V

Den Svage tvinges let til at tage Forstanden til Hjælp, og jeg udviklede efterhaanden en egen Psykologi i Forholdet til Søster, blev mere opfindsom i Retning af at underholde hende, lærte overhodet hvordan hun skulde tages. Det nyttede f. Eks. ikke at komme og pukke paa Ejendomsret; ligegyldig hvad jeg hade i Hænderne – hun vilde have det. Legetøj syntes først at faa Interesse for hende, naar jeg legede med det. Hun var en lille Tyran, og der var ikke andet at gøre end at udlevere hvad man hade. Da jeg først hade bragt det til total Eftergivenhed og erfaret at det lønnede sig, gik jeg et Skridt videre. Jeg stak hende ikke mere et Stykke Legetøj i Hænderne, da det blot førte til, at hun kylede det fra sig; jeg tog det selv, og lod som jeg morede mig godt med det. Saa forlangte hun det straks og kastede sig ivrigt over det. Længe varede hendes Interesse ganske vist ikke, men saa hade jeg noget andet i Hænderne, som hun blev varm paa o. s. v. Det var ikke morsomt, min Ævne til at hitte paa maatte være i Ilden hele Tiden, men jeg var fri for at slæbe paa hende saa længe og sparede mine faa Kræfter. Det blev efterhaanden en hel Kunst at narre hende og faa Has paa Tiden til Mor kom hjem.

Naar hun ikke vilde spise sin NTvebaksmad, anvendte jeg en lignende Metode. Nogen Respekt for mig hade hun ikke, dertil var jeg for lille; med Strænghed kom jeg ingen Vegne. Men naar jeg lod, som jeg selv spiste af Maden, og smaskede rigtig dygtigt, hjalp det paa hendes Appetit.

Efterhaanden faar man jo ogsaa Haandelag, som i mange Tilfælde gør det af for Bjørnekræfter. Ingen Følgesvend er saa god at have paa éns Vej gennem Tilværelsen som et godt Haandelag! Har man først engang erhværvet det, varer det Livet ud; og har man erhværvet sig det ordenligt paa ét Omraade, letter det Tilværelsen af alt Arbejde overhodet. Haandelaget har baaret mig frelst igennem mere end én Gang.

Det hjalp ogsaa, at Mor lod mig staa op inden hun gik hjemme fra og selv lagde Søsters Tøj til Rette – navnlig Bukser og Blér, de to Ting, der mere end noget andet kunde fylde éns Tilværelse med Problemer! Inden Georg gik til sin Byplads, maatte han springe hen paa Østerbrogade ved Søerne og leje Trækkevogn til Mor, som saa stødte til ham paa Trianglen og overtog Trækkevognen. Inde paa Grøntorvet traf Mor saa Madam Sandru, som imens hade gjort Indkøbene af Grøntsager, Frugt, Rejer, røget Sild – hvad der nu var fremme. Der var System i Arbejdet, det ene greb ind i det andet! Mor hade ogsaa stillet Vandfad og Svamp parat, for det Tilfælde at Søster skulde »besørge stort«; og jeg klarede baade det ene og det andet og fik Ros af Mor, naar hendes Vej faldt forbi og hun saa ind om – eller hun hen paa Eftermiddagen »kom rigtig hjem«. Men drøjt Arbejde var det og blev ved med at være – det drøjeste jeg har været ude for. Denne Periode staar overhodet for mig som den sværeste Tid af mit Liv.

Et virkeligt Lyspunkt var Fru Fredriksen; siden hun hade reddet mig ud af selve det forfærdelige hin Ulykkesdag, var det altid som at trylle Sol frem at vende Tankerne mod hende. Ja, selv om man ikke tænkte paa hende; man hade alligevel lige som en Følelse af, at det var Solskin et Sted i Nærheden. Hun holdt sig fremdeles for sig selv, men maa oppe fra sit Sybord have fulgt vor Gøren og Laden; for hun hade stadig Held til at gribe ind, naar det for Alvor kneb for mig. Engang hade Søster griset mig til fra øverst til nederst. Jeg brølede ikke, for jeg skammede mig ved Tanken om, at nogen skulde se mig. Min sygelige Organisme var overdrevent pillen og fintmærkende, og jeg led frygteligt. Det er ingen Overdrivelse at sige, at jeg godt kunde have begaaet en eller anden desperat Handling for at blive udfriet af den ækle Tilstand. »Bare Fru Fredriksen vilde komme,« tænkte jeg, men skammede mig samtidig. Og sé, dér stod hun i Døren med Svamp og Haandklæde, som kunde hun tværs igennem Gulvet se, hvad der foregik nede hos os. Mor troede ikke paa Engle, men Fru Fredriksen var nu en Engel! Det var trygt at vide hende i Nærheden. – I øvrigt passede hun fremdeles sig selv, Mor og de andre Koner holdt hun sig borte fra. Hun tog os heller ikke op i sin Lejlighed oftere, hvad der var mig en stor Skuffelse.

