Haakon, af Guds Naade Norges Konge, Kong Magnus Søn, til alle, som ser dette Brev eller hører det læse, Hilsen med Gud.

Det er vitterligt for Gud og de bedste Mænd i Riget, der som Regel har været i vor Nærhed, hvor meget det har ligget os paa Sinde, og hvorledes vi hos Kongen af Danmark har bestræbt os for, at der kunde blive Fred og Fordragelighed mellem Rigerne Norge og Danmark, idet vi har besværet os selv og vore gode Mænd med mange Rejser for at søge Fred, og hvad vor Ære krævede, ligesom vi ogsaa har sendt de Mænd, vi havde hos os, og som Kongen af Danmark anklagede for sin Faders Død, til ham, for at de kunde bevise deres Uskyld og rense sig for de Beskyldninger, han rejste mod dem. Men da de var paa Vej, fik de de Breve at se, der var udstedt imod dem, og som de har den Dag i Dag, hvori man ikke tillod dem at nyde den Lov, der gælder i Norge eller Danmark eller andre Lande, saa vidt man har hørt omtale. Tilmed udsattes de for saa alvorlige og voldsomme Efterstræbelser, at visse af dem ikke paa nogen Maade kunde komme derhen. Og de, som kom, kunde ikke føre noget lovligt og retmæssigt Forsvar, men Kongen af Danmark udnævnte og lod dem aflægge Ed mod dem paa det, han ønskedeN. Dette strider baade mod Guds og hele Kristenhedens Lov, som de fleste fornuftige Folk kan forstaa, efter den Fremfærd, man anvendte imod dem i Begyndelsen, da man rejste Sag imod dem, saadan at de straks blev jaget ud af Riget, deres Gods inddraget, deres Frænder og Svende dræbt og nogle fængslede; og (Kongen) bragte dem saaledes i Vanry i alle Lande med sine Breve og anden Bagtalelse og vilde ikke høre paa det lovlige og retmæssige Forsvar og den Gendrivelse, som de tilbød for sig. Siden da de saa, at de ikke kunde føre noget retmæssigt Forsvar, paa Grund af den altfor store Partiskhed mod dem, henskød de deres Sag til Paven og gav sig selv og hele deres Sag under hans Dom. Alt dette lod vi da ske efter Kongen af Danmarks Vilje og føjede os derefter og vilde ikke mere have disse Mænd hos os, og mente med dette og med alt andet at kunne bevirke, at vi og vore Undersaatter kunde faa Fred og Ro. Skønt der senere endnu en Gang blev truffet den Aftale mellem os og Kongen af Danmark, at der blev sluttet og stadfæstet Forlig og evig Fred mellem RigerneN, saa blev denne Fred og al anden Overenskomst ikke bedre overholdt overfor os, end at Kongen af Danmark straks derefter lod Folk gaa hen og nedbryde, tilintetgøre og brænde vor Borg Hjelm, tværtimod hvad der før var aftalt og dagtinget mellem os, og nogle norske Købmænd, der var sejlet til Danmark, lod han holde tilbage og fratage dem det Gods, de førte med sig, og lod paa forskellig Vis handle ilde med dem af dem, der ikke kunde undslippe. Derfor kan vi ikke erkende, at vi i nogen Henseende er Kongen af Danmark skyldig at holde den Overenskomst, og vi gør vitterligt for alle, at vi efter vor tilkommende Svigersøn, Hertug Erik af Sveriges, Raad, vore Bispers og andre Raadgiveres Raad har taget vor kæreste Frænde, Herr Grev Jakob og Herr Peder Jakobsøn og deres Børn samt Børn af alle andre gode Mænd, som var kommet til os fra Danmark, og alle deres Svende, som følger dem, og alt, der hører dem til, i Guds Vold og vor Beskyttelse og kongelige Værn til alle retfærdige Sager, idet vi strengt forbyder enhver at forurette dem i nogen Henseende, hindre dem eller staa dem i Vejen paa ulovlig Vis, med mindre den, der gør det, ønsker at paadrage sig vor Vrede og Straf og den haardeste Medfart, saa at det kan tjene andre til Advarsel mod at forurette vore Frænder og de øvrige, som vi saa særdeles har taget under vor Beskyttelse. Det er ogsaa vitterligt for Gud og de bedste Mænd i Riget, der vil sige Sandheden derom, at denne Ufred og Uro, som har staaet paa en Tidlang, havde sin Begyndelse og Oprindelse i min Broders og min Umyndighedsalder, skønt nogle taabelige Mennesker, saadanne som ikke ved saa nøje Besked siger forskelligt andet derom. Dette Brev blev udstedt i Nidaros Korsmesseaften om Foraaret i vort ottende Regeringsaar og beseglet i vor Nærværelse. Ivar Klerk skrev Brevet.