Til vor elskede søn Guido, dekan ved lundekirken.

Idet vi ønsker at vise Din person, som er os kær på grund af Dine fortjenester, hvorom man giver Dig rosende vidnesbyrd, velvillig gunst og derfor skænker Dig en særlig nåde, bøjer vi os for Dine bønner og bevilger Dig med dette brev, at Du under et ophold på indtil to år på et sted, hvor der findes et universitetN, eller medens Du residerer ved en kirke, hvor Du har et beneficium, kan oppebære alle frugter, indtægter og oppebørsler af alle Dine kirkelige beneficier, som Du nu har. Du må oppebære dem ubeskåret, dog med undtagelse af de daglige uddelinger, således som Du vilde oppebære dem, dersom Du personligt residerede ved de kirker, hvor Du har beneficier, og Du skal på ingen måde i mellemtiden være forpligtet til eller mod Din vilje af nogen kunne tvinges til at residere ved samme, uanset alle vedtægter og sædvaner ved samme kirker, som strider herimod, selvom de er bestyrkede med ed, apostolisk stadfæstelse eller med enhver anden bekræftelse, også hvis Du personligt eller gennem Din befuldmægtigede har aflagt ed på at overholde dem og ikke at erhverve eller bruge apostoliske breve herimod, uanset også om stedernes bisper eller noglesomhelst andre af det apostoliske sæde har fået eller i fremtiden måtte få bevilget, at de ved at inddrage de kirkelige oppebørsler eller på anden måde kan tvinge kanniker og præsterne i deres stæder og stifter, som har beneficier i samme kirker, til at residere personligt ved samme, eller om fornævnte bisper og vore elskede sønner kapitlerne ved samme kirker eller enhver anden i fællesskab eller hver for sig af fornævnte sæde har fået bevilget eller i fremtiden måtte få bevilget, at de ingenlunde skal være forpligtet til for kanniker og præster, der ved samme kirker har sådanne kirkelige beneficier, under nogens fravær at bestyre frugter, indtægter og oppebørsler af deres beneficier ved nævnte kirker, og at de ikke skal kunne tvinges dertil ved apostolisk brev, som ikke fuldstændigt og udtrykkeligt og ord til andet omtaler denne bevilling, uanset også alle nævnte sædes bevillinger, privilegier og apostoliske breve, almindelige og særlige, hvilken ordlyd de end har, hvorved virkningen af denne vor nåde på nogen måde kan forhindres eller blot udsættes, når de ikke udtrykkeligt og i deres helhed er optaget i dette brev, og af hvilke og hvis fulde ordlyd der skulde finde særlig omtale sted i vort brev, alt under forudsætning af, at sådanne beneficier ikke i mellemtiden berøves den skyldige tjeneste, og at sjælesorgen, hvor en sådan påhviler et af beneficierne, på ingen måde forsømmes. Intet menneske må bryde denne vor bevilling eller i ubesindig forvovenhed handle derimod. Hvis nogen drister sig til at forsøge det, skal han vide, at han vil pådrage sig Gud den almægtiges og hans hellige apostle Petrus' og Paulus' vrede. Givet i Avignon den 3. april i vort (pontifikats) fjerde år.