© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Textgrundlag: a1.
Quæ præsenti pagina continentur ex testamento legauit et donauit ueneÆær dominus Absolon, Lundensis ecclesiæ archiepiscopus, Suetiæ primas, ad hoc uocatis et præsentibus domino Esberno fratre suo et Alexandro nepote suo et domino Gaufrido abbate de Sora et Tochone et Achone præpositis et magistro Iohanne et Thordone capellano suo Lundensis ecclesiæ canonicis et Anfrido presbitero et Haquino camerario suo et Paulo et Simone pueris suis et Henrico conuerso de Sora.
Totum uidelicet patrimonium suum excepto Fialensleve, quod fratri suo contulit, monasterio de Sora donauit.
Monasterio de Aas in Hallandia Vathbi cum omnibus attinentiis suis excepto molendino donauit et scotauit.
Ad mensam canonicorum Lundensis ecclesiæ Esbiruth cum molendino in Rogen et coeteris suis attinentiis, syluis omnibus et terris, donauit et scotauit. Similiter Saxulstorp in Ruma cum ecclesia et coeteris suis attinentiis eisdem fratribus ad mensam donauit et scotauit.
Ad candelas cereas utriusque coronæ et ad cereum nocturnum in monasterio beati Laurentii quatuor marcas argenti singulis annis de censu ciuitatis, qui uulgariter dicitur midsommers gieldtt, dedit.
Venerabili domino Erico Nidrosiensi archipræsuli propter iustitiam exulanti centum marcas argenti.
Martino Bergensi episcopo quinquaginta marcas argenti.
Nigello episcopo Staffengrensi quinquaginta marcas argenti.
Iwaro Hamarcopensi episcopo quinquaginta marcas argenti.
Nicolao Aslonensi episcopo ciffum argenteum et scutellas argenteas, quas idem episcopus ei quondam dederat, donauit.
Domino regi ciffum argenteum mirabiliter fabrefactum, quem dominus Nidrosiensis ei quondam dederat, et annulum aureum, quem singulis diebus portare solebat, et uasculum aureum cum musco dedit.
Dominus Suno ei tenebatur reddere cxxx marcas argenti et illud debitum domino Petro Roskildensi episcopo et fratribus suis reliquit.
Episcopo Roskildensi quinquaginta marcas argenti duabus minus concesserat ad emendum Altertofta, quas <e>idem episcopo remisit, et ciffum argenteum, quem ei quondam dederat, donauit.
Fratri eius domino cancellario ciffum argenteum, quem ei dominus Suno quondam dederat, legauit.
Domino Esberno ciffum argenteum, quem Hildebrand fecerat, et paruum ciffum, de quo pater eius potiones accipere solebat, et cuilibet filiorum suorum ciffos argenteos de maioribus ciffis dedit.
Domino Alexandro ciffum argenteum de melioribus et loricas, quas habebat, et duobus filiis suis duos ciffos argenteos modicos dedit.
Dominæ Margaretæ duos ciffos Ruianorum idolorum.
Canonicis de Paraclito ciffum argenteum de plano opere ponderantem circiter decem marcas argenti.
Maiorem ciffum argenteum, quem Sora habuit, capellæ de Sora dedit ad calicem faciendum.
De scutellis suis argenteis iussit calices fieri in monasterio beati Laurentii fortes et sufficientes. Quod uero his prædictis de ciffis argenteis et scutellis superfuerit ad perficiendas coronas in templo reseruari præcepit.
Dominus Alexander habuit octo marcas auri et dimidiam ad opus casulæ et coronarum, ex quo auro magnam partem casulæ iam apponi feci.
Eschillus presbiter annulos aureos habet ad opus eorundem reseruandos.
Argentum, quod Liuthgerus ei tenebatur persoluere, totum pauperibus iussit erogari.
Dominus archidiaconus de argento, quod accepit pro decimis et a presbiteris, et de argento, quod habet dominus Alexander, domino Nidrosiensi et episcopis prædictum argentum persoluat, et quod residuum fu<er>it inter monasteria Scaniæ et Selandiæ fideliter distribui præcepit. Dominus Alexander autem argentum suum non habet, nisi quantum conflari poterit ex septingentis marcis denariorum Schaniensium ueteris monetæ, et ex eodem argento præcepit domino Alexandro, ut xvi. marcas Soræ mitteret quibusdam persoluendas.
