Til ærkebiskop Valerius af Uppsala og hans lydbiskopper og biskopperne i Lunde kirkeprovins.

Han, som gør vindene til sine sendebudN, sætter igennem dem, der hver er udpeget til sit hverv, sin skjulte plan i værk, og Han, der ene forbliver urokkelig og uforanderlig, fordeler og forvalter alle ting for hver enkelt, som det er hans viljeN, i overensstemmelse med sin hemmelige plan. Ikke anderledes, men næsten svarende hertil har kirken på jorden, som færdes i fremmede lande efter den kirkes forbillede, som triumferer i evindelig fryd, flere grader, af hvilke han, som beklæder det højeste sæde i samme, giver sin befaling til hvem det skal være, og denne udfører hans vilje og bud. Og skønt alle andre er kaldet til at tage del i omsorgen, er der dog een, som står over dem i kraft af sin magtfuldkommenhed, og da han ikke personligt kan være til stede overalt, handler han for det meste gennem andre som stedfortrædere, således at de enkelte lemmer giver udtryk for hovedets magt. Dette var da grunden til, at vi efter grundigt og nøje at have overvejet ikke så meget vor ærværdige broder ærkebiskop Anders af Lunds personlige fortjenester som den sjælehøst, der vil kunne opnås, har ment at burde overdrage samme ærkebiskop at være vor stedfortræder så vel i Lunde som i Uppsala kirkeprovinser, for at han fra dem kan bringe en høst, som ikke går til grunde, og for at hans navnkundighed som en vellugt kan ånde duften af en frodig mark, som Herren har velsignetN. Derfor skal han med hensyn til de sager, der forelægges ham som dommer fra førnævnte kirkeprovinser, efter omhyggeligt at have undersøgt eller erfaret sagens indhold bruge sin magt mod de onde og slette, og den kanoniske strenghed skal, alt efter brødens art, straffe den skyldiges brøde, således at han holder hver enkelts rettigheder ubrødeligt i hævd, og hvis nogen appellerer fra samme ærkebiskop, skal han i tilbørlig agtelse for det apostoliske sædes hæder fastsætte en frist for den, der appellerer, og, såfremt denne ikke forfølger sin appel inden dette tidspunkt, fra da af gå frem i samme sag med fornuften som vejleder. Men når omtalte ærkebiskop drager på visitats i nævnte kirkeprovins, skal han kræve gæsteri med måde, og hvis der er beneficier, som har stået ledige i så lang tid, at bortgivelsen af dem er tilfaldet os i følge Laterankonciliets bestemmelserN, skal det være samme ærkebiskop tilladt at overdrage disse til hertil egnede personer. I ønsket om at forebygge at sjæle kommer i fare, mere end for at være samme ærkebiskop nådig, bevilger vi endvidere ved dette brevs myndighed, at det skal være ham tilladt at meddele dem, som er ifaldet den kanoniske bestemmelse om forkyndt domN, afløsningens nådegave, med mindre forseelsen er så svær, at de pågældende på grund af forbrydelsens gruelighed bør sendes til det apostoliske sæde, for at andre kan afskrækkes ved exemplet. Derhos skal det, når han finder, at det er til gavn, være ham tilladt at give dispensation til dem i de førnævnte kirkeprovinser, der har taget korsets tegn, og som af hensyn til deres kår eller deres personer bliver ude af stand til at komme Det hellige Land til undsætning, således at pilgrimsløfte af een art ændres til et andet. Men vi håber, at oftnævnte ærkebiskop med Herrens hjælp vil gå således frem i dette og i andet, som stiller krav til den biskoppelige værdighed, at han til Guds og den romerske kirkes ære vil fremme det ham pålagte embede som en omsorgsfuld hyrde og virke for sjælenes frelse. Givet i Lateranet den 1. februar i vort pavedømmes første år.