91| IX

»Daarlige Tider!« lød det evig og altid fra de Voksne, saa man til sidst maatte faa den Opfattelse, at Tider overhodet ikke kunde være andet. Men saa med et begyndte alle at anvende et ganske nyt Udtryk: Opadgaaende Tider! »Nu, mens Tiderne er til det,« sagde Mor, naar hun vilde anskaffe et eller andet. Eller: »Lad os nyde det gode, mens vi har det; de daarlige Tider kommer saamænd nok igen.«

Der var ligesom kommet en anden Tone over alting; allerede til Paaske da de ny Konfirmander dukkede op, var den der. Vi Unger løb i Hælene paa dem og skreg: »Konsenant, gi en Skilling!« hvorfor vi gjorde det, vidste ingen; maaske var det et Lævn fra en Guldalder langt tilbage i Tiden. Men nu pludselig skete der det mærkværdige, at de ligefrem tog os paa Ordet og kastede Toører i Grams til os. Og »Tyroler-Ferdinand og hans brunøjede Datter«, som vi ellers maatte løbe ned paa Strandvejen og høre, kom nu ind i selve Boligerne og spillede og sang mellem Husrækkerne. Og de fik Penge smidt ud til sig fra Vinduerne – jo, det var gode Tider! Ingen vidste, hvor de kom fra, men det var ogsaa ligemeget. De var der, det var Hovedsagen; ogsaa jeg lille Menneskefrø kunde gennem Erfaringen fastslaa, at Tilværelsen var ved at for92|andre sig, blive mindre haard. Aarsagerne til Forandringen kom jeg først efter mange Aar senere. De var af god gammeldags Art: Krig – og Krig igen!

Jeg hade hidtil levet under de skæbnesvangre Virkninger af Krigen i 64; min Tilværelse hade været den typiske Fattigmands Tilværelse efter en tabt Krig. Alle Byrder falder nedefter, ogsaa i Samfundets Verden; de tungeste har en Tilbøjelighed til at synke helt til Bunds. Jeg hade med mine 5-6 Aar baaret min Part af Nederlaget. Nu satte Dønningerne af en endnu større Katastrofe, Krigen 70-71, ind i vor lille Verden, og udviskede for en Tid de onde Virkninger af Nederlaget i 64. Det var Krigsskadeerstatningen, der voldte det, de svimlende fem Milliarder. Det dengang uhyre Beløb, der paa Baggrund af Versailles-Freden tager sig saa latterlig lille ud, var for stort til, at Tyskland kunde opsuge det. Det virkede som en Oversvømmelse med dens svampede Døgnvegetation; den saakaldte Gründerepoke satte ind. Nye Foretagender skød op af Jorden som Paddehatte. Helt op i Norden ynglede Pengene frodigt og skabte en Foretagsomhedens Æra, der en Overgang fik alting til at blomstre. Der satte en stærk Efterspørgsel efter Arbejdskraft ind, Lønningerne steg, Kvinderne lokkedes ved den større Fortjeneste fra det løse Arbejde over i Fabrikkerne. Betalingen for løst Arbejde steg tilsvarende.

Ogsaa ude paa Stenhuggerierne gik Arbejdslønnen i Vejret. Det gjaldt om at holde paa de Arbejdere man hade; Far kom gentagende hjem og berettede, at Firmaet igen hade lagt paa Daglønnen. »Pøh, det skal godt hjælpe os andre,« mente Mor; men denne Gang fik hun alligevel ikke Ret i sit Sortsyn. Mennesket er et Vanedyr ogsaa i sine Laster, og Arbejderne, der var vant til at svire et bestemt 93| Beløb op og pludselig stod med mere mellem Hænderne, bragte Penge med hjem. Fars store Ruskinds Pengepung med Lynlaasen, som han hade tusket sig til af en Svensker, blev igen mere end en Seværdighed. Der var som Regel noget i den nu, og Mor hade et godt Øje til den. Naar Far af gode Grunde sov som en Sten, listede hun ind og hentede Pungen, og Georg og jeg fik Lov at overvære, at hun tømte den for dens Indhold. »Det manglede bare!« sagde hun, naar vi blev ængstelige fordi hun gik for grundig til Værks. Bagefter, naar Far hade udsovet og stod henne ved Vinduet og ragede i den tomme Pung, med et Udtryk, som anstrængte han sig for at genkalde noget i Erindringen, morede vi os godt i Smug.

