket denne Tur, – saa finder jeg Deres Optræden i Dag endnu mere stødende, og saa forlanger jeg, at Vognen straks skal vende.«

»Vist har jeg noget at sige, – jeg har meget at sige. Jeg finder det vanvittigt, – oprørende, at De vil gifte Dem med Hr. Wintrup. Der kan jo ikke tænkes en større Modsætning mellem to Mennesker!«

Frøken Woltersien brast i Latter: »Nej, Dr. Fensmark! – jeg har nok lagt Mærke til, at Deres Opdragelse havde sine Mangler. Men noget saa komisk! – – advarende Formaninger fra den ene Rival om, at det er mig ikke gavnligt at gifte mig med hans Medbejler!« –

»Men De vil dog ikke gifte Dem straks, Frøken Woltersien? – det maa ikke ske! – De maa love mig for Deres egen Skyld, at De vil opsætte – –«

Karl var ikke videre hyggelig tilmode ved det hele, men nu kunde han dog hellerikke lade være at smile.

Fensmark saae det og tilkastede ham et rasende Blik.

311|»Lad os vende, Dr. Fensmark, ligestraks,« sagde Rebekka, »dette er jo Vanvid«

»Det er ikke Vanvid!«

»Saa er det Uforskammethed. Jeg gifter mig, naar jeg har Lyst, og rimeligvis meget snart – det maa De fortælle hvemsomhelst.«

Fensmark blev pludselig aldeles hvid i Ansigtet og raabte, idet han bøjede sig frem imod Karl: »De har bagvadsket mig! De har talt om vor Tur forleden paa en Maade – paa en saadan Maade, at – –«

»Hér gider jeg ikke svare Dem, som De fortjener det,« sagde Karl, »men De kan være forvisset om, at jeg skal sige Dem Besked – –«

»Jo, Karl, – men altsaa, lad det vente. – Enten staar jeg ud af Vognen nu, og beder Dig følge mig hjem, – eller ogsaa maa Dr. Fensmark forpligte sig til ikke at – –«

»Jeg skal ikke genere,« sagde Fensmark, »jeg sætter mig op paa Bukken.« – Han bøjede sig ud af Vognen og raabte til Kudsken om at holde. Saa stod han ud, og i de næste Øjeblikke kunde Karl og Rebekka ikke see ham for Kaleschen.

Vognen satte sig i Bevægelse, men samme Vej som før.

»Hvorfor vender vi ikke? Lad os faa Kaleschen slaaet ned!« sagde Rebekka.

Karl rejste sig forat udføre dette – hvilket dog var temmelig vanskeligt indefra Vognen. – I det samme saae han og Rebekka Kudsken gaa paa Landevejen. Vognen var allerede kommen et lille Stykke forbi ham.

»Ja, det var den Herre – han vilde selv kjøre!« raabte han tilbage til Karl, som vinkede eller gjorde Tegn.

»Aa, det forstaar Fensmark sig naturligvis ikke paa,« sagde Rebekka. »Lad os komme af Vognen!«

Hun vilde aabne Døren, men i det samme gav det et voldsomt Ryk, og Vognen foer frem i stærk Fart.

»Gjør det ikke, Rebekka!« sagde Karl, der arbejdede forgjæves i den ubekvemme Stilling forat faa Kaleschen ned. – »Enten løber Hestene løbske, eller ogsaa er Dr. Fensmark gal,« sagde han et Øjeblik efter. »Vi kjører i strakt Karriere.«

Det næste, der skete, foregik i ganske faa Sekunder.

Karl opgav at faa Kaleschen ned, bøjede sig ud og saae, at Dr. Fensmark pidskede paa Hestene som en rasende, – tillige saae han ganske 312| kort foran dem, fire Heste for en stor Landevejstromle, – saa blev Vognen kastet til Side med et voldsomt Stød, og i næste Øjeblik maatte den være væltet – men det mærkede Karl paa en Maade sletikke; – i det nærmest følgende bevidste Øjeblik blev han kastet haardt mod en Grusdynge, rejste sig ligestraks, saae sig om, og opdagede Rebekka liggende paa Grøftens Bund paa sine Knæ og støttende paa den ene Skulder mod Grøftens Side.

»Rebekka! har Du slaaet Dig fordærvet?« – han styrtede hen til hende.

»Jeg troer næsten sletikke, jeg har stødt mig,« sagde hun og rejste sig vaklende.

