Til den højbårne mand Guillaume af MontpellierN.

Du har, højbårne mand, gennem vor ærværdige broder ærkebiskop Imbertus af ArlesN, der er kommet til det apostoliske sæde, ansøgt os om, at vi vilde værdiges at ophøje dine sønner ved at legitimere dem, for at ikke en hindring ved fødslen skulde komme dem til skade, så de ikke kunde efterfølge dig ... Thi da vor meget kære søn i Kristus Filip, de Franskes berømmelige konge, forstødte vor meget kære datter i Kristus Ingeborg, de Franskes berømmelige dronning, og senere fik en søn og en datter med en anden, han havde taget som medhustruN, og du på samme måde efter at have forskudt din retmæssige hustru tog dig en anden som medhustru, med hvem du fik sønner, mente man, at det apostoliske sæde i sin velvilje burde give dispensation til dine børn, ligesom det havde givet det til kongensN, særlig da der forelå mere tvingende grunde herfor, og du i særlig grad er undergivet os . ... Men hvis man omhyggeligt holder sig sandheden for øje, befindes sagen ikke at ligne denne, men at være i høj grad forskellig herfra. Thi denne samme konge blev skilt fra fornævnte dronning ved en dom af Willelmus, ærkebiskop af Reims, det apostoliske sædes legatN, saligt ihukommet. Men du skilte dig ved din hustru, efter hvad der siges, af egen dumdristighed. Ligeledes tog han en medhustru, førend forbudet mod at indgå ægteskab med en anden nåede til ham, og med hende vides han at have fået tvillingerN. Men du fordristede dig til at tage en medhustru i foragt for kirken, og derfor løftede kirken sit hævnens sværd mod dig. Desuden rejste denne samme konge over for den førnævnte dronning indvending mod ægteskabet under henvisning til svogerskabshindring og førte vidner for fornævnte ærkebiskop, og eftersom dennes dom kun blev kasseret, fordi den blev fældet mod rettergangsreglerne, har vi ment at måtte tilstå ham vor ærværdige broder biskop Octauianus af Ostia og vor elskede søn Iohannes, kardinalpresbyter af Sta. Prisca til at undersøge denN, efter at fornævnte dronning er blevet genindsat. Men efter hvad der forsikres, rejste du ikke indvending over for din hustru om noget, som kunde medføre skilsmisse, da en krænkelse af ægtesengen dog ikke vilde have betydet en krænkelse af det ægteskabelige bånd, omend troskab er et af ægteskabets tre goder. Om samme konges børn er ægte eller uægte, kan der fremdeles med rette råde tvivl, så længe dette spørgsmaal om svogerskab, der er rejst som indvending, står uafgjort hen. Thi hvis svogerskabet bliver bevist, vil det være klart, at fornævnte dronning ikke er kongens hustru, og som følge deraf vilde den anden ses at være lovligt gift med ham og have bragt ham ægtefødte børn til verden. Men med hensyn til dine erklærer du ikke selv, at de kan være ægtefødte, så lidt som der er noget grundlag for denne antagelse ... Skønt vi altså har ment at måtte give dispensation til børnene af de Franskes oftnævnte konge, om hvilke der fra først af har rådet tvivl, om de virkelig var ægtefødte ... har vi indtil nu ment at måtte sidde fornævnte ansøgning overhørig og for øjeblikket undlade at imødekomme dine bønner herom, indtil det kan godtgøres, at brøden er mindre grov, retshåndhævelsen mindre hård — om dette da vil være muligt....

Givet i Lateranet.