Argentum, quod Hericus filius Harine et Sueno frater eius et Conradus de Tumetoorp ei tenentur persoluere, cuius debiti summam archidiaconus nouit, præcepit reseruari.
Debitum, quod Bondo filius Gamalielis ei pro donatione exactionum tenebatur, heredibus ipsius Bondonis totum pro anima sua remisit.
Henrico Batti cappam forratam de pellibus marturum dedit.
Magistro Petro capellano archiepiscopi Nidrosiensis cappam forratam de pellibus griseis dedit.
Decano Lundensi pallium marturum dedit.
Thordoni capellano suo superpellicium cum pellicio de marturibus et cappam uario forratam et iuppam uario forratam dedit.
Simoni minorem iuppam de griseo forratam dedit.
Petro Stamma griseum pallium quotidianum.
Marsilio coco coopertorium uulpinum dedit.
Petro stabulario equum, quem Petrus filius Biorn ei donauit, dedit.
Fratri eius Wlf loricam, quam Esbernus Mule ei dedit, donauit.
Haquino camerario suo equum, quem Bondo ei dederat, donauit.
Equum brunei coloris Haquino Normanno dedit.
Nigrum equum, quem Soræ habuit, eidem monasterio reliquit.
Equum blaccatum domino archiepiscopo Nidrosiensi dari præcepit.
Eschillum bathsuen libertati donauit.
Mulieres, quas Nicolaus stabellarius de libertate in seruitutem suscepit, ubicunque reperiantur, cum filiis suis libertati donentur.
Mulierem acceptam de Biargahered in Scania cum filiis suis libertati donauit.
Saxoni clerico suo duas marcas argenti et dimidiam concessit, quas sibi donauit — Saxo debet duos libros, quos archiepiscopus ei concesserat, ad monasterium de Sora referre.
Magistro Iohanni bicarium argenti dedit.
Magistro Walthero pallium griseum, quo in natali domini uestiebatur, dedit.
Annulos aureos quindecim cum lapidibus et sedecimum sine lapide monasterio beati Laurentii dedit ad plenarium faciendum.
Præposito Achoni minorem ciffum argenteum, quem Soræ habuit, dedit.
Argentum, quod apud Cluniacum habuit, dimidium eidem monasterio contulit, medietatem uero ad Claram Vallem transmitti præcepit.
Ecclesiæ de Wellinge tenebatur argentum reddere, cuius summam archidiaconus nouit.
Ecclesiæ de Stangbi tenebatur mansum unum reddere, quem dedit pro manso in Køping, et iussit, ut ecclesia de Stangby habeat mansum in Køping, donec de episcopatu reddatur.
Præbendæ cuidam tenebatur dimidium mansum in Huphakre, et iussit, ut in Arlef haberet dimidium mansum, donec de episcopatu reddatur.
Præbendæ Nicolai Monialis dimidium mansum in Asmundatorp, et iussit, ut in Nibyle haberet in parrochia de Saxulstorp, donec reddatur de episcopatu.
Magister Hugo proprium præbendæ suæ habeat, donec de episcopatu persoluatur.
Archidiacono dedit pallium magnum de lækatt, si sit ibi, et si ibi non sit, lectisternium forratum de marturibus ei donauit.
Iofrido coco duas cappas pluuiales, alteram forratam.
Præcipue archidiacono præcepit, ut campanam, quam facere proposuerat, consumaret.
Magistro Hugoni lectisternium uario forratum.
Nicolao filio archidiaconi superpellicium uario forratum.
Eschillo presbytero cappam forratam, quæ est in castro de Haffn.
Christianum cocum, qui iniuste captus erat in seruitutem, libertati donauit.
Achoni magistro laterum et Achoni lapicidæ præcepit, ut archidiaconus benefaceret.
Pixidem argenteam cum reliquiis monasterio de Sora dedit.
Retribuat ei dominus mercedem æternam in uita æterna — Amen.
23 Quæ] Q rettet a1. Rettelsen foretaget af Arne Magnussen ligesom alle følgende tilføjelser og korrektioner i a1, medmindre andet bemærkes.
24 Suetiæ] Sueciæ a2a.
25-26 et Alexandro nepote suo] mangler a2a.
