Til sin højhellige fader og højærværdige herre Innocens, af Guds nåde den hellige romerske eller rettere den altomspændende kirkes høje pave sender Niuelo, ud af sammes tålmod Soissonskirkens ydmyge tjener, hilsen og redebon så vel som tilbørlig lydighed i alle ting.
Lovet være Gud og vor herre Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader og al trøstens Gud, som trøster os under al vor trængsel. O, hvor stor en trængsel trykkede os ikke, højhellige fader, hvor stor en modgang plagede os ikke, dengang da vor allerkristeligste fyrste, som mange mente, i nogen måde vilde stille sig imod Eder og den hellige romerske kirke, og den galliske kirke for vore synders skyld holdt inde med at prise Gud, hvad den plejede at gøre så fromt og klart og fuldtonende, som I, fader, til fulde ved. Men omendskønt fjenden har lagt meget øde i helligdommen, er Herrens hånd dog ikke blevet svag, så at han ikke kan frelse sit hus, nemlig den galliske kirke, den, som han erhvervede med sit eget blod, og som han til sin pris har udmærket med sin særlige nåde. Den romerske kirke er jo vor stærke stad, og en mur er rejst på den til forsvar og bolværk for os, og den gjorde med megen omsigt vor ærværdige fader, det apostoliske sædes legat hr. Octauianus af Ostia, til udenværk for os, han, som strax ved sin ankomst på vidunderlig vis udrettede så meget, eller rettere Gud udrettede gennem ham så store ting, som vi næppe kunde tro havde været mulige. Thi hr. kongen modtog ham med velvilje og tillige med den tilbørlige ærefrygt og hæder. Men denne vendte sig strax til kongen med sine frelsebringende påmindelser, som der ikke var det ringeste håb om, at denne vilde så meget som lytte til. Men eftersom den Helligånds nåde ikke vil vide af møjsommelig sendrægtighed, stillede kongen ham tilfreds uden at gøre nogen vanskelighed — hvad vi tror skete efter indgivelse af Ham, som drager ånde, hvor og når han vil — med den mest fyldestgørende sikkerhed, hvad angår genoprettelsen af tabene og boden for uretfærdighederne mod kirkerne og kirkens mænd. Den gode begyndelse forfulgte han da også, og som det var hans pligt, trængte han uophørligt ind på ham for at overtale ham til med god vilje at tage imod den berømmelige dronning og tillige behandle hende med ægteskabelig kærlighed og gøre sin ægteskabelige pligt, idet han agtede at befæste ægteskabet med varig fred. Men eftersom lærerens tunge taler til ingen nytte, om ikke det kommer indefra, som det hedder, kunde han for vore synders skyld på ingen måde påvirke kongen dertil. Dog gjorde han, hvad han burde. Han pålagde og påbød ham alvorligt og strengt på apostolisk myndighed, at han skulde godkende hende som sin hustru og behandle hende med hæder som sin dronning efter at have sendt medhustruen uden for sit land. Da kongen var bange for at handle imod disse befalinger, indvilgede han omsider på den tålmodigste måde — skønt mod sin vilje og ikke uden sjælekval, som man kunde se på hans ansigt — i det, som jo dog behagede Ham, som nævner det, som ikke er, som om det er, han, som rører ved bjergene, så de ryger, og lovede at ville gøre, hvad der var befalet, og stadfæstede dette løfte gennem en af sine riddere med edsaflæggelse på sin sjæl, idet han dog erklærede, at der blev anvendt tvang imod ham af den høje pave, medens dronningen tværtimod med egen røst gav til svar, at retten netop skete fyldest ved Eder, hellige fader. Efter at disse ting offentligt og højtideligt var fuldbyrdet i nærværelse af os og flere prælater, forlangte kongen meget indtrængende af hr. legaten at komme for retten i ægteskabssagen, at der blev vist ham fuld retfærdighed, og at der fastsattes en passende dag, og denne hans anmodning hverken kunde eller vilde han afvise, og han udpegede med fælles samtykke et sted for begge parter og en dag med en passende tidsfrist, hvad vi tror, han vil meddele Eder i sit eget brev. Ej heller mener vi, hellige fader, at det bør forties, det som vi fra nu af ikke kan tie stille om. Thi tavsheden blev ophævet barmhjertigt, retfærdigt og klogt af samme legat, eller rettere af Eder gennem denne, den tavshed, som på grund af vore synder var blevet pålagt os, det almindelige interdikt mener vi. Eftersom der som følge af dette var så stærk en smerte hos menigheden, at den næppe kan beskrives, giver glæden og jubelen os en så langt dybere trøst. Derfor giver vi pris, ære og hæder til Herren, som ikke svigter dem, der sætter deres håb til ham, og ej heller i sin vrede har holdt sin miskundhed tilbage, og vi bringer Skaberen de frommeste taksigelser, han, som løste de stumme tunger, for at de kunde hengive sig til at tjene Gud, og åbnede de døve øren til lydighed mod Guds ord, og i Herren priser vi i højeste grad denne legats rosværdige klogskab i denne sag og Eders helligheds fuldkomne bestandighed, højærværdige fader, hvoraf det klarere end lyset ses, at I har iført Eder den sande Josefs kjortel.