Han slog i sin Henrykkelse Armene om hende og kyssede hende flere Gange og mærkede først nu, at hans venstre Haand blødte, derved, at den havde sat Blodpletter paa hendes lyse Overstykke. Han havde faaet en vældig Flænge indeni Haanden, rimeligvis revet paa en Sten.

Hestene saae de forsvinde ad Vejen henimod Gjentofte Sø, det meste af Vognen laa et lille Stykke borte. Fra den modsatte Side saae de Kusken komme løbende henimod dem.

»Hvor mon Mennesket selv er bleven af?« sagde Karl. Han fornam saa tydelig Vreden i sig mod Fensmark, men den kunde foreløbig ikke komme til for Glæden over Rebekkas Redning.

Paa een Gang saae de Fensmark staae henne ved Resterne af Vognen. Han maatte formodenlig have været skjult af Kaleschen. Han saae ikke ud til at fejle noget.

»Vi maa jo være ganske nær ved Gjentofte Station,« sagde Rebekka, »lad os gaa derhen og tage hjem med Toget.«

Karl bød hende Armen, og de var snart henne i Nærheden af Vognen. Idet de gik forbi Fensmark, som stod ved Grøftekanten, sagde Karl: »I Morgen Kl. 3 kommer jeg op til Dem i Deres Lejlighed, Dr. Fensmark. Da skal De aflægge Regnskab, og da skal De faa den Behandling, som De fortjener.«

»Hvad vil Du?« sagde Rebekka, da de havde gaaet lidt, »Du vil dog ikke prygle ham ?«

»Jo, det veed da Gud jeg vil! – jeg skal ogsaa give den Slyngel et saadant Livfuld Hug, saa –«

»Aa – nej, Karl!« sagde Rebekka leende. »Du er da ogsaa en stor 313| Bondedreng! Om I kan faa en Duel ud af det, det veed jeg ikke – jeg haaber det ikke – men prygle ham!« –

»Det er noget rent Snak, Rebekka! – Det forstaar Du sletikke. Tærsk er det eneste, der hjælper paa saadan en Æsel!«

Rebekka lo nu ligefrem overgivent: »hjælper! – er det da hans Opdragelse, der ligger Dig paa Hjerte?«

»Ja, Du kan være vis paa, jeg skal tage mig af hans Opdragelse!«

»Du aander stadig i Kamp-Lyrik!«

Vred paa hende kunde Karl ikke blive. Men han følte sig, som saa ofte, helt forvirret over den Forskjel, der var paa deres Opfattelse og Følelser ved samme Sag. At det nu ikke var hende en Sjælsvederkvægelse at tænke sig saadan Een faa Prygl!

Inden de naaede Gjentofte Station, var Karl et Bytte for den pinligste og urimeligste Skinsyges Kvaler. Og derom turde han ikke sige et Ord til Rebekka. – Han ønskede blot, at de havde kunnet holde Bryllup i Morgen den Dag.

Da han tog Afsked i Gadedøren i Kronprinsessegade, sagde Karl: »Jeg kommer op i Morgen Aften og viser Dig nogle Prøver paa Forlovelseskort.«

»Ja – og fortæller mig om Afstraffelsen,« sagde Rebekka.

Karl sagde til Hellum samme Aften, at han ikke kom til Timen i Morgen. Han vilde have sig en anden Manuduktør. – Han maatte saa fortælle Hellum noget om sit Mellemværende med Fensmark. – –

Den sædvanlige Time hos Fensmark var fra 2 til 3. – Karl biede til halvfire, og havde ventet at træffe Fensmark ene. Men da han traadte ind ad Døren, sad Hellum der endnu.

»Maa jeg ikke nok blive her, Karl, under jeres Samtale, det vilde jeg gjerne ?«

»Samtale!« sagde Karl. »Jeg kommer for at give den Herre dér et Livfuld Hug, – det skal der ingen Forhandlinger føres om!«

Fensmark havde rejst sig. Karl foer ind paa ham og gav ham et Par drøje Slag over Skuldre og Arme med sin Stok. – Men Fensmark stod ganske ubevægelig med et haanligt Smil om Munden.

»Dette er maaske de unge, jydske Proprietærers Maade at værge deres Damers Ære paa,« sagde han.

314|»Her er ikke Tale om min Dames Ære. Men De har sat hendes Liv og Helsen i Fare, og De har fornærmet mig, derfor skal saadan en Hund ha'e Klø!« – Karl hævede atter Stokken, men da Fensmark stod ganske rolig ret op og ned uden mindste Tegn til Selvforsvar, – lod han Armen synke.