27 Thordone] rettet i marginen med henvisningstegn fra Tochone i linien a1.
28 presbitero] presbittero a1, a2a.
— Haquino] således a2a, ser ud som Haguino a1.
— Paulo] P rettet a1.
29 de] e rettet a1.
1 uidelicet] senere tilføjet i åben plads a1.
— Fialensleve] således a2a, Fialenshue med e'erne rettet fra ulæselige bogstaver a1.
3 Monasterio] i ny linie a2a.
— de Aas] senere tilføjet i åben plads a1.
— in] n rettet a1.
— Vathbi] bi senere tilføjet a1, Vathby a2a.
4 molendino] mo dino med len tilføjet i marginen a1.
5 Ad mensam] i ny linie a1, a2a, der begge indleder alle følgende bestemmelser med ny linie, medmindre andet bemærkes.
— Esbiruth] r rettet fra t a1.
— molendino] mo dino med len tilføjet over linien a1.
6 Rogen] således a2a, Rog: a1.
7 Saxulstorp] x rettet a1.
9 cereas] første e synes rettet fra oe a1.
11 midsommers gieldtt] ers gieldtt gennemrettet og tt tilføjet a1, midsommers gylde a2a.
16 Iwaro] w synes rettet fra uu a1, Iuaro a2a.
— Hamarcopensi] e rettet, muligvis fra u a1.
19-7 (p.60) Domino regi indtil donauit] hele stykket senere tilføjet a1.
1-2 et annulum indtil solebat] mangler a2a.
3 argenti] således a2a, argeti a1.
4 og 5 Roskildensi] Roschildensi a2a.
6 Altertofta] Alstofta a2a.
— <e>idem] idem a1, a2a.
— remisit] r rettet a1.
15 Ruianorum] synes rettet fra raianorum a1, Roianorum a2a.
18 Maiorem] ikke i ny linie a1.
— Sora] man venter Soræ, jf. nedenfor p.61,l.7, hvor man venter Soram for textens Soræ.
21 Quod] ikke i ny linie a1, a2a.
— prædictis] d rettet af skriveren a1.
24 feci] således a1, a2a. Ordet kunde tænkes fejlskrevet for fecit og referere sig til Absalon, som jo ellers ikke fremtræder i første person. Det er dog også tænkeligt, at sætningen ex quo auro magnam partem casulæ iam apponi feci ikke oprindelig har stået i texten, men er en marginalbemærkning hidrørende fra Alexander, jf. indledningen.
26 Argentum] ikke i ny linie a1, a2a.
1 decimis] sidste i rettet af skriveren a1.
2 domino] domino archiepiscopo a2a.
3 fu<er>it] fuit a1, a2a.
4-8 Dominus Alexander indtil persoluendas] korrigerer den forud anførte disposition. Måske har den nye bestemmelse, der tager hensyn til en supplerende oplysning fra Alexander, fra først af kun været en randbemærkning, som senere er føjet ind i texten, jf. indledningen.
6 septingentis] således a2a, 700 a1.
— Schaniensium] Seaniensium a2a.
7 xvi.] således a2a, .16. med 6-tallet rettet a1.
9 Hericus] rettet fra Henricus a1.
— Harine] kun H og et overskrevet bogstav ved skriveren, resten indført i tomrum a1, Harinæ a2a.
10 Tumetoorp] Tumethorp a2a.
— tenentur] tenetur a2a.
12 quod] quo a2a.
— Bondo] første o rettet a1.
— Gamalielis] lielis indføjet i åben plads a1.
13 sua] tilføjet af skriveren over linien a1.
14 Henrico] Herico a2a.
— cappam] andet p tilføjet, delvis over linien a1.
15 forratam] andet r skrevet til over linien a1.
18-19 Thordoni indtil dedit] tilføjet i marginen a1.
20 griseo] e rettet a1.
— dedit] mangler a2a.
21 Petro] ikke i ny linie a1, a2a.
23 Petrus] mangler a2a.
— Biorn] Biörn a2a.
24 Wlf] Wlff a2a.
— Mule] e rettet og M fra m a1.
25 quem Bondo ei dederat, donauit] dederat, quem Bondo ei dedit a2a.
1 brunei] u frisket op og nei tilføjet i åben plads a1.
3 blaccatum] indskrevet i tomrum a1.
