A. dei gracia Lundensis ecclesie archiepiscopus Suecie primas uniuersis fidelibus hoc scriptum cernentibus in uero salutari salutem.
Notum sit uniuersis tam presentibus quam futuris nos fratribus de Sora partem illam decime de Toakre tam de mansione quam de colonis ipsorum que ad nos pertinuit contulisse. Quam ut possint iidem fratres in perpetuum pacifice possidere dictam partem decime memorate eisdem fratribus duximus confirmandam ne quis eis super donatione ista grauis uel iniuriosus existat sub interminatione anathematis inhibentes.
13-14 Preterea indtil de Toakre] i et stykke, der er tilføjet i randen forneden, og som skal træde i stedet for en linie understreget lidt længere oppe, hvor de tilsvarende ord lyder: Preterea decimam episcopalem de Toagre contulit Reg.
13 uen[e]randus] e ulæseligt Reg.
14 de[cimam]] sidste stavelser ulæselige, udfyldt efter den oprindelige ordlyd, jf. ovenfor i apparatet.
15 A.] Absolon med større bogstaver a, jf. indledningen.
— archiepiscopus] archi tilføjet over linien (med henvisningstegn) af samme hånd som texten iøvrigt a.
Anders, af Guds nåde den lundensiske kirkes ærkebiskop, Sverrigs primas, til alle troende kristne, der ser dette brev, hilsen med den sande frelser.
Det skal være vitterligt for alle, nulevende så vel som tilkommende, at vi har overdraget brødrene i Sorø den del af tienden af Tvååker, som tilkom os, så vel af deres bondegård som af deres landboer. For at samme brødre til evig tid ukæret kan besidde denne, har vi ment at burde stadfæste for samme brødre den nævnte del af den omtalte tiende, idet vi under trusel om anathema forbyder, at nogen besværer eller foruretter dem med hensyn til denne gave.
Det udaterede diplom om bispetienden af Tvååker er tidligere blevet henført til 1177-1201 og 1197. Det har herved været en forudsætning, at Absalon var at betragte som udstederen. Dette angives også udtrykkeligt i den eneste afskrift, der er i behold, idet texten indledes med Absolon. Men fastholdes dette, fremkommer der en åbenbar modsætning imellem diplomet, som det er overleveret i Sorøbogen, og oplysningerne i Sorø gavebog om samme sag.
Ved valget mellem Absalon og Anders Sunesen som udstederen, ved valget altså mellem de indbyrdes modstridende efterretninger i de to soranske kilder, må følgende haves for øje. Sorø gavebog opregner, hvad hver af de to ærkebisper har givet klostret eller bistået det med for at bevare besiddelserne uforkrænket. Forfatteren er, hvad dette angår, ligesom også ellers særdeles velunderrettet. Dette har sin naturlige forklaring deri, at han efter alt at dømme har udarbejdet sin del af skriftet i de første årtier af 13. århundrede. Denne omtrentlige samtidighed har givet ham de bedste forudsætnin ger for at udpege, hvad Absalon har gjort for klostret, og hvad Anders Sunesen har lagt til. Nu står Absalon højt anskrevet hos gavebogens forfatter. Det er temmelig utænkeligt, at han vilde forbigå en absalonisk gave vedrørende Tvååker, når han udførligt gør rede for hans indsats netop ved denne nye besiddelse. Afgørende er herved, at han har haft det ærkebiskoppelige tiendediplom på Tvååker liggende foran sig, hvad der fremgår af den ordrette overensstemmelse mellem hans referat og texten selv, se under Reg. Når han da ud fra sin omfattende viden henfører det diplom, han har i hænderne, ikke til Absalon, men til efterfølgeren, Anders Sunesen, må hans ord stå til troende. Heroverfor har det liden vægt, at kopisten i Sorøbogen så sent som år 1494 gør Absalon til udstederen. Antagelig er han blevet vildledt af de tre Absalondiplomer, som han har indført i kopibogen lige forinden, svarende til at afskriveren i Æbelholtbogen under ganske de samme omstændigheder forvandler et Anders Sunesen-diplom til et absalonisk. Originalerne har formentlig i begge tilfælde blot haft et A. som udstederens initial, jf. nr. 152 af [1208-1214].