© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Tekst efter a, der dog har mange lakuner. De er markeret med [ ] og udfyldt efter a1, så langt dette rækker, derpå væsentligst efter diplomforlægget.
In nomine sancte et indiuidue [trinitatis]. Ego [Ericus dei gracia Danorum Sclauorumque rex t]am presentibus quam futuris in perpetuum.
Consideratis diligentius statu[s humani circumstantiis ea tantummodo] cognouimus mortalibus usibus reseruari. *que prouida hominum circumspectio. diuine re[muneracionis intuitu erogauerit]. succedentibus seculis multiplici fenore reditura. Quod enim in hoc corpore constitutus sibi [quisquam non timuerit] subtrahere et eorum qui necessitatem paciuntur usibus ministrare hoc profecto cum nudus ad uterum m[atris unde] nudus exierat reuertitur. se non dubitet inuenire. Eapropter patris nostri et antecessorum nostrorum piis [uestigiis incedere] cupientes. et ab eorum uirtutis et karitatis operibus in quantum nobis dominus permiserit non sa[tagentes ullatenus] declinare cum uniuersis in nostro dominio constitutis tenemur in iusticia non deesse. illis tamen specia[lius nos recognoscimus] debitores qui relictis huius mundi illecebris nudi ab huius seculi naufragio euaserunt. d[iuino se incessanter] seruicio mancipantes. Scire igitur uolumus uniuersos quod religiosos ecclesie beati Kanuti Othense ser[uitores speciali] quadam prerogatiua caritatis. et beniuolencie. amplectentes. libertatem quam a patre nostro [et antecessoribus] nostris optinuerant quorum beneficiis et elemosinis monasterium hoc recognoscitur institutum [nullatenus] decernimus minuendam. sed secundum tenorem tam patris nostri quam antecessorum nostrorum sigilli et [literarum apicibus] consignatum inuiolabiliter conseruandam. ita uidelicet ut possessiones et colon<i> ipsorum u[niuers<i>] ab exaccione stud et expedicione et omni seruicio, iuri regio debito liberi permaneant. et [immunes] super hoc nulli exactorum nostrorum sed monachis tantummodo respondentes. Statuimus eciam ut cens[um estiualem] de Odense et decem marchas argenti de insula Siuld annuatim reddendas a[d uestituram] fratrum quas ab antecessoribus nostris habuere. non noster exactor. sed eorum tutor ammodo su[scipiat]. Et quia omnibus fere regnum transeuntibus officio tenentur caritatis ministrare. ta[m quadragin]ta quam trium marcharum exaccionem et <ut> pistores eiusdem ciuitatis nusquam preter ad [illorum mo]lendina molere debeant concessimus. Ne igitur alicui exactorum nostrorum huic liceat contra[dicere uel] nostre constitucioni in aliquo contraire. eam litterarum et sigilli nostri testimonio dignum d[uximus] confirmare. Si quis uero constitucionem nostram et iusticiam non attendens hiis att[emp]tauerit ausu temerario obuiare indignacionem nostram incurrens. iram supremi iudicis se metuat meruisse.
4 foran seglbeskrivelsen mangler bogstavet D, diplomets mærke, jf. Rep. Danicum I:4 s. 41-2. 12 d<ei> indtil rex] d g Danor Slauor que rex Hamsfort. 25 d<ei> indtil rex] d g Danor Sclauor que rex Hamsfort. 26 priuilegia] herefter overstreget Hi eller It Hamsfort.