Mor lod sig ikke lokke inden for Fabrikkens Mure, men var klog og slog sig paa løst Arbejde.

Hun hade i Forbigaaende bemærket faaet en Lille, der var død straks efter Daaben, inden den endnu hade faaet Tid til at slaa Rødder i noget Hjærte. Det eneste jeg husker er Skrækken, da den pludselig meldte sig, og min Lettelse, da Far ikke mange Dage efter gik til Kirkegaarden med den lille sorte Kiste under Armen. Mor var lidt træt den første Tid og gik først ud om Eftermiddagen, om Formiddagen blev hun hjemme og tog sig af Sagerne. Jeg skulde ikke mere ud af Fjerene og læsses med Byrder som et Pakæsel, og det var heldigt. Jeg hade det slet ikke godt, hostede meget og plagedes af Ørepine, gik om med hævede Mandler bestandig, laa meget til Sengs. Jeg har ofte siden tænkt paa, hvad der vel var blevet af mig, hvis ikke –? Men mindre end en Jættekrig og fem Milliarders Krigsskat burde ogsaa have kunnet gøre det!

Jeg hade allerede taget et godt Tag dengang, mere end der var heldigt for min skrøbelige Organisme. Jeg fik Skyld 94| for som Barn at have en rynket Pande, tre dybe bølgede Folder, der drog sig tværs over Panden fra Tinding til Tinding; Bølgelinierne i Danmarks Vaaben kaldte Mor dem, naar hun var godt oplagt – hun har ogsaa grædt over min »vrede Pande«. Den stammede fra disse brydsomme første Aar af mit Liv.

Saa slaar det pludselig om – paa straalende Vis! Pludselig er næppe det rette Udtryk; men Erindringen kender ingen jævne Overgange – en skønne Dag er det hele anderledes! Jeg skal ikke mere op før Fanden faar Sko paa, ikke løbe med Aviser eller hente Trækkevogn til Mor, ikke ud paa Tømmerpladserne og sanke Hugspaaner. Søster skal fremdeles passes om Eftermiddagen; men hun er efterhaanden blevet saa stor, at hun kan kræve sig og trisse om paa egen Haand; hun er ikke saa besværlig mere. Naar bare der saa ikke kommer en ny, er det ikke farligt, Søster er meget kær, naar de først er der, kan man ikke lade være med at holde af dem; men –. Min Bror tror det ikke. »De kommer ikke saadan lige oven paa hinanden,« siger han. »Man jeg skal ta og se efter, naar Mor kommer hjem,« han siger det nok saa sejt.

»Hvordan kan du se det?« spørger jeg, himmelfalden af Beundring.

»Aa, det er ikke noget for Børn!« svarer han affærdigende.

Næ, Georg har paa mystisk Vis stillet Diagnosen: Ingen Børn i Udsigt; og saa er det alt godt og vel.

For bedre end det er, kan det umuligt blive. I Stedet for at blive rusket vaagen til Hovedpine og til en lille genstridig Unge, som skal klædes paa, bliver man simpelthen selv klædt paa! Man er selv blevet Barn og bliver plejet og dægget for – en vidunderlig Forvandling!

