forrige næste

Illustri regine Marie.

Quanto feruentius uiri tui profectum diligis et honorem; tanto propensius ad ea semper agenda debes ipsum inducere; que deo ac nobis debeant complacere. ab illis penitus abstinendo; que diuinam et nostram merito prouocarent offensam. Ipse uero sicut catholicus princeps quasdam nobis nuperrime litteras deuotione plenas et discretione non uacuas destinauit implorans ut postulationem de Waldemaro episcopo Slewcensi a Bremensi capitulo factam admittere dignaremur. ipsumque ad Bremensem metropolim promouere. Nobis igitur super hoc deliberare uolentibus; nuntius dilectorum filiorum .. prepositi .. decani et capituli Hammeburgensium adueniens; eorundem nobis litteras presentauit. per quas nostro apostolatui nunciarunt quod cum olim Hammeburgensis ecclesia metropolitica. Bremensis autem episcopali dignitate gauderet; eedem fuerunt ecclesie auctoritate sedis apostolice counite, ac extunc usque ad hec tempora ecclesie utriusque canonici Bremensem archiepiscopum pariter elegerunt. Unde quia nuper .. prepositus .. decanus et capitulum Bremense tam ipsis quam quibusdam religiosis uiris qui electioni debuerant interesse penitus inconsultis; memoratum episcopum in archiepiscopum postularant; a nobis sollicite petierunt. ut quod circa postulationem eandem ab illis fuerat in eorum preiudicium attemptatum; in statum debitum reducere curaremus, Preterea cum fuisset idem episcopus de mandato nostro a carcerali custodia liberatus; et contra ipsum in nostra demum presentia constitutum nuntii .. Danorum regis illustris quedam grauia obiecissent; super quibus ille se inculpabilem ostendere nitebatur; eidem regi sciente ac uolente prefato episcopo per scripta nostra mandauimus. ut ne causa remaneret diutius in suspenso; aliquos uiros prouidos et fideles usque ad festum natalis domini proximo preteritum ad sedem apostolicam destinaret. eisdem potestate Concessa. ut per eos et cum eis si desuper datum esset concordiam super ipso negotio tractaremus. alioquin auditis et intellectis que per eos aduersus episcopum ipsum idem rex duceret proponenda et illis que in sui defensionem episcopus allegaret de uultu nostro procederet iudicium equitatis. Cumque postmodum propter hoc dilectus filius .. prepositus regis ipsius nuncius dum tractatus super postulationis articulo haberetur; nostro se conspectui presentasset; memoratus episcopus ipso presente restitutionis beneficium postulauit a nobis. asserens se per regem tam episcopalibus bonis quam etiam patrimonialibus destitutum. Cui dictus prepositus ex aduerso respondit. quod non rite poterat restitutionis auxilium implorare. cum ipse se duxerit spoliandum dum clericalem habitum derelinquens regium sibi titulum usur pauit. Insuper lese maiestatis. apostasie. adulterii. periurii. dilapidationis. et conspirationis crimina eidem obiciens proponebat. non solum ei fore restitutionis beneficium denegandum; sed etiam postulationem de ipso factam penitus respuendam. presertim cum irregularis existat utpote de duplici adulterio procreatus. eiusque dispensatio fuerit olim ab apostolica sede per subreptionem optenta. suppresso quod esset spurius; et expresso quod existeret naturalis. cum et paterne incontinentie imitator filios habeat post sacros ordines generatos. Nos autem ad ea que pacis sunt intendentes; petitionem ipsius super restitutione tam episcopatus quam patrimonii sibi plenarie facienda in fauorem ecclesiastice libertatis duximus admittendam concedentes eidem. ut si forte nollet se credere dicto regi; per procuratorem idoneum restitutionem acciperet corporalem. et ipse interim in quo mallet loco maneret. eidem regi merito non suspecto. Qui cum respondisset se uelle per procuratorem idoneum restitutionis beneficium optinere. ac de loco in quo mansurus esset interim deliberatorias inducias accepisset. ingratus gratie sibi facte fraudulenter et contumaciter a nobis illicentiatus aufugit. aut dubium quin si possit ut preconceptam malitiam exequatur. Unde nos ex pårte omnipotentis dei patris et filii et spiritus sancti auctoritate quoque beatorum apostolorum Petri et Pauli ac nostra excommunicamus et anathematizamus eundem, postulationem de ipso factam qua omnino reddidit se indignum penitus reprobantes. Quocirca serenitatem tuam exhortandam duximus et rogandam. consulentes et suggerentes fideliter ac prudenter. quatinus uirum tuum diligenter moneas et inducas. ut prefato episcopo nullum prestet auxilium uel fauorem. sed eum tamquam excommunicatum euitet. neque per ipsum aut propter ipsum permittat in ecclesia dei scandalum suboriri per quod etiam contra se posset non leue scandalum generari; cum nos tante malignitatis audaciam in eodem nolimus episcopo sub dissimulatione transire.

Datum Laterani.

32 Slewcensi=Sleswicensi.

2 ..=Hermanni.

3 ..=Hartwici.

8 ..=Burchardus.

— ..=Hartwicus.

15 ..=Waldemari.

19 festum natalis domini proximo preteritum=25. december 1207.

24 ..=Petrus.

26 episcopus] synes rettet fra episcopo a.

47 aut=haud

31 litteras: nr. 127.

17 per scripta nostra: nr. 119.

20 Jf. Ioan 19,11: nisi tibi datum esset desuper.

5 dispensatio: tabt.

Til den berømmelige dronning Maria.

