Illustri regi Danorum.
Si deus scientiarum dominus; prescientie nobis spiritum infudisset; ab homine iniquo et doloso prouidentius nobis cauissemus et tibi. qui licet forsan de lacu calamitatis in quem conciderat apostolico liberari presidio minime meruisset. consilio tamen dei sapienter omnia disponentis per sollicitudinem nostram erutus est ab ipso. ut eo demum ingrato gratie sibi facte; iudicium quod facile contra eum non poterat exerceri pro dubiis; liberius fieret pro flagitiis manifestis. Nuper quidem Bremensis et Hammeburgensis ecclesiarum procuratoribus super eo quod Waldemarus episcopus a Bremensi capitulo canonicis Hammeburgensibus inconsultis in suum fuerat archiepiscopum postulatus ad nostram presentiam destinatis. dilectus filius .P, prepositus Roskildensis uir utique prouidus ac fidelis a regia superuenit serenitate transmissus. qui episcopo ipso in nostra presentia proponente quod per te bonis tam episcopalibus quam etiam patrimonialibus fuerat destitutus de quibus restitui postulabat a nobis prudenter ex aduerso respondit. quod non rite poterat restitutionis auxilium implorare. cum ipse se duxerit spoliandum. dum clericalem habitum derelinquens regium sibi titulum usurpauit. Insuper lese maiestatis. apostasie. adulterii. periurii. dilapidationis et conspirationis crimina eidem obiciens; proponebat. non solum ei fore restitutionis beneficium denegandum; sed etiam postulationem de ipso factam penitus respuendam presertim cum irregularis existat utpote de duplici adulterio procreatus. eiusque dispensatio fuerit olim ab apostolica sede per subreptionem obtenta. suppresso quod esset spurius; et expresso guod existeret naturalis. cum et paterne incontinentie immitator filios habeat post sacros ordines generatos. Nos igitur hiis et aliis diligenter auditis que in auditorio nostro fuere sollempniter allegata; licet supplicationibus nobis factis; super postulatione predicta inclinassemus forsan benignius aures nostras, si cum apostolice sedis honore. salute anime nostre. utilitate Bremensis ecclesie. necnon absque tuo tuique regni dispendio fieri potuisset; maxime cum per hoc a multis nos crederemus inquietationibus expediri; postulationem tamen ipsam de consilio fratrum nostrorum rebus sic se habentibus non duximus admittendam. cum et episcopi petitio per quam sibi episcopatum restitui cupiebat; postulationi de ipso facte ut ad aliam transferretur ecclesiam contraria uideretur. Nuntiis autem Bremensibus sic duximus respondendum. ut quoniam huius negotii pendebat euentus. et ignorabatur an in breui posset idem negotium expediri. sue curarent ecclesie prouidere. Verum ad ea que pacis sunt intendentes petitionem ipsius super restitutione tam episcopatus quam patrimonii sibi plenarie facienda in fauorem ecclesiastice libertatis duximus admittendam. concedentes eidem. ut si forte se nollet regie sublimitati committere; per procuratorem idoneum restitutionem acciperet corporalem. et ipse interim in quo mallet loco maneret tibi merito non suspecto. Qui cum respondisset se uelle per procuratorem idoneum restitutionis beneficium obtinere. ac de loco in quo mansurus esset interim deliberatorias inducias accepisset. ingratus demum gratie sibi facte fraudulenter et contumaciter a nobis illicentiatus aufugit. Unde nos ex parte omnipotentis dei patris et filij et spiritus sancti. auctoritate quoque beatorum apostolorum Petri et Pauli ac nostra excommunicamus et anathematizamus eundem postulationem de ipso factam qua omnino reddidit se indignum penitus reprobantes. Quam profecto sententiam per quamplures archiepiscopos et episcopos prout