»Jeg vil ikke slaas med Dem paa almindelig Markedsvis, men jeg udfordrer Dem, fordi De med Deres Stokkeslag har krænket min Ære, ikke mindre end Deres egen.«

»Javist! – saadanne Narrestreger som Duel! – det var noget for Dem!« raabte Karl. »Nej, nu vil jeg give Dem, hvad jeg synes kan være nok« – Karl sprang frem, greb Fensmark i Frakkekraven og pryglede løs paa ham med Stokken over hans Rygstykker, »saa – kan – dén – Sag – dermed – være afgjort!« –

Karl tog sin Hat og gik hen mod Døren; men nu raabte Fensmark: »jeg kalder Dem, i Hr. Hellums Paahør, en æreløs Person, – De har brugt uhæderlige Midler til at nedsætte mig i Frøken Woltersiens Øjne – –«

»Det er Løgn! – jeg har ikke – –«

»Og jeg kalder Deres Forlovede en æreløs Kvinde – – man kan ifølge hendes egne Theorier godt faa hende uden Ægteskab – –«

»De Ord skal koste Deres Liv!« raabte Karl ude af sig selv, – han blev iskold i Ansigtet og følte en Svimmelhed, som om han skulde falde – »Nederdrægtige Løgner!«

»Vil De duellere med mig paa Grund af mine Ord om Frøken Woltersien, saa skeer det eneste, som jeg havde til Hensigt med at bruge dem,« sagde Fensmark ganske rolig. »Men Løgner kan De umulig kalde mig. De maa sikkert selv have hørt hende sige noget lignende.«

»De skal tie! – Lad os faa det aftalt. – Naar og hvor skal det være?«

»Naar og hvor De ønsker det. Hvis De vælger Pistoler, kan det blive i Morgen tidlig. Hvis De vælger et andet Vaaben, maa jeg have en kort Tid til Øvelse.«

»Jeg vælger Pistoler. De skal faa Besked i Aften. – – Hellum, jeg vil gjerne tale med Dig.«

Hellum rejste sig straks og fulgte med Karl ned paa Gaden. – – –

»Aa, jeg tænker paa Fader!« sagde Karl, saa snart de var komne lidt til Side. »Jeg troer ikke, jeg selv faar Kuglen, – men hvis nu Fensmark bliver dræbt – det regnes vel omtrent lige med Mord?«

315|»Nej – – ja, jeg veed saamænd ikke, hvordan Loven er. Men I maa vel aftale, at den, der bliver ramt – hvis han da ikke straks mister Bevidstheden – maa erklære det for et Vaadeskud.«

»Det gjør Fensmark saamænd ikke – selv om han har lovet det.«

»Jo, det gjør han nok. Jeg troer i det hele ikke, han just er uhæderlig.«

»Da er det ikke fine Midler, han bruger.«

»Ja – denne Beskyldning mod Frøken Woltersien var jo nu ene og alene meent som et Middel, – der noget undskyldes, fordi Hensigten er saa alvorlig – –«

»Hensigten?«

»Ja, – jeg troer, at Grunden, hvorfor han absolut vilde have det til Duel, virkelig er den, at han vil dræbe Dig, eller ogsaa selv ønsker at dø. Jeg troer ikke, det bliver Spøg, desværre.«

»Vil Du være til Stede, Hellum?«

»Ja, det bliver jeg vel nødt til. Skjønt jeg synes ikke, der er noget, jeg saa gjerne vilde være fri for.«

»Det er bedst, det bliver ude paa Engene ved Vandet, dér hvor vi har den Pæl staaende, som jeg og de andre har skudt til Maals efter.«

»Ja, og saa inden Dag –«

De vidste ikke af, hvor hurtigt de havde gaaet – men pludselig befandt de sig paa Vesterbroes Torv.

»Hellum, – lad os gaa lige tilbage og faa det hele aftalt med Fensmark – om han vil kalde det Vaadeskud – og det andet – han skal vel ogsaa have en Sekundant?« –

»Hør, skal vi ikke først løbe op og drikke Kaffe,« sagde Hellum, »da vi nu er saa nær hjemme. Jeg kunde ellers gjerne gaa hen og faa ondt lige paa een Gang.«

De gik op i Pensionatet og fik Kaffen bragt ind paa Hellums Værelse. Der saae saa lyst og fredeligt og hyggeligt ud. Hellum var saa ordenlig med al Ting.