4 bathsuenj ue rettet a1.
— libertati] libertate a2a.
6 libertati] libertate a2a.
— donentur] e rettet a1.
7 Biargahered] B og a rettet og hered tilføjet i tomrum med red over linien a1, Biargaherred a2a.
9 dimidiam] således a2a, dimidium a1.
— quas] quos a2a.
10 donauit — Saxo] tankestreg som her a1.
12 bicarium] carium indføjet i tomrum med rium over linien a1, biccarium a2a.
13 natali] natiuitate a2a.
15 Annulos] ikke i ny linie a1.
— quindecim] således a2a, .15. skrevet over ulæselige tegn a1.
— sine] i synes rettet a1.
15-16 monasterio] rettet fra monasterium a1.
16 Laurentii] a synes rettet a1.
18 Cluniacum] tilføjet i åben plads med cum over linien a1.
19 Claram Vallem] indføjet i tomrum a1.
22 Ecclesiæ] æ rettet, måske til a a1.
— Stangbi] Stangby a2a.
23 Køping1-2] Köpingh a2a.
— de] in a2a.
25 Præbendæ] sidste æ rettet a1.
— Huphakre] k rettet, vistnok fra c a1, Huphackre a2a.
26 Arlef] Arleff a2a.
1 Præbendæ] sidste æ rettet a1.
— Nicolai] o rettet a1.
— Asmundatorp] Asmundathorp a2a.
2 Nibyle] y rettet og le indsat i tomrum a1, Nybyle a2a.
— Saxulstorp] I rettet og s føjet til a1.
— reddatur] soluetur a2a.
4 præbendæ] sidste æ rettet og suæ tilføjet over lille tomrum i linien a1.
6 Archidiacono] således a2a, Achidiacono a1.
— de] indsat i åben plads i linien a1.
— lækatt] æ og første t rettet og sidste t føjet til a1.
11 uario] io rettet a1.
12 superpellicium] sidste i frisket op a1, superpelliceum a2a.
— uario] o rettet fra e a1.
13 presbytero] således a2a, præsbittero a1.
14 libertati] rettet fra libertate a1, libertate a2a.
16 laterum] indføjet i tomrum med rum over linien a1.
— lapicidæ] tilføjet over linien a1.
19 Retribuat] ikke i ny linie a1.
— æternam] mangler a2a.
— Amen] i flugt med det foregående efter en tankestreg a1.
5-8 Jævnfør optegnelserne om de samme gaver i Libri memoriales capituli Lundensis s. 66: Absalon archiepiscopus, qui hanc ecclesiam multis decorauit ornamentis, uidelicet duabus coronis et gemina cruce, calicibus, campanis, sanctorum reliquiis, libris diuersis, pontificalibus indumentis, et duas mansiones Esperuth et Saxenthorp in memoriam sui fratribus ad communem mensam reliquid (=reliquit) og hos Arnold af Lybæk lib. V cap. 18: Large sua ecclesiis et monasteriis conferens maxime cathedralem ecclesiam beati Laurentii martiris Lundis ditare et ornare studebat coronis preciosis et campanis maximis, ut nunc cernitur, et diuersis ornamentis.
Hvad der indeholdes i dette skrift, testamenterede og bortgav den ærværdige herre Absalon, Lundekirkens ærkebiskop, Sverrigs primas, i nærværelse af hr. Esbern hans broder, Alexander hans nevø, hr. Gaufred abbed i Sorø, provsterne Toke og Åge, magister Jens og hans kapellan Tord, kanniker i Lunde kirke, præsten Arnfred, hans kammermester Hågen, hans svende Poul og Simon og lægbroderen Henrik fra Sorø, som var tilkaldte hertil.
Hele sin fædrenearv skænkede han til Sorø kloster, undtagen Fjenneslev, som han overdrog sin broder.
Til Ås kloster i Halland gav og skødede han *Vathbi med alle sine tilliggender undtagen møllen.
Til Lundekirkens kannikebord gav og skødede han Äsperöd med møllen i Rönneån og sine øvrige tilliggender, alle skove og jorder. På samme måde gav og skødede han til samme brødres bord (Östra) Sallerup i *Ruma med kirken og sine øvrige tilliggender.
