Innocens, biskop, Guds tjeneres tjener, til sine ærværdige brødre lydbiskopperne, og sine elskede sønner Hartwicus, dekan, og kapitlet, samt de velbyrdige mænd, ministerialerne under Bremens kirke, hilsen og apostolisk velsignelse.

Igennem jeres breveN, brødre, biskopper af Lybæk og Livland, og sønner, dekan og kapitel, er det blevet åbenbaret for vort apostolat, at nogle af jer, fordi det ikke kunde imødekommes, dengang da I havde andraget os om at få Valdemar, den tidligere biskop af Slesvig, til ærkebiskop, afgav jeres stemmer på vor elskede søn Burchardus, domprovst ved jeres kirke. Men da dennes valg ikke blev stadfæstet, har I sørget for at drage omsorg for samme kirke ved, så vidt det stod til jer, at optage forhandlinger om en anden og som følge heraf for en tid tilbage måttet udstå alvorlige og besværlige forfølgelser, ikke blot på jeres ejendele, men også på jeres personer fra de lægmænds side, som stadig af forskellige årsager optræder som tilhængere af førnævnte Valdemar, og herunder lider I endnu. Men eftersom den lange tid, der er gået indtil nu, i højeste grad har været til skade for denne kirke, der står uden hyrde og næsten er bragt til undergang, og en fremtidig udsættelse kunde blive endnu mere fordærvelig, har I hellere villet falde i hænderne på mennesker frem for at undlade at stille jer selv, og hvad jeres er, som en mur for Guds husN, og I har anset det for nødvendigt uforfærdet at fastholde, hvad I er begyndt på. Derfor har både I selv og nævnte provst ved særlige breveN i ydmyghed andraget os om, at vi vilde værdiges at godkende vor ærværdige broder Gerhardus, biskop af Osnabrück, der er nabo til jer og i alle henseender velbekendt for jer, som jeres ærkebiskop, for at førnævnte kirke ved ham kan blive ordnet og bragt tilbage til sin tidligere tilstand, og for at også lægmændenes frækhed kan blive tøjlet, da han er en mand af gode sæder og stor kunnen, udmærker sig ved sin fornemme byrd og indtil denne dag har forsvaret den kirke, der var ham betroet, som en mand. Idet vi altså ønsker, at der skal drages omsorg for denne kirke, der så længe har stået alene, har vi ved vort brevN befalet vore elskede sønner Conradus, udvalgt biskop af Minden, og Wernerus, abbed i Liesborn, Münster stift, og Volcmarus, værge i Münster, at de, når de har efterforsket og erfaret sandheden i denne sag, såfremt de finder, at det forholder sig som anført, på vor myndighed skal pålægge nævnte biskop at drage til førnævnte kirke i Bremen for i Herrens navn at modtage styrelsen af den. Vi har ment på grund af tvingende omstændigheder at burde vise ham den nåde, at han, indtil han modtager palliet, må beholde og styre kirken i Osnabrück som dens egen hyrdeN, idet de også skal pålægge gejstligheden, ministerialerne og menigheden ved Osnabrück kirke, indtil førnævnte biskop modtager palliet, som hidtil at betragte ham som deres egen hyrde og vise ham den skyldige lydighed og hæder og med tilsidesættelse af appel tøjler dem, der handler herimod med kirkens straf. Vi giver derfor ved denne vor apostoliske skrivelse jer alle befaling om, at I, efter at han på vor befaling, bekendtgjort for ham af samme eksekutorer, er draget til førnævnte kirke i Bremen for at styre den, skal vise ham den skyldige lydighed og ærbødighed og betragte ham i ydmyg hengivenhed som jeres hyrde. I modsat fald giver vi ved vort brevN nævnte eksekutorer befaling om at tøjle dem, der måtte handle herimod eller er oprørske heroverfor med kirkens straf under tilsidesættelse af appel.

Givet i Lateranet den 30. oktober i vort pavedømmes trettende år.