tam nos quam idem nuntius tuus expedire cognouit mandauimus sollempniter publicari. Principem quoque de cuius fauore forsitan idem Waldemarus frustra confidit auctoritate. litterarum nostrarum moneri fecimus et induci. ut ei nullum prestet auxilium uel fauorem. sed ipsum tamquam excommunicatum euitet. neque per ipsum aut propter ipsum permittat in ecclesia dei scandalum suboriri. per quod etiam contra se posset non leue scandalum generari. cum nos tante malignitatis audaciam in eodem nolimus episcopo sub dissimulatione transire. Bremensi uero capitulo dedimus in preceptis ut conuocatis in unum qui ad electionem fuerint aduocandi post commonitionem uenerabilis fratris nostri .. Madeburgensis archiepiscopi eis factam cui super hoc dirigimus scripta nostra personam idoneam infra mensem preficiant sibi per electionem canonicam in pastorem. Alioquin; archiepiscopo ipsi mandauimus. ut auctoritate nostra suffultus cum consilio religiosorum et prudentum uirorum talem eis extunc in pontificem personam assignet; que tanto congruat oneri et honori. si qui forsan quod non credimus de clero seu populo presumpserint se opponere. aut dicto Waldemaro fauere; temeritatem eorum per censuram ecclesiasticam appellatione postposita compescendo. Preterea tante nequitie magnitudinem odio persequendo perfecto. regieque uolendo plenius prouidere quieti; cogitauimus infra nos et cum fratribus nostris demum tractatum habuimus diligentem si foret ad depositionem eiusdem episcopi proceden dum. Super quo tandem consilio maturiore prouidimus quod ipsius calcaneum obseruantes adhuc aliquantulum prestolemur ut si forte quippiam contra te uel etiam regnum tuum immo contra nos seu uerius contra se in eorum alterutro temptauerit machinari; licet conatus ipsius diuino presidio nostraque sollicitudine ac tuo studio resistentibus in nullo ualeat preualere; per quod utique non solum ista sed maiori se redderet pena dignum; ad confusionem ipsius eo liberius quo et iustius procedamus quamquam et hoc prouiderimus ad cautelam ne in baratrum desperationis submersus liberius et efficacius in principio malignetur. qui si fuerit in primo conatu delusus uelut anguis conciso capite sue malignitatis uirus ulterius effundere non ualebit. Quocirca regalem magnificentiam monemus attentius et propensius exhortamur, quatinus diuine congratulando iustitie que te quodam modo iustificasse uidetur ab illo; ea que hactenus facta sunt debita prosequens gratitudine sic futurorum euentum longanimi patientia prestoleris; ut tamen prudenti conamine diligenter occurras incursibus malignorum ne quid deficiat ad cautelam. regium nobis interim beneplacitum rescripturus. ut eo demum plenius intellecto sicut procedendum fuerit procedamus. Nos enim tam in hiis quam in aliis quantum cum deo et nostra possumus honestate que ad pacem tuam proueniant et honorem intendimus efficaciter promouere. Super quo iamdictus prepositus nostram tibi referre ualebit expressius uoluntatem. Qui siquidem in prudentia illa et fide nostra tibi referre poterit qua tua nobis ipse portauit. propter quod non immerito ipsum duximus tue celsitudini commendandum.
Datum Laterani.
24 Illustri regi=Waldemaro.
4 P.=Petrus.
6 episcopalibus] epalibus uden forkortelsestegn a.
9 clericalem habitum) habitum clericalem med omflytningstegn a.
20-21 .. Madeburgensis (=Magdeburgensis)=Alberti.
25 1. Reg. 2,3: deus scientiarum dominus.
27 Jf. Psal. 39,3: eduxit me de lacu miseriæ.
14 dispensatio: tabt.
13-14 littere nostre: jf. nr. 133.
21 scripta nostra: tabt.
1-2 Jf. Psal. 55,7: calcaneum meum obseruabunt.
Til de Danskes berømmelige konge.
