© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Tekst og arkivalske oplysninger efter Hanserec.:
Den vromen wisen beschedenen heren, borghermesteren unde deme rade tho Lubeke, den enbede ik, Marquart Ruthensten, horsam unde denest. ♦ Iuwer agbaricheyt bidde ik witlik tho we<s>ende, dat wie unde de meene kopman utermaten swarliken tů komen mid manigherleye zake unde unrechte, dat us de konig anlegghen leth an stukken, de hir na screven staat. ♦ Unde sunderliken, do wie quemen up dat land, dat des konighes vøghede thu spreken den Dudeschen vischeren, alle den, de dar weren, dat se ghebroken hadden lyf unde guth dar umme, dat se myd ghewolt dar weren komen up dat land; unde wolden van der schuten nicht myn neemen, den twe lødeghe mark. ♦ Des sande wie use breve tho deme koninghe over in Seelant. ♦ Des scref he us wedder, dat he zynen amptluden dat bevalen hadde, waat se dar ane doon scholden, he wolde van der schuten hebben twe lødighe mark. ♦ Des neeme wy daghe myd synen aempluden unde deghedingheden, dat de schute myd groter noot gaf ene lodeghe mark, edder se wolden se alle vanghen hebben unde arghet, wor ane se mochten. ♦ Under des do quam de konig sulven over uppe Schone unde legherde syk van Valsterbode ene halve mile, unde leeth syne aemptlude do tů spreken alle den in den wantboden, dat ze wolden hebben van iewelker boden twe lodeghe mark boven alle ding, dat se van rechtes weghene plichtich weren tho ghevende. ♦ Des neeme wi dar daghe unde deghedingheden, dat wi scolden dar ende ane gaan. ♦ Under des do sande he sinen bref zynen ammet luden, dat se scholden van al den, de up den vitten leghen, de nene borghere weren in den steden, de dar vitten hadden, alse vele nemen, alse zin Densche recht were, se weren van wennen se weren. ♦ Unde des en wolde wi en nicht volghen, unde reden tho deme koninghe, unde klagheden use not unde des menen kopmannes, unde beden ene, dat he us by deme rechte lete, dat syn vader us bezeghelt hadde unde he selven. ♦ Dar andworde he aldus tho unde sprak, were dat yemend zyne bezeghelden breve hadde, de he bezeghelt hadde sedder der tiid, dat he eghene ingheseghele hadde, dat wolde he holden, wente he noch zyn erste inghezeghel hadde, unde wolde dat also beholden, de wile dat he levede. ♦ Unde do wy em zynes willen dar nicht ane volghen wolden, do spreken zyne amptlude: na deme male, dat wi den luden wolden beholpen wesen, de mid ghewolt leghen an eres heren lande, so en scholdeme van uns nenen tollen nemen, unde en scholde uns ok nener uthvore steden, unde scholden ereme heren dar lyk umme doen. ♦ Des můste wi mid en deghedinghen, dat en iewelk b{ov}de můste gheven dre schilling grote, he were uth Prutzen, uth Westfalen, uth Sassen edder van wennen dat he were, unde uth iewelker wantbode ses schillingh grote. ♦ Vortmer so hebben iuwe breve, dat de kopperpenninghe nicht eer scholden uthgaan, denne des sondaghes vor sunte Mycheles daghe; de leth he nu uthgaan an deme neghesten daghe unser vrowen daghe der hemmelvart, unde heet dat bøden by live unde gude, dat men anders nerghen mede kopen schal, unde weten noch nicht, wer se uns mid ienegherleye wunden mer thi willen, wente wi by nenerleye rechte bliven en kůnnen. ♦ Unde de kopman tho deme Ellenboghen heft tho us ghewesen unde klaghet, dat id mit en utermaten na lecht mid mangherleye unrechte, dat men en tho drift. ♦ Hir umme so bidde wi iu witlik tho wesende, dat de meene kopman utermaten ere is unde bedrovet, dat iewelk man aldus beschattet wert, dat vøre nee eer ghescheen is, unde beklaghet zyk utermaten zere unde spreken, dat ze øvele an den deghedinghen bewaret syn, unde bidden dor God, dat gy ander průven, unde scriven uns wedder, wo wi desse groten noot wederstaan scholen, de deme meenen kopmanne an ligghende is, unde wor an wi uns holden moghen. ♦ Scriptum in Falsterbode in uigilia natiuitatis beate uirginis.
