Innocens, biskop, Guds tjeneres tjener, til sine elskede sønner Conradus, udvalgt biskop af Minden, og Wernerus, abbed i Liesborn, Münster stift, og Volcmarus, værge i Münster, hilsen og apostolisk velsignelse.

Vore ærværdige brødre Theodericus, biskop af Lybæk, og Albertus, biskop af Livland, og vor elskede søn Hartwicus, domdekan, og de andre kanniker ved kirken i Bremen har gennem deres breveN meddelt os, at nogle af dem, fordi det ikke kunde imødekommes, dengang da de havde andraget os om at få Valdemar, den tidligere biskop af Slesvig, til ærkebiskop, afgav deres stemmer på vor elskede søn Burchardus, domprovst ved samme kirke. Men da dennes valg ikke blev stadfæstet, har de sørget for at drage omsorg for deres kirke ved, så vidt det stod til dem, at optage forhandlinger om en anden og som følge heraf for en tid tilbage måttet udstå alvorlige og besværlige forfølgelser, ikke blot på deres ejendele, men også på deres personer fra de lægmænds side, som stadig af forskellige årsager optræder som tilhængere af førnævnte Valdemar, og herunder lider de endnu. Men eftersom den lange tid, der er gået indtil nu, i højeste grad har været til skade for denne kirke, der står uden hyrde og næsten er bragt til undergang, og en fremtidig udsættelse kunde blive endnu mere fordærvelig, har disse førnævnte hellere villet falde i hænderne på mennesker frem for at undlade at stille sig selv, og hvad deres er, som en mur for Guds husN, og de har anset det for nødvendigt uforfærdet at fastholde, hvad de er begyndt på. Derfor har både de selv og nævnte provst ved særlige breveN i ydmyghed andraget os om, at vi vilde værdiges at godkende vor ærværdige broder Gerhardus, biskop af Osnabrück, der er nabo til dem og i alle henseender velbekendt for dem, som deres ærkebiskop, for at førnævnte kirke ved ham kan blive ordnet og bragt tilbage til sin tidligere tilstand, og for at også lægmændenes frækhed kan blive tøjlet, da han er en mand af gode sæder og stor kunnen, udmærker sig ved sin fornemme byrd og indtil denne dag har forsvaret den kirke, der var ham betroet, som en mand. Idet vi altså ønsker, at der skal drages omsorg for denne kirke, der så længe har stået alene, befaler vi jer, kloge mænd, ved denne vor apostoliske skrivelse, at I efter at have efterforsket og erfaret sandheden i denne sag, såfremt det forholder sig som anført, på vor myndighed skal pålægge samme biskop at drage til førnævnte bremensiske kirke for i Herrens navn at overtage styrelsen af den. Vi har ment på grund af tvingende omstændigheder at burde vise ham denne nåde, at han, indtil han modtager palliet, må beholde og styre kirken i Osnabrück som dens egen hyrdeN, idet I videre skal pålægge gejstligheden, ministerialerne og menigheden ved førnævnte kirke, indtil han modtager palliet, som hidtil at betragte ham som deres egen hyrde og vise ham den skyldige lydighed og hæder, og med tilsidesættelse af appel tøjler dem, der handler herimod, med kirkens straf. Vi giver nemlig vore ærværdige brødre, lydbiskopperne under Bremens kirke, og kapitlet i Bremen og kirkens ministerialer befaling om ved vort brev»N, at de, efter at han på vor befaling, bekendtgjort for ham af jer, er draget til førnævnte kirke for at styre den, skal vise ham den skyldige lydighed og ærbødighed og betragte ham i ydmyg hengivenhed som deres hyrde. Desuden befaler og vil vi, at I, såfremt nogen handler herimod eller er oprørske heroverfor, med tilsidesættelse af appel tøjler dem med samme straf. Men hvis I ikke alle kan tage del i udførelsen af disse ting, skal du, vor søn, udvalgte biskop, ikke desto mindre udføre det sammen med en af de andre, også hvis du nu er blevet indviet til biskop.

Givet i Lateranet den 30. oktober i vort pavedømmes trettende år.