Hvis Gud, al videns herre, havde givet os sin forudvidende ånd, vilde vi mere fremsynet have sikret os selv og dig imod denne uretfærdige bedrager, som, omendskønt han måske allermindst havde fortjent ved vor apostoliske hjælp at blive udfriet fra det ulykkens hav, han var faldet i, på råd fra Gud, der viseligt bestemmer alt, blev draget op heraf ved vor omsorg, for at den dom desto friere kunde fældes imod ham for håndgribelige forbrydelser — da han derefter var uden taknemmelighed over for den nåde, der blev vist ham — som ikke let kunde bringes til udførelse mod ham for uvisse. Efter at for nylig befuldmægtigede fra Bremens og Hamborgs kirker var blevet sendt til os angående dette, at biskop Valdemar var blevet postuleret til ærkebiskop af kapitlet i Bremen, uden at de hamborgske kanniker var taget med på råd, er jo vor elskede søn provst Peder af Roskilde, en såre klog og pålidelig mand, kommet som udsendt af dig, høje konge, og han har, da nævnte biskop i vor nærværelse erklærede, at han var blevet berøvet så vel sit biskoppelige som også sit fædrene gods af dig, i hvilket han forlangte, at vi skulde genindsætte ham, klogt imødegået dette med, at han ikke lovformeligt kunde begære hjælp til genindsættelse, da han selv har tilkendegivet, at han burde berøves dette, siden han aflagde sin dragt som gejstlig og egenmægtigt tiltog sig navn som konge. Idet han desuden rejste beskyldninger imod ham for majestætsfornærmelse, frafald, hor, mened, ødselhed og sammensværgelse, erklærede han, at man ikke alene burde nægte ham den befordrende genindsættelse, men også blankt afvise den postulation, der var sket af ham, særlig på grund af irregularitet, eftersom han er kommet til verden ved dobbelt hor, og hans dispensation tidligere blev udvirket fra det apostoliske sæde ved en tilsnigelse, da det blev meddelt, at han var født uden for ægteskab, men fortiet, at det var usikkert, hvem der var hans fader, også fordi han i efterligning af sin faders løsagtighed har børn, der er kommet til verden, efter at han har modtaget de hellige grader. Efter omhyggeligt at have påhørt disse og andre ting, som på højtidelig måde blev fremført i retten for os, har vi altså, skønt vi måske havde lånt mere velvilligt øre til de bønner, der blev opløftet til os angående førnævnte postulation, såfremt det havde kunnet foregå med ære for det apostoliske sæde, til frelse for vor sjæl, til gavn for kirken i Bremen og tillige uden at skade dig og dit rige, men særlig fordi vi herved troede at kunne befri os for mange foruroligende ting, dog under disse omstændigheder på råd af vore brødre ikke ment at burde godkende postulationen, også fordi biskoppens anmodning og ønske om at blive genindsat i sit bispedømme syntes at stride mod postulationen af ham, hvorefter han skulde flyttes til en anden kirke. Vi har da ment at burde svare sendemændene fra Bremen dette, at de, eftersom udfaldet af denne sag var uvist, og man ikke kunde sige, om samme sag snart kunde gøres færdig, skulde sørge for at tage vare på deres kirke. Men idet vi sigtede mod en fredelig løsning, mente vi for at befordre kirkens frihed at måtte tilstede sammes anmodning om fuldstændig genindsættelse så vel i sit bispedømme som i sit fædrene gods og tilstå samme, at han, hvis han muligvis ikke ønskede at give sig dig, ophøjede konge, i vold, kunde modtage en legemlig genindsættelse ved en hertil skikket befuldmægtiget og selv i mellemtiden opholde sig der, hvor han helst vilde, når stedet ikke med føje var mistænkeligt for dig. Da han havde svaret, at han vilde tage imod den befordrende genindsættelse ved en hertil skikket befuldmægtiget og i mellemtiden havde fået frist til at overveje, hvilket sted han vilde opholde sig, flygtede han derefter svigagtigt og trodsigt uden at være taknemmelig for den nåde, der var vist ham, bort fra os uden vor tilladelse. Derfor bandlyser og forkynder vi anathema over ham på den almægtige Guds, Faderens, Sønnens og den Helligånds vegne og ligeledes på apostlene Skt. Peders og Skt.Paulus' og vor myndighed, og vi afslår ubetinget postulationen af ham, som han har gjort sig ganske uværdig til. Vi har tillige befalet, at denne dom højtideligt skulde forkyndes af adskillige ærkebiskopper og biskopper i overensstemmelse med, hvad så vel vi selv som denne din sendemand har ment var nyttigt. Vi har også sørget for ved vort brevs myndighed