Til de Danskes berømmelige kongeN.

Hvis Gud, al videns herre, havde givet os sin forudvidende ånd, vilde vi mere fremsynet have sikret os selv og dig imod denne uretfærdige bedrager, som, omendskønt han måske allermindst havde fortjent ved vor apostoliske hjælp at blive udfriet fra det ulykkens havN, han var faldet i, på råd fra Gud, der viseligt bestemmer alt, blev draget op heraf ved vor omsorg, for at den dom desto friere kunde fældes imod ham for håndgribelige forbrydelser — da han derefter var uden taknemmelighed over for den nåde, der blev vist ham — som ikke let kunde bringes til udførelse mod ham for uvisse. Efter at for nylig befuldmægtigede fra Bremens og Hamborgs kirker var blevet sendt til os angående dette, at biskop Valdemar var blevet postuleret til ærkebiskop af kapitlet i Bremen, uden at de hamborgske kanniker var taget med på råd, er jo vor elskede søn provst Peder af Roskilde, en såre klog og pålidelig mand, kommet som udsendt af dig, høje konge, og han har, da nævnte biskop i vor nærværelse erklærede, at han var blevet berøvet så vel sit biskoppelige som også sit fædrene gods af dig, i hvilket han forlangte, at vi skulde genindsætte ham, klogt imødegået dette med, at han ikke lovformeligt kunde begære hjælp til genindsættelse, da han selv har tilkendegivet, at han burde berøves dette, siden han aflagde sin dragt som gejstlig og egenmægtigt tiltog sig navn som konge. Idet han desuden rejste beskyldninger imod ham for majestætsfornærmelse, frafald, hor, mened, ødselhed og sammensværgelse, erklærede han, at man ikke alene burde nægte ham den befordrende genindsættelse, men også blankt afvise den postulation, der var sket af ham, særlig på grund af irregularitet, eftersom han er kommet til verden ved dobbelt hor, og hans dispensationN tidligere blev udvirket fra det apostoliske sæde ved en tilsnigelse, da det blev meddelt, at han var født uden for ægteskabN, men fortiet, at det var usikkert, hvem der var hans faderN, også fordi han i efterligning af sin faders løsagtighed har børn, der er kommet til verden, efter at han har modtaget de hellige grader. Efter omhyggeligt at have påhørt disse og andre ting, som på højtidelig måde blev fremført i retten for os, har vi altså, skønt vi måske havde lånt mere velvilligt øre til de bønner, der blev opløftet til os angående førnævnte postulation, såfremt det havde kunnet foregå med ære for det apostoliske sæde, til frelse for vor sjæl, til gavn for kirken i Bremen og tillige uden at skade dig og dit rige, men særlig fordi vi herved troede at kunne befri os for mange foruroligende ting, dog under disse omstændigheder på råd af vore brødre ikke ment at burde godkende postulationen, også fordi biskoppens anmodning og ønske om at blive genindsat i sit bispedømme syntes at stride mod postulationen af ham, hvorefter han skulde flyttes til en anden kirke. Vi har da ment at burde svare sendemændene fra Bremen dette, at de, eftersom udfaldet af denne sag var uvist, og man ikke kunde sige, om samme sag snart kunde gøres færdig, skulde sørge for at tage vare på deres kirke. Men idet vi sigtede mod en fredelig løsning, mente vi for at befordre kirkens frihed at måtte tilstede sammes anmodning om fuldstændig genindsættelse så vel i sit bispedømme som i sit fædrene gods og tilstå samme, at han, hvis han muligvis ikke ønskede at give sig dig, ophøjede konge, i vold, kunde modtage en legemlig genindsættelse ved en hertil skikket befuldmægtiget og selv i mellemtiden opholde sig der, hvor han helst vilde, når stedet ikke med føje var mistænkeligt for dig. Da han havde svaret, at han vilde tage imod den befordrende genindsættelse ved en hertil skikket befuldmægtiget og i mellemtiden havde fået frist til at overveje, hvilket sted han vilde opholde sig, flygtede han derefter svigagtigt og trodsigt uden at være taknemmelig for den nåde, der var vist ham, bort fra os uden vor tilladelse. Derfor bandlyser og forkynder vi anathemaN over ham på den almægtige