Til Håkon, Norges berømmelige konge.

For at kongernes HerreN skal bøje dine fjenders nakker for dig og ophøje din kongelige højhed og hæder, burde du bøje dig i hengivenhed for hans kirker og af evne ophøje prælaterne ved dem. Men du forfølger uden grund vor ærværdige broder Poul, biskop af Hamar, efter hvad han har fremstillet for os i vor nærværelse — og kirken i Hamar, som du i det mindste af ærbødighed for Gud var forpligtet til at vise ærbødighed, undertrykker du på utålelig måde og har mod denne biskops vilje bygget en borg fra ny af på samme kirkes område, som du stræber efter helt og holdent at gøre til træl, og plyndret den for nogle jorder, som den vides hidindtil at have besiddet uanfægtet fra gamle tider. Og for at undertrykke den ved endnu større forfølgelser optager du dem i din nåde, som du erfarer forfølger denne kirke, og de, som er skilt ud fra de troendes fællesskab, giver du adgang til at omgås dig og bevilger dem, for at de des tryggere kan udæske kirken, kongelige værnebreveN og forsøger også at drage Hamarstiftets menighed bort fra hengivenheden mod ham og give anledning til, at der vækkes alvorligt anstød inden for den uden at tænke på, hvor upassende det er, at den opægger til uenighed, som ved, at han står over andre for at styre i fred. Men du drager hans mænd bort fra tjeneste for ham og forbyder landboerne at dyrke Hamarkirkens jorder, og — hvad der særlig bidrager til at nedsætte kongenavnet — du foruroliger alvorligt nævnte biskop og kirke angående patronatsretten til samme kirke, som du og dine forgængere fordum siges frit at have givet afkald på, som om du fortrød en fromhedsgerning, og erklærer offentligt, at de, som fortrædiger ham og hans folk imod retfærdigheden, ikke vil pådrage sig kongens vrede. Som følge heraf har nogle taget sig den frihed at påføre ham og andre kirkelige personer mange gruelige uretfærdigheder og har fordristet sig til at trænge ind på kirkens jord, piske samme biskops tjenere, krænke kirkens immunitet, fjerne deponerede ting fra den og rane tienderne. Men nogle lægfolk stævner gejstlige til ransagning, hvad der er forbudt, og tvinger dem til at føre sag for sig og svare om kirkelige sager. Desuden har du, for at din måde at hjemsøge biskoppen på kunne undertrykke ham umådeligt, befalet, at nogle af hans mænd skulle dræbes, og har, da det ikke kunne lade sig gøre, ladet dem plyndre for alt gods. Og således bliver samme biskop undertrykt af så mange tryk, således bliver hans kirke trængt af så mange hjemsøgelser, at de næsten tvinges til at opgive ånden under vægten af uretfærdighederne, hvis da ikke Herren lader dem ånde op ved at borttage dette tryk. På grund heraf blev denne samme tvunget til at drage i landflygtighed fra fædrelandet og har ment at burde appellere til vor domstol, hvilken appel du har ringeagtet ved, som det siges, at have plyndret ham og hans kirke for den ø, som kaldes den helligeN, og for visse andre besiddelser, efter at han var brudt op for at drage til det apostoliske sæde. Vi har altså ment indtrængende at burde bede og påminde dig, høje konge, om at yde nævnte biskop tilbørlig godtgørelse for tabene og uretfærdighederne og sørge for, at den ydes af dine mænd, og om at gengive ham det, der som før nævnt er frataget ham, således som du er forpligtet til, og for fremtiden, efter at fornævnte forbud er hævet, afstå fra at fortrædige ham og med den dig overgivne magt tvinge dine mænd til at afstå derfra. I modsat fald giver vi, hvor meget vi end elsker dig, stormægtige konge, hvor meget vi end sætter pris på at befordre og hædre dig, vor ærværdige broder ærkebiskop Uffe af Lund og vore elskede sønner ærkedegnenN i Lund og abbedenN i Herrisvad i Lunde stift befaling til ved vort brevN — da vi dog ikke kan stå til tjeneste for et menneske imod Gud — at de efter forudskikket påmindelse, med tilsidesættelse af appel og med fornuften som vejleder, ved kirkens straf skal tvinge dig dertil efter også at have påkaldt den verdslige arms hjælp hertil, om det bliver nødvendigt, uanset bestemmelsen om de to dagsrejser, som blev udstedt på det almindelige konciliumN.

Givet i Perugia den 5. oktober i vort pavedømmes ottende år.