at påminde og tilskynde den fyrste, til hvis gunst det måske er, at samme Valdemar — omsonst — sætter sin lid, til ikke at hjælpe eller begunstige ham i noget, men undfly ham såsom bandlyst og ikke tillade, at Guds kirke ved ham eller med ham som årsag lider anstød, hvorved han også kunde vække ikke ringe anstød mod sig selv, da vi ikke ønsker at lade som intet og forbigå så stor og ondsindet en frækhed hos samme biskop. Men vi har pålagt og foreskrevet kapitlet i Bremen, at det efter at have sammenkaldt dem, som bør tilkaldes til valg, og efter at være påmindet herom af vor ærværdige broder ærkebiskop Albertus af Magdeburg, hvem vi retter vor skrivelse til i denne sag, i løbet af en måned på kanonisk vis skal vælge en hertil skikket person som hyrde og foresat. I modsat fald har vi befalet samme ærkebiskop, at han, støttet af vor myndighed, på råd af klostergivne og kloge mænd derefter skal udpege en mand som deres biskop, der er skikket til så stor en byrde og ære, og hvis nogen af gejstligheden eller menigheden, hvad vi ikke tror, måske fordrister sig til at sætte sig op herimod eller begunstige nævnte Valdemar, tugte deres forvovenhed ved kirkelig straf med tilsidesættelse af appel. Da vi desforuden har tænkt os hensynsløst og hadefuldt at forfølge så stor og omfattende en nederdrægtighed og fuldt ud at ville sørge for, at du, konge, bliver uforstyrret, har vi da selv og sammen med vore brødre overvejet og betænkt, om man skulde skride til afsættelse af samme biskop. Vi har omsider efter moden overvejelse besluttet desangående, at vi vil vogte hans færd og forholde os afventende endnu en kort tid, for at vi, hvis han måske drister sig til at pønse på et eller andet mod dig eller endog dit rige eller rettere mod os eller snarere sig selv i et eller andet af de nævnte forhold — skønt hans forsøg på ingen måde kan bryde igennem den modstand, der er i Guds beskyttelse, vor omhu og din omsorg — og herved ikke alene vilde vise sig ubetinget skyldig til den omtalte straf, men også til en større, kan gå desto friere og så meget mere retfærdigt frem i ødelæggelsen af ham, omendskønt vi fremsynet gør også dette til en sikkerhedsforanstaltning, for at ikke den, der er sunket ned i fortvivlelsens afgrund, skal gøre ondt fra grunden af med større frihed og kraft, den der, om han bliver skuffet i sit første forsøg, ligesom slangen, der får hovedet knust, ikke kan udspy sin ondskab og gift længere. Derfor påminder vi indstændigt, og opfordrer vi dig indtrængende til, stormægtige konge, at du med lykønskninger for den guddommelige retfærdighed, som på en måde synes at have retfærdiggjort dig over for ham, med skyldig taknemmelighed viderefører det, som er sket indtil nu, og med langmodighed og tålmodighed afventer, hvad der fremtidigt vil ske, således at du dog med omhu og klogskab anstrenger dig for at modsætte dig de ondsindedes anfald, for at det ikke skal skorte på sikkerhed, og i mellemtiden skriftligt meddeler os din vilje, konge, for at vi, når vi da har erfaret den fuldt ud, kan gå frem, således som man bør gå frem. Thi vi søger så vel i dette som i andet, så vidt vi formår for Gud og vor hæder, virkningsfuldt at fremme, hvad der kan tjene din fred og din ære. Nysnævnte provst vil tydeligt kunne bringe dig underretning om vor vilje i dette. Han vil nemlig kunne bringe dig underretning om, hvad vi vil, og det med den klogskab og trofasthed, hvormed han overbragte os din vilje, hvorfor vi ikke med urette har ment, at han bør anbefales dig, høje konge.
Givet i Lateranet.
Bullen til Valdemar Sejr indeholdes i registret fra pave Innocens' elvte embedsår (1208 22. februar—1209 21. februar) og har plads mellem skrivelserne fra marts 1208. Som udstedelsessted er angivet Lateranet. I nævnte år opholdt paven sig her fra 7. februar til 15. maj (Potthast I s. 281-93). Bullen til den danske konge må da henføres til tiden 22. februar—15. maj. Det kan antages, at den næppe er meget yngre end de tilsvarende skrivelser til den tyske dronning og den udvalgte biskop af Wiurzburg, der formentlig er affattet mellem 1. og 21. februar, se nr. 133 og 134. Det er således begrundet både med henblik herpå og under hensyn til bullens placering i registret at følge den traditionelle datering til marts 1208. Skrivelsen kan dog godt være fra en af de sidste dage i februar, hvorfor den må tidsfæstes til [1208 22. februar — marts].