Biskop Niuelo af Soissons' udaterede indberetning til pave Innocens er optaget i fragmentet af registerbindet fra det tredie paveår og findes ligeledes refereret i indholdsfortegnelsen hertil. For dateringens vedkommende henvises til nr. 12.
Sanctissimo patri ac domino reuerendo .I. dei gratia sancte Romane immo uniuersalis ecclesie summo pontifici .N. eiusdem patientia Suessionensis ecclesie minister humilis. salutem. et tam paratam quam debitam in omnibus obedientiam.
Benedictus deus et pater domini nostri Ihesu Christi. pater misericordiarum. et deus totius consolationis. qui consolatur nos in omni tribulatione nostra. O / quanta tribulatio pater sanctissime nos premebat. quanta nos urgebat aduersitas. quando christianissimus princeps noster uobis et sancte Romane ecclesie aliquatenus obuiare credebatur a multis. et Gallicana ecclesia a diuinis laudibus peccatis exigentibus muta erat. in quibus ut plene nouit uestra paternitas deuotius consueuerat et preclarius personare. Verumtarmen licet multa malignatus sit inimicus in sancta. non est tamen attenuata manus domini. ut saluare non possit domum suam Gallicanam uidelicet ecclesiam quam proprio sanguine acquisiuit. quam et speciali gratia in suis laudibus insigniuit. Ur<b>s quidem fortitudinis nostre Romana est ecclesia. et positus in ea murus qui sua nos protectione defendit. et multa nobis circumspectione antemurale constituit uenerabilem patrem nostrum apostolice sedis legatum dominum .. Hostiensem qui in nouitate aduentus eius. immo deus per ipsum mirabiliter tanta fecit. quanta posse fieri uix credere poteramus. Dominus quippe rex eum benigne suscepit. ea reuerentia qua decuit pariter et honore. Ipse uero regem statim salubribus monitis est aggressus. quibus ipsum uel aurem etiam uelle accommodare aliquatenus spes non erat. Sed quia nescit tarda molimina spiritus sancti gratia. ipso sic inspirante sicut credimus qui ubi uult et quando uult spirat. sine difficultate aliqua. de dampnorum restitutione. et satisfactione iniuriarum ecclesiis et uiris ecclesiasticis facienda. fecit eum rex sufficientissima cautione securum. Qui et bene cepta non deserens. debitis persuasionibus non cessauit instare. ut et illustrem reginam in bona reciperet uoluntate. et maritali pertractaret affectu. et debitum coniugale solueret. coniugium illud intendens perpetua pace firmare. Sed quia ut legitur. nisi sit intus qui doceat. in uanum docentis lingua laborat. peccatis exigentibus ad hoc regium animum nullomodo potuit inclinare. Fecit tamen quod debuit. Iniunxit ei auctoritate apostolica et precepit seueriter et districte. ut tamquam uxorem eam admitteret. et tractaret honorifice ut reginam. ea quam superinduxerat extra propriam terram abiecta. Quibus ille mandatis metuens obuiare; licet inuitus nec sine dolore animi ut facies indicabat. prout ei tamen placuit qui uocat ea que non sunt tamquam ea que sunt; qui tangit montes et fumigant. tandem patientissime acquieuit. se facturum promittens quod fuerat imperatum. et promissionem ipsam per unum militum suorum facto in animam regis iuramento confirmans. asserens tamen sibi a summo pontifice uim inferri. regina e contrario uoce propria respondente. immo a uobis pater sancte fieri iustitie complementum. Quibus coram nobis et prelatis pluribus publice et sollempniter adimpletis; rex audiri super matrimonio. sibi iustitie plenitudinem exhiberi. diem competentem prefigi. a domino legato instantissime postulauit. quam ei petitionem nec ualuit. nec uoluit denegare. assignans utrique locum de communi assensu. et diem infra terminum competentem. sicut ipse uobis ut credimus propriis litteris designabit. Nec silendum credimus pater sancte. quod iam decetero non silemus. Illud enim silentium iuste misericorditer et discrete ab ipso legato. immo a uobis per ipsum solutum est. quod propter peccata nostra nobis impositum fuerat generale uidelicet interdictum. Quo in facto quia tantus dolor erat in populo. quantus exprimi non ualeret. tanto nos perfectius gaudium et exultatio consolantur. Unde ipsi qui non deserit sperantes in se. nec continuit in ira sua misericordias suas damus laudem et gloriam et honorem. et grates deuotissimas agimus creatori. qui mutorum linguas soluit. ad diuini celebrationem obsequii. et surdorum aures aperuit. ad obedientiam uerbi dei. plurimum commendantes in domino laudabilem ipsius legati prudentiam in hoc facto. et perfectissusmam pater reuerende uestre constantiam sanctitatis. ex qua luce clarius constat. quia ueri Ioseph talarem tunicam induistis.