»Det maa da sikkert være nødvendigt og rigtigt, saadan som vi nu gjør det,« sagde Karl. »Ellers kunde jeg vist ikke være saa rolig, som jeg er.«

»Ja, det er det jo nok,« sagde Hellum, og tørrede sine Øjne. »Jeg kan ikke see rettere. Men jeg veed alligevel sletikke, hvordan jeg skal – – – jeg tør sletikke tænke paa det.« – –

Fensmark var tilfreds med alt. De skulde kjøbe nye Pistoler, prøve 316| dem paa Stedet umiddelbart før Duellen, derpaa, efter Lodtrækning, tage hver sin. Resultatet af Affæren skulde betegnes som Vaadeskud. De skulde skyde paa Tælling af Hellum og samtidig. Duellen var endt, naar den ene af Parterne var bleven ukampdygtig; naar han skulde ansees for at være dette, maatte afgjøres af Hellum og ham selv. I Tilfælde af Uenighed imellem disse to skulde Kampen fortsættes. Der skulde skydes paa 15 Skridts Afstand; Tiden blev sat til 4½ Morgen, man skulde mødes paa Gasværksvejen Kl. 4, da Fensmark ikke kjendte Stedet ude paa Engen. Fensmark erklærede, at han ikke ønskede andre Vidner end Hellum alene. Dennes Tavshed var han sikker paa, og kunde paa nogle Timer næppe faa fat i nogen anden, som han havde en saadan Tillid til.

Fra Teglgaardstræde gik Hellum hjem. Karl derimod begav sig ind til Kronprinsessegade.

Saasnart Rebekka havde hørt, at der skulde duelleres, udbrød hun: »Aa, kjære Karl, hvor jeg vilde føle mig ulykkelig, hvis Du blev Krøbling.«

»Ikke, hvis jeg blev dræbt?«

»Jo. Men langt mere over det andet.«

»Ja, – jeg vilde vel ogsaa synes, at Krøbling var det værste, men Du – –«

»For Din Skyld, Karl, vilde det gjøre mig ondt, om Du blev dræbt. Men for min egen Skyld veed jeg næsten ikke, hvad jeg skulde ønske.«

»Men det er dog underligt, Rebekka.«

»Aa ja, – det er, fordi jeg holder saa meget af Dig, og maaske dog aldrig bliver lykkelig med Dig.«

»Troer Du, at Du kunde glæmme mig?«

»Det staar for mig som ganske umuligt, jeg synes, jeg vilde elske Sorgen over Dig altfor højt, til at jeg nogensinde kunde glæmme den. Men saadant noget veed jo ingen.«

»Det er dog godt, Du holder af mig,« sagde Karl, – han satte sig ned, tog hende om Livet og drog hende ned paa sit Skjød. »For det gjør Du jo, Rebekka?«

»Det gjør jeg,« sagde hun og kyssede ham, – og det var ham saa vidunderligt at mærke, at hun græd, saa han rent glæmte at give Kysset tilbage. – »Men med at holde af,« sagde hun, og hendes Stemme 317| var helt forandret af Graaden, »dermed mener jeg saadan noget blandet – og tit saa pinefuldt noget.«

Hun rejste sig, – gik hen og saae ud ad Vinduet.

»Du synes vel ellers ikke, jeg burde handlet anderledes, end jeg har gjort?« sagde han.

»Det er jo egentlig saa taabeligt det hele. Men det maa jo sikkert have været Dr. Fensmarks Mening at fremtvinge en Duel i hvert Tilfælde – og saa kunde Du vel ikke undgaa den. Jeg kan ellers ikke tro, at han i og for sig havde Lyst til at fornærme mig. – – Paa en Maade har han jo ikke løjet mig noget paa, men derfor bliver det naturligvis en lige grov Fornærmelse i hans Mund og i den Sammenhæng.«

»Kan Du undgaa at sige noget om, hvad der forestaar i Nat, til Din Onkel?«

»Det kan jeg næsten ikke.«

»Hvorfor ikke ?«

»Nej, Karl, jeg bliver oppe, til Du eller Hr. Hellum kommer og melder mig, hvad der er sket, eller I sender Bud. I maa ikke lade mig være i Uvished et Øjeblik længere end nødvendigt. Men det kan Onkel let lægge Mærke til – den Uro. Og saa kan jeg meget bedre lide at sige ham ren Besked. Jeg vil ogsaa gjerne have een at tale med i Nat.«

»Ja, for han kan da ikke faa i Sinde at hindre – at gjøre noget forat –«

»Onkel vil ikke gjøre det allerringeste, uden hvad jeg beder ham om.« – –

Karl gik ud i Byen forat kjøbe en Pistol, inden Butikerne lukkede, og vendte saa tilbage til Rebekka.