1 ff. Teksten er i det hele skrevet mere sjusket end normalt i Odensebogen, så der af og til (f. eks. i m, n og u) er flere lodrette streger end rigtigt. 14 In (således i diplomforlægget)) efter ulæselige skrifttegn a. 1-2 [Ericus indtil t]Jam] Ericus .... Danorum .... rex tam af (der ellers overalt benyttes til at supplere lakunerne), udfyldt efter Reg., jf. seglbeskrivelsen, se under a, samt med støtte i diplomforlægget. 3 statu[s indtil cognouimus] status humani circumstantiis .... cognouimus a1, udfyldt efter diplomforl. 4 "que] efter meningsløst quod a (i diplomforl. skal også læses quod ikke quo). 4-5 intuitu indtil succedentibus] intuitu .... succedentibus a1, udfyldt efter diplomforl. 6 quisquam indtil subtrahere] quisquam .... subtrahere a1, udfyldt efter diplomforl. 8 nostrorum] rum-forkortelsen synes rettet a. 9 nobis)] efter overstreget dominus a. 10 permiserit] mi synes at mangle i eller streg i m a. — dominio] rettet således i marginen med henvisningstegn fra overstreget ord i linien a. 12 illecebris) c rettet fra s a. — euaserunt] t trukket op som tt a. 13 seruicio) efter overstreget in a. — uolumus] uoluus idet forkortelsesstregen synes at mangle a. 14 Othense] Othnse med forkortelsestegn efter n a. — prerogatiua] med både pre- og pro-forkortelse på p a. — caritatis] med ri-forkortelse over fuldt udskrevet cari a. — beniuolencie] synes skrevet benniuolencie a. 15 amplectentes] n rettet a. — quam] q synes forkortet, skønt quam er skrevet helt uda. 16 institutum)] sidste t rettet a. 17 tenorem)] m rettet a.
1 colon<i>] colonos a. — u[niuers<i>]] uniuersos a1 (der udfylder lakune i a). 2 exactorum)] med overflødig forkortelsesstreg over torum a. 3 respondentes] således vist også i diplomforl., der måske skal rettes herefter. 4 marchas) c rettet a. — Siuld] I rettet fra d a. — annuatim] t rettet a. 5 antecessoribus] med overflødigt forkortelsestegn efter so a. 6 Et quia] herudfor i marginen: monachi Ottonienses tenentur officio caritatis med samme hånd som teksten a. — omnibus] ombus med forkortelsesstreg a. — regnum] m rettet a. — tenentur] andet e rettet a. 7 <ut>] mangler a, restitueret efter diplomforl. 12 metuat] rettet fra metuant a. 20 eleuato] forkortet som eleuatis a.
7-8 Jf. lob 1,21: nudus egressus sum de utero matris meæ et nudus reuertar illuc. — 17-18 secundum tenorem tam patris nostri quam antecessorum nostrorum: diplomforlægget fra Valdemar II Sejr (1202-14] Dipl. Danicum I:4 nr. 56 samt Valdemar I 1180 6. februar og Knud VI Valdemarsen 1183 21. marts (Dipl. Danicum 1:3,1 nr. 89 og 111).
I den hellige og udelelige treenigheds navn. Jeg Erik, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, til alle såvel nulevende som tilkommende hilsen til evig tid.
Efter meget omhyggeligt at have taget omstændighederne ved menneskets stilling i betragtning erkender vi, at alene det, som menneskene klogt og omsigtsfuldt skænker bort med henblik på den guddommelige gengældelse, bevares til nytte for dem og kommer igen med mangedoblet udbytte i de følgende sekler. Ingen, som lever i denne verden, bør nemlig ængstes ved at give afkald på sådant og uddele det til nytte for dem, der lider nød, og han skal i sandhed ikke tvivle på at finde det, når han nøgen vender tilbage til moders liv, hvorfra han nøgen kom. Idet vi derfor ønsker at træde i vor faders og vore fromme forgængeres fodspor, så vidt Herren tillader os det, og ikke på nogen måde søger at bøje af fra deres gerninger, øvet i dyd og kærlighed, erkender vi os, skønt vi har pligt til at hjælpe alle, der er under vort herredømme, til retfærdighed, dog i ganske særlig grad som skyldnere over for dem, som har forladt denne verdens fristelser, nøgne er undsluppet denne timelige verdens skibbrud og uafladeligt hengiver sig til et liv i gudstjeneste. Vi ønsker altså, at alle skal vide, at vi omfatter de klostergivne, der gør tjeneste ved Skt. Knuds kirke i Odense, med ganske særlig kærlighed og velvilje og bestemmer, at den frihed, som de har opnået af vor fader og vore forgængere — ved hvis velgerninger og almisser dette kloster vides at være oprettet — på ingen måde skal formindskes, men ubrødeligt bevares i overensstemmelse med ordlyden af både vor faders og vore forgængeres beseglede breve, nemlig således, at alle deres besiddelser og landboer skal forblive frie og immune for krav på stud og leding og al tjeneste, som skyldes den kongelige ret, idet de ikke i så henseende skal svare til nogen af vore ombudsmænd, men kun til munkene. Vi fastsætter endvidere, at deres værge, ikke vor ombudsmand, fra nu af skal oppebære midsommergælden af Odense og de ti mark sølv af øen Sild, der årligt skal udredes til brødrenes beklædning, og som de har haft fra vore forgængere. Og fordi de er forpligtet til kærligt at hjælpe næsten alle, der rejser gennem riget, har vi tilstået dem opkrævningen af både fyrre- og tremarksbøderne, og at bagerne i samme by kun må male på deres møller. For at det altså ikke skal være tilladt nogen af vore ombudsmænd at modsætte sig dette eller i noget handle mod vor bestemmelse, har vi anset det for rigtigt at bekræfte den med vort brevs og segls vidnesbyrd. Men hvis nogen i dumdristig forvovenhed uden at iagttage vor bestemmelse og vor retshåndhævelse forsøger at stille sig herimod, pådrager han sig vor harme og kan frygte at have fortjent den højeste dommers vrede.
