I den hellige og udelelige treenigheds navn. Jeg, Valdemar den Anden, af Guds nåde de Danskes og Venders konge til alle troende, der får dette brev at se, hilsen i nåde.

Eftersom alt under solen forgår, og alle ting som bekendt er underkastet omskiftelighed og forkrænkelighed, er selve livets og ligeså begivenhedernes vedvarende strøm en maning til os om ivrigt at virke for, at vi bruger vore forgængelige værdigheder og ting til bedste for evighedens urokkelige hæder. Det er derfor vor vilje at udøve den os tilståede høje værdighed for den evige herlighed, og omendskønt vi ønsker i fred at styre alle og enhver af vore undersåtter med mildhed og sagtmodighed, så langt som retfærdigheden tillader det, vil vi dog inderligt drage omsorg for freden for de klostergivne, for at de des mere fyldestgørende kan hellige sig varetagelsen af gudstjenesterne, jo mere de bliver afsondret fra den ydre uro, som vil kunne nå dem for deres besiddelsers skyld. I ønsket om ud af vor velvilje og gavmildhed at stadfæste den fromme kærlighedsgerning, som, ærværdigt ihukommet, vor fader ValdemarN og vor broder KnudN har værdigedes at vise de klostergivne i Esrum angående deres besiddelsers immunitet, erklærer vi da ved dette brevs ordlyd over for tilkommende såvel som nulevende, at vi fuldstændigt fritager og undtager samtlige besiddelser, der tilhører de klostergivne i fornævnte stiftelse fra alle tjenester og krav, som tilkommer vor kongelige retsudøvelse, hvad angår ledingsfærd og lignende. Og for at ingen til evig tid skal vove at anfægte denne immunitetens og frihedens nådegave, som vi tilstår dem, og for at ejheller nogen på nogen måde i dumdristig forvovenhed skal fordriste sig til at handle imod den, har vi ment til uomtvistelighed og yderligere stadfæstelse at burde bestyrke dette brev med vort segl.

Givet i Roskilde i det nådens år 1237 i marts måned, dagen før den 15. i samme måned.