Guds, Faderens, Sønnens og den Helligånds vegne og ligeledes på apostlene Skt. Peders og Skt.Paulus' og vor myndighed, og vi afslår ubetinget postulationen af ham, som han har gjort sig ganske uværdig til. Vi har tillige befalet, at denne dom højtideligt skulde forkyndes af adskillige ærkebiskopper og biskopper i overensstemmelse med, hvad så vel vi selv som denne din sendemand har ment var nyttigt. Vi har også sørget for ved vort brevs myndighedN at påminde og tilskynde den fyrsteN, til hvis gunst det måske er, at samme Valdemar — omsonst — sætter sin lid, til ikke at hjælpe eller begunstige ham i noget, men undfly ham såsom bandlyst og ikke tillade, at Guds kirke ved ham eller med ham som årsag lider anstød, hvorved han også kunde vække ikke ringe anstød mod sig selv, da vi ikke ønsker at lade som intet og forbigå så stor og ondsindet en frækhed hos samme biskop. Men vi har pålagt og foreskrevet kapitlet i Bremen, at det efter at have sammenkaldt dem, som bør tilkaldes til valg, og efter at være påmindet herom af vor ærværdige broder ærkebiskop Albertus af Magdeburg, hvem vi retter vor skrivelseN til i denne sag, i løbet af en måned på kanonisk vis skal vælge en hertil skikket person som hyrde og foresat. I modsat fald har vi befalet samme ærkebiskop, at han, støttet af vor myndighed, på råd af klostergivne og kloge mænd derefter skal udpege en mand som deres biskop, der er skikket til så stor en byrde og ære, og hvis nogen af gejstligheden eller menigheden, hvad vi ikke tror, måske fordrister sig til at sætte sig op herimod eller begunstige nævnte Valdemar, tugte deres forvovenhed ved kirkelig straf med tilsidesættelse af appel. Da vi desforuden har tænkt os hensynsløst og hadefuldt at forfølge så stor og omfattende en nederdrægtighed og fuldt ud at ville sørge for, at du, konge, bliver uforstyrret, har vi da selv og sammen med vore brødreN overvejet og betænkt, om man skulde skride til afsættelse af samme biskop. Vi har omsider efter moden overvejelse besluttet desangående, at vi vil vogte hans færdN og forholde os afventende endnu en kort tid, for at vi, hvis han måske drister sig til at pønse på et eller andet mod dig eller endog dit rige eller rettere mod os eller snarere sig selv i et eller andet af de nævnte forhold — skønt hans forsøg på ingen måde kan bryde igennem den modstand, der er i Guds beskyttelse, vor omhu og din omsorg — og herved ikke alene vilde vise sig ubetinget skyldig til den omtalte straf, men også til en større, kan gå desto friere og så meget mere retfærdigt frem i ødelæggelsen af ham, omendskønt vi fremsynet gør også dette til en sikkerhedsforanstaltning, for at ikke den, der er sunket ned i fortvivlelsens afgrund, skal gøre ondt fra grunden af med større frihed og kraft, den der, om han bliver skuffet i sit første forsøg, ligesom slangen, der får hovedet knust, ikke kan udspy sin ondskab og gift længere. Derfor påminder vi indstændigt, og opfordrer vi dig indtrængende til, stormægtige konge, at du med lykønskninger for den guddommelige retfærdighed, som på en måde synes at have retfærdiggjort dig over for ham, med skyldig taknemmelighed viderefører det, som er sket indtil nu, og med langmodighed og tålmodighed afventer, hvad der fremtidigt vil ske, således at du dog med omhu og klogskab anstrenger dig for at modsætte dig de ondsindedes anfald, for at det ikke skal skorte på sikkerhed, og i mellemtiden skriftligt meddeler os din vilje, konge, for at vi, når vi da har erfaret den fuldt ud, kan gå frem, således som man bør gå frem. Thi vi søger så vel i dette som i andet, så vidt vi formår for Gud og vor hæder, virkningsfuldt at fremme, hvad der kan tjene din fred og din ære. Nysnævnte provst vil tydeligt kunne bringe dig underretning om vor vilje i dette. Han vil nemlig kunne bringe dig underretning om, hvad vi vil, og det med den klogskab og trofasthed, hvormed han overbragte os din vilje, hvorfor vi ikke med urette har ment, at han bør anbefales dig, høje konge.

Givet i Lateranet.