95| Naar jeg om Morgenen vaagner og Forvandlingen frydefuldt gaar op for mig, skynder jeg mig at lukke Øjnene igen, og lader som jeg sover endnu. Saa kommer Mor og vækker mig med et Kys og siger: Sovegris, Snueprins! Hun vasker mig og hjælper mig i Tøjet, der er ingen og intet at bakses med, ikke engang Knapningen af Livstykket i Ryggen; det er bare at gøre sig lille og ubehjælpsom. Mor opdager det og ler, men det gør ingenting. Jeg staar paa en Stol som var jeg en lille én, rækker Armene i Vejret og gør mig hjælpeløs. Og Mor vandkæmmer mit Haar, for at faa de dumme Krøller væk; i Panden kæmmer hun det op til en Hanekam – som det er Mode for smaa raske Drenge. Jeg har knap nok Tid til at vente, til hun er færdig; hvert Øjeblik siger hun: »Saa staa dog stille, Dreng! – Sesaa,« siger hun og giver mig et blidt Puf i Ryggen, »kom saa afsted med dig da!« Og jeg styrter afsted.

Jeg har faaet mig en Kærest – min første! – og det gør ikke Tilværelsen mindre frydefuld. Langt ovre i tredje Række bor hun og hedder Anna; hun har røde Æblekinder og gule Lokker og er fire Aar. Vi skal snart giftes! Naar jeg har femogtyve Øre til de halvtreds, jeg allerede har i min Sparebøsse, holder vi Bryllup. De halvtreds Øre er ganske vist Resultatet af ihærdig Slid og Sparen fra jeg godt og vel var født; men de femogtyve vil det gaa saa meget lettere med at erhværve. Det er god Fattigmands-Optimisme.

Det er en hel Rejse, de hundrede Meter eller maaske to Hundrede, over til tredje Række. Vejen derover vil ikke tage Ende, den synes det higende Hjærte endeløs. Og Dagen er jo ikke rigtig inde, det hele har ligesom ingen Mening, før man har givet sin Hjærtenskær et Morgenkys. Men endelig sidder vi paa Trappen og har hinanden om 96| Halsen, og Lille Anna spørger: »Har du saa den Femogtyveøre?«

»Jeg faar den snart,« siger jeg – og nikker til Ordene ligesom Far.

»Saa tøver vi mange Bolsjer,« siger Lille Anna, som tror, de mange Penge skal bruges til Slik.

»Nej, for de skal være til Husleje – og til Mad – – og til Lotterisedlen,« siger jeg belærende.

»Sda de ogsaa være til Brændevin?« spørger Anna. »Nej vel, ikke til Brændevin. Men til Bolsjer!« Hun lægger begge sine smaa Grabber paa mine Skuldre og raaber mig Ordet Bolsjer ind i Ansigtet, saa det er som en hel Eksplosion. Men jeg ved det allerede fra Søster og ogsaa fra Mor – Kvindfolk kan ikke faa det sødt nok!

Lille Anna giver ingen Ro, Femogtyveøren maa skaffes til Veje. Bede Mor om den kan ikke nytte; hun spøger nok med mig i Anledning af Lille Anna, men i sit Hjærte er hun imod vor Forbindelse. Og Georg, der undertiden er i Besiddelse af Penge – hvor han nu faar dem fra – haaner mig blot for min Forelskelse. Der er ingen anden Udvej end at erhværve dem selv, men hvordan? Arbejde kan jeg, men tjene Penge har jeg endnu ikke lært. I Tankerne gennemgaar jeg alle Udveje. Jeg finder Pengene, negler dem af Urtekræmmerens Skuffe mens han et Øjeblik vender Ryggen til, tager dem af Fars Pengepung, naar han sover rigtig haardt. Det er ikke frit for, at jeg nu ønsker det, der ellers staar for mig som det forfærdeligste af alt, at Far maa komme døddrukken hjem.

Men Alverdens fantastiske Forestillinger kan ikke fremtrylle en Femogtyveøre, og i min Nød maa jeg igen til Georg. »Du er jo kulret!« siger han, men lover alligevel at hjælpe mig. »Men jeg vil ha Pengene igen, naar du bli97|ver større; og du maa ikke fortælle til nogen, at du har faaet dem af mig. Sig bare, at du har fundet dem.«

Mor blev lidt lang i Ansigtet, da jeg kom med de femogtyve Øre og forlangte Hovedsummen udtaget af Sparebøssen. Først søgte hun at komme uden om selve Sagen ved at krydsforhøre mig, hvor jeg hade Pengene fra; men jeg holdt Ørene stive. Maaske styrkede det mig, at Georg stod henne ved Vinduet og truede ad mig i Smug. Til sidst maatte Mor opgive sit Modangreb og vedgaa, at hun hade brugt Pengene allerede for længe siden – i den daarlige Tid – og ikke faaet dem puttet i igen. Og nu hade hun dem ikke.

