Innocentius episcopus seruus seruorum dei uenerabilibus fratribus uniuersis F archiepiscopis et episcopis per regnum Francie constitutis; salutem et apostolicam benedictionem.
Apostolica sedes que deo disponente cunctorum fidelium mater est et magistra; predecessorum nostrorum temporibus diuersis causis inspectis cum quibusdam minus legitime genitis dispensauit. etiam ex adulterio procreatis. quos ad actus spirituales legitimans; in pontifices quoque promoueri concessit. Cum igitur maior ydoneitas in spiritualibus quam secularibus requiratur; dubitari non debet quin ipsa tales ad actus legitimare ualeat seculares. presertim ad petitionem eorum qui preter Romanum pontificem alium inter homines superiorem minime recognoscunt; habentem huiusmodi potestatem. Quoniam igitur karissimus in Christo filius noster Philippus rex Francorum illustris preter primogenitum suum quem de coniuge prima suscepit; aliam prolem non habet nisi puerum et puellam. quos ei nobilis mulier quondam filia nobilis uiri ducis Maranie peperit nuper defuncta. de sua posteritate proinde cogitans a nobis humiliter postulauit; ut eos legitimare per fauorem auctoritatis apostolice curaremus. uehementer affirmans; quod postquam uenerabilis frater noster Willelmus. Remensis. archiepiscopus sancte Sabine cardinalis tunc apostolice sedis legatus; inter eum ac karissimam in Christo filiam nostram .I. reginam Francorum illustrem diuortii sententiam promulgauit. licet ipsa sententia per sedem apostolicam postmodum fuerit reuocata propter iudiciarium ordinem non seruatum. nulla tamen ad ipsum de alia non ducenda prohibitio facta peruenit. et propter probationes affinitatis exibitas coram eodem archiepiscopo quas idem rex ueras esse credebat. inter eum ac prefatam nobilem putabat esse uinculum coniugale; quamquam nostra fuerit auctoritate compulsus ut et ipsam dimitteret. et reginam reciperet memoratam. Nos igitur attendentes in eo deuotio nis constanciam et fidei puritatem quam a progenitoribus suis erga Romanam ecclesiam quasi quodam hereditario iure contraxit. ut tam honori regie dignitatis quam utilitati et necessitati regni Francorum prouide consulamus predictos puerum et puellam. de speciali gratia legitimationis titulo de communi fratrum nostrorum consilio decoramus. ut nullus eis ex natalibus defectus obsistat. ita uidelicet. ut per hoc nullum eidem regi uel prefate regine in matrimoniali causa preiuditium generetur. Vos ergo quod super hoc a nobis est prouida deliberatione statutum. et uos ipsi firmiter obseruetis et ab aliis faciatis per censuram ecclesiasticam inuiolabiliter obseruari. et cum ab eodem rege fueritis requisiti; secundum formam prescriptam sollempniter publicetis.
Datum Anagnie. iiiito, nonas nouembris. pontificatus nostri anno. iiiito*.
13 dispensationis predicte] henviser til den foregående rubrik Regesta Vaticana 8A, gl. foliering f. cxli, Theiner, Vetera monumenta, I 60 nr. 181: Regi Francorum super legitimatione liberorum quos genuit ex concubina antequam (fejl for postquam) fieret diuortium inter ipsum et reginam.
10 quos] med en rettelse i s a.
17 puerum=Philippum.
— puellam=Mariam.
— nobilis mulier=Agnes.
18 Maranie=Meranie.
23 I.=Ingeburgem.
25 reuocata] tilføjet i marginen af anden hånd med henvisning fra påbegyndt ord promulu i linien. Herefter tomrum på to bogstaver a.
27 exibitas=exhibitas.
12 anno. iiiito*] herefter tilføjes i a: anno gratie. mto.ctocto. primo, jf. indledningen.
Innocens, biskop, Guds tjeneres tjener, til alle sine ærværdige brødre ærkebiskopperne og biskopperne i Frankrigs rige hilsen og apostolisk velsignelse.