Til voxkærter i begge lysekroner og til nattelys i Skt. Laurentii kloster gav han 4 mark sølv årligt af byens skat, som på folkemålet kaldes midsommergæld.
Den ærværdige hr. Eirik, ærkebiskop af Nidaros, som er landflygtig for retfærdighedens skyld, 100 mark sølv.
Martein, biskop af Bergen, 50 mark sølv.
Njal, biskop af Stavanger, 50 mark sølv.
Ivar, biskop af Hamar, 50 mark sølv.
Nikulas, biskop af Oslo, skænkede han et sølvbæger og de sølvtallerkener, som samme biskop fordum havde givet ham.
Hr. kongen gav han det skønt forarbejdede sølvbæger, som den herre af Nidaros engang havde foræret ham, en guldring, han bar hver dag, og en lille guldflaske med moskus.
Hr. Sune var forpligtet til at betale ham 130 mark sølv tilbage, og denne gæld eftergav han hr. Peder, biskop af Roskilde, og hans brødre.
Biskoppen af Roskilde havde han overladt 48 mark sølv til at købe Almstofte; dem eftergav han samme biskop og skænkede ham det sølvbæger, han forhen havde fået af ham.
Til hans broder, hr. kansleren testamenterede han det sølvbæger, som hr. Sune engang havde givet ham.
Hr. Esbern gav han det sølvbæger, som Hildebrand havde lavet, og det lille bæger, som hans fader plejede at skåle med, og hver af hans sønner fik et af de større sølvbægre.
Hr. Alexander fik et sølvbæger, af de bedre, og de brynjer, han ejede, og hans to sønner gav han to mindre sølvbægre.
Fru Margrete to bægre fra Rygboernes afgudsbilleder.
Kannikerne af Helligånden et sølvbæger i fladt arbejde, omtrent af vægt som 10 mark sølv.
Det store sølvbæger, han havde stående i Sorø, gav han Sorø kapel til at gøre en kalk.
Af sine sølvtallerkener bød han, at der skulde gøres kalke til Skt. Laurentii kloster, og det svære og gode. Men hvad der måtte blive tilovers af sølvbægre og tallerkener, befalede han skulde henlægges til fuldførelse af lysekronerne i kirken,
Hr. Alexander har fået 87½ mark guld til arbejdet på messehaglen og lysekronerne, af hvilket jeg allerede har ladet en stor del påsætte messehaglen.
Præsten Eskil har guldringe, som skal henlægges til samme arbejde.
Det sølv, Lydger skyldte ham, bød han i sin helhed at uddele til de fattige.
Hr. ærkedegnen skal af det sølv, han har modtaget i tiende og af præsterne, og af det sølv, som hr. Alexander har, betale herren af Nidaros og biskopperne som foran bestemt, og hvad der måtte blive tilovers, skal han samvittighedsfuldt fordele mellem klostrene i Skåne og Sjælland. Men hr. Alexander har ikke hans sølv, kun så meget som kan udvindes af 700 mark skånske penge i gammel mønt, og af dette sølv pålagde han hr. Alexander at sende de 16 mark til Sorø, at udbetale til forskellige.
Det sølv, som Erik Arines søn og hans broder Svend og Konrad af Tommerup skylder at udrede til ham, hvilken fordring ærkedegnen kender størrelsen på, bestemte han skulde henlægges.
Den gæld, som Bonde Gamaliels søn var ham skyldig for oppebørselsgaven, eftergav han helt og holdent Bondes arvinger for sin sjæls skyld.
Henrik Batte gav han en kappe med mårskindsfoer.
Magister Peter, kapellan hos ærkebiskoppen af Nidaros, gav han en kåbe med gråværksfoer.
Dekanen i Lund gav han en mårkappe.
Sin kapellan Tord gav han en korkåbe med en kåbe af mårskind, en kappe med forskelligt skindfoer og en kjortel med forskelligt skindfoer.
Simon en mindre kjortel med gråværksfoer.
Peder Stamme en grå hverdagskappe.
Marsil kok gav han et sengetæppe af ulveskind.
Peder staller gav han den hest, som Peder Bjørns søn havde foræret ham. Hans broder Ulf forærede han den brynje, som Esbern Mule havde givet ham.
Sin kammermester Hågen forærede han den hest, som Bonde havde givet ham.
Den brune hest gav han Hågen Nordmand.
