Til ærkebiskop Anders af Lund.

Vi har ved breve så vel fra dig som fra vor meget kære søn i Kristus Sverker, Sverrigs berømmelige konge, og vore ærværdige brødre lydbiskopperne og vore elskede sønner kapitlet ved kirken i Uppsala og mange andre bragt i erfaring, at nævnte kirke i Uppsala, efter at ærkebiskop Olof, saligt ihukommet, var gået al kødets gang, så vel på grund af dit fravær, der skyldtes pilgrimsfærd, som på grund af indbyggernes frækhed længe har stået ene og manglet en hyrde, men at gejstlighed og menighed nu, ved nådig indgivelse fra Helligånden, endrægtigt har ansøgt om, samtykket i og er blevet enige om en kapellan hos fornævnte konge ved navn Valerius, en i høj grad belæst mand, prydet og udmærket af gode sæder og dyder. Men da han ikke er kommet til verden i et lovmæssigt ægteskab, har du som den kyndige og agtværdige mand, du er, i samme brev betegnet ham ikke som udvalgt til, men som kaldetN til bispeembedet og bønfalder os i ydmyghed om, at vi, eftersom han efter menneskelige beregninger at dømme synes at være en hertil skikket person og er kaldet ved gejstlighedens valg, kongens samtykke og menighedens ansøgning, i barmhjertighed vilde værdiges at give ham dispensation, idet du erklærer, at du på ingen måde vilde fremføre bønner for ham, hvis du ikke troede, at det vilde gavne nævnte kirke, samt at kongen og folket ganske særlig på grund heraf vilde blive tilskyndet til at begunstige kirken og opretholde dens frihed som følge af dette, da der ikke findes nogen kirke i hele verden, som i den grad — som følge af folkets frækhed — ligger under for trældommens åg. Men efter at vi har haft en omhyggelig forhandling med vore brødre herom, er mange ting forekommet os usikre og tvivlsomme, både fordi vi er uvidende om, hvor stor en mangel, der er ved samme Valerius' fødsel, da mangfoldige sondringer bør gøres i overvejelserne herom, og tillige fordi det ikke står os klart, om Uppsala kirkeprovins lider under så stor en mangel på personer, at der ikke i den kan findes en anden hertil mere skikket person til at beklæde det ærkebiskoppelige embede. Hertil kommer, at præsterne i nævnte kirkeprovins efter en forkastelig sædvane ikke undser sig for at tage kvinder til ægte, og hvis du, som vi har bragt i erfaring, arbejder på at udrydde denne sædvane i provinsen, vilde det være upassende og ligeledes urimeligt, at en sådan person blev ophøjet til så stort et embede, da dette, brugt som exempel, vilde kunne hindre dit forsæt. Idet vi altså er betænkte på, at det er tvingende nødvendighed og indlysende gavn, der under disse forhold må berettige dispensationens nåde, befaler vi dig, agtværdige og kyndige broder, hvem vi har fuld tillid til, ved denne vor apostoliske skrivelse, at du efter indgående at have taget omstændighederne i betragtning med Gud for øje og på vor myndighed med hensyn til stadfæstelsen af postulationen af ham og den påfølgende indvielse tager sådanne skridt, som du finder bør tages til hæder for Guds navn og til fremme af den kristne tro. Desuden oversender vi dig på grund af din hengivenhed og den uppsalensiske kirkes nødstilstand og endvidere på grund af stedets fjerne beliggenhed — for at ikke nævnte kirke skal besværes og ulejliges med udgifter — palliet, der er taget fra Skt. Peders legeme og jo forlener bispeembedet med dets fulde myndighed, således at du, hvis du da finder, at du bør tage skridt til at give dispensation, skal overdrage ham det under iagttagelse af den formularN, som vi sender dig, forseglet med vor bulle. I modsat fald skal du strax sende det tilbage til os.

Givet i Tarquinia den 25. oktober i vort tiende år.