Det apostoliske sæde, som efter Guds bestemmelse er moder og læremester for alle troende, har i vore forgængeres tid efter at have undersøgt de forskellige sager givet dispensation til nogle, der var kommet til verden på uretmæssig måde, selv når de var avlet i hor, og har legitimeret dem til åndelige handlinger og endog bevilget, at de blev befordret til præster. Da der nu fordres en større skikkethed til åndelige anliggender end til verdslige, bør der ikke herske tvivl om, at det er beføjet til at legitimere sådanne til verdslige handlinger, ganske særligt, når det sker efter anmodning af dem, som ud over den romerske pave ikke anerkender nogen som helst menneskelig øvrighed med beføjelse hertil. Da nu vor meget kære søn i Kristus Filip, de Franskes berømmelige konge, ud over sin førstefødte søn, som han fik med sin første ægtefælle, ikke har andet afkom end den dreng og pige, som den for nylig afdøde højbårne kvinde, fordum datter af den højbårne mand hertugen af Meran, bragte ham til verden, har han af denne grund tænkt på sin efterslægt og i ydmyghed fremsat ønske for os om, at vi vilde sørge for at legitimere dem ved vor apostoliske myndighed og nåde, og med styrke forsikret, at han, efter at vor ærværdige broder Willelmus, ærkebiskop af Reims, kardinal af Sta. Sabina, dengang det apostoliske sædes legat, havde forkyndt skilsmissedommen mellem ham og vor meget kære datter i Kristus Ingeborg, de Franskes berømmelige dronning, omendskønt denne dom senere blev omstødt af det apostoliske sæde, da rettergangsreglerne ikke var overholdt, dog ikke fik noget forbud i hænde mod at ægte en anden, og at han på grund af de beviser på svogerskab, der blev fremført for samme ærkebiskop, og som samme konge troede var sande, mente, at der forelå ægteskabsbånd mellem ham og førnævnte højbårne kvinde, skønt han på vor myndighed er blevet tvunget til både at forstøde hende og genantage nævnte dronning. Idet vi altså retter vor opmærksomhed mod hans bestandige hengivenhed og rene trofasthed over for den romerske kirke, som han har fået fra sine forfædre så at sige ved arvelig ret, så udmærker vi efter vore brødres fælles råd og af vor særlige nåde — med det formål fremsynet at drage omsorg for så vel kongeværdighedens hæder som de Franskes riges behov og tarv — førnævnte dreng og pige med legitimering, så at ingen mangel ved fødslen skal lægge dem hindringer i vejen, dog således at der ikke herigennem skal være præjudiceret samme konge eller førnævnte dronning noget i ægteskabssagen. I skal altså både selv urokkeligt overholde, hvad der efter fremsynet overvejelse er bestemt af os angående dette, og sørge for under kirkelig straf, at det ubrødeligt overholdes af andre og, når I bliver opfordret hertil af samme konge, højtideligt forkynde det i overensstemmelse med den foran anførte ordlyd.
Givet i Anagni den 2. november i vort pavedømmes fjerde år.
Pavebullen indeholder, således som den foreligger i Filip Augusts register, en uregelmæssighed i datumsformlen. Efter den regelrette angivelse af udstedelsessted, dato og paveår følger tidsbestemmelsen: anno gratie. mo.coco. primo. I de pavebuller, som hører til kategorien priuilegia (jf. nr. 38) findes en lignende årsangivelse, omend altid af ordlyden anno dominice incarnationis. Men nærværende skrivelse er af en anden type, litterae, og i denne forekommer aldrig inkarnationsåret som dateringselement. Der er ingen tvivl om, at den nævnte tidsbestemmelse er tilføjet senere i afskriften og er at slette nedenfor i texten.
En tilsvarende pavelig skrivelse, rettet til kong Filip August, er fremdraget af Heinrich Singer. Den er optaget i Bernardus Compostellanus antiquus' dekretalsamling og går tilbage til den tabte registeroverlevering, som ellers kun kendes gennem indholdsfortegnelsen, jf. apparatet. Ordlyden er mutatis mutandis den samme som her. Dog mangler de sidste linier med den særlige befaling til prælaterne, ligesom de indledende formler er kortet af og dateringen udeladt (Heinrich Singer i Sitzungsberichte d. Akademie d. Wissenschaften in Wien. Phil.-Hist. K1.171,2 (1914) 25, 26, 89). Bullen til den franske konge er også påvist som dekretal hos Alanus (jf. Singer l.c. samt Rudolf v. Heckel, Die Dekretalensammlungen des Gilbertus und Alanus. Zeitschrift d. Savigny-Stiftung. Kanonistische Abt. XXIX (1940) 287).