Henimod Kl. 2 tog han Afsked. – Da han og Rebekka til sidst stod ene ude i Entreen, sagde hun: »Aa, Karl, Du maa ikke være kjed af, at jeg ikke kan kjærtegne og kysse Dig i dette Øjeblik – det har ikke sin Grund i noget, som Du kunde være bedrøvet over – sletikke. – Aa, jeg troer virkelig aldrig, jeg har været angst før i Nat. – Farvel, Karl!« – – men i det samme kastede hun sig hulkende ind til ham. – Saa vendte hun sig pludselig om og løb ind ad Døren. – – –

De tre Herrer mødtes godt nok paa Gasværksvejen lidt før 4. De begav sig ud ad den gamle Jernbanevold og saa ned i Engene. – Karl og Hellum gik for sig selv, Fensmark lidt bagefter.

»Hvordan har Du det?«spurgte Hellum.

318|»Jeg vil bare ønske, at den Stemning, hvori jeg nu befinder mig, maa blive ved at holde sig. Jeg synes hverken, jeg er modig eller bange. Jeg synes, det gaar saa nødtvungent, næsten som jeg kunde tænke mig, at jeg gik i Søvne. Hvor Virkeligheden dog ogsaa altid er dejlig i Sammenligning med Spekulationer og Betænkning og saadan noget.« – –

Naar Hellum sagde »Eet«, skulde de lægge an; paa »Tre« skulde de fyre. Hellum talte temmelig langsomt og ikke just med sikker Stemme. Da han sagde »Eet«, og de begge hævede Pistolerne, kom Karl til at see paa Fensmarks Ansigt, – hvad han saae, kunde han sletikke bestemme for sig selv, men det var blot, som om han saae med Øjne, han aldrig før havde haft i Hovedet, – et Øjeblik efter lød »Tre«, og skjønt han ingen Beslutning havde taget derom, vidste han godt, at han havde sigtet langt udenom Fensmark Men i samme Nu fornam han en hed, lyn-pludselig Berøring mod Huden paa højre Side af sin Hals, han vidste, at det var Fensmarks Kugle, og med det samme var alt hos ham nærværende, aktivt, i levende Forbindelse med Omgivelserne. Han var sikker paa, at næste Gang skjød han ikke forbi paa den Afstand.

»Tæl igjen!« lød det samtidig fra begge Duellanterne. – Et Øjeblik efter, paa »Tre«, var Fensmark styrtet til Jorden.

»Er vi færdige?« raabte Karl.

»Jeg er ukampdygtig!« sagde Fensmark med stærkt stønnende Stemme.

De havde i Forvejen aftalt, hvilken Læge de vilde hente. Karl løb, alt hvad han kunde, op i Viktoriagade. – En halv Time efter var Lægen kommen til Stede. En Droske holdt oppe paa Jernbanevolden. – Straks kunde Lægen kun sige, at Saaret var i højre Side paa Grænsen mellem Hals og Bryst. Lungen var ikke berørt. Men Kuglen var ikke kommen ud. – Saa bar de ham op til Drosken. – Fensmark var hele Tiden ved fuld Bevidsthed, og forklarede Lægen, hvorledes han, uforsigtig og mod Reglerne, havde nærmet sig til Maalet under Skiveskydningen, og derved havde faaet Karls Kugle. – Hellum og Lægen kjørte med ham til Hospitalet. – Karl skyndte sig ind i Kronprinsessegade.

319|Det er en af de Gader i Kjøbenhavn, hvor Stilheden holder sig længst hen paa Morgenstunden. Karl hørte ikke stort andet end sine egne Støvlesaalers Klap mod Flisen, saasnart han var bøjet af fra Gothersgade. Da han nærmede sig Nr. 37, hørte han et Vindu blive slaaet i paa første Sal, og saasnart han, over Trappeafsatsens Gulv, gik sagte ind mod Entreedøren og vilde gribe i dens Haandtag, veg den tilbage, og han følte Rebekkas Arme om sig.

»Du er ikke saaret? Du er ikke saaret?« hviskede hun flere Gange.

»Nej.«

»Er han levende ?«

»Ja.«

»Kan han leve? Bliver han Krøbling?«

»Han er saaret i Halsen. Lægen mente nok han kunde leve. – Nej, han bliver vist ikke Krøbling.«

De gik ind i Dagligstuen. Geheimeraaden viste sig ikke. – Men nu var Rebekka tavs, og hørte ikke videre efter, hvad Karl sagde.

