Ego frater Gunnarus dictus abbas de Øm omnibus presens scriptum lecturis uel audituris. salutem in domino.
Cum inter canonicos Wibergenses et Uitescole monachos super diuisione pratorum in Lesø et quibusdam aliis articulis controuersia uerteretur. dominus rex ut eius priuilegium testatur. diffinitiuam interponens sententiam. nos eiusdem sententie sue constituit exsequtores. Qua propter nos cum preposito Wibergensi domino Iohanne. et priore Uitescole domino Petro. assumptis hinc inde fratribus in insulam Lesø transeuntes. locis diligenter inspectis. discordiam que inter eos erat uersus orientem in Furnes de finali termino silue monachorum cruce pro limite iuxta litus posita finiuimus. ceteris e regione illius in silua arboribus terminalibus. securi ut assolet decorticatis. De Burum uero sic diffiniuimus. ut quicquid iam edificio basilice uel usu aratri monachi occupauerant. sic decetero sibi habeant. pars uero reliqua tam canonicorum quam monachorum communis sit forta. nullis unquam aliis usibus deputanda. Ceterum cum a St[a]rbec qui est terminus finalis silue monachorum uersus occidentem. usque ad ultimam partem insule occidentalem prata essent canonicorum. nos ea prata que a predicto riuo uersus orientem in possessione monachorum fuerunt. iuxta domini regis mandatum ita diuisimus. ut pro medietate pratorum canonicis de parte monachorum adiudicata. omnia et sola illa prata que inter Starbec et lapidem pregrandem uersus orientem a cruce. et inter siluam monachorum et mare iacent. in partem canonicorum cederent iure perpetuo possidenda. residua tota terra quarte partis sue monachis Uitescole similiter in perpetuum libera derelicta. Conuenit eciam inter predictos monachos et canonicos mediantibus nobis. ut cuilibet parti per partem alterius liber sit transitus. et utriusque partis pecorum pascua. utrique parti sint communia. Sed et utrimque conceditur. ut de feris insule habeat pars quelibet quas uenatur.
Acta sunt hec anno domini. mo.cco.xixo. sub domino episcopo Asgoto. et domino Iohanne preposito Wibergensis ecclesie. et domino Iohanne abbate Uitescole.
10 finiuimus] med senere tilsatte i-prikker A.
15 St[a]rbec] hul i pergamentet efter foldning A. Resti tueret efter nr. 197-98, jf. 1. 20.
24 Conuenit] med senere tilsat i-prik A.
25 cuilibet] med senere tilføjede i-prikker A.
5 priuilegium: nr. 160.
Jeg broder Gunner, kaldet abbed af Øm, til alle, der læser eller hører dette brev, hilsen med Herren.
Da der var strid mellem Viborgs kanniker og Vitskøls munke om delingen af engene på Læsø og nogle andre punkter, afsagde den herre kongen, hvad hans privilegium vidner om, sin slutdom dem imellem og udpegede os som exekutor af denne hans dom. Derfor rejste vi sammen med hr. Jens, provst i Viborg, og hr. Peder, prior i Vitskøl, idet vi medtog brødre fra begge sider, til øen Læsø, undersøgte omhyggeligt lokaliteterne og afgjorde den uenighed, som var imellem dem om grænseskellet for munkenes skov mod øst i *Furnes, idet der blev sat et kors som skel ved kysten, og de øvrige grænsetræer i dette verdenshjørne af skoven blev afbarket med økse, som man plejer at gøre det. Men om Byrum har vi dømt således, at alt, hvad munkene har taget i besiddelse til kirkebygning eller dyrket op med ploven, skal de for fremtiden beholde på samme måde; men resten skal være fælles forte for både kanniker og munke, og den må aldrig henlægges til anden brug. Da engene fra *Starbec, som er grænseskel for munkenes skov mod vest, helt ud til den vestligste del af øen, var kan nikernes, har vi i overensstemmelse med hr. kongens befaling delt de enge, som var i munkenes besiddelse øst for fornævnte bæk, således at alle og enhver af de enge, som ligger mellem *Starbec og den meget store sten øst for korset og mellem munkenes skov og havet, tilfalder kannikerne som den halvdel af munkenes enge, der blev tildømt dem, at besidde med rette til evig tid. Hele det resterende område af Vitskølmunkenes fjerdepart overlades dem på samme måde frit til evig tid. De førnævnte munke og kanniker blev også ved vor mellemkomst enige om, at der skal være fri passage for begge parter gennem den andens område, og at begge parters græsgange for kvæg skal være fælles for begge parter. Men begge giver også tilladelse til, at begge parter må få alt, hvad de hver for sig nedlægger af øens vildt.
Dette er forhandlet i det Herrens år 1219, mens hr. Asgot var biskop og hr. Jens provst i Viborgkirken og hr. Jens abbed i Vitskøl.
Den hånd, som har ført abbed Gunners afgørelse i pennen, kendes ikke fra andre originaldiplomer. Petitsatsen angiver overensstemmelser med diplomforlægget, nr. 160.