forrige næste

Tekst efter Aa1:

Hakon mæd guds miskunn Noregs kongur sun Magnus, kongs sænder allum mannum þæim sæm þetta bref sia æda hœyra quædiu guds oc sina. ♦ Þat man gudi kunnikt oc hinum bæztum mannum i rikinu sæm ofttast hafa i hia oss veret hvasso mykla ahyggiu ver hafum haftt oc æftter læitat vid kong af Danmork at fridur oc nader mætte verda riknanna millim Noregs oc Danmarkar þar sæm ver hafum i morgum færdum mœtt oss oc adra goda mænn vara æftter at læita fridnum oc varom sæmdom oc sændum þa mæn sæm ver hafdum mæd oss oc kongur af Danmork gaf sok vm dauda fadur sins til profs vidur hann oc undanførsslo um þær saker sæm han gaf þæim, ♦ Oc þa er þæir skildu þar koma þa sao þæir bref þau sæm mote þæim varo gorr oc þæir hafa æn i dag, i hværium er þæim varo ængi þau logh bodin sæm annattvæggia ganga i Noregi æda Danmork æda adrum landum sva at mænn hafe hœyrt getet, oc þar mæd varo sættar firir þæim sva storar oc hardar umsætor at sumir af þæim matto mæd ængu moti fram þingat komast, ♦ En þæir sæm komo matto ængum laghum ne rettyndum fram firir sik koma, utan kongr af Danmork næmndi til mænn oc let sværia upp a þa slikt sæm hanom likade, ♦ Oc er þat bæde mote gudz lagum ok allra kristinna manna sæm flæster skynsamer mænn mego undirstanda æftter þæirri framfærd sæm i fyrstunni var a hofd vidur þa er su sok var gefen þæim, at þæir vard þægar ut flæmptir af rikinu, oc godz þeirra upptækit firer þæim, frændur þæirra dræpner oc svæinar, æn sumer fangader oc ofrægde þa sva um oll londen mæd brefum sinum oc annarre ofrægd oc villdi æigi hœyra þau logh oc rettyndi ne undanførslo sæm þæir budu firer sik, oc sidan er þæir saa at þæir matto ængum rettyndum firer sik koma sakar ofmykillar agirndar vidur þa, þa skutu þæir sinu male til pavans oc lagdu sik oc sin mælæfni oll i hans dom ♦ Letom ver þa þetta allt vera æftter vilia kongs af Danmork oc vikum æftter oc villdum æigi þæssa mænn hafa sidan i hia oss oc hugdumst mæd þæsso oc allu adru til tæygia at ver oc þægnar varer mættom frid oc nader hafa, ♦ Kom sidan æn su skipan a millum var oc kongs af Danmork at sætt oc æfenleger fridur var gorr oc stadfastlegha sætter millim riknanna, var þæsse fridur oc oll annur daghþingan æigi bæter hallden vidur oss æn þægar æftter let kongur af Danmork til fara oc taka nidur, briota oc brænna hus vart Hialm þuærtmote þbui sæm adur var mællt oc dagþingat var i millim, en suma norrøna kaupmænn þa sæm til Danmarkar varo siglder let hann upphallda oc af þæim taka þat godz sem þæir hafdu mæd at fara oc sialfa þa ymislega illa handla þa sæm æigi gato undankomest ♦ Oc þvi kiænnumst ver þar vidur at ver erom kongenom af Danmork ængan lut skylldugir at hallda af þæiri dagþingan, oc gerom ver allum mannum kunnikt at æftter rade hertogha Eiriks af Sviariki magsæfnis vars, biskupa vara oc annara radgiæfa þa hafum ver tækit herra græyfann Jakop frænda varn hin kiærazta, oc herra Peter Jakopsson, oc born þæira oc allra annara duganda manna born þæira sæm af Danmork varo til var komner oc suæina þæira alla þa sæm mæd þæim ero oc allan þæira varnad i guds valld oc varn hægnad oc konglækt traust til allra rettra mala fullkomlega firerbiodande hværium manne þæim at misþyrma i nokkorom lut æda hindra þa æda talma afloglegha næma sa er þat gerir vili sæta af oss ræidi oc ræfsingum oc hinum hardastom afar kostom, sva at adrum skal til vidursionar verda at misþyrma frændum varom oc þæim adrum sem ver hafum sva hæmilega i varn hægnad tækit. ♦ Man oc þat gudi kunnikt vera oc hinum bæztum mannum i rikinu er sannyndi vilia um sægia, at ofridur þæsser oc onader sæm veret hæfer um ridir var byriadur oc upphafdur i omægd okkora brødranna þo at sumir favitskir mænn tale þar ymislega um þæir sæm þar vitu æigi sva lioshlega skil a. ♦ Þetta bref var gort i Nidarose krossmæsso æftan um varet, a . viij . are rikis vars oc insiglat sialfum oss hiaverandum, æn Ivar klærker ritade.