Privilegiet er tidligere dateret 1241, 12412, identificeret med et diplom fra Valdemar II Sejr eller ubestemt henvist til en af kongerne Erik 1232-1439.
Udstederens navn er afslidt i Odensebogen, men kunne tydeligt læses som Ericus, da Langebek tog sin afskrift derfra 1756 (se under a1; jf. Suhm X 961). Ligeledes kunne Cornelius Hamsfort henimod 1600 læse udstederens navn og titler som Ericus Danorum Sclauorumque rex (se under a og Reg.).
Ved valget mellem de forskellige Erik'er som privilegiets giver er det påfaldende, at teksten er næsten helt identisk med Valdemar Sejrs diplom [1202-1214], Dipl. Danicum I:4 nr. 56. Enkelte ting fremstår dog som nye, således to henvisninger til pater noster. Det er naturligt herved at tænke på den nævnte Valdemar, når den udstedende kong Erik gentager netop hans diplom. En tilsvarende genudstedelse sker, omend i forkortet form, i et udateret privilegium fra hertug Abel, der på samme måde henviser til pater noster. Abels fribrev hører med vished hjemme i tiden før 1250 (nr. 149). Disse træk peger mod Erik IV Plovpenning blandt de fire Erik'er 1232-1439, og en sådan tidlig datering støttes af formelværket, den gejstlige straffetrussel i sanctio samt invocatio.
Denne gammeldags formel er i stærk tilbagegang allerede i 1230'erne og 1240'erne, hvor den sjældent optræder i kongediplomer uden for enkelte klosterprivilegier (nr. 144 og Dipl. Danicum I:7 af 1238 7/6 i en særegen form; 1242 11/14 for Odense Skt. Knudskloster har en formel som det foreliggende og på samme måde II:6 nr. 235 af 1237 14/3 for Esrum kloster, jf. privatdiplomerne for samme, Dipl. Danicum I:7 af 1246 17/8 og 1248 18/11). Fra 1250 bruges gudspåkaldelsen endnu mere sporadisk i kongelige diplomer (i Dipl. Danicum II:1 1250-65 således kun i en transsumpt af et privilegium, nr. 302—03, påvirket af et ældre forlæg, samt i en appel, der gerne indledes sådan, nr. 271, jf. appellerne 338, 378). Formlens forekomst her er ligesom den forældede straffetrussel træk, der yderligere viser hen til Erik Plovpenning som udstederen.
Ved en nærmere tidsfæstelse inden for dennes regeringstid 1232-50 må det mærkes, at kongen har benyttet et segl, der peger tilbage mod hans hertugtid 1216-32. Det tyder vel på en udstedelse nærmere 1232 end 1250 (jf. under a). Vigtigere er, at han 1242 11. november atter udsteder et privilegium for Knudsklostret (Reg. Danica nr. 821). Selv om det påkalder sig faderens forbillede, sker det kun én gang, mod tre gange i nærværende tekst, og det er langt mere selvstændigt og betydningsfuldt. Da 1242-privilegiet stammer fra Eriks egen kongetid, og der ligesom ikke er plads til en blot og bar gentagelse af Valdemarprivilegiet i den frie regeringstid fra 1241, ligger det meget nær at henvise den foreliggende slaviske kopi til samregeringen [1232— 1241].
Afvigelser fra diplomforlægget er yderst få, den mest iøjnefaldende, at tillægget i Valdemarprivilegiet — anbragt helt til slut i dette — i sønnens er ført ind på rette plads som sidste led i dispositio, før corroboratio og sanctio.