1362

1362. 29. maj. Varberg179

Kong Magnus af Sverige erklærer, at indtægterne af det gods i Sverige, som han har pantsat til Peder Due, ikke skal føre til formindskelse i indtægterne af det gods, som tidligere er pantsat ham i Västergåtland.

A: RA. Peder Due. Perg. 19 × 10,5 (plica 2). Kong Magnus segl i perg.rem, Fleetwood, Kungasigill II, 32. På plica i højre hjørne Magni regis. På bagsiden Littera domini Magni regis om Peder Duwæ og med hånd fra 16. årh. at han satte hannem goetz i pant i Swerige for thenn schade han haffde liddt — Aa: Langebeks Diplomatarium.

Dipl. Dan. 3. rk. VI nr. 179; DRB. III:6 nr. 179 (i oversættelse).

Tekst efter A:

Magnus dei gracia rex Swecie Norwegie et Scanie omnibus presens scriptum cernentibus salutem in domino sempiternam ♦ Noueritis quod quia pro diuersis pecuniarum summis. in. quibus nobili uiro. Petro Duua. familiari. nostro dilecto. racione dampnorum que. in bonis suis receperat. tenemur. obligati/ diuersa sibi pignera. in regno nostro commiseramus pro eisdem/ uolumus redditus et pensiones. quos et quas de bonis superius. in Swecia sibi per nos impigneratis. pro mille marchis argenti./ leuauerit/ in. defalcacionem aut diminucionem reddituum\ bonorum sibi per nos in Wæsgocia deputatorum alio. titulo pigneris nullatenus computari/ ♦ Datum. sub sigillo nostro maiori; anno domini m^occc^o?lx^o secundo dominica proxima post ascensionem domini/ in castro nostro Wardbiergis.

10 reddituum] herefter halvt udvisket d.

7-8: cf. 3. rk. V nr. 160 nr. 370 og ovf. nr. 61.

Magnus, af Guds nåde Sveriges, Norges og Skånes konge, til alle, som ser dette brev, hilsen evindelig med Gud.

I skal vide, at eftersom vi for forskellige pengebeløb, som vi skylder den velbyrdige mand Peder Due, vor elskede svend, som følge af tab, han havde lidt på sit gods, har overdraget ham forskellige panter i vort rige, er det vor vilje, at de indtægter og afgifter, som han måtte oppebære af godset i det øvre Sverige, som er pantsat ham for 1000 mark sølv, på ingen måde skal afregnes i eller føre til formindskelse af indtægten af det gods i Västergötland, som er overdraget ham ved anden pantsætning. Givet under vort store segl i det Herrens år 1362 søndag efter Kristi himmelfart på vor borg Varberg.