Der var ikke noget at gøre ved det. De daarlige Tider kunde det ikke nytte noget at gaa i Rette med; de var væk, og kalde dem tilbage for at stille dem til Ansvar, hade nok ingen Lyst til.

Jeg fik forøvrigt heller ikke Brug for Pengene. Anede Lille Anna, at det finansielle ikke var i Orden? Da jeg næste Morgen kom springende, stod hun i Husgangen og kyssede en snottet Dreng, en med rigtig Løbenæse.

Jeg tog mig dette mit første Skibbrud i Forholdet til det andet Køn mere nær, end der egenlig var fornuftig Mening i, og Mor skammede mig ordenlig ud. »Er det noget at brøle for,« sae hun og tog mig ind til sig – »du er da en rigtig god Tosse! Kys du hellere Mor, saa blir du ikke narret; er Mors Næse end lang, løber gør den i al Fald ikke; med Snotnæser har den ingen Maskepi!« Saa kyssede hun mig og lod, som vi ikke kunde naa frem til hinanden for hendes store Næse.

98| Hvor var det godt at have Mor hjemme! Jeg har vistnok trængt særlig til hende, for Georg syntes ikke, der var noget Grin ved det. »Man har det meget friere, naar hun er ude,« sagde han. »Men naturligvis, du skal jo have et Skørt at hænge i! Et rigtigt Pattebarn er du!« Det gjorde ikke saa meget, at han kaldte mig Fjols og Pattebarn. Hans Idealer kunde jeg alligevel ikke svare til, og jeg hade – maaske af den Grund – begyndt at frigøre mig i Forholdet til ham. Jeg troede ikke længer blindt paa alt, hvad han sagde. Men faa mig til at gaa i Vandet kunde han fremdeles. Og beundre ham maatte jeg, enten jeg vilde eller ej.

Han var en rask Gut, der ikke gik afvejen for noget; ikke engang Fars Næver var han særlig bange for. »Saa kan du jo bare lade mig tage Tævene,« sagde han, naar han vilde have mig med til noget, og jeg var bange for Far. Han tog dem ogsaa tappert og holdt mig udenfor; men Ulykken var, at Pryglene han fik, gjorde forfærdelig ondt paa mig ogsaa. Den løftede Haand fyldte mig med Gru, jeg maatte krympe mig og skrige for hvert Slag min Bror fik. »Saa skal du min Sandten ogsaa faa noget at skrige for,« sagde Far og lagde mig over Stolen. Han slog ikke just blødt; men naar det var overstaaet, var der alligevel en vis Tilfredsstillelse ved at have taget sin Part.

Det var vanskeligt nok, for jeg vilde gærne være en rask Dreng men hade ondt ved at gøre mig fortrolig med Følgerne. Nu er Begrebet »Gadedreng« forsvundet sammen med saa meget andet uheldigt; men dengang var en rask Dreng det samme som en Dreng, der jævnlig hade Politiet paa Nakken af sig. Og der var mange raske Drenge i Boligerne, jævnlig blev de hjemsøgte af Politiet. Saa snart det dukkede op, gærne to Mand høj, mens to andre 99| holdt Vagt ved Indgangene mod Kongevejen og Strandvejen, gjorde vi os usynlige. Som Regel var det Razziaer Betjentene foretog for at fange Drenge ind og forhøre dem. Saa gæmte Mor os for ikke at faa noget Vrøvl med andre Beboere. Engang en Betjent dukkede op uden for Vinduerne, gæmte Mor os bægge to i Klædeskabet. »Han gik gudskelov ind til Nielsens,« hviskede hun lidt efter og slap os ud. »Lad dem bare staa til Regnskab, de Bøller.«