Den sorte hest, som han havde i Sorø, overlod han samme kloster.
Den blakkede hest bestemte han skulde gives til ærkebiskoppen af Nidaros.
Eskil badesvend skænkede han friheden.
De kvinder, som Niels staller har indtaget fra frihed til trældom, skal, hvor de end findes, have skænket friheden med deres børn.
Den kvinde, som var indtaget fra Bjäre herred i Skåne, gav han friheden tillige med hendes børn.
Sin klerk Saxo overlod han de 2½ mark sølv, som han havde givet ham. Saxo er pligtig til at tilbagelevere Sorø kloster de to bøger, ærkebiskoppen havde overladt ham.
Magister Jens gav han et bæger af sølv.
Magister Valter gav han den grå kåbe, som han iklædtes juledag.
15 guldringe med stene og 1 uden sten gav han Skt. Laurentii kloster til at lade gøre et plenarium.
Provsten Åge gav han det mindre sølvbæger, som han havde i Sorø.
Det sølv, han havde stående i Cluny, gav han halvdelen af til dette kloster; men den anden halve del bestemte han skulde sendes til Clairvaux.
Til kirken i Vällinge var han pligtig at erlægge en sum sølv, som ærkedegnen kender størrelsen på.
Til kirken i Stångby var han pligtig at udrede et bol, som han gav for et bol i Köpinge, og han bestemte, at kirken i Stångby skulde have bolet i Köpinge, indtil det (andet) blev udredet af bispestolen.
Til et vist præbende skyldte han et halvt bol i Uppåkra, og han bestemte, at det skulde have et halvt i Arlöv, indtil det (andet) blev udredet af bispestolen.
Til Niels Nonnes præbende et halvt bol i Asmundtorp, og han bestemte, at det skulde have (erstatning) i Nöbbelöv, i (Västra) Sallerup sogn, indtil det (andet) blev udredet af bispestolen.
Magister Hugo skal have, hvad der er særligt henlagt til hans præbende, indtil der betales vederlag af bispestolen.
Ærkedegnen gav han en stor lækatskappe, hvis den kan findes. Var den der ikke, forærede han ham et sengetæppe foret med mårskind.
Jofred kok to overkapper, af hvilke den ene er foret.
Han pålagde indtrængende ærkedegnen at fuldføre den klokke, han havde planlagt at gøre.
Magister Hugo et sengetæppe med forskelligt skind.
Ærkedegnens søn Niels en korkåbe med forskelligt skind.
Præsten Eskil den forede kappe, som er på Københavns borg.
Kristian kok, der med urette var indtaget til træl, skænkede han friheden.
Han befalede ærkedegnen at betænke Åge murermester og Åge stenhugger.
Et sølvgemme med relikvier gav han Sorø kloster.
Herren gengælde ham med en evig løn i det evige liv. Amen.
Allerede Otto Sperling jun. henledte opmærksomheden på, at Absalon ikke fremtræder i første person i sit testamente, men til stadighed omtales i tredie. Han drog deraf den slutning, at Absalon havde dicteret sin sidste vilje og en anden ført den i pennen. Sperling påpegede ligeledes, at segl og underskrifter mangler.
Hans Olrik har senere karakteriseret testamentet som »optegnelser« og gjort gældende, at det juridisk set ikke foreligger i fuldgyldig form med underskrifter og datering.
