I den hellige og udelelige treenigheds navn. Jeg Valdemar, af Guds nåde de Danskes og Venders konge, hertug af Jylland, herre over Nordalbingien, til så vel nulevende som tilkommende hilsen til evig tidN.

Efter meget omhyggeligt at have taget omstændighederne ved menneskets stilling i betragtning erkender vi, at alene det, som menneskene klogt og omsigtsfuldt skænker bort med henblik på den guddommelige gengældelse, bevares til nytte for dem og kommer igen med mangedoblet udbytte i de følgende sekler. Ingen, som lever i denne verden, bør nemlig ængstes ved at give afkald på sådant og uddele det til nytte for dem, der lider nød, og han skal i sandhed ikke tvivle på at finde det, når han nøgen vender tilbage til moders liv, hvorfra han nøgen komN. Idet vi derfor ønsker at træde i vore fromme forgængeres fodspor, så vidt Herren tillader os det, og ikke på nogen måde søger at bøje af fra deres gerninger, øvet i dyd og kærlighed, erkender vi os, skønt vi har pligt til at hjælpe alle, der er under vort herredømme, til retfærdighed, dog i ganske særlig grad som skyldnere over for dem, som har forladt denne verdens fristelser, nøgne er undsluppet fra denne timelige verdens skibbrud og uafladeligt hengiver sig til et liv i gudstjeneste. Vi ønsker altså, at alle skal vide, at vi omfatter de klostergivne, der gør tjeneste ved Skt. Knuds kirke i Odense, med ganske særlig kærlighed og velvilje og bestemmer, at den frihed, som de har opnået af vore forgængere — ved hvis velgerninger og almisser dette kloster vides at være oprettet — på ingen måde skal formindskes, men ubrødeligt bevares i overensstemmelse med ordlyden af både vor fadersN og brodersN beseglede breve, nemlig således, at alle deres besiddelser og landboer skal være frie og immune for krav på stud og leding og al tynge, som skyldes den kongelige ret, idet de ikke i så henseende skal svare til nogen af vore ombudsmænd, men kun til munkene. Vi fastsætter endvidere, at deres værge, ikke vor ombudsmand, fra nu afN skal oppebære midsommergælden af Odense og de ti mark sølv af øen Sild, der årligt skal udredes til brødrenes beklædning, og som de har haft fra vore forgængereN. For at det altså ikke skal være tilladt nogen af vore ombudsmænd at modsætte sig dette eller i noget handle mod vor bestemmelse, har vi anset det for rigtigt at bekræfte den med vort brevs og segls vidnesbyrd. Men hvis no gen i dumdristig forvovenhed uden at iagttage vor bestemmelse og vor retshåndhævelse forsøger at stille sig herimod, pådrager han sig vor harme og kan frygte at have fortjent den højeste dommers vrede.

Og fordi de er forpligtet til kærligt at hjælpe næsten alle, der rejser gennem riget, har vi tilstået dem opkrævningen af både fyrre- og tremarksbøderne, og at bagerne i samme by kun må male på deres møllerN.