27 varom] var- -om Aa1.

20 annur: i Aa1 synes at staa annnur.

Haakon, af Guds Naade Norges Konge, Kong Magnus Søn, til alle, som ser dette Brev eller hører det læse, Hilsen med Gud.

Det er vitterligt for Gud og de bedste Mænd i Riget, der som Regel har været i vor Nærhed, hvor meget det har ligget os paa Sinde, og hvorledes vi hos Kongen af Danmark har bestræbt os for, at der kunde blive Fred og Fordragelighed mellem Rigerne Norge og Danmark, idet vi har besværet os selv og vore gode Mænd med mange Rejser for at søge Fred, og hvad vor Ære krævede, ligesom vi ogsaa har sendt de Mænd, vi havde hos os, og som Kongen af Danmark anklagede for sin Faders Død, til ham, for at de kunde bevise deres Uskyld og rense sig for de Beskyldninger, han rejste mod dem. Men da de var paa Vej, fik de de Breve at se, der var udstedt imod dem, og som de har den Dag i Dag, hvori man ikke tillod dem at nyde den Lov, der gælder i Norge eller Danmark eller andre Lande, saa vidt man har hørt omtale. Tilmed udsattes de for saa alvorlige og voldsomme Efterstræbelser, at visse af dem ikke paa nogen Maade kunde komme derhen. Og de, som kom, kunde ikke føre noget lovligt og retmæssigt Forsvar, men Kongen af Danmark udnævnte og lod dem aflægge Ed mod dem paa det, han ønskede. Dette strider baade mod Guds og hele Kristenhedens Lov, som de fleste fornuftige Folk kan forstaa, efter den Fremfærd, man anvendte imod dem i Begyndelsen, da man rejste Sag imod dem, saadan at de straks blev jaget ud af Riget, deres Gods inddraget, deres Frænder og Svende dræbt og nogle fængslede; og (Kongen) bragte dem saaledes i Vanry i alle Lande med sine Breve og anden Bagtalelse og vilde ikke høre paa det lovlige og retmæssige Forsvar og den Gendrivelse, som de tilbød for sig. Siden da de saa, at de ikke kunde føre noget retmæssigt Forsvar, paa Grund af den altfor store Partiskhed mod dem, henskød de deres Sag til Paven og gav sig selv og hele deres Sag under hans Dom. Alt dette lod vi da ske efter Kongen af Danmarks Vilje og føjede os derefter og vilde ikke mere have disse Mænd hos os, og mente med dette og med alt andet at kunne bevirke, at vi og vore Undersaatter kunde faa Fred og Ro. Skønt der senere endnu en Gang blev truffet den Aftale mellem os og Kongen af Danmark, at der blev sluttet og stadfæstet Forlig og evig Fred mellem Rigerne, saa blev denne Fred og al anden Overenskomst ikke bedre overholdt overfor os, end at Kongen af Danmark straks derefter lod Folk gaa hen og nedbryde, tilintetgøre og brænde vor Borg Hjelm, tværtimod hvad der før var aftalt og dagtinget mellem os, og nogle norske Købmænd, der var sejlet til Danmark, lod han holde tilbage og fratage dem det Gods, de førte med sig, og lod paa forskellig Vis handle ilde med dem af dem, der ikke kunde undslippe. Derfor kan vi ikke erkende, at vi i nogen Henseende er Kongen af Danmark skyldig at holde den Overenskomst, og vi gør vitterligt for alle, at vi efter vor tilkommende Svigersøn, Hertug Erik af Sveriges, Raad, vore Bispers og andre Raadgiveres Raad har taget vor kæreste Frænde, Herr Grev Jakob og Herr Peder Jakobsøn og deres Børn samt Børn af alle andre gode Mænd, som var kommet til os fra Danmark, og alle deres Svende, som følger dem, og alt, der hører dem til, i Guds Vold og vor Beskyttelse og kongelige Værn til alle retfærdige Sager, idet vi strengt forbyder enhver at forurette dem i nogen Henseende, hindre dem eller staa dem i Vejen paa ulovlig Vis, med mindre den, der gør det, ønsker at paadrage sig vor Vrede og Straf og den haardeste Medfart, saa at det kan tjene andre til Advarsel mod at forurette vore Frænder og de øvrige, som vi saa særdeles har taget under vor Beskyttelse. Det er ogsaa vitterligt for Gud og de bedste Mænd i Riget, der vil sige Sandheden derom, at denne Ufred og Uro, som har staaet paa en Tidlang, havde sin Begyndelse og Oprindelse i min Broders og min Umyndighedsalder, skønt nogle taabelige Mennesker, saadanne som ikke ved saa nøje Besked siger forskelligt andet derom. Dette Brev blev udstedt i Nidaros Korsmesseaften om Foraaret i vort ottende Regeringsaar og beseglet i vor Nærværelse. Ivar Klerk skrev Brevet.