14 we<s>ende] wetende Aa, rettet i Hanserecesse, cf. s. 362 l. 26.
22 wunden=vunden (Hanserecesse).
Til de hæderlige, vise og gode herrer, borgmestrene og rådet i Lübeck, formelder jeg Markvard Rutensten, lydighed og tjenstvillighed.
Jeg beder om, at det må være jer, agtværdige herrer, vitterligt, at vi og hansekøbmanden kommer overordentlig svært ud af det med mangehånde sager og uretfærdigheder, som kongen lader tilføje os, på de punkter, som herefter skrevet står. Og navnlig at kongens fogeder, da vi kom i land, meddelte de tyske fiskere — alle dem, der var der — at de havde forbrudt liv og gods, fordi de med vold var kommet der til landet; og de vilde for hver skude ikke tage mindre end to lødige mark. Så sendte vi vort brev over til Sjælland til kongen. Så skrev han tilbage til os, at han havde befalet sine embedsmænd, hvad de skulde gøre i den sag; han vilde af hver skude have to lødige mark. Så holdt vi et møde med hans embedsmænd og aftalte, at hver skude med stor nød gav en lødig mark; eller de vilde have fanget dem alle og skadet dem, på hvad måde de kunde. I mellemtiden kom kongen selv over til Skåne og lejrede sig en halv mil fra Falsterbo; og han lod da sine embedsmænd meddele alle dem i tøjboderne, at de vilde af hver bod have to lødige mark udover alt det, som de med rette var pligtige til at give. Så holdt vi møde og aftalte, at vi skulde gå ind på det. I mellemtiden sendte han sit brev til sine embedsmænd om, at de skulde kræve så meget af alle dem, der lå på fedene og som ikke var borgere i de stæder, der havde fed der, som hans danske ret var; de kunde så være, hvorfra de være vilde. Og det vilde vi ikke følge ham i og red til kongen og klagede vor og hansekøbmandens nød og bad ham, at han lod os blive ved den ret, som hans fader og han selv havde beseglet os. Dertil svarede han således og sagde, at hvis nogen havde hans beseglede breve, som han havde beseglet siden den tid, da han fik egne segl, vilde han overholde det, (de indeholdt,) fordi han endnu havde sit første segl, og han vilde blive ved at iagttage det på den måde, så længe han levede. Og da vi ikke vilde følge ham i hans vilje i den sag, så sagde hans embedsmænd: eftersom vi vilde være de folk behjælpelige, der med magt lå i deres herres land, så skulde man ikke tage nogen told af os og skulde heller ikke tilstede os nogen udførsel; og vi skulde give deres herre erstatning derfor. Så måtte vi aftale med dem, at enhver bod skulde give tre skilling grot, ligegyldigt om han (ejeren) var fra Preussen, Westfalen, fra Sachsen, eller hvorfra han nu var, og af hver tøjbod seks skilling grot. Fremdeles så indeholder jeres breve, at kobberpenningene ikke skal udgå før end søndagen før mikkelsdag: dem lod han udgå afvigte dag efter vor frues himmelfartsdag og lod påbyde ved liv og gods, at man ikke skal købe med noget andet; og (vi) ved endnu ikke, om de vil skade os yderligere med nogen slags påfund, eftersom vi ikke kan blive ved nogen ret. Og købmændene i Malmø har været hos os og klaget over, at det bliver gået dem overordentligt nær med mangeartede uretfærdigheder, som man tilføjer dem. Derfor beder vi, at det må være jer vitterligt, at hansekøbmanden er overordentlig vred og bedrøvet over, at enhver bliver beskattet på en måde, som aldrig før er sket, og de beklager sig overordentlig meget og siger, at de er dårligt beskyttet i aftalerne; og (vi) beder for Guds skyld om, at I overvejer andre forholdsregler og skriver os tilbage, hvordan vi skal modstå denne store nød, som rammer hansekøbmanden, og hvad vi kan holde os til. Skrevet i Falsterbo dagen før den hellige jomfrus fødselsdag.
Cf. nr. 382 § 1, der sikkert sigter til dette brev.