»Hvad tænker Du paa?« spurgte han.

»Hvad jeg tænkte paa? – – Aa ja, Karl, det er Din Skyld, at jeg nu altid vil komme til at tænke i Stedet for at leve og handle.«

»Jamen nu vil jeg handle, hvis Du blot vil give Dit Samtykke. Rebekka, vil Du gaa ind paa, at vi bliver viet straks – om fjorten Dage – otte Dage?«

»Aa ja – for mig gjerne. – Farvel, Karl! Du kommer jo herind i Dag engang?« – –

Da Karl gik hjem, blev han stærkt optagen af at tænke paa sin Fader. Han kunde sletikke sige sig selv hvorfor, men han var ganske vis paa, at hans Fader vilde have grumme meget imod, at han giftede sig med Rebekka Woltersien – og ikke blot imod dette, at han holdt op med sin Examenslæsning. – Men det fik ikke at hjælpe. Han følte en ubestemt – men derfor ikke mindre stærk – Frygt for nye Anslag fra Fensmarks Side forat hindre hans Giftermaal. Nu havde han da Fred for ham, saalænge han laa syg af sit Saar. – I det samme slog den Tanke ned i ham: hvis nu Fensmark gik hen og døde. Kunde han saa, for sin Samvittighed, lade være at angive sig selv som hans Drabsmand. – – Hvor det var hæsligt med den Samvittighed! Aldrig kunde man vide sig sikker for, hvad den kunde finde paa at forlange. – Og saa vilde dét jo hindre Bryllupet. Saa vilde alle vel rejse sig til Modstand.

320|Han blev jo straffet! – – Nej – nu vilde han skrive i Dag til sin Fader, og forinden blot spørge Rebekka, hvad hun vilde sige til at gifte sig med ham, hvis Fensmark døde, og han gik hen og meldte sig selv som den, der havde voldt det.

Da han kom hjem henad Kl. 7, lagde han straks Skrivesagerne frem. Han satte sig blot et Øjeblik paa Sengekanten forat tænke, – han syntes for Resten han var saa træt. Og saa mærkede han ikke mere til nogen Ting, før han blev vækket af Hellum ved Middagstid.

»Hvordan har han det?« sagde han øjeblikkelig og rejste sig op af Sengen.

»Jo, jeg har været derhenne igjen lige nu. De havde faaet Kuglen taget ud. Og han havde noget Feber. Men de haabede ikke, det skulde blive farligt. Men sikkert er det ikke, sagde Overlægen, da jeg gik.« – –

Saasnart Hellum var borte, skrev han Brevet til sin Fader, og gik saa hen til Rebekka.

Han fortalte hende, hvordan Fensmarks Befindende nu var, men sagde, at det kunde jo godt vende sig til den gale Side, – og spurgte hende, hvad hun vilde sige om det, hvis han saa meldte sig som Fensmarks Drabsmand, – for han var ikke sikker paa, at hans Samvittighed ikke kunde tvinge ham dertil.

»Hvad Straf kunde Du faa?« spurgte hun smilende.

»Det veed jeg sletikke, men sæt nu, jeg kunde komme i Tugthuset for det – i nogen Tid.«

»Ha, ha, ha,« lo hun. »Hvor det »i nogen Tid« lød dejligt! – Kjære Karl, det vilde selvfølgelig være mig en sand Fornøjelse at være gift med en Tugthus-Kandidat, særlig nu, da Du maa opgive at blive candidatus magisterii. Det vilde kun gjøre mig langt mere opsat paa Bryllupet.«

»Naa ja, ja – jeg kan jo da forstaa, det ikke er nogen Hindring. Jeg vilde blot vide det, inden jeg sendte mit Brev til Fader.«

»Nej, – det er saamænd ganske andre Ting, der volder mig Betænkeligheder –«

»Saa, – ja, jeg er nu vis paa, at der er saa uhyre meget, allermest hos mig, der vil forandre sig, saasnart vi bliver gift – –«

»For Eksempel alt det lummerhede hos Dig – –«

»Vil det forandre sig?«

»Nej, det gjør mig betænkelig. – – Der er saa meget hos Dig, der er 321| ligesom altfor varmt, altfor hedt fortroligt: f. Eks. Din Samvittighed – pyh! – jeg synes, det bliver helt beklumret, naar jeg mærker den. Og Din Jalousie – puh! – Og Din Lyst til at kysse og kjæle – – Og Din Gudfrygtelighed – for den mistænker jeg Dig alligevel for at have en Del af – – – Naa, gaa nu – det er maaske alligevel al denne Lummerhed, der holder mig fast – – – Jeg forstaar, jeg forstaar sletikke ikke mig selv overfor Dig! -- Farvel! – Siig mig endelig straks, hvis Dr. Fensmarks Tilstand forværrer sig.«

