Til den berømmelige dronning MariaN.

Jo mere heftigt og inderligt du ønsker, at din mand befordres og hædres, desto mere indtrængende bør du tilskynde ham til altid at udføre det, som med føje behager Gud og os, og helt og holdent afstå fra det, som med rette kunde fremkalde vrede hos Gud og os. Han har nu som en fyrste, der er medlem af den hellige, almindelige kirke, for ganske nylig sendt os et brevN, fuldt af hengivenhed og ikke blottet for klogskab, hvori han anråbte os om, at vi vilde værdiges at anerkende den postulation, der var sket af biskop Valdemar af Slesvig fra kapitlet i Bremen og forfremme ham til ærkestolen i Bremen. Da vi altså ønskede at tage dette til overvejelse, har en sendemand, der kom fra vore elskede sønner, provsten Hermannus, dekanen Hartwicus og kapitlet i Hamborg, forelagt os et brev fra samme, i hvilket de meddelte vort apostolat, at mens kirken i Hamborg tidligere nød den værdighed at være ærkesæde, men Bremerkirken bispesæde, så blev de to kirker forenet på det apostoliske sædes myndighed, og fra da af indtil disse dage har begge kirkers kanniker på lige fod valgt ærkebiskoppen af Bremen. Af denne grund har de, eftersom provsten Burchardus, dekanen Hartwicus og kapitlet i Bremen for nylig postulerede nævnte biskop til ærkebiskop uden overhovedet at tage hverken dem eller nogle klostergivne mænd, som burde have deltaget i valget, med på råd, bedt os indstændigt om, at vi vilde sørge for på ny at tilvejebringe det rette forhold og tilsidesætte det overgreb, som hine til skade for disse havde foretaget ved omtalte postulation. Desforuden har vi, da samme biskop på vor befaling var blevet udfriet fra sit fængselsophold, og da sendemænd fra Valdemar, de Danskes berømmelige konge, havde rejst alvorlige beskyldninger mod ham, der dernæst opholdt sig hos os — i hvilke forhold han bestræbte sig for at bevise sin uskyld — med førnævnte biskops viden og vilje ved en skrivelse fra osN befalet samme konge, at han, for at sagen ikke skulde stå uafgjort alt for længe, inden sidst forgangne juledagN skulde sende nogle kloge og tro mænd til det apostoliske sæde og bevilge dem fuldmagt til, at vi ved dem og sammen med dem, såfremt det blev givet fra ovenN, kunde forhandle om forlig i denne sag, men ellers vilde vi efter at have hørt og gran sket, hvad samme konge ved dem mente at måtte fremsætte mod samme biskop, og ligeså det, som denne kunde påberåbe sig til sit forsvar, med egen mund afsige en retfærdig dom. Og da vor elskede søn provst Peder derpå med anledning heraf havde fremstillet sig for os som nævnte konges sendemand samtidig med, at der forhandledes i postulationssagen, forlangte nævnte biskop i nærværelse af ham en befordrende genindsættelse fra os, idet han forsikrede, at han af kongen var blevet berøvet så vel sit biskoppelige som også sit fædrene gods. Nævnte provst imødegik dette med, at han ikke lovformeligt kunde begære hjælp til genindsættelse, da han selv har tilkendegivet, at han burde berøves dette, siden han aflagde sin dragt som gejstlig og egenmægtigt tiltog sig navn som konge. Idet han desuden rejste beskyldninger mod ham for majestætsfornærmelse, frafald, hor, mened, ødselhed og sammensværgelse, erklærede han, at man ikke alene burde nægte ham den befordrende genindsættelse, men også blankt afvise den postulation, der var sket af ham, særlig på grund af irregularitet, eftersom han er kommet til verden ved dobbelt hor, og hans dispensationN tidligere blev udvirket fra det apostoliske sæde ved en tilsnigelse, da det blev meddelt, at han var født uden for ægteskabN, men fortiet, at det var usikkert, hvem der var hans faderN, også fordi han i efterligning af sin faders løsagtighed har børn, der er kommet til verden, efter at han har modtaget de hellige grader. Men idet vi sigtede mod en fredelig løsning, mente vi for at befordre kirkens frihed at måtte tilstede sammes anmodning om fuldstændig genindsættelse så vel i sit bispedømme som i sit fædrene gods og tilstå samme, at han, hvis han muligvis ikke ønskede at give sig nævnte konge i vold, kunde modtage en legemlig genindsættelse ved en hertil skikket befuldmægtiget og selv i mellemtiden opholde sig der, hvor han helst vilde, når stedet ikke med føje var mistænkeligt for samme konge. Da han havde svaret, at han vilde tage imod den befordrende genindsættelse ved en hertil skikket befuldmægtiget og i mellemtiden havde fået frist til at overveje, hvilket sted han vilde opholde sig, flygtede han svigagtigt og trodsigt uden at være taknemmelig for den nåde, der var vist ham, bort fra os uden vor tilladelse, utvivlsomt for, hvis han formår det, at iværksætte sin onde forudfattede plan. Derfor bandlyser og forkynder vi anathemaN over ham på den almægtige Guds, Faderens, Sønnens og den Helligånds vegne og ligeledes på apostlene Skt. Peders og Skt. Paulus' og vor myndighed, og vi afslår ubetinget postulationen af ham, som han har gjort sig ganske uværdig til. Som følge heraf har vi ment at burde opfordre og bede dig, høje dronning, og i troskab og klogskab råde og tilråde dig til omhyggeligt at påminde og tilskynde din mand til ikke at hjælpe eller begunstige førnævnte biskop i noget, men undfly ham såsom bandlyst og ikke tillade, at Guds kirke lider anstød ved eller med denne som årsag, hvorved han også kunde vække ikke ringe anstød mod sig selv, da vi ikke ønsker at lade som intet og forbigå så stor og ondsindet en frækhed hos samme biskop.

Givet i Lateranet.