Det trak ud med Turen til Dyrehavsbakken. Gang paa Gang hade Mor erklæret, at paa Søndag skulde det være; men bestandig kom der noget og slog det i Stykker. Den første Gang var Skylden min egen. Det var Solskin den Dag, og jeg hade faaet Søster slæbt ud paa Græsplænen mellem Husrækkerne; vi sad sammen med andre Børn fra Boligerne og gravede ved Roden af et af de store Træer. Søster hade en brækket Træske i Haanden, hun sang til Arbejdet; jeg hører endnu tydelig hendes Stemme. Det var NMelodien til: Tænk du paa mig, naar Stormen hæftig raser – hun sang; Ordene kunde hun ikke udtale, det blev til a buba mej. Men Melodien var fuldstændig ren.

Mor og Madam Sandru solgte i Kvarteret den Dag; jeg hørte deres Stemmer, snart nede fra Strandvejen, snart omme fra Olufsvej.

Søster rejste pludselig Hodet og gav sig til at skraale; hun blev helt syg, naar hun hørte Mors Stemme. Jeg sprang ind efter en Pude, som hun straks borede sit Ansigt ind i; jeg hade opdaget, at det dulmede. Sommetider hjalp det heller ikke. Saa var Mindelserne af kraftigere Art, og jeg maatte smøre lidt Sukker, som jeg med stor Møje Nafsparede min egen Mund, paa hendes Tommelfinger og putte hende den i Munden.

Men denne Gang blev Sangen med ét saa nær; nede for Enden af Rækken dukkede de frem med Trækkevognen. Lille Søster blev straks stille paa Mors Arm, hun begravede sine sorte Poter paa Mors Bryst og stirrede drukkent paa hende. Mor lo og tog Madam Sandru med ind til en Kaffetaar.

Imens skulde jeg passe paa Vognen; jeg sad paa en af dens Stænger, for at den ikke skulde vippe. Jeg var mægtig stolt, Boligernes Unger flokkedes om Vognen, hvis fristende Indhold af sorte og røde Kirsebær, var som Tusender af Øjne, der lo mod Solen. »Aa, giv mig et Bær! bare et eneste raaddent ét,« tiggede Børnene. Men jeg rystede paa Hodet, med et Udtryk som kunde jeg sagtens have foræret det hele væk; det faldt mig bare ikke ind, i dette Tilfælde, til saadan nogen Unger! Jeg hade faaet en velkommen Anledning til at gøre mig gældende, hvad det ellers ofte nok kneb med.

Med hungrige Øjne stod de omkring mig, vi Børn i Boligerne smagte aldrig anden Frugt, end den vi saa vort Snit til at stjæle i Gartnerhaverne ved Strandvejen og fra Vogne. Pludselig sprang en Dreng frem, snuppede en Haandfuld Bær og stak i Rend. Jeg glæmte alting og for afsted for at fange ham, bag mig rejste sig et mangestemmigt blandet Skrig af Veklager fra Pigerne og Jubelraab fra Drengene. Vognen var vippet over; alle de dejlige Bær laa i Støvet.

Mor kom først ud; hun var hvid i Ansigtet og saa ud som skulde hun falde om. Hun skældte ikke, ak hade hun blot givet mig en paa Kassen. Hun gjorde det, som var tifold værre. »Det skal du ordenlig faa betalt, naar Far kommer hjem,« sagde hun dirrende.