Dr. Fensmarks Feber steg noget om Natten, og næste Dag talte han ofte i Vildelse. Dagen derefter igjen – om Morgenen – vilde Karl begive sig hen paa Hospitalet forat høre, hvordan Natten var forløbet. Just som han vilde gaa ud af sin Dør, kom Posten med et Brev fra hans Fader. Han satte sig straks ned og læste det:

Holtinggaard, den 11. Septbr.

Kjære Karl!

Da det er første Gang, Du egentlig gjør mig Sorg, saa maa Du ikke blive forundret over, at jeg tager denne Sag paa en lidt usædvanlig Maade.

Jeg finder det saa rent taabeligt, at Du vil opgive Din Eksamen forat gaa hen og gifte Dig. Man skulde ikke mene, at Du kunde være helt klog. – Men nok om det. Det er ikke, fordi jeg er saadan vred paa Dig. Men jeg vil udtrykkelig gjøre, hvad jeg kan, forat forhindre Dig i det Galskab. Og derfor faaer Du ikke mer en Øre fra mig, saa længe jeg lever, efter Dit Bryllup. Du kan da vel ikke gaa hen og skamme Dig til at vil leve helt af Din Kones Penge, om ogsaa kun for en Tid. – Saa skulde Du ogsaa tænke paa Henriette. Nu er hun 21 Aar. Og skjønt Anna er min egen Datter, saa har jeg jo ogsaa Øjne i Hovedet, forat kan see, at Henriette det er endda noget helt andet. Man skal vistnok søge længe om Henriettes Lige. – Saa er det ogsaa en sjælden Lykke, at I har kjendt hinanden fra smaa af, som I kunde været Søskende, og er endda ikke i Slægt. Saadant noget det binder ikke saa lidt mere end noget Kjærestepassiar. – Jeg har aldrig tænkt andet, end at det blev Dig og Henriette, det maa Du ikke tro. Men jeg tænkte: lad ham kun lære saadan en Dame som Frøken Woltersien at kjende, 322| forat det ikke skal blive for eensidig med ham, og lad ham have hans Frihed i det hele. Men det kunde da aldrig falde mig ind, at I skulde gaa hen og forlove jer med hinanden, eller om ogsaa nu det kunde skee, saa skulde I da have saa meget Forstand, at I ikke ogsaa kom i Tanker om at gifte jer. – Jeg kan nu hellerikke sætte mig ind i, hvad hun vil med Dig. Der kommer Du pinedød tilkort, lille Karl. – Naa, saa veed Du vel ogsaa, hvordan Folk er. De er jo ikke finere, end til de har kuns een Grund, de kan tænke dem, naar nogen saadan gifter sig paa en Gang, og ikke har bekjendtgjort det længe i Forvejen. Men det regner jeg nu ikke. Men tænk paa Henriette, lille Karl, og tænk endda mest paa Dig selv. Havde jeg Udsigt til at leve en længere Tid, saa vilde jeg ogsaa, Du skulde tage noget Hensyn til mig; men jeg har egentlig paa Fornemmelsen, at jeg gjør det ikke ret længe.

Kjærlig Hilsen fra Anna og Din Fader

M.C. Wintrup.

Slutningen af Brevet kom Karl til at græde over, for han mærkede pludselig, at han havde haft den samme Fornemmelse lige siden Sommerferien, uden ret at vide af det. – Hvad hans Fader forøvrigt skrev, kunde han ikke tage noget Hensyn til. Han følte sig grebet af denne dybe Modbydelighed for at undlade, der hos sunde Mennesker kan være saa meget stærkere end Frygten for muligvis at handle urigtigt, skjønt denne ogsaa godt kan være til Stede. – –

Han gik til Hospitalet, som det havde været hans Hensigt, og traf Lægen temmelig betænkelig ved Fensmarks Tilstand. Feberen vilde ikke tage af, var tværtimod steget noget i Nat igjen. – Karl spurgte, om han var ved sin Bevidsthed, og da Lægen svarede bekræftende, bad han om Tilladelse til at tale med Fensmark.

