Til Peder, udvalgt ærkebiskop af Lund.

Da de lundensiske kannikers stemmer, efter at vor ærværdige broder Anders, fordum ærkebiskop af Lund, indstændigt havde anmodet om at måtte træde tilbage og omsider havde fået dette bevilgetN, enigt og endrægtigtN var faldet på dig, der da var deres provst, har vi ikke des mindre — efter at vi, som det sømmede sig, havde undersøgt forløbet af dit valg og fundet, at det var blevet forhalet noget efter offentliggørelsen af godkendelserneN og underhandlingen om sammenlægningenN, samt at dit samtykke var blevet indhentet, førend du blev valgt — kasseret samme valg på grund af dets uordentlige forløb, som retten jo kræver detN. Men for at ikke Herrens hjord i lang tid skulle undvære hyrdens omsorg, har vi, da vi ved vidnesbyrd fra såvel din før omtalte forgænger som kapitlet i Lund og desuden mange andre prælater har forstået, at du i viden, alder og sæder stod mål med den lundensiske kirkes byrdefulde hæder, sørget for at sætte dig i spidsen for den for at tage vare på den med omsorg og omhu. Men efter at vore elskede sønner magister AlberusN og præsten Anders, fornævnte kapitels sendemænd, så indtrængende, som det sømmede sig, har anmodet om palliet, kendetegnet på bispeembedet i dets fulde udstrækning, har vi, idet vi ser hen til ovennævnte kirkes tarv og ønsker at vise din person en særlig nåde — nåde efter nåde — hengivne broder, ved de samme sendemænd til gavn for den lundensiske kirke og i dens navn tilsendt dig palliet, hvormed du skal smykkes, når du bliver indviet, og som skal tildeles dig under en bestemt formular, som vi meddeler i vort andet brevN. Skønt vi fremdeles er overbevist om, at du vil udøve det forstanderskab for den kirke, der er dig betroet, på prisværdig måde, giver vi dig alligevel, kyndige broder, fordi vi er ømme over dit rygte og nidkære vogtere af din ære, ved denne vor apostoliske skrivelse en indtrængende påmindelse om og befaling til at sørge for at tilegne dig magten til det gode, så at omtanken får større plads hos dig end myndigheden, når du revser dine undersåtter, og så at de betragter dig som anføreren i det rette, men som den fromme revser af det slette.

Givet i Lateranet den 11. januar i vort ottende år.