Til ærkebiskop Anders af Lund, det apostoliske sædes legat.

Iblandt de fromme tjenester, som biskopper og særlig ærkebiskopper er forpligtede til i troskab at yde det apostoliske sæde som deres moder, bør denne ene være noget særligt, at de, når de bliver tilkaldt, møder til koncilium, hvilket ærkebiskopperne har bundet sig til ved den ed, de har aflagt. Derfor undrer det os højligt, at du overhovedet har villet undslå dig herfor, da du, også uden at være tilkaldt, på alle måder burde stræbe efter at deltage i dette højhellige koncilium, hvortil fyrster og prælater og i almindelighed hele gejstlighedens blomst og pryd med største længsel kommer ilende fra alle lande for til opbyggelse forsig selv at kunne se og høre så mange og så fremstående forsamlede fædre og gøre sig fortjent til at blive delagtige i deres bønner og alle de goder, som den hellige synode mener at burde fastsætte. Lad altså ikke den tanke vinde indpas i dit eller nogen som helst biskops eller prælats sindN at sætte en så vanærende plet på sin ære, at han under noget som helst påskud unddrager sig så højtidelig en begivenhed og så nødvendigt og fromt et værk, eftersom han foruden at gøre sig skyldig i ulydighed og blive strafværdig herfor vilde pådrage sig Guds og vor vrede og evindelig skam og skændsel. Og derfor befaler og påbyder vi strengt ved denne vor apostoliske skrivelse, at så vel du, fremfor nogen, som de øvrige prælater ved kirkerne i din kirkeprovins i følge ordlyden af vor første befalingN efter førstkommende 1. november et år frem i tiden af al evne stræber efter at komme til det apostoliske sæde enten over hav eller over land, på hvilken måde I nu kan. Thi vi håber i Herren, at Han, som magtfuldt byder over hav og vindeN, i mellemtiden vil berolige det brusende havs bølger, så at de søfarende kan få det blide vejr, de ønsker, og at Han vil gøre fjendskab til fred, så at vejen kan blive sikker for dem, der rejser til lands. Derhos befaler vi dig, broder, ved denne vor apostoliske skrivelse, at du, eftersom vi har sendt vor ærværdige broder ærkebiskop Valerius af Uppsala et lignende brevN, strengt påbyder ham og hans lydbiskopper, at de af al evne, på hvilken måde de nu kan, stræber efter at komme til det apostoliske sæde til førnævnte tidspunkt. Eftersom altså det antal heste, der er angivet i vort brevN, efter hvad du forsikrer, ikke er tilstrækkeligt for dig til at fremme korsets sag, og du anmoder om, at der må gives dig tilladelse til et antal af tredive, har vi ment at burde overlade dette til din samvittighed, så at du tager de skridt, som du finder er til gavn. Endelig skal du, broder ærkebiskop, ved at udrydde laster og udplante dyder sørge for at være årvågen over for dig selv og den dig betroede hjord på en sådan måde, at du på den yderste strenge dommens dag kan aflægge et regnskab, der er dig værdigt, for den frygtindgydende dommer, som skal gengælde hver enkelt, hvad han har øvet.

Givet ved S. Pietro i Rom den 21. februar i vort pavedømmes sekstende år.