Hendes Ord gik som Kulde gennem mig. Tidt nok hade hun tryglet min Bror og mig om endelig ikke at nævne noget om det til Far, naar der var tilstødt hende et eller andet Uheld; ganske overflødigt, det kunde sidst af alt falde nogen af os ind at udlevere Mor. Og nu truede hun med at udlevere mig – tilmed for noget jeg ikke kunde gøre for! Jeg hade jo handlet i den bedste Hensigt – jeg vilde tæve Tyveknægten! Jeg hade svært ved at nedsvælge dette og maatte vende Ryggen til hende og alting; jeg stod med Panden ind til et Træ og græmmede mig.

Mor maa straks have fortrudt sine uoverlagte Ord, for hun gav sig til at tale venligt til mig; og da det ikke virkede, drejede hun mig om og smilede mod mig. Men jeg udholdt for en Gangs Skyld trodsigt hendes lyse Smil; »saa skal jeg ogsaa nok sladre om dig en anden Gang,« sagde jeg vredt og løb og gæmte mig ovre i det fælles Vaskehus; jeg krøb ind under et stort Skyllekar og hvælvede det over mig. Madam Sandru kom og trak mig frem. »Kom saa NKlør,« sae hun, »saa skal han faa stødte Bær.« Hun sagde altid »han« til mig og var saa pudsig, at jeg maatte overgive mig. Bærrene var samlet op og skyllede, de værst stødte blev fordelt mellem Husrækkens Børn; jeg fik en hel Tallerken fuld af Mor. Men det varede alligevel en rum Tid, inden jeg tilgav hende, at hun hade villet forraade mig; jeg glæmte det aldrig fuldstændig.

Bærrene holdt daarligt efter Skylningen og maatte sælges med Tab; Mor maatte naturligvis bære Tabet. Og saa var den Søndag slaaet ud som Udflugtsdag. Og næste Uge var der noget i Vejen med Georg. Hvad det var, fik jeg ikke at vide, men Mor maatte tage ham hjem fra Urtekræmmeren og betale denne flere NKroner. Mor saa blot hemmelighedsfuld og bedrøvet ud, naar jeg spurgte; og spurgte jeg Georg, svarede han: »Aa, det er jo Erstatning, dit Fjols!« Dermed maatte jeg lade mig nøje.

Der røg den anden Søndag, og det galdt om at gaa stille med Skuffelsen og ikke rippe op i den, for saa gav Mor sig til at græde, lige fortvivlet over os begge. Hade man ikke før vidst, at man var et elendigt Kræ, saa vidste man det da nu.

Men saa skete der noget, som Mor Nmed Føje kaldte et Mirakel. Far sendte Penge. Ti Kroner sendte han, og de forvandlede hende helt; hun teede sig som hade hun vundet en Formue i Lotteriet. Egenlig var Pengene ikke til os men til at forny NFars Seddel for, men da Mor jo allerede hade fornyet den, kom de os til gode alligevel. Endda paa den allervidunderligste Maade.

»Det skulde Far bare vide, at vi tager i Skoven for hans »surt erhværvede Skillinger«, saa vilde han vist ærgre sig baade gul og grøn,« sae Mor mens hun stod og pakkede Madkurven.

Og saa slog man Øjnene op til en Dag under Højtryk. Saadan en Dag vaagner man af sig selv, vækkes af den lyseste Forventning; noget gyldent prikker en let paa Øjnene, og naar man slaar dem op, er Luften ikke graa men fyldt af sælsomt Lys. Og saa med ét slaar Kendsgærningen sig ud, som en Bombe springer den og fylder Luften med Fyrværkeri; det futter og knalder til alle Sider: Vi skal i Skoven i Dag! I Dag skal vi i Skoven! Tra la la!

»Saa, hold nu op med det, du gør en jo helt skør i Hodet!« lyder Mors Stemme ude fra Køkkenet. »Se hellere og kom i Tøjet, saa du kan bringe Søster over.« Hvor hun blev bragt hen, har jeg glæmt; sandsynligvis var hun den Dag i Pleje hos NTante Trines, som fornylig var flyttet ind ovre i NF. Hovedsagen var ogsaa, at hun blev anbragt; i Dag hade man ikke noget at passe paa og staa til Ansvar for, man var helt sin egen Herre. Det var en dejlig Følelse! Tra la la!

Det skulde nok slaa til, at NNielsens ogsaa vilde i Skoven netop den Søndag, ud og se til NManden, som spillede for en Karrusel derude om Sommeren. Men Mor skulde ikke have noget af deres Selskab mere; det var NLudvig, den yngste derinde, der hade faaet Georg til at tælle forkert hos Urtekræmmeren – og nu skulde det ha en Ende! »Gud trøste jer, hvis jeg ser jer sammen med de Labaner derinde!« sae Mor.