Jo mere heftigt og inderligt du ønsker, at din mand befordres og hædres, desto mere indtrængende bør du tilskynde ham til altid at udføre det, som med føje behager Gud og os, og helt og holdent afstå fra det, som med rette kunde fremkalde vrede hos Gud og os. Han har nu som en fyrste, der er medlem af den hellige, almindelige kirke, for ganske nylig sendt os et brev, fuldt af hengivenhed og ikke blottet for klogskab, hvori han anråbte os om, at vi vilde værdiges at anerkende den postulation, der var sket af biskop Valdemar af Slesvig fra kapitlet i Bremen og forfremme ham til ærkestolen i Bremen. Da vi altså ønskede at tage dette til overvejelse, har en sendemand, der kom fra vore elskede sønner, provsten Hermannus, dekanen Hartwicus og kapitlet i Hamborg, forelagt os et brev fra samme, i hvilket de meddelte vort apostolat, at mens kirken i Hamborg tidligere nød den værdighed at være ærkesæde, men Bremerkirken bispesæde, så blev de to kirker forenet på det apostoliske sædes myndighed, og fra da af indtil disse dage har begge kirkers kanniker på lige fod valgt ærkebiskoppen af Bremen. Af denne grund har de, eftersom provsten Burchardus, dekanen Hartwicus og kapitlet i Bremen for nylig postulerede nævnte biskop til ærkebiskop uden overhovedet at tage hverken dem eller nogle klostergivne mænd, som burde have deltaget i valget, med på råd, bedt os indstændigt om, at vi vilde sørge for på ny at tilvejebringe det rette forhold og tilsidesætte det overgreb, som hine til skade for disse havde foretaget ved omtalte postulation. Desforuden har vi, da samme biskop på vor befaling var blevet udfriet fra sit fængselsophold, og da sendemænd fra Valdemar, de Danskes berømmelige konge, havde rejst alvorlige beskyldninger mod ham, der dernæst opholdt sig hos os — i hvilke forhold han bestræbte sig for at bevise sin uskyld — med førnævnte biskops viden og vilje ved en skrivelse fra os befalet samme konge, at han, for at sagen ikke skulde stå uafgjort alt for længe, inden sidst forgangne juledag skulde sende nogle kloge og tro mænd til det apostoliske sæde og bevilge dem fuldmagt til, at vi ved dem og sammen med dem, såfremt det blev givet fra oven, kunde forhandle om forlig i denne sag, men ellers vilde vi efter at have hørt og gran sket, hvad samme konge ved dem mente at måtte fremsætte mod samme biskop, og ligeså det, som denne kunde påberåbe sig til sit forsvar, med egen mund afsige en retfærdig dom. Og da vor elskede søn provst Peder derpå med anledning heraf havde fremstillet sig for os som nævnte konges sendemand samtidig med, at der forhandledes i postulationssagen, forlangte nævnte biskop i nærværelse af ham en befordrende genindsættelse fra os, idet han forsikrede, at han af kongen var blevet berøvet så vel sit biskoppelige som også sit fædrene gods. Nævnte provst imødegik dette med, at han ikke lovformeligt kunde begære hjælp til genindsættelse, da han selv har tilkendegivet, at han burde berøves dette, siden han aflagde sin dragt som gejstlig og egenmægtigt tiltog sig navn som konge. Idet han desuden rejste beskyldninger mod ham for majestætsfornærmelse, frafald, hor, mened, ødselhed og sammensværgelse, erklærede han, at man ikke alene burde nægte ham den befordrende genindsættelse, men også blankt afvise den postulation, der var sket af ham, særlig på grund af irregularitet, eftersom han er kommet til verden ved dobbelt hor, og hans dispensation tidligere blev udvirket fra det apostoliske sæde ved en tilsnigelse, da det blev meddelt, at han var født uden for ægteskab, men fortiet, at det var usikkert, hvem der var hans fader, også fordi han i efterligning af sin faders løsagtighed har børn, der er kommet til verden, efter at han har modtaget de hellige grader. Men idet vi sigtede mod en fredelig løsning, mente vi for at befordre kirkens frihed at måtte tilstede sammes anmodning om fuldstændig genindsættelse så vel i sit bispedømme som i sit fædrene gods og tilstå samme, at han, hvis han muligvis ikke ønskede at give sig nævnte konge i vold, kunde modtage en legemlig genindsættelse ved en hertil skikket befuldmægtiget og selv i mellemtiden opholde sig der, hvor han helst vilde, når stedet ikke med føje var mistænkeligt for samme konge. Da han havde svaret, at han vilde tage imod den befordrende genindsættelse ved en hertil skikket befuldmægtiget og i mellemtiden havde fået frist til at overveje, hvilket sted han vilde opholde sig, flygtede han svigagtigt og trodsigt uden at være taknemmelig for den nåde, der var vist ham, bort fra os uden vor tilladelse, utvivlsomt for, hvis han formår det, at iværksætte sin onde forudfattede plan. Derfor bandlyser og forkynder vi anathema over ham på den almægtige Guds, Faderens, Sønnens og den Helligånds vegne og ligeledes på apostlene Skt. Peders og Skt. Paulus' og vor myndighed, og vi afslår ubetinget postulationen af ham, som han har gjort sig ganske uværdig til. Som følge heraf har vi ment at burde opfordre og bede dig, høje dronning, og i troskab og klogskab råde og tilråde dig til omhyggeligt at påminde og tilskynde din mand til ikke at hjælpe eller begunstige førnævnte biskop i noget, men undfly ham såsom bandlyst og ikke tillade, at Guds kirke lider anstød ved eller med denne som årsag, hvorved han også kunde vække ikke ringe anstød mod sig selv, da vi ikke ønsker at lade som intet og forbigå så stor og ondsindet en frækhed hos samme biskop.

Givet i Lateranet.