Til Knud, de Danskes berømmelige konge.

Jo mere vi omfatter dig, stormægtige konge, med en inderlig kærlighed, og jo mere kirkens frihed i det rige, der er underlagt din magt, vides indtil nu at have vundet i styrke ved kongelige bestræbelser og begunstigelser, med des større sorg rystes vi i hele vor sjæl, når vi hører, at noget sådant er foregået i dit rige, stormægtige konge, hvorved kirkens frihed i udstrakt grad går til grunde og den kristne tro i vid udstrækning bliver indskrænket, og hvorved der gives slette mennesker et højst fordærveligt forbillede til at fare hårdt frem mod kirkerne. På vor ærværdige broder biskop Valdemar af Slesvigs vegne er det således blevet bragt til vort kendskab, at da hertug Valdemar, din broder, med magt havde frataget denne biskop og hans kirke borge, andre besiddelser og såre meget andet gods og i lange tider havde tilføjet ham utålelige skader, forlod bispen sluttelig for en tid sine vante omgivelser for at undgå hertugens forulempelser og begav sig til nogle bekendte og venner, ved hvis indsats og støtte han i nogen tid fik sit underhold. Men da han til sidst, plaget af lediggangen, bestemte sig for at vende tilbage til sit bispedømme med en ret betydelig styrke for at bekæmpe hertugens og hans mænds uretfærdighed, har du selv, stormægtige konge - fordi man havde kritiseret dig for, at denne biskop med magt trænger ind i hele dit rigsområde - begivet dig sammestedshen med en stor hærstyrke, bestående både af krigsfolk til hest og til fods. Efter at samme biskop, fordi han, som det siges, ikke var sig en brøde bevidst i denne sag, af egen drift havde givet sig i din magt i den tro, at der ikke siden skulde blive tilføjet ham nogen uret fra nogens side, har den oftnævnte hertug, din broder, dristet sig til sammen med sine tilhængere at tage ham til fange og lægge ham i tunge lænker og holde ham under streng bevogtning, hvilket vi så meget mindre tror er sket på et kongeligt bud, som du indtil nu har hædret Guds kirker og deres tjenere og har for vane at vise dem den største ærbødighed. Men omend vor elskede søn Cinthius, kardinalpresbyter af S. Lorenzo in Lucina, aldeles ikke undskylder samme biskop, som også har nægtet at adlyde hans befalinger, formaner, tilråder og opfordrer vi på enhver måde dig, høje konge til - da det jo med rette må befrygtes, at et så alvorligt og uhyrligt overgreb af slette mennesker bliver benyttet som et forbillede for dristig optræden, og da den kirkelige frihed i dette tilfælde bliver udsat for en utålelig krænkelse i Eders tid, stormægtige konge - og pålægger dig strengt med en advarende henvisning til Guds straffedom, at du under hensyntagen til Guds kærlighed og din egen frelse og ydermere af hensyn til den ærbødighed for kirken, som du hidtil fromt har iagttaget, udvirker, at den fornævnte biskop så hurtigt som muligt udfris fra det fængsel, hvori han holdes fangen, og at han og hans folk fuldt ud bliver genoptaget i den kongelige nåde, og at I, stormægtige konge, foranlediger, at de besiddelser samt andet gods, som er blevet frataget ham og hans kirke og også andreN ved denne lejlighed, bliver givet tilbage af enhver, der holder det tilbage, og at I ikke tillader, at det gods for fremtiden bliver beslaglagt af nogen, ej heller at denne biskop eller hans folk yderligere mod skyldig respekt bliver udsat for overlast fra nogen som helst. Men hvis der, hvad vi ikke tror, måtte blive handlet på anden måde, vil vi, hvor meget vi end elsker Eder, stormægtige konge, ikke i denne sag kunne gøre andet end at udføre vor embedspligt. Derfor skal du vide, at vi ved vort brevN samvittighedsfuldt har pålagt vor ærværdige broder Absalon, ærkebiskop af Lund, det apostoliske sædes legat, at han skal lægge hele det rige, der er undergivet dig, stormægtige konge, under interdikt og sørge for, at samme kendelse ubrydeligt overholdes, indtil det, som vi forud har omtalt, måtte være gjort godt igen. Men hvis enten du, stormægtige konge, eller nogle andre, der er undergivet din magt, måtte have noget at fremføre som klage mod ham, vil det i overensstemmelse med de kanoniske regler kunne fremføres og bringes til afslutning over for os eller over for de dommere, som måtte blive udpeget af det apostoliske sæde i denne sag.