Til Innocens, sin ærværdige fader og herre i Kristus, af Guds nåde den hellige og ukrænkelige romerske kirkes øverste biskop, sender Valdemar, af samme nåde de Danskes og Venders konge, hertug af Jylland, herre over Nordalbingien, i inderlig hengivenhed en kærlig og sønlig hilsenN.

Skønt alle, der bekender sig til den kristne tro, hvor de end befinder sig i verden, er forpligtet til at ære og elske Eders højhed og hellighed i lydig hengivenhed, ikke som tjenere, men som sønner af Eder, så bør dog de ganske særligt erkende sig som pligtige hertil, hvem I med forkærlighed hædrer og håndgribeligt og tydeligt viser Eders nåde og kærlighed — såfremt de da, som det er rimeligt, vil gøre gengæld mod Eder, fader, som I fortjener. Selv om vi altså er forpligtet til at adlyde og efterkomme Eders ønsker såsom almengyldige bestemmelser for Kristi bekendere, fælles for alle folkeslag, erkender vi os dog, i højeste grad drevet, ansporet og tilskyndet af den umådelige nåde og velvilje, I har vist os, helt uløseligt bundet til med god vilje at udføre alt, som vi ved behager Eder, kloge fader, fordi I ikke alene efterligner Eders forgængere, der altid omfattede vore forgængere og deres rige med inderlig kærlighed, og har besluttet at følge dem efter i så henseende, men tilmed har søgt at overgå denne kærlighed og ladet den vokse langt mere, end vi turde håbe, og med faderlig om sorg virket for, at vore ønsker blev til virkelighed og vi selv og vort rige fremmet og hædret. Eders brevN, fromme fader, hvori I med inderlig følt velvilje formanede os til at frigive biskop Valdemar, har vi, skønt det, I bad om — for at sige det, uden at der går skår i Eders kærlighed — forekom alle vanskeligt eller rent ud umuligt, taget imod med taknemmeligt og beredvilligt sind og ikke regnet det for tungt, som I har ment var let for os, hvor stor en trusel om skade og risiko for vort liv og vor ejendom det end kan rumme, og vi indser, at vi uopholdeligt og med tilsidesættelse af alle overvejelser bør opfylde alt, skønt det synes meget svært, og efterkomme, hvad som helst I omsigtsfuldt måtte befale, fordi vi gennem Eders tidligere fortjenstfulde handlinger har erfaret en så stor, ren og urokkelig kærlighed, at vi er fuldstændig forvissede om, at I årvågent og med største omhu arbejder på vor nytte og fremgang, og at I vil bruge sådanne sikre midler til at afværge alle de skader og ulykker i fremtiden, som næsten alle i vort rige holder os for øje og er bange for truer os, at vi slet ikke bør bekymre os i så henseende. Thi hvis ikke vi lod alle de overgreb og forbrydelser bag os, hvorved førnævnte biskop forbrød sig mod os, hvis ikke vi undlod på ny at tage dem i betragtning og satte hele vort håb og vor fortrøstning til Herren og til Eder, så vilde vi ligesom andre, ja næsten alle og enhver, anse det ikke blot for vanskeligt, men umuligt, det som vi nu regner for let under indtryk af Eders hele og fulde velvilje. Skønt vi kun ugerne besværer Eder, kære omsigtsfulde fader, der er optaget af mangt og meget, med lange udredninger, mener vi dog, at det er nødvendigt i al korthed at åbenbare for Eder, hvad der i særlig grad har sat ham op imod os, for at det desto klarere kan komme for dagen, at han har gengældt godt med ondt og besvaret vor kærlighed med had. Det forholder sig nemlig sådan, at der, da vor morbroder kong Knud uden skyld og uden grund var blevet dræbt af sine fjenderN, var en kvinde, om hvem man endnu stridesN, hvorvidt hun var hans konkubine eller ej, der bragte ham, vi her taler om, til verden. Men skønt det var så usikkert, hvem der havde avlet ham, da han stammede fra et ulovligt ægteskab og var kommet til verden efter at den, han kalder sin fader, var død, og det stod vor fader frit for, om han vilde anerkende ham som søn af førnævnte konge eller ej, udlagde han dog med henblik på den guddommelige gengældelse dette tvivlstilfælde til det bedste, optog ham nådigt i