Hvad først affattelsen angår, må det understreges, at en anden dictator har været virksom ved siden af Absalon. Til slut hedder det: Retribuat ei dominus mercedem æter nam in uita æterna — Amen. Disse ord kan ikke godt hidrøre fra ærkebiskoppen. Står det på denne måde fast, at dokumentet i den form, det er os overleveret, i det mindste på eet punkt udviser blandet affattelse, fortjener det videre at blive fremhævet, at der synes at være andre tilføjelser inde i texten. En af bestemmelserne bliver ændret af en efterfølgende: Absalon disponerer over det sølv, quod habet dominus Alexander; men dette rettes strax efter ved udtalelsen Dominus Alexander autem argentum suum non habet, nisi quantum conflari poterit ex septingentis marcis denariorum Schaniensium ueteris monetæ. Denne sidste bemærkning har form af en indvending, der må stamme fra Alexander personlig — han nævnes som tilstedeværende blandt vidnerne. Havde oplysningen været til rede ved formuleringen af den første bestemmelse, kunde denne ikke have fået den udformning, den har. Det er derfor sandsynligt, at indvendingen er kommet til på et senere tidspunkt og da kan være anbragt som marginalnote. Muligvis forholder det sig på samme måde med en anden meddelelse fra Alexanders side. Han har fået 8½ mark guld til arbejdet på messehaglen og lysekronerne, hedder det, og det tilføjes ex quo auro magnam partem casulæ iam apponi feci. Det »jeg«, der taler her, kunde tænkes fejlskrevet for »han« og dermed henvise til Absalon. Men bibeholdes ordlyden, således som den ifølge de to textkilders samstemmende vidnesbyrd har stået i a, refererer den citerede sætning sig til Alexander. Den udgør da en bemærkning tilføjet af denne og har måske også oprindelig haft plads i marginen. Alexander kan nemlig ikke have ført testamentet i pennen og derved have ladet det lille »jeg« smutte ind, da han i henhold til det netop fremførte ræsonnement først kan have givet besked om sølvbeholdningen, efter at dokumentet allerede var udformet på dette punkt.
Efter det her anførte er der tre fremmede indskud eller tilføjelser til Absalons testamente. Men der er også andre særegenheder. Den velkendte påmindelse til Saxo om, at han har pligt til at tilbagegive Sorø kloster to bøger, er således de testamentariske bestemmelser uvedkommende. På samme linie ligger det påbud, Absalon giver ærkedegnen i Lund om fremfor alt at gøre klokken færdig. Heller ikke dette hører strengt taget hjemme i et testamente. Men måske findes forklaringen på alle disse ejendommeligheder i det forhold, at Absalons testamente er det første danske dokument af denne art, i det mindste det første, hvis ægthed ikke kan anfægtes. Der kan på dette tidlige tidspunkt endnu ikke have fæstnet sig en hjemlig tradition for opsættelsen af testamenter, og dette er sikkert grunden til, at uvedkommende elementer har fundet vej ind i texten. Det er derimod ikke rigtigt med Olrik at betragte testamentet som værende uden juridisk gyldighed. At datering fattes, spiller i så henseende ingen som helst rolle. Ej heller er de manglende underskrifter afgørende. Men der er ingen besegling, eller præcisere: i de afskrifter, vi har kendskab til, er der ingen beseglingsformel. Dette vilde have vægt, hvis det ikke netop forholdt sig sådan, at den objektive affattelse viste, at tanken med opsættelsen af dokumentet var at tilvejebringe, ikke et diplom, hvis autenticitet beroede på seglet, men en akt, hvor hele beviskraften lå hos vidnerne, der nævnes strax i begyndelsen. Udformningen er, hvad dette angår, til overflod i overensstemmelse med kanonisk ret, som foreskrev, at testamenter for at være retsgyldige skulde oprettes i nærværelse af sognepræsten og to eller tre vidner, jf. c. 10 X III 26, Noget helt andet er, at Absalon tilsidesatte de hjemlige retsregler, idet han forfordelte sine arvinger og skænkede mere til Sorø kloster, end loven tillod. Hans dispositioner i så henseende vandt dog fuldt ud anerkendelse hos hans broder, Esbern Snare, som først og fremmest fik sin arvelod beskåret gennem nærværende testamente, jf. Sorø gavebog, SS. rer. Danicarum IV 473.
Med hensyn til dateringen af Absalons testamente kan man henholde sig til den velunderrettede samtidshistoriker Arnold af Lybæk. Denne har følgende linier om Absalons sidste stunder: Monasterium Cysterciensium monachorum in Sora edificare et ditare satagebat, ubi etiam circa finem dierum suorum molestia corporis tactus egrotabat. Ordinatis autem ecclesie sue rebus in die beati Benedicti abbatis diem clausit extremum (MGH. SS. in usum scholarum lib. V, cap. 18, s. 174). Det fremgår af dette, at Absalon blev syg i Sorø kloster og efter at have truffet sine sidste dispositioner afgik ved døden sammesteds 21. marts. Året var 1201 (Libri memoriales capituli Lundensis 66). 1200 28.december var Absalon i Lund (nr. 24). Testamentet må være opsat i Sorø i 1201, før 21. marts.