Gale Streger husker jeg mange af, men jeg mindes ikke, at Politiet nogensinde har haft Ærende til os. Der blev for saa vidt ogsaa passet paa os, som Far pryglede os ubarmhjærtigt, blot han fik at vide, at vi hade det mindste med Liremandens Drenge at skaffe; og paa dette Punkt stod Mor paa hans Side. »De har faaet Georg paa Galejen én Gang, det kan være nok,« sagde hun. »Gud naade jer, hvis I ikke holder jer fra dem.«

Nogle Lømler var det. Der var kun en ukonfirmeret, ellers var det halv- og helvoksne Prygle, store og kraftige, men nogle rigtige Lemmedaskere, der hang paa Hjemmet, slog Fægt og stjal. Ofte tyssede Mor paa os og meddelte hviskende, at nu var Politiet igen derinde; nu og da forsvandt en af Sønnerne for en Tid. Han sad, forklarede Mor. Udtrykket aagrede mystisk i mig, inden Betydningen gik op for mig. At Georg sagde: »Aa, dit Fjols, han er jo kommet paa Potten,« gjorde ikke Spørgsmaalet klarere for mig.

Der var nok at bakses med, ogsaa nu under de gode Tider. Hver Dag stillede sine Problemer, der gik én haardt paa og krævede at blive løste – for saa maaske at dukke op igen i en ny Skikkelse. Der var Spørgsmaal, som hade en egen Fornøjelse af at stille sig forkert, saa man maatte løse dem hver Dag igen, med det Resultat, at de tilsidst 100| gik i Knude, og andre som taarnede sig overvældende op foran én og indbød til en endeløs Kamp. Det var svært nok at være til; éns kendte, selvfølgelige Verden var altfor lille til at kunne bære oppe end sige nære én; det Ukendte, der omgav én til alle Sider blot et lille Stykke henne, var til Gengæld altfor overvældende, uoverkommelig stort. Angst var vel den Følelse, der hade lettest ved at sætte op i mig som lille, undertiden stigende til uforklarlig Gru. Derude fra det Ukendte fløj Brokker af Uformelighed ind i éns Tilværelse, slynget derind i Skikkelse af et Ord eller en Forestilling; de lagde Beslag paa hver Trevl af én og gav sig til at yngle i Barnesindet. Fantasien var altid spændt haardt for, det Ubegribelige laa paa Lur efter én for hvert Skridt man gjorde. Man maatte gaa fra Morgen til Aften og gentage et Ord, som var slynget inden for éns Verden derude fra og ikke var til at støde fra sig igen, gentage det, endevende det, tygge idiotisk paa det. »Saa ti dog stille med din evige Tyggen paa det samme og det samme!« sagde Mor; men hvor var det muligt, naar det fremmede Element blev ved at arbejde og snurre i én som en Spyflue mod en Rude? De kom drønende ind i éns Tilværelse, Ordene, ladede med Uhygge; eller de fik Hjærtet til at banke op i stor Undren.

Mor syntes, det var paa Tide, der kom lidt Mening ind i min Tilværelse; jeg skulde i Asylet. Det laa ovre til den anden Side, ud mod Østerfælled, og lededes af en Dame som var »faldet igennem«. Mor og de andre Koner kom stadig tilbage til dette, naar de drøftede den forestaaende Indmeldelse, og de to mystiske Ord gav sig til at aagre i mig, Asylfrøknen voksede ud til noget ganske uhyre, et fantastisk uformeligt Væsen, større end noget jeg hade set. Mit Hjærte bankede af Spænding, da jeg ved Moders 101| Haand gik over for at stedes for dette Væsen, der var saa tungt, at Gulvet ikke kunde bære hende. Det var ingen Spøg at lande efter saadan en Flyvetur – for mig altsaa! Ikke at tale om Spotten og Latteren, der ikke helmede, før man laa brølende i en Krog og følte sig som den uhjælpeligste Dumrian paa Guds grønne Jord.