kongeslægten og blandt sit eget afkom og antog ham ikke blot som slægtning og blodsbeslægtet, men næsten som sin egen søn. Men vor broder, kong Knud, saligt ihukommet, der var blevet konge efter vor faders død, fortsatte sin faders fromme gerninger og efterfulgte ham i et og alt i den kærlighed, vor fader havde næret for samme biskop, viste ham til stadighed voksende velvilje og kærlighed og lod ham i den grad få del i nådesbevisninger, større end dem, han havde fået af vor fader, at han blandt andet, medens vi var barn på begrænset tid tilstod ham det hertugdømme, der tilkom os, og utallige gange ophøjede ham med overstrømmende hædersbevisninger. Men medens han troede, at han vilde skaffe sig desto større velvilje herved, så mærkede han, at vrede og et voldsomt og ubønhørligt had opvaktes herigennem hos denne, rettet imod ham selv og os. Thi da vort hertugdømme ogN arven efter vor fader, som han, således som det er sagt ovenfor, havde bestyret på begrænset tid, blev givet til os, dengang da vi blev voksen, forvandledes den oprigtige kærlighed, som han til gengæld var pligtig til at vise vor broder og os, til uafladeligt, bittert had. Dette blev også klart på en alt for tydelig måde — thi i følge hans egen forudsigelse på dagen for sin indvielse er der intet hemmeligt, der ikke skal åbenbares, intet skjult, uden at det jo skal komme for dagenN. Idet han nemlig glemte og viste sig utaknemmelig mod alle de velgerninger, som — for at forbigå os selv — var blevet ham til del fra vor faders og broders side, søgte han at berøve vor fornævnte broder og os kongemagten, omend forgæves, da Gud i sin nåde stod os bi, og opstillede en hær til kamp mod os efter på utilbørlig og utilladelig vis at have forenet konge- og bispeværdigheden i sin egen person. Hvis vi altså i al korthed genkalder os dette og udelader alt det andet, han har begået mod os, ting, det falder tungt blot at fortælle om, hvad godt kan man så vente af denne, der end ikke undså sig for at stræbe os efter livet, skønt vi var uden brøde og havde fortjent alt andet, med mindre man da ser med den samme velvilje på alt og alle, som I gør? Men da vi nu overlader alt, hvad der vedrører os og vort til Eders bestemmelse, gid da I, omsigtsfulde fader, vil sørge for at træffe sådanne foranstaltninger, hvis vi under hensyn til Eders formaning giver ham fri, at han kan føres til Eder uden at blive opsnappet på vejen af vore fjender; thi hertug Filip af Svaben knytter sig, skønt vi på ingen måde har gjort os fortjent hertil, snarere til vore fjender end til vore venner, og hvorledes vort forhold er til kongen af Frankrig, er det ikke nødvendigt at meddele Eder, høje fader, og de vilde jo, såfremt denne mand, der er vor modstander, faldt i hænderne på dem, bruge ham, hvis de havde magt hertil, til at skaffe os og vort rige bryderier — og når han er nået til Eder, an bringe ham på et andet sted, det I nu finder bedst egnet, således som vi har forstået det igennem Eders brevN og vore sendemænd. Det er nemlig sådan, at vi, da vi ikke formår at lægge flere velgerninger til i oprigtig kærlighed end dem, der tidligere er blevet ham til del fra vor broders og vor side, nærer frygt for ikke i nogen henseende bedre nu end før at kunne gøre ham velsindet imod os, og af denne grund ser vi hellere, at han er langt væk end nær ved, da vi ingen tillid har til, at han kan knyttes til os med nogen varig og inderlig følelse. Men hvis I ikke er i stand til at føre ham sikkert til Eder og heller ikke, som det er blevet sagt, kan skaffe ham underhold andetsteds, ønsker vi, at I velvilligt vil tillade os fortsat at beholde ham, for at han ikke skal gøre os skade, og bestemme så meget mere nådigt over os, som vi med tilsidesættelse af de råd, vi har fået af næsten alle, der står os nær, i enhver henseende har ønsket at følge, hvad I råder til og beslutter. Vi har betroet vore sendemænd at fremlægge for Eder, hvad vi ellers har på hjerte.