I den hellige og udelelige treenigheds navn. Erik af Guds nåde de Danskes og Venders konge til alle troende kristne frelseN her og hisset til evig tid.

Vi har anset det for rigtigt ved et sandfærdigt vidnesbyrd at bestyrke det, som vi har erfaret er foretaget gavmildt og velvilligt såvel af os som af vor meget kære fader, Valdemar, de Danskes berømmelige konge. Derfor har vi ment ved dette brevs myndighed at burde tilkendegive for nulevende og tilkommende, at vi først og fremmest tilskyndet af den gavmilde handling, vor fader forlængst har foretaget, men også påvirket af hengivne bønner fra borgerne i Soest ud af vor fromme gavmildhed har tilstået og bevilget samme den samme nåde og frihed, der var bevilget nysnævnte Soestborgere af vor fornævnte faderN, at nyde evindeligt, nemlig denne, at hvor som helst de inden for vort riges grænser muligvis måtte komme ud for farligt skibbrud, skal alt, hvad det end er, som de kan bringe i sikkerhed på land af deres ejendele ved at redde det fra det farlige hav ved egen møje og bekostning, uden nogen som helst hindring eller hindrende modsigelse forblive deres trygt og ubeskåret, at træffe bestemmelse over til eget brug. Desuden har vi tilstået og bevilget samme, at hvis nogen som helst borger fra Soest muligvis skulle afgå ved døden inden for vort riges grænser, skal hans gods opbevares i troskab år og dag, deponeret hos en eller anden agtværdig mand, at overgive til hans arvinger fuldt og helt og med tilsidesættelse af enhver besværing og modsigelse, når blot de måtte indfinde sig inden den fornævnte frist. Endvidere har vi i vor nåde tilstået og bevilget samme folk fra Soest, at de fuldt ud kan nyde og fryde sig over samme ret og samme nåde og frihed inden for vort riges grænser med hensyn til alle deres ejendele og handlinger, som vor omtalte fader og vore forgængere af kongelig gavmildhed som bekendt har bevilget Kølns borgere og stadfæstet med sit privilegiumN. Det er altså vor vilje at holde såvel denne vor handling, som vor meget kære faders og vore forgængeres, for gyldig med hensyn til alle de fornævnte ting og i ønsket om, at den skal opnå evig fasthed og styrke, har vi ladet dette brev — affattet herom — bestyrke ved vort påtrykte segl. Men hvis noget som helst menneske på nogen måde i dumdristig forvovenhed fordrister sig til at handle herimod eller prøve herpå, skal han uden al tvivl vide, at han vil pådrage sig vor kongelige majestæts vrede og er fuldstændig udelukket fra vor nåde.

Disse ting er forhandletN år 12325) for Herrens menneskevorden.