Det traf sig, at han et Øjeblik blev ene med ham. Der laa ikke andre end Fensmark paa den Stue. Straks saae Fensmark sig om med et halvt forvildet Blik, og forlangte med Heftighed at tale med Rebekka Woltersien i Dag eller i Morgen: Det var hans Længsel derefter, der voldte, at Feberen ikke vilde tage af, – han var sikker paa at dø, hvis ikke han fik det Ønske opfyldt – det var jo muligt, han døde alligevel. – Karl sagde, at han næppe vilde faa nogen Trøst af en saadan Samtale, thi hans og Rebekkas Bryllup i den nærmeste Fremtid var fast bestemt, – igaar var deres Forlovelse bleven offenliggjort. – Fensmark gjentog imidlertid sit Forlangende med en saadan Voldsomhed, 323| saa Karl ikke turde andet end love ham, hvis Rebekka vilde, og de kunde faa Adgang, da at følge hende herop samme eller næste Dag.

Det gik lettere, end Karl havde ventet, for ham og Rebekka at komme ind næste Morgen. Det syntes virkelig, som om Fensmarks Uvished, om han vilde faa Rebekka at see eller ej, det sidste Par Døgn havde været en væsenlig Aarsag til Feberen. Han havde det betydelig bedre nu, og Sygeplejersken fjernede sig et Øjeblik, mens Karl og Rebekka var inde hos ham.

»Vil De sige mig oprigtigt, Frøken Woltersien, hvorfor De ikke kan elske mig?« sagde Fensmark lidenskabeligt og næsten højtideligt, idet han stirrede op mod Rebekka.

»Men hvad Nytte er dog det til, Dr. Fensmark? og hvad Nytte er det til, at jeg kommer herop?«

»De maa – De skal sige mig det!«

»Jamen hvis jeg nu ikke kan sige det. Det er mig virkelig meget vanskeligt. For ligesaa vist som jeg ikke kan elske Dem, ligesaa vist er der noget hos Dem, jeg synes rigtig godt om.«

»Er De vred paa mig ?«

»Ikke nu. Jeg veed godt, at De intet mente eller vilde med Deres grove Uforskammethed mod mig, andet end at faa en Duel fremtvunget.«

»Hvad er det da, der er forkeert hos mig?«

»Forkeert! – Nej, det er virkelig for naivt – – Naar man ikke kan elske en Person, saa er det vel gjerne hans Kjærlighed, man synes der er noget forkeert ved.«

»Er min Kjærlighed da ikke stor nok?«

»Aa, jeg kan virkelig ikke svare paa saadan noget, Dr. Fensmark!«

»Jeg har dog viist, at Livet er mig intet værdt uden Dem.«

»Ja, hvad skal jeg sige – – Det er jo muligt, at Livet er Dem for lidet værdt.«

Fensmark saae spørgende paa hende.

»Ja, – en fuld Mand f. Eks. sætter jo Livet i Vove for sletingen Ting.«

»Hvad er da Livet værdt for Dem, Frøken Woltersien?«

»Livet – er mig naturligvis alt dét værdt, som det rummer,« sagde Rebekka, henslaaende Spørgsmaalet som før, – men paa een Gang blev hun alvorlig: »Og jeg troer – eller jeg troede dog – nej, jeg troer ogsaa endnu, at Livet kan rumme noget, som – selv om det maaske 324| ikke bliver mig til Del – noget, som ikke kan maales – og hellerikke glæmmes – – –«

»Noget Absolut altsaa? – noget Evigt? –« mumlede Fensmark.

»Noget Evigt – – aa ja, blot et Øjeblik. Jeg er vis paa, at jeg kunde leve evigt et Øjeblik, og saa forlanger jeg ikke mere af Livet.«

»Og jeg skulde mangle – –«

»Det kan godt være, det er netop saadant noget Evigt, De mangler – jeg veed det ikke – og som De ikke engang længes efter –«

»Men Hr. Wintrup?« – sagde Fensmark heftigt.

»Farvel, Dr. Fensmark, – og jeg vil ret ønske Dem god Bedring, for jeg er vis paa, at naar De blot kommer over Deres Feber, saa skal De ogsaa nok komme over Deres Kjærlighed –«

»Troer De ikke paa min Kjærlighed!« raabte Fensmark.

»Jo, – men jeg troer, den er blot en Feber. – Og for at ikke Forestillingen om den tragiske »allersidste Gang« skal virke skadelig paa Deres Helbredelse, saa vil jeg sige Dem, at hvis De skikker Dem ordenlig, kan De gjerne faa Lov at besøge min Mand og mig engang imellem. Men vi vil absolut ikke ud at kjøre med Dem mere. – Farvel!«

325|