De var tidlig oppe derinde ogsaa, de var nok bange, vi skulde stikke af fra dem. »Saa lader vi bare være at smøre Maden,« hviskede Mor, »og pakker den hel i Kurven. Saa bliver den heller ikke tør.« Hun lo og hviskede, mens hun ivrigt arbejdede, tyssede paa os, som kunde Nielsens høre hvad vi sagde, og var helt tøset. Saadan kunde jeg godt lide hende; det var ligesom at have en stor Søster. Men det forekom mig komisk, at hun for Alvor kunde tro, at Væggene hade Øren.

Men sikken en Kurv hun pakkede! Der var et Glas med Ansjoser, Nægte Bornholmere, Radiser, en kold Pandekage til hver, en Kop med Smør, pakket ind i et stort Skræppeblad fra Grøften ude ved Strandvejen, Brød fra NKristineberg, som jeg hade hentet – for første Gang alene Mand – baade Surbrød og Birkes.

Det var Morgen endnu, men henne paa Trianglen holdt NKapervognene allerede, med Solsejl over og pyntede med Dannebrogsflag. Snart var vor Vogn fyldt, og vi trillede ud ad Strandvejen.

Det første Stykke var næsten altfor kendt, til venstre laa Boligerne, som stødte op til Øster-Fælled; til højre kom først NGartner Løves Haver, som vi Drenge fra Boligerne hade hjemsøgt ofte nok, saa kom NVejen som førte ned til Fars Arbejdsplads, den hade jeg allerede travet adskillige Gange – og pludselig aabnede Sundet sig, med Sol og Sejlere! Saa langt hade jeg saa at sige Lov til at have været, Strandvejens sorte Vandtønder, anbragt højt oppe paa høje Stolper, var gode Bekendte, det flere Tommer tykke Lag af NStenmel, der dækkede Strandvejen og hyllede alting i en tyk Sky, hade jeg mere end én Gang gennemvadet med bare Fødder og skaaret mig til Blods paa Glasskaar, der forræderisk gæmte sig paa Bunden af det bløde indbydende Vejstøv.

Hertil hade jeg Lov til at juble genkendende og gjorde det vist til Overflod – saa dog éns Verden saa ganske anderledes fornem ud fra højt til Vogns, end naar man løb og pjaskede midt i den. Mor maatte bestandig tysse paa mig. Men uden for NLille Vibenshus skulde og burde Verden være mig ny og fremmed. Saa vidt det stod til mine Forældre, var den det ogsaa, og Georg fik travlt med at sparke mig paa Benene og blinke til mig, for at jeg ikke skulde forsnakke mig. Sagen var, at vi hade vagabonderet en Dag, vi var ene hjemme og skulde passe lille Søster; hende hade Georg ganske simpelt overgivet i nogle andre Børns Varetægt, og saa var vi stukket af. Det var ikke blot dette, der gjorde Turen kriminel. Langt, langt ude, forbi baade kendt og ukendt, næsten ved Verdens Ende, var vi brudt ind i en Villahave og hade plyndret et MoréltræF1. Vi var blevet overrasket af Ejermanden, hade faaet vore Prygl og var naaet hjem, uden at Mor opdagede noget; det hele var for saa vidt i bedste Orden. Georg frygtede med god Grund min Tankeløshed og Aabenmundethed; nogen Diplomat var jeg ikke dengang, og er heller ikke blevet det senere. Han var lige ved at gaa over til Haandgribeligheder for at faa stoppet Munden paa mig; Mor saa forundret fra den ene til den anden.

Men saa blev Verden for Alvor ny, herude hade jeg endnu aldrig været. Mange Steder skvulpede Sundet helt ind til Vejen, til den anden Side i Udkigget mellem Skovene bredte det aabne Agerland sig indefter med Køer og Heste og store Bøndergaarde. Insekternes Summen, som jeg troede hidrørte fra at Solen sad deroppe paa Himlen og spandt af Velvære, de smaa Boder langs Vejen, hvor en Morlille kiggede ud blandt Kringler og Sukkerstænger – det altsammen gik mig vidunderligt paa og gjorde mig ør af Glæde, ligefrem drukken. Mor maatte bestandig tysse paa mig, jeg begreb ikke hvorfor; jeg hørte ikke selv min øre Pludren, fornam den kun som en indre overdaadig Udfoldelse. Passagererne lo og saa paa mig; Mor var flov paa mine Vegne. Tilsidst tjattede hun mig for at faa mig til at tie stille.

Mor, som hade levet sin Barndom herude, hade meget hun skulde opfriske. Fra Kapervognenes Holdeplads spaserede vi til NTaarbæk, hvor Mor hade været i Pleje; næsten i hvert Hus hade hun Bekendte og skulde have en Passiar. Imens stod jeg og traadte ved hendes Haand – og trak i hende nu og da naar det blev mig for meget. Mine Snørestøvler, som jeg hade overtaget efter Georg, var for smaa; der gik ogsaa Sømspidser igennem og gjorde ondt i Foden, naar jeg traadte. Georg var stukket af; og da Mor endelig hade snakket af og faaet en Fisker til at Nvajne Sømmene i mine Støvler og vi skulde videre, var han ikke til at finde. Langt om længe fandt vi ham i en Baad i Havnen og kunde komme i Vej. Hans Øjne var fulde af Oplevelse; han hade fisket – og været lige ved at fange en hel Masse. Jeg var grøn af Misundelse.

NI Skoven var der morsommere. Mor fortalte om sine Barndomsoplevelser naar hun blev sendt herud for at samle Brænde eller plukke NBøller i Mosen. Dengang var der baade Snoge og Hugorme herude, og hun gik med bare Fødder; naar hun mærkede noget og skulde se efter om hun var blevet stukket, sad der Blomster mellem hendes Tær! Det var frygteligt – og endte dejligt; og Skoven blev levende af Gru og Fryd under Mors Fortælling. Vi spiste ved Nen bred Aa, som Træerne dyppede deres solbeskinnede Løv i saa Vandet blev helt grønt; Georg fik Lov at gaa helt ned til Vandet og dyppe Haanden i det. Han kom tilbage og erklærede, at det var Ndovent – ligesom NVandet ved Studemarken. Mor blev fornærmet, han skulde bare ikke komme og kalde det Vand dovent, som Ntrak hele tre Fabrikker! Det var hendes Barndoms Aa.

Før vi spiste, tog Mor Solhøjden. Hun søgte en bestemt Brink op, hvor hun som Barn hade fortæret sin medbragte Humpel, satte sig ned og kiggede efter Solen. Naar den stod bag en bestemt Knast i den store Bøg, som lænede over Aaen, var det Middag. Og det passede paa en Prik endnu, Klokken var lige tolv; enhver af os kunde kontrollere det ved at sammenholde Solstillingen med vore Maver.

Mor hade trukket mine Støvler af mig, mens vi rastede; da vi skulde videre, var de næsten ikke til at faa paa. Nu fulgte en Traven i Skoven, som ingen Ende vilde tage, jeg var træt og Mor utrættelig; der syntes bestandig at være lige langt til Dyrehavsbakken. »Er vi der ikke snart?« spurgte jeg klynkende; Mor kaldte mig et utaknemmeligt Skarn og ruskede mig i Armen. Det sidste jeg mindes er, at jeg lagde mig ned; jeg kunde ikke mere. Det hade været en lang Dag, og Spændingen hade gjort sit – jeg var ikke til at ruske vaagen. Paa Bakken kom jeg, for Mor bar mig op til et Beværtertelt hvor hun kendte Folkene; der sov jeg videre, mens hun og Georg morede sig.

Jeg har en Erindring til om den store Dag: Jeg vaagner op paa en Stol, vi er hjemme, og Mor ligger paa Knæ foran Stolen og trækker Støvlerne af mig. Det er lige et Glimt; mine Øjne glider igen i.

Af Dyrehavsbakken, som jeg hade glædet mig saa mægtigt til, saa jeg ikke noget dengang, hverken NMester Jakel, NManden der kunde æde Ild, Linedanseren eller alt det andet vidunderlige, som var at se derude. Men Nmin Bror fortalte om det, gevaldigt, saa jeg tilsidst syntes jeg hade oplevet det selv. Og Forglæden hade